Kristi Himmelfart - med røde gummistøvler

Jeg har lige købt nye gummistøvler.
Jeg tøvede godt nok lidt, inden jeg gik ind i butikken. For lige præcis fra den butik er jeg engang kommet hjem med et par sko, der viste sig at være for små. Noget af det værste jeg ved er mennesker, der går i for små sko. For mennesker, der går i for små sko, er ikke små i slaget. Mennesker, der går i små sko, sætter ofte store aftryk på andre med deres ord og handlinger og deres nøjeregnenhed.

Men de stod der i vinduet og lokkede. Gummistøvlerne. Lige så røde som postkasser. Og dem må vi jo nyde i gadebilledet, postkasserne, så længe det varer. Hvem ved hvor længe vi kan sige, at noget er postkasserødt? Men det er de, gummistøvlerne, postkasserøde.

Så jeg prøvede den ene – den passede. Og jeg betalte. Og prisen passede mig. Her er de – mine postkasserøde gummistøvler.

I mandags skulle de have deres have-debut, de røde gummistøvler, da jeg skulle slå græs. Og støvlerne lyste om kap med solen. Og græsslåningen gik som en leg.
Men da plænen var slået og jeg ville indenfor kunne jeg ikke få støvlerne af igen. Jeg ved godt, det lyder fuldstændigt grinagtigt. Men støvlerne sad som støbt omkring min fod. Jeg asede og masede. Intet hjalp. Jeg svedte og grinte ved udsigten om at skulle gå med postkasserøde støvler til evig tid. Man ser det for sig. Den bestøvlede præst.

Det endte med, at jeg måtte få en til at trække støvlerne af mig. Nu står de der, de postkasserøde gummistøvler, og griner lidt ad mig. Og jeg ved, at træder jeg i dem igen, så hænger jeg på dem.

De postkasserøde gummistøvler minder mig om disciplene, som vi hører om dem i dag. Selvfølgelig er det ikke postkasserøde gummistøvler, Jesus giver dem på. Men han iklæder dem noget, de ikke af sig selv havde kunnet tage på – og han iklæder dem noget, de ikke af sig selv kan tage af igen. Det budskab, han sender dem ud i verden for at give hænder og ord, er ikke et, du kan tage af og på efter forgodtbefindende. Er du først gået ind i det, hænger det på dig – og du på det.

Jesus sender disciplene ud i verden med helt særlige kræfter og med helt særlige opgaver. Ingen af delene kan de smyge af sig, uanset hvor meget de så end aser og maser. De fik en opgave, et kald – og der er ingen tvivl om, at de siden kom til at kæmpe med pasformen, for budskabet strammede, forventningerne strammede, livet som dem, der nu ikke længere kun skulle vandre i Jesu fodspor – men skulle afsætte nye blev ikke nogen dans på røde roser. I hvert fald var det meget ofte tornene, de kom til at vandre på.

Men – hørte vi - ”De drog ud og prædikede alle vegne”

Og de kom aldrig ud af det igen, disciplene. Der var ingen, der trak dem ud af opgaven igen, når den strammede ubehageligt”. ”Men … Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med”. Det er det, der bærer dem oppe. De virker, men Herren virker sammen med dem. Og Herren går aldrig i for små sko.

Kristi Himmelfart bliver Jesus taget til himmels. Og den opgave disciplene fik den dag – og som blev givet videre fra generation til generation er at gøre det fraværende nærværende.

At gøre det fraværende nærværende… Opgaven er slet ikke så let.

I mindre målestok kender vi det fra vores liv med hinanden. Hvor tit er vi ikke fraværende, selvom vi burde være nærværende?

Mobiltelefonerne – skærmene, der er alle steder – drager blikket, uanset om vi vil det eller ej. Vi skal lige tjekke om der er kommet en besked, en chat eller en mail, inden vi sætter os til bords.

Vi er online hele tiden. Aldrig har det været lettere at få fat på os end nu – i hvert fald via elektronikken. Og det har måske aldrig været sværere at komme i kontakt med os som mennesker. Vi er meget fraværende, også hvor vi burde være nærværende.

Gå en tur på gågaden. Ingen mennesker hilser på hinanden. De går med hovedet ned i skærmen.
Ingen hundeejere leger kast en pind til deres hund, for det går  med hovedet nede i deres skærm.
Få mødre eller fædre laver pludrelyde til babyen i barnevognen, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Og det er lettere at få fat i teenageren, der sidder ovenpå, ved at sende en SMS end ved at tro, at du kan råbe dem op.

Aldrig har vi været mere online – og aldrig har vi været mere fraværende.
Og det kan godt ske, at I sidder nogle hellige her – men så er det kun, fordi vores alder er højere end gennemsnittet – og at vi kan finde ud af at være nærværende en times tid. Men vi er en uddøende race.

Det er naturligvis ikke kun mobiltelefoner og tablets, der kan gøre os fraværende, hvor vi burde være nærværende. Vi kan være optaget af så mange ting, at vi i det daglige ikke forekommer vore nærmeste at være nærværende. Vi kan sidde i stue sammen, i sofa sammen og være aldeles fraværende.

Der er mange slags fravær. Og vi kender alle til, hvordan det kan være svært at navigere i, at dem, der burde være nærværende er fraværende.

Men vi kender også til, hvordan nogen, der er fraværende kan blive endog meget nærværende for os.

Tidligere skrev vi breve – og sådan holdt man hinanden opdateret på livet. På tværs af landegrænser har familiemedlemmer igennem årtier holdt forbindelserne ved lige ved at skrive breve. Og pennevenner. Og kærester.

Tænk på, hvordan man i krigstider har prioriteret postforsendelser. Breve fra Vestfronten kunne komme til det nordligste Jylland på bare 3 dage. I dag skulle der måske en 30 års krig til for at få brevet frem … Arj… det var en joke.

Og breve brugte de første kristne til at fremme fællesskabsfølelsen. Og tænk, vi har dem endnu. Sådan bliver vi samtidige på tværs af årtusinder.

Og vi kender til, hvordan det pludselig er at være sammen med mennesker, vi ikke har set i mange år. Skolekammerater, eller venskaber, der næsten var døde ud, eller dem, vi ser så sjældent, at det kunne være løgn, men det er det ikke. Og når vi så ses, ja, så var det som om årene mellem os aldrig havde været der. Pludselig blev den nærhed, der havde været fraværende, igen helt nærværende.

At mindes vore døde kan også være en meget kraftfuld oplevelse. Vore døde kan være næsten lyslevende for os der i mindet. Fraværende, så det gør så ondt, at det næsten ikke er at holde ud… og dog så nærværende, at det netop bliver til at holde ud… bare for en stund.

Fraværende – nærværende – er ikke altid så langt fra hinanden som vi skulle tro. Og det er faktisk lige præcis, hvad Kristi Himmelfart viser os. At tro – det er at komme overens med, hvordan den Kristus, der er fraværende i verden, kan være nærværende i vores liv.

Man skulle synes, at Kristi Himmelfartdag er en dag, der associeres med afstand og distance. Denne af alle dage bliver Kristus fjernere end nogen sinde. Men Kristi Himmelfart er det modsatte. Det er begyndelsen på det ultimative nærvær.

På Kristi himmelfartsdag tager Jesus ikke et skridt længere væk fra os. Tværtimod – han kommer et kæmpeskridt nærmere på os.

Indtil nu har de første disciple måttet gå sammen med Jesus – fysisk – for at være sammen ham. For Jesus kunne kun være et sted ad gangen. Da han stiger til himmels, stiger han op over kroppens og stedets begrænsning. Han bliver allesteds-fraværende for at kunne være allestedsnærværende.

For den himmel, han farer op i, er ikke et konkret sted.
Himlen er ikke et sted
Himlen er helt enkelt det, der rører alt, som er under himlen.

Vi kan stå her på jorden, og uanset hvor vi står, om det er i røde gummistøvler i en have i Fredericia, om det er på stilletter til konfirmation i København eller om det er i sandaler i Saharas ørken eller klatrestøvler på Mount Everest, så kan vi, ja hvert eneste menneske se himmelen, blå, grå eller stjernespækket. Og på samme måde kan Guds søn være nærværende hos hvert eneste menneske på denne jord.

Men hvordan bliver han nærværende for dig?
Kan det at tro være som at gå i postkasserøde gummistøvle, som du ikke kan få af? Kan det blive en uafrystelig del af din identitet, af dine skridt? Terrængående, vejrbestandigt.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at tro aldrig kan presses ned over os. Og at vi aldrig kan presses til at tro. Tro tvinger ingen.

Men jeg hører i dag, at det at tro er at tro sig ledsaget. At tro er altid at være to. Et par. Sådan som sko – selv gummistøvler - altid kommer i par.

At tro, det er at være ledsaget af Kristus. Og han går ikke i små sko.
Så er der tvivl i dine skridt, går Kristus ved siden af dig med sin tro. Og der er plads til både din tvivl om din tro i hans sko.
Er du trist, går Kristus ved siden af med fødderne fulde af livsmod. Og han har nok til Jer begge.
Er dine skridt tunge, går han med lette fjed.
Og er du forladt, går han foran med kærlighed.

At gå med tro, er ikke altid at gå i takt. Men at gå side om side og dog nå frem.

Kristus har lovet at gå med dig på alle dine veje. Og alle veje fører ikke til Rom, men til Guds rige. Og tænk – jeg tror, du bliver lukket ind – selv hvis du skulle komme i grønne gummistøvler.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.