Juledagsprædiken - med stiger

I begyndelsen var - ikke Ordet – men stigen.

I min barndom begyndte julen med en stige. Med at den lange træstige, der havde sin helt bestemt plads i værkstedet forsigtigt – uden at skramme nogen steder – blev båret ind i baggangen. Det krævede øvelse. Stigen passede lige op til loftslemmen.

Det var kun far, der kunne gå på stigen. I sorte træsko med hælkappe. Uden at holde ved.

Vi børn blev andægtigt stående nedenfor – aldrig under - stigen. Derfra hørte vi fars træsko gå hen over loftet. Uden at træde ved siden af. For der ved siden af lå rockwoolen, og den måtte man ikke gå på.

Lidt skramlen … deroppe i det forjættede land.
Så så vi oppe i loftslemmen hælkappen af træskoene igen.
Og forsigtigt, meget forsigtigt bakkede min far ned ad stigen.
I armene havde han den store julekasse.

Og ja – det her var før De Nattergale. Det var før den store kasse med julepynt blev et nationalt begreb.
I min barndom var den store  julekasse stor. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være den mest uformeligt store papkasse, der var julepyntskassen, men det var det. Og hvordan far kunne have den i sine arme, aner jeg ikke. Men nogle fædre har store arme, der kan favne meget.

Men ned kom den, kassen. Magien, da den bliver lukket op. Og det var ikke bare julepynten, der blev lukket op for. Det var selve duften af barndommens jul.

 

Barndommens jul. Højtiden steg med i løbet af juleaftensdag. Trin for trin steg spændingen – andagten – stemningen i løbet af dagen.

Barndommens jul. Hvem af os har ikke hver vores minder fra barndommens jul? Man bestemmer ikke selv, hvilke minder, man får. Man bestemmer ikke selv, hvilke minder man bærer med sig.

Barndommens jul begyndte med en stige. Og den sluttede også med en stige. Den sidste så jeg nu sjældent. Det var som regel 2. eller hvis det gik højt 3. juledag, hvor vi børn sov længe. Jeg husker at være vågnet ved at bagdøren gik. Det var stigen, der havde været taget frem og skulle sættes på plads igen. For der i morgenens og formiddagens løb var det meste af julepynten blevet fjernet: Kugler og fugle og engle. Alt det, der havde været på julevisit. Nu var det hele forsvundet. Og i mit barndomshjem skete det aldrig, at der blev glemt en kravlenisse eller en falden engel bag en reol.

Men selvom pynten var væk, var der alligevel noget tilbage. Julen sad i en. Denne følelse, svær at beskrive, af at noget havde været forbi. Noget, som ikke lige lod sig pakke ned. Man var blevet strejfet. Eller var det det himmelske selv? Et strejf, som blev siddende i kroppen.

 

I dag hører vi Johannes’ juleevangelium. Der er ikke mange billeder i det. Ingen Maria eller Josef, ingen hyrder eller engle. Ingen stald, ingen stjerne, intet barn i en krybbe.

Men der er et Ord. Et ord, der får krop og kommer til verden. Det billedløse, men på sin egen måde stærke juleevangelium. For hvem af os har ikke mærket styrken i ord, der gik i kroppen på os? Ord, som vi aldrig kunne ryste af os igen, men som vi bar med os. Det var sådan et Ord, der kom til verden julenat.

 

Når jeg hører Johannes’ juleevangelium bliver det tydeligt for mig, at evangeliet om Jesus er en stigefortælling. Ordet, som i begyndelsen, var hos Gud, bliver ikke der.

Jesus stiger ned til vores jord. Men jorden er ikke det nederste trin. Der er flere. For siden nedsteg Jesus til dødsriget. Og tre dage senere steg han op fra de døde. Men jorden er jo ikke det øverste trin. For senere stiger han til himmels, der, hvor han kom fra. Men himlen er heller ikke sidste trin. For engang, bekender vi, skal han komme igen. For at dømme levende og døde. For at tage os til sig.

I Efeserbrevet, som vi godt nok slet ikke hører i dag, står der: ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus. v8  Derfor hedder det: Han er steget op til det høje,han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.
v9  Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? v10  Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.

Stiger går aldrig kun en vej. Stiger er ikke ensrettede. Du kan stige op. Og du kan stige ned. Eller omvendt.

En stige er et forbindelsesled. Har du en stige, har du mulighed for at nå det, du ellers ikke ville kunne nå. En stige er vejen til det, der ellers var uopnåeligt.

En stige er et godt billede på jul. Og derfor er det ikke så underligt, at juletræer igennem årene også har været pyntede med stiger. Jakobsstiger eller musetrapper. Og der er noget smukt og evangelisk ved, at netop musetrappen, den, hvor du folder et stykke papir over et andet og bliver ved så længe der er papir, er så enkel, at den kan laves af et barn. For så enkelt burde det med troen være: At det kan forståes og tilegnes af et barn. Det er bare os, der komplicerer det.

 

Jul er, at Gud har forbundet sig til os. Jul er, at Gud har åbnet den forbindelse, der ellers var uåbnelig og uopnåelig for os. Gud åbnede den. Gud åbnede loftslemmen. Gud satte stigen ned fra det høje og plantede den her i det lave. Gud genetablerede forbindelsen og steg selv ned til os, for at vi aldrig i evighed må være i tvivl om, at himmel og jord skal være forbundne. Det gav han os sit ord på. Det gav han os sin søn på.

 

Gud genetablerede den forbindelse, vi mennesker igen og igen havde sat over styr. Og han lod stigen stå. For godt nok steg Ordet, Jesus, igen til himmels. Men Guds ord blev på jorden. For Jesus tog ikke Ordet med sig.

Jesus gav os sig selv. Det vil sige: Han gav os Ordet. Han gav os mange ord at leve på. Blandt mange andre gav han os Fadervor. Den bøn, der som alle bønner er som en stige, der kan bringe os i forbindelse med Gud.

Læg mærke til, hvordan ordene i Fadervor også har stigens bevægelse. Vi beder til den Fader, der er i himlen. Men vi beder om, at den himmel og det rige vil komme ned.

 

I har fået en stige. Det er en juledagsgave til Jer. I må tage stigen med Jer hjem. Jeg har fået dem forærende – og nu giver jeg dem videre til Jer. Hvis I har mere end en, kan de sættes sammen, så stigen bliver længere.

 

Stigen er et julebillede. Stigen er Ordet, Kristus, der er sat ind i vores verden. I får en stige, for at minde Jer om, at tro aldrig nogen sinde handler om, at vi nærmer os Gud, men at Gud i sin nåde er steget ned til os. Og det var ikke en engangsbegivenhed. Jul er ikke en engangsbegivenhed. Gud bliver ved med at komme ned til os i sit ord.

I får en stige. Og på stigen er der engle. For engang imellem sender Gud engle på vores veje. Og hvem af os kan ikke have brug for at blive strejfet af en engel engang imellem – og ikke kun til juletid?

På stigen er der engle, der er på vej ned og der er nogle, der er på vej op. Dem, der kravler op ad stigen, det er dem, der er på vej hjem efter endt arbejde. De er på vej op efter nye opgaver. Og dem, der er på vej ned, det er dem, der er på vej til os.

 

I barndommen skulle stigen til julens paradis tages frem hver gang. Jeg blev aldrig fortrolig med den stige. Jeg synes, den var vakkelvoren.

Når jeg i dag genkalder mig billedet af barndommens brune enkle træstige, så får den mig til at tænke på det at tro. For troen kan være som en vakkelvoren stige. Hvor man kan være lidt bange, både for at gå op og gå ned.

Jeg tror, min tro er en stigetro. Jeg ved godt at stigen, at troen er der. Jeg ved godt, at den er et redskab, et værktøj, som jeg altid kan tage frem, og færdes på, selv når der er skrammer i livet.

Og alligevel kan jeg godt tvivle. Ikke tvivle på, om stigen holder. For stigen er Kristus selv, og han skal nok holde til det. Men om jeg selv tør stole på stigen. Om jeg selv tør kravle på. Klamrende mig til siderne. Forsigtig hver eneste gang, jeg skal gå et trin.

 

Jeg blev aldrig fortrolig med barndommens brune stige. Jeg synes, den var vakkelvoren. Og hvis jeg endelig skulle kravle op på loftet, havde jeg det bedst med, at der stod nogen nede og holdt fast ved stigen. Og at der var kravlet en i forvejen, som kunne række hånden ud og tage imod mig.

 

Men det er jo sådan det er. Det er jo ikke min tro, der skal holde til det. Det er jo ikke mig, der er stigen. Stigen er Kristus selv. Og Kristus er jo steget ned, for at stå der, hvor livet er allernederst nede, der hvor dit og mit liv vakler og rokkes i sin grundvolde. Der holder han godt fast. Og der hvor vi alligevel bliver tøvende og synes, at stigen og livet kommer i ubalance, der nøjes han ikke med at stå nederst og holde fast på stigen. Der går han lige bag dig. Støtter forsigtigt sin ryg. Eller styrer flytter forsigtigt dine fødder videre til næste trin.

Julenat steg han ned. I påsken gik han i forvejen. Og siden er han steget op. Og nu er det ham, der står allerøverst deroppe og rækker hånden ud.

Han har rakt hånden ud og taget imod hver og en af mine og dine kære døde, der er gået i forvejen.

Og en dag så er det mig, han tager ved hånden, så jeg ikke snubler ind i Paradiset, når der ikke er flere trin på stigen.

Det er julemorgen. Gud har plantet sit Ord, sin stige her. Midt i en verden, der kan rokkes af så meget ufredeligt, uglædeligt og forfærdeligt har han sat sin stige, sit Ord. Og det står godt fast. For Gud selv holder godt fast, både i den ene og den anden ende.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

Glædelig perfekt uperfekt jul

Juleaftensprædiken i Christianskirken kl. 10.30

”Tjekliste til den perfekte jul”. Sådan en tjekliste fandt jeg forleden. Hvem vil ikke gerne have en perfekt jul? Sådan en hvid jul med sne, der taler og bjældeklang. En perfekt jul, hvor anden eller flæskestegen er perfekt stegt – og hvor der er nok af knasere. Perfekt, fordi vi er sammen med dem, vi gerne vil være sammen med – og har glædet os til det, ”fromt og kønt”, som vi skal synge det senere. Perfekt, fordi stemning er perfekt og ikke alt for mange af børnene har grædt allerede inden ris á la manden. Perfekt, for vi synger jo: ”Hvad du ønsker, skal du få” – og vi håber, de gaver, vi har gjort os umage med, falder i smag.

På tjeklisten stod der:
”Pynt op den første december, så varer julen længere.
Der stod: skriv julekort – du synes jo selv det er hyggeligt at få nogen.
Spar op i god tid til julegaverne.
Send ønskesedler rundt, så er der ikke så mange gaver, du skal stå i kø for at bytte.
Begynd i god tid”.
Og meget mere. Listen var lang. Der skal åbenbart meget til for at få en perfekt jul. Jo mere jeg læste, des mere så det ud til at min jul vil blive alt andet end perfekt. For der var ærligt talt mange ting, jeg ikke kunne sætte tjekmærke ved. Og lad os bare sige det som det er: Heller ikke i år.
Måske er jeg ikke den eneste? Nå .. måske er jeg den eneste ;)

Men én ting har jeg da fået klaret. Jeg har fået købt et juletræ. I må gerne se det.
Mit juletræ er både grønt og har top.
Og det er endda sat på fod.

Alligevel er jeg ret sikker på, at dette juletræ ikke ville bestå juletræstesten i alle familier. Måske er der nogen der vil sige, at det er noget nær det grimmeste juletræ, de nogen sinde har set.

Rent faktisk har jeg lovet ikke at fortælle, hvor jeg har fået juletræet fra. De syntes, det var dårlig reklame. Og jeg vil endda sige til deres forsvar, at deres og min definition af et grimt træ er meget forskellig. Jeg har været særdeles håndhændet med beskærersaksen.

Det er rigtigt, at for den, der går op i om stammen er lige – om der kun er én top – om der er god plads imellem grenene, så lysene ikke brænder den næste krans – om og om der er symmetri – og god plads til gaverne under træet, ja, så dumper dette juletræ med et brag. Der er tre toppe. Det er alt andet end lige. Ja, det har nærmest slagside til den ene side.

Det er alt andet end perfekt.
Og dette juletræ er helt perfekt.
Det måtte jeg også sige til dem, der forærede mig juletræet: At dette er det mest evangeliske juletræ, jeg nogen sinde har set.

For dette juletræ minder os om, hvorfor det overhovedet blev jul. Om, hvorfor vi igen i år har hørt evangeliet om Maria og Josef, om barnet, der blev født i stalden og lagt i krybben, om hyrderne og engle, der sang om fred på jord

For det blev jo ikke jul, fordi vi er perfekte. Tværtimod. For hvis vi mennesker havde været perfekte, så havde vi stadig løbet rundt i Paradisets have. Så var det aldrig blevet jul.

Jul blev det, fordi Gud på utallige måder havde forsøgt at få os mennesker i tale. Han prøvede med Moses, med de 10 bud – men de fleste af dem kneb og kniber det gevaldigt for mennesker at overholde. Gud sendte profeter til menneskene for at sige, at han vil være vores Gud og at vi er hans folk. Men mennesker ville hellere være ”gør det selv mennesker” – der selv har styr på det hele. Uden Gud.

Til sidst besluttede Gud at komme som sig selv. Måske fandt Gud ud af, at ord ikke altid kan gøre det. Men at kropssprog kan noget helt andet. Og derfor kom Gud sine Ord i en krop og lod det føde på jorden. Som et barn, født af en jomfru, i en stald i en krybbe.

Spørg enhver førstegangsfødende mor, om det er et perfekt set-up.
Men det er evangeliet. Det er Guds set-up: At midt i al vores uperfekthed kommer himlen selv til verden.

Guds søn blev født under uperfekte omstændigheder.
Hans første seng var et fodertrug.
Hans første tøj var klude.
Der lugtede af komøg.
Det var alt andet end perfekt.
Og det var helt perfekt.

Da Jesus blev født, blev det jul første gang.
Midt i alt det, vi ikke når, midt i alle de lister, vi ikke kom igennem, midt i al vores uperfekthed kommer frelseren til jorden. Og hvis der er noget, der er perfekt, så er det det budskab: At det bliver jul, også for os uperfekte.

Tænk tilbage. Er det de perfekte juleaftner, du husker bedst? Der, hvor alt gik godt? Næ vel? Er det i virkeligheden ikke ret autentisk, ja, ret evangelisk, at det er de uperfekte juleaftner, vi husker?

Jeg er sikker på, at flere af Jer har eksempler på en juleaften, hvor ikke alt var perfekt. Et år var jeg kun lige trådt op i prædikestolen ved gudstjenesten kl. 16, havde læst juleevangeliet og havde indledt med: Læn Jer nu godt tilbage. Glem for et øjeblik alt om gaverne og anden, som er i ovnen eller ikke i ovnen. Da lød der et GISP fra 1. række. ”Anden – gisp – den ligger på køkkenbordet ved siden af den tændte ovn. Jeg erfarede siden, at de først fik andesteg langt ud på aftenen, længe efter at den sidste gave var åbnet.

Et andet år lugtede vores juletræ af fisk. Hele Århus var lillejuleaften indhyllet i en stank af fiskeolie og vores juletræ havde stået udenfor. Man skulle tro, det var det perfekte setup for en fiskerpige fra Esbjerg. Men jeg skal hilse og sige, at det ikke er en særligt charmerende julelugt.

Jeg har flere år drømt om at holde en interaktiv juleprædiken. I dag går dette ønske i opfyldelse. For lige nu kunne jeg tænke mig, at I deler et juleaftensminde med en, I ikke kender. Og det skal være et minde om en af de gange, hvor det ikke gik helt perfekt. For tænk, her i kirken må vi faktisk gerne mødes om vores uperfekthed.
Det får I lige 1 minut til.

Kan det blive jul, uden at man er igennem tjeklisten for den perfekte jul? Ja. Jul bliver det, når det mest perfekte af alt, Gud selv, strejfer os, uperfekte.
Måske har du mærket strejfet?
Måske bliver det jul for dig, når du lukker øjnene lidt på klem og lysene på juletræerne næsten ligner en stjernehimmel her indendøre.
Måske bliver det jul for dig, når vi synger ”et barn er født i Betlehem”, og nogen igen kommer til at synge ”forsvunden er nu al vor nød”. Vi ved jo godt, at det hverken er det, der står eller det, der er sandt: Al nød er jo ikke forsvunden. Alligevel er det det, vi irrationelt håber: At al nød – af hvad art det så end måtte være – vil forsvinde.
Måske bliver det jul for dig, når du ser de glade børn, der næsten ikke kan vente og du bare smiler, fordi du godt kan kalde den glæde frem fra sindets gemmer.

Nu er det jul!
Jul, hvor den himmelske perfekthed daler ned i vores uperfekthed.
Og du skal ikke ha udfyldt nogen tjekliste for det.
Du må gerne bare tage imod.
Lukke barnet og juleglæden ind i dit hjerte.
Og lad det blive jul for dig.
Lad Gud være der i dit perfekte, uperfekte liv.

Sådan som han var i stalden.
Sådan som han er i dit og mit liv, når det ikke lige lykkes.
Så sænk skuldrene. Det skal nok gå.
Spild på juledugen. Verden går ikke under endnu.
Lad stjernen over stalden tænde lys, også i dine øjne.
De himmelske glimt gælder også os, der ligner juletræet her. Os, der måtte føle os alt andet end perfekte.

Det er jul, også for dig, der lige nu ikke synes, der hverken er symmetri eller ordentlighed i din tilværelse. Det er jul, også for dig, der er tynd i toppen. Det er jul, også for dig, der har svært ved at glæde dig, selv i dag, hvor du godt ved, du burde være det. Men det er bare så svært, når der er nogen eller noget, du savner så meget, at du slet ikke ved, hvad du skal gøre ved dit savn.
Det er jul, også til dig, der er ovre din grønne ungdom og får sværere og sværere ved at blive som børn på ny juleaften.

Det er jul. Julenat lyder det ikke, at nu NU bliver alt godt eller perfekt. På den måde er evangeliet meget autentisk.

Men vi hører om en glæde, som skulle være for alle.
For alle. Og til enhver af os lyder det: At til dig er en frelser født. En frelser. Vi kan nemlig ikke frelse os selv.

At være frelst, det er at være set i al vores uperfekthed. Og hvad sker der, når vi bliver set i vores uperfekthed? Ja, der sker det samme, som I oplevede, når I fortalte om jeres uperfekte jul. Der bliver latter og overskud.
Sådan må vi også opleve den glæde, der skulle være for hele folket: Som latter og smil – og som at være set som det hele menneske, vi er:  Forunderligt skabte og elskede af Gud, forgyldte i al vores uperfekthed.

Mit juletræ her er ikke perfekt.
Det ligner mig og dig.
Men selv et skævt træ, der mangler kranse og har tre toppe må godt blive pyntet smukt til jul. Selv den, der sidder her og er lidt – eller meget trist – må gerne være glad, også selvom det kun er i glimt.
Selv den, der mistede sig selv – eller glemte sig selv – må få del i himlens glæde.
Selv den, hvor det hele skinner vidunderligt perfekt derhjemme, selv den, der lige nu synes, at han eller hun har et perfekt liv, kan tåle at få sin glæde forgyldt.

Under træet her ligger der en masse stumper guld.
I er velkomne til at hænge det på det uperfekte juletræ under næste salme eller når alligevel står i kø for at komme ud.

Du må også tage en stump med hjem.
Det ser ikke ud af ret meget.
Men lad det minde det dig om, at også du er forgyldt, velsignet, ja elsket. Også denne jul.

For det er himlens tjekliste til en glædelig jul:

Frygt ikke!
Glæd dig!
I dag er der født Jer en frelser.

For det: Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til  mennesker med Guds velbehag.
Glædelig jul.

 

Med kikkert - 1. søndag i advent

Hvordan er dit syn? Er du langsynet, nærsynet, kortsynet eller klarsynet eller måske mest fjernsynet? Hvordan ser du? Ser du helst fremad eller tilbage? Og hvordan, tænker du, bliver der set på dig?

Til denne første søndag i advent har jeg har taget en kikkert med. Der er noget fascinerende – men også lidt besværligt - ved en kikkert. For først skal man skrue på den og få den til at passe lige til mig, så sætte den for øjnene – og så skrue og indstille igen. Men lykkes det, så er det, øjet ellers synes er langt væk, lige pludselig helt tæt på.

Nogen gange kommer det, der ellers ligger bekvemt i horisonten skræmmende tæt på. Men så kan man heldigvis tage kikkerten fra øjnene igen – og så ser tingene igen tilforladelige ud.

Hvis ikke et lykkes at få indstillet kikkerten korrekt, er alting helt sløret. Selv det, er ligger lige foran en, kan man ikke se klart, men kun i en tåge.
Sådan kan livet være. Ikke megen forventning eller fjernsyn i dét kikkertsyn eller livssyn. Kun en tåget uigennemskuelig nutid, der har lagt sig omkring en. Det er svært både at se tilbage og frem. Det er svært at orientere sig. Og man kan miste retningssansen i ens liv. Hvor skal jeg hen, når jeg ikke kan se vejen frem?

Der er andre, der lever med alt andet end kikkertsyn. De tror, de selv kan bestemme, hvad der får lov til at komme tæt på i deres liv. Og kan pludseligt blive overrumplede, når noget, der slet ikke var en del af deres horisont pludseligt bliver særdeles nærværende og uafrysteligt.

Livet i al sin uforudsigelighed kommer nogen gange tættere på os. Det kan være ganske forunderligt at se ting tæt på. Og det kan være helt forfærdeligt og svært at ryste af sig.

I dag er det første søndag i advent. Advent betyder komme. Eller Herrens komme. Vi kan kalde adventstiden for en komme-tid eller en kikkert-tid. For nu kommer det, der bare for en måned siden syntes så langt væk, tæt på. Når først vi sætter adventskikkerten for øjet, så ser vi julen komme tættere og tættere på.

Men vi ser ikke det samme i adventskikkerten.

For nogle er adventstiden begyndelsen på en travl måned. Se ser for sig: lange åbningstider, uendelige køer ved kasseapparaterne. De ser huskesedler og ønskesedler. De ser traditioner, der skal holdes. Og det er både forpligtende og hyggeligt, men det kan også være belastende at skulle være hyggelig og selskabelig en hel måned.

For nogle bliver adventstiden en anledning og en tid til at tage kikkerten fra øjet og lade tiden lige nu og her få lov til at fylde. Holde skumringstime. Komme til 1717. Giv tid. Og lade noget få lov at komme så tæt på os, at det kan røre os, berøre os. Adventstidens musik og tekster er fyldte af fremtidshåb og en længsel, der kan slå dybe strenge an i os.

For nogle er adventstid ventetid. Som voksne kender vi den glæde, der ligger i at kunne vente tiden ud. Og lade tingene komme til os – i stedet for at vi forsøger at ile til dem.

For især de yngste er det som om adventstiden næsten ikke blive hurtigt nok overstået. For dem er adventstiden ikke en forventningstid, men en ”kan næsten-ikke-vente-tid”. Og stod det til de allermest utålmodige af dem, skulle julen hurtigst muligt have lov til at komme helt tæt på, med alt hvad julen indebærer af julegaver og juletræ og alt det gode, der kan sættes jule- foran.

Når vi går i kirke i adventstiden, får vi kikkertsyn. Kikkertsyn, det er som at gøre sådan her (sætte hænderne for øjnene og begrænse synet) Kikkertsyn, det er, at vi ikke ser det hele. Og det skal vi heller ikke. Vi må godt hvile i, at vi ikke får det hele med.
De enkelte adventssøndage retter vores blik i forskellige retninger. Indtil blikkene falder i slag juleaften, hvor vi stiller skarpt på barnet i krybben. Julebarnet. Håbsbarnet, forventningsbarnet.

Men der er vi ikke endnu. I dag retter vi blikket mod Nazareth. Mod den by, hvor Jesus var vokset op. I dag kommer Jesus på besøg i Nazareth og han får lov til at læse op i synagogen for menigheden.

Tilhørerne forventede, at når Jesus læste den tekst, så skulle deres blik rettes tilbage til den tid, Esajas havde skrevet ind i. De skulle, billedligt talt, rette kikkerten mod fortiden, mod det, der havde været. Og de vidste samtidig, at det var en tekst, der var fuld af håb om noget, der skulle komme, engang.

Men så sker der noget overraskende: Der, hvor Jesus skulle give den traditionelle udlægning af teksten, siger han ikke det forventede. I stedet siger han: ”I dag er den profeti, I lige har hørt, blevet opfyldt”. Men det er jo umuligt. Lige så umuligt som at en kikkert skulle kunne trække fortiden ind i nutiden. En kikkert kan muligvis gøre fremtiden nærværende, men aldrig fortiden.

Det er det det forunderlige ved Jesus. Det mysterium, som vi aldrig holder op med at undre os over: Han er både den, som var, som er og som skal komme. Jesus kom til jord julenat – og han er den, der kommer forfra til os og møder os i vort nu.

Den dag i Nazaret forstod de det - og forstod det dog ikke. De skulle ikke længere håbe og vente på noget. De skulle ikke længere spejde længselsfuldt mod fremtiden. For det, de havde håbet og ventet på var kommet. Stod foran dem. I egen høje person.
Ja, høje person, det syntes de jo lige netop ikke det var. Det var jo bare – tømrer Josefs søn. Som om der skulle være  noget særligt ved det.

Sådan fortæller hele resten af Lukasevangeliet om mennesker. At først var de glade – og så turde de alligevel ikke tro på det – og holde fast i glæden. Det endte med, at de blev så vrede på ham, at de ville slå ham ihjel. Jeg tænker, at vi kan identificere os med det. Hvornår tør vi selv holde fast i glæden uden forbehold?

Det var som om, at med Jesus kom det for tæt på. Budskabet var på påtrængende.

Nogen gange er det bekvemt at kunne holde sandheder i en armslængdes eller kikkertlængdes afstand. Især sandheder om os selv. I en armslængdes afstand har vi stadig muligheden for at sænke kikkerten og sige, at det her det ikke kommer mig ved. Det må være rettet mod en anden.

Men i dag i synagogen i Nazaret kunne de ikke undslå sig. For ”i dag er den profeti gået i opfyldelse”. Det var derfor de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. For det kan være frygteligt besværligt, når livet kommer tæt på. Det kan gøre ondt. For man tvinges til at forholde sig til det.
De troede, at slog de Jesus ihjel, kunne de også slå sandheden om dem selv ihjel. At de kunne nøjes med deres eget – overskuelige - syn på sig selv.

”I dag er den profeti I lige har hørt, blevet opfyldt.”

Se, hvis det her skal have nogen som helst sandhedsværdi, så gælder evangeliets ord også nu. Så er det ”i dag” Jesus taler om ikke et forhistorisk engang fra for 2000 år siden. Så er det også nutid.

Troen er som en kikkert, der ser stort på 2000 år. Troen ser, at Jesus gennem sit liv og virke også har vist os, at det, der kan virke småt, når vi kigger på det, er stort I Guds øjne.

Troen fortæller os, at når Gud ser, findes der intet menneske, der er for småt, for bange eller for tvivlende til at blive elsket.

Når vi siger, vi tror på Jesus, når vi bekender, at han er sandheden, så indebærer det også at vi forsøger at gøre hans kikkertsyn til vores tro. Sådan at vi vover at se på andre sådan som Jesus gjorde det.

Ja, vi kan faktisk ikke undslå os. For har vi først mærket hans blik på os og har vi først vovet at leve på, at også vi er dem Guds kærlighed er faldet på, så kan vi ikke slå blikket ned.

At tro er at få kikkertsyn. Et kikkertsyn, der gælder både din fortid og din fremtid.

Nogle af os har det bedst i fortiden, i det der er sket og som vi ikke kan gøre om. Andre har det bedst i deres uforstyrrede nutid, men atter andre lever i håbet om at noget kan blive anderledes.

Men troen trækker os ind i nuet. Jesus trækker os ind i nuet. Enten fra fortiden eller fra fremtidshåbet. Og måske vover du at lade hans syn blive dit livssyn.

Det betyder, at så er Guds tid kommet, også til dig. Jubelåret er begyndt. Du har lov til at forvente dig alt godt af det, der kommer.
Og du har lov til at bagvente. Det vil sige…. Alt det, som er sket, alt det, du ikke fik mulighed for at gøre om eller gøre godt igen, det vender Gud selv for dig. Han vil ikke bruge det imod dig. Han vil ikke, at du skal bære det med dig som en byrde. Som en frigiven fange skal du sættes fri af det, der tynger.

Og din fremtid, den, du måske ser så uklart som i en kikkert, der ikke er indstillet rigtigt - om den har du lov til at håbe, at Gud vil hjælpe mig med at stille klart. Sådan at du kan se retningen også for dit liv.

Sådan kan du, - hvor du nu end måtte være i dit liv - liv, frimodigt vende dig mod fremtiden – og se din Herre komme dig i møde som din dommer og din befrier.

Og på det vil vi ønske hinanden: Glædelig advent!

Lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Kirkebøn: Lad os bede:

Jesus Kristus. Du er den, som var og som er og som kommer.

Du kommer ind i vores liv,
og når du er her, ser det anderledes ud:
mørke og mismod spredes og lys og håb vokser frem.
Vi længes efter din kærlighed, og vi frygter for den,
for den forstyrrer vore indgroede cirkler og mønstre.
Gør os åbne for det, du vil, og det, du giver.
Gør os frie af alt det, som trænger sig ind på os
og vil fylde os med tomhed og uro.

Lær os at lytte og være stille,

at løfte vore hoveder med håb
og høre dine ord som ord talt til hver enkelt af os.

Herre, vi beder dig for alle, der har glemt at håbe,
for alle, der føler sig fangne i livet.
Vi beder dig for alle ensomme, alle syge og fattige,
enten det er på legeme eller sjæl.
For alle, der er urolige og længes efter fred.

Vi beder for alle, der har brug for at fremtiden kommer lidt tættere på, fordi nutiden kan være svær at være i. Vi beder om, at du vil lægge håb og glæde ind i vores dage.

Herre, vi beder dig for dem, der skal styre:

for de nye byråd, folketing, regering og Dronning.
Giv dem styrke og visdom til at træffe de rette valg.

Vi beder dig for din kirke, for os som her og nu er din kirke. Vi beder for Clara, om i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familie og alle familier og alle enlige. Vi beder for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.

Lad os være lys i mørket for hinanden. Lad os bære lys ud i verden. Lad os ikke slukke lyset i hinandens øjne, men i stedet tænde håb og forventning.

Og lad os selv blive tændte af det håb, Gud lagde ind i vores verden, så stærkt og levedygtigt, at det ikke kan slukkes. Amen.