Pinsedag

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

 

Fra Erik Lindsø har jeg historien om en dreng på fem år, som har været til sit livs første bryllup. Han sidder og fortæller til sin bedstemor, som ikke har været med – så begejstret som en femårig kan fortælle: om brudekjolen, blomsterne, maden, musikken, gaverne, gæsterne, alt det hele.

Bedstemor vil sikre sig, at barnebarnet nu også har forstået hvad et bryllup handler om, når det foregår i kirken – og hun spørger barnebarnet: ”Hørte du også, hvad præsten sagde til dem, da de stod oppe ved alteret og gav hinanden ringene på?”

”Ja”, svarede barnebarnet, ”han sagde, at de skulle elske hinanden, til den ene af dem døde af det”

Det er en herlig omskrivning af bryllupsritualets ord. Vil du tage ham, som står ved siden af dig, og elske ham, indtil døden skiller Jer ad? Det kan man godt driste sig til at sige ja til. Statistikken siger, at han sandsynligvis dør først. Vil du elsker og ære ham? ja. Men vil du elske ham så højt, at du dør af det?

Jeg tror ikke det fem-årige barnebarn har læst ret meget teologi. Men det her er faktisk teologi på et ret højt plan. For det er jo lige præcis, hvad der sker med Jesus. Han elskede os så højt, at han døde af det. Sådan er Guds kærlighed til sit menneske. Så ekstrem er den, så meget mener Gud det: At han vil elske os, om han så skal dø af det. Men vi mennesker forstår os ikke på sådan en kærlighed. Hvorfor skulle en såkaldt almægtig Gud dø af kærlighed?

I dag hører vi en bid af en tale, Jesus holdt, lige før han bliver korsfæstet. Han prøver at forberede disciplene på, at han vil forlade dem. Han prøver at forklare dem dengang – og os i dag, hvordan det skal gå til, at de derefter ikke er alene i verden. ”Jeg forlader Jer”, siger Jesus, ”men alligevel er jeg nær hos Jer. Min far vil sende Jer en anden, der skal tale kærlighedens sprog. Og denne anden, Helligånden, skal aldrig forlade Jer. I kan ikke se den, Ånden, eller erkende den. Alligevel ved I, hvad jeg taler om. For det er ikke noget nyt. Det er bare på en ny måde. Vores forhold skal forandres”.

Ordene hører altså til før påske. Alligevel hører vi dem i dag, fordi de ord viser os, at pinse handler om relationer. Med pinsen bliver relationen mellem himmel og jord en anden.

I begyndelsen prøvede Gud, på alle mulige forskellige måder, at få mennesker i tale, for at fortælle om sin kærlighed til os. Det kan vi læse om i Det gamle Testamente. Det gik ind i mellem begrænset godt.

Så sendte Gud sin søn som talerør. Gennem Jesus lærte vi noget om, hvordan Guds kærlighed har krop. Hvordan vi kan leve den kærlighed videre.
Men med pinsen kommer Gud til os på en ny måde. Og denne gang for at blive hos os.
Relationen mellem Gud og mennesker finder fra nu af sted som noget åndeligt. Som tro. Men som en relation, der kan forandres og udvikles, vokse. Sådan som vi kender det at relationer mellem mennesker kan forandres og udvikles. Blive dybe og intense.

Et venskab mellem to – eller flere – forandres gennem årene og gennem de oplevelser, man har sammen. Et ægteskab forandrer os. Og med årene bliver vi – i bedste fald – ikke bare grå i toppen, men også forbundet på en anden måde end vi var, da vi forelskede os i hinanden. Hvis vi får børn, forandrer det relationen mellem os. Og hvis man får børnebørn forandres relationen både til ens barn og en helt ny relation opstår til det lille nye slægtsled. Også relationen til Gud er noget levende. Foranderligt. Sådan som kærlighed altid er det.

Hvis kærligheden da ikke er gået i sort. For relationen mellem to, der elsker hinanden, kan gå i stå, gå i ring, så kærligheden ikke længere er en drivkraft. Men måske opleves som en pligt.

Og så bliver den fem-åriges ord på en anden måde til virkelighed. Man elsker hinanden til den ene er ved at dø af det. Kærlighed kan dø af rutiner. Selv de bedst mente.
Det gælder kærligheden mellem to. Det gælder kærligheden mellem forældre og børn. Og det gælder det forhold, vi kan have til Gud, som vi vel ikke altid betegner som kærlighed, men i bedste fald med et hviskende ”tro”.

Når det sker, har kærligheden brug for en hjertestarter.

Vi har lige købt en her ved Christianskirken. Sådan en hjertestarter, hvor enhver kan guides til med stød og strøm at få et hjerte til at slå igen.

Det var nu ikke så enkelt at bestemme sig for, som man skulle tro. For vi erfarede i menighedsrådet, at det faktisk ikke anbefales at benytte hjertestarteren til folk over 70 år. Sikke et etisk dilemma at stå i: At være nødt til at spørge om den, der har fået et hjertetilfælde er under eller over 70.

Så er det enklere med den hjertestarter Bandet Nephew synger om. Og gå hjem og hør nummeret. Nummeret begynder med råbet: ”Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang” - og med en monoton trommepuls. Men efterhånden kommer der mere og mere liv i nummeret. Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang. Hjertestarter”.

Og det fortsætter:

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Kan I genkende nogle af udsagnene? Det kan jeg godt. Længslen efter at høre, føle, sanse eller bare fatte noget. Drømmen om flere drømme. Længslen efter at mærke hjertet banke for noget. Banke, ikke bare, så man kan mærke det udenpå tøjet. Men mærke engagementet eller lysten banke helt ud i fingerspidserne eller glimte i øjenkrogene. Længslen efter at mærke.

Forfatteren til sangen, Hjertestarter, Simon Kvamm, har i dagspressen ikke lagt skjul på, at han er kristen og tror på Gud. Og sangen er i mine øjne en fantastisk Helligåndssalme. Og når du nu går hjem og hører sangen – så prøv at udskifte ordet Vesterhav med Helligånd.

Helligånd, kom nu og blæs mig i gang.

Så jeg kan se noget. Så jeg kan høre noget.

Så har vi en bøn til Gud, som vi kan bede, når vores hjerte er gået dødt, og vi hverken kan være nogen eller kan lide nogen eller kan give nogen noget. Når vi har brug for at få sat strøm til vores hjerte, så vi igen kan leve og elske.

En konfirmand skrev engang denne bøn:

Gud, kom og giv mig en hjertestarter
For jeg er så trist,
og gør det før jeg mister mig selv
Mit liv er gået i stå
Please kom og få mit hjerte til at slå
inden det onde sætter sig på mig.

Hjertestarter – det er lige præcist det, Gud er! Eller på en pinsedag kunne vi også sige, at Hjertestarter – det er lige præcis det Helligånden er.

Før jeg døbte Sigurd, hørte vi om, hvordan det blev pinse for første gang. Vi hørte om disciplene, der blev fyldt af liv og Ånd og hvor det, de ikke kunne beskrive som andet end ildtunger satte sig på dem. Tændte dem, så de blev optændt og brændte for noget. Mon ikke de var bibelhistoriens første ildsjæle? Jeg tror det.
Havde de mon nogen sinde brug for en hjertestarter? Tabte de mon nogen sinde modet? Kunne de altid tændes af deres opgave? Kunne de altid holde gejsten oppe? Brændte de altid? Eller brændte de engang imellem også fingrene?

Eller er det bare os i dag, der er anderledes? Os, der måske nok kan tændes, tænde hinanden, begejstres, flamme op? Men også os, hvis flamme kan blæses ud ved den mindste træk. Os, der ind i mellem kan være svære at tænde, svære at engagere, svære at få til at brænde. Os, der har lettere ved at brænde vores lys i begge ender – og meget svært ved at registrere, at vi i virkeligheden ikke derved brænder dobbelt så godt, men at vi er ved at brænde ud?

Hvad gør vi, når passionen eller flammen er ved at dø ud? Hvordan puster vi liv i gløderne? Hvordan bliver der rørt ved os, så vi mærker, at vi lever? Hvordan bliver vi hjertetstartet?

Når vores hjerte er modløst eller gået i stå, så er Guds levende Ånd vores nærmeste hjertestarter. Og Gud er altid lige dér, hvor enhver af os er. Det er det, der er det særlige ved relationen mellem Gud og os. Han er os så nær som os selv. Ja, han er os nærmere end vi er os selv.

Vi behøver bare råbe, eller tale almindeligt eller hviske. Eller vi kan føre en samtale med Gud inden i os. Eller høre musik, der bærer bønnen frem: Helligånd, kom nu og blæs mig i gang.

Helligånden er en hjertestarter der vil noget. Helligånden kan som Vesterhavet blæse os i gang. Det kan som Havets brusen – vælte alt det omkuld i os, der aldrig skulle have været der: Al vores modstand. Alt vores selvcentrerede sludder. Alle vores betændte motiver afsløres og blæses ad Helvede til. Derhen hvor de hører hjemme. Helligånden kan få os til at kunne give, til at kunne høre, til at tro – og elske. Til at være hjertelige. Den kan vække os, så vi dur til noget igen. Helligånden får os til at brænde for sagen igen. For de andre, for livet, som Gud giver det. Og for Gud selv.

For et par uger siden mødte jeg Peter. Peter er vel en 60 år. Jeg ved ikke så meget om ham. Nogle i det sogn, han bor i, betragtede ham vist som lidt sær. Men de kan ikke ha talt meget med ham, for det han sagde den dag, jeg mødte ham, var langt fra sært - men faktisk ganske særligt:

Peter sagde: ”Når man sådan har oplevet mange dårlige ting, går ens hjerte i sort. Med hjælp kan man komme i gang igen. Man får et nyt hjerteliv. Og det tager nogen tid at finde ud af, hvordan man skal bruge det nye liv”
Det er en hel pinseprædiken – bare i et par sætninger. Det er vi vist nogle præster, der kunne lære noget af :)
Til alle os, hvis hjerter ind i mellem går i sort. Til alle ildsjæle, som ind i mellem går på vågeblus lyder det fra pinsemorgen: Du har brug for hjælp for at komme i gang igen. Du har brug for en hjertestarter. Og så har du brug for tid til at lære dit nye hjerteliv at kende.
For det tager tid at finde ud af, hvordan du skal bruge det nye liv. Hvordan du bliver den, du er. Ikke den, du troede du var, eller den, andre havde gjort dig til. Men bliver fri. Fri til at være som du nu er: modig eller bange, genert eller fremme i skoene, men først og sidst elsket.

Du kan ikke hjertestarte dig selv. Men pinsen er at Gud gør det. Første gang du blev hjertestartet var i din håb. Pinsens løfte og håb er at Gud kan og vil hjertestarte dig igen og igen. Det sker ikke altid når du vil. Når du håber på det eller længes efter det. Men måske når du mindst af alt venter det. Eller når du er holdt op med at håbe.

For Gud har sagt, at hans hjerte og dit hjerte hænger sammen. Hans kærlighed banker i dig. Og den kærlighed dør aldrig.

Og så til allersidst vil jeg blæse et pinseønske ud på dig. Det er med ordene fra en sang, som flere af Jer kender:

Må din tro bevare gløden,

og dit håb sit stærke vingeslag,

og må kærligheden fylde dig,

og din Gud velsigne dig og dit,

indtil vi ses igen må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Og med det vil jeg ønske hver og en af Jer en glædelig pinse!

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 Kirkebøn: Lad os alle bede:

 Helligånd – kom nu og blæs mig i gang. Ja, blæs liv i os alle sammen. Blæs til vores tro og vores håb og vores kærlighed – så de flammer op. Blæs liv i Sigurd, som i dag er blevet døbt, og blæs dit liv ind i alle børn og unge. Blæs også liv i forældrene, så de kan være og blive det bedste, du, Herre, har tænkt om dem. Blæs os ud i livet – med styrke og mod. Vis os vejen gennem livet, så vi ikke farer vild. Og Helligånd, når vi snubler og falder og sidder der i rabatten af livet og er ved at opgive det hele, så blæs os op og i gang igen.

Blæs liv i vores kærlighed – så vi bliver den slags mennesker, som aldrig kommer til at mangle nogen at være noget for. Så vi aldrig kommer til at mangle nogen at elske, og så vi aldrig kommer til at mangle nogen, der elsker os, deler vores sorger og glæder og er vidner til vores liv.

Og Helligånd blæs os hen til hinanden – så vi alle får flere mennesker i livet – til at hjælpe os – elske os – og til at være noget for. Så vi kan blive rige på den måde, du ser, som den største rigdom.

Blæs os omsorgsfulde og varme. Blæs troen og håbet om det evige liv ind i os alle – så vi ikke behøver at frygte den død, der kan gøre så ondt. Blæs, så vi kan og tør leve livet helt ud – og selv når vi må se, at det ender – tillidsfuldt kan overgive os og dem, vi hører sammen med, til døden. Fordi vi kender dig og ved, at du siger, at døden ikke skal beholde os.

Blæs på alle dem, vi hører sammen med. Som er her. Og blæs på alle dem, som ikke kan være her i dag – og som vi savner. Uanset om de på jorden eller i himlen hos dig. Blæs alle vores bedste ønsker og håb for dem hen til dem og fyld efter med dine. Amen.