Påske er med-gang. Prædiken til 2. påskedag

Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik” ”Ufravendt”, dvs. uafbrudt.

Vi tager det lige en gang til, hvad han sagde, den franske filosof fra 1600-tallet (La Rochefoucauld, 1613-1680): ”Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik”.

For både solen og døden blænder os.

Blænder øjet. Blænder udsynet.

Så før eller senere må vi slå blikket ned for solens eller dødens magt.

Vi kan ikke ufravendt se døden eller solen i øjnene.

Vi må før eller senere se i andre retninger.

For ellers tager solen – eller døden hele udsynet.

Spørg den, der har mistet, om dødens magt.

Spørg den, der har kiggede længe mod solen, om det til sidst var lys, de så – eller om ikke det var mørke.

I tre dage havde de ufravendt siddet med livet vendt i dødens retning. De havde besøgt hans grav. En gang. Flere gange. De havde grædt, så de troede de skulle græde øjnene ud af hovedet. Lidt efter havde der alligevel været flere tårer.

De havde grædt, fordi Jesus var død. Og selvom ingen død har glæde af vores tårer, så havde disciplene grædt over Jesus alligevel.

De havde også – som så mange sørgende efter dem - grædt på egne vegne.

Hvad skulle der nu blive af dem?

Af deres forventninger? Af alt det, de havde skullet sammen?

De havde grædt, fordi det, der skulle have været fælles fremtid, nu var blevet reduceret til fælles fortid.

Og så havde de grædt de tårer, som kun den, der har mistet et livsgrundlag og et trosgrundlag, kender på egen krop.

Nu kunne de ikke mere. Nu havde de ufravendt gjort det samme i tre dage. Mørket var stadig lige mørkt omkring dem. I dem. Og selvom det føltes som endnu et svigt at vende ryggen til graven og Jerusalem, så tager de her på 3. dagen den aktive beslutning at vende sig fra det ufravendte.

De pakkede deres skuffede forventninger sammen med deres tro og pakkede det så langt ind i dem selv, at de aldrig troede, det skulle findes frem igen.

Så begav de sig på vej. Jeg ved ikke om de troede, de kunne efterlade sorgen bag sig ved at gå nye veje. I så fald er de ikke de første, der har prøvet den strategi.

Mange tror, sorg bliver mindre over tid. Nyere sorg-forskning siger, at tiden nok læger sår, men sorgen selv bliver ikke mindre. Sorg beholder sin størrelse. Det er derimod den sørgende, der vokser. Det er den sørgende, der med tiden får plads til andet og mere i sit liv.

Vi ser dem på forsiden af sangarket.

Vi ser dem ved indgangen til Christianskirken. I den samme række af billeder på portalen, hvor også den tomme grav er. Den række, der om nogen udgør troens Alfa og Omega.

Her går de, de to disciple.

De går – som så mange sørgende før og efter dem – har gået.

De har lagt Jerusalem bag sig.

Ligesom vi alle sammen kommer til at lægge noget bag os i livet.

De har lar lagt dødsfaldet og gravstedet bag sig.

Ligesom vi går fra vore grave.

Måske ved de ikke, hvor de går hen.

I evangeliet står der Emmaus.

Jeg synes, det lyder som navnet på et stoppested så lille, at du ved, du er nødt til at skifte igen for at komme til din destination.

Måske er der flere veje, som solen skygger for.

Måske er der altid flere veje for os.

Men det kan være svært at se, når man med blikket ufravendt mod solen. Eller når vi kun ser den vej, vi vil se.

Her ser vi kun den ene vej.

Den, der fører til et lille hus.

Marken omkring dem er høstet.

Vi andre ved, at det var et af tegnene på det, der skal komme. De ved det ikke. Sådan er det, når vi billedligt talt stadig ufravendt ser i samme retning.

Kornet står i stakke.

Eller måske er det små træer.

Tæl dem.

Vi er ikke overraskede over resultatet.

Der er 11 stakke eller træer.

Den ene er faldet – eller rykket op med rode.

Mon ikke der er en for ham, der lavede sit eget opbrud, oprør, Judas.

Ham, der ikke kom til at høste frugterne af Jesu forkyndelse?

Fordi han mistede tålmodigheden?

Eller blev fristet over evne?

Eller hvad der nu kan forlede mennesker til at gå deres egne mørke veje?

Også på vores opbrudsveje er der gode venner og støtter, der falder fra.

Eller os, der falder fra dem.

Fordi veje engang imellem må skilles.

For det kan være svært at blive ved med at have fælles fodslag med den, som længe har skullet se dødens realiteter i øjnene. Den, hvis øjne holdes til, så det kan være svært at se livet.

Ingen kan ikke trække den, der sørger, i livets retning.

Men vi kan følges ad. Hvis vi altså kan holde det ud.

For der er nogle, der falder fra – nogle venskaber, der rykkes op med rode. Lige som på billedet her.

Det ved den, der har mistet.

Det ved det menneske, der har foretaget andre store opbrud i livet: Det er ikke alle venner, der holder ved.

Nogle falder fra, fordi de ikke kan holde ud, at den, der har mistet, igen og igen retter blikket mod døden. Mod fortiden.

Og nogle falder fra, fordi de ikke kan holde ud at være vidner til, at den sørgende igen går i livets retning. Eller at den, der bryder op, går nye veje.

Dagen er ved at være forbi.

De to disciple går i modlys. Mod den nedadgående sol.

Måske ser de hverken lyset eller mørket.

Fordi de er forblændede.

Fordi også de ufravendt har set på døden. Eller solen. Eller begge dele. Alt for længe.

Så de nu har vendt deres blikke i en anden retning.

Vi ved, hvad der sker.

Vi ved, det er Jesus, opstandne selv, der står følge med dem.

Ham, der både kan se døden og solen i øjnene. Og blive ved.

Ham, der ikke blinker først.

Ham, der ikke nogen sinde slår blikket ned for noget som helst.

Vi ved, det er ham.

De ved det ikke. De kan heller ikke tro det. Hvordan skal man kunne tro på noget, man ikke kan se?

Det er det, 2. påskedag handler om:

At tro på, vi ikke kan se.

Det er det, påske også er, at Gud åbner vores øjne for, at der er et liv efter døden, og at Guds liv går side om side med os i livet.

At få åbnet øjnene – eller hjertet – det er at få stenen rullet fra i vores liv.

Jeg ved ikke, hvad der overbeviser disciplene mest:

Om det er ordene i Jesu udlægning.

Om det er, da han bryder brødet sammen med dem og genetablerer fællesskabet.

Jeg ved ikke, hvad der nærer din tro mest?

Ord, der forkynder.

Brød eller vin, der smager og nærer.

Jeg ved, som sagt ikke, hvad der prædiker stærkest til dig denne dag. For mig blev det en arm.

Det er derfor, I have en del af portalen med ind i kirken i dag.

Se igen på billedet på forsiden af sangarket.

Jeg er helt sikker på, at det er den opstandne, der går i midten, mellem de to disciple.

For selvom de går i samme retning – fra døden mod livet – så har de brug for noget forskelligt. Sådan som også vi er forskellige på vores livsvandring. En kan gå selv. En anden har brug for at få en arm lagt om sig.

For mig er der sjælesorg og omsorg og et kærligt nærvær i den måde, den opstandne lægger armen om den ene discipel på.

Det er sådanne arme, der kan nære min tro på, at det bliver godt igen:

Når en ven eller en bekendt eller en tilfældig livs-forbi-passerende lægger sin arm på min.

Uden ord.

Uden forkyndelse.

Uden bedreviden.

Bare en arm.

Jeg er der.

Jeg følges med dig. Hvor end du går hen.

Jeg leder dig ikke.

Men jeg er her.

Du kan mærke mig. Jeg kan mærke dig.

Jeg kan mærke, når dine skridt bliver langsommere.

Og vi begge må sagtne farten for at kunne følges ad.

Jeg registrerer det, når du er nødt til at tage din arm for at tørre en tåre bort.

Jeg er der, når du må skygge med armen for solen, fordi de nye dage blænder dig.

Jeg er der.

Kærligt.

Ukrævende.

Nærværende på din vej.

Jeg forlader dig ikke.

Dét er anden påskedag for mig.

At der på min vej fra døden tilbage mod livets retning.

Eller der hvor jeg gyser, fordi jeg ser, at også jeg en dag skal dø.

Eller nogle af mine kæreste er slået ind på den vej.

Der går den opstandne med mig.

Han har gået begge veje:

Vejen fra liv til død. Og vejen fra død tilbage til livet.

Og nu kom han tilbage for at gå den med mig – og med dig.

”Og så blev han usynlig for dem”.

Ja, selvfølgelig gjorde han det. Vi kan ikke altid have Kristus for øje.

Vi kan have ham som tro, som ledetråd, som vejviser.

Men han er ikke altid synlig.

Men du kan mærke hans arm.

Som en varme. En tryghed.

Som et aftryk, han satte på dig.

Intet menneske kan love en anden, at vi vil følge på alle veje.

Men vi kan love en arm.

Intet menneske kan love en anden, at vi vil følge på alle veje.

Det kan kun Kristus.

Ordet påske betød ”forbigang” eller at ”gå forbi”.

For sådan blev det påske for jøderne, da de smurte lammets blod på dørstolperne i Egypten og dødsenglen gik forbi deres huse.

Ordet påske betød forbigang, fordi også Jesus måtte opleve, hvordan han blev forbigået. Han blev forrådt og forladt. Og dem, der kunne have gået med ham og stået op for ham, de gik deres egne veje.

Påske betød forbigang.

2. påskedag hører vi, at påske betyder med-gang.

Ikke medgang som uafbrudt lykke og lange, lyse dage. Med med-gang. Ufravendt med-gang.

Han går med os, den opstandne.

Han går med os gennem livet. Gennem døden. Med der hvor alle veje ender og hvor Guds veje begynder.

For den medgang siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Helligdagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-paaskedag-fra-foerste-raekke

Synes godt om

Kommenter

Del

Prædiken to go. Skærtorsdag 2023

SÅDAN SET ... lød min skærtorsdagsprædiken ca. sådan her: 

I: 

Selv så mange år efter, at han var gået bort – ja, for sig selv sagde hun stadig ”gået bort”, for sådan klamrede hun sig stadig til et irrationelt håb om, at han ville komme tilbage, selvom den måde, han var gået bort på, var for altid. 

Og selv nu – så greb hendes hænder altid om to tallerkener, når hun skulle dække bord. 

Kroppen husker. 

Sanserne husker. 

Derfor lavede hun også stadig karbonader, som han bedst kunne lide dem. Og opbagt sovs i panden bagefter. 

På sin egen måde føltes det som at ære hans minde, tænkte hun, mens hun ved voksdugen tyggede sig igennem den ene karbonade og lagde den anden i en tubberwarebøtte i køleskabet til i morgen. 

II: 

En rød indkøbskurv. Uden hjul. Han skal alligevel aldrig have mere, end han kan bære. I dag ligger der to frysepizzaer med skinke og en jordbæryoughurt og råber ad hinanden. 

Nu står han tøvende i afdelingen for færdigblandede salater. 

Han tøver, fordi han ved, han burde spise mere grønt. 

Han tøver, fordi han ved, at hvis han køber salaten, så er det kun af dårlig samvittighed. Om et par dage ryger det hele alligevel ud, slattent og endnu mere uspiseligt. 

I dag vinder samvittigheden. 

Da han har smidt pizzaerne i ovnen og benene på tv-bordet, zapper han sig frem til endnu et ligegyldigt afsnit af endnu en ligegyldig reality-serie, der intet har med hans eget liv at gøre. 

III: 

”Har du lektier for?” spørger mor, mens hun sætter minimælken på middagsbordet. 

Hun ved godt, at mor ikke spørger, for at være irriterende. Det føles bare irriterende. Helt vildt irriterende. Og så gider hun ikke svare. 

Hun gider heller ikke sige, at det havde været en virkelig træls dag i skolen. At hun igen havde fået skældud, fordi hun ikke kunne lade sin mobil være i tysktimen. 

I virkeligheden har hun allermest lyst til et knus. Ikke sådan et hurtigt ”ha en god dag knus” – men sådan et langt et, man kan mærke resten af dagen. Men på en eller anden måde er det bare nemmere at brokke sig over, hvorfor der absolut skal være spinat i salaten. Selvom det faktisk smager ret godt. 

IV: 

De kittelklædte øjne forsøgte at holde øjenkontakten. Det skulle de. 

”Endnu ikke stabil nok i vægt til at måtte spise måltider alene”, står der i min journal. Jeg har selv læst det. 

Jeg forsøger, om ikke kartoflen kan skæres i et endnu mindre stykke – så resten kan trykkes helt fladt og uopskrabeligt på tallerkenen. 

Og så er der stadig 8 grønne ærter, der stirrer anklagende på mig. Jeg skubber rundt med ærterne med gaflen. Nu ligner de et uendelighedstegn. 

Endnu et måltid i rækken. 

Endnu et. 

V: 

”Mor”, spørger barnet på sit modersmål, som er det sprog, enhver mor i hele verden forstår. 

”Mor. Hvornår er vi der? Jeg er sulten”. 

Men mor har hverken svar eller mad. 

Sådan er det at være mor undervejs og på flugt. 

De andre børn i den uendelige række af mødre og børn stillede de samme spørgsmål. De andre børn fik de samme svar. 

Endnu engang løfter moren op i blusen og trækker brystet frem – selvom barnet egentligt er for gammelt til at blive ammet. 

Men hun har ikke andet at tilbyde. 

Og hun ved ikke, hvornår de er der. 

VI: 

”Lad mig præsentere jeres femte servering”, sagde den ulasteligt klædte unge tjener, hvor ingenting sad forkert, ikke engang smilet. ”I skal have stegt fransk andelever med marineret tomat, tomat chutney og æblegastric”. 

En for en blev tallerkenerne tyst placeret foran de habitklædte herrer. De smilede professionelt tilbage. 

Der var tre serveringer tilbage. Og forhåbentligt et par underskrifter på særdeles vigtige kontrakter i morgen formiddag. 

Habitterne løftede blikkene og glassene med de blodrøde dråber, der matcher både i farve og bouquet til resten af set-uppet, og skålede. Igen. 

VII: 

Der er kartofler og lammesteg og kylling til dem, der ikke spiser lam. Der er tre salater og ramsløgspesto. 

Og der er dessert efter kokkenes fantasi – og både fantasien og desserten plejer at være god. 

Der er duge på bordene og tændte lys i stager. 

Der er helt sikkert en, der vil servere for dig, hvis du ikke både kan balancere med både ben og tallerken. 

Der er brød på bordet. Og vin til glasset. Eller vand. 

Og der er stadig enkelte ekstra pladser, hvis ikke du skulle have fået dig meldt til skærtorsdagsmåltidet i aften. 

For i aften vil vi gøre sammen, hvad mennesker ud over hele jorden gør hver eneste dag: Vi vil spise. 

Spise, som enken ved voksdugen i køkkenet. 

Spise som dem med pizzaer foran tv’et. 

Spise som familien Danmark med teenagebørn. 

Eller som den indlagte med spiseforstyrrelse på hospitalet. 

Spise som forretningsmændene på endnu en Michelin-restaurant. 

Spise som den på flugt og den, der spiser undervejs. 

Som den, der havde for travlt og glemte at spise. 

Som den, der igen kun fik havregryn til aftensmad eller pasta med ketchup. 

Eller spise som den, der kun spiste, fordi han var sulten for sjov. 

Spise, som dem, der altid spiser alene, fordi der er lås på døren og ledsaget udgang et fremtidsscenarie. 

Spise som den, der altid spiser sammen med andre, men som alligevel føler sig alene. 

Spise, som Vor Herre Jesus Kristus gjorde det denne aften med sine nærmeste. 

Skærtorsdag inviteres vi til at spise sammen. 

Vi gør det hver eneste dag. 

Alene eller sammen med nogen.

Det kan være ukompliceret eller særdeles kompliceret, både det, der er på bordet – og omstændighederne omkring bordet. 

Her i kirken spiser vi altid sammen. 

Vi knæler eller står. 

Og uanset hvor – så har vi Kristus på den anden side af nadverbordet. 

Det har vi meget synligt og bogstaveligt her i Christianskirken med Bjørn Nørgaards gyldne alterbillede. 

Der er de – de 12 - bænkede på deres side af bordet. Og Jesus sidder i midten. 

Og der er sat krus og tallerkener frem til … 

ja, indtil jeg skulle skrive denne prædiken, har jeg altid tænkt, at der var dækket til alle os, der kommer og knæler på den anden side af bordet. 

Sådan sætter vi os til bords med Vor Herre Jesus Kristus. 

Der rækker han os sig selv. Os, der har valgt at gå til alters. 

Men forleden slog det mig: 

Der er måske ikke kun sat ekstra krus og tallerkener frem til os, der kommer her i kirken. Der er også sat ekstra frem, for at Jesus kunne tage krus og tallerken med sig. For at Jesus har et krus og en ekstra tallerken, når han går på husbesøg og sætter sig til bords hos enken, den pizzaspisende, dem, der er på flugt – og dem, der er på flugt fra sig selv. 

Alle dem, der var på besøg i begyndelsen af denne prædiken – og alle de andre ude i den store verden. 

Dem, der måske aldrig ville træde over tærsklen till nogen som helst kirke – og da måske slet ikke vove sig til højbords. 

Til dem kommer Jesus selv. 

Inviterer sig selv indenfor. 

For tro er ikke kun at komme til Kristus. 

Men at lade Kristus komme til os og komme os nær. 

Han sætter sig til bords hos os. 

Han sætter sig ved siden af den salatforskrækkende og smækker sandalerne op på sofabordet. 

Han indtager den stol ved voksdugen, der har stået tom længe. 

Eller … han sætter sig bag ved kvinden på flugt, så hun kan hvile ryggen op mod hans bryst. 

Han deler deres karbonade, ærter, pizzaer. 

Deres skam, deres sorg, deres frygt, deres præstationskrav og deres afmagt. 

Han sætter en tallerken og et krus på dit og mit hverdagsbord 

og deler vores skam, sorg, frygt, præstationskrav og vores afmagt – og alt det, vi ikke fylder på tallerkenerne, men som fylder i vores liv. 

Det gjorde Jesus, fordi han først og fremmest kom til denne jord for at sætte sig i vores sted. 

For at dele vilkår og altså også noget så jordnært som måltider med os.

Det er ved måltidet, Jesus gør sig til måltid. 

Han rækker sig frem.  

Han rækker os sig selv. 

Ikke i små afmålte doser. 

Men helt og fuldt. 

For mindre kunne ikke gøre det. 

Jesus begyndte ikke på det ved et hvilket som helst måltid. 

Men netop: ”I den nat, da han blev forrådt”, da tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det – gav os det – og sagde: ”Gør dette til min ihukommelse” 

I den nat, i det samme døgn, som han bliver forrådt, forhørt, forhånet. I den nat, hvor han forlades af sine nærmeste. 

I netop den nat. 

Før alt dette – før han har fået et eneste piskeslag, giver han sig selv til sidste blodsdråbe, for ”denne kalk er den nye pagt i mit blod”. 

Og bagefter – efter måltidet – i påskens efterfølgende begivenheder - giver han os bogstaveligt talt sig selv til sidste blodsdråbe. 

Dér – her - ved måltidet tager han vor skyld og bærer med på vores skam og på alt, hvad vi i øvrigt kommer bærende med af meningsløse gåder og grænseløse glæder. 

Måske rejser vi os og går mætte og nærede videre. 

Måske tager vi selv en tallerken og et to go krus med os ud i verden. 

Således at vi kan række videre af det, Jesus har givet til os: 

Vi skal ikke være så bange for at give af os selv. 

Vi skal række Jesu selvforglemmende kærlighed ud til den verden, der ikke har fået mindre brug for det siden det første kærlighedsmåltid. 

Vi skal dele af det håb, der blev skænket os, da Jesus vidste, at alt håb menneskeligt talt var ude. 

I troen på, at alle gode gaver, de kom fra oven og ned til os – 

i det barn, der blev født julenat - 

i troen på, at Guds gaver stadig kommer ovenfra, rækkes til os for at vi skal tage imod dem og dele dem med hinanden - 

I den tro siger vi: 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.