3 - 2 - 1

3. søndag efter påske, søndag den 7. maj 2017
Christianskirken kl. 10.30

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Du ved aldrig, hvornår du møder Jesus. Han er ikke altid der, hvor du regner med det. Og pludselig kan han være der. Måske bare i et glimt. Jeg så ham i søndags da, jeg var til konfirmation. Der stod han der. Altså ikke Jesus-Jesus. Ikke en, er prædikede som Jesus eller talte om Gud eller det evige liv eller … Jeg talte ikke med ham, vekslede ikke ét ord. Men en, der pludselig – uden at vide han var Jesus –som lukkede evangeliet op for mig på en ny måde.

Han var fotograf. Han skulle forevige den store forsamling af glade gæster, en styk spændt konfirmand, endnu flere børn i fri dressur og en løsgående hund på et stort samlet fotografi. Enhver, der har prøvet det, enten foran eller bag kameraet ved hvor vanskelig en opgave det er. Han tog det roligt, fotografen. Fik stilfærdigt dirigeret børn og gamle tanter, ja, selv hunden på plads. Og han stillede sig bag kameraet – og så kom det …

Der hvor så mange andre fotografer beder os sige appelsin eller cheese tænke på noget morsomt eller slet ikke tænke sagde han blidt: ”Se på mig. Og luk så øjnene. Og når jeg har talt ned fra 3, må I åbne dem igen”.

Det er grænseoverskridende at lukke øjnene… Det er grænseoverskridende, selv i lille målestok, for du ved aldrig, hvad der sker. Men vi gjorde det. Vi så på ham. Lukkede alle øjnene, selv hunden, tror jeg. Vide det kan jeg jo ikke, for også jeg lukkede øjnene. 3 – 2 – 1 – og så åbnede vi øjnene – og vi kunne høre kameraet knipse.

Fotografen stod på samme sted. Han så ud præcist som før vi lukkede øjnene. Alt var vel for så vidt det samme. Og alt var anderledes. For alle havde samme blikretning. For alle havde på samme tid lukket øjnene op og rettet fokus mod ham og ham alene.

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig” … Jeg har faktisk altid tænkt om de Jesusord – som om et kamera, der tager billeder. ”Om et kort tid ser I mig ikke længere” – knips – ”og atter en kort tid, så skal I se mig” – knips. Der er nanosekunder imellem, ja, måske mindre... nanosekunder mellem, at fotografen ser – og ikke ser – og så ser igen.

Sidste søndag fik evangeliet skikkelse i form af en fotograf. Luk øjnene… Åbn øjnene. I mørket – i de tre sekunders mørke blev billedet til på ny.

Man skulle ikke tro, at det kunne betyde noget for motivet. Men jeg tror, at det at vi alle havde været i de lukkede øjnes mørke bare nogle øjeblikke betød noget afgørende for motivet.

En kort tid kan gøre verden til forskel. Ja, en kort tid, og så kan hele den verden og hele den verden, vi kender til, være vendt på hovedet. Det er det, Jesus taler om i dag.

Og lige nu kunne vi så tænke på de øjeblikke, hvor vores billede ændredes: Den mere ufarlige, hvor du bare lige vendte ryggen til et øjeblik, kortere end en kort tid, og så var mælken kogt over eller flæskesværen brændt på. Eller barnet blevet væk i storcenteret.

I Odense er en gigantisk skulptur af den anerkendte kunstner Cronhammer endt som en bunke skrot, fordi nogen en kort tid – eller måske lidt for lang tid - var uopmærksomme – og nu – 3 – 2 – 1 var en 5 meter høj yderst værdifuld jernskulptur forvandlet til noget, der kunne sælges for metalpris. En kort tid, så så vi den – og en kort tid efter så vi den ikke længere.

Der blev ikke sat pris på den, mens tid var. Det kender vi godt: Hvordan vi kan forpasse øjeblikket. Hvordan vi i al den hverdag, der nu er vores, kan forglemme at nyde, at skønne på. Og pludselig kan det, der dog var en lang tid, føles som reduceret til en kort tid, når det uventet blev forbi.

Den mest ultimative form er, når vore kære rives væk på splitsekunder. Det ene øjeblik vinker du farvel og ser barnet cykle med skoletasken på ryggen, det næste øjeblik er det dræbt i en højresvingsulykke. En kort tid så du det…

Eller uskylden… Din opfattelse af, at verden var et godt sted. Der skal ikke mere end en kort tid: En tsunami, en bombe, der detoneres midt i myldretiden, en … eksemplerne står i kø i øjeblikket. En kort tid, så så vi den… og en kort tid efter… så verden helt anderledes ud…

Men Jesus taler selvfølgelig ikke kun om vores verden. Det er jo også hans verden, der er under forandring. Vi befinder os i påsken, i Jesu sidste påske. Han er ved at forsøge at forberede sig disciple på, at han skal forlade dem. Hvordan gør man det? Hvordan kan man egentligt forberede ens nærmeste på, at vi skal skilles fra hinanden. Ikke kun en kort tid, men for altid.

At vi skal dø, ved vi endda. Men selv dette – det eneste sikre, der er at sige om livet og livet med hinanden, den største af alle relationsændringer mellem os – den taler vi meget, meget lidt med hinanden om.

Hvor tit har jeg ikke siddet til begravelsessamtaler med familier, hvor en pårørende efter et længere, ofte årelangt og opslidende sygeleje er død. Talte I nogen sinde med hinanden om, at det en dag vil få ende? Hundredvis af gange har jeg spurgt – måske ikke lige med de ord, men med den mening?

Og næsten lige så mange gange har jeg fået svaret: Nej, det talte vi ikke om. Den slags taler vi ikke om i vores familie. Eller ”nej, vi ville ikke gøre det sværere for ham ved at tale om døden” eller … ja, I kender formentlig selv flere af begrundelserne, vi kan have for ikke at tale om det.

Men hvorfor ikke? Uanset om vi taler om det eller ej, ændrer det jo ikke en tøddel på, at vi skal dø. Og det ville måske ændre på en sidste korte tid, vi havde sammen, hvis vi talte om den. Hvad vil vi så i den korte tid? Hvad vil vi bagefter? Hvad vil afdøde med begravelsen? Hvilke gode ønsker kan man have for hinanden? Både den korte eller længere tid, man nu måtte have tilbage. Og den tid, der følger efter.

Jesus taler ikke kun om, at han vil forlade dem. Så svært og  ubegribeligt det end kan være. Han siger, at de skal ses igen. Om en kort tid, så ser I mig ikke længere … den del kunne de endda forstå. Den del kan vi forstå.

Men så kommer det: ”OG atter en kort tid, så skal I se mig?” Hvad i himlens navn kunne han mene om det?

Ja, nu ved vi det. Vi, som sidder her med åbne øjne, og har talt baglæns ned fra påskedag til skærtorsdag – 3 – 2 – 1 ved godt, hvad Jesus mener. Vi ved, at Jesus skulle slå øjnene op igen. Døden skulle ikke kunne holde ham fast.

Og når disciplene så ham igen – så ville alt se anderledes ud. Deres motiv – deres verdenssyn ville være ændret.

For os i søndags så fotografen ud på samme måde, da vi åbnede øjnene. Men efter påske vil disciplene for altid se anderledes på Jesus. Ja, hele deres syn på livet – døden – håbet – ville være gennemgribende forandret.

”Se mørket bliver din modningstid” – sådan skal vi synge herefter. Mørkets som en modningstid. Aldrig var der så mørkt i verden som fra langfredag til påskemorgen før solen stod op. Men mørket blev en modningstid for verden. For Jesus. For disciplene. For os. Og lige siden – det er påstanden og håbet – lige siden har mørket aldrig været helt så mørkt. For selv det mørkeste mørke er kun en kort tid.

En kort tid kan vi ikke se en hånd for os. En kort tid kan vi ikke se noget som helst. Hverken ud eller ind. Vejen frem eller vejen tilbage… eller nogen som helst anden vej. Men en kort tid, så skal vore øjne åbnes igen – og så vil vi se anderledes. Og … og den helt ubegribelige påstand: Så skal vi glæde os. Og engang vil der ikke være noget, der kan tage vores glæde fra os.

En kort tid. Et himmerrige for ordet ”kort”. Gud være lovet, fordi Jesus ikke bare sagde: ”En tid, så ser I mig ikke længere og atter en tid, så skal I se mig”, men han sagde: ”en kort tid”. For os, som er mere utålmodigt anlagt, kan kort såmænd være langt nok. Og ja, målt med himlens målestod er ”kort” naturligvis relativ. Men det er dog ikke en hel evighed.

Jesus fik ret. Selvfølgelig fik han ret. Da han og disciplene mødtes igen efter påskemorgen, så det hele anderledes ud. De lignede sig selv udenpå. Men hver især havde de været i mørket:  Jesus i dødens mørke. Disciplene i uvishedens mørke. Men de så hinanden igen. Og de var glade. Efter påskemorgen er glæden kommet på en ny, en helt ny måde.

Hvordan skal vi nogen sinde kunne se på hinanden – på verden – ja, selv på livet mening – på samme måde? Vi kan lukke øjnene .. åbne dem igen … og synes, at verden da ligner sig selv. Der er stadig lige megen ufred, lige mange naturkatastrofer, lige mange børn, der dør i trafikken, lige megen meningsløshed – hvordan kan Jesus tale om den glæde, der aldrig skal tages fra os?

Vi kender den jo mest i glimt, ikke? Glæden? Så er den der – knips – så er den væk. Så er den der – knips – og så væk igen. Vi kan fastholde den. Leve på den. Dele ud af den. Men den kan tages fra os glæden. Der skal kun et kort øjeblik, så kan selv den dybeste glæde tages fra os.

Nej, fastholder Jesus. Der er lagt en glæde ind i verden, som aldrig kan tages fra os. Den er i familie med håb. Den er der, også når vi synes, at mørket er mørkest, når veerne gør allermest ondt og vi er i tvivl om, hvor vidt der kommer et levende liv ud af det. Der er glæde. Og den er altid på vej.

For Gud har født sit menneske ind i vores verden. Gud har lagt sin glæde, sin kærlighed, sit liv, sit håb ind i vores verden. Og vi ser det allerede. Når vi glædes, når vi elsker, når vi bider livet i låret og når vi vover at håbe. Vi ser det. Kort. Godt. Og så er det væk. Men det betyder, at hverken glæden, kærlighed, håbet eller livet er fremmed for os.

Vi ser det i kort tid. Som et snap-shot. Et hurtigt billede. Men Gud har lagt sit billede af evighed ind i os. Det tog kun en kort tid: Et kors blev slået for dit ansigt og dit bryst – men det gælder til evig tid.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede: Gud.
Vores tid er i din hånd.
Lær os at tælle vores dage og se betydningen af hver eneste af dem.
Lad os leve her og nu – og ikke flygte ind i hverken fortid eller fremtid.

Kristus. Tak, fordi du er i det daglige brød. Tak for de mennesker, vi har fået at leve med, for alt godt, der rækkes os af din hånd og som du har velsignet.

Kristus. Du har selv vist os, hvem vores næste er.
Du har også sagt, hvad vi skal gøre.
Giv os mod til at gøre som du – ikke alt – men bare lidt:
Besøge den ensomme,
opmuntre den sørgende,
række ud mod den fattige,
opbygge den nedbrudte.

Vi takker dig for, hvad vi hver især har. Lær os at være taknemlige, når vi ikke mangler noget.

Helligånd.
Giv os mod og kraft til at være vidner, også når vi møder modstand.

Vi takker for vort land og vores demokratiske styre.
Lad dem, der har magt og myndighed i vores land forme loven med sans for retfærdighed
Vær med regering og folketing.
Vær med dronningen og hele hendes hus.
Hjælp os til at vise verdensmagten, at størst af alt er kærligheden.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Herre.
Vi beder for den uge, som kommer.
Gå med os ind i dagene, for sådan kan vi gå med glæde og frimodighed – indtil du ved alle dages ende åbner døren til dit rige og siger: ”Velkommen hjem”. Amen