tirsdag den 24. december 2013


Prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Glædelig jul!
Sådan begynder prædikenen her i dag.
Og sådan slutter den også.
Og hvis ikke I får andet med fra denne gudstjeneste end dette ønske, så har I fået det vigtigste med.

Så læn jer bare godt tilbage. Tænk lidt på gaverne eller gæsterne eller noget andet, I glæder jer til eller glæder jer over. Og skulle I falde i søvn undervejs, så skulle det glæde mig – for man sover kun, hvor man er tryg.


Glædelig jul!
Det er, hvad vi ønsker for hinanden i dag.
Ja, ikke bare i dag. Nogle er begyndt for længe siden.
Jeg tror, første gang nogen ønskede mig glædelig jul i år var tilbage til begyndelsen af november måned.

Allerede fra i overmorgen begynder de første at ønske godt nytår.
Mit juleønske skal være, at vi må holde fast i glæden lidt længere.

Da jeg et af mine første år som præst stod og ønskede glædelig jul i kirkedøren efter julegudstjenesten, var der en, som lidt spidst svarede tilbage: at det kunne jeg ikke være bekendt at ønske hende, for hun skulle alene hjem! – og væk var hun.

Glædelig jul!
Hun hørte det, som et krav om glæde.
Hun hørte det, som noget vi selv skal præstere.

Glædelig jul!
Hun troede, det kun var for de i forvejen glade.
Hun troede, at det ikke var for hende.

Men englen sagde jo ikke: Se, jeg forkynder en stor glæde, som skal være for dem, der i forvejen er glade.
Nej, englen sagde: Se, jeg forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket.

Det er det, der er juleglæden.
Det er det, der er glædelig jul.
Den er ikke for de udvalgte. Den er for os alle.

”Glædelig jul” er ikke en ordre.
”Glædelig jul” er heller ikke en følelse.
”Glædelig jul” er ord fra Gud til os alle leve på. Ikke bare i juledagene, men alle dage. 

Jeg håber, at hun senere kom til at kunne høre det gode ønske bag ordene.
Høre at, når vi ønsker hinanden glædelig jul, så ønsker vi for hinanden, at julen må blive glædelig.Så ønsker vi, at glæden må finde vej ind til os, på trods af de bekymringer og udfordringer, vi hver især måtte have.
På trods af de sorger og tab, der kan fylde vores hjerter.
Vi ønsker hinanden glædelig jul, og måske ønsker vi det ikke mindst for den, for hvem glæden er blevet væk.

Juleglæden, nogen gange er der ligesom ikke plads til den, nogle gang må den blive på trods. Vi ved godt, at glæden ikke er sådan at holde fast i. Måske er det derfor, der heldigvis ikke er nogen, der er begyndt at ønske: ”Ha en fortsat glædelig jul”.

Allerede første gang det blev jul, var glæden også på trods af omstændighederne. Jeg mener, der var jo heller ikke plads til dem i herberget dengang… men glæden banede sig vej og tog sig plads i en stald. Som et håbefuldt billede for os på, at glæden kan finde sin plads uanset omstændighederne,

Sådan som glæden også kan gøre det hos noget så almindeligt som en grønthandler på Amager. Jeg har historien fra Erik Lindsø. Og jeg er ikke i tvivl om at det er et moderne juleevangelium.

 ”Min grønthandler på Amager hedder Mahmud og er pakistaner”, fortæller Lindsø: ”Jeg har rejst igennem Pakistan, og når jeg kommer ind til Mahmud, kommer jeg ofte i tvivl, om jeg er i Pakistan eller i København. Dufte, dårlig hygiejne og et anstrøg af orden midt i uordenen minder mest om Pakistan.

Mahmud er glæden selv, og man hilses med glæde, når man kommer ind.”
En dag kommer Lindsø ind til Mahmud for at hente fem avocadoer til en foret. Men der var udsolgt: ”Avocado”, sagde Mahmud med et grin så stort som hans armbevægelser, ”nej, desværre, mig ik flere avocado i dag.
Hva’ dig brug’ avocado til?”, spørger han, mens jeg et øjeblik tænker: Hvad rager dem ham? Men jeg er høfligt opdraget, svarer og forklarer høfligt lidt om forretten. ”Åååhh, det mig godt se, det meget fin ret, du der har tænkt dig”, svarer Mahmud. ”Men i morgen mig have avocado igen, og så mig give de allerbedste til dig og halv pris, og så dig lave din avocado i morgen”.
Inden jeg når at protestere, fortsætter han: ”Men mig have porre, selleri, gulerødder, løg og kartofler, så dig i stedet i dag lave dejlig grønsagssuppe”.

Og sådan er det at komme ind til Mahmut. Man komme for at købe 5 avocadoer, men går hjem med favnen fuld af grønsager og godt humør og føler, man har gjort en god forretning.

Et par gange har sundhedsstyrelsen været hos Mahmud, uden at Mahmud rigtigt havde fattet, hvad de velmenende kontrollanter ville ham, andet end at give ham ked-af-det-smileys.
Det er først, da han har fået det antal ked a det-smileys, der gør, at de kan lukke hans kiosk, at alvoren går op for ham.
Og da bliver Mahmud mut.
Nogle dage går han rundt og skælder og smælder og sparker til tomme kasser og meninger.

Men en nat må han havde besluttet, at nok er han kommet til et land med en sundhedsstyrelse, der kan lukke hans kiosk med ked-af-det-smileys, men de skal ikke få ham til at ligne en ked-af-det-smiley.

Næste morgen har han ved åbningstid pudset glasset i indgangsdøren og hængt Sundhedsstyrelsens smileyskilt op som det først, man får øje på.
Skiltet er prydet af tre ked-af-det-smileys – tre smil, som virkelig hænger med mundvige og underkæbe.
Men nedenunder har Mahmud taget et A3-ark og hængt det op med pakketape, og på arket har han med sin halvdårlige håndskrift på dit halvdårlige dansk skrevet:
”Mahmud glad alligevel” - efterfulgt af tre elitesmileys til ham selv for glæde og godt humør.

”Mahmud glad alligevel”. For det er jo, hvad vi kan opleve, selv når livet gør allermest ondt, at selv midt i det allersværeste, der kan vi være glade alligevel. Glade på trods.

Der er en glæde, som end ikke al livets alvor kan pille ud af os.
Det er den glæde, der kom til jorden julenat.
I skikkelse af et lille barn.
Udleveret og sårbart.
Sådan som vi er det: Sårbare og udleverede til hinanden.

Mahmud glad alligevel.
Fra at være en på trodsglæde, voksede glæden og bredte sig som ringe i vandet, for juleevangeliet med Mahmud slutter ikke her.
For ligesom Jesusbarnet får han også besøg.
Det er nu hverken engle, hyrder eller vise mænd, der kommer forbi.
Men alle dagens forbipasserende standsede med et smil og nogle syntes, de måtte ind og handle alene for at se, hvem Mahmud var.

Hen på dagen kom ugeavisen forbi og tog billeder og Mahmud kom på forsiden som en god historie.
Aldrig havde han haft så mange kunder som i dagene derefter, for alle måtte hen og se den mand, som trodsede kontrollanter med livsglæde.

At trodse modgang og alverdens kontrollanter med livsglæde. Det er et udtryk for, hvordan julelens glæde kan leve i os længe efter at den sidste grannål er støvsuget op.

Det var det, der skete mens Jesus vandrede på jord: Hvor han gik, spirede glæden frem. Glæde på trods af al den modstand, som kunne opdrives dengang – og stadigvæk.

Det bryder igennem, når vi mærker at ønsket også gælder os.
At ønsket også er for mig. Og at ønsket om det glædelige – det gælder ikke kun en glædelig jul – men et glædeligt liv.

Og hvad med Mahmud?
Ja, faktisk endte det med, at han fik en næsten glad smiley, da sundhedsstyrelsen kom næste gang. For nogle af kunderne gik samme om at få shinet kiosken op.
Mahmud får helt sikkert aldrig en elitesmiley – men mindre kan gøre det. Vi behøver heller ikke være eliteglade for at mærke glæden stryge os over kinden.

Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen den lille.
Sådan vil vi synge om lidt.
Men julens glæde er, at glæden ikke kun kom på gæstevisit.

Himlens kongesøn kom for at blive hos os.
For at dele vores glæde og bære vores smerte.
Så:
Glædelig jul til dig, der er til avocado og grønssagssuppe og til dig, der også spiser selleri.

Glædelig jul til dig, der går alene hjem og til dig, der skal være sammen med andre.
Glædelig jul til dig, der aldrig tror du kan blive glad igen – og til dig, der er ved at sprænges af glæde.
Glædelig jul til dig, der har glæden på gæstevisit og til dig, der har glæden som fast livsledsager.

For det er for dig!
Det er for os alle, der i dag er født en frelser!
Og på det vil vi alle ønske hinanden: Glædelig jul!
 
Så lad os sende juleglæden fra Betlehem på vandring her hos os. Lad os nu ønske sidemanden – og dem, der sidder foran og bagved en glædelig jul

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Prædiken, juleaften 2012
 
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
 
Det er meget længe siden, jeg har købt julegave til Jer alle sammen. Gaven er ikke pakket ind. Derfor kan jeg også godt røbe, hvad gaven er. Det er et hjerte.
I får et hjerte, for ingen skal kunne gå hjem fra julegudstjeneste og sige at de er hjerteløse.
Der er masser af hjerteløshed. Hvor meget hjerte har man, hvis man nægter en højgravid en seng at sove i, men sender hende ud i en stald? Hvor meget hjerte har man, hvis man stjæler de juletræer, som hjemløse skulle ha solgt for at tjene en skilling?
Og vi kunne blive ved… fra Jesu til vor tid er hjerteløsheden blandt mennesker udbredt… Ind i mellem kunne man godt få den tanke, at da Gud skabte mennesket, glemte han at sætte hjertet på plads i os.
Det er længe siden, jeg har købt hjerterne til Jer. Men når jeg lige så længe har spekuleret på hvordan hjertet skulle pakkes ind, så var det ikke hvilket papir, der skulle bruges, men hvilke ord, hjertet skulle pakkes ind i. For jeg vil jo gerne, at I ikke bare tager gaven med Jer, men især, at I tager gaven til Jer.
Og det er fint nok at sige, at julen er hjerternes fest. Men hvordan er det lige, man får julen helt derind i hjertet, uden at det enten lyder som en kristelig floskel eller som en omvendelsestale til Vera Grus?
 
Så hørte jeg om Rick. Rick blev født for 50 år siden i USA. Og til Jer, der sidder længst væk, kan jeg sige, at jeg i det følgende viser et par enkelte fotos herinde på skærmen (og disse billeder er ikke med her heller). Men af sikkerhedshensyn kunne vi ikke stille løse skærme op i sideskibene i dag. Det vigtigste er nu heller ikke om I kan se billederne med øjnene. Det vigtigste er, om I kan forestille jer dem for jeres indre blik – eller rettere: om I kan se med hjertet.
Under fødslen fik Rick ikke ilt nok – og derfor er Rick født som spastiker. Dengang i 1962 blev Ricks forældre helt pr automatik anbefalet at sende deres søn på institution, for lægerne kunne ikke give noget håb om at Rick ville blive rask. Og for lægerne var der kun en lille chance for at Rick ville få lov til at leve et – citat – ”normalt liv” – hva det så end er.
Forældrene trodsede lægerne og tog deres søn med hjem. Snart fandt forældrene ud af, at det kun var Ricks arme og ben, der var lammede. Hjernen fejlede ingenting. Og de lærte Rick at kommunikere gennem en computer. Og vi husker lige at vi er tilbage i begyndelsen af 70’erne. Senere fik Rick en universitetseksamen. 
Er dette mon så juleevangeliet til i dag: Historien om Rick, som der i første omgang ikke var plads til i herberget, i samfundet, at Rick, trods sit handicap, formåede at tage en god uddannelse? Nej.
Er det det faktum at Rick og hans familie er gode kristne, der er julefortællingen? Nej.
Mens Rick gik i skole, blev en elev der kørt over og blev lam. Der blev arrangeret et støtteløb og Rick insisterede på at deltage. Han kom ind på en suveræn sidsteplads. Men fra den dag han blev grebet af løb og siden da har Rick gennemført både maratons, triatlonløb og sågar ironmans, hvor der både svømmes, cykles og løbes en maraton.
Er det så juleevangeliet? At Rick kan præstere stort som sportsmand og har klaret mere end 1000 løb?
Nej. Det særlig er at Rick er lam. Helt og aldeles lam. Det betyder, at når Rick gennemfører en ironman, så er det hans far, der svømmer de 3,8 km. med et reb om maven og Rick liggende i en gummibåd, som faren svømmer med.
Når Rick gennemfører cykeldelen, så har faren båret sin søn fra gummibåden og op på den specialbyggede cykel, som hans far kører de 180 km. Når Rick gennemfører det afsluttende maratonløb, er det i en løbevogn, som hans far skubber foran ham.
I dag er Rick 50 år gammel og hans far 72. De gennemførte maratonløbet i Boston igen i år.
I Ricks familie er der selvfølgelig andre i familien, der har båret med end faren. Sådan er det, når man har børn med særlige udfordringer. Men Ricks far må have en engels tålmodighed, bjørnekræfter og en udholdenhed af den anden verden. Men mest af alt er han drevet af kærlighed til sit barn.
Men det er heller ikke Ricks far, der er denne prædikens hovedperson og som binder sløjfen på gavepapiret rundt om jeres hjerte.
For der er masser af fædre og mødre … I er masser af fædre og mødre, der hver eneste dag gør hvad I hver især kan, drevet af kærlighed til jeres børn.
Det er ikke alle børn, der bogstavligt talt har brug for at blive båret på hænder og fødder som Rick. En anden gang kan vi diskutere om der er for mange børn, der bliver det.
Men der er også masser af kærlighed i madpakker og rent vasketøj. Og fordi vi holder af vores børn, har vi dem i tankerne hver gang vi sender dem ud i trafikken til de kommer hjem, om det så er ud på natten, hvor vi har ligget søvnløse til vi hørte yderdøren smække bag dem.
Fordi vi holder af vores børn, lever vi med i deres store og små konflikter og udfordringer i tilværelsen. Ja, selv efter de er flyttet hjemmefra følger vi dem. For nogle familier er kærligheden til deres børn udfordret på mange og gennemgribende måder. Og nogle af os har som børn (og måske stadig) en udfordring for vores forældre.
Forældre er vi livet igennem. En dag besøgte jeg en af mine gamle koner. Men det blev et kort besøg, for hun skulle til fødselsdag hos sin lille søn. ”Hvor gammel bliver han?”, spurgte jeg. ”75”, svarede hun. Livet igennem er vi vores forældres børn.
Men det er heller ikke os, der er hovedpersonerne her.
 
Da jeg læste om Rick – og da jeg så videoen på familiens hjemmeside, gik det pludselig op for mig, hvad jul også er: Jul er Jesusbarnet i krybben. Jul er at blive mindet om, at også vi er børn. Og at Gud er vores far.
Jul er, tro er, at vi tør læne os op ad vores himmelske far og stole på ham.
Spastikeren Rick kan ikke meget af sig selv. Vi andre tror, vi kan det hele. Og mere til. Hvem af os er mest handicappet, når det kommer til stykket?
 
Som en far står bag sin søn, sådan er det billede, julen viser os af Gud. Som en redningskrans, når vi er ude på dybt vand, sådan er han frelseren.
”Livet er godt”, sådan står der på hjulene på Ricks kørestol. Livet er godt. Eller måske mere præcist: Livet er også godt. For livet er ikke altid godt. At tro på Gud er ikke en garanti for noget som helst. Og julefreden holder måske ikke engang året ud.
Jul er, at vi får gentaget, at Gud er den, der har hjerte for os.
Og jul, langt ind i hjertet bliver det, når du ikke bare hører det, men også tør tro, at det gælder dig.
Det er derfor, I får et hjerte med Jer hjem. For Julens er hjerternes fest. Vores hjerters fest. Og Guds hjertes fest. Gud gav os sit hjerte i Jesus. Og i troen på at det barn gør en forskel, kan vi få vores hjerter justerede på plads.
For hjertet skal vi bære med os hele året rundt. Vi skal have hjertet med i det vi tror og det vi gør og den måde, vi behandler hinanden på. Vi kan ikke tro på Guds kærlighed i Jesus og samtidig være hjerteløse.
 
 
I får et hjerte med Jer hjem i dag. (skift dias)
Hjertet er lavet af sølvtråde. For med masser af tråde er vi mennesker knyttet til hinanden. Tråde af oplevelser, tråde af erfaringer, tråde af miner.
Men når I får hjertet i hånden vil I også lægge mærke til, at det ikke er helt. Der er huller i. Hjertet er hullet, for vores kærlighed bliver aldrig fuldkommen eller perfekt. Engang imellem er det os, der er lammede eller reagerer ukontrolleret som Rick gør det.
I får et hjerte med huller, for vi kan ikke altid rumme hinanden. Engang imellem er der nogen, der falder udenfor. Det gælder i vores samfund. Det gælder også nogle gange dem, der skulle være vores nærmeste og fortrolige.
Men hjertet I får er også hullet, som et symbol på dem, der mangler i vores hjerte. Nogle af Jer går denne jul i møde med sorg og savn, fordi der er en eller flere tomme pladser omkring bordet. Nogle af Jer går julen i møde med et knust hjerte eller et brudt hjerte eller måske et halvt hjerte, fordi I savner en at give jeres kærlighed til.
Men sølvtrådehjertet skal ikke minde os om vores ufuldkommenhed eller det vi savner. Hjertet skal minde os om den Gud, hvis hjerte er mere end rigeligt stort til at rumme dig og mig med alt det du nu kan og alt, hvad du har at glæde sig over, og alt det dit er fuldt af – men også med alt det, du savner i dit hjerte.
 
”Far, hvem er det egentlig, der banker mig hjerte?” – sådan spurgte et barn engang. Det blev til en salme om at Gud er den, der banker vort hjerte og får det til at slå.
Det er jul. Gud har givet dig sit hjerte og han banker det for os hvert eneste dag, ja, hvert eneste hjerteslag. Det er jul. Mærk engang, hvordan Gud banker dit hjerte.
Det er jul. Hank op i dit bankende hjerte. Og vid, at fra nu af er du aldrig mere helt hjerteløs. For du er i Guds hjerte. I dag, juleaften, i morgen og alle dage indtil evig tid.
 
Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
 

Er én Jesus i lommen bedre end ti i krybben?
- Artikel i Fredericia Dagblad den 23. december 2013

For nylig fortalte en af medarbejderne i kirken om, hvordan hun som barn havde sunget om det lille Jesusbarn, at ”han lagdes i et krybespor”. En anden føjede til, at hun konsekvent have sunget ”og sneglen med hus, paryk og vanter” i ”Nu titte til hinanden”. Store ord i børnemund kan give sjove billeder på nethinden, men barneformuleringerne kan også åbne for nye perspektiver.

En Jesus i krybesporet – eller måske snarere i overhalingsbanen? Sikkert er det, at Jesus fra dag ét levede en omtumlet tilværelse: født i en stald, på flugt i sine første leveår og lige siden udleveret i menneskehænder og i menneskemund med alle muligheder for at blive tabt og misfortolket.

I mange hjem er julekrybben blevet en fast del af julepynten. Og som den mindste af alle figurerne lever Jesus også her en noget udsat tilværelse.

En præstekollegas børn havde hver især en julekrybbe på deres værelse. Figurerne var lavet af porcelæn. På et tidspunkt fik den fem-årige revet krybben på gulvet og kom grædende ud i køkkenet: "Åh mor, se Jesus er gået i to stykker og også noget af alt det andet kryb".

Vores tvillingepiger var endnu små – og nu er mor sikkert igen piinlig ved at bringe eksemplet her ud i offentligheden. Hver eftermiddag sad vi i mørkningen og tændte et lille stearinlys foran Jesus i stalden og sang et par vers af ”Et barn er født i Betlehem”. Helt rituelt var det, at de på skift skulle puste henholdsvis tændstikken og lyset. De havde styr på hvis tur det var. Indtil den dag, hvor den ene mistede tålmodigheden og snuppede Jesus ud af krybben og stak ham ind i lyset – for så at puste på svøbelsesbarnet. Så nu har vi en lettere sodet Jesus, der hvert år minder os om, hvor let det er at blive brændt af, når man falder i menneskehænder.

Drama var der også det år, da den lokale landsbyskole havde fået foræret en julekrybbe af en spansk klasse, der havde været på udvekslingsbesøg. I løbet af december var der vokset et helt tableau op rundt om krybben: Dyr og landskab, huse og masser af figurer. En gang imellem var der en, der forsøgte at smugle en supermand eller dinosaur ind i set-uppet, men det blev hurtigt diskvalificeret af andre elever: Det skulle være ordentligt det her! Den formiddag, hvor jeg var på vej til årets rituelle kop decembersorte kaffe med hjemmebag hos skoleinspektøren, blev jeg overfaldet af en hærskare af skolens yngste elever: ” Eva, der er sket noget forfærdeligt. Jesus er blevet væk. Hvordan kan det blive jul uden Jesus?” Det lød fromt. Men det her var ikke fromt. Det her var dødsens alvor. Jesus lå ikke i krybben. Jeg tænker, der var forhørsscener i de fleste klasselokaler. Men Jesus var og blev væk. En morgen lå han der pludselig igen. Ingen vidste, hvor han var kommet fra. Mon ikke en enkelt lille skolelev alligevel havde fået kolde fødder eller hænder – og havde fundet Jesus i jakkelommen og lagt ham tilbage i krybben? Sådan kan juleglæden komme snigende, også til os, uden at vi ved hvordan.

I år var krybbespillet i Christianskirken lige ved at slutte, inden det overhovedet kom i gang. Her var det ikke Jesus, der var væk. Der var faktisk en nyfødt tvilling, hvis forælder godt ville gå med til at barnet agerede Jesus, hvis hun altså blev færdig med sin middagssøvn. Josef havde også meldt sig. Men da jeg spurgte om nogen kunne tænke sig at være Maria – og i samme sætning fik sagt – ”og være kæreste med Josef her” – røg alle de forventningsfulde pigehænder ned igen. Ikke om jeg kunne få nogen til at byde ind. Jeg var lige ved at udnævne en tilstedeværende byrådspolitiker til at blive Maria. Han havde på forhånd sagt, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg manglede en af de vise mænd. Heldigvis meldte den yndigste Maria sig, hårdt presset ved tanken om, at hvis ikke Jesus blev født, måtte vi aflyse resten af eftermiddagen, inklusiv julemanden og godteposerne. Heldigvis blev Jesus født igen sidste lørdag i Christianskirken.

Jeg burde have husket det. Der er ikke megen prestige i at være Maria. ”Altså, præst”, sagde en 5-årig i et af mine første præsteår. ”Sidste år var jeg Maria. Men dét gider jeg bare ikke igen. Jeg vil meget hellere være et får og ligge stille med pels på”.

I hele denne december har der ligget en Jesusfigur i min præstekjolelomme. Han ligger helt stille, i godt selskab med lommeuld, et lommetørklæde og en enkelt gajol. Hvis jeg nu i alt det andet juletummel skulle glemme, hvad jul egentlig handler om, så kan jeg lige stikke hånden i lommen – og så bliver jul igen meget håndgribeligt.

Første lørdag i advent sad sammen med min ene lille niece og nevø. Vi havde talt om julegaveønsker og hvem man skulle være sammen med juleaften og hvad man kunne tænke sig at spise – hvorefter jeg spørger: ”Hvad er så det bedste ved julen?” De blev de stille, de to 5-6-årige. Mere stille end de havde været længe. Så mærkede jeg en lille, fedtet barnehånd gribe min og så kom det: ”Det bedste er bare at det blev jul”.

Det blev jul for første gang dér i en stald for godt 2000 år siden. Lige siden er det blevet jul. Hvad enten vi blev klar eller ej. Hvad enten det er glæden eller gaverne eller julesorgen, der fylder mest for os denne jul. Det blev jul. Det bliver jul. Det er det, vi fejrer igen.
Glædelig jul.

 

 

fredag den 13. december 2013

Blog premiere

Kære læser!

Her er min prædikenblog.
Her er blot ingen prædikener.
Endnu.

Mon ikke juleaftensprædiken bliver premiere-prædikenen?
Mon ikke også layoutet med tiden bliver lidt kækkere?

Og måske vender du også tilbage og læser med?
Det er du velkommen til.

Foreløbig: Tak, at du var med til premieren!

Gode hilsner Eva