Juleaften 2024

”Eva?”, spurgte en i fitnesscenteret mig for nylig.  

Det med fitnesscenteret siger jeg bevidst ret hurtigt, så I ikke bagefter skal begynde at stille nærgående spørgsmål til, hvor tit jeg er der.  

Men altså: ”Eva”, sagde hun, ”kan vi ikke bestille plads hos dig i kirken den 24.?”

Jeg tror, jeg fik svaret, at det gjorde vi under corona: Vi indførte pladsbestilling. Med det resultat, at vi aldrig før har været så få i kirke en juleaften.  

Man kan ikke bestille plads den 24. For erfaringen er, at juleaften gør vi plads. Kirkerummet har samme størrelse som alle de andre dage. Men i dag sætter vi alle de stole frem, vi har. Vi lægger tæpper frem.  

Og I, som er her: I gør plads til hinanden. Rykker sammen, bliver kun lidt sure, hvis nogen har reserveret en hel række. Og kommer der nogen, der ser ud til at have mere brug for pladsen, så afstår

vi den til vedkommende.  

Apropos det med at afgive pladsen.  

Den her læste jeg forleden:  

”Jeg prøver altid at gøre det bedste for andre.  

I dag gav jeg f.eks. min plads i bussen til en blind mand.  

Det resulterede i, at jeg mistede mit job….  

Jeg var buschaufføren”.  

Det med at give plads gælder også i hjemmene. I julen finder vi ud af det med pladsen. Vi sætter en ekstra plade i bordet. Finder et par madrasser frem til overnattende. Giver mentalt plads til de børn, der nææsten ikke kan vente og til de familiemedlemmer, der har lidt kant.  

Det er også jul: At vi giver hinanden plads.  

Josef og Maria havde ikke reserveret plads på et hotel eller et herberg dengang for 2000 år siden.  

Og da de nåede frem til Betlehem, var der ikke plads.  

Eller … hvad er det nu egentlig, der står hos evangelisten Lukas?  

De ord, vi har hørt så mange gange, at vi tror vi kender dem ind og ud.  

Der står: ”Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybe, for der var ikke plads til dem i herberget”.  

Jeg tror, jeg har læst de sætninger 1000-vis af gange. Først i år lagde jeg mærke til, at trykket i den sidste sætning måske skal lægges et helt andet sted, end jeg ellers har gjort det.  

Måske handler det ikke om, at der ikke var plads.  

Måske er meningen, at der ikke var plads til dem.  

Måske var der plads til andre?  

Måske lukkede værten på herberget andre ind, efter at Josef og Maria var gået videre.  

Men dem var der ikke plads til.  

Sætningen bør under alle omstændigheder kalde på vores undren: Ville man ikke altid give plads, hvis der pludselig stod en højgravid kvinde med presseveer?  

Hvorfor finder man ikke en plads til Josef og Maria?  

Og hvem bestemte, at der ikke var plads til dem i herberget?  

Værten? De andre gæster?  

Eller var det en del af Guds egen plan, at der ikke var plads til dem der?  

”Der var ikke plads til dem”.  

Jo flere gange jeg læser sætningen med dén betoning, des mere tror jeg, at den er rigtig.  

For den indeholder jo hele kristendommens pointe i en nøddeskal – og altså ikke kun på en juleaften. Det er den sætning, den voksne Jesus brugte hele sit liv på at modsige: Dem, der ikke ellers var en plads til i datidens samfund, dem gav Jesus en plads.  

Vi hører flere gange i Bibelen om, hvordan Jesus giver blinde synet igen, at han helbreder spedalske, ja, selv døde vækker han til live. Det læser jeg tit lige så hurtigt hen over, som jeg sagde fitnesscenter i begyndelsen.  

For det kan få os i dag til at tro, at man skal have oplevet mirakler for at kunne tro. For mig er det meget væsentligere – og meget mere nutidigt og medgørligt at se det sådan, at Jesus giver folk en plads. Han gør noget ved deres selvforståelse. Han giver dem værdighed. Og sådan kan de indgå i et fællesskab, som ikke før havde fundet plads til dem.  

Hvad betyder det for os?  

Det betyder, at når vi vil leve som kristne, når vi vil leve, så næstekærlighed ikke kun er et fint ord, men noget konkret, så skal vi ikke udrette mirakler eller redde hele verden. Tror vi det, er vi – og evangeliet dømt til at tabe på forhånd.  

Men at være kristne handler om at vi viser hinanden værdighed. Det handler om, at vi lader andre vide, at vi har set dem.  

Når vi giver et menneske et blik, et smil, eller åbner et fællesskab, så giver vi dem en plads i livet, så bliver det jul, også på en grå januardag.  

Der var ikke plads til dem.  

Måske har du også prøvet det?  

Måske har du prøvet at have været i en eller anden, ja måske mange sammenhænge, hvor du oplevede det som om der ikke var plads til dig.  

Udenpå lignede du alle de andre. I var måske også i samme livssituation. På samme intellektuelle niveau.  

Du syntes, du havde lige så meget ret til at være der som alle andre. Men det var som om du ikke lov til at være der, som den du er. Med dine tanker, holdninger eller hvad end det nu var. Kort sagt: Som det menneske, du er.  

Du følte du ikke, at der var plads til dig.  

Eller: Der blev ikke gjort plads til dig.  

Hvis du har prøvet det: at du følte dig forkert, eller at der ikke var plads til dig, så tror jeg, at du selv lige her og lige nu kan genkalde dig følelsen indeni af at være udenfor.  

Det er en ret ensom følelse. Af ikke at være god nok. Værdig nok. Betydningsfuld nok  

Hvem bestemte det?  

Hvem bestemmer, at der ikke var plads til dig – eller mig?  

Det ved jeg ikke.  

Jeg ved kun, at det er mekanismer eller mønstre, som kan være svære at bryde.  

Men jeg tror, de mønstre blev brudt julenat.  

Jeg tror, det var derfor Gud lod det blive jul. Og når vi tager julens budskab til os, så kan også vi være mønsterbrydere og være med til at bryde de mønstre igen i dag og i vore dage.  

Der var ikke plads til dem i herberget!

Men der var en anden plads.  

Der er en plads, hvor glæden bliver født – og hvor freden kan sænke sig.  

Det er juleevangeliet.  

Der var ikke plads. Men der blev plads.  

For Gud fandt en anden plads.  

En fredfyldt plads med glæde og nyt liv.  

Det er jul.  

Og Gud julegave til dig er, at det, som sker i nat, da Guds søn bliver født, det gælder også for dig: Der er plads.  

Det kan godt være, du ikke har fundet din plads endnu.  

Det kan være du er forvirret, rodløs.  

Det kan være, der er sket ting i dette år, som har vendt op og ned på din tilværelse, så du tænker: Hvad er det jeg skal med mit liv?  

Det kan også være du tænker: Hvad er det, jeg skal give plads til i mit liv?  

Hvad er det, der skal have lov til at fylde, som jeg ikke giver plads til nu?  

Evangeliet om barnets fødsel i stalden og ikke i herberget, fortæller os, at der er plads. Der er også en plads til dig og til det liv, der er dit. Måske skal det ikke foldes ud, der, hvor du troede det. Eller som du havde troet det. Måske er der noget andet, der skal have plads, end det, du lige nu giver plads.  

Vi bestiller ikke plads hos hinanden. For vi ved godt, at de rigtige venner, det er ikke der, hvor du behøver spørge, om de har tid til dig. Det er dem, der tager sig tid.  

Du kan tro, du er i de rigtige fællesskaber. Dem, der giver dig glæder.  

Men der er også andre fællesskaber.  

Nogle ville have troet, at der var klart sjovest i herberget: At maden var bedst, at vinen var dyrest, at selskabet var det mest berigende. Og de ville til hver en tid vælge det til.  

Hvem vil også frivilligt vælge en plads, et fællesskab i en stald, befolket af dyr?  

Et fællesskab, hvor der helt sikkert er blevet gumlet mere end der er blevet grublet.  

Men fællesskaber er aldrig statiske.  

Og hvad var det lige der skete der i stalden?  

Den blev befolket med engle. Med hyrder. Med de viseste mænd.  

Hvem ville ikke gerne have været i det selskab?  

Det er jul.  

Kære du, som lytter nu.  

Jeg vil ønske for dig, at du må finde din stald.  

At du må finde din plads.  

Og at du må blomstre der.  

Og at julen må blive glædelig, også for dig.  

Lad mig så til sidst fortælle en historie fra det virkelige liv.  

Den har ikke en happy ending.  

Det har livet ikke altid.  

Historien foregår ikke ved juletid. Den foregår på en konfirmationsdag, mens jeg endnu var præst i Sønderjylland. Hvis du har fået et barn konfirmeret her i kirken, har du muligvis hørt mig fortælle den før.  

Solen skinnede. Konfirmanderne strålede.  

Jeg kan ikke huske noget som helst fra selve konfirmationsgudstjenesten, jeg holdt.  

Jeg kan heller ikke huske, hvad hun hed. Konfirmanden.  

Jeg kan bare huske, at hun var præcist lige så fin som alle de andre.  

Lige så spændt.  

Da hun og alle de andre konfirmander efter gudstjenesten gik fra kirkerummet og ud igennem det smalle våbenhus, da kiggede de alle sammen mod deres poser. I våbenhuset havde hver konfirmand nemlig sin egen hvide papirspose med navn på. I den pose kunne der lægges små gaver, telegrammer og roser.  

Det var tydeligt, at der var forskel på poserne. Det var tydeligt at se, hvem der var inde i varmen og hvem der ikke var. Nogle poser bugnede af røde roser, der stak ovenud. Andre havde færre.  

Og så var der én pose, hvor der ikke var én eneste rose, der stak ovenud.  

Jeg tror aldrig, jeg har set et håbefuldt blik slukkes hurtigere hos en konfirmand.  

Nu havde jeg i 9 måneders undervisning og på utallige søndage prædiket, at for Gud er ethvert menneske lige meget menneske. For Gud er alle lige. Hos Gud er der plads til alle.  

Og så blev det hele smadret på vej ud gennem våbenhuset.  

Jeg ved ikke, hvem der havde ”bestemt”, at hun ikke var en del af fællesskabet.  

Men jeg ved, at jeg græd lidt indvendigt, for jeg vidste, at jeg kunne have været hende.  

Det sædvanlige virvar af kram og fotografering og al den glæde, der skal være for hele folket sådan en dag, fulgte.  

Da alle andre var gået, stod konfirmanden her alene tilbage. Sådan som hun havde gjort så mange gange før.  

Pludselig kommer der en anden konfirmandpige løbende tilbage. I hånden har hun en rød rose.  

Den giver hun til pigen med ordene: ”Årh… jeg havde lige én tilbage. Den må du få”. Og væk var hun.  

Jeg så på pigen.  

Jeg så på rosen.  

Den var knækket.  

Nej. Historien her har ikke en happy ending.  

Men du kan være med til at bestemme, om den skal have a happy beginning.  

Lige siden har jeg til alle aftner for kommende konfirmandforældre sagt, at giver man roser på en konfirmationsdag giver man til alle eller til ingen.  

Det er jul.  

På en plads, hvor ingen kunne have regnet med det, i en mørk stald på en mark, blev Guds søn født.  

Han er som en rose, der skyder, hvor jorden er dybfrossen.  

Hvem skulle have troet at noget kunne gro der?  

Der, hvor det hverken er tid eller sted eller plads for en rose.  

Nu ved vi, at Gud ikke går op i faste pladser.  

Julenat fik rosen sin plads i denne verden.  

Han skulle være en rose for alle.  

Han skulle være en glæde for hele folket.  

Han skulle blive hele verdens frelser.  

Kære du, som stadig lytter.  

I dag rækker Gud dig sin rose.  

Den er til os alle sammen.  

Uden undtagelse.  

Med den rose rækker Gud dig samtidig et håb.  

Et håb om, at livet altid har mulighed og plads.  

Du kan give det julebudskab en plads i dit hverdagsliv og i dit mindset.  

Sådan kan du række rosen videre.  

Sådan kan du lade denne jul være en ny begyndelse.  

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.  

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.  

--  

Lad os bede:  

Gud. Tak for julenat.  

Vi bed dig: Tænd dit lys for mennesker

udover hele jorden

Vi beder om lys og livsmod

for alle der lider af mørke tanker,

ja, for alle der har det svært:  

børn – unge – unge voksne – og ældre.  

Gud. Send en stråle af dit lys

ind i det, der er mørkest og sværest for os hver især

Og lad den stråle lyse mørket op.  

Tænde 1. lys

Koret synger:

Nu tændes tusind julelys

på jorden mørk og rund,

og tusind stjerner stråler ned

fra himlens dybblå bund.

Eva:  

Gud. Vi beder dig om fred alle andre steder i verden,

hvor der er krig og konflikter

Vi beder for dem, der bliver udsat for fysisk eller psykisk vold,  

for overgreb eller terrorhandlinger.  

Vi beder for alle der lever på flugt.  

Også dem, der flygter fra sig selv.  

Vi beder om fred for alle dem med urolige hjerter.  

For dem med mental overload og tankemylder.  

Herre.  

Vi beder for freden.  

For fred i verden.  

Og for fred i hjertet.

Tænde 2. lys

Koret synger:

Og over alt på jorden nu

går julens glade bud,

at født er Herren Jesus Krist,

vor Frelser og vor Gud.

Eva:  

Vi beder om visdom hos alle, der har magt.

Hvor end i verden, de befinder sig.  

Må de få mod

til at træffe vise beslutninger

for hele skaberværket

med ansvar for naturen

og i kærlighed til mennesker

Gud, giv os visdom.

Tænde 3. lys

Koret synger:  

Du stjerne over Betlehem

oh, lad dit klare skin

med tro og håb og kærlighed

i alle hjem nå ind.

Eva:

Gud.  

På denne juleaften siger vi tak for din kærlighed.  

Tak, fordi der er plads til os i dit hjerte.  

Tak, fordi du giver din rose – din søn - til os alle.  

Vi beder for dem, der er på arbejde i julen.  

Dem, som professionelt er kærlighedens forlængede arme.  

Dem, som arbejder  

blandt børn og gamle,

blandt syge og handikappede,

blandt fanger og flygtninge.

Vi beder for dem, vi hver især har i vores hjerte.  

Vi beder for dem, der holder af os og dem, der holder os ud.  

Vi beder for de børn, der i år oplever deres første jul,  

for alle de børn, der næsten ikke kan vente til i aften

Vi beder for dem, der aldrig bruger ord som ”jeg elsker dig”,  

og for deres nærmeste, som ikke er i tvivl om, at de er elskede.  

Vi ønsker, at julen bliver glædelig, også for de familier, som ikke skal fejre julen sammen,  

fordi kærlighed ikke længere er, hvad den har været.  

Vi beder for dem, hvis kærlighed vi savner, særligt en dag som i dag. Vi beder for dem, vi ikke længere kan tælle blandt de levende.  

Vær hos os alle denne juleaften.  

Gud, giv os kærlighed.  

Tænde 4. lys

Koret synger:  

I hvert et hjerte, trist og mørkt,

send du en stråle blid,

en stråle af Guds kærlighed

i denne juletid.

Afslutning:  

Jeg ville gerne hav give jer alle en rose i dag.  

Der skulle ikke være en eneste, der gik hjem uden rose.  

Men lige nu koster afskårne roser 30-35 kr. stykket.  

Det ville måske nok alligevel være at rutte med kirkeskatten.  

Men vi vil give hinanden en rose.  

Den smukkeste rose, vi kan give.  

Ikke en ros: Du ser godt ud eller noget (selvom det gør I da)  

Vi vil række rosen fra julenat videre, når vi ønsker hinanden en glædelig jul.  

Vi vil ønske, at rosen må skyde i os også.  

At julens fred må blomstre i os.  

Så – se sidemanden i øjnene. Og den, der sidder foran og bagved.  

Ræk dem hånden.  

Eller få i hvert fald sagt et ”glædelig jul”.  

Og lad på den måde dette kirkerum blive den smukkeste buket af roser.  

Værsgo – og glædelig jul.

Allehelgen

 

SÅDAN SET... PRÆDIKENEN DENNE SØNDAG 

Lydkulisse: Hans spiller et par takter af ”Den allersidste dans, før du går hjem"

I Else Sørensens danseskole i ungdommens Esbjerg var der bænke på begge sider af dansesalen. Det var første gang i mit liv, jeg prøvede at være bænkevarmer. Første gang jeg erfarede, hvordan andre, en efter en blev budt op til dans, mens vi sad stadigt færre tilbage på bænken. 

Som dansene gik, holdt jeg op med at følge de andre par med øjnene. 

Som dansene gik, blev bænken under mig varmere og varmere. 

Som dansene gik, fik jeg stadig mere kolde fødder og fik lyst til at løbe min vej. 

Det kan godt ske, jeg husker forkert. Måske var der ikke bænke i Else Sørensens danseskole. Men fornemmelsen af ikke at blive budt op til dans, husker jeg. Eller rettere: Kroppen husker. 

Selvom jeg helt sikkert ikke var alene om oplevelsen, føltes det alene. For mig så det ud som om alle de andre rundt om mig har det sjovt i livets dans. De kender trinene. Kan variere grundtrinene på alle mulige fantasifulde måder. De griner sammen. For selv fejltrin bliver til at leve med, når du har en partner. Og dér sidder du med følelsen af at gå glip af livets dans. 

Kære menighed. 

I dag på denne alle helgens søndage er I bænkevarmere. Alle I, der fylder bænkene her i Christians. Det er I, det er vi, fordi et eller flere af de mennesker, der har været i vores liv, har danset den allersidste dans. Nu er de gået hjem. Gået hjem til Gud. I hvert fald gået bort. 

For nogle af jer sluttede dansen brat. Før I var klar til det. For andre af jer var det mere ventet. Gamle ben var blevet trætte og svang sig ikke længere i dans. Nu har de fået fred. De har stillet træskoene – og danseskoene side om side. 

Nogle af jer sidder med en sorg og et savn, der stadig suger al taktfølelse ud af jer. 

Andre med en længsel efter det, der var. Eller med følelsen af, at I havde så meget mere til gode. 

Nogle af jer sidder måske med en snert af dårlig samvittighed, som nu også er blevet hjemløs, fordi den tomme bænk også minder dig om alle de gange, du ikke var der hos den, der nu ikke er mere. Fordi du havde for travlt. Fordi du prioriterede anderledes. Eller fordi du simpelthen ikke kunne holde det ud at besøge den, der nu tælles blandt dine døde. 

Nogle af jer sidder med dyb og varm taknemmelighed der på bænken. Med tanke på alle de mange bænke, I har siddet på sammen med den, vi i dag har nævnt navn på. Og dem, hvis navne du nævnte i dig selv. Solbænke, havebænke, en bænk i køkkenet, morfars ølbænk. Bænke, hvor benene var for korte og endnu ikke kunne nå jorden. Eller de bænke, I måtte tage et hvil på. 

I dag er I alle bænkevarmere. 

Men i dag sidder du ikke alene på bænken. 

Alle helgens dag minder os nok om, at sorg og savn kan opleves meget individuelt. Lige så individuelle som livets danse har været. 

Men i dag ser du – hvis du var i tvivl – at du ikke er den eneste. 

Kære du. 

I dag må du gerne tage et åndeligt hvil der på bænken. 

Puste lidt ud som efter en dans, der fik pulsen til at banke så rytmisk, at du nærmest tabte pusten. Det er hårdt at sørge og du kan føle dig meget alene i det. 

Jeg har fået slæbt en af bænkene fra kirkegården ind i kirken i dag. 

En af dem, der var på invitationen til gudstjenesten her. Den, der også er på forsiden af sangarket. 

Den tomme bænk også minder os om tomheden. Om den, der mangler. 

”Sorgen og savnet er søstre, hvem af de to er størst?”, spørger Ellen Lissner i et digt. 

”Sorgen og savnet er søstre, hvem af de to er størst?”

Sorgen er sviende smerte, savnet er tomhed og tørst. 

Sorgen er vild og voldsom, den river min sjæl itu, 

Savnet – Det er din tomme stol, mit ”jeg” der mangler et du"

”Mit jeg, der mangler et du”

Den tomme bænk har god plads. 

Den tomme bænk minder også nogle af os om, at nu sidder vi yderst på bænken, fordi det var det ældste slægtled, der gik bort. 

Hos nogle af jer er der blevet meget tomt på bænken. 

Det er netop med vilje, at det er bænkbilledet, jeg bruger. 

For vi behøver ikke være alene med vores sorg og savn. 

For på en bænk er der plads. En bænk er ikke en enmandsplads. 

En bænk kan der sidde flere på. 

Jeg har sat en bænk herind. For du må gerne sætte dit lys – du må gerne sætte dit liv, der har fået åndenød og iltmangel af sorg og savn frem i lyset. Du må gerne sætte dig selv frem i lyset. 

Det er ikke nogen skam at være bænkevarmer. 

Du skal ikke sætte dit sårbare og tårevædede liv under en spand, for så går også dit lys ud. Og du gør ikke den, du savner, en tjeneste derved. Det er ikke sådan, du ærer det, I havde sammen. 

Går du går tur her på Christianskirkens kirkegård, har du måske lagt mærke til, hvor mange bænke her er. Nogle af bænkene står på gangene og stierne. Nogle af dem står på gravene. Det er netop bænke. Ikke stole. 

Dér på bænkene sætter de efterladte - men stadigt efterlevende - sig. Nogle af dem fortsætter en samtale med ”det du”, de savner. I årevis kan den samtale fortsætte. For savn kender ingen alder. 

Og der i den fortsatte samtale er et nærvær, som døden ikke er en grænse for. Fordi der er en kærlighed og en forbundethed, som går ud over det. 

Har du oplevet det: At det er som om den døde stadig er hos dig, bør du heller ikke undre dig over påskemorgen, over hvordan den døde Kristus kunne gå tilbage til livet, fordi du selv har oplevet det gang på gang: At du stadig føler sig tæt knyttet til den, der ikke længere er i live. Fordi dine døde på mangfoldige måder stadig går fra døden tilbage i dit liv, så det næsten er til at tage og føle på: En duft, der ligner deres i en forbipasserende. Deres overtøj, du stryger henover med hånden, når du går det forbi det i entreen, noget, de altid sagde. Tusinde ting. 

Måske oplever du det endda her i dag: Et kort -men intenst glimt af nærvær fra den, du engang sad på bænk med. 

I dag er vi bænkevarmere. Vi holder kirkebænkene varme. 

I dag tænder vi lys. Vi sætter dem ikke under skæppen. 

For der under skæppen er der iltfattigt – og der går lyset ud. 

Og det er ikke kun lys, der går ud der i mørket og hvor der er iltfattigt. Det gør vi andre også. 

Derfor tænder vi lys, og vi sætter dem frem i lyset. 

Derfor er vi hver især kommet.  

Vi har sat os helt synligt på bænken. 

For sådan sætter vi også os selvfrem i lyset. 

Fordi vi, der er tilbage, skal leve – ånde – ilte og lyse. 

Fordi vi trodsigt insisterer på, at der hvor mørket vil ind, der vil vi lyse op med kærlighed. 

Kærligheden fra det, der var. 

Og kærligheden fra det, vi stadig håber på. 

For der er samtaler, der ikke er forbi. 

Der er dem, der ikke engang er begyndt. 

Der er liv, der er blevet forbi, ja. 

Og det er liv, der endnu ikke er begyndt for dig. 

Det kan jeg sagtens sige – siger du måske – du, der for nylig har mistet

Eller du, der jævnligt oplever at falde i sorgens mørke hul, som det kan være så svært at hive sig selv op af igen. 

Eller du, der er kommet til at mærke, at du selv er dødelig. 

Nej, det kan jeg ikke sagtens sige. 

For det er ikke mig, der siger det her: Det er Gud, der siger det. 

Den Gud, der har lovet at tørre hver tåre også af vores kinder. 

Den Gud, der har sagt, at ej eller sorg, ej heller skrig ej heller pine skal være mere. 

Fordi det der var før, er forsvundet. 

Den Gud, der taler om en ny himmel og en ny jord. 

Den nye himmel og den nye jord gælder for dem, vi har taget afsked med

Dem, vi savner, så vi stadig synes det er helt og aldeles urimeligt. 

Men som – vi må tro – er der på den nye jord og under den nye himmel. 

OG der er også bænke. 

Men ordene gælder også os. 

Os, der er her. Endnu under denne himmel på denne jord. 

Det bliver nyt for os også. 

Det gør det. 

Ikke fra en dag til en anden. 

Måske opdager vi ikke engang, at vores sorglys er blevet taget ud fra mørket, ud fra skæppen eller spanden. 

Nu står det og lyser. Og en dag lyser du med. Måske bare i et glimt i øjnene. Måske i et fornyet lyst syn på tilværelsen. Måske i handlekraft i at også du skal være et lys for andre. 

Engang kom der en ind i en kæmpestor kirke. Han – eller hun – ville til gudstjeneste. Der var god plads på bænkene. Der var virkelig god plads. Faktisk sad der kun en eneste anden på en af bænkene i kirken. Den besøgende standsede netop der – og spurgte: ”Må jeg sætte mig her?”, spurgte han. ”Nej, det må du ikke. Den plads er optaget” 

Du er bænkevarmer. Det er ingen skam. 

Og en dag kommer der måske en forbi og spørger: ”Må jeg sætte mig her hos dig?” Det er ikke fordi han eller hun kan eller skal tage pladsen for den, der engang sad der. For den plads kan ingen tage. Men derfor kan du godt gøre plads til noget andet i dit liv. 

Måske siger du: ”Værsgo at tage plads”. 

Og tænk – det kan være, det bliver det bedste, du har gjort. 

For måske var dette andet menneske lige præcis det lys, du ikke vidste, du havde brug for. Måske dette andet menneske sagde noget, du ikke havde forventet. 

Eller sagde noget, som ændrede din blikretning. 

Var lys eller salt. 

Selvom det første er nemmere at forholde sig til end det sidste. 

Måske sagde eller gjorde dette andet menneske lige præcis ingenting. Men var bare. Sammen med dig i det, der var dit. 

Og det var det bedste vedkommende overhovedet kunne gøre. For det var også med til at omsorge din sjæl. 

Du er bænkevarmer. 

Men du sidder aldrig alene. 

For der sidder altid en på bænken ved siden af dig. 

Ham, der kunne være blevet på den nye jord, i den nye himmel. 

Intet ville have været lettere. 

Men Gud sendte ham – sin søn – ned på vores bænke. 

Vi ser ham ikke altid. 

For han gør ikke altid så meget væsen af sig. 

Men Guds søn bliver siddende. 

Han sidder bænket ved nadverbordet, og vi kan møde ham der. 

Han sidder på din køkkenbænk i de alt for stille timer. 

Han sidder på en bænk i byrummet – og ligner et af de mennesker, du passerer hver eneste dag. 

Du er sikkert gået forbi ham. Og måske nåede det at strejfe dig, at der var et menneske, der lyste op på en særlig måde. 

”Nej. Der er optaget”. 

Pladsen på bænken ved siden af dig er optaget. 

Gud sidder på den ene side. Men der er stadig plads på den anden – hvis du rykker dig lidt i livets retning. 

Så sidder I der og er bænkevarmere sammen. 

Indtil det levende håb inklinerer for dig. Og så bliver den allersidste dans til den allerførste dans. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Mere lyskulisse: Hans Esbjerg spiller lidt mere af ”den allersidste dans”

Søndag med solsikker

17. Søndag efter Trinitatis 

Det danske Kongehus har 1, 1 mio af dem.  

Folketinget har blot 1213.  

Fodboldspilleren Cristiano Ronaldo har 629… millioner

Jesus har cirka 2 milliarder.  

Jeg taler om følgere.  

De første tre nævnte er tallet på følgere på den sociale platform, Instagram.  

De 2 milliarder er protestanter, katolikker, ortodokse og andre, der definerer sig som kristne. Kristne, troende eller følgere af det evangelium, der kom til verden med Jesus Kristus.  

”Følg mig”. Sådan siger Jesus i dag.  

Ikke nogen forklaring. Ikke nogen begrundelse.  

Bare et ”følg mig” – og vi hører, hvordan Levi rejste sig og fulgte Jesus.  

Det forekom mig ikke specielt rationelt.  

Måske var det derfor, jeg gik i stå på, netop på dette sted i prædikenskrivningen.  

Da jeg havde prøvet alle forhåndenværende overspringshandlinger, startede jeg til sidst den sorte Polo, og kørte ud i verden for at finde solsikker til Hannah og hendes faddere.  

Solsikkerne skulle prædike med på en søndag, hvor det handler om at følge.  

”Sol” – det ved vi alle sammen, hvad er.  

Og ”sikke” – det kommer af ordet ”sequi”, – der betyder følge.  

Jo. Solsikken – det er en blomst, der drejer sit hoved og følger solen.  

Det er endnu tydeligere når man hører, hvad solsikke hedder på fransk, nemlig ”tournesol” – tourne = ”vende sig” efter "soleil"– solen.  

Sådan er solsikkerne lysets følgere i naturen – og mine hjælpepræster i dag.  

For solsikkerne, de vender sig automatisk mod lyset. Sådan er solsikkerne er som den Levi, vi hørte om i evangeliet. De kan ikke lade være. Når lyset kommer forbi, må de følge ham. Helt af sig selv.  

Begejstret og lettet over, at prædikenen var skudt godt i gang, købte jeg en hel masse solsikker.  

Overspringshandlingen var blevet til en ren overskudshandling.  

Vel hjemme igen kastede jeg mig over en fortsat solsikke-research. Og hør nu bare: Det er længe siden forskerne fandt ud af, hvordan solsikken drejede sig hoved for at følge solen: Den, side, der vender mod solen, vokser nemlig en anelse hurtigere end skyggesiden.  

Det får blomsterhovedet til at dreje sig.  

Det giver god – også sjælesørgerisk - mening. Det menneske, der vender sig mod lyset, har mere livskvalitet, og adskillige videnskabelige undersøgelser har bevist, at religiøse mennesker lever sundere og længere.  

Men hvorfor vender solsikke så hovedet tilbage mod øst i løbet af natten, for at være klar til at tage imod solens stråler på ny næste morgen?  

Forskning har vist og bevist, at det ikke er solen i sig selv, der tiltrækker solsikkens hoved. Solsikken har simpelthen et indbygget biologisk ur og en døgnrytme, som hver nat fortæller solsikken, at nu er det på tide at vende hovedet mod øst.  

Bam! Der røg den pointe!  

Der røg pointen, at der er blomster og også mennesker, som har det i sig, at de af sig selv kan følge lyset.Så det kunne tro bliver lige så selvfølgeligt som at solen går sin gang.  

Sådan var min prædiken endnu engang slået hjem i ludo.  

Og eftersom jeg jo allerede havde brugt alle forhåndenværende overspringshandlinger og altså 1til, var der ikke andre muligheder tilbage end at lægge arm med evangelieteksten.  

Ham, der stod først for, var Levi.  

Hvem var Levi?  

Levi er ikke en Hr. hvem som helst.  

Det ved vi – ikke fra evangelieteksten her – men fra andre steder i Det nye Testamente, hvor den samme Levi er omtalt.  

Levi var tolder. Det var et udbredt erhverv dengang – om end ret upopulært, fordi tolderne arbejdede for romerne, altså den daværende besættelsesmagt. Det var en almindelig fordom, at tolderne gerne overtoldede, og stak noget i egne lommer også. De var altså dobbelt upopulære.  

Levi var også jøde. Rettroende jøde. Han havde altså – som en anden solsikke – set sit lys.  

Hvad er meningen med at fortælle om et menneske, der skifter fra religiøs retning for at følge en anden?  

Jeg slog navnet ”Levi” op. Og endnu en gang viste det sig, - som så mange gange før i Bibelen, at navne aldrig er tilfældige. Navnet ”Levi” betyder simpelthen ”følger”.  

Levi blev en af Jesu 12 følgere eller disciple.  

I mange år var teorien, at Levi var forfatteren til Matthæusevangeliet. For netop i Matthæusevangeliet understreges forbindelsen til ”det gamle” eller Moseloven tydeligere end i de øvrige evangelier. ”Dette skete”, sådan står der igen og igen, ”for at det skulle opfyldes”.  

Det er som om Matthæus har skrevet særligt til jødiske læsere, for at vise, at Jesus Kristus var opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier om Messias.  

Hvad kommer alt det her så os ved i dag?  

Det følger – forhåbentligt – i det følgende:  

Jeg tror, du kender til, at et menneske og krydsede din vej. Det sker forhåbentligt tit.  

Men der er mennesker, der kommer til at forandre vores liv. Ikke fordi de ville det eller havde det som projekt. Men fordi det blev sådan.  

Det var ikke sikkert, du konkret fulgte efter ham eller hende. Måske var I kun sammen kort: Til et arrangement, en fest, et foredrag, hvad ved jeg.  

Men det menneske kaldte noget i dig frem.  

Noget, du måske ikke selv havde lyttet længe nok til at høre.  

Det menneske satte noget i gang i dig. Og dette ”noget” var du nødt til at følge.  

Måske reagererede du ikke lige så hurtigt, som Levi i dag.  

Men kaldet - eller det at blive set som den, du var - affødte en reaktion hos dig.  

Måske blev du kaldet til at skifte spor eller retning i dit liv. Det kunne være et meget konkret retningsskifte: At du skiftede job eller bopæl. Det kunne også være, du blev kaldet til at ændre helt grundlæggende på dit livssyn.  

Så det du, før, med største selvfølgelig havde fulgt, det måtte du lægge bag dig.  

Måske kaldte dette andet menneske kærligheden frem i dig. Måske fulgte du det kærlighedskald og det menneske.  

Lod dig holde af.  

Måske blev dit mod kaldt frem. Eller et fornyet håb. 

Måske kaldte det møde mest af alt på, at du tænkte dig godt om.  

Er du, hvor du skal være i dit liv?  

Eller skal du også rejse dig – som Levi gjorde det?  

Evangeliet til i dag handler om, at liv ikke er statisk.  

At tro ikke er statisk.  

At det at være menneske ikke er statisk.  

Heldigvis for det.  

Evangeliet kan være det kald, der får dig til at spørge dig selv om, hvad det er, du følger.  

Evangeliet kan være en håbefuld stemme om, at også din vej kan ændres. Eller en opmuntring til dig, der har fulgt et kald.  

Og vist kan det være bøvlet at skifte retning.  

Det var det helt sikkert også for Levi. Jeg tænker ikke, han er blevet mere populær blandt sine nære af at være blevet Jesusfølger.  

Og vist kan det rive os itu – som lappen på kappen – eller det kan sprænge os indefra, som når man hælder ny vin på gamle vinsække – når vi følger nye veje i livet.  

Men der kan også komme liv i dit liv ud af det.  

Liv. Eller en ny sang. Eller et nyt indhold eller mening.  

Levi vidste, hvad han havde. Han vidste med garanti ikke, hvad han gik ind til.  

At tro, at følge ham, der om sig selv siger, at han er vejen, sandheden og livet, det er også – nysgerrigt – at gå i hans fodspor. Og se, hvor det følger hen.  

Kommet så langt, stod solsikkerne stadig på bordet foran mig. Det var som om de ikke var færdige med at tale til mig. Og da jeg først begyndte at lytte efter, lagde jeg mærke til, at solsikkerne talte hollandsk.  

”Jeg er heller ikke færdig med solsikkerne”, lød det, ”selvom jeg godt nok har malet dem mange gange”. Og så tog han sig til øret, altså det øre, der var tilbage.  

Vincent van Gogh, - for ham var det. Van Gogh, som i levende liv kun havde én eneste følger, én eneste der købte et af hans malerier, blev ved med at male solsikker om og om igen.  

For uanset, hvor mange gange han end malede, så var det som om lyset ikke rigtigt kom frem.  

Van Gogh ville egentlig ikke have været maler. Han ville have været præst. Arbejdede også med det kald. Kæmpede med det. For Van Gogh forærede alt, hvad han ejede og havde til de fattige. Til sidst havde han mindre end dem.  

Van Gogh blev klar over, at der er flere måder at følge kristendommens kald på. Van Gogh erfarede, at han også kunne tjene Gud ved at være kunstner.  

I 1880, da Van Gogh havde valgt at følge kaldet til at male i stedet for at være præst – og efter at have fået sin nærmeste familie på nakken pga. det – skrev han i et brev til sin bror Theo:  

”Den bedste måde at kende Gud på, er at elske mange ting.  

Elske denne ven, denne person, denne ting,  

hvad du nu end holder af –  

og på den måde vil du følge den rette vej i at forstå Gud bedre.  

Det er det, jeg bliver ved med at sige til mig selv.  

Men du må elske med en sublim, genuin, dybdegående medfølelse.  

Du må gøre det med hengivenhed, med alt dit intellekt  

– og hele tiden i forsøget på at forstå Gud mere, bedre og igen mere.  

Det vil føre dig til Gud. Det vil føre til en tro, som ikke kan rystes i sin klippegrund”.  

”Den bedste måde at kende Gud på er at elske mange ting”.  

Elske. Ikke i betydningen: at det må du eje.  

Men i betydningen: At have øje for.  

Når du ser skønheden i et andet menneske, i et par udtjente støvler, i en buket solsikker, der har set bedre dage – eller i et lille menneskebarn som Hannah – så ved du om den kærlighed, Gud ser på verden med. Så forstår du lidt mere af, hvorfor Gud sendte sin søn ind i verden, du vi kunne følge ham, som ser stort i selv det mindste, der er skabt.  

Det siges, at det var solsikkerne, der var med til at overbevise Van Gogh om, at han kunne male.  

Det siges, at solsikker for Van Gogh betød taknemmelighed.  

Det siges, at der den dag i dag ikke så sjældent lægges solsikker på van Goghs grav. Solsikkerne blev – sådan som han selv havde håbet på det – et synonym for Van Gogh.  

”Følg mig”, sagde Jesus.  

Levi rejste sig og fulgte Jesus.  

Van Gogh fulgte Jesus.  

Og der er 2 milliarder andre kristne følgere.  

I dag har vi fulgt med dem et stykke på vejen.  

Jeg ville ønske, jeg havde købt hele marken med solsikker. Så skulle I have haft en med hjem hver især. Og så kunne I have glædet jer over, eller måske elsket solsikken som en af mange ting.  

Elske dens tunge hoved, der lige nu smider frøene fra sig, så markerne også næste år kan blive fyldt med nye blomster.  

Elske solsikken for dens indbyggede evne til at følge lyset

Elske den for ikke kun at hedde sol, men også ”sikke”, fordi ordet ”sikke” betyder følge.  

Og dermed minde dig om det allervigtigste i forhold til Gud: Nemlig, at det ikke handler om, om du kan følge Gud – som Levi gjorde det. Evangeliet er, at Gud i dåben har lovet at følge dig. Det løfte står Gud ved. I dag. I morgen. Alle dage.  

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Curling for begyndere og letøvede

 SÅDAN SET ... Dagens prædiken om curling for begyndere og letøvede

Den 31. maj 1978 i Malabo i Ækvatorialguinea blev der født en dreng, der fik navnet Eriq Moussambani. 

Vi ved ikke, hvad Eriqs mor hedder, men jeg har en fornemmelse af, at hun staves curlingmor med stort C. 

For da Eriq her blev født, tror jeg mor her tænkte: "Mit barn er ikke bare noget særligt for mig. Han skal også blive noget særligt for andre. Sådan en, der trækker overskrifter. Jeg vil feje foran ham og bagefter ham, gøre alt, hvad jeg kan, for at det skal ske" 

Det er hun sikkert hverken den første eller den sidste mor, der har tænkt. 

Jer, der lige nu sidder med et barn i armene eller ved siden af jer – eller måske bare har et barn i tankerne – I har sikkert hver især jeres gode tanker og drømme og forhåbninger for jeres barn. 

Det er der ikke noget dårligt at sige om. Det er simpelthen et af mange kærlighedssprog. 

Eriqs mor var anderledes. Hun drømte større. 

Her i Danmark ville hun for længst være faldet for Janteloven. Den kendte hun heldigvis ikke. 

For Eriq skulle ikke bare spille fodbold eller steeldrums som de andre i landsbyen. 

Eriq skulle ikke være landmand eller lærer eller læge. Selvom der ikke er noget som helst i vejen med nogen af de ting. 

Eriq skulle bare være helt unik. 

Måske udtalte Eriqs mor det endda ”junik”. 

Eriq skulle være svømmer. Elitesvømmer. På højeste plan. 

Folk grinede højt, når hun sagde det. 

”Jamen, det eneste vand, der er her i vores landby er flodvand. Og i floden er der både krokodiller og giftige slanger”, sagde de. 

”Min søn skal være svømmer”. Sagde Eriqs mor. 

Eriqs mor var ligeglad med krokodiller og giftige slanger. 

Det var Eriq også. Alligevel lærte lokale fiskere Eriq nogle teknikker med benene, så han i det mindste kunne holde sig oven vande. 

Eriq svømmede i floden. Men tre gange om ugen fra kl. 5 – 6 om morgenen fik Eriq lov til at låne en hotelpool, der var 12 meter lang. 

Engang imellem går det som curlingmødre drømmer om. Ikke fordi de mødre (eller fædre) har fejet længe eller ihærdigt nok. Men fordi livet nogle gange tager nogle skvulp, vi ikke selv er herrer over. 

Da Eriq i år 2000 var 22 år gammel, hørte han i lokalradioen, at Ækvatorialguinea havde fået wildcard-pladser til OL i Sydney. 

Og Eriq får rent faktisk en af pladserne. 

Da Eriq træder ind på det olympiske svømmestadion i Sydney, er det første gang i sit liv, at han ser et 50 meter bassin. 

Da 100-meter konkurrencen skal gå i gang, står Eriq der på vippen med sine lidt for små blå speedos. 

Han har svømmebriller, hvor elastikken var lidt for lang. Der er slået knude på i begge sider. 

De var 3 svømmere i heatet. 

Da skuddet går, tyvstarter de 2 andre og bliver diskvalificerede. 

Eriq skal nu svømme heatet alene. 

Hvad der nu sker, er gået over i den olympiske historie: Eriq hopper i med en maveplasker af den anden verden. Han svømmer som et piskeris, som om han havde alle Afrikas krokodiller i hælene på sig. Og… så… gå .. han … i stå. Han er nærmest ved at drukne. Publikum hujer og klapper. 

Uret tikker og tikker. 

Eriq kæmper sig i mål. I den suverænt langsomste tid ved et 100 meter løb i OL nogensinde. 1:52:72. 

Eriq Moussambani fik tilnavnet Ålen Eriq. 

For der er næppe nogen fisk, der kan sno sig så meget som en ål. 

Og at sno sig eller at skrue – det er netop hvad ordet curling betyder. 

Eriq curlede sig i mål. 

Ålen Eriq er et bevis på den olympiske ed, at det vigtigste ikke er at vinde, men at deltage. Ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen men kampen. Det essentielle er ikke have besejret, men at have kæmpet godt. 

I dagens evangelium hører vi også om en mor, der er ude på dybt vand. 

Hvis Ålen Eric’s mor var curlingmor for begyndere, så bedriver Zebedæussønnernes mor ikke bare curling for letøvede, men for viderekomne. 

Hendes te to sønner skulle ikke bare trække gule breaking news overskrifter i verdenspressen. 

Næ. Hun ber såmænd om, at hendes sønner får plads lige ved siden af Jesus. Ikke i kantinen i næste pause, næ nej, i himlen selv. Hun ser Jesus lige i øjnene, da hun siger det. Blinker ikke én eneste gang. 

”Jo jo – vist kunne de drikke det bæger, Jesus skulle drikke”. Nu tager mor munden helt fuld. ”Om hun så selv personligt skulle vaske bægrene op bagefter, så ville hendes sønner kunne tømme bægeret ved bordet her – eller hvis så bæger skulle betyde det, der blev Jesu skæbne, så ville hendes sønner drikke ud sammen med Jesus. Selvfølgelig var de med. Hele vejen. Og lidt til”. 

Curling lyder ucharmerende. 

Måske ønsker denne mor bare helt grundlæggende, at det må gå hendes børn godt. Måske er hun ikke så fjernt fra Eriqs mor eller fra alle os mødre og fædre her i kirken i dag. 

Når vi står ved døbefonten, så bærer vi jo også ønsket om at det må gå vores børn godt med os. 

Vi ved godt, at dåben ikke er et garantibevis. 

Vi ved godt, at det at tro på Gud er en forsikring mod, at der ikke kan ske os noget ondt. Der sker hele tiden svære ting. Mange af jer har selv stået på kanten. 

Men vi kan ikke curle – sno os til en plads i Guds rige. 

I Guds optik handler det aldrig om at curle. Det handler ikke om, hvor dygtige vi er, eller hvor godt vi præstere eller om vi bliver nr. et i livets heats. 

Det er også det, vi mindst af alt har brug for at læne os ind i, når vi står der på livets bassinkant, iført vores lidt for små speedos og en endnu mindre tro. I Guds øjne er vi ikke store, når vi er nummer et. 

I Guds øjne er vi store, når vi tjener andre. 

Derfor bliver det paradoksalt nok også mødrene, der er heltene i dag. Eriqs mor og Zebedæussønnernes mor. Helte. Ikke fordi de er stræbsomme eller curlende eller forfængelige. Men fordi de også gik i tjeneste for deres børns skyld. Fordi de ofrede sig – selv deres selvrespekt for deres børns skyld. 

Ingen ved, hvad Eriqs mor hedder eller hvad Zebedæussønnernes. Men pga. disse mødre, kender vi deres sønner. 

Evangeliet til denne søndag er, at vi har lov at være små. 

Evangeliet til denne søndag er, at vi er små. 

Små ikke bare, når vi tager imod dåbens gave som jeres børn i dag gjorde det. 

Vi er små. 

Vi har lov at komme ind som nummer absolut sjok på et olympisk stadion. 

Og i forhold til det at tjene andre, kommer vi aldrig til at stå øverst på sejrsskamlen. Fordi der altid ville kunne være mere, vi kunne have gjort overfor et andet menneske. 

Vi kan ikke sno os til Guds kærlighed. Vi kan ikke gøre os fortjent til den. Men Gud har givet den til os. 

For der, hvor Gud ser, der bliver taberen vinder. 

Og der, hvor vi låner af Guds blik, der kan vi pludselig se, at den kærlighed, der kan se ud som om den er curlende og selviscenesættende kan være et meget menneskeligt udtryk for den guddommelige kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som er det største af alt. Den kærlighed, der glemmer sig selv for en andens skyld. 

Der er endnu en mor. En kvinde, der ufrivilligt blev sat i Guds tjeneste. Jomfru Maria lod alle de drømme, hun måtte have haft, feje til side, for at lade Guds søn vokse i sin livmoder. 

For sådan snoede Gud sig for lade sin kærlighed komme til verden. 

Og Jesus kom til jorden. 

Og det at han levede her og satte sig selv i tjeneste for ethvert menneske på sin vej. 

Det at han gav sig hen for os, det at han gik i døden for os, 

det at han bar vores synder med sig hele vejen frem til Guds tilgivelse - Det er Guds ultimative curlen for vores skyld. 

Har vi fortjent det? Ikke et sekund. For den kærlighed, der er størst af alt, tænker aldrig i fortjeneste. 

Det er ikke sikkert, du har haft en curlingmor. 

Men i dåb fik du en curlingfar. 

Han tog dig i favn, da du blev døbt. 

Og hver gang du ikke føler dig god nok eller elsket nok eller noget som helst andet nok, selvom dine ben pisker afsted, som om der var krokodiller i hælene på dig, - ja, så er det din curlingfar lægger hånden på dig med sin fred. Og siger: Du har lov at være lille. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn. 

Lad os bede: 

Kære Gud. 

Tak fordi du er vores Skaber, frelser og fornyer. 

Tak, fordi vi må være trygge i, at du fejer for os, og at du aldrig bliver træt i armene. 

Vi beder for dem, der ikke har haft kærlige curlingforældre. 

For dem, der har savnet, at nogen stod op for dem. 

For dem, der ikke selv råber op eller gør opmærksom på sig selv. 

Vi beder for dem, der er alt, alt for meget. 

Og for dem, der er for lidt af alting. 

Lær os hvad det vil sige at tjene. 

Og at det at tjene andre aldrig rimer på, at så har vi gjort os fortjent til noget som helst. 

Vær med dem, der har det som erhverv at være sat i tjeneste. 

Om det er for Konge og fædreland. 

Eller om det er for medmennesket. 

Giv dem tjenersind. 

Og lad enhver, der bliver betjent, kunne tage imod. 

Herre. Tak for din nåde. 

Den nåde, som er uforskyldt godhed. Og som er rammen om vores liv og vores tro. 

Tak for dåbens gave. Vi beder for de tre som i dag er blevet døbt. 

Giv familierne en dejlig dåbsdag. 

Vi beder for alle, som i dag har noget at glæde sig over. 

Og vi beder for dem, der kom til kirke med tunge skridt og endnu tungere tanker. 

Sig til dem, at også de har lov at være små i din favn, Gud. 

Vær med vore døde. Og med dem, vi i øvrigt har mistet her i livet. 

Giv os livsmod og lad det levende håb være som en olympisk flamme og en stille ild i os. 

I dag, i morgen, og i al evighed. 

Det beder vi om. I Jesu navn. Amen. 

Søndag den 13. Søndag efter Trinitatis

https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst

Frihed

 SÅDAN SET ... eller måske snarere SÅDAN HØRT. 

Tre fantastiske jazzmusikere satte den musikalske ramme om dagens jazzgudstjeneste med temaet "Hymn to Freedom". Der var dejlig korsang med "Frihedens Lysdøgn" og meg

Det er 5. maj. Det er Danmarks befrielsesdag. Hvornår var det din befrielsesdag? Hvornår fik du din frihed? 

Jeg er med på, at det kan du måske ikke lige sætte én dato på. 

Der er mange måder at få sin frihed på. 

De færreste af dem ligner nok den befrielsesdag fra Olsenbandefilmene, hvor Benny og Kjeld og en bil, der har set bedre dage, med høj flagføring tager imod Egon Olsen, der endnu en gang vender ryggen til fængslet. 

Jeg er med på, at det kan du måske ikke lige sætte én dato på din befrielsesdag. 

Men jeg håber, at du i løbet af prædikenen her bliver med på, at også du har mindst én frihedsdato i dit liv. 

Vi har lige holdt konfirmationer. Mine konfirmander skriver selv bønner, som jeg samler og beder som kirkebøn på deres konfirmationsdag. 

Der er mange fine bønner. Bønner med frihed både på og mellem linjerne: ”Tak, fordi vi bor i et frit land, hvor vi har rettigheder og må have meninger – og hvor vi frit kan vælge uddannelse, tro og kærester. Tak, fordi der er fred i vores land”. 

Der er håbefulde bønner: 

”Vi beder for verden. 

Vi beder om, at Gud vil løse klimakrisen og give jorden en ny chance. 

Vi beder om en fremtid. 

Og om at drømme bliver opfyldt”. 

Det er den frihed, troen giver os, at vi må bede store bønner. 

Der er også bønner, der vidner om, at det at være 13 -år ikke kun er den rene frihed, når de skriver: 

”Vi beder om en god konfirmationsdag, hvor alle enes”. 

eller: ”Vi beder for alle de børn, der græder sig i søvn og drømmer ondt om natten. 

Og måske har konfirmanderne fået bare en lillesmule med fra konfirmationsundervisningen, når de kan bede: 

”Jeg beder for dem, jeg ikke er så gode venner med. For de fortjener det selvfølgelig også”. 

Det kræver et vist mål af overskud og af at kunne sætte fri, når vi også under dem, vi ikke umiddelbart er på bølgelængde med at have det godt. 

I samme kategori er også bønnen, konfirmanderne har skrevet for de kommende konfirmander: 

”Vi beder om, at de nye konfirmander ikke skal gå så meget i kirke”. Senest der kunne jeg så afsløre, at det ikke er alle bønner, der går i opfyldelse. 

Frihed. 

De nyslåede konfirmander, de har fået deres 10 kirkegangskrydser. De er nu befriede fra den tvungne kirkegang. Nu har de frihed til selv at vælge, hvornår de vil gå i kirke. 

Frihed er ikke kun noget, vi har. Frihed er også noget vi kan tage. Men frihed er aldrig noget, vi kan tage for givet. Det gælder i verdens historie. Det gælder også i din egen private historie. 

Hvornår fik du din frihed?

Det gjorde du måske den dag, du opdagede, at du havde et valg.  

Modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig opstod, fordi nogen satte sig imod. De ville ikke acceptere vilkårene. De ville ikke acceptere at være besat. De tog et valg. 

Du – som lytter (eller læser) lige nu har også altid et valg. Og det er der frihed i. 

Det er muligt, at du synes, der er vilkår i din tilværelse, der er som så snærende bånd, at de gør dig ufri, hæmmer dig og dine handlemuligheder – og det er meget tænkeligt, at du har ret. 

Der kan være sygdom, skavanker på kroppen, der ikke kan rettes op på. Der kan være andre vilkår: 

Din alder. Din økonomiske situation. Der kan være så meget. 

Det er bestemt en mulighed, at du ikke grundlæggende kan ændre på nogle af de vilkår i dit liv. Men der er også en mulighed, at du kan ændre på et eller andet: En indstilling, en holdning. Måden, du agerer i dine vilkår på. 

Det er muligt, at du på nogle områder i dit liv er ufri. 

Men derfor behøver du ikke leve, som om du er bundet.

Ja, du kan være så besat, at du ikke kan se, hvordan forandring og frisættelse ikke er en mulighed for dig. Du kan også vælge at vælge dig din befrielsesdag. 

Måske protesterer nogle af jer indvendigt lige nu. F.eks. jer, der også har set Anders Aggers seneste programmer om unge, der har ondt i livet. Eller jer, der selv måtte have det inde på livet. 

Og I protesterer med rette, for jeg er helt med: Vi kan ikke vælge, om vi vil være raske – eller fri for sygdom. 

Der var en grund til, at sygdomme på krop og sjæl på Jesu tid blev beskrevet med ordet ”besat” eller ”besættelse”. Der er en frihed, vi kan drømme nok så meget om. 

Og en fred, som kun opstår sporadisk, når medicin eller kompetent behandling virker. Og for nogle er der ikke anden lægende behandling end at tiden gør, hvad tid er bedst til. 

Jeg kender unge, der har haft det så svært, at vi ikke gør os nogen forestilling om, hvordan det er at være dem. Nogle af dem har jeg set, når de har haft det allersværest. 

Og det er noget af det, der bevæger mig allermest: At jeg har fået lov at være vidne til, hvordan flere af dem nu er et andet sted i deres liv. Nogle af dem kan faktisk nærmest sætte dato på, hvornår de fik deres frihed tilbage. Det kan være friheden til at gøre helt enkle ting, du og jeg tager for givet hver eneste dag: Som at spise sammen. 

Det vil være en hån bare at antyde, at vi altid selv er herrer over, hvornår vi kan blive frie. 

Der er de frihedsdage, vi har dato på. Der er dem, vi håber utålmodigt på. Og så er der dem, der kommer snigende. Langsomt, umærkeligt. 

Indtil du ikke længere er i tvivl, når de optræder i dit liv: Befrielsesdage. Dage, hvor du mærker, at du er fri. 

Det kan være når sorgen eller hjertesorgen over at have mistet den elskede løsner sit kvælertag – og du igen kan trække vejret frit. 

Eller lettelsen, når du har fået din sidste kemobehandling og du erklæres rask. 

Eller hvad der nu end har løsnet sine bånd om dig. 

På de dage, lægger du igen mærke til, at nyslået græs rent faktisk dufter som kun nyslået græs dufter. Og du noterer dig, at solsortesang faktisk lyder højest og mest livsbekræftende lige der i den time, hvor natten bliver til morgen. 

Hvornår fik du din frihed? Teologisk set er din frihedsdag din dåbsdato. Der fik du den frihed, du for altid kan tage for givet. 

Der blev du døbt til at tilhøre ham, der med sit liv, sin død og sin opstandelse befriede dig for enhver tanke om præstation, om at være god nok – og om tankerne for om et hinsidigt helvede findes. 

Hvad der end måtte have besat dine tanker, din tro, din tvivl, så er du befriet fra det i Jesus Kristus. 

Det er endnu en frihed, vi ikke selv kan tilkæmpe os. Og det er der en enorm befrielse og frisættelse i, at den kan vi kun få givet af Gud selv. 

Hvordan kommer det så til udtryk i dagens evangelium? 

Ja, det er ikke ligefrem fordi de tekster, jeg er forpligtet på i dag, udmærker sig ved tydelighed, der er bøjet i neon. 

Friheden er tydeligst i ordene: ”Hellige far, sørg for at de holder fast ved dig, sådan som jeg har lært dem”. 

Det lyder da som et paradoks? Kan der være frihed i at være bundet? 

Ja. Det er netop troens frihed. Det er friheden i, at du og jeg ikke er bundet til selv at skulle skabe mening, himmel og horisont, men at Gud selv har hvælvet det over os. 

Det er friheden til og befrielsen i at vi kan leve som de mennesker, vi nu engang er. Med det, der er skidt og ucharmerende og det, der er godt. 

Det, Martin Luther kaldte simul simul – på én og samme tid synder og retfærdiggjort. Eller synder og frisat, om du vil. Troen er den kristnes frihed. 

Friheden i troen på, at vi i alt er Guds. Og at intet – ikke engang vores tvivl eller svigt - kan skille os fra Gud. 

Det håber Jesus for os, at vi må blive holdt fast i, når han nu forlader jorden og drager til himmels. 

I 1945, i befrielsens dage kunne man på en butiksrude læse en lille seddel, som i hast var sat op: "Lukket på grund af glæde". Lukket på grund af glæde. 

Egentlig burde der på alle kirkedøre stå teksten: ”Åbne på grund af glæde”. For her holder vi åbent på grund af glæde. Glæde over, at Gud har sat os fri. Glæde over at være befriet fra os selv. Glæde over at være lykkeligt frie og forpligtende bundet.

Sådan som ordene fra udgangsbønnen nogle gange lyder:

”Herre, vi takker dig, fordi vi går herfra med din fred,frie i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste.

Bliv hos os med din velsignelse, og giv os styrke til at leve efter din vilje”

Jeg spurgte til indledning: Hvornår er det det er din befrielsesdag? 

Måske kunne du ikke svare? Måske kan du stadig ikke svare? 

Gud opererer ikke med datoer. Gud ånder bare sin frihed i dig og under dig sin fred – også i dag. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn: 

Jesus Kristus. 

Takket være dig er vi frie som mennesker, 

kun bundet af kærligheden til næsten, 

og til din og vores far. 

Vi takker dig for de mennesker, der kæmpede for det, 

de have kært. 

Og for dem, der gav – og giver – deres liv for at redde os. 

Giv os vilje til at kæmpe hårdere for vores nabos frihed end for vores egen. 

Vær med dem, der faldt og stadig falder for fredens sag. 

Giv styrke til dem, der skal stå fast på at fred er den eneste farbare vej - hvad enten det er politikere eller andre øvrighedspersoner, Konger eller præsidenter

Vær os nær, når ufrihed sniger sig ind i vores relationer. Og vær os nådige, når vi dømmer hinanden. 

Vær med dem, vi holder af. 

Og med dem, der holder af os og kæmper for os. 

Tak for dem, der fik os til at føle os frie. 

Dem, der pegede på nye døre 

– og for dem, der åbnede dem for os. 

Vi beder for dem, vi savner, og dem, vi kommer til at savne. 

For dem, vi selv har mistet, Dem, vi hver især tænker på lige nu. 

Vær med dem, der skal dø. Og lad os selv dø med håbet om, at du, Gud, i døden åbner indtil en anden frihed. 

Amen.

Prædiken med Polo, disciplen Peter og Jesus på bagsædet. Nå ja, og gråkrage

PRÆDIKEN TIL FØRSTE SØNDAG EFTER PÅSKE

I fredags holdt jeg for rødt dér i lyskrydset ved banegården. Ikke at det er noget nyt: Jeg holder såmænd altid for rødt lys. Men kender du det, at du lige når at blive irriteret over, at lysreguleringen skifter til rødt, så du er nødt til at bremse ned og vente på grønt? Kender du til at blive irriteret over det, især hvis du – om ikke ligefrem er for sent på den – men er er lige lidt senere på den end du havde tænkt det?

I hvert fald – lige der i irritationen over at få en tvungen men ufrivillig 40 sekunders pause – tænkte jeg, at der måske egentlig ikke havde været for mange pauser i den uge, der var gået.

Så jeg trak vejret lige lidt dybere og kiggede ud af højre sidevindue på Poloen. Dér på fortovet var der en gråkrage, der havde travlt. Jeg synes generelt, krager er en virkeligt irriterende fugl. Så irriterende, at man godt kan være i tvivl om, om den nu også var indbefattet der på den femte skabelsesdag sammen med alle de andre vingede væsner.
Krager er højrøstede. Gør altid opmærksom på sig selv. Du er ikke i tvivl, når der er en krage i nærheden. Og så har den ikke ligefrem nogen smuk stemme. Heldigvis var vejret ikke til at køre med åbne vinduer. For lyden af en skrattende krage overgås kun af lyden af mange skrattende krager. Eller krager eller deres fætre og kusiner, rågerne, der bygger rede i store flokke.

Det var netop, hvad denne krage var i gang med. Den makkede rundt med en lille kvist. Det så ærligt talt tåbeligt ud. Det var som om kragen prøvede på at forkorte eller bøje den lille kvist i begge ender. Det havde den ikke meget held med. Men om ikke andet, så skulle den have point for sin ihærdighed.

Pludselig slår det mig: Eva, hvad ved du egentlig om at bygge kragereder? Ikke en pind. Så kragen her her gjorde jo bare, hvad den var bedst til: At være fugl. Og når det er forår, så bygger fugle reder. Selv krager.

Det blev grønt lys.
Kragen og jeg fortsatte med hver vores.
Den makkede videre med sin kvist.
Poloen og jeg kørte videre.

Knap var venstresvinget overstået, før jeg hørte uro på bagsmækken.
Jeg kiggede i bakspejlet og opdagede, at jeg pludselig ikke var alene i bilen længere. Jeg havde fået et par blinde passagerer.
”Elsker du mig?”, hørte jeg den ene spørge den anden.
På en måde lød det ikke helt som et spørgsmål.
Men anden svarede ikke desto mindre: ”Du ved, at jeg har dig kær”.
Jeg kiggede igen – og så, at det var Jesus og disciplen Peter, der var hoppet ind på bagsædet.
Det burde ikke komme som den helt store overraskelse. Jeg mener – det er jo det, vi erfarer igen og igen, hvordan de 2000 år gamle personer og sandheder stadig kan blande sig i vores liv. For kristendom er jo ikke historie, men levende liv.

Men lige netop disciplen Peter. Ham har jeg det lidt stramt med. Så stramt, at jeg næsten kan være i tvivl om, om han nu også var indbefattet der på den 6. skabelsesdag, hvor Gud skabte mennesket.
For Peter minder mig om krager. Du er simpelthen aldrig i tvivl, når disciplen Peter er til stede. Han gør altid højlydt opmærksom på sig selv. Og allermest, når han er i flok.
Peter stiller spørgsmålene. Og som regel stiller han også sin egen ubegavethed til skue. Han har attitude. Han braldrer. Han lover til højre og venstre. ”Om så alle andre svigter dig, så svigter jeg dig aldrig” Årh … det er en rigtig Peter-sætning.
Og når det så virkelig gælder, - hvad blev der så lige af de store ord og løfter?

Men nu sad han så der på mit bagsæde i Poloen, Peter.
Og jeg var lige ved at smide ham ud af bilen igen. For det var som om jeg havde hørt sangen før. ”Jesus, du ved det da. Du ved, jeg har dig kær”. 3 gange blev han spurgt. 3 gange gentog han det. Som om en ikke havde været nok.

Jeg ved det godt – I ved det godt – det var den samme Peter, der også kragede op og skærtorsdag havde lovet Jesus hele tre gange, at han altid ville være der for ham. Men 3 minus 3 plus 3 går altså ikke hverken i nul eller i plus. Sådan fungerer livets matematik ikke. Uanset hvor mange gange Peter bedyrer sin kærlighed, så kan den ikke opveje hans svigt.

Jeg kunne høre Peter mase lidt rundt der på bagsædet. Han sad uroligt. Det var som om der ikke helt var plads til hans ben. Eller måske var det hans ego.

”Vogt mine lam. Vær hyrde.” Sådan svarede Jesus for hver af Peters gentagne kærlighedserklæringer. Og nu var det Jesus, jeg var ved at smide ud af bilen. Altså. Helt ærligt. Hvordan kan Jesus være så tåbelig? Hvorfor betro Peter det ansvar? Hvordan kan Jesus have tillid til en, der i den grad har svigtet ham? Hvad var det Jesus så i ham?

Men jeg kunne høre Jesus trække vejret helt roligt.
Hvordan kunne han?

Jeg ved hvordan vi andre kan få hjertebanken og høj puls, når vi igen skal se dem i øjnene, som ikke helt levede op til deres løfter til os. Dem, der igen og igen bedyrede, at de var vores venner. Eller vores allernærmeste måske. Eller vores fortrolige.
Men når så livet eller krisen kradsede, så var det deres ryg og et utal af dårlige undskyldninger, du så. Hvordan kan vi klinke relationen mellem os? Hvordan kan vi vise hinanden tillid igen?

Jeg ved ikke, hvordan du håndterer den slags.
Men i dag hører vi, hvordan Jesus gør.
Jesus ser altid mennesket.
Han ser bagom det irriterende, det højtråbende, det selvhævdende.
Han ser bagom forræder og svigt. De gange, vi svigtede ham – og de gange, vi svigtede os selv.

Jesus ser mere, end vi nogensinde så i os selv.
I dag ser Jesus det frem i Peter, som ingen andre havde set længe nok til at se.
Og fra da af skulle Peter ikke længere være fisker. Han havde fanget sin sidste store torsk. Også den kvabtorsk, han måske så hver morgen i spejlet.
Nu skulle Peter være menneskefisker.
”Følg mig”, sagde Jesus til Peter. Det behøvede Jesus til gengæld kun at sige én gang.

”Følg mig”, sagde Jesus til Peter på bagsædet. Så bad de om at blive sat af.
Jeg tænker, der var en flok får i nærheden.
Eller nogle mennesker, der kunne trænge til en hyrde.
Eller nogle af os, der kunne trænge til at høre, at Jesus ser muligheder i dig og mig. Ja, eller i dem, vi betragter som skader eller krager – eller nogen, der bare råger op.

”Følg mig”, sagde Jesus til Peter.
”Følg mig”, siger Jesus til alle os andre, der også lever efter den første påske. Os, som også skal leve med, at vores kærlighed ikke altid lever op til de løfter, vi afgav.

Jeg satte Jesus og Peter af på en vigeplads.
De var måske ikke så blinde, de to passagerer. De var nok i virkeligheden seende. Indseende.
Så kørte jeg videre.

Der blev rødt ved næste lyskryds. Selvfølgelig gjorde det det.
Jeg standsede og ventede denne gang tålmodigt på at få grønt lys til at køre videre i mit liv.

Pludselig kom jeg i tanke om, hvorfor det var, jeg havde været lidt for sent på den der fredag morgen.
Det var jo fordi et menneske havde kaldt på mig, da jeg var på vej over på parkeringspladsen til min bil.
Et menneske havde kaldt på mig og fra sit sted talt om, hvordan det var at være ham eller hende lige nu.

Når nogen kalder, så følger du kaldet. Så standser du og lytter. Du etablerer – måske bare for nogle dyrebare øjeblikke – en relation.

Kære menighed.
Når vi går til gudstjeneste, er det os, der bliver standsede.
Her er der noget, der kalder på os. Det kan være musikken, salmerne, teksterne, bønnerne. Det kan være Jesu egen stemme, der baner sig vej igennem alt det andet, vi pakker en gudstjeneste ind i, og pludselig taler han til dig. Han kalder på dig. Han kalder dig ud af det, der nu var dig og dit. Kalder noget frem i dig, som du måske ikke vidste, du havde i dig. Eller kalder det, der var som dødt, til live igen. Kalder dig ud til livet.

Hvad er det at møde den opstandne frelser i live igen? Det skal vi synge det senere.

Ja, hvad er det?
Det er når du bliver rejst op igen.
Det er, når du lægger dit gamle nedbøjede liv bag dig og vover at se et nyt i møde.
Det er når du hører, at du selv med det, der var dine svigt, er den, Jesus har kær.
Det er, når du erfarer, at også du er nødt til at følge ham. Fordi der ikke er andre veje, der giver mening, hvis noget skal give mening i denne verden.
Det er at få grønt lys i livet igen.
Dét er at møde den opstandne Herre.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Glædelig påske

 

SÅDAN SAGT .... i dagens påskeprædiken.

Og hermed: Glædelig påske til dig, der læser med

”Du kan, hvad du vil”.

Vi siger det i bedste mening til de unge.

Vi siger det velmenende til hinanden.

Engang imellem siger vi det til os selv og hepper imens: ”Kom så. Du kan, hvad du vil”.

”Du kan, hvad du vil”.

Som om den barre ikke var høj nok, så er det som om det ekkoer med, at hvis du ikke kan, så er det fordi du ikke vil det nok.

Her i dit korte liv skal du helst ville.

”Du skal ikke nøjes”.

”Du skal gå efter dine drømme”.

”Du kan godt spise en elefant, hvis du bare tager små bidder”.

Alt sådan noget siger vi også til hinanden.

Det, vi i virkeligheden prøver at bilde os selv og hinanden ind er:

Du kan, hvad du vil.

Men det er løgn.

Vi kan ikke, hvad vi vil.

Og der er ikke noget her i kirken, der tydeligere minder os om det end påskedagenes drama.

Vi kan ikke, hvad vi vil.

Men meget af det, vi ikke vil, dét mestrer vi til perfektion:

Selv når vi ikke engang sidder 13 til bords, kan vi forråde hinanden.

Også vi slår ihjel. Behøver jeg give eksempler?

Også vi fortvivler og spørger, om Gud mon har forladt os, når livet rammer os for hårdt.

Og når vi står derude på kirkegården, så kan vi ikke altid få matematikken i tallene på stenene til at gå op, hvor meget vi end vil det.

Du kan, hvad du vil?? Arghhh…

”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”.

Sådan bad Jesus natten efter skærtorsdag.

”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”.

Og hvad var det så Gud ville?

Det ved vi nu.

Gud ville, at det skulle blive påske.

Indtil nu havde påske betydet forbigang.

Fordi dødens engel forbigik og sparede Guds folk i Egypten.

Indtil nu havde påske været en overgang.

Men med Jesu opstandelse denne påskemorgen

er forbigangen overstået og overgået.

Og Jesus er selv gået i forvejen.

I første omgang gik han i forvejen til det Galilæa, han og de andre kendte så godt.

Siden er han gået forud for at gøre en plads klar til hver og en af os i det, der endnu er ukendt for os.

Det er påskedag.

Orglet har trukket alle registre ud.

Selv korlederens basun blæser langfredags dommedag et stykke.

Her er smukt pyntet med påskeliljer. Og hver eneste påskelilje er som en megafon, der trompeterer budskabet ud:

Kristus er opstanden! Udråbstegn.

Lad os juble og glæde os! Udråbstegn.

For vi, som stadig bilder os selv ind, at vi kan, hvad vi vil.

Vi kan vel også glæde os på denne højtidsdag?

Jo, for den, hvor det er opstandelsestroen, der banker dit hjerte, slår hjertet dobbeltslag på en påskedag.

Og for den, der med hovedet forstår og anerkender, at påsken fik skelsættende betydning for al efterfølgende måde at tænke på, sniger der sig også et intellektuelt rejehop af glæde med.

Men for den, hvor påske alene bliver et udråbstegn, et: Kristus er opstanden. Så glæd dig dog!

Men hvor glæden ikke heltonende finder genklang,

for den, der billedligt talt ikke synger hallelujaer i samme toneart som orgelet - der kan påsken blive et postulat, som også ubarmhjertigt minder dig om, at det kan du så heller ikke.

Du kan ikke alt, hvad du vil.

For tro er ikke en kundskab, en evne, en viljessag.

Påskens glæde kan aldrig være en påskepligt.

Påske kan aldrig kun være et udråbstegn, et basta, et sådan!

Påske må nødvendigvis også være et kolon, et: hvad så, et hvordan – for at påske kan blive til evangelium for os.

Kristus er opstanden – kolon.

Kristus er opstanden – kolon – og herfra begynder det på ny.

Det gælder også for dig, som ikke kan alt.

Ja, det gælder måske især for dig, der ikke kan alt.

Påske er ikke en præstation.

Påske er den store aflastning.

Påske er evangeliet om, at Gud kan og Gud vil.

Gud kan, og Gud vil, at livet skal vinde.

Derfor rullede Gud stenen fra Jesu grav.

Og fordi Gud stadig kan og stadig vil, kan Han også fjerne de tungeste sten fra dit liv.

Uanset om du kan eller vil tro det.

---

Du kender måske fortællingen. Den er ret udbredt, selvom det kun er godt 30 år gammel. I den version, jeg kender bedst, kommer en lærer end i en klasse med en masse sten i forskellige størrelser, en pose sand og et stort glas.

Læreren giver eleverne opgaven: Kan de få alle stenene og sandet ned i glasset? Uanset hvor meget eleverne prøver, kan de ikke.

Til sidst demonstrerer læreren: Først de store sten, så småstenene, så sandet og til sidst vand.

Historien findes også i en version, hvor læreren eller professoren til sidst ser ud over eleverne, der her er universitetsstuderende, tager en øl frem og forsigtigt hælder den ned i de sidste små mellemrum mellem sand, småsten og de store sten og siger: ”Moralen er, at lige meget, hvad der end sker i dit liv, så er der altid plads til en øl”

Eller en påskesnaps. Eller hvad du nu vil.

Så – altså: Lad de store sten – de vigtigste sten – tage deres plads og tid først, - og så har du masser af plads og tid til de mindre vigtige ting i dit liv.

Der slutter historien. Altså endnu en gang en fortælling med moralen: Du kan, hvad du vil. Det handler bare om planlægning.

Men det er løgn.

Hvorfor?

Fordi læreren har snydt. Hele set-uppet er en løgn.

For læreren kun har taget få store sten med. Så få, at læreren vidste, at de alle ville kunne være i glasset.

Problemet er ikke, at vi er dårlige til at prioritere de store sten. Nej, det kan vi som regel godt finde ud af. Problemet er, at de allerfleste af os har mange flere store sten i form af opgaver, tanker, udfordringer, anfægtelser, drømme, længsler – kald det hvad du vil - end der kan være i et glas, i et liv.

Fordi vi ikke kan alt, hvad vi vil, bliver opgaven ikke at skelne mellem, hvad der betyder noget og hvad der ikke betyder så meget.

Men at finde ud af, hvad vi skal gøre, når alt for meget i livet føles så vigtigt, at de er de største sten i vores liv.

Der er ikke nogen enkelt løsning.

Og hvis jeg sagde andet, så ville også det her være en prædiken om, at vi kan alt, hvad vi vil. Hvis altså bare vi vil det nok.

Men en mulighed er, at vi lader det blive måske for os lidt oftere.

For påske er troen på, at Gud har fjernet den første og den største sten.

Den sten, der fylder hele glasset, hele udsynet.

Den gravsten, der lå foran Jesu grav.

Den, der ligger foran vores kæres grave.

Den sten, der ligger foran din og min grav.

Og fordi Gud stadig kan og stadig vil, så kan Han også fjerne sten for dig. Små, store, og helt urimeligt store sten.

Når du bøvler med at få kabalen med dit livs små og store sten til at gå op.

Når det ikke lykkes at få dem til at være i glasset.

Og der ikke er noget i dit liv, der synes at gå op.

Uanset hvor meget du end vil det, drømmer om det, håber eller tror det,

Og når du igen-igen-igen erfarer, at du hverken kan eller vil,

skal du prøve at overlade lidt mere til den Gud, der både kan og vil.

Så lad det blive påske for dig.

For påske er aflastningen i, at vi ikke kan.

Og at vi heller ikke skal alt.

Men det skal Gud.

Vi andre, vi må – som kvinderne – denne første påskemorgen komme

med alt det, vi bærer med os af dødt,

med alt, det der ikke lykkedes for os,

med alle vores ekstra sten

med de gravsten, vi hver især har

med vores savn,

eller med de drømme eller længsler, vi ikke på nogen måde kan få presset ned i vores glas.

Vi må komme med vores fortvivlelse.

Vi må komme med et spirende håb om forandring.

Vi må komme med den tro, der er på størrelse med et sandkorn eller mindre.

Alt det må vi komme med til Gud:

”Kom, hjerte, med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde”

men levende dig nu vil møde!

Kære menighed.

I virkeligheden kunne jeg have holdt en meget kort påskeprædiken. Jeg kunne have citeret den konfirmand, der sagde:

”Håb er noget, man får, når livet er hårdt mod en”.

”Håb er noget, man får, når livet er hårdt mod en”.

Vi kan ville det nok så meget, håbet – og fortvivle, når vi ikke kan fornemme håbet, uanet hvor viljestærke vi end er.

Så er det håbefuldt at høre, at håb er noget, vi får.

Det er påske.

Påske er, at da Gud fjernede den første og den største sten, erstattede Han den døde sten med håb. Levende håb.

Hvordan ser det ud, det levende håb?

Vi kunne måske sige, at det levende håb er som at få et nyt glas af Gud.

Et glas, der kan rumme os med alt det, der er os og vort.

Et glas, der aldrig kan blive fyldt helt op, uanset, hvor meget vi så end putter i det.

For det nye glas er den evighed, Gud lukkede op for os,

da Han fjernede stenen fra graven.

Så løft dit nye glas. Håbets bæger.

Og lad os ønske hinanden en glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Kommenter

Del