Prædiken juleaften

Nu er det jul. Vi mødes her i kirken igen. Der er en stol til Jer alle sammen. Ellers rykker vi lidt sammen. For det er jul også: At rykke sammen, så der bliver plads til alle. I aften rykker vi sammen i familierne. Og de af Jer, som mangler eller savner en – eller flere - omkring bordet og juletræet, rykker sammen på en særlig måde.

I dag rykker vi sammen for at fejre Jesu fødsel. Vi lader os bære med af stemningen. DR’s julekalender ”Tidsrejsen” bliver vores egen tidsrejse, for på en juleaften behøver vi ikke rejse tilbage i tiden, vi er tilbage i tiden og husker tydeligt, dengang det var os, der var børn, der næsten ikke kunne vente.

Nu er det jul. Vi har hørt juleevangeliet igen. Det lyder så idyllisk – alt det med stalden og dyrene, med hyrderne og fårene og engle, - ordene luller os med i deres velkendthed, så vi næsten kan glemme, hvorfor Jesus blev født i en stald. Hvorfor Jesus begynder sit liv med at være hjemløs.

Det var jo, fordi der ikke var plads til dem i herberget. Dér var der ikke nogen, der rykkede sammen. Hvilket hjerte har man, hvis man lukker døren i for en højgravid kvinde med veer? Jeg mener: Var der virkelig ikke plads?

Tankevækkende, når ordet herberg – ligesom ordet hospice i øvrigt – betyder velkommen. Jesus var fra begyndelsen af sit liv ikke velkommen. Man kunne stille spørgsmålet, om det i grunden har ændret sig så meget siden?

Engang skulle nogle børn opføre et krybbespil. De var der alle sammen: Maria havde pude på maven, Josef, hyrderne, de vise mænd og englebørn med kradsende lametta om panden. Alt var indstuderet. En dreng havde fået opgaven at være den afvisende krovært. Kroværten havde to replikker. Han skulle slå ud med armene og sige til Josef og Maria: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”.

Det gik efter drejebogen. Josef og Maria banker på. Drengen, der spiller krovært, er helt inde i rollen og får vredt afleveret sin replikker: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”. Josef og Maria vender sig, som planlagt, for at gå videre.
Men kroværten bliver stående på scenen. Alle kigger på ham. For nu kan alle se det: Han kæmper med tårerne. Og med ét råber han: ”Vent. Kom tilbage – og tag Maria med – I må gerne få mit værelse”.
Dén jul kom Jesus ind i varmen.

Denne sommer besøgte jeg Domkirken i Linköping. Der så jeg et alterbillede, der forestiller julenat. Det særlige ved billedet er, at det er set inde fra stalden. Det er os, der er i stalden, inde i varmen. Os, der kigger ud. Og derude på marken er Josef og Maria og det nyfødte Jesusbarn. Uden tag over hovedet. Hjemløse. Og der er ingen, der råber: ”Kom. I må gerne få mit værelse”.

Hjemløs. Vi er næppe mange her i kirken, der kender til hjemløsheden på egen krop. Ikke mange her kender gadens hårde og nådesløse liv, hvor man kan dø ved højlys dag på en befærdet metrostation.

Ind i mellem er det som om selve julens glæde og julefreden og medmenneskeligheden er blevet hjemløs i denne verden.

Hvis vi definerer næstekærlighed som at være rummelig og rykke sammen og at kunne give plads til hinanden, så er vi på mange måder ikke kommet længere end til herbergerne i Betlehem.

Hvor tit er vi ikke kroværter, der smækker døren i foran vores medmenneske med et: ”Dig har jeg ikke plads til i mit verdensbillede”? Og vi har vist prøvet at stå på begge sider af døren: Vi har både smækket og været dem, døren blev smækket i for.

Så selvom vi ikke har boet på gaden, så kender vi godt til hjemløshed i overført betydning. Hjemløshed forstået som det, at det kan være svært at blive rigtig glad og lade glæden flytte helt ind i hjertet.

Hjemløshed forstået som fornemmelsen af at være flyttet og ikke føle sig hjemme i ens nye lejlighed eller hus.
Vi kender til fornemmelsen af ikke at føle os hjemme i os selv. Når vi f.eks. har så meget at lave, at vi næsten ikke kan mærke os selv.
Eller kender til ikke at føle sig hjemme i egen krop, fordi man har været syg og har været i mange behandlinger.
Vi kender til, at kærlighed kan være hjemløs, fordi den vort hjerte var knyttet til, er død. Eller den, vi holdt af, fandt en ny kærlighed.
Jeg tænker, vi kender til ensomheden ved at stå udenfor og ikke at vide hvilke døre, vi kan banke på og om der vil blive lukket op for os.
Det er såmænd ikke så fjernt for os at være derude på Herrens mark.

Julenattens evangelium er, at Jesus forlod sin himmel for at være hjemme her hos os. Og det er kristendommens ubegribelige påstand, at han, der blev født som hjemløs julenat, ham, der ikke havde noget som helst, han kunne kalde sit eget. Han gav alt. Til sidst gav han os sig selv. Derfor kalder vi Jesus for vores Frelser.

Aksel:        Undskyld, jeg afbryder

(rejser sig og går hen i nærheden af prædikestolen med barnevognen)

 Eva:           Ja…

 Aksel:        Jeg ved godt, hvad det er stå udenfor.

Jeg kender til, at folk melder ”hus forbi”, når de møder mig.
Så det er rart at komme herind, hvor der er højt til loftet.
Og jeg har noget her i min vogn, som jeg gerne vil give dig i julegave, præst.  (rækker Eva en pose)

Eva: Tak. En plasticpose??

Ja, det er ikke så poser, vi hver især har slæbt hjem de sidste dage og uger. Poser, fyldt med mad, med lækkerier og med gaver. Alt det, vi hver især synes skal til for at gøre en god juleaften.

 Aksel: Prøv lige at kigge på posen.

 

Eva:     Jamen, det er jo et helt krybbebillede med Josef og Maria og Jesusbarnet. Med får og kameler og vise mænd og engle og stjerner. Men hov - der er ingen stald! 

Aksel:        Nej, selvfølgelig er der ikke en stald. Det er jo en hjemløs julepose. Det er ligesom den altertavle, du fortalte om før, hvor Jesus var ude i det fri – og alle andre var inde i varmen. Prøv at kigge i posen

Eva:           Den er jo tom!

Den er der ikke blevet slæbt ret meget hjem i.
                  (tænker…) Og sådan kan denne jule-bærepose minde os om noget andet. At jul ikke kun handler om – om vi nu også har husket det hele og fået slæbt alt hjem.
Posen er tom, fordi julens indhold, det kan vi hverken skabe eller slæbe hjem eller pakke ind. Julens indhold – det har Gud givet os. Det er barnet i krybben. Det er et håb. Et helt urimeligt håb om fred på jorden. Og det er glæde. En grundlæggende glæde ved at være til, som Gud ikke ville holde for sig selv, men som skulle være for hele folket. For alle mennesker.
Det er det, Gud har lagt ind i alles liv i alles historie, i alles pose. (vis pose)

Aksel:        Nu siger du lige ”alles pose”…

Jeg havde ikke kun tænkt, at det var dig, der skulle have noget med hjem herfra i dag. Jeg har en pose til alle. I hvert fald en pose til hver husstand eller familie.

Eva:           Sikke en julegave. Kan vi ikke aftale, at du og jeg står ved hver vores dør og giver hele folket en pose med hjem efter gudstjenesten?

Aksel… God ide. Så kører jeg ned og gør klar.

Eva:     Men inden du kører… må jeg så ikke lige spørge dig om noget? Har du et sted at holde jul? For ellers må du gerne komme med hjem til os. 

Aksel:        Tak for tilbuddet. Men jeg er heldigvis kun hjemløs den times tid, gudstjenesten her varer. Om lidt er jeg sammen med min egen familie. Så nu vil jeg ønske Jer alle en glædelig jul.

 Eva:     Jeg håber, I vil tage imod poserne, så I bogstaveligt talt bærer julen med Jer hjem.

For julens glædelige budskab skal ikke blive her. Kristendom er ikke at vi – som på alterbilledet fra Linköping - bliver siddende herinde i kirkens eller staldens varme og kigger ud på den kolde verden. Kristendommen skal bæres ud i verden. Også når verden synes kold og gudsforladt.

Vi skal hver især bære glæden og håbet og freden fra Betlehem ud i verden. For kun sådan kan det blive for hele folket.
Vi skal bære det ud i verden, så ord som medmenneskelighed og værdighed ikke skal blive et fremmedord. Og vi skal ikke bare bære ordene. Vi skal være ordene. Være dem, der rykker sammen. Vi skal være rummelige.

Det lyder unægtelig mere som en opgave end som en julegave. Men netop derfor er det en bærepose, I har fået. For det er hvad evangeliets glæde også er: At du ikke skal bære det hele, men at du selv er båret.
Det er hvad tro er: At dit liv er som poser, og at Gud har godt fat i hanken. Og det er hvad håb er, at Gud, også i morgen vil fylde dit og mit liv med indhold.

Det er jul. Denne nat forlader Gud sin himmel – og lader sig føde i skikkelse af et lille barn. Han gør sig hjemløs for at være hjemme hos hver af en af os.
Og da barnet blev voksent, gik han ud på gader og stræder. Han gik ud for at være hos dem med de fyldte poser og de liv, der er fyldt med lykke. Men han gik også ud for at være sammen med posedamer og hjemløse – og alle os, der er på Herrens mark.

Det er jul. Gud har lukket os ind. Ja, selve himlens herberg har Gud lukket op for os og budt os velkommen indenfor i.
Jul er at tro, at Gud altid har plads til os. Og at han – uanset hvor mange døre du end måtte have smækket bag dig siger: Kom tilbage. Du må gerne få et værelse hos mig. På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.