C'er du det? - prædiken til 8. søndag efter trinitatis

 

Kan en evangelisk prædiken bestå af – eller sammenfattes i et eneste bogstav?

Lad os lege med tanken.
Hvis det var bogstaverne U u – eller å å – så rammer de vist især de mere formanende tekster – eller ordene fra i dag, om at ”ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”. Uu eller å å for det. Men evangelisk, det er det ikke.

Hvis det var en prædiken, der alene var skrevet på Ahhh – så er vi i feel-good afdelingen. En prædiken, der stryger os med hårene, og bekræfter os i hvor gode, vi er, og det er lige så uevangelisk.

Næ, lad os b.

Kan en evangelisk prædiken skrives på ét bogstav?
Måske.
Jeg tror, vi kommer længst med bogstavet C.

Og hvis du ikke får andet med dig hjem i dag, så vil jeg invitere dig til at tage bogstavet C med dig – og vende og dreje det C på alle de måder, du overhovedet kan komme i tanke om.

Digteren og salmedigteren, Simon Grotrian, som desværre døde for ung, har flere gange kreeret digte, som kun består af ét eneste bogstav. Som eksempelvis digtet, I ser på jeres salmeark. Her er der ingen ord. Digtet består kun af en hel masse C’er.

Jeg skal undlade at læse Grotrians C-digt op.
Det egner sig klart mere til at se på.
For digtet ligner mere en figur eller et billede end et traditionelt digt.

Simon Grotrian har givet digtet titlen ”Syndefald”.
Og med det hint in mente kan jeg kun se på digtet som et helt bestemt træ: Det træ, Gud havde plantet midt i Edens Have: Træet til kundskab om godt og ondt. Syndefald er et træ, bygget af C’er.

”Du må spise af alle trærne i haven”, sagde Gud til Adam, ”men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af,
for den dag, du spiser af det, skal du dø”.

Men det gjorde han jo, Adam.
Han spiste af frugten fra træet.
Og Eva spiste af den.

Det er derfor, Simon Grotrian har brugt bogstavet C i sit syndfaldsdigt.
Det er frugter, der er taget en bid af.

Og Adam og Eva må have været venstrehåndede – for de har begge bidt af æblets højre side.

Og C - syndefaldet var en realitet.

Men se, nu bliver jeg forvirret – for hvad var det, vi lige hørte før i evangelielæsningen: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter” og ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter”.

Hvis det er sandt - hvordan kan frugten på et af de gode træer i Paradisets have så bære dårlige frugter?

Eller handler det slet ikke om frugterne dér i Edens have?
Er det ikke frugterne, der er noget galt med, men menneskene? Menneskene, der ikke er lydige. De falder for fristelsen. Falder for slangens ord, der siger ”Vist skal I ikke dø”. ”Men Gud ved, at den dag, I spiser af frugten, bliver jeres øjne åbnet”.

I bliver seende. Havde Simon Grotrian skrevet denne sidste sætning, så ville han ikke have stavet ”seende” med s – men med C.

”Slangen var det snedigste af alle dyrene, Gud Herren havde skabt”, ved vi. Men slangen var ikke en falsk profet. For slangen fik jo rent faktisk ret. Adam og Eva blev seende. Deres øjne blev åbnet.

De fik den kundskab, de ikke havde før. De så, de var nøgne. Og nøgenheden handler jo om så meget mere end, at de ikke har noget tøj på. At være nøgen er også at være udleveret, sårbar, skamfuld. En uskyld er tabt for altid. Paradise Lost.

Men jeg er stadig forvirret.
Jesus beder os i dag være på vagt for de falske profeter. På vagt overfor dem, der prøver at bilde os noget ind, der ikke er sandt.

Men hvem er det, der har ret i syndefaldsberetningen?
Indtil videre er det slangen, der fører 1 – O.
Adam og Eva blev seende, som slangen havde sagt.
Og slangen udvider føringen til 2 – 0. For slangen fik jo ret på en måde mere: Adam og Eva kom jo ikke til at dø den dag, de spiste af kundskabens træ.

Bevares – de blev dødelige. Men de døde ikke.
Selvom Gud Herren selv højt og helligt havde truet Adam med det: ” træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø”.

Hvem taler sandt – og hvem er den falske?

Det er denne her slags spørgsmål, der igennem århundrederne har kostet både forfattere og kættere livet.
For må man stille spørgsmål til Guds almagt og Guds gode vilje?

Det er vist på tide, at vi tager en bid mere af frugten på Simon Grotrians træ.
Lad os dreje C’et en kvart omgang.
Så har vi en sur mund.
For nu blev det surt show for Adam og Eva. Fra nu af måtte de arbejde. Sved og slid og svangerskabs møje blev nye S’er i deres livs alfabet.

Når Adam og Eva sidenhen så sig tilbage, så de, at portalen til Edens have var ikke længere passerbar, men bevogtet.
”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Det var jo det, der var synden. Adam og Eva havde ikke været lydige. De havde ikke gjort deres fars vilje. ”Bort fra mig, I som begår lovbrud”.

Adam og Eva havde fået hele Paradiset på én eneste betingelse: At de var lydige og at de underordnede sig ét eneste bud. En eneste ulydig bid skilte dem fra det paradisiske.

Med den bid fulgte flere bismage med: Adam og Eva løj. De gemte sig. De var ikke længere frie i deres tilgang. Deres billede af Gud var blevet frygtsomt. Som var Gud Herren en glubsk ulv og ikke en kærlig vogter.

Det er vist på tide, at vi tager endnu en bid mere af frugten på Simon Grotrians træ.
Lad os dreje C’et endnu en kvart omgang.
Nu ligner C’et en skål.

Den skål, Gud hver eneste morgen fylder med sin nåde.
”Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder”.

”Vi kan ikke frelse os selv”, siger Simon Grotrian i et af de sjældne interviews, der findes med ham. Der er han netop blevet udskrevet efter et længere ophold på et psykiatrisk hospital efter et nervesammenbrud.

”Det er en lang proces at finde tilbage, når man først er blevet væk”. Sådan siger Simon Grotrian. Jeg tænker, Adam og Eva ville kunne skriver under på det.
Og vi andre med. For de gange, hvor vi blev forledt af egne eller andre falske profetstemmer, der kan vejen hjem være lang. For hvis du er blevet tonedøv over, hvilke stemmer, der er sande eller falske, hvordan skal du så finde retningen i dit liv?

Simon Grotrian tilbagelægger sin vej med små skridt og med troen som en stadigt større krykke. Hver morgen beder han en personlig bøn, siger Fadervor og tænder for radioens morgenandagt.
Og han bærer et kors af guld, under t-shirten.

”Jeg har det kors på hele tiden – siger han til journalisten –
”og det kan måske fortælle dig, at jeg min tro helt inde på kroppen. Jeg har ikke proppet den ind i en kasse. Den omfatter alting, og jeg er sat fri i den. Det er en af de glædelig ting, der er sket med mig, at jeg virkelig fornemmer den der frihed, jeg er sat i”.

Med guldkorset under den hvide t-shirt, får vi endnu et bogstav på banen. For vi kan ikke holde en evangelisk prædiken uden det bogstav t, som korset ligner.
T for tro.
T for tillid.
T for tilgivelse.

Et t, som ligner en lille gren, der er podet på en meget kraftigere stamme. Det bogstav er evangeliet til i dag.

At jo. Det er stadig lige svært at skelne mellem, hvem der er de falske og de sande profeter i vor tid. Og derfor kan vi også komme til at tage fejl, og skyde selv Den almægtige forkerte motiver i skoene.

Og jo – vi tager stadig bidder af de forkerte og de forbudne frugter.
Og vi bærer slet ikke selv de frugter, som er omvendelsen værdige.

Vi er i bund og grund ikke noget godt træ.  
Stod det alene til det, burde vi hugges om og kastes i ilden lige med det samme.
Og C – hvilket bål ville det ikke være.

Men når alle C’er er spist til sidste bid, så står Guds T og Guds træ tilbage:
Korsets træ.
Det træ, også du blev podet på i din dåb.
Som en lille undseelig gren på det træ, der har rødder helt ned i evigheden.

 

”De stærkeste rødder har træer i blæst”.
Så når du kastes fra Cyd mod nord og retur.
Når du fristes – og falder for fristelsen
og bevæger dig længere og længere fra det, der kunne have været dit Paradis.

Så er det ikke dit træ, der står fast.
Det er Guds træ
Og det er Gud være lovet Ham, du er podet på.

Du kan ikke frelse dig selv.
Men Gud har frelst dig i Kristus.

Simon Grotrian gav os et C til at begynde på.
Nu får han også de næstsidste ord i en trosbekendelse, han skrev. Den lyder sådan her:

Vi tror på Jesus Kristus, vores bror og frelser,
som vil samle os alle i Paradis,
når dette liv er forbi,
og som har vundet over Djævelen, vores værste fjende.

Vi tror, at al lidelse og smerte vil forsvinde,
og at Dommedag vil rense os for enhver tvivl og synd.

Vi tror på Gud, vores far i Himlen,
som har skabt os og alt det gode, vi ser,
han som mætter os og er kærlighed.

Vi tror på Helligånden, der giver os vort åndedræt
og holder den levende samtale i gang.
Vi tror på Folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte.

Vi tror på, at verden er begyndelse,
og at alt skal blive nyt. Amen. 

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn: Gud, vor Far.
Gid det var lettere at skelne løgn fra sandhed.
Gid vi ikke var så lette at lokke: Af slanger og falske profeter.
Gid vi var modigere til at sige sandheden og til at høre den.

Herre – lær os også at skelne, så vi ikke siger hinanden sandheder bare for at gøre ondt. Lad os tale sandt, men lad os især tale med hjertet.

 

Lad trangen til sandhed brede sig. Lad det gælde for os.
Men lad det også gælde for enhver, som kan have interesse i at gradbøje sandhed: Politikere, journalister, meningsdannere og hvad klædedragt det 21. århundredes sande og falske profeter ellers kommer i.

Lad os spise flere æbler og plante flere træer, som sætter sandheds frugter.

 

Herre, vi beder for dem, vi hver især stoler på.
Dem, der gør vores liv rigt. Og stort. Og værd at leve.
Vi takker dig for dem, vi har mistet, men som vi stadig savner. Vi beder for enhver, der har det svært lige nu.

Tak for gaverne. Både dem, der kommer indpakket i papir – og livets gaver: Musikken – en dag med flot vejr – et  menneske, der gjorde din dag god.

 

Tak for tilgivelsens realitet – og fordi vi tør stole på, at nok ligger din økse ved træets fod, Herre. Men øksen er slap – mens dit ord er skarpt og kærligt.

På det ord kan vi leve. Og vokse. Og måske sætte frugt.

Og på dit tilsagn om vore synders forladelse kan vi dø. Men dø i håbet om at vi slår øjnene op i dit rige – lige ved siden af Livets træ. Amen 

For mit indre blik ser jeg lige nu 3 mænd.
Der kunne være andre – men lige nu er det disse tre, der får lov at blande sig i prædikenen. 3 mænd, der hver på sin måde har set mig.

Har du haft mennesker i dit liv, som har set dig – som ingen andre har set dig – så send dem lige en kærlig tanke eller bøn lige nu.

Den første, jeg ser for mit indre blik, kan ikke se tilbage, for han lever ikke længere. Det er Haderslevs tidligere biskop, Niels Henrik Arendt.

Der kunne siges meget godt om ham. Når han talte, talte han med vægt, om end afdæmpet. Og han smalltalkede aldrig.

Niels Henrik Arendt var uhyre flittig. Hver eneste søndag var han til gudstjeneste i stiftet. Og kunne han nå mere end én gudstjeneste på en søndag, gjorde han det. Niels Henrik Arendt blev ikke stående i kirkedøren og smalltalkede efter gudstjenesten. Han smalltalkede jo aldrig. Men dagen efter – eller senest to dage efter – lå der i din postkasse – hvis du var præst – et håndskrevet brev fra ham, hvor han kom med gode kommentarer, respons og ros til den gudstjeneste, han havde været til. Og hvis ikke der var noget godt at sige, så sagde han ikke det.

Og han ville sikkert have vægret sig over at blive rost.

Niels Henrik Arendt havde en helt forunderlig evne til at se stort i os præster. Han var eminent til at få os parret i arbejdsfællesskaber på tværs af faggrupper. Jeg husker de første par gange, han ringede og spurgte, om det da ikke var noget for mig at indgå i sådan eller sådan …
Jeg har flere gange tænkt, at der havde Niels Henrik da vist ringet til den forkerte eller set forkert. Men det viste sig som regel, at Niels Henrik Arendt havde set rigtigt. Han så altid større i os – eller i hvert fald i mig - end jeg selv havde set.

Niels Henrik Arendt har selv fortalt i offentlighed, at han ofte lå søvnløs.

Parentes – på et af de tyske hoteller, jeg boede i min sommerferie, lå der på hovedpuden en pose med vingummier. Men det var ikke vingummibamser. Det var vingummifår. ”Værsgo” – her er nogle får at begynde med, hvis De ikke kan sove”, stod der på posen. -

Niels Henrik Arendt talte ikke får, når han lå søvnløs. Han begyndte fra en ende af stiftet med at tænke på en kirke, dens præster og kirkebetjening og han bad for dem. En efter en.
Det betyder meget for arbejdsglæden og for frimodighed i kaldet som præst at være set – og bedt for – af din biskop.

Niels Henrik Arendt er den første, jeg ser for mit indre blik. Jeg ser tilbage på ham med den største anerkendelse og respekt. Og han minder mig om, hvor særligt det er, når nogen ser noget i dig, du ikke selv kunne se.

Den anden mand, jeg ser for mit indre blik, er Zakæus.
Jeg har mine indre billeder af, hvordan Zakæus mon ser ud.
Du har sikkert dine.

For en engang skyld fortæller evangelisten os noget om udseendet på en af hovedpersonerne:
Vi hører, at Zakæus er lille af vækst.
Men der er altid mere at sige om os end udseendet.
Når de dengang så Zakæus, så de ikke bare en lille mand.
De lokale så også et menneske, de så ned på.
Helt bogstaveligt. Og helt overført.

For Zakæus var tolder, overtolder, og han var rig. Og hvis toldere dengang var rige, så var det fordi de uberettiget var kommet til pengene. De havde lagt fingeren lidt for tungt på vægten, opkrævet lidt mere end det strengt taget var nødvendigt.

Zakæus var en af dem, de så ned på dengang.
Hvis de da overhovedet så ham.

Zakæus lever i bedste velgående.
De færreste af dem sidder i morbærfigentræer. Du har såmænd sikkert passeret et par stykker på din vej i dag, uden at lægge mærke til ham.

Når jeg ser Zakæus, ser jeg også sider af mig selv.
De sider i mig, jeg ikke rigtigt vil være ved:
De uflatterende, ucharmerende sider.
Der, hvor jeg er for meget. Eller for lidt.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, mindes jeg om de gange, hvor jeg synes, jeg er lille af vækst.
De gange, hvor jeg følte mig for dum eller for malplaceret eller bare forkert i et selskab eller en sammenhæng.
Og jeg krymper mig.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, husker jeg de gange, hvor jeg blev overset.
De gange, hvor andre, der var højere, frækkere, eller smartere tog pladsen foran mig.
Andre, der tog udsynet, så jeg ikke kunne se længere end til min egen næsetip. Og det bliver i længden ret kortsigtet.

Når jeg ser Zakæus der i træet, ser jeg også de gange, hvor det var mig, der stod nedenfor træet.
Mig, der så op – og på samme tid ned på et andet menneske. Uden ord– eller løftede øjenbryn bevares. Alligevel har jeg gennem år og dag tænkt mine usympatiske tanker, når jeg er stødt på en Zakæus.

Og hvis du kan sige dig fri for nogen sinde at have tænkt én eneste ufordelagtig tanke om et andet menneske, ja, så skal der vist være helgenkåring efter højmessen her.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, ser jeg initiativ.
For når noget bliver vigtigt nok eller sandt nok, så bøjer en Zakæus ikke nakken og tænker, at så kan det være lige meget. Så handler han.

Når jeg ser Zakæus, ser jeg en, der tænker: Hvad er det værste, der kan ske?
Og det værste, der kan ske, er ikke ret slemt.
Når du i forvejen ikke er en, der bliver set, så gør det jo ingen forskel, om du står på jorden eller om du sidder i et morbærtræ.
Når du allerede har mistet andres agtelse, så gør det jo ingen forskel, om du gør noget så pinligt som at klatre op i et træ.

Zakæus klatrer ikke op i træet for at blive set.
For det er han ikke vant til.
Zakæus klatrer op i træet for at se.
For at få syn for sagn om den Messias, profeter allerede havde set for år hundreder siden. Ham, Zakæus har hørt om lørdag efter lørdag i templet i søndagsskolen.

Zakæus regner med, at han kan være med på en kigger.
En kikkekø – hvor han bagefter bare kan gå uforandret tilbage til sit upåagtede liv.

Men du kan ikke nøjes med at være i kikkekø til Kristus.
Har du først set Kristus, er der ingen vej tilbage.
Du kan ikke bare gå uforandret tilbage til det, du kendte alt for godt.
Derfra er der kun andre veje.

Og har Kristus først set mennesket i dig, så er han ikke kun kommet på gæstevisit i dit hus  - eller i din tro. Så er han kommet for at blive.

Zakæus er den anden mand, jeg ser for mit indre blik.

Den tredje mand har jeg ingen indre billeder af.
Når jeg tænker på ham, ser han ikke ud på én bestemt måde.
Det er tværtimod omvendt.
Når jeg tænker på ham, handler det mere om, hvordan han ser på mig.
Om hvad det gør ved mit liv og min selvforståelse, at han – ufortjent - har set mig og kastet sin kærlighed på mig.
Den tredje mand er Jesus.

At tro er at hvile i at også du er set.
På én gang set og gennemskuet og udset.
Der er så meget mere i dig, der endnu ikke er set frem.
Dét er evangeliet.

Og der er ikke noget uset i dit liv, som Guds øje ikke har hvilet på. Det er også evangeliet. Dine synders forladelse. Dine endnu usete muligheder.

Et af de mest misforståede Gudsbilleder er billedet af ”Øjet i det høje”.
Vi kan finde øjet på mange alterudsmykninger allerøverst oppe.
En trekant. En trehed. I midten ét øje.
Misforstået, fordi det øje ofte er blevet udsagt som et ”Big Brother is watching you”. Som om Gud er et stort overvågningskamera, der nøje følger, hvert eneste trin – og især hvert eneste fejltrin, vi begår.
Og bare for at være helt sikker på at være nøjeregnende nok, så noterer øjet i det høje hvert et fejltrin op i den sorte bog. Og på det skal vi dømmes.
Tænk, jeg tror ikke, det er sådan Guds øje ser.

For det er der ikke megen nåde i.
Evangeliet er, at øjet i det høje ikke blinker.
Øjet i det høje er evigt vågent.
Som den, der våger i natten.
Som den, der ikke kan få øjnene fra sin elskede.
Som nærvær.
Som alt det, vi endnu ikke har set.

Julenat kom øjet i det høje ned på jorden.
For evangeliet er, at Guds kærlighed er i øjenhøjde med os.

Når Jesus ser Zakæus i dag, ser Jesus ham ikke med et fordømmende blik.
Jesus ser ikke alt det frem, Zakæus har gjort.
Eller har været.
Jesus ser ikke det lille menneske, Zakæus er udenpå eller indeni.
Jesus ser ikke alt det, Zakæus alt for godt har set i sig selv – eller havde set i andres blikke.
Jesus ser noget andet – og bedre frem.
Og da Jesus først havde set det, kunne Zakæus også selv se det.

Det er nåde.
Nåde er, når Guds øje falder på os.
Nåde er, når øjet i det høje falder på os i det lave.
Nåde er, at komme i øjenhøjde med Guds søn og Guds evangelium.

Jesus inviterede sig hjem til Zakæus, og der så han nye sider af ham. I dag er du inviteret med omkring det spisebord.
Og skulle du misse blikket ved nadverbordet, faldet Guds øje på dig igen i velsignelsen. I dag.
Og i morgen og til evig tid.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 Billedet er fra altertavlen i Sct. Nicolai Kirke, Vejle. 
Fra Anders Kirkegaards altertavle.