2. juledag - prædiken om Kristtjørnen

2. juledag, den 26. december 2014
Christianskirken kl. 10
Salmer: 122 – 123 – 117 --- 129 – 440 – 96,v. 5-6 - 118
Optagelse til DR, radiotransmission
Organist Hedvig Dobias er medspiller under prædikenen

Prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til 2. juledag skriver evangelisten Matthæus:

Det skete en decemberdag, mens jeg stadig var præst på landet i Sønderjylland. Jeg hørte det frosne grus på gårdspladsen knase under en firehjulstrækker. Motoren standsede og et øjeblik efter ringede det på præstegårdens dør. Udenfor stod en af sognets landmænd. I hænderne havde han den største buket kristtjørn, jeg til dato har set.
”Det er snart jul”, sagde han ”hjemme på gården bliver det ikke jul, før der er pyntet med Kristtjørn. Nu vil vi gerne række traditionen videre. Glædelig jul til Jer i præstegården”.

Det er på kort formel, hvad jul stadig er for mig: At række en glæde videre. For mig blev det en adventstradition at vente på, at min landmand skulle komme med en uhåndterlig stor buket kristtjørn. Når jeg hørte firehjulstrækkeren i gruset, så vidste jeg, at det blev jul – også det år.

For også for mig er kristtjørnen blevet julens blomst. Dens ufremkommelighed minder mig om, hvor svært det kan være at nå frem til jul. De mange gøremål. Den sårlige samvittighed over det, man ikke nåede. Dens stikkende blade minder mig om håbet om, at det også må blive jul for den, hvor livet gør ondt. Mest minder kristtjørnen mig om os mennesker. Om hvordan vi indimellem har tidslens gemyt. Om, hvordan vi, som kristtjørnen, vokser langsomt i modgang og i det, der er svært.

I dag har jeg taget en kristtjørnbuket med til gudstjeneste. Den står her på prædikestolen. For på en 2. juledag stikker både grenene og ordene. Alligevel forkyndes her om det håb, der er evigt, uvisneligt som de stedsegrønne stikkende blade.

2. juledag. Endnu toner englenes sang og håbet om fred til mennesker, der har Guds velbehag, i baghovedet, når vi kommer til kirke eller lukker op for radioen. Men i dag er englesangen forstummet. Himlen synes lukket. Blodet flyder.
Mord og vold og korsfæstelse og forfølgelser… Man skulle tro, at det var overskrifter fra nyhederne. Men det er Jesu forudsigelse af, hvordan det vil gå verden, hvor hans ord bliver forkyndt. Alt dette skal komme over denne slægt. Og ikke bare slægten på Jesu tid, men over alle slægter siden. Jesus var den første, Stefanus blot den anden i den tilsyneladende uendelige række af uskyldige, der har måttet lade livet for deres tros skyld.

Hedvig introducerer ”Maria gennem torne” på orgelet

Kristtjørnen. Naturligvis var kristtjørnen der var fra skabelsens dage, da også den blev kaldt frem ved Guds mægtige ord. Ganske vist hed den ikke kristtjørn dengang. Hvad dens oprindelige navn var, er gået i glemmebogen. Måske hed den blot: Tjørnen med de stikkende grønne blade.

Hedvig: Et par takters improvisation over Gade. ”I østen stiger solen op” -

”Jorden skal grønnes”, havde Gud sagt. Det var sket. Jorden havde frembragt grønt, alle planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Sådan gik den 3. skabelsesdag. Jorden blev grøn. Og Gud havde set, at det var godt.

Hedvig intro ”Maria gennem torne går”

Tjørnen med de stikkende grønne blade havde nok følt, at den havde levet op til ordene. For grøn, det var den. Alligevel følte den sig så underlig unyttig. ”Hvilket formål tjener det, at jeg har fået stikkende blade? Er jeg måske en kaktus?”, sagde den til sig selv på sine dårligste dage. ”Hvem vil nogensinde tage på mig med varsomme hænder og plukke af mine grene og nyde synet af mig?”
Måske hang den også med grenene, fordi Gud Herren havde sagt, at tjørnen ikke skulle tjene til føde for nogen, for den hørte til blandt de giftige planter. ”Hvem vil da også have lyst til at sætte tænderne i en tjørn med stikkende grønne blade?”, spurgte den sig selv.

Tjørnen med de stikkende grønne blade følte sig i mange århundreder som den ensomste af alle de grønne planter, Gud Herren havde kaldt frem.  ”Hvorfor er jeg blevet skabt?”, kunne den spørge sig selv. ”Var det ikke bedre, at jeg visnede hen?”
Men tjørnen med de stikkende grønne blade var ikke sådan at få til at visne. Tværtimod groede den umanerligt godt, om end langsomt, både i den nordlige og sydlige del af den verden, Gud Herren havde skabt. 

Hedvig igen Gade: ”I østen stiger”

Så en mørk vinternat skete der et under. Et guddommeligt under. Og fordi det er et under, så ved ingen rigtigt hvordan det skete. Men julemorgen, da solen kastede sine første stråler over den lille by Betlehem og langsomt vækkede folk og fæ, ja, selv det lille nyfødte drengebarn i stalden stak i et vræl, da opdagede tjørnen med de stikkende grønne blade, at den bar. Røde bær piblede frem på dens grene. Tjørnen med de stikkende grønne blade så ned ad sig selv og syntes i grunden at de røde bær stod meget godt til alt det grønne. I al sin glæde og forundring glemte den næsten, at dens blade stadig stak.
Fordi planter ofte er lige så langsomme som mennesker til at vænne sig til forandringer, så blev man ved med at kalde den for ”tjørnen med de stikkende grønne blade”. Inden tjørnen havde fået set sig om, var der gået endda nogle år.

Og så en dag kom der alligevel nogen og plukkede tjørnen med de stikkende grønne blade. Ikke at hænderne var varsomme. Det var de ikke. Slet ikke. Det var grove romerske soldaterhænder. De hev og sled i tjørnens grene. Flere grene hev de brutalt af og smed til side. Men de længste af dem tog de og flettede sammen til en krans. Og de tog kransen og pressede den hårdt ned over ansigtet på et menneske. Så lo de og råbte: ”Hil dig, jødekonge”.
Hedvig en takt: ”Hil dig, frelser og forsoner”

Havde tjørnen med de grønne stikkende blade i al sin lykke over de røde bær glemt, at dens blade stadig stak, så fik den en brat opvågnen denne fredag. For bladene rev i menneskets pande og de røde bærs farve blev farvet endnu rødere. Blodrøde blev de. Det var på den dag, Krist-tjørnen fik sit navn.

Det blev ikke sidste gang kristtjørnens bær blev rødere. Kun et par år senere udenfor Jerusalems byporte, skete det igen. For mens stenene haglede ned over Stefanus, trillede nogen af de blodplettede sten ud over bjergskråningen og ramte kristtjørnen, som havde stået der siden hin langfredag og græmmet sig over, at dens bestemmelse åbenbart var at mennesker skulle stikke sig på den og dø af at komme den nær. Ligesom det var sket for Kristus.

Kristtjørnen troede fuldt og fast på, at det var dens skyld, at Jesus var død. At han måtte have stukket sig på dens giftige blade, da de pressede tornekronen ned over hans ansigt. Hvorfor skulle dette uskyldige menneske ellers dø? Det kunne kristtjørnen ikke se nogen mening med. ”Nej”, tænkte kristtjørnen. ”Mig er der ingen, der kan holde af”.
Hver gang mennesker i århundredernes løb led døden, fordi de bekendte deres tro på Kristus, da rødmede kristtjørnens bær af skam og af skyldfølelse og af sorg.

Hver gang mennesker siden nærmede sig Kristtjørnen fik den for vane at stritte endnu mere med sine stikkende blade. Det fik de fleste til at holde sig væk. En dag mærkede Kristtjørnen varmen fra hænder, der nærmede sig den. Vanen tro vrissede den: ”Pas på, jeg stikker” – og tilføjede: ”Jeg er også giftig. Hold dig væk – hvis du har dit liv kært”.

Da lød den blideste og dog mest indtrængende stemme. Det lød som en fjern stemme. Århundreder fjern. Årtusinder. Og dog var den ganske nær. Den kom fra hjertet og talte til hjertet. Kristtjørnens grene stivnede. Den genkendte stemmen. Det var Gud Herren selv, der talte til den, som på skabelsens morgen.
”Du, min grønne kristtjørn med de smukke røde bær”. ”Jeg syntes, de var smukke, bærrene, og jeg glædede mig over dem”, indvendte kristtjørnen, og tilføjede så: ”Men det er blodbær. Mennesker dør, når de kommer i nærheden af mig”. ”Vist gør de ej”, sagde Gud Herren. ”Så megen magt har du slet ikke. Og du tager fejl. Det er ikke blodbær.  Det er kærlighedsbær”. ”Kærlighedsbær?”, sagde kristtjørnen forundret. ”Men de er jo røde som blod. Og tro mig, der er flydt meget blod”.
”Jeg ved det, jeg ved det”, sukkede Gud Herren bedrøvet. ”Det var ikke det, der var meningen.
I mange år har menneskene troet, at min Søn kom med det formål at bringe ufred og blodsudgydelser. Men det var ikke sværd og ufred han ville. Men min Søn forudsagde, at sandhedens ord vil vække til modsigelse og had”.
”Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvorfor det skal være sådan, sagde kristtjørnen. ”Hvor bliver det gode af? Hvad skal vi så tro? Og hvad skal jeg stille op med mig selv?”

Gud Herren svarede: ”Når du blev skabt til at være stikkende og grøn, - og når du er det, også efter denne dag, - så er det for, at du skulle være et billede for mennesker på, at ikke engang livet med Gud, livet i tro, er ensbetydende med at have afrundede, bløde hjørner. Dit håb er, at selv når du stikker, så bærer du kærlighedsbær. Når dine bær blev allerdybest røde, så var det ikke fordi blodet flød, så var det fordi mit hjerte blødte af kærlighed”.
”Så var det jo alligevel blod”
”Nej”, sagde Gud Herren. ”Det er stadig kærlighed”.
”Kærlighed?”, spurgte kristtjørnen, lige forundret.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Fordi det er min kærlighed, der ligger bag. Den var der fra skabelsens første dag, og den kærlighed er uforandret den samme. Jeg har aldrig villet støde nogen fra mig. Nej, som hønen samler sine kyllingerne under vingerne, ville jeg samle mine børn. Men de ville ikke. De ligner dig, kristtjørn. Tidselgemytter er de. Og ind imellem forhærdede langt ind i hjertet. Jeg kalder, men I kommer ikke. Derfor er du sat i verden, kristtjørn. For du har to af verdens smukkeste farver: Den håbefulde grønne og kærlighedens røde”.
”Men jeg har også torne”, indvendte Kristtjørnen.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Og du skal stikke med dem. For ve det menneske, der ikke har stukket sig på en kristtjørn. Ve den, der ikke har stukket sig på eller studset over det, Kristus har sagt til verden, mens han var i den. Ve den, der ikke har stukket sig på livet. Ve det menneske, for det har aldrig mærket min kærlighed bløde i sig”.

orgelet tier

Der blev stille.

Kristtjørnen troede, den var alene. Hvad den ikke havde opdaget var, at mens den havde lyttet til Gud Herren, var den umærkeligt blevet flyttet. Den stod ikke længere, hvor den før stod. Da den løftede hovedet – da ser den, at den er blevet flyttet ind i Gud Herrens eget hus. Og nu er den hér. Kristtjørnen.

Når adventstiden nærmer sig, løfter jeg stadig hovedet og lytter efter en firehjulstrækker i gruset. Også selvom der ikke er grus foran vores nye hus her i Fredericia. Også selvom min landmand aldrig mere vil komme med Kristtjørn til mig. For han ligger på kirkegården i et Sønderjysk landsogn sammen med sin slægt. Og i videre forstand sammen med Stefanus – og med alle de andre døde, vi hver især har lagt i jorden. Men jeg ved, at hans gravsted også i år er pyntet med Kristtjørn.

Traditionen med at pynte med Kristtjørn som julens blomst, bærer jeg med mig. Og nu har jeg rakt den videre til dig. En buket Kristtjørn til I, der sidder her på stolene i Christianskirken – og I, der lytter med, undervejs i biler, siddende i stuer eller arbejdende i køkkener med at forberede denne dags julesamvær.

Og ja – den er uhåndterlig kristtjørnen … Den stikker. Men uanset hvor meget livets torne må rive og nage i hænderne eller i hjerterne på os, så tror jeg, at Kristus kom til jorden julenat for at plante glæde og opstandelseshåb også i os.

Et håb, der vokser langsomt og ofte i modvind, men et håb som aldrig i evighed kan visne. Det er julebudet, også på en anden juledag – og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Når vi synes livet stikker og gør ondt, når vi har svært ved at se kærlighedens aftryk i verden og i vort eget liv, da mind os om Kristtjørnen, om din søn. Sendt ind i vor verden med budskabet om fred, om håb og om evighed. Vis os at mørket må vige og at det aldrig får bugt med dit lys.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Vær med danskere i det fremmede og med de fremmede her hos os.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange. Mind os alle om, at vi altid bærer lidt af vort medmenneskes liv og lykke i vore hænder.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.
Vi beder for dem, ingen beder for.
Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed. Og hvis vi ikke kan nå, fordi vi er forbeholdne, så hjælp os med at tage et skridt fremad.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din. Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Og når vi bliver bange – bange for fremtiden, bange for at blive syge, bange for at dø, bange for at miste troen, så lad ordene fra Jeremias klinge i os, at du, Herre, er med os og at du redder os. Og lad os turde leve og dø på de ord. Amen.