Længe siden sidst... Her er prædikenen til 1. søndag i advent

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.

 Glædelig første søndag i advent. Ordet advent er en forkortelse af det latinske Adventus Domini. Det betyder ”Herrens komme. Så adventstid er en tid, hvor vi er spændt ud mellem venten – og komme. Mellem forventning og opfyldelse.  

Med første søndag i Advent skyder vi den store ventemåned i gang.

Ind i mellem får jeg det, som om adventstiden overført talt aldrig holder op. Som om det er blevet en livstilstand for mennesker at vente. Aldrig så snart er en ting blev ind-ventet, før den næste lader vente på sig. Ventetiden har taget førergreb, også på sproget. Hvem kender ikke ord som ventetøj, venterum og ventelister, der som bekendt er noget ganske andet end ønskelister? Aldrig så snart er det ventede kommet, før vi begynder at vente på det næste.

For børnene går ventetiden med at åbne julekalendere, med at tænde kalenderlys i skole og hjem og med at følge med i flere eller færre TV-julekalendere. For mange af dem kan det knibe at vente på at det hele skal kulminere juleaften.

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer!
Min Far hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lommer.

Sådan begynder Peters jul. Jeg genlæste første del af Peters jul i går. Rørende er det, hvordan den lille Peter glæder sig, hvordan han iagttagende og tålmodigt ventende er med i alle forberedelserne, før julen kan komme.

Peter kunne have sunget med på alle de salmer, vi har sunget her inden prædikenen. For de handlede alle om at vente på det, der skal komme. På ham, der skal komme. Peter kender til at længes og til at vente. Og til at være 100% til stede, når julen endelig kommer.

Jeg tror ikke, Johan Krohn havde kunnet skrive samme tekst til en Peters jul år 2014. Måske havde det snarere lydt:  
Jeg glæder mig i denne tid,
at sneen ikke daler ren og hvid
– for så skal jeg ikke skovle.
For jeg skal købe julemad og fælde træ og tag et bad -
og snart, så er det nytår.  

Jeg knap min gave åbnet har,
før hver butik er udsalgsklar.
Jeg sparer ved at vente.
Og vis a vis med julegris, er pyntet op med faste-ris
og snart, så er det påske.

Digteren til Peters jul anno 2014 ville ikke behøve lede efter ord, der kunne rime på ”vente” eller ”tålmodighed” for ventedelen af adventstiden er vi ikke ret gode til. Måske er vi heller ikke ret gode til at forvente os noget?

Jeg er sikker på, at Peter aldrig kunne finde på at åbne alle 24 låger i sin chokoladejulekalender og spise dem. Men for mange børn i vore dage bliver ventetiden lig med selve opfyldelsen, så når juleaften endelig oprinder, kan det være som at åbne den største låge, bare for at opdage, at det stykke chokolade allerede er spist.

 Vi andre… Ja, ganske vist langtidshæver vi brødet og langtidsplanlægger – men det er kun en del af, at vi meget ofte er på vej til det næste. Og mon ikke også der sidder en enkelt her, der har haft tankerne i søndagsfrokosten – eller hvad der skal ske senere i dag – eller i morgen – eller….

Hellere end at vente på, vil vi gerne komme til noget. Vi venter ikke på at det kommer til os. Vi er selv i en hvileløs bevægelse på vej. Hele tiden på vej mod det, der kommer.
Jeg siger ikke, at vi moderne mennesker ikke kender til tålmodighed. Jeg tror såmænd, at vi på hver vores områder kan være meget tålmodige. Men vi tager ikke længere ventetid som et livsvilkår.
Vi vil have børn på det tidspunkt, det passer os. Vi vil quick-kasser og færdigmad. I stedet for homo sapiens, det tænkende menneske, er vi blevet homo zappiens. Vi zapper videre, når utålmodigheden griber os …
Ulempen ved at have svært ved at vente på det, der skal komme, er selvsagt, at vi sjældent er lige her og lige nu – men at vi meget ofte er på vej til det næste. Vi er ikke nærværende – men fjernværende.

En ung mand står og venter på sin elskede. Han er en utålmodig sjæl, der forstår sig dårligt på at vente, så han nyder ikke solskinnet, foråret og blomsterne. Irriteret, men også en smule bekymret, sætter han sig i skyggen af et stort træ og venter.

Tiden trækker ud. Sådan er det med tiden, når man venter, den trækker i langdrag. Men tiden kan også trække sig sammen, så den næsten ingenting fylder. Når arbejde går som en leg, er tiden forbi, inden man får set sig om. En time er en time, men ikke når man har travlt eller venter.
Pludselig står der en lille trold ved siden af manden. Trolden forærer manden en trylleknap. Hvis han synes tiden går for langsomt, skal han blot dreje knappen lidt til højre, så kan han springe ventetiden over og lande lige der, hvor han ønsker at være.
Den unge mand afprøver straks knappen og med ét står hans elskede ved siden af ham og det er meget fint. Hvorfor ikke springe frem til brylluppet, tænker manden og drejer knappen endnu en gang. Eller gid vi allerede var gift og gid vi allerede var flyttet ind i vores hus, som allerede var betalt og gid vores børn var så store, at de ikke mere var til besvær, og gid min vinmark var moden og klar til høst.
Han ønsker det alt sammen og drejer trylleknappen en tak til og én til…
Pludselig er han en gammel mand, der ligger på sit dødsleje. Livet har passeret ham, uden han har opdaget det. Han ser tilbage på sit liv og erkender med ét, hvor dårligt han har forvaltet sin tid.
Manden skylder sig at dreje trylleknappen i modsat retning. Pludselig ligger han igen i skyggen under træet og venter på sin elskede, som i samme øjeblik står foran ham i solskinnet og smiler. ”Har du ventet længe?” spørger hun. ”Næh”, siger han. ”Jeg er lige kommet”

”Vist skal du hente kun ved at vente” - sådan sang vi lige før. Men hvad er det, vi ”henter”, når vi venter?

Ja, det fuldbårne barn – det tager stadig i omegnen af 9 måneder. Men ventetiden kan også være modningstid. Erkendelser kan være længe undervejs. Eller mod.

Eller den grove vittighed - om at vente.

Maren på 96 og Karl på 99 var på statsamtet. Nu ville de skilles. Damen ved skranken synes det var en noget høj alder at blive skilt. Nej, nu skulle det være. De ville bare lige vente til alle børnene var døde.

Vi ved, at der er ting, der er værd at vente på. Der er også mange fortællinger i Bibelen, der handler om at vente. Om ting eller personer, der er undervejs. Israelitterne var 40 år undervejs i ørkenen, Jesus ventede til han var ca. 37 år gammel, før han trådte offentligt frem som Guds søn – Gudsriget er undervejs… Men hvad skulle selve ventetiden gøre godt for?  
Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne regne med, at ventetid altid var en modningstid. At hvis vi bare kunne vente tålmodigt nok… Alt godt kommer til den, der venter, siger vi. Men passer det?

Adventstid er ventetid. Men det er frem for alt kommetid. Tid til at lade ting komme til os. Det er det, vi hører denne 1. søndag i advent. Det handler ikke om at vente på den 24. december endnu en gang. For Jesus er kommet. Så vi kan gå med ham ind og igennem adventstiden.

For en del år siden havde jeg flere samtaler med en jødisk kvinde. På vej ud af døren efter en længere samtale, slog hun lid topgivende ud med hænderne: ”Jeg forstår det altså ikke helt, det der med Jesus”, sagde hun flere gange. ”Vi jøder tror jo også på Jesus”.

Og jeg slog også mentalt og lidt opgivende ud med armene. Synes ikke jeg kunne forklare det bedre end jeg allerede havde bestræbt mig på. Og så sagde jeg: ”Ja, men de kristne tror på, at Jesus er kommet”.
Og så lød det med overraskelse – men også med stor fryd – fra min jødiske samtalepartner: ”er han kommet?” Og hun gik smilende hjem. Stadig jøde, men hendes ventetid var forbi: ”Jesus var kommet til verden”. 

Det er muligt, vi venter på noget helt andet. Men det er Herren, der kommer forbi i dag. Jesus kommer til os - og Han kommer ikke bare forbi. Han vil gerne indenfor.

Ikke, at der går skår af Ham, hvis du ikke lukker op. Næ. Men der går skår af dig. Du går glip af at få dit eget liv foræret som en gave.
Han kommer for at sætte os fri. Os og vores rastløse væren på vej videre sætter han fri til at leve i det nu, der er nu.
Måske synes du, at det er svært at vente sig noget godt med alt det onde eller svære, der hidtil er sket. Så må du igen høre, at Guds nåde er ny over dig hver morgen, og at livet – ikke bare adventstiden - også er forventning og håb.

Han er kommet. Ridende på et æsel, langsomt, når æslet vil. Men han er kommet.
Vi er nogle, der utålmodigt kunne ønske, at han kom igen. At Gudsriget kom og satte sig igennem i verden, så ingen kunne være i tvivl om det.
Men måske er vore utålmodigheden som en trylleknap, der spærrer for vores udsyn og vores tro, så vi ikke opdager, at han er kommet. Også til os.

Han er kommet. Som den elskede, man har ventet utålmodigt på. Han er kommet, ventetiden er forbi. Han er kommet – og du opdagede det måske slet ikke. Han er kommet – du behøver ikke gå ham i møde. Han er kommet. Luk du selv op for ham. Gør døren høj – gør porten vid.

John Lennon sagde engang: Livet er det, der kommer til dig, mens du har travlt med en masse andet. Så lad livet komme til dig. Hvert lys, du tænder på adventskransen, er ikke en trussel om det, du ikke når.

Nej, det er et løfte om en højtid, der nærmer sig. Om en forventning, Gud har opfyldt for dig.
Godt nyt år. Godt nyt kirkeår.

Lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn: Lad os bede:

Jesus Kristus.

Du er den, som var og som er og som kommer og som er kommet.

Du kommer ind i vores liv,
og når du er her, ser det anderledes ud:

mørke og mismod spredes og håb og lys vokse frem, et for et.

Vi længes efter din kærlighed, og vi frygter for den,
for den forstyrrer vore indgroede cirkler og mønstre.

Gør os åbne for det, du vil, og det, du giver.
Gør os frie af alt det, som trænger sig ind på os
og vil fylde os med tomhed og uro.

Lær os at lytte og være stille,
lær os at vente, at løfte vore hoveder med håb
og høre dine ord som ord talt til hver enkelt af os.

Herre, vi beder dig for alle, der har glemt at håbe,
for alle, der føler sig fangne i livet.

Vi beder dig for alle ensomme, alle syge og fattige
enten det er på legeme eller sjæl.

For alle, der er urolige og længes efter fred.

Herre, vi beder dig for dem, der skal styre:

for folketing, regering og dronning.
Giv dem styrke og visdom til at træffe de rette valg.
Vi beder dig for din kirke, for os som her og nu er din kirke. Vi beder for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.
        Giv os nåde til at være lys i mørket, så vi vover at bære lys ud i verden og ikke være dem, der slukker lyset i hinandens øjne.

        Og lad os, Herre, lad os mærke adventstidens glæde og forventning komme, også til os hver især. Amen.