Juleprædiken 2023

I år har jeg givet mig selv den udfordring, at en stjernestrimmel skal være min juleprædiken. Jeg kan se, nogle af jer ser lettede ud. Det blir en kort prædiken, tænker I. Måske glæder I jer for tidligt. Og så skal jeg ikke være den, der tager glæden fra jer. For forventningen glæde er - som bekendt - den største.

Der lå en stjernestrimmel på din stol.

I år skal I nemlig ikke kun have en juleprædiken i ørerne.

I skal også have den i hænderne og i benene.

Allerførst vil jeg invitere dig til at tage din stjernestrimmel i hænderne.

Jamen, Eva, der er jo ikke strimler nok til at flette en stjerne?

Vi mangler nogen.

Ja.

Sådan er jul også: Vi mangler nogen.

Når det bliver jul, savner vi dem, vi har mistet på en særlig måde.

Vi savner dem både omkring julebordet, omkring juletræet.

Vi savner i vores hjerter.

I dag skal I ikke flette stjerner.

I skal folde en trappe.

Men hør godt efter, inden du begynder.

For der er 2 muligheder:

Her er den første:

Hvis du synes, julen er kommet alt for hurtigt.

Hvis du synes, du virkeligt har skullet løbe stærkt, for at nå hertil.

Ja, hvis du stadig sidder her småforpustet med høj puls. Så skal du folde din trappe med få store fold.

Her er den anden mulighed:

Hvis du synes, julen er kommet med museskridt, og du bare har glædet sig såå længe, og hvis du synes der er længe, længe til i aften, så folder du med mange, mange små fold.

Det samme gælder, hvis du stadig venter på, at juleglæden eller julefreden skal indhente dig, så folder du også din stjernestrimmel med små, små fold.

Værsgo at folde:

Måske har du taget andre store eller små skridt dette år?

Eller du står på springet til at skulle gøre det?

Måske er der noget, du vil trappe op på?

Eller trappe ned ad?

Måske tænker du også på det denne juleaftensdag?

For mange af os er julen som en afsats:

Vi standser op.

Lader hvilen falde på os.

Reflekterer.

Glædes.

Mindes.

Græder måske lidt.

Nu har vi alle en trappe.

Nogle af os har en trappe med få store trin.

Nogle af os har en trappe med mange små trin.

Det er jul.

Jul er, at Gud tog ét trin ind i vores verden.

Om det var et stort trin eller et lille musetrin for Gud, det tror jeg ikke, vi kommer nærmere. For den, der går kærlighedens ærinde, tænker aldrig i størrelse.

Gud tog det første skridt.

Gud tager altid det første skridt.

For tro er ikke at komme til Gud. Tro er, at Gud kommer til os.

Derfor kan tro heller aldrig være en præstation for os.

Noget, vi kan blive elite-udøvere af.

Tro er altid en gave.

I julen tager Gud det første skridt for at komme os i møde.

Gud kunne være blevet i sin himmel. Det ville have været nemt og komfortabelt for Ham.

Men sådan er kærlighed også: At træde ud af sin komfortzone for andres skyld.

Nu skal du tage din stjernestrimmel igen.

Glat den lidt ud. Og riv så strimlen over på midten, så du sidder med to nogenlunde lige store stykker.

De to stykker stjernestrimmel skal minde os om julens mysterium:

Og nu får I denne juleprædikens eneste fremmedord, ordet ”inkarnation”. Inkarnation – det betyder ”i kødet” -

Inkarnation står for, at Gud med Jesus iklædte sig kød og død

– og blev et kødeligt og dødeligt menneske som dig og mig.

Du har to strimler.

En for dig. En for Gud.

De to strimler ligner hinanden.

De er lavet af det samme.

For sådan er også vi skabt.

Vi er skabt, så vi ligner Gud.

Vi er skabt til at skabe videre på den verden, Gud lavede som det allerførste.

Ja, vores opgave som mennesker er at gøre det,

Gud vil have gjort.

Den opgave kan vi kalde så meget:

Vi kan kalde det ansvar for kloden eller klimabevidsthed.

Vi kan også kalde det næstekærlighed.

Nu skal du folde dine to strimler ind over hinanden skiftevis.

Så du får en musetrappe.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i vores verden.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i din verden.

Gud lægger sig ind over dig – som den ene strimmel ovenpå den anden. Sådan gør Gud sig til ét med dig.

Måske er det det, der er julefred?

Måske er det det, du også mærker,

når du er tilfreds?

Når du ikke skal præstere, men bare være.

Når du føler dig holdt af?

Jul er, at Gud bøjede sig ind i vores verden.

Når det bliver til tro for dig, så er det det samme som når vi laver en musetrappe:

At Gud folder sig ind i dit liv.

Og at du lader Gud folde sig ind i dit liv.

Jeg tror ikke kun, vi finder vores troen, når vi folder vore hænder.

Men i mange andre sammenhænge.

Også det kan musetrappen også minde os om.

Se på din musetrappe.

Den er ikke særligt lang.

Den er kortere end den første trappe, du lavede.

Men musetrappen kan strækkes.

Sådan minder musetrappen dig om, at den voksne Jesus lærte os noget om, at vi skal strække os langt for hinanden.

Det gør vi, når vi går et ekstra skridt.

Og når vi tager skridtet fuldt ud, så elsker vi ikke bare vores næste – men også vores fjender.

I Guds væsen ligger det, at Han kan strækker sig langt. Også længere end vi synes, det er rimeligt. Det er det, vi kalder nåde.

Denne juleaften skulle vi lave musetrapper.

For selv et barn kan finde ud af lave en musetrappe.

Sådan minder den enkle musetrappe os om det håb, der blev født julenat.

Det håb forkyndes for os alle sammen.

For hvert et barn.

For Guds børn, for ønskebørn, ja for barnet i dig og mig:

Det forkyndes for alle os, der synes, at håbet går med museskridt i denne verden.

Det håb rækkes til enhver, der synes, krige og konflikter optrappes hurtigere end vi kan følge med til det.

Julens håb rækkes til os, der krøller stjernestrimler sammen, når livet bliver for kompliceret.

Og det rækkes til alle de fantasifulde, der allerede har vendt og drejet deres trapper og har fundet ud af, hvordan trappen alligevel ligner en stjerne.

Eller et hjerte.

Det rækkes til den, der har tænkt, at hvis vi nu hver især hjalp hinanden, hvis vi lånte hinanden stjernestrimler, så ville vi sagtens kunne flette dem sammen til en stjerne som den, der lyste på himlen over stalden i Betlehem.

Til alle os forkyndes det: I dag er der født jer en frelser.

Han er Kristus Herren.

Jeg sagde, at jeg ikke kun ville holde juleprædiken for ørerne og for hænderne. I år vil jeg også invitere jer til at få julens budskab i benene.

Det siges, at trappetræning er god motion.

Derfor vil jeg sende jer herfra med 2 trappetræningsøvelser:

For det første: I aften, når I går rundt om juletræet, så vil jeg invitere jer at I tager mindst en runde rundt om træet med museskridt.

Med bitte-små langsomme skridt.

De mindste skridt, I kan tage.

Museskridt skal minde os om, at der er noget, der tager tid.

Der er noget, vi skal give tid.

Der er ting, der går langsom her i livet:

Livet går langsomt, når man utålmodigt anlagt.

Det går langsomt at blive glad igen, hvis du har været meget ked af det.

Det går langsomt at finde dig selv, hvis du er blevet væk for dig selv.

Det går langsomt at tage store beslutninger.

Det går langsomt at gå frem, hvis din tilværelse er fyldt af tilbageskridt.

Gå langsomt.

Husk, at selv babysteps er steps.

Selv jomfru Maria måtte vente 9 måneder på at holde sin nyfødte i armene. Faktisk er et af jomfru Marias kælenavne ”himmelstigen”.

For det var gennem hende, Jesus steg ned og siden gav mennesker mulighed for at stige op.

Giv tid.

Tag en runde – eller to med museskridt.

Det var den ene trappetræningsøvelse.

Her kommer nummer to:

Den skal du bruge, når du går på trapper.

Hvis du nu er sådan en, der altid går på trapper med – lad os sige højre ben først - så er opgaven, at du skal prøve at gå med venstre først.

Hvorfor?

For at minde dig om, at jul også viser os, at der altid er en anden mulighed.

Gud tog skridtet fuldt ud og gik ind i vores verden.

Gud kunne have ladet være.

Intet ville have været nemmere.

Og så havde livet bare fortsat sin skæve gang her.

Men Gud brød vanetænkning – og gik ind i vores tid.

Sådan viste han os, at der altid er en anden mulighed end den, der ligger lige til højrebenet.

Din anden mulighed kan være at give andre en chance til, selvom du egl. synes, de havde opbrugt chancerne.

Din anden mulighed kunne være at tage kontakt til en ven, du egentlig havde mistet forbindelsen med. Men som du savner.

Den anden mulighed er – ja, at du altid har et valg.

Du ved selv, i hvilke situationer, du måske kunne have brug for at sætte det andet ben foran. Hvor du har vaner at bryde.

Kære menighed. Nu er jul ikke bare på trapperne.

Nu ER det jul.

Lad os tage trinnet helt ind i stalden.

Være stille lidt.

Når I går herfra, så tag musetrappen med jer.

Hæng den på juletræet – eller et sted, hvor du i det daglige ikke kan undgå at se den.

Lad julens glædelige budskab folde sig ind i dine dage og i dine nætter.

Lad julen vare lige til påske – eller længere endnu.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

"Trøsten er, at der ingen trøst er" - prædiken til 3. søndag i advent

 

Det var en af de her isnende kolde vinterdage. Der var ganske vist ingen sne. Men der var en vind, der skar sig igennem selv de mest forede jakker og hjerter. Vinden fik roserne på kisten til at vippe lidt – og fik følget ved rustvognen til at holde ekstra godt fast på lommetørklæderne.

 

Det var det øjeblik, der altid får os til at skutte os, selv når der ikke er nogen vintervind: Sekunderne inden bedemanden træder hen og lukker bagklappen med et knapt hørbart klik.

Ind i den stilhed lød den, barnestemmen fra et af de yngste børnebørn: ”Skal vi med?”, spurgte han. ”Skal vi?”

Selv derfra, hvor jeg stod, kunne jeg se de tårer, der nu trillede ned ad hans kinder. Jeg hørte ikke, hvad mor svarede. Men jeg så, mor lagde armen om hans lille rystende skulder. Jeg så, at hun bøjede sig ned til ham, så ham i øjnene og sagde et eller andet.

”Trøst mit folk, trøst det”

”Skal vi med, skal vi?”
Det er noget af det mest trøstesløse i livet: de situationer, hvor vi gerne ville med, men hvor vi ikke kan. Fordi der kilede sig et definitivt og et ”aldrig mere” mellem det, der før havde været en mulighed og så nu.

Det er trøstesløst, der hvor vi gerne ville kunne gøre noget, men ikke ved, hvad vi skal gøre.
Og der, hvor vi gerne ville kunne sige noget, men hvor der ikke kommer ét ord over vores læber. For vi ved ikke, hvad vi skal sige, der ville kunne trøste.

Hvad er trøst?
En arm om en skulder?
En, der bøjer sig, så I er i øjenhøjde?
En, der kan finde ud af at sige noget?
Eller en, der kan finde ud af at holde mund og bare være?

Hvem har ikke ind i mellem ønsket sig en manual eller en brugsanvisning i trøst?

Måske er sand trøst noget af det allersværeste.
Fordi situationer er så forskellige.
Fordi vi mennesker er så forskellige.
Og det, der ville trøste en, ville være en hån mod en anden.

Prøv at se, om du kan komme i tanke om noget fra dit liv, hvor trøst ville være det eneste rigtige svar i situationen.
Måske kan du også huske, hvordan andre prøvede at trøste dig?

Måske du kan genkalde dig, hvad der ikke trøstede dig overhovedet?
Måske du stadig kan mærke, hvad det var der gjorde dig godt i situationen?

”Trøst mit folk, trøst det”.

Har du prøvet af få en buket blomster engang til trøst?
Jeg er tit i hjem, hvor der er blevet sendt mange buketter.

Jeg har mødt en kvinde, som på samme tid miste sin ægtefælle og også helt og aldeles mistede glæden ved blomsterbuketter. Fordi der i situationen kom så mange af dem – at alene det at skifte vand og sætte dem ud i kulden om aftenen blev en uoverkommelig opgave i sig selv. Ved siden af det overhovedet at skulle overkomme at prøve at leve videre.

Det endte med at alle buketterne stod omkring hende og hang, mens vandet rådnede stadigt mere.

Det, der vitterligt var smukt og godt ment, kom nu også til at minde kvinde om, hvordan alt andet i livet, var i frit fald og forfald.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Når et spædbarn græder, kan det være, man giver det en sut. Kan I huske dengang, man kaldte en sut for ”en trøster”? Det er også en måde at se på trøst på: At trøst er noget, der effektivt lukker munden på en anden.

På engelsk hedder en sut ”a pacifier”. Direkte oversat: Noget, der pacificerer.
Ordet ”pax” – fred - ligger gemt i ordet.
Og lige så grotekst det ville være at forestille sig, at man kunne lave fredsslutninger og fred i verden, bare der var sutter nok, lige så urimeligt er det faktisk at tænke: At bare vi lukker munden på den, der er ked af det, så holder det utrøstelige op.

”Trøst mit folk, trøst det”.

”Trøsten er, at der ingen trøst er”.
Sådan skrev præsten og psykoterapeuten Bent Falk.
De første mange gange, jeg læste det, blev jeg vældigt provokeret af udsagnet. ”Trøsten er, at der ingen trøst er”. Jeg syntes, det var at punktere håbet. Jeg syntes, sætningen var som at lukke endnu mere mørke ind hos den, hvor der måske var mere end rigeligt mørkt i forvejen. ”Ingen trøst” – det er virkelig afmagt på kort formel.

Jo ældre, jeg bliver. Jo flere gange, jeg har siddet med mennesker, hvor alle forsøg på trøst ville være værre end det utrøstelige, des mere giver jeg Bent Falk ret.Ordene om, at der er trøst i, at der ingen trøst er, er at tage den utrøstelige alvorligt.

Tage alvorligt, at der ikke er noget, der kan trøste det væk, som er sket.

Noget af det værste, vi kan gøre, er at forsøge at trøste med det, der slet ikke er en mulighed.
Som når vi – om en, der er død siger - siger: ”Det var da godt, han eller hun ikke skulle opleve det her”.
Jamen, det var jo ikke en mulighed. Han – eller hun – er jo død.

Eller sagt i våbenhuset til de pårørende: ”Det er da altid noget, at det ikke regner i dag” – øh?

Eller når vi siger: ”Det er ikke så slemt. Det går over igen”.
Hvad ved vi egentlig om det? Det er vel lige så sikkert som at spå om sommervejret i juli måned i januar. 

Nej, må jeg bede om et medmenneske, der med hele sin attitude og med det, der ikke bliver sagt, respekterer mig for, at der er noget, der ikke kan trøstes bort.

For der er gange, hvor vi – som barnebarnet ved rustvognen, ikke skal med.
Hvor vi er mere efterladte end efterlevende.
Og hvor tårerne uden på eller indeni er det eneste sprog, vi magter.
Lad mig hellere græde utrøsteligt.

Tænk, hvis der var en trøst, der kunne gøre mig uberørt eller ligeglad med mit tab.
Hvad det så end var, jeg havde tabt eller mistet.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Det er besværligt det med trøst. I hvert fald de gange, hvor vi forsøger at få den utrøstelige til at føle noget andet, end han rent faktisk føler. Måske synes du ikke, han – eller hun – burde være så vred, så fyldt af sorg, frygt eller afmagt.
Måske ville du egentlig helst være fri for at møde de følelser hos den anden. Eller møde det, den andens reaktioner vækker i dig.

Følelser er vores ekko på noget, vi har oplevet i virkeligheden. Følelser er vores sanser, der reagerer. Hvis vi forsøger at lave den andens følelser om, så tror vi, vi kan lave om på virkeligheden. Og hvem af os har så megen magt?

Det værste er, når vi ikke kan føle noget som helst.
Når vi ikke kan mærke, vi er sultne, trætte eller kede af det.
Enten fordi vi – eller andre - ikke giver os selv lov til at føle det. Eller fordi der sker noget andet, der lægger sig som en bedøvelse hen over de følelser.

 

Når noget opleves meningsløst, er der tit andre følelser eller sansninger, vi også er løst fra.
Og så er det dobbelt svært at være til: Både for dig selv – og for den, der gerne vil være med dig i det.

Det mest trøstende er at få lov at føle det, man føler, uden at skulle have det trøstet bort.

Siger du: ”Du skal ikke være ked af det”, så kan den utrøstelige opleve det som om kedafdetheden også er forkert.
Siger du: ”Jo da, du er god nok” til den, der lige har sagt, at han eller hun føler sit utilstrækkelig, så vil den anden udover at føle sig mindreværdig også føle sig ensom.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Det er altså ikke nemt.

I 70’ernes folkeskoler var det store hit ”fællesrummet”. Det var sådan et opholdsrum, hvor alle klasser på kryds og tværs kunne være sammen. Her kom det ikke an på om man gik i indskoling eller om man gik i specialklasse. Om man var en af de store eller en af de små.

Der i fællesrummet, der kunne man lege eller bare være – og være fælles om det.

Tænk, hvis vi kunne blive bedre til at skabe rum for alle de følelser, vi nu hver især måtte være fyldt af.
Tænk, hvis vi kunne være i rum, i stue sammen om dem.
Være i kontakt med hinanden.
Være i kontakt med os selv.
Er der trøst i det, måske?
Ja.

Nogle gange er det al den trøst, man kunne drømme om:
Bare at være i rum sammen. Fælles.
Uden fælles dagsorden. På tværs af alder og erfaringer.

Nå – men er det ikke det, kirkerummet også kan?
Jo. I bedste fald.
Men her kan du også opleve at komme med alt det, der er dit – af tungt og svært – eller glædeligt – uden at blive mødt. Og så gå hjem igen og tage det hele med dig tilbage.

 

At være utrøstelig, det kan være som at være i en ventesal, uden at vide, hvad du venter på.
Tusinde andre kan passere dig.
De ved hver især, hvor de skal hen.
De har rejseplaner og pladsbilletter.
Spørger du dem, kan det være, de har gode råd til, hvor det kunne være fint at tage hen.

Og der sidder du på bænken.
Det trækker.
Og du ved ikke, hvad du venter på.

Dér i venterummet møder vi i dagens evangelium Zakarias.
Åh nej, tænker du måske. Nu kommer evangeliets quick-fix:
3 suk og så et salmevers.
Nu trækker præsten Jesus op af krybben eller fra korset – og så bliver alt godt.

Men det ville være at proppe en troens narresut i munden på jer.

Zakarias ved, hvad det er at vente. Han og folket har ventet i århundreder. Utrøsteligt. Men nu lyder det til, at der skal komme nye tider. Nu skal det ske, sådan som vi sang det:
”Hvad de gamle fædre sig,
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har”:

Nu skal folket frelses fra deres fjender.
Der skal være barmhjertighed.
Og lys i mængder for alle, der sidder i mørket.
Og folk skal kende frelsen i deres synders forladelse”.

Det er alt sammen meget godt, både på den korte og på den lange bane.

Men det er også voldsomt påståeligt.
Og derfor er det måske heller ikke særligt trøstende.
Og dog er det, der dengang var ment som en profeti, stadig en profeti.

For mig er der trøst i ét ord i dagens evangelium.
Et ord, der dog optræder hele to gange. Ordet ”besøg”. Jesus er på besøg.

Zakarias og alle vi andres trøstes ikke med, at når Jesus kommer, så bliver alt fryd og gammen til hverdag til evig tid. For mig er det trøsterige, at Jesus kommer på besøg.

Det er ikke altid vi vil opleve det som om, Jesus er ved vores side hele tiden.
Hvis forkyndelse er, at du har Jesus ved din side, fordi han har lovet at være hos dig alle dage – og du de allerfleste dage ikke oplever det sådan, så kan selv din tro blive et postulat, der ikke har krop. Og så kan du føle dig endnu mere gudsforladt.

Troen er ikke altid en trøst.
Er du helt utrøstelig er det ikke noget, der sådan lige går over.

Men trøst kan være som at få besøg.
Nogen – eller noget – går ind i dit liv, i din dag.
Er der en tid, går igen.
Og mens du havde besøg, var du stadig ramt, men du var ikke alene i det.
Så længe, der var besøgstid, så var der et menneske, der gik ind i din tid. Din nutid, din fortid. Og sammen tog I de første skridt ind i fremtiden.

Trøst kan være som at få besøg.
Måske er de uanmeldte besøg de bedste og de mest trøsterige.
Der, hvor du, på en dårlig dag, pludselig og uventet oplevede noget, der hev dig ud af dit eget.
Du lo, tænkte på noget andet, kunne glæde dig til noget.
I glimt, måske kun i nanosekunder.

Trøst kan være som at få besøg.
Trøsten kommer og går.
Og den kommer igen, som de mest trofaste venner gør det.

Evangeliet denne 3. søndag i advent er, at Jesus kommer.
Han kommer på besøg i denne verden.  

Han kommer som et barn i en krybbe. Du ser ned, ser hans ansigt – genkender det i børns glade ansigter juleaften og så mange andre aftner.
Han kommer på besøg.
Han inviterer sig selv på husbesøg.
Hos os her i det lave og hos vore kære i de himmelske boliger.

Og hvis du synes, det er længe siden, han har været hos dig sidst, så er det måske fordi han er på uanmeldt besøg hos den, der ikke søger ham.

Når han kommer, kommer han ikke brasende ind, med værtindebuketter og årgangsrødvin og et muntert ”tak for invitationen”.

Jesus’ besøg ligner måske mest af alt en solopgang, siger Zakarias. Det er ikke sikkert, du får de første stråler med. Pludselig opdager du, at mørket ikke er helt så uigennemskueligt længere. Det er blevet dag. Besøgsdag. Trøstens dag.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Teksterne til denne søndag kan læses her: 
3. s. i advent fra anden række | Bibelselskabet
Og med skyldig tak til Bent Falk

Dommedag er ikke engang - Sidste søndag i kirkeåret 2023

 

SÅDAN SET har jeg været SÅ heldig at have præstepraktikant i fire dage. Og jeg siger det bare: Folkekirken kan godt begynde at glæde sig: Laura er en stjerne!

Til denne søndag skrev vi prædiken sammen - og det er immervæk noget af et debut at få at skulle dialogprædike over en af dommedagsteksterne. Det lød sådan her i Christianskirken i dag.

Eva: Jeg hedder Eva. Jeg har været præst i 27 år.

Laura: Jeg hedder Laura. Jeg er 27 år gammel

Eva: Og derfor har jeg i de 4 dage, du har været her som praktikant, pludselig følt mig som en meget gammel præst.

Laura: Jeg står her i dag, fordi jeg håber,

at jeg en dag kan skifte denne sorte kjole ud

med en præstekjole.

Men der er i hvert fald to års tid igen.

Eva: Jeg har ikke tal på, hvor mange prædikener, jeg har holdt i mine 27 år som præst.

Laura: Jeg ved til gengæld, at dette bliver min første.

Eva: Vi har i fællesskab taget livtag med dagens evangelium.

Denne søndag holder vi prædikenen på den måde, at vi inviterer jer med ind i selve prædikenværkstedet, så I hører, hvad der kan ske, når 27 års præsteerfaring møder et 27-årigt ungt liv.

Laura: Men helt ærligt, Eva - så synes jeg, du for min skyld kunne have valgt en anden tekst i dag.

For hvem ville frivilligt vælge at stå her og prædike om dommedag? Jeg synes i hvert fald ikke, at det er den fedeste tekst at skulle holde sin første prædiken over.

Og hvad med alle dåbsgæsterne? De er inviteret til dåbsfest.

Og der er godt nok ikke ret meget fest i det, vi lige har hørt.

Det kunne du godt lige have tænkt lidt over.

Eva: Du, Laura, inden du kan veksle din fine sorte blomsterkjole til en præstekjole, skal du nok lige have læst op på, at det ikke er præsten, der bestemmer, hvilke tekster, der skal prædikes over.

Og det er nok meget godt.

For hvis det nu var mig, der skulle vælge teksterne til om søndagen, så kunne det måske godt gå hen at blive lidt blødsødent i sidste ende.

For så ville jeg måske vælge kun at læse om Gud som den gode hyrde, lade Jesus fortælle om, at de små børn netop er hans menighed og nuppe køleskabsmagnetord om tro, håb og kærlighed og af dem er kærligheden er det største vi har.

Men det ville ikke være tro overfor Bibelen.

Og det ville heller ikke være tro overfor menneskelivet.

For hvilket liv er kun solskin og medvind?

Og hyrder og søde børn uden gylp?

Så hvis vi skal kunne spejle os i evangeliet, ja, hvis vi synes, vi skal kunne bruge det vi hører i kirken til noget, så har vi også brug for høre det med kant.

Og det med dommedag - hvor fjernt er det i virkeligheden for os?

Jeg mener, vi kender da til masser af domme. Fordomme lever - mig bekendt - i bedste velgående. Og det med at swipe andre til enten højre eller venstre er vist heller ikke gået af mode.

Laura: Men det evangelium, jeg læste fra prædikestolen har jeg det alligevel stramt med. For er Gud virkelig den, der hele tiden holder regnskab over os?

Og hvad siger det om Gud, hvis han på denne måde hele tiden holder øje og skriver os ind på den ene eller anden side?

Bliver han så ikke en magtsyg hersker, en ondskabsfuld diktator,

eller en rethaverisk dommer?

Eller bare en kedelig revisor?

Dét billede af Gud har jeg svært ved at forlige mig med. Og det er slet ikke et billede, der gør noget godt for min tro.

Eva: Det kan jeg sagtens følge dig i. Jeg tror bare, det er en ret udbredt måde at tænke om Gud på: som den ubarmhjertige dommer.

Men når vi gør det, får billedet af Gud en sort-hvid ensidighed.

Og Gud bliver en karikatur af sig selv.

Og hvilke konsekvenser får det så for vores tro, hvis Gud er sådan en slags dommer?

Det betyder, at tro for os bliver lig med at blive bedømt.

Og hvad værre er: Det betyder, at vi tror, at vi kun kan falde igennem.

Laura: Dén dom kender jeg alt for godt fra mig selv. Ja, den dom vil jeg tro, at de fleste unge kan genkende. For det er det, vi er alt for gode til at fortælle os selv: Alle de ting, vi ikke dur til,

eller som vi bedømmer og måler hinanden på.

Og måske er det ikke kun os unge?

For mig bliver det særligt tydeligt, når jeg går til eksamen. Jeg kan føle det som en slags dommedag. Inden jeg går ind til det grønne bord kredser jeg alt for ofte om alle de ting, jeg ikke kan huske, alt det stof jeg endnu ikke har fået greb om.

Men slemt bliver det først, når hver dag bliver en dommedag.

Når jeg hver dag dømmer mig selv

mine karakterer,

mit udseende,

mine egenskaber som ven eller kærester,

ja, selv de retter, jeg sætter på middagsbordet.

Er det nu godt nok det, jeg gør?

Slår jeg til som den, jeg er?

Eller er jeg i bund og grund utilstrækkelig?

Eva: Det må godt nok være hårdt hele tiden at være under dom.

For hvad nu hvis Guds domme er nådigere end dem, vi dømmer os selv med?

Laura: Som sagt.

Jeg har det svært med billedet af Gud som den hårde dommer.

Men der er også den anden grøft - som jeg faktisk synes, er lige så svær at forlige mig med.

Hvis Gud nu kun er den milde, den varme, den kærlige. Den tilgivende. Der sidder på sin trone. Med langt hvidt skæg.

I hånden har han listen over alle de artige børn.

Eller vent nu lidt… Bliver jeg nu lidt for grebet af at det snart er december? For det Gudsbillede minder mig ærligt talt mere om julemanden end om Gud. Og den Gud er mig ærligt talt noget ‘vattet’.

Eva: Uanset hvor meget vat vi kommer i ørerne, så kan vi ikke overhøre dommedagsbasunerne i dag. Og det er ikke noget fjernt og uvedkommende. For der er ingen af dommedagsteksterne i Bibelen, som er tænkt som et fremtidsscenarie om noget, der skal ske engang i en fjern fremtid.

Dommedag er ikke engang.

Dommens dag er nu.

Eller rettere: Dommedag er også lige her og lige nu.

Det behøver vi ikke se os ret meget rundt i verden for at være klar over.

Og hvad er det så Jesus dømmer os på?

Ja, det er en helt afgørende pointe, at Jesus ikke retter blikket mod dig og alle de ting, du er alt for dygtig til selv at bedømme og dømme ude.

Vi dømmes ikke ud fra, hvordan vi dømmer os selv.

Vi dømmes ud fra, hvordan vi behandler medmennesket.

Og dermed flyttes hele fokus fra dig til din næste.

Laura: Det kommer altså stadig an på præcist de samme ting, som vi hørte før: Tilbyder du den sultne noget at spise?

Den tørstige noget at drikke, den nøgne tøj på kroppen?

Inviterer du en fremmed indenfor og gør det hjemligt?

Den del forstår jeg godt.

Det er måske det nemmeste i dagens evangelium.

Men så er det altså, at det bliver virkeligt svært at holde tungen lige i munden. For ikke engang i forhold til vores næste kan vi vide os sikre: For dem, der udpeges til at være de gode, de anede jo ikke engang, at det var det, de var.

Og omvendt: Dem, der troede, de skulle bestå ved Guds eksamensbord - de dumper med et brag.

Altså - helt ærligt - Eva. Nu troede jeg lige, vi var ved at have greb om det?

Eva: Nu ville jeg virkelig være - ikke bare en gammel - men også en dårlig præst, hvis jeg bare kunne slynge et par hurtige svar ud.

Bibelen er ikke de hurtige svars bog.

Hvis vi kun bruger Bibelen som et spejl for vores egen virkelighedsopfattelse, bliver den et troldspejl. For evangeliet sender tit et andet billede retur end det, vi havde forventet – eller håbet på.

Og efter dagens dommedagstekst er der faktisk kun ét sted, vi kan placere os selv: Vi skal naturligvis samme sted hen som de forbandede til evig straf. For selvfølgelig dumper vi - ikke kun engang, men igen og igen ved næstekærlighedens eksamensbord.

Og her står vi så.

Alle vi dømte og fordømte.

Sammen med alle bukkene.

Og der er trængsel, for vi er mange.

Og der er gråd og tænders gnidsel og måske – undskyld sproget – helvedes hedt.

Er det ikke sådan det må være?

Eller … er det mon sådan - at vi der i varmen - pludselig mærker en kølig trækvind -

Vi løfter vores hoved.

Vi ser os omkring.

Og der kommer han, Menneskesønnen, ind ad bagdøren og tager os med sig.

Laura: Ja, for hvis ikke det er sådan, det er - så er Jesus vel død forgæves? Så havde der ikke været noget at fejre påskemorgen.

”For Gud sendte ikke sin søn til verden, for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”.

Og netop ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv”.

På det håb fra påskemorgen må vi rejse os igen hver gang vi dumper i tilværelsen.

På det håb kan vi gå herfra i dag.

Uden at martre os selv med tanker om, om vi nu er gode nok - eller om vi ender til højre eller venstre.

For dommen er ude af vores hænder.

Den ligger i Guds korsmærkede hænder.

Og der ligger den godt.

For der ligger den nådigt.

Eva: Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kram dine kære - 21. søndag efter trinitatis

På forsiden af vores sangark er der et billede af en dreng.

Det er malet af drengens far, som er kunstner.
Jeg kender hverken faren eller drengen.
Men jeg ved, drengen hedder Tobias.
Tobias har blå vanter på.
Han leger med sne.
Tobias elsker at lege med sne.

Eller …
Tobias elskede at lege med sne.
For Tobias lever ikke mere. Han døde, da han var 17 år gammel i en af den slags ulykker, som ikke burde ske.
Men som alligevel sker.
Selv når vi passer godt på.

Tobias er død.
Tobias blev ikke rask igen ligesom vi hørte, Na’aman blev helbredt fra en sygdom, som man dengang ellers ikke kunne kurere folk for.
Der skete ikke noget mirakel den dag Tobias døde.
Der var ikke nogen gudsmand Elias.
Eller en Guds søn, Jesus.

Tobias, som elskede sne, og som sikkert ville være kommet til at elske meget andet, er død.

Hvad nu hvis Tobias’ far var kommet i kirke i dag?
Gad vide, hvad han så havde tænkt ved at høre de tekster fra Bibelen, der skulle læses i dag?
Ville Tobias’ far føle sig snydt over, at det ikke var hans barn, der var blevet reddet?
Ville Tobias’ far tænke, at det med Jesus jo bare er nogle gode historier – men de har ligesom ikke noget med vores liv at gøre? For i vores verden bliver døde jo ikke levende igen, så vidt vi ved?
Ville Tobias’ far tænke, om hans tro ikke var stor nok eller god nok, siden hans søn ikke blev levende igen?

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville tænke.
Men jeg ved, at Tobias’ far ikke ville være alene med sine tanker.
På stolene her i Christianskirken sidder der tit voksne, der har mistet deres børn.

En 7-årig dreng i Norge mistede livet i sidste uge.
Og hvem tør tænke på, hvor mange børn, der er døde i Israel, i Gazastriben, i Ukraine, i Somalia bare i denne uge.
Hvad tænker deres forældre i disse dage?

Man kan ikke gradbøje sorg.
Det kan være tungt at miste en mor eller far, der blev 97 år gammel. Eller en ægtefælle efter et kortere eller længere sygdomsforløb.

Jeg ved ikke, hvordan det er at miste et barn.
Jeg har kun siddet overfor forældre, der har prøvet det.
De siger, det er det værste, der er sket for dem.
De siger, at på nogle måder kommer de aldrig over det.
De siger, at de jo aldrig glemmer deres barn.

Når du mister et barn, mister du jo ikke bare barnet.
Du mister også en fremtid.
Alt det, du drømte om og håbede på, du skulle lave sammen med barnet:
Følge det til spejder.
Købe barnets første sko.
Tørre mund, når barnet havde fået sin første softice eller candyfloss.
Stå på sidelinjen på fodboldbanen – eller generelt glæde sig over, når det gik barnet godt.
Være ked, når dit barn havde det svært.

For som forælder er du aldrig lykkeligere end dit mindst lykkelige barn.

”Hvor mange børn har du?”
Sådan spurgte jeg en gang en ældre kvinde.
”Jeg har fire børn, men det ene barn lever ikke mere”, svarede hun. ”Hvor længe siden er det, at dit barn døde?”
”Det er 55 år siden. Men det er stadig mit barn”.

Der på væggen foran os hang der fotografier af hendes fire børn.
Der var fotografier fra dåbsdage.
4 forskellige billeder. Fire børn i dåbskjole.

Der var fotografier fra første skoledag.
4 forskellige billeder. Fire børn med fire forskellige skoletasker.

Der var fotografier fra konfirmationerne.
Men nu var der kun 3 forskellige billeder. For der var kun 3 børn tilbage.

Sådan fortsatte det med bryllupsbilleder.
Der var også masser af billeder af børnebørn.
Men der var ingen børnebørn, der lignede det fjerde barn.
For det fjerde barn var dødt. Men barnet levede stadig i den
gamle mors tanker.
Hun var stadig mor til 4.

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville sige, hvis han var i kirke her i dag. Måske ville han tænke – og smile ved tanken om, at i dag blev Tobias levende igen, mens jeg taler om ham.
I dag fik Tobias – og det barn, du måtte savne - lov til at være i centrum for jeres tanker.

Hvis du vil møde Tobias og flere af hans andre familiemedlemmer, skal du tage på søndagsudflugt til Esbjerg kunstmuseum. Der er de udstillede.

For Tobias’ far er maler. Derfor var det også det, vennerne foreslog Tobias far, Bjarke Regn Svensen, da han mistede sit barn: ”Du må male dig ud af det”, sagde de til ham.
Som om man kan gøre det, man plejer.
Men når du mister nogen eller noget, mister du også tit plejer.

Tobias’ far kunne ikke gøre det, han plejede.
Og Tobias’ far ville ikke, at maleri skulle være terapi.

Billedet af Tobias her er det første billede, der er malet af Tobias efter hans død.
Og sneen skulle med på billedet.
Ikke kun fordi Tobias elskede sne.
Men fordi også sne er flygtigt og dermed vemodigt.
Sne kommer og går, forsvinder mellem fingrene på os, selv med vanter på.

Engang imellem kan vi fastholde sneen. Rulle den til snebolde, til kugler, der stables til snemænd – og som har deres tid. Ligesom minder har det. Og hvis du nogen sinde har prøvet at lægge en snebold i fryseren og tage den op midt om sommeren, så er det både den samme snebold og den føles overhovedet ikke på den samme måde som den snebold, du bøjer skraber sammen af årets første sne.

Tobias er død. Men han blev på en ny måde levede for faren, da han malede ham mange år efter hans død.
Og måske standser besøgende op på Esbjerg kunstmuseum – og Tobias får lov at leve, så længe de står der.
”Af jorden skal du igen opstå”.

Navnet ”Tobias” betyder: Gud er god.
Det er jeg ret sikker på, at Naaman og den kongelige embedsmand også synes: Gud er god.
Jeg er også ret sikker på, at vi ikke altid er enige med dem i.
Er Gud god?
Hele tiden? Altid?

Eller ser vi det kun Guds godhed i glimt?
I blå vanter, der former en snebold.
I blå øjne, der ser kærligt på dig.
I udstrakte hænder på tværs af grænser.

I dag er det ikke for børn. Det er næsten heller ikke for voksne.

Så kære menighed.
Hvis du har et barn, så kram det en ekstra gang i dag.
Hvis du er nogens barn, så kram dem, du holder af, en ekstra gang i dag. Og hvis de ikke er i nærheden, så kram dem i ord i telefonen eller på en besked.
For livet er flygtigt som sne.

Hvorfor fortæller Bibelen om Naaman, der blev renset for sin spedalskhed? Hvorfor indeholder det nye Testamente en fortælling om søn, der var døden nær, men som blev levende igen? Er de beretninger snublesten for vores tro?
Eller kunne det være fordi Bibelen ikke kun er en illustration af eller en brugsanvisning til det liv, vi kender.
Det er det også.
Men Bibelen lægger derudover ord til Guds liv og Guds virkelighed og Guds ønsker for os.

Bibelen er ikke en manual. Den giver os ikke altid de svar, vi søger efter. Eller drømmer om.
Bibelen – og evangeliet – giver os også ord for den fortælling vi ikke kender – og for de erfaringer, der ikke er vores. For at vise os, at Gud også er på de uerkendte steder.

Og for at forkynde, at Jesus stiller sig på de steder i tilværelsen, hvor ingen af os nogen sinde frivilligt ønsker at stå:
Jesus lytter på den forælder, der har mistet sit barn.
Den mest ubærlige sorg får stemme og ord.

For Gud selv ved, hvordan det er at miste sit barn.
Og da Jesus på korset råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – da ekkoede det fra himlen: ”Mit barn, mit barn, hvorfor skal du lade livet?” Da Jesus havde råbt – og Guds svar måske blæste i vinden – blev der stille. Dødstille.

Så blev det påske.
Og lige så uforståeligt som at uhelbredeligt syge bliver helbredt – og lige så utroligt som at embedsmandens dødssyge dreng kom tilbage til livet igen – så blev der lagt en fortælling og et håb ind i vores liv: At når Gud fortæller med på vores og vore kæres dødes liv, så er døden ikke det sidste.

Før den første påske kendte vi ikke den fortælling.
Nu genkender vi den i vores liv: Fortællingen om at miste alt og få alt tilbage.
For er det ikke det, der sker, når vi – mod alle odds alligevel begynder at håbe i livet igen?
Er det ikke det, der sker, når de uhelbredeligt syge, vi kender, alligevel fik 3 år mere – eller 20. Og er det ikke først og sidst det Jesu død på korset handler om: At der, hvor alt er tabt, der fik vi alt tilbage? Vores synders forladelse og håbet om et evigt liv.

De tre tekster, vi skulle høre i dag, handler alle om tro.
At tro er aldrig en garanti for et godt og problemfrit liv.
At tro, det er at have tillid til, at Gud er, at der er mulighed.
Og at Gud altid har flere muligheder end os.
Og der, hvor vi løber tør for muligheder, har Gud måske stadig de bedste tilbage.

Havde det nu været mig, der havde mistet et barn.
Havde jeg nu stået der, hvor embedsmanden stod og fået at vide: Gå hjem. Din søn lever. Havde jeg så troet Jesus på ordet?
Var jeg gået, fuld af tillid til at det var sandt?
Helt ærligt?  
Jeg ved det ikke.
Men jeg håber, at alle de gange i livet, hvor min manglende tro får mig til at tøve med at tage det første skridt, ja, der skubber Jesu tro mig blidt i ryggen, så jeg alligevel går. Skridt for skridt for skridt for ...

På det håb siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Maleri af Bjarke Regn Svendsen. Udstiller lige nu på Esbjerg Kunstmuseum 

Aktiv livshjæp - 19. søndag efter trinitatis

Velkommen til byen Kapernaum i Israel.
Kapernaum ligger cirka 50 kilometer fra Nazaret, byen, hvor Jesus voksede op.
Vi er i det nordlige Israel, på det nordligste af Genesaret sø.
Og selvom vi nok dårligt helt kan forestille os, hvordan der så ud i år ca. 30 efter Kristi fødsel.
Og selvom vi måske endnu dårligere kan forestille os, hvordan der ser ud på det sted i Israel lige nu og her. Fordi også det kan være forandret bare siden denne prædiken blev skrevet.
Så er det øvelsen i dag:
Vi vil prøve at forestille os, at vi på en og samme tid er i skoene – eller sandalerne – på nogle af dem, der kunne have været med dengang – og hvordan vi kunne have tænkt, hvis vi var nogle af dem, der overværede det, der skete den dag, ske i dag.

Og i dag kan I – kære menighed – være med til at bestemme rækkefølgen i prædikenen.
Jeg har her et antal kuverter.
Hver kuvert indeholder synsvinklen fra en, jeg har valgt, skal komme til orde i dag.

Nu kommer de i samme rækkefølge, som de optrådte i gudstjenesten:

En af dem, der bar: 
Jeg har stadig vabler på hænderne.
Måske har I prøvet det? Det med at stå med et reb i hænderne og skulle fire en død ned i graven.
Jeg må ærligt indrømme, at det var det, jeg tænkte på, da vi stod der på toppen af taget. Mig og de tre andre.
Nå ja – og så vores lamme ven på båren.
Der var nok cirka 90 kg lam dødvægt.
Han var ikke blevet lettere, de år, han havde været syg.
Der er jo ikke så meget andet, man kan lave som lam, end at små-snacke dagen igennem.

Alligevel var han jo helt sig selv.
Sygdommen havde forandret ham udenpå.

Men indeni var han den samme.
Han sagde de samme lamme jokes, som han altid havde fyret af.
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi havde hørt denne her: ”Hvorfor var fåret dårligt til at spille fodbold”?
”Fordi det var lam som barn”
Eller: ”Hvad tager lam altid med på camping?”
– Et får-telt.

Vi grinede hver gang. Overbærende.
Hvor skulle han også få nye vittigheder fra?

Vi – firkløveret af venner – vi havde i snart flere år rendt fra Herodes til Pilatus og jeg ved snart ikke hvor, for at se, om der dog ikke var et eller andet vi kunne gøre. Eller en eller anden læge. Eller terapeut.
For vi var ved at være desperate.

Det er svært at blive ved med at være en god ven. Når man synes, man er en magtesløs en af slagsen.

For det blev sværere og sværere at komme på besøg hos ham og finde på noget meningsfyldt at sige:
”Det er godt at se dig?”
Det var jo løgn. Det var overhovedet ikke godt at se ham. Hver gang jeg så ham, tænkte jeg på med lige dele frygt og lettelse, at godt det ikke var mig, der var så syg.

”Det er godt nok blevet efterår, hva? Men i det mindste regner det ikke”.
Det kunne jo være fuldstændigt ligegyldigt – vores ven kunne jo ikke bevæge sig ud i vejret.

Og så blev besøgene færre og færre. Og nogen gange blev det bare nemmere at holde sig væk. Så fik man i det mindste ikke sagt noget forkert.

Så var det Natanael var kommet og spurgt, om jeg ville give en hånd med.

I synes måske, det var underligt det med at vi gik op på taget.
Men i vores tid var det ikke mærkeligt at være på taget. Vores tage var jo flade – og det var her, vi levede vores daglige liv. Det var faktisk kun, hvis det var dårligt vejr, at vi opholdt os indenfor.

Jeg ved ikke, hvem der fik ideen om, at vi skulle bryde igennem taget. Desperation kan få folk til hvad som helst.
Men jeg kan endnu mærke, hvordan det var at fjernet tegltaget, sten for sten.
Forsigtigt.
Nedefra huset kunne vi høre en stemme. Kun en.

Da hullet blev stort nok tog vi fat – en i hvert hjørne af båren.
Så begyndte vi at sænke ham ned.
Jeg ved ikke, hvad vi havde tænkt på.
Vi kunne jo ikke nå.
Men da vi ikke kunne nå længere, var der andre hænder, der tog imod båren med vores ven.
Og vi kunne slippe.

Jeg har stadig vabler på hænderne.
Men min ven – som nu ikke længere er lam – er lige smuttet ud for at hente noget kølende vand, jeg kan dyppe hænderne i.

”Ingeniøren”: 
Ok ok. Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men jeg ved, hvad jeg tænker.
Det der med det tag dér – det kan ikke lade sig gøre.
Det ved enhver ingeniør med speciale i byggeri.
Hvis du fjerner 2 m2 tag på et fladtaget hus, så bryder konstruktionen sammen.
Sådan er det.

Og endelig … dem, der stod dernede under taget… de må altså have fået store stykker tegl eller ler i hovedet. Hvorfor hører vi ikke, at de gik ud af huset for at passe på sig selv?
Altså helt ærligt.

Og en lam, der selv går derfra.
Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg ved, hvad jeg tænker.

Det må jo være fake, snyd, ik?
Den lamme var ikke sådan helt rigtigt lam.
Hans ben sov måske bare lidt. Nok til at han ikke kunne støtte på dem.
Og da han havde fået hvilet sig lidt, og benene var vågnede, så var det jo klart, at han kunne gå igen.

Endelig – hvis han nu virkelig havde været lam i virkeligt mange år.
Så er der jo, set ud fra et lægevidenskabeligt synspunkt, ingen muskler tilbage. Og så kan man rent faktisk ikke gå.
Jeg siger det bare. Som det er.
Så kan du tænke om det, hvad du vil.

Men verden vil bedrages.
Og der er masser derude, der vil have jer til at tro på mirakler.
Og hvis I er desperate nok, så slæber I sikkert jer selv eller jeres kære til helbredelsesseancer.
Eller til mirakelmænd, der siger, at de med mælkebøttesaft eller rigelige mængder af ingefær eller afholdenhed fra alkohol, kortspil og netflix kan kurere jer for hvad som helst.
Bare man tror på det.

Og synder. Helt ærligt.
Synder er det ikke bare et begreb, kirken har fundet på, for at få folk til at være i et afhængighedsforhold?

Tænk nu lige efter: Er det vigtigste ikke at være selvstændig og stærk?
Frittænkende. Kritisk tænkende.
Begge ben på jorden. Holde hovedet koldt.

Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men sådan nogle som mig, vi tror ikke på det, der skete den dag i Kapernaum.
Vi tror på videnskaben. Og på os selv.
Kom ikke og sige, at der er nogen bånd, der binder mig til noget som helst.

”En i mængden”: 

Altså – det er jo ikke fordi der sker vildt meget i vores by.
Og når man så er en af dem, der står på torvet det meste af dagen og venter på at få et job, måske bare et par timer, og man har røget de cigaretter, man havde. Og der så pludselig er en, der kommer forbi og siger: ”Har du hørt det?” – og det har du ikke, for det har du ikke fået nogen notifikationer om. Jamen, så følger du da med.
Det er lidt lige som en kiggekø. Man ved ikke rigtigt, hvad man skal kigge efter. Man følger bare med strømmen. Sænker farten, når man nærmer sig. Prøver at komme så tæt på som muligt.
Hvis jeg selv havde kunnet bestemme, var det ikke sikkert, jeg var gået med ind i huset.

Altså – jeg havde hørt om Jesus. Men der var så mange af den slags. Det er ikke længe siden, vi hørte om Johannes. ”Døberen”, var der også nogle, der kaldte ham. Han var noget af en personlighed. Gik rundt i ørkenen og råbte op: ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne”. Og så lugtede han efter sigende afsindigt af kamel, hvis I altså ved, hvordan sådan en lugter.

Der var mennesker på alle sider om mig. Inde i huset. Nu jeg tænker efter ved jeg faktisk ikke, hvorfor vi var indenfor. Jeg kunne lugte deres sved. Både fra armhuler og fra mange varme fødder. Nu har jeg altid været lidt lille af vækst. Så det var svært at se noget som helst. Selv når jeg stod på tæer.

Jeg fik lyst til at blive løftet op – og sådan crowdsurfe – blive båret af andres hænder og atter andres hænder – og bare komme helt tæt på. Men det skulle først blive moderne om et par tusinde år.

Så sådan lidt på afstand, så lignede ham der Jesus alle os andre.
Samme tøjstil.
Samme frisure.
Men. Det han sagde.
Det rørte mig på en helt særlig måde.
Det var som om han talte kun til mig. Selvom han talte til os alle sammen på en gang.

Og pludselig var det som om huset blev helligt, nærmest en katedral.
Pludselig var det som om at vi var ét, os, der var der, selv om Gud skulle vide, at vi er piv-forskellige.
Vi så det med vores egne øjne.
Vi hørte det vores egne ører.
Og ja, tro mig, jeg kneb mig i armen for at mærke, at jeg ikke drømte.

Men jeg sværger – jeg drømte ikke.
Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.
Og måske kommer jeg heller aldrig til det. Det er ikke vigtigt.
Det vigtige var såmænd heller ikke det mirakel, vi så: At den lamme selv gik derfra med båren under armen.
Det vigtige var, at vi alle sammen gik derfra med en klippefast tro på, at det vi havde set ske for den  lamme i Kapernaum – ham, vi havde set ligge lam i årevis – ja, det kunne ske for os også:

At vi kunne blive befriet for det, der lammer os. Ikke bare vores krop. Men lammer vores tanker om os selv: Tanker om selvværd. Angst, der fylder dagene og værre – om nætterne. Alt det, der hindrer mig i at gøre det, jeg kunne have lyst til, men som jeg holder mig tilbage fra. Søge nyt job. Hoppe i faldskærm. Tale til den lille rødhårede pige. Alt muligt.

Den lamme er ikke længere lam.
Jeg er ikke lam. Og du er ikke lam.
Ingen af os er i al evighed bundet til det, der måtte være vores båre.
Vi er fri.
Frie til at være menneske.
”Dine synder tilgives dig”.
Mine synder.
Der er en, der tager også dem fra mig. Og bærer dem i stedet for mig.
Jeg skal ikke bære mig selv.

”Den lamme”: 

Jeg er lam.
Fuldstændigt lammet fra top til hals.
Når de taler om aktiv dødshjælp, så føler jeg mig truffet.
Det er jo sådan nogle som mig, der ikke burde have lov til at leve.
Jeg er jo ikke til nogen gavn.
Jeg er en byrde for samfundet.
Det er jo dig, - jer skatteydere, der betaler for min hospitalsseng her.
Alle de undersøgelser, jeg går til: Hjemmeplejen, der kommer flere gange om dagen, og vender mig, smører mine sår, så jeg ikke får liggesår og det, der er værre.

Men jeg føler mig ikke som en byrde.
Jeg føler mig fuld af liv.
Selvom jeg næsten ikke kan noget som helst, når andre skal sige det.

Jeg synes stadig, jeg kan en masse.
Jeg kan tænke på dem, jeg holder af.
Bede for dem.
Det er der så mange andre, der har alt for travlt til at gøre.
Mine minder er så levende. Kun en tanke væk.
Der er mennesker, der holder af mig. Venner. Familie.
Jeg føler mig elsket og båret i tilværelsen.
Er det ikke noget værd?
Er det ikke et liv?

Jeg kan ikke bære mig selv.
Men båren kan bære mig rundt.
Sådan som dine ben kan bære dig.
Sådan som du – lige nu – er båret af den stol, du sidder på.
Eller båret af ønsket om at være til gudstjenesten.
Hvis da ikke dine tanker har båret dig andre steder hen.

Kunne jeg tænke mig at være rask?
Vis mig den uhelbredeligt syge, der ikke gerne vil være rask.
Har jeg lært noget af at være syg?
Har det betydet noget for min personlige udvikling?
Ja, det har lært mig noget om, hvad det også er at være menneske.
Og at menneskeværd ikke sidder i benene. Eller armene. Eller noget andet sted i kroppen.
Ville jeg have været sygdommen foruden?
Selvfølgelig ville jeg helst det.

Når du bliver båret, kan du ikke altid selv bestemme, hvor du kommer hen.
Var det med min gode vilje, at mine venner bar mig op på taget?
Jeg kunne jo ligesom ikke stritte imod.
Hvem siger nej, når sundhedssystemet tilbyder dig endnu et behandlingstilbud?
Hvem siger nej, når selv et spinkelt håb dog er et håb.

Og nu hænger jeg så her… Midt imellem himmel og jord.
Hejst gennem taget.
Kommet fra lyset og ned i mørket.
Øjne, der kigger oppefra på mig – og øjne, der ser på mig nedefra.
Der blevet helt stille.
Helt, helt stille.

Det er som om jeg er blevet gennemskuet.
Men på en god måde.

Og nu … nu kan jeg mærke, at det på en måde klør i mine ben, i mine arme ….

---

Nu er der ikke flere kuverter.
Der kunne have været mange flere, hvis stemmer, vi gerne ville have hørt. Men måske var der også en af dem, du hørte her, der lagde stemme til din måde at tænke om begivenhederne i Kapernaum på? 

Men vi kan ikke sige Amen her.
Vi ville synes, der manglede en, hvis ikke Jesus selv – hvis ikke evangeliet - fik ordet.

Evangeliet om den lamme i Kapernaum handler om aktiv livshjælp. Men ikke kun for den lamme.
For faktisk bærer tre af de fire synsvinkler eller personer selv med på det synspunkt, at det at være menneske er at være båret.
Vi er altid i andres hænder.

Vi kan på helt utroligt mange måder bære med på hinandens liv.
Og vi kan, at bedst som vi tror, vi bærer med på en andens liv, erfare, at det her også handler om os selv.
Spørg de frivillige, der lægger mange timer i en organisation, en forening eller i et kirkeligt engagement, om de gør det for deres egen skyld? Mange af dem vil sige, det gør det, fordi sagen er god og at de støtter den. At glæden er at kunne gøre noget for andre. Og at det er den glæde, der bærer med, alle de gange man stiller op, hvor man egentligt ikke orkede.
Dét er også aktiv livshjælp.

Jeg har sat en – stort set – sort-hvid mosaik på forsiden af sangarket til i dag.
Den farvede version hænger allerøverst oppe.
Det er mosaikken med Gud, der skaber.
Eller – som en konfirmand kaldte den for et par uger siden – ”nye begyndelser”.

I har fået mosaikken i sort-hvid. Og så har jeg tilladt mig at fremhæve de to små menneskeskikkelser i Guds hånd med farver, de ikke har på mosaikken. Der gik år, inden jeg opdagede, at Gud ikke kun har den hele vide verden i sin hånd, men at Han på mosaikken her også holder hånden under mennesket. Og at menneskene hænger sammen – lige der i ribbenene.

Vi skal læne hovedet godt tilbage, hvis vi skal se det.
Vi skal læne os godt tilbage i troen, når vi vil hvile i, at vi er båret af Guds hænder.
Og vi skal læne os endnu bedre tilbage, når vi gerne ville være båret – men hverken kan se eller erfare – endsige tro det.

”Vi er i Guds hænder”. Ingeniøren vil måske sige, det er et postulat. Kan vi måske se det? Kan vi altid mærke det, måske?

Jeg tror, de fleste af os har oplevet at føle os båret oppe af noget, der helt sikkert ikke kom fra os selv. Det kunne være i situationer af livet, hvor det var særligt svært – eller måske særligt glædeligt. Eller måske mere rigtigt: I situationer, hvor vi ikke kunne bære det, livet. Og så der alligevel føle os båret igennem det. Så vi mærkede, at livet er livet værd.
Det er aktiv livshjælp.

Når Jesus i dag møder den lamme, så helbreder han ham både på krop og sjæl.
Jesus gir ham kraft på ny.
Han giver ham kraft i benene. Og kraft til sjælen.
Han giver ham livet igen.
Det er aktiv livshjælp.
Og så er evangeliet det gode budskab, der gjaldt lige godt den dag i Kapernaum, som dagen i dag: At det ikke er op til os at tage livet ud af livet.
Vi kan tage os af dage. Vi kan tage vores eget liv.
Vi kan også tage livet af andre – uden at slå dem ihjel.
Men der er altid mere liv i livet.
For der er en del af vores liv, der altid er båret af Gud.

Manden hejses ned. Fra lyset til mørket.
Og der, hvor vi hejser vore døde ned i graven, hører vi det forjættende: Af jorden skal du igen opstå.
Der er mere liv, der hvor Gud er.
For Gud brød igennem meget mere end et tegltag påskemorgen.
Gud lukkede lyset ind i mørket.

På det levende håb kan vi efterlade vores døde.
På det håb kan vi gå livet i møde – om vi nu har gode eller dårlige ben.

Kære du. Tag din båre og gå med dine synders nådige forladelse.

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.