Julesøndag- om at gribe og slippe og en dag slippe livet selv

”Eva. En dag skal du dø”. Jeg kan huske, hvornår jeg første gang tænkte tanken. Det var ikke bare en tanke. Det var en helt fysisk reaktion i kroppen. Jeg tænkte ikke bare tanken. Jeg mærkede tanken. En for mig ukendt indre smerte, som jeg stadig kan genkalde mig. En aldrig før følt frygt var flyttet ind i mig.

Og den flyttede ind for at blive. Ikke som en daglig påmindelse, for sådan kan ingen af os leve: Som om hver dag var den sidste. Vi kan heller ikke leve, som om hver dag var den første, for den sags skyld. Men døden er et uafrysteligt vilkår ved det at være i live.

Jeg var studerende. Du kan tænke, at det da var i en sen alder at få den erkendelse. Men når man som jeg har haft et privilegeret liv og man ikke har mistet alt for mange nærtstående, så var det ikke en tanke, der havde fyldt meget for mig.

Sidenhen har jeg i mit liv som præst mødt ikke så få, der har givet udtryk for det samme. Fra et af mine allerførste præsteår husker jeg to mænd fra en begravelsessamtale. De var vel i 50’erne, ca. 4 meter brede over skulderene, voksne på enhver måde – og alligevel kom det helt bag på dem, at deres mor, der, som jeg husker det, var i 90’erne kunne finde på at dø fra dem. Det var de faktisk lige dele fornærmede og forundrende over. Hun havde jo ligesom altid være der i deres liv. Eller, for at gå i den modsatte grøft, den pårørende, der sagde: ”Vi skylder Gud en død”. Heller ikke de ord har forladt mig: ”Vi skylder Gud en død”. Sådan tager vi – på forskellig vis – både livet og døden for givet.

Selv om vi på volden og langs vandet er begyndt at ønske hinanden godt nytår, er det stadig jul her i kirken. I hjem og i kirke har vi fejret Jesusbarnets fødsel. Vi har fejret, at det, som intet menneske kunne tage for givet, det gav Gud: Han gav os sig selv i et nyfødt barn. Han gav os ikke alene en søn, en ligesindet. Han gav os med ham muligheden for at vi skulle blive i øjenhøjde med Gud igen, sådan som Paulus skrev om det. I Jesus fik vi ikke en række krav. Vi fik et evangelium.

En ny begyndelse.

Et nyfødt barn. En ny begyndelse. Så meget liv.

Man skulle tro, at livet så bare bobler over af liv. En julesøndag viser os, at det ikke kun er tilfældet. For så snart der er liv, er der også død. Den, der selv har stået med et nyfødt barn i armene, dit eget eller en andens, ved på egen krop, hvad jeg taler om. For der med barnet i armene bliver det helt håndgribeligt: Det mirakuløse, det helt ubegribelige: Et lille velskabt menneske. Hver gang et under. En mangfoldighed af muligheder. Et helt – forhåbentligt langt og godt liv – ligger foran barnet, håber vi.

Og der – selv der – kan vi i samme moment tænke tanken: Årh .. hvad kan der ikke alt sammen ske? Glæden og frygten for alt det, der kan true barnet, tager livtag lige der i armene på dig. Selv et lille nyt liv kan minde os om forgængelighed og død.

Det er ikke anderledes med Jesusbarnet, erfarer vi i dag. Knap er Jesusbarnet blevet født. Knap er han blevet fejret, og de sidste rester blevet spist og de første julegaver byttet, før vi barskt mindes om, at livet ikke er lutter julemad og englesungne hallelujaer på en mark ved Betleham.

Der er nogle, der stræber det nyfødte Jesusbarn efter livet. I første omgang er det Herodes. Men i grunden holder det aldrig op. Det meste af Jesu liv, er der nogen, der vil tage livet fra ham:

De sætter spørgsmålstegn ved om det liv, Jesus prædiker om, nu også er det evige liv. De skyder ham urene motiver i skoene – eller sandalerne. Er det nu også for livets skyld, han eksempelvis helbreder eller bespiser – eller har han andre motiver? Står han virkelig i Guds tjeneste? Eller er han dæmonernes herre?

Til sidst, langfredag, lykkes foretagendet, da de sømmer Jesus fast til korset, og livet forlader ham. I hele Jesu liv var døden med i det.

Og selvom vi godt ved, hvordan beretningen om Jesus ender, selvom vi har teologien på plads og godt forstår, at Jesus dør, for at han igen kan opstå, og den definitive angst for vores egen død er taget fra os, så forklarer det ikke, hvorfor der stadig er så megen død. Det forklarer ikke lidelsens problem.

Julesøndag hedder ”de uskyldige børns dag”. De uskyldige børn er de mange drengebørn under to år, der må lade livet, så Herodes tror, han kan hvile roligt på magtens tinde.

De uskyldige er også Jesusbarnet, hvis liv efterstræbes.

Og de uskyldige børn er nutid. For det er den ubærlige side af efterjuleevangliet, at der i verden den dag i dag er uskyldige børn, der må lade livet.

Og det er lige ubærligt, hver gang vi hører om, at nogen slår livet ihjel hos et barn. Man kan nemlig godt tage livet ud af livet flere gange, uden at barnet fysisk dør af det. Men hvor der alligevel bliver slået lidt barn ihjel hver gang.

Det er nogle af de børn, vil skal synge om efter prædikenen

De glemte børn, de skræmte børn, de sårede, misbrugte og skadede børn. Det er det barn i dig. Men det er også de børn, ud over hele jorden, der den dag i dag, lever deres liv sådan som Jesus begyndte sit: Som flygtning, som krigsbarn, som hjemløs.

Børn er de uskyldigste ofre. At få taget livet fra sig, før livet overhovedet har foldet sig ud. At leve med døden som en mere nærværende realitet end livet.

Det burde give hver og en af os gåsehud i hjertet. Burde få os til at kramme vores børn og børnebørn - og måske også et uskyldigt barn i Brugsen en ekstra gang. For det er ikke kun en fjern virkelighed. Også her hos os er der børn, der lider. Synligt. Usynligt. Børn, som har barske livsvilkår. Som lever med deres Herodes’er.

Og hvor det for barnet – eller den unge - kan synes lettere at lade livet stå til – eller slå til – eller give op end at prøve at leve op til livet.

Er der så nogen som helst trøst for vore dages uskyldige børn i at høre om børnene i Rama og Betlehem og om den lige så uskyldige Jesus, der dog redder livet? Er der nogen som helst trøst for forældre, der på en eller anden – eller flere måder – har mistet et barn i at høre, at de deler skæbne med mange andre forældre? Det har jeg svært ved at se.

Matthæus fortæller det i dag som en profeti, der går i opfyldelse: At alle drengebørn under 2 år bliver slået ihjel af en mand, der var bange for at miste magten. Og siden er det en engel, der giver den unge familie besked om, at nu er der fred og ingen fare og de kan drage hjem, så Jesus fredeligt og som forudsagt kan vokse op i Nazaret. Og sådan går alt så visseligt op, når Matthæus prædiker.

Jeg tror ikke, de forældre, der hos os mister et barn – eller de børn, der forfølges her i vores samfund eller ude i verden, oplever det hverken som forjættelser – endsige at de har englevagt. Evangeliet rejser nogle gange flere spørgsmål end det giver svar.

Forfatteren Villy Sørensen – som ikke var kristen – skrev engang: ”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det”. Livet og døden hører sammen. Ikke som to sider af samme sag. For døden vil altid være bagsiden af livet. Det vil altid være den del af livet, vi har sværest ved at begribe.

Lad os træde et skridt tilbage. Lad os træde tilbage til det nyfødte Jesusbarn i krybben. Eller træd i tankerne tilbage til engang, du rakte en finger ud mod et lille barn. For der er et fællestræk mere mellem verdens børn og Guds barn, ud over det med at døden er med i livet for os alle. Nemlig den, at alle børn fødes med griberefleks.

Måske er det den sidste rest af, at der engang var nødvendighed i, at barnet skulle kunne gribe fat i dets forælder og holde fast – og den forælder var altså en abe med pels. Jeg ved det ikke.

Men det siges, at den griberefleks er så kraft, at man kan hænge et nyfødt barn op en tørresnor med hænderne – og så vil det kunne holde sin egen vægt. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville lægge baby til det forsøg.

Så at gribe og holde fast. Det kan vi. Det er vi født med.

Men at give slip, det skal vi lære hele livet igennem.

Den dag vi bliver forældre, den dag vi første gang mærker griberefleksen, erfarer vi på en ny måde, at griberefleksen ikke kun gælder barnet. Den gælder også for os.

At ligesom det er livslang opgave og gave at have fået et barn og at skulle gribe og bære det i mange situationer, lige så væsentlig en opgave er det at skulle slippe barnet: Klippe navlestreng og siden klippe og slippe gang på gang: Første gang barnet slipper din hånd og tager sine første skridt, første gang, barnet går alene i skole, første gang barnet flytter hjemmefra og der nu for alvor er tid i barnets liv, hvor du ikke aner, hvad det foretager sig. Også der skal du slippe grebet. I tillid. Ikke frygt.

”Jamen, der er så meget, der kan ske. Så meget, der kan gå galt”. Ja, det er der. For der er liv i livet og døden er i livet. Alligevel skal du slippe.

Gud slap Jesus, da han slap ham ind i vores verden. Han slap ham til dødens herredømme i tre dage. Og Gud vristede ham fri af døden, for at slippe Jesus tilbage til livet.

”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det”. Der var unægtelig megen død i Jesu liv. Og måske er det også derfor er der så meget liv i hans liv. For på dødens kontrastfulde baggrund står livet skarpere frem.

Jesus blev født, som vi blev født. Han levede et liv, som vi lever det. Med alskens udfordringer. Men den lille død og de mange små tab og til sidst med tabet af vores eget liv. Han mistede livet på korset og døde som vi en dag skal dø. Og han opstod. Og derved tog han livet af døden. En dag skal vi dø, ja, men alle de andre skal vi ikke. Og efter vores påskemorgen er ikke mere død i livet.

Jesus bliver et billede på ham, hvor både liv og død findes i dets allermest ultimative og koncentrerede form. Men også i den mest ubegribelige form. Og det er det ubegribelige, vi forsøger at gribe i tro. Og troens griberefleks er, at når vi ikke kan gribe det eller holde det fast, så må vi tro, at Gud selv holder os fast i det.

De uskyldige børns dag hedder julesøndag. Vi kunne også kalde dagen for Guds børns dag. For selvom det kan lyde som et postulat, grænsende til en hån, for den, der har mistet et barn – eller barnet i sig selv - så er ethvert barn Guds barn. Guds uskyldige barn. Det vokser vi aldrig fra. Det vokser vi i bedste fald ind i.

For nok blev krybben til korsets træ. Men det blev også til de døbefonte, vi bærer vore nyfødte til, for at lægge dem i Guds arme og i Guds levende håb. Det holder han os fast i.

Det er de uskyldige børns søndag. Vi er Guds uskyldige børn, takker være Jesus, vor frelser. Måtte det give os mod til at gribe og slippe vort liv.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Gud.

Lad os vove ordet tak midt i en verden, hvor mennesker må flygte og uskyldige dræbes;

hvor mange må græde uden at blive hørt, og hvor håb gøres til skamme.

Lad os vove ordet tak.

Tak for det håb, du har givet os med julenat og påskemorgen;

for den kærlighed, du elsker os med

- og den, der er mellem os og andre.

Tak fordi vi må komme til dig med vores glæde og sorg, vores jubel og vrede.

Tak fordi vi må være som vi er hos dig.

Tak at vi må være hjemme hos dig.

Tak, at du griber os.

Du blev født som et lille barn

- værn om verdens børn og dem, der er særligt afhængige af, at andre tager hånd om dem: de fattige og værgeløse, de syge og døende.

Du blev en flygtning og kender forfølgelse og angst

- gå du med dem, der fordrives og flygter,

vær hos den rastløse og modløse.

Du har set og mærket magtmisbrug og tyranni

- vær hos dem, der fængsles, tortureres og dræbes.

Og vær hos alle der har fået en særlig magt og et særligt ansvar betroet,

giv dem et varmt hjerte, god vilje og gode evner, så de tjener dig.

Vi beder for os selv, når vi har svært ved at finde hjemme nogen steder.

Vi beder for alle de steder, hvor vi føler os hjemme – og for dem, der gav os et hjem.

Vi beder for de hjem, vi savner at komme i.

Og for dem mennesker, der var en del af vores liv.

Led os, som du ledte de vise mænd.

Så vi ikke af frygt og fejhed giver ondskaben gode kår,

men så vi hjælper mennesker så langt vi kan hjælpe.

Led os i livet.

Led os gennem døden.

Lad os alle se dit rige, hvor du gør alting nyt. Amen.

Glædelig jul - med kirkebanko og hjerter til alle

Stumme læber sjunge ... prædiken 3. søndag i advent

For efterhånden nogle år siden mistede jeg stemmen selveste juleaften. Det var mens jeg endnu var præst i Sønderjylland. Jeg havde holdt mine tre juleaftensgudstjenester. Jeg havde vinket til julemanden, der kørte ud af den parkeringsplads, jeg kørte ind ad. Og jeg havde stået udenfor kirkedøren og hilst på hele menigheden. Det sidste var nok det dummeste. For det var dengang, der var vintre til.

Og efterhånden som julemiddagen i præstegården skred frem, mistede jeg gradvist mere og mere af stemmen. Da vi kom til ris á la manden kunne jeg stort set ikke sige et ord.

Jeg ved ikke, om min tavshed var en velsignelse for resten af selskabet juleaften. For mens julefreden sænkede sig over de andre, var det en enorm julekugle af egoisme, der sænkede sig over mig. Hvordan i himlens navn skulle jeg kunne holde prædiken juledag, hvis ikke der var nogen stemme?

Gode råd var der mange af rundt om bordet. Og da jeg søgte på internettet, var der endnu flere. Jeg tog dem én af en kant: Jeg drak kogt øl med rå æggeblomme i.

Jeg gurglede i lun honning med hakkede løg.
Jeg gned ganen i kogende vand med ingefær, citron og cayennepeber. Men lige lidt hjalp det.

 

Til sidst ringede jeg så til vagtlægen. Det blev det hele ikke mindre pinligt af. For vagtlægen var, udover at være læge, også kirkeværge ved en af kirkerne i provstiet. Og jeg kendte hende særdeles udemærket.

Kækt spurgte jeg efter mirakler: Hvortil vagtlægen svarede, at det største mirakel ville være, hvis en præst kunne finde ud af holde mund.
”Der er ingen mirakelkur. Du skal bare tie stille”.

Men den smule stemme, der var tilbage, ringede jeg så slukøret og lavmælt til min daværende provst og kvækkede, at jeg havde i sinde at holde mund juledag. Hun lød ikke helt begejstret. For juledags evangelium var netop fra Johannes-evangeliet om Ordet, der kom til verden. I min optik var vi ikke tæt på solopgangen fra det høje, men snarere tæt på verdens undergang.

Nu hænger præster jo ikke på træerne, og slet ikke juletræerne – og min provst spurgte, om ikke vi på en eller anden måde kunne finde ud af at klare det.

Og tænk, det kunne vi godt. For i løbet af selveste juleaften bød gode menighedsrådsmedlemmer sig til: De ville gerne tage læsningerne i kirken juledag. Og således besluttede jeg, at jeg ville holde mund. På det tidspunkt havde jeg heller ikke rigtigt noget valg. Stumheden var en realitet.

 

Næste morgen var der en smule stemme. Gudstjenesten blev gennemført, hvor jeg var stum under salmerne og læsningerne. Og jeg skal hilse og sige, at hvis det i al almindelig ikke er let for en præst at holde mund, så er det nærmest en tortur julemorgen.

Men de søde menighedsrådsmedlemmer læste så fint evangelieteksten om Ordet, som var i begyndelsen, Ordet, som var hos Gud og som var Gud, og som denne nat var blevet sendt på julevandring fra Gud til mennesker.

Jeg holdt selv juledags prædikenen om Ordet, der ikke kun kom til verden, men minsandten også til en lille sognepræst. Lidt mere spag i mælet end vanligt og med forudgående opfordring til menigheden om at flytte væk fra den sædvanlige komfortzone på bagerste bænk og tættere på prædikestolen.

Tænk, det blev juledag. Når jeg i dag tænker tilbage på den jul, så er jeg ikke længere fyldt af den utilstrækkelighedsfølelse, jeg havde dengang.

Jeg tænker faktisk, at stumheden blev til velsignelse.
Guds ord blev forkyndt. Menigheden tog medansvar for gudstjenesten. Pludselig var det almindelige præstedømme virksomt midt iblandt os. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

 

Jeg lærte endnu engang, at jeg meget nemt kunne undværes. For som Paulus skrev til os i dag: ”Vi prædiker ikke os selv, men Kristus som Herren og os selv som tjenere for Jesu skyld”.

Jeg vidste det jo godt. Allerede dengang. Ved det godt.
Det gør vi alle. Men hvor ofte falder vi ikke i og tænker, at noget står og falder med os? Selvfølgelig vil vi til hver en tid hævde, at andre kan tage over. Men mon alligevel ikke, de fleste af os altid tænker, det aldrig bliver helt det samme, hvis det var en anden?

”Altid” og ”aldrig”. Det er denne søndags nøgleord.
”Man skal aldrig sige aldrig”. Det er det, præsten Zakarias lærer på den hårde måde.

For ”aldrig” var, hvad Zakarias både tænkte og sagde, da ærkeenglen Gabriel måneder forinden var kommet til ham og havde bebudet, at Zakarias og hustru Elisabeth skulle blive forældre. ”Det kommer aldrig til at ske”. Både Zakarias og Elisabeth var mere end almindeligt oppe i årene.

Vi andre kan tænke, at Zakarias burde have vist bedre. Det er dog ikke bibelhistoriens første barnløse ægtepar ude over den fødedygtige alder, der alligevel bliver forældre. Abraham og Sara er samme historie. Hvor Abraham er lidt mere bramfri end Zakarias, da han – i originalteksten siger: ”At Sara er gammel som en overmoden blomme”.

Zakarias nøjes med et: ”Jeg er jo en gammel mand og min hustru er højt oppe i årene”.

Man skal aldrig sige aldrig.
Og slet ikke til en engel. Eller Vorherre selv. Og fordi Zakarias ikke troede englens ord. Fordi Zakarias ikke have noget opbyggeligt at svare, at Gud talte til ham, blev Zakarias gjort stum og kom ikke til at tale, før hans søn Johannes blev født.

Man skal aldrig sige aldrig. Ja, måske skal man slet ikke sige noget, hvis man ikke har noget begavet at svare, når en engel kommer på besøg. Så er tavsheden måske det bedste sprog.

I hvert fald... Zakarias får lov at være stum i de 9 måneder graviditeten varer. Det eneste ord, der kommer fra ham, kommer ikke ud af hans mund, men ud af hans hånd, da han skriver, at barnet ikke, som sædvanen var, skulle opkaldes efter faderen. Nej, drengen skulle hedde Johannes.

Straks efter at Zakarias havde skrevet: ”Johannes er hans navn” fik han mund og mæle. Og Zakarias talte og lovpriste Gud i den lovsang, vi hører som dagens evangelium. Stumheden – tavsheden – afløses af lovsang. Et benedictus, hvis lige man skal lede længe efter.

Når én holder mund, bliver der plads til, at andre kan tale. Det var hvad Zakarias også lærte i de 9 stumme måneder.

Ikke kun hans præstetjeneste i templet blev sikkert varetaget af andre – ligesom min blev det. Også da han fik talens brug igen, erfarede Zacharias, hvordan Gud taler igennem ham.

For lovsangen, Benedictus, det er ikke Zakarias’ ord. Det er Guds ord, der taler igennem ham.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

Læg mærke til, hvordan du selv bruger ordene ”altid” og ”aldrig”. De to ord kan faktisk være værre end bandeord. ”Du er også altid så … ”. ”Det er bare aldrig i orden, når … ”.

Der er noget endegyldigt og definitivt over det, når ”altid” og ”aldrig” sniger sig ind i sproget. Ja, ikke bare i sproget, men også i samlivet med hinanden. Hvis vi lever med ”altid” og ”aldrig” som rettesnore, er vi selv med til at lukke døre, både foran os og bag os.

Det største skel mellem ”altid” og ”aldrig” er, når vi mister et menneske. Når ham eller hende, som altid har været der, er gået bort og altid er erstattet af aldrig mere. ”Det bliver aldrig det samme som det var”. ”Han kommer aldrig mere tilbage”.

Men der, når vi sidder i dødsmørkets skygge med vores ”aldrig mere”, der skinner lyset fra solopgangen fra det høje med håbet om et ”engang”. Har vi sagt aldrig mere, lukker vi døren for ”det levende håb”

Også i vores trosliv er ”altid” og ”aldrig” ”farlige”. Ordene ”altid” og ”aldrig” kan blive en sovepude. Både en sproglig – men også for vores Gudsopfattelse.

På den ene side er der naturligvis noget trygt i en gudsopfattelse med en Gud, der altid er der for os. Er det ikke også en del af tanken om Guds evighed, at han altid er?

Men Gud er aldrig kun den, som altid er. For tænker vi sådan – tror vi sådan – så har vi også gjort vores gudsopfattelse til noget statisk. Og det tror jeg ikke, er meningen.

Både ”altid” og ”aldrig” gør Gud for lille. Begge ord indskrænker Guds rådemuligheder. Og begge ord tager førergreb på det levende håb, Gud har kastet ind i vores verden.

Hvis vi tænker i ”altid” og ”aldrig” om Gud og troen og frelsen, så er vi på nogle måder både døve og stumme, billedligt talt. For så mister vi syn for at Gud kan blande sig i vores liv på måder, vi ikke havde forventet det. Og så længe vi taler om Gud på samme måde, er vi ikke åbne for at både bebudelser og benedictus’er kan komme til os også.

Et Benedictus – det er ikke ”altid” og aldrig ”aldrig”.
Et benedictus – det er tak.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

For begge ord holder os fast. I skuffelser, i fordomme, i uopfyldte forventninger. Hver gang, vi er ved at sige altid eller aldrig – bør vi huske på Zakarias og tie stille, selvvalgt.

Måske reagerer vi som Zakarias, når Gud i dag taler til os og siger, at Ordet kan fødes i os. At det at blive med barn, at bære Guds ord og gerning og vilje ind i verden ikke kun er forbeholdt Sarah’er og Elisabeth’er og Jomfru Mariaer.

Nej, også gennem dig og dit liv kan ordet om Guds søn komme til verden.

”Aldrig i livet”. Tænker du måske. ”Jeg er altid så genert. Jeg er altid i tvivl. Det kommer aldrig til at ske”. Men du skal aldrig sige aldrig. Og du skal ikke altid sige altid. For vi er de skrøbelige lerkar, Gud har udvalgt til at bære sit ord ind i verden.

Navnet Zakarias – det betyder: ”Gud husker”.
Gud husker. Gud glemte ikke den stumme Zakarias. For en Guds tjener behøver ikke bruge mund, for at være herrens tjener.

Gud husker. Gud husker også dig, når du løber tør for ord. Eller for mod. Eller for håb. Gud husker også dig. Når ting i dit liv eller forfærdelige begivenheder i verden gør dig stum eller målløs.

 

Gud sendte sit ord ind i verden. For at vi må læne os op ad de ord. For at vi må låne af de ord, der ind i mellem er skrøbelige som et nyfødt barn. Som er så magtfulde, at de gør os stumme. Og som ind i mellem er så store og stærke, at vi knap tør leve på dem, endsige tage ordene i munden.

Og det er netop derfor, at Gud lægger os dem i munden.
Og i hænderne.

For det siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Evige Gud.
Tak for det håb, du har lagt i vore hjerter om fred og glæde, om bebudelser og nye begyndelser fra dig.
Tak for håbet om, at når vi går ud af tiden, er du stadig hos os.

Tak for Ordet, for dåbens vand, for nadverens brød og vin, der lader os få en forsmag på hemmeligheden i dit rige. Tak for det håb, du rækker os, når vi tvivler og sørger, når vi er forvirrede og bange.

Vi beder for Neliya og Elias, som i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familier og for alle familier og for alle enlige.

Kristus.
Tak fordi du er i det daglige brød og i vores hverdage.
Tak fordi vi hver eneste dag mindes om, at du er i verden, og at det er dit ansigt vi ser, i de mennesker, vi møder.

Tak for de mennesker, vi har fået at leve med. Tak for dem, der er en velsignelse for os. Tak for dem, der var til velsignelse for os. Og for dem, der har gjort os til dem, vi er. Tak for dem, der uventet blev en del af vores liv – og som vi nu ikke kan forestille os at skulle leve uden.

Tak for stilheden og stumheden, for tid til at lytte og tid til at holde mund.

Vi beder for alle dem, der bliver stumme, når verden bliver for overvældende. Når der er for mange krav, for mange konflikter. Når terror og vold og rudekuverter og andres forventninger tager mund og mæle og modet fra os.

Lad glimtene fra solopgangen fra det høje nå ind til det sted i os, der er allermørkest – og lys du det op, Herre.

Herre. Send os ud i verden med kraft og styrke. Giv os del i det liv, som kalder på vores engagement. Giv os mod til at byde al ligegyldighed og kynisme trods.

Vi beder for regering og byråd, for menighedsråd, ja for alle mennesker, der har ansvar for andres ve og vel. Vi beder for alle, der har ordet i deres magt og for dem, der får en klump i halsen, så snart de skal sige noget, der er svært eller stort.

Lån os af dine ord, Herre. Og lad os låne hinanden dem.

Så beder vi for vore døde. For dem, der ikke længere er en del af vores liv.

Vi beder for håbet. For det levende håb, der blev lagt i os i vor dåb. For det håb, der blev tændt julenat og påskemorgen, at det må glimte også i vores liv – og en dag – når du vil – ikke længere skal være i glimt. Men helt og fuldt – og paradisk. Amen.

Tilgivet = Givet til

20. Så mange huse var der på min barndoms fredelige villavej i Esbjerg. Kun 20 huse og alligevel er jeg sikker på, at sådan en villavej er et mikrokosmos, sin egen lille verden. Jeg er sikker på, at de udfordringer og problemer og intriger, som findes på sådan en vej, findes overalt i verden, både i samme format, men også ganget op, så det bliver til storpolitik.

På min barndoms gade var der lavmælte nabostridigheder. Der var højlydte uoverensstemmelser, der aldrig kom udenfor hjemmenes 4 vægge, og som ingen naboer vidste noget om. Der var glæder så store i de små hjem, at tagene løftede sig. Og så var der den årlige gadefest, hvor alle uden undtagelse deltog.

Når jeg i tankerne tæller efter, så var der børn i de allerfleste af husene. Undtagen henne i 9’eren, hvor der boede en ældre dame i et vildnis af en have, vi bare drømte om at komme ind i. Men hvor vi aldrig var.

Alle vi børn legede sammen og som oftest ude på vejen. Engang imellem blev vi også uvenner. Som den dag min ene bror kom til at sige til en af de større drenge på vejen, der kom gående helt nyklippet, at han lignede ”en skaldet mus ved juletid”. Da slog min bror vist Violvejsrekorden i 100 meter spurt.

En anden gang var det min legekammerat fra nr. 12 og jeg, der var raget uklar. Over hvad har jeg for længst glemt. Normalt foregik al leg, som sagt, på vejen. Men i samfulde 14 lange dage gik hun og jeg på hver sit fortov og skulede over til hinanden, indtil den ene af os skråede over vejen og vi blev enige om at genoptage legeaftalerne.

Det er ét billede på tilgivelse: At vi forlader vores egen retning og rækker hånden ud  mod hinanden.

Der er krige i verden, der er blevet afsluttet på væsentligt færre dage. Men der er også uoverensstemmelser mellem mennesker og nationer, hvor selv den smalleste vej er for bred eller for uoverskueligt at skrå hen over.

Henne i nummer – arj … det undlader jeg for tavshedspligtens skyld – men længere henne ad vejen hos nogle af mine forældres venner, var der en mere subtil måde at komme videre på ovenpå en intern uoverensstemmelse. Og selvom jeg er kommet der ca. en million gange i min barndom, er det først nu som voksen – og efter at de involverede er døde, at jeg har hørt historien.

I det ægteskab var det altid ham, der gik i haven. Til det formål havde han en særlig havetrøje. Sådan en god tyk, strikket islandsk sweater. På et tidspunkt synes han, at den begyndte at trævle lidt ved håndleddene, og bad konen om ikke hun kunne rimpe den lidt sammen. Men næste gang han skulle i haven, kunne han ikke finde sweateren. Og heller ikke næste gang.

Til sidst spørger han hende, hvor hans yndlingssweater er blevet af? Ja, den havde hun da smidt ud. ”Uden at spørge mig?” havde han svaret. Ja, uden at spørge ham.

Det var netop i de år, hvor lange lædernederdele var moderne. Meget moderne. Hun havde ønsket sig sådan en i julegave. Han havde givet hende den. Alle var glade.

Mellem jul og nytår vil hun tage nederdelen på og kan ikke finde den. ”Har du set min julegave?” spurgte hun. Det havde han ikke, sagde han og fortsatte: ”Men jeg kørte på genbrugspladsen forleden. Du siger jo, at jeg smider for lidt ud. Måske er den røget med der?”.

Svarede han. Jeg ved ikke, hvad hun svarede.
Jeg kan måske godt forestille mig, hvad der er sagt. Eller i hvert fald tænkt. Men ingen af delene er i et sprogbrug, der egner sig fra en prædikestol.

”Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig?” spurgte Peter denne dag Jesus. Mange har igennem år og dag stillet det samme spørgsmål: Hvor mange gange skal jeg tilgive? Hvornår er nok nok? 

Er syv gange nok? Eller 77 gange? eller 7 gange 77 gange?

Det korte svar er, at tilgivelse og matematik ikke rimer på hinanden. Det korte svar er, at vi aldrig skal tælle på tilgivelser. Vi skal hverken tælle de tilgivelser, vi delte ud af – eller dem, der rakt til os.
Men de korte svar er ærligt talt lettere sagt end levet.
Det behøver vi såmænd ikke engang en Jesus til at fortælle os historier om.

Lignelsen om tjeneren med gæld er jo heller ikke svær at forstå, men svær at efterleve. Den gæld, han oprindeligt selv får slået en streg over er så astronomisk stor, at han aldrig nogen sinde ville kunne få den betalt. Og det med at sælge kone og børn er kun en understregning heraf.I skærende kontrast til gældens størrelse står tjenerens smålighed, da han møder ham, der skylder ham en ganske ubetydelig sum penge.

Men det handler jo ikke om penge. Det handler grundlæggende ikke om, hvor meget eller hvor lidt vi skylder hinanden i kroner eller ører eller medmenneskelighed eller overbærenhed.

Det handler faktisk heller ikke kun om, at vi mennesker skal tilgive hinanden.

Det handler mere grundlæggende om, at det at være menneske er at være skyldner. Vi skylder alt. Vi skylder Gud alt: Lige fra det liv, vi i første omgang ikke selv har bedt om, men som vi fik skænket og over hver lille eller stor gave, Gud har givet os igennem år og dag.

Vi skylder big time. Og her står vi i bedste sendetid i Guds luksusfælde – med regnskabstavlen foran os som tjenere og får at vide, at der ikke kan lægges et nyt budget. For vi kan ikke på nogen måde betale Gud tilbage.
Og i forhold til hinanden er vi helt grundlæggende for nøjeregnende med vores tilgivelse, vores vilje og evne til eftergivenhed og vores kærlighed, som i bedste fald når til vores næste og sjældent meget længere. Og det gir altså minus.

Minus. Ikke altid når vi selv regner på det.
Men når Gud regner med.

For jeg er sikker på, at havde du spurgt mig, da jeg som barn gik på min side af fortovet, at jeg havde ret til at være forurettet. Og min legekammerat ville have sagt det samme. At det var hende, der havde ret, og mig, der havde uret.
Og ægteparret med nederdelen – ja, havde han ikke retten til at lade den forsvinde, siden hun nu havde smidt hans yndlingstrøje ud?

For det er jo sådan vi tænker. Også når vi forstørrer dette mikrokosmos op til større og væsentligere forhold. Vi synes, vi har retten på vores side – og vi synes, der er ting, der ikke skal kunne tilgives i denne verden.

Og sådan kan det også se ud, når vi læser lignelsen: At der kommer et tidspunkt hvor nok er nok, selv for Gud. Men så er det, vi skal læse lignelsen forfra en gang til: Og høre om den konge, der kalder os frem til regnskabets time og slår en streg over – ikke den lille gæld, vi ikke engang kunne finde ud af at tilgive - men den astronomisk store gæld, som vi ikke engang kan forholde os til.

Det kan godt ske, at vi ikke kan nøjes med at læse lignelsen forfra en enkelt gang. Men må gøre det igen. Og igen. For rigtigt at få det ind under huden og helt ind i hjertet, at det er, hvad Guds tilgivelse, Guds forsonergerning i Kristus betyder: At Gud – uden at spørge os – lader os begynde forfra. Forfra mellem hinanden. Og forfra mellem Gud og os.

Og at der er gave i at begynde forfra. Ikke bare en gang. Men uendeligt mange gange. Så mange gange, at du lige så godt kan lade være med at tælle på det. For dér kommer der ikke noget godt ud af at tælle. Hverken til 7 eller 77 eller til noget
som helst andet. 

Så tag du bare imod gaven. Guds gave, der hedder: Nåde og som på latin hedder: Gratis.  Og den kommer du under ingen omstændighed til at kunne regne dig frem til.

--

Nå. Sidder I monstro stadig og tænker på, om den dyre læderdel virkelig ved en ”fejl” røg på genbrugspladsen?

Det håber jeg faktisk. For det ville da være en underlig uforløst og uevangelisk historie, jeg ellers serverede jer. Så ville det bare være en moderne version af det gammeltestamentlige ”øje for øje, tand for tand” og nederdel i stedet for trøje.

Eller: At hvis bare tiden lægger sit støv henover noget, så går det over. Det er der ikke megen nåde i. Selvom det er en særdeles velgennemprøvet model.

Og det ganske rigtigt heller ikke slutningen på historien fra barndommens gade.

For da der var gået et år, og julen igen nærmer sig, har manden en dag en julegave med hjem. Den har ligget indpakket i det selvsamme julepapir i en skuffe på hans kontor næsten et år. Og da det bliver juleaften igen, lægger han gaven under træet. Og da det bliver konens tur til åbne gaven fra ham får hun – igen – nederdelen fra sidste år.

Tilgivelse er ikke det samme som at gemme. Tilgivelse er ikke at glemme. For manden havde ikke glemt, hverken havetrøjen eller lædernederdelen.
Alligevel gav han konen gaven igen. Han gav hende muligheden for klæde sig i glæde.

Tilgivelse kan ikke købes for penge. Eller for nye lædernederdele. Det kan kærlighed heller ikke. Eller nye begyndelser. Men vi kan få dem skænket. Som en gave.

Tilgivelse er at få noget skænket uden at have hverken krav på eller ret til det. Og tilgivelse bliver til gave for begge parter, når der bliver rakt ud og taget imod den.

For hvad sagde hun mon, konen, da hun fik nederdelen anden gang? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på, at hun sagde tak.

Og det er jo også der, vi kunne begynde, hver gang vi får nye gode gaver og muligheder givet: Med et tak.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

Alle gode gaver

Der skulle være gilde på Katholt. Emil og Idas mor havde lavet sin gode pølse. Og den kom de langvejs fra for at smage. Ja, og ikke bare den. Men mange andre gode sager.

”Det bliver dyrt det her”, sagde Emils far. Og sådan har mange fædre sagt både før og siden, når der skulle være gilde. For det er sjældent billigt at feste.

Men tilføjede Emils far:”Skal der være gilde, så lad der være gilde. Ingen smalle steder. Men man kunne måske lave frikadellerne lidt mindre” ”Jeg laver frikadellerne lige præcis som de skal være”, sagde Emils mor. Så sagde Emils far ikke mere om det.

Det var virkelig en helt perfekt dag at holde fest. Solen skinnede. Luften var fuld af fuglesang. Og hele Katholt var pudset og poleret fra top til tå. Selv børnene skinnede. De lignede små engle, syntes Emils mor. Der løb Emil rundt i sit stribede søndagstøj og Ida i sin nye røde kjole med det hvide skærf rundt om maven.

”Bare nu Anton får flaget hejst”, sukkede Emils mor. ”Gæsterne kan være her når som helst”.

Men netop som Emils far begyndte at bakse med det store flag, kom Anton løbende: ”Koen kælver, koen kælver”.
Ja, det skulle lige mangle, at den lumske ko absolut skulle til at have kalv som flaget skulle gå til tops.
Emils far og Anton løb ned i kostalden for at hjælpe kalven til verden.

Men Emil og Ida blev stående ved flagstangen. Ida bøjede hovedet bagover, så langt hun kunne, og spejdede op mod guldknappen i toppen af flagstangen. ”Hvor er der højt op”, sagde hun, ”deroppefra kan man sikkert se helt til Mariannelund”
”Det kan vi da snart finde ud af”, sagde Emil. ”Skal jeg hejse dig derop?”
Den lille Ida lo. Hvor var Emil sød. Han fandt altid på sådan nogle sjove ting. ”Jeg vil gerne se Mariannelund”, sagde Ida.
”Det skal du få lov til”, sagde Emil.
Og så tog Emil krogen, der skulle sættes i flaget og satte den i Idas skærf – og så greb han fat i flaglinjen med begge hænder. ”Så går det opad”, sagde Emil.

Og op gik det med Lille Ida. Helt op til toppen. Og så surrede Emil linen fast, akkurat som far plejede at gøre det, for han ville ikke have, at Ida skulle falde ned og slå sig.
”Kan du se Mariannelund?” råbte han op til hende. ”Nej, råbte Ida, ”kun Lønneberg”
”Skal jeg hejse dig ned så?” ”Nej”, råbte Ida. ”Det er også sjovt at se Lønneberg. Og ih … nu kommer gæsterne”.

Og så kan vi godt huske eller regne ud, hvad der så sker. Alle gæsterne kommer. Og især den fine Fru Petrell kom. Hun var kommet for at smage mor Almas gode pølse. Og måske var hun også kommet lidt for at se, om der nu også så ordentligt ud på Katholt.

Og fru Petrell kiggede i alle hjørner og kroge. Nede og oppe. Og der så hun, at de havde hejst Dannebrog.

Emil vidste ikke, hvad Dannebrog var, men han vidste at det ikke var Dannebrog, der hang i flagstangen. ”Det er bare mig”, råbte lille Ida og grinede.

Men Emils far grinede ikke. Han skyndte sig at få hejst den lille Ida ned igen. Og Emils far skyndte sig at smile Emil ud i brændeskuret, så han kunne få snittet sig endnu en træmand.
Men mon ikke Emils mor gemte en af de gode pølser til Emil, - det tror jeg.

Det var en særlig dag der i Kapernaum i Israel for 2000 år siden. Rygtet var gået, at Jesus skulle komme til byen. Og folk kom fra nær og fjern, ja, måske næsten helt fra Lønneberg og Mariannelund og måske også en enkelt fra Fredericia for at se Jesus.  Og for at høre ham.

For rygtet om, hvad Jesus gjorde og sagde, havde efterhånden spredt sig langt omkring. Så mange var der, hørte vi, at de ikke alle sammen kunne være inde i huset. Men de stod tæt sammen foran dørene også.

Det var svært at få overblik. Og dem, der kom sidst, kunne hverken se til Mariannelund eller se Jesus for dens sags skyld.

Men man skal ikke give op.
For hvis vi vender om, finder vi aldrig vejen frem.

Den lamme mand var heldig. For hans venner blev ikke lammede af situationen.
Det overfyldte hus gav dem tværtimod en ny ide.
De kiggede sig omkring. Og så fik de overblik.
Helt bogstaveligt talt.
De bar deres lamme ven med sig.
Op på taget.
Derop, hvor man kan se livet og verden lidt fra oven.

For dem handlede det ikke om at komme til at se det, der var langt væk, ligesom for den lille Ida i Lønneberg.
Det handlede om at få det, der var langt væk tættere på.
For engang imellem skal man helt tæt på Jesus.

Og derfor hejsede de deres god ven ned gennem taget – lige ned for fødderne af Jesus. 

Nogen gange skal man bruge nogle tricks, for at få opmærksomhed.

Sikke nogle gode venner.

Vi plejer at sige, at det er i nøden, man skal kende sine venner.
Det er også rigtigt.
Jeg er sikker på, at den lamme mand her, var rigtigt glad for at have rigtige venner, der hjalp ham i hans nød.
Jeg er også helt sikker på, at enhver af os har været rigtigt glade for vores venner, når de var der for os, når vi har været i nød.

Alligevel synes jeg ikke, det er rigtigt nok at sige, at det er i nøden, vi skal kende vores venner. For i nøden skal de nok være der, vennerne.

Det er efter nøden. Der, hvor det er blevet hverdag igen. Der, månederne efter begravelsen, månederne efter udskrivelsen fra hospitalet, månederne efter, at du har mistet jobbet eller konen eller besindelsen – din selvforståelse - eller hvad du nu har mistet – eller hvad det nu end er, der har lammet dig. Det er dér, det skal vise sig, hvem der er dine venner.

Vise sig, hvem der ikke bare bar med – men hvem det er, der bliver ved med at bære. Hvem det er der holder dig fast, længe efter at de – billedligt talt er færdig med til at fire dig ned. Hvem det er, der bærer dig, ikke bare i modgang og modvind, men også bagefter. Dét er dine venner.

Vi ved ikke, om den lammes venner gik hjem efter at de havde firet deres ven ned til Jesus. Eller om de også hjalp ham med at bære hans seng hjem. Og meget andet bagefter.

Vi ved om lille Ida og Emil fra Lønneberg, at de var der og at de bar hinanden, både i optur og nedtur. Men det er jo bare en historie, siger du måske.
Ligesom den lamme også bare er en historie.

Men historierne er ikke bare historier.
Både historien om den lille Ida og den lamme mand i Kapernaum skal minde os om noget meget væsentligt.

Vi skal huske at kigge op.
Vi skal huske at løfte blikket fra vores eget.
Og gevinsten kan være, at vi pludselig får noget uventet at se.

Fir mandsstor dukke ned …
Manden, der blev firet ned fra taget skal minde os om, at medmennesker pludselig og på uventede måder kan komme ind – også i dit liv.
Det kan være ovenfra – eller ind fra højre. Så er det dig, der skal være parat til at gribe dem. Og hjælpe dem videre i det, der har lammet dem i deres liv.

Og måske skal du også selv være klar til at lade dit liv blive bragt i spil på nye måder?

Vi holder så meget af Emil fra Lønneberg, for han er lidt en skarnsknægt, der ikke kun gør det, andre forventer af ham.
Men Emils skarnsstreger er i virkeligheden gode streger – for han gør det som regel altid for at være god ved andre. Han ser andre mennesker. Uanset hvor de kommer fra. Og sådan ligner Emil Jesus. 

Og hvis du spørger de rigtige – eller de forkerte – laver Jesus også skarnssteger. Jesus gør ikke, hvad man forventer.
Men han handler med hjertet. Ligesom Emil.

I fortællingerne om Jesus hører vi, hvordan vi har lov til at komme til Jesus – selv på de mest mærkværdige måder som i dag.
Det gjaldt ikke kun dengang. Det gælder sandelig også for os som kirke i dag. For som kirke gør vi Gud for lille, hvis vi tror, at vi kender dén eneste sande vej til ham.

I fortællingerne om Jesus hører vi også om, hvordan han kommer til os på de mest uventede måder.
Og derfor er det også Jesus, vi synger om, når vi synger:
Alle gode gaver, de kommer ovenned
så tak da Gud, ja, pris da Gud for al hans kærlighed.

Han er al den Guds kærlighed, der er kommet ovenned og lagt i vores hænder.
For at vi skal række den videre.
Og han er al den kærlighed, der er lagt i os og som kan bære os, når alt andet – selv vennerne – sviger.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Gud.
Vi takker dig fordi du har båret os.
Alle vore dage.
Før vi ved af.
Og du holder ikke op.
Du bærer os, også når vi ikke ved det.
Og den dag alle vore dage slutter, er vi stadig i dine hænder.

Vi takker for alle dem, der bærer med på vores liv.
Tak for gode venner, som vi hver især tænker på.
Tak for dem, der var der, da nøden var størst.
Tak for dem der blev ved med at bære med.
Bær over med os, når vi selv svigtede og ikke kunne være vore venners ven.

Tak for dem, der har båret os i vores liv:
Forældre og bedsteforældre, ægtefælle,
Lærere og ledere.
Dem, vi selv valgte til og dem, der valgte os til.

Tak for alt, hvad der bærer med til livsglæde.
Gode dage, fis og ballade, musik og munterhed.

Og Herre, hjælp os med at bære det ubærlige:
Svær sygdom, svære spørgsmål, og når vi skal miste dem, vi holder allermest af.

Vær med den i vores samfund der skal have modet til at træffe svære beslutninger.
Vær med regering og folketing og Dronning Margrethe og hele hendes familier.
Vær med alle familier og alle enlige.

Vær hver og en af os nær. Bær os.
Og lad os hvile i, at vi først og sidst og i al evighed er båret af dig, Gud.

Det takker vi for. Amen.

19. søndag efter trinitatis.
Christianskirken
2 dåb - og 12 små KFUM-spejdere

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har aldrig taget et helt førstehjælpskursus. Så jeg håber virkelig, at her er en læge eller en sygeplejerske eller en samaritter til stede, hvis nogen her i forsamlingen skulle få brug for hjælp. Men selv om jeg ikke kan førstehjælp, er det ikke nogen undskyldning for ikke at yde næstehjælp. Det vender jeg tilbage til.

I torsdags var jeg sammen med min biskop Marianne Christiansen, et par provster, et par gode præstekolleger og så de fire unge kvindelige teologistuderende praktikanter, der måske en dag bliver præster i Folkekirken.
Alle vi uddannede præster sagde, at Haderslev stift var en fantastisk stift at have sin gang i som præst. Vi diskuterede lidt om, hvilket provsti, der var det bedste. Og der er det jo let, når man kommer her fra Fredericia provsti. Især når man også kan smide det trumfkort på bordet, at Christianskirken med sine 22 meter faktisk er højere end Haderslev Domkirke.
Når det er sagt – og sagt med glimt i øjet – så handlede det ikke om at overgå hinanden i, hvor højtravende vores kirker eller vi hver især måtte være. Der blev i endnu højere grad talt om, at det at være præst – og menneske - også kan være at føle sig håbløs – men at det ikke er det samme som at være uden håb. At man kan føle sig modløs, men at det kræver oceaner af mod bare at sidde stille sammen med det medmenneske, der har det svært. Men især blev der måske talt om at det er menneskeligt at fejle. Og at det er godt, ja, nødvendigt at kunne bede om hjælp.

En garvet kollega tog ordet. Hun fortalte om en helt almindelig søndagsgudstjeneste, der var ved at være nået til vejs ende. Nu skulle hun lyse velsignelsen. Hun vender sig – og jeg er ret sikker på, at hun smiler, hun breder armene ud – og menigheden rejser sig. Og så sker det: Hun kan simpelthen ikke huske, hvordan det er ordene i velsignelsen lyder.

Og pludselig lyder det med høj stemme fra hende: ”Far, hjælp mig”.
Hele menigheden troede, det var Gud, hun bad om hjælp. Hvilket naturligvis ville have været både godt og fromt.
Men det var såmænd hendes egen far, hun kaldte på. ”Far, hjælp mig”. For hendes far var præst. Og far var med til gudstjenesten den dag. Og far ydede prompte førstehjælp ved at sige: ”Herren velsigne dig” – og så kunne hun selv fortsætte.

Det er godt, når man kan kalde på sin far.
Det er godt at stole på, at førstehjælp ikke er ret langt væk.
Men det er et vilkår, at vi ikke kan forvente at få hverken første- eller anden hjælp.

”Hjælp mig”. Mon ikke han havde råbt det, ham, der var faldet i røverhænder og lå halvdød mellem Jerusalem og Jeriko? ”Hjælp mig” Og mon ikke han har haft et begrundet håb om, at hjælpen var nær hver gang, han hørte skridt, der nærmede sig? Og mon ikke han lå endnu mere forslået tilbage, på både krop og nu også sjæl, efterhånden som han oplevede, hvordan først den ene og så den anden mulige hjælper gik ham forbi?

”Hjælp mig”. Det vil ikke være underligt, hvis du genkender dig selv i manden. For det er en del af evangeliet, at vi ved lige præcis så lidt om manden, at vi kan sætte vores ansigt på hans.

Det her er ikke bare en fortælling til os. Det er også fortællingen om os. Om de gange, hvor vi blev slået ned eller ud eller slet og ret var nedslåede. Om de gange, hvor der ikke var nogen, der havde øje for, at vi havde brug for hjælp. Hvor nogen blot gik forbi os. Måske endda nogen vi kender. Og som vi troede, kendte os godt. Nogen, vi forventede os noget af. Men de ydede ikke førstehjælp, for de så dig ikke. For et menneske kan sagtens være forslået på sjælen uden at have synlige skrammer.

Og mon ikke vi alle har oplevet at blive ydet hjælp eller få omsorg eller nærvær fra en, vi overhovedet ikke havde forventet det af? Eller en, vi aldrig selv ville have bedt om hjælp?

Men dagens tekst er jo ikke kun en fortælling. Det er jo også et evangelium. Et godt budskab om, at også vi må have lov at råbe ”Far. Hjælp mig” – og håbe på, at Gud selv kommer os til hjælp. Eller sender os førstehjælpere. Eller livreddere.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er nok den af de bibelske fortællinger, vi har hørt så mange gange, at vi ikke rigtigt hører den længere. Vi ved, hvordan den ender. Vi ved, hvor mange det er, der ikke hjælper, selv om de, om nogen burde være kaldede til det. Ja, det er lige før vi ikke engang bliver forargede over, at de ikke hjælper.

Så tit har vi hørt det. At vi ikke kun genkender os selv i den forslåede. Vi genkender os selv i de to, der gik forbi. Og vi kender til hudløshed vores egne undskyldninger, for ikke at være der for det medmenneske, der ligger på vores veje – og som vi går forbi. Og det i en grad, at vi næsten heller ikke bliver forargede over os selv.

Vi ved godt, vi burde være barmhjertigere. Vi ved godt, at verden er blevet fattige på samaritanerne. At vi er blevet en verden fuld af mennesker, der ikke kan førstehjælp.

Men det her er vel ikke kun evangeliet om samarittertjenestens oprettelse? Nej. For den unge mand kom jo ikke til Jesus for at få et førstehjælpskursus. Eller et sidstehjælpskursus.

Den unge mand spørger ikke, hvad han skal gøre for at være en god kristen. Han spørger heller ikke om hvordan han kan sikre sig selv et godt liv. Han spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv?

Den unge mand ved instinktivt, at der er et andet liv end denne verdens liv. Der er en anden bevægelse – en anden væren i verden - end verdens gang.

Der er en tid, der ikke er som såtid og ventetid og høsttid. Der er en tid, som ikke er soltid eller regntid. Sommertid eller vintertid. For al den langs liv og al den tid er begrænset af tid og rum. Og det kan måles og gøres op, lige som du kan måle høsten kan det.

Den unge mand er ikke interesseret i det, der forgår og går over. Han er interesseret i det, der ikke hører op. I det evige. Hvordan får jeg del i det? spørger han.

Det er det evige liv, Jesus peger på, ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samartitaner. Det evige har du allerede lod og del i her og nu. Det har du hver eneste gang, du yder førstehjælp. Eller næstehjælp.

Hver gang du er medmenneske for den, der ligger forslået på din vej, ser du glimt af det evige. Det evige er i kærligheden. I den kærlighed, der rækker ud over dig selv for at række en anden hjælp og hånd. For i næstekærligheden bliver du Guds forlængede arm. Eller Guds hjerte på jorden.

Førstehjælp er næstehjælp. Førstehjælp er den kærlighed, vi hver især kan – og skal – yde et medmenneske. Førstehjælp er den livredende hjælp, vi hver især skal give os lov til at tage imod. For livets skyld.

Næstekærligheden er det dennesidige, det foreløbige. Men næstekærligheden har evighedskarakter.

Det er godt at kunne førstehjælp. Men det er ikke altid, vi kan nøjes med det. Førstehjælpen er den midlertidige hjælp: Det er plasteret, der sættes på det sår, der måske synes på skadestuen. Det er hjertemassagen, indtil de professionelle dukker op og redder livet.

Næstekærlighed er førstehjælp. Men engang skal den førstehjælp og den næstehjælp i kærlighed erstattes og fuldendes af og i Guds kærlighed.

Endnu er vi her på jorden.
Endnu må vi nøjes med førstehjælp. Og med medmenneskelighed. Og med næstekærlighed.
Endnu må vi nøjes med at så og høste. Med at høste det, vi sår. Og høste det vi når.
Endnu må vi nøjes med at råbe et ”far hjælp mig” – og håbe på, at han gør det.
Endnu  må vi nøjes  med at ligge forslåede og også ind i mellem opleve at være forsmåede, fordi ingen kommer os til hjælp. Sådan er det her. Hvor næstekærligheden burde råde. Men ikke altid gør det. Det evige liv er, at engang skal kærligheden være alt i alle. Og den kærlighed – Guds kærlighed – lader ikke nogen ligge.

Denne lignelse fortæller ikke kun om den barmhjertige samaritaner
Den fortæller også om den barmhjertige far.
Den far, der forbarmer sig over et barn, når det har glemt velsignelsen.
Den far, der forbarmer sig over, når vi glemmer, hvad det er, der er til velsignelse i vore liv. Når vi glemmer at være taknemlige over, hvad vi har sået og hvad vi hver især høstede.
Den barmhjertige far, der har lovet at komme og betale resten af det, vi har lagt ud for af kærlighed. ”Hvad mere du lægger du, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage”.

Den barmhjertige far, det er ham, der gav hver og en af os en lod af sin jord. Og vi er ind i mellem elendige bønder.

For vi vil høste, hvor vi ikke har sået Og vi er grådige nok til at samle i lader. Og vi glemmer stadig at dele.

Men kærligheden skal ikke samles i lader. Den skal ud af laderne. Og ud på gaderne. Ud hvor mennesker lever og vandrer og bliver slået ned og har brug for at være i medmenneskehænder.

Kærligheden er den førstehjælp, vi har ret og pligt til at dele med hinanden. Til at give og tage imod. Indtil den dag, hvor al førstehjælp hører op, fordi vi aldrig mere skal høste andet end Guds retfærdighed og Guds kærlighed i al evighed.