Pinseprædiken med nattergalesang

”I sommernattens korte svale
slår højt fredsskovens nattergale”
Det var det, vi skulle ud at høre. ”Nattergalesang i fredsskove”. Vi, det var mere end 100 præster fra Haderslev stift. Med os var en naturvejleder, som var amatørornitolog af den passionerede slags. Og her taler vi ikke bare med et outfit, der kunne gå i et med hvilken som helst natur. Vi taler passioneret all inclusive: Med kikkert, solhat, regnslag og garanti med sikkert også med nitroglyceringpiller – just in case. Han var beredt. Troede han.

Skal ret være ret, så var vi 100 præster måske knap så passionerede denne aften. I hvert fald ikke nattergalepassionerede. Efter en hel dag med foredrag og faglige udvekslinger, med en bedre middag og et enkelt glas vin, var vi blevet gelejdet i busserne på nattergaletur. Som jeg husker det, var vi denne aften ærligt talt mere optagede af studier i marken af apostlenes gerninger. Og netop den del af apostlenes gerninger, jeg læste om før, det med at drikke vin. Og bare opklarende: Der er naturligvis ikke tale om, at vi ville have drukket os fulde, vi ville bare have smagt vinen til. Men der var naturligvis ingen kære Fader Vor.

I busserne kom vi og standsede først adskillige km. senere ved den første – indrømmet kønne destination på Als, hvor der var chance for at høre nattergale. Men hvis man nu betænker, hvor meget bare en enkelt præst kan tale – og hvis du så ganger det op med en faktor hundrede, så er du i nærheden af lydniveauet. Og hvis der havde været bare en enkelt nattergal, så var den fortrukket allerede, da bussens bagdør åbnedes ved udsigten til så mange prædikener på en gang.

Nu var det som sagt en meget passioneret naturvejleder. Han gav ikke op. Men fik gelejdet os alle i busserne igen og kørt os til den næste destination. Og, lad mig bare være ærlig: og den næste. Men her skulle der også nærmest være nattergalegaranti. Der gik vi nu – og prøvede at være så stille som vi kunne. Det lykkedes kun begrænset godt.

Naturvejlederen blev mere og mere fortvivlet og så efterhånden også en smule sammenbidt ud. Mens han med alle mulige - og efterhånden også umulige - pædagogiske virkemidler forsøgte at få os præster til at holde mund. Til sidst blev det så for meget. Måske både for vejlederen og en af præstekollegerne. Denne mandlige præst – kan jeg godt sige det var, uden at komme i clich med tavshedspligten, fandt ubemærket sin mobiltelefonfrem. Han googlede sig frem til fuglestemmer. Trykkede på nattergal.

Og der ( https://www.fuglestemmer.dk/nattergal/ ) , helt ud af det blå – og midt i præstesnakken, hørte vi så nattergalen. Jublen ville ingen ende tage.

Den ægte nattergal blev udkonkurreret af teknikken. Det er ikke første gang i historien, det er sket.

I husker naturligvis H. C. Andersens eventyr ”Nattergalen” – og har I det ikke present, så kan det også googles. Gå hjem og læs det. Der er fine finesser med, som det ikke giver nogen mening, at jeg refererer her. Men da jeg genlæste det i denne uge, opdagede jeg, - hvad jeg ikke tidligere har været opmærksom på - at eventyret i den grad er en pinsefortælling.

I kejserens rige priser alle besøgende nattergalesangen. Kejseren selv har aldrig for alvor været opmærksom på sangen. Sådan forholder det sig ikke kun i eventyrene: Det, der ligger lige for, når ikke altid til vores ører eller øjne. Med passende ironisk distance er det naturligvis ikke kejserens fornemste rådgivere, der ved hvor nattergalen er. Men det er – som ofte i H. C. Andersens univers – og helt evangelisk - et barn, der ved, hvor nattergalen bor. Undervejs hører de kloge folk både en ko, en frø, ja sågar en kirkeklokke og tager disse lyde for at være nattergalesang. Men ved barnets hjælp får de fundet nattergalen.

Den ser unægtelig ikke ud af ret meget. Men synge – dét kan den. Og synge, dét gør den. Også for kejseren. Jubelen ville ingen ende tage. Ikke før kejseren af Japan sender en mekanisk nattergal, prydet med alskens glimtende diamanter.

”Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina.” står der på til og fra-kortet. Det er en besked, der er til at forstå. Den ædelstensbesatte nattergal bliver forfremmet. Mens den grå nattergal gør, hvad grå mus har gjort til hver en tid: Den fortrækker.

Den mekaniske nattergal spiller og spiller, indtil alle kan nattergalesangen taktfast på fingrene. Sådan går der et år. Indtil noget brister i nattergalen. Sådan kan det gå for en sangfugl, både for de ægte og dem, der har fjeder i ryggen. Nattergalesangen bliver rationeret.

Men nu bliver kejseren syg. Så syg, at de tror, at han er død. Imens døden sidder på kejserens bryst og minder ham om alle hans onde og gode gerninger. Da døden tier, bliver der bogstaveligt talt dødstille. Den stilhed kender enhver, hvor døden har været på husbesøg.

Men ind i det langfredagsmørke lyder da nattergalesang. Ikke af den optrækkelige slags – for der var ingen til at trække den kunstige nattergal op i ryggen. Men den ægte vare. Nattergalen synger og synger. For hver en sang, mister døden stadig mere af sin magt. Og den afleverer tilbage af det liv, den har stjålet fra kejseren.

Til sidst er kejseren igen så fuld af liv, at han er opstanden. Og hvis nogen er i tvivl om, hvor vidt det nu også er en Kristus-parallel, ja, så hilser kejseren som det første sine nærmeste med et ”god morgen”. Derefter lover kejseren den livgivende nattergal både guld og grønne skove, hvis den vil blive hos ham.

Men nu er det så, at der for alvor går pinse i den. For nattergalen lover ikke kun at være det livgivende og livsopholdende for kejseren. Den lover også at være talsmand. En anden talsmand end dem, kejseren ellers har haft.

Den vil være formidler, der synger om de lykkelige og de lidende. Den vil synge om godt og ondt, der ellers holdes skjult for kejseren. Den vil synge, så kejseren kan blive både glad og tankefuld på samme tid. Kun ét kræver den: Nattergalen vil have lov til at komme, når den selv vil. Jo, Ånden blæser hvor og hvornår den vil.

”Hver fugl synger med sit næb”, siger vi. Det handler eventyret om nattergalen også om. Men den mekaniske google-nattergal har kun én stemme og én tone i livet – og den er der intet liv i. Kun den ægte nattergal kan synge livet frem.

Det er den nattergal, vi mødes om søndag efter søndag. Ham, der brød gravens mørke. Ham, der har livets røst. Ham, der ikke holdt den for sig selv.

Det er pinse. Vi fejrer, at Gud har givet os en anden talsmand, efter at Jesus er faret til himmels. Den nye talsmand går ingen steder. Den skal være hos os til evig tid. I kender den stemme, siger Jesus. For den er i Jer. Det er selve livets røst.

Det vil altså sige, at Guds egen stemme er i os. For os rationelle, google-fikserede mennesker rejser det så spørgsmålet: Hvordan kan vi høre den talsmand, den stemme? Hvornår kan vi være sikre på, at det er den ægte stemme og hvornår det bare er en falsk efterligning? Og endelig: Hvad siger den, Guds nattergalerøst?

Jeg tror, der er tidspunkter, hvor vi ikke er i tvivl. Vi hører stemmen. Som trøst. Som kærtegn. Som opmuntring. Som guidelines.

Jeg er lige så sikker på, at der er masser af tidspunkter, hvor vi er i tvivl. Hvor vi gerne ville høre den. Men hvor vi synes, der er alt for stille. Og vi tænker, er Gud blevet tavs? Har Gud sæson lige som nattergalen? Tier han, som nattergalene på de steder på Als, hvor der egentlig var nattergalegaranti, men hvor vi lukkede munden på dem?

Men måske er der allerflest tidspunkter, hvor sandhedens og kærlighedens stemme drukner i kakofonien af verdens stemmer. Af os, der højrøstede er mere interesserede i at høre os selv og til nød hinanden, at vi simpelthen ikke kan eller vil høre, hvad ånden, talsmanden har at sige.

Målt mod alverdens bling-bing kan evangeliet være som en lille grå nattergal, der er alt for let at overse og alt for let at overhøre. Små, grå støvede fortællinger. Hvad har de at sige os i dag?

Men det er livets stemme, der synger fra dem. Det evangelium kunne intet menneske udtænke af sig selv. Og hver gang der går mekanik i vores udlægning af den kristne tro, så hopper fjederen af. Vi er nødt til at blive ved med at lytte til den stemme, så vi kan kende det sande fra dets skin.

”Hver fugl synger med sit næb”. Helligånden synger med sit. Ustoppelig synger Helligånden håbets sang. Det håb, der er som ham, som døden ikke kunne holde fast.

Helligånden sang det ind i de første disciple: Frimodigheden til at de skulle synge og forkynde hver med deres næb. For det var jo det, de gjorde den første pinsedag. De gik ud i alverden og talte med hver deres stemme om Guds storværker. Vi har gjort det lige siden. Talt og sunget med hver vores næb, med hver vores røst. Undseeligt og højrøstet, frygtsomt eller engageret. Men altid med håbet om, at livets røst, Guds egen stemme måtte lyde igennem vores.

Og Helligånden synger med sit næb i dig. Synger, så du ser, hvad du ikke før så. At i det, der kan se ud til at være gråt i gråt, der er ikke kun gråspurve, men også nattergale.
Den synger, så du hører stemmer, du ikke før hørte: Den udsattes, den ensommes, den forsagtes stemme.
Den synger mod i dig, så du tør … gøre noget. Bare noget. Jeg ved ikke, hvad det er du har brug for mod til at gøre. Det ved du måske heller ikke selv endnu. Men en dag synger modets sang måske også i dig.

Hver fugl synger med sit næb. Helligånden synger med sit. Den synger i dig. Og måske en dag du får mod til at efterligne dens røst. Så du en dag løfter din stemme og synger med.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen