LIVET KOMMER MED BRUDGARANTI

Stefanus stenes. 
Alfa og Omega-portalen v/ Christianskirken

Der følger brudgaranti med livet.
Ikke sådan at forstå, at vi - som med Kählervaser eller Royal Copenhagen porcelæn – kan levere livet tilbage, hvis det går i stykker.
Det er snarere sådan, at vi kan være helt sikre på, at livet før eller senere vil gå i stykker for os.
Og der er ingen garanti for, at det ikke kun vil ske én gang.
Der følger med garanti brudgaranti med livet.

Er det på samme måde med tro?
Er der brudgaranti på tro?
Kan vi være sikre på, at vores tro kan holde til al den modgang og medgang, som måtte blive vores?
Eller kan tro briste og gå i stykker for os?
Og hvad stiller vi op med en tro, der er smadret i stumper og stykker?

Jeg tror ikke, vi kan vide det på forhånd.
Jeg tror ikke vi ved det, før vi står i en vanskelig situation, hvad vi i livet og i vores tro kan holde til.

På denne anden juledag hører vi om Stefanus.
Han kaldes for kristenhedens første martyr.
For han mister livet, men han beholder sin tro.
Hans tro på Kristus koster ham livet.

Men der, hvor stenene én efter én smadrer Stefanus’ krop og liv i stumper og stykker – dér beder han, ikke for sig selv - men for sine modstandere. I de ord og i den måde at agere på, ser vi ikke bare et Kristusvidnesbyrd, vi ser, at Kristus lever gennem ham. Stefanus blev ét med ham, han troede på. Kristus blev ét med Stefanus, i livet som i døden. Og sådan er der evangelium, selv på en barsk anden juledag.

Det er jul.
Det er kun et par dage siden, vi hørte julens glade budskab om barnet i krybben.

Vi sang i kor med englene om fred på jord og om barnet, som blandt os bor.
Og vi har på hver vores måde fejret det: At Ham, som evangelisten Johannes kalder Ordet – er kommet til verden.

At vi har hørt det igen, er ingen selvfølge.
Der var så meget, der kunne have spændt ben for det Ord – nærmest inden Ordet fik ben at gå på.
2. juledag er unægtelig noget af et benspænd for julestemningen. Men lad os tænke på stalden på Betlehem mark som et epicenter. Så lad os begynde der – og se hvordan evangeliets virkningshistorie derfra går i mange retninger.

Ordet ”martyr” kan nemlig også betyde vidne. Så lad os tage afsæt i de første vidner til julens begivenheder og se på, hvordan julebuddet er blevet givet og levet videre.

Julebuddet kom fra himlen selv. Det blev første gang formidlet af engle, som efter deres korte gæstevisit tog tilbage til himmels.

Budskab og budbringere var ét i form og indhold. De himmelske englene forkyndte om ham, der selv kom fra himlen til jorden, og som siden skulle forlade jorden for at vende tilbage til himlen igen. Englene var de første, der tog turen, tur-retur.

De var mange, de første jule-budbringere. En hel himmelsk hærskare. Alligevel må det julenat have lydt, som om de kun havde én mund, da de i kor lovpriste og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Med de ord og toner forlod englene hyrderne.

Og det var nat og det var blevet julenat første gang.
Og nu havde de første mennesker hørt julebuddet om Guds frelse.

De første modtagere af juleevangeliet var hyrder.
Hyrde hedder på latin ”pastor”.
Hyrderne bliver de første pastorer, de første præster.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Nu er hyrderne både modtagere af og budbringere af julebudskabet.
Hvordan forkynder de så, de første præster?

Ja, godt nok havde de været bange.
Men de kigger hinanden i øjnene og siger, at de her ord, som englene har bibragt dem. Dem er de nødt til at have krop på. De vil finde det barn, der skulle være deres tegnet. Så englenes ord må have virket.

Så på trods af deres frygt, så går hyrderne samlet til stalden. De finder Maria og Josef og barnet. De ser med deres egne øjne, at det englene havde forkyndt dem, er sandt. Først da hyrderne har fået syn og sagn og set Jesusbarnet, fortæller de Maria og Josef, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Hvad så herfra?

Ja, da vi når til stalden i Betlehem, så begynder reaktionerne at blive forskellige.
Om Josef hører vi ikke et ord.
Om Maria hører vi, at hun gemmer alle ordene i sit hjerte.

Men hyrderne må have fortsat deres præstegerning, da de går fra stalden. For evangelisten Lukas skriver videre: ”At alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem”.

Og ”alle de, der har hørt det”, de må have undret sig en tid.
Undret sig over, hvorfor Herodes vælger at lade alle drengebørn under 2 år slå ihjel.
Undret sig over, at der tilsyneladende ikke skete mere.
Og imens har de holdt fast i de ord og de profetier de kendte så godt: At det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys.

Så går der nogle år, mens Jesusbarnet vokser til.
De år ved vi ikke meget om.
Vi ved, hvordan Jesus gør sig bemærket blandt de skriftkloge.
Vi ved, han allerede i sine unge går, går sine egne veje.
Og så ved vi, at Jesus kalder disciple til at følge sig, og at de – som det allersidste får til opgave at få ud i alverden og gøre alle folk i hans disciple.

Og vi ved fra dagens evangelium, at Jesus giver disciplene en brudgaranti med i rygsækken. Jesus forsikrer dem om, at det at følge ham og forkynde ham ikke er nogen dans på roser. Han siger, at nogle af dem kan være helt sikre på, at de vil blive forfulgt, forslået og nogle af dem endda blive slået ihjel på den ene eller den anden måde. Og Jesus skulle få ret.

En af dem er Stefanus.
Men rækken af kristne, der siden har mistet livet for deres tros skyld er lang.
Og den dag i dag er der kristne, det kan koste livet, bare at have en Bibel indenfor hjemmets fire vægge.

Der har været virkeligt mange muligheder for at lukke munden eftertrykkeligt på Guds Ord – og virkeligt mange gange, hvor Guds historie kunne have været sluttet.

Men Ordet og evangeliet har igen og igen vist sig at være stærkere end vilkårene.
Og nu har du hørt det igen, Guds julebud.

Stefanus var den første kristne martyr.
Det første vidne, der døde på grund af sin tro.

Måske tænker du en gang imellem på, hvordan du er vidne om din tro?
Og om du måske selv med dit liv eller din tro bliver en inspiration eller et vidne for andre? Måske kan du genkende dig selv i en af dem, jeg har talt om til nu.

Måske er du som en engel for evangeliet?
En budbringer, der giver det budskab videre, du har hørt.
Måske gør du det med tak eller med musik eller med sang. Måske i flyvende form? Måske formidler du det kun i ganske korte – men umisforståelige – beskeder?

Måske er du som en af hyrderne? Frygtsom. Men alligevel drevet af lige dele tro, nysgerrighed og videbegær. Du er undersøgende i din tilgang. Men du ved, du ikke kan blive stående på samme sted i dit liv, efter at have hørt evangeliet. Du er nødt til at agere på det.

Måske er du en Josef-troende? Du har ikke de mange ord for din tro. Du er en handlingens mand eller kvinde. Du er praktisk gris. Stiller dig gerne til rådighed. Du er til at stole på. Trofast. Går de skridt, der skal gåes. Men holder dig ellers i baggrunden. Forvisset om, at der er en mening med det. Også selvom du ikke altid kan se den mening.

Måske er du som Maria? Din tro sidder i dit hjerte. Den er din. En privatsag. En trossag. En sag mellem Gud og dig. Noget, du tager imod og stiller dig åben for. Men ikke noget, du behøver at udbasunere.

Måske er du en Stefanus eller en af de profeter, Jesus i dag taler om? Du er debattør. Kriger. Stiller dig på troens barrikader. Tager enhver troskamp. Din teologiske pen er skarp. Din tro er som en klippe. Du er ikke bange for noget som helst. Din tale er ja ja og nej nej. Du ved, du møder modstand. Det gjorde Kristus også. Du ved, at krybben og korset er to sider af samme sag.

I kredsen af dem, der kastede med sten mod Stefanus stod en mand. Måske lagde du mærke til ham? Saulus. Vi kender ham. Det er ham, der siden bliver til Paulus. Måske er det ham, du genkender dig selv i?  

Som den, der oprindeligt var mere end skeptisk i forhold til evangeliet om Kristus. Hvad i himlens navn kommer det dog dig ved? Hvad har det budskab at sige moderne mennesker? Måske har du på din egen måde forfulgt det kristne budskab i ord eller tanker eller vantro.

Og måske er du en Paulus? En, der har lagt dit tidligere liv bag dig. Fordi du så, at Kristus var vejen og sandheden og livet.

Når vi læser i vores nye Testamente hører vi ikke om, at nogen af disse typer eller deres tro fremhæves på bekostning af andre.
Vi hører om, at Gud kan bruge dem alle.

Måske er der formidlinger af evangeliet, der taler mere til dig end andre?
Måske er det ordet, der taler til dig?
Eller det udlagte ord?
Måske er det tonerne fra himlen?
Måske er det en videnskabelig udlægning?
Måske noget helt 17.

Det vil ikke være mærkeligt, når Gud selv lige fra første begyndelse har benyttet sig af forskellige formidlere for at få os i tale og forskellige måder at tage imod troen på.

Vi har ikke alle en engels tålmodighed, en Josefs temperament eller en Stefanus’ tro, der er stærk som døden.

 

Når et Ord er givet frit, når et ord er sagt, har du mistet magten over det.
Du ved ikke, hvordan andre tager imod det.
Du ved ikke, hvilke af dine ord, de husker.
Hvilke af dem, de bærer med sig for altid.

Jeg er sikker på, du selv kan huske de særeste ord. Små ligegyldige sætninger. Ord sagt i en forbifart, der satte dig i dig og efterlod sig ar.
Mens ord, du gerne ville have husket fra afgørende begivenheder eller situationer i dit liv, er fordampet.

Da Gud satte sit Ord ind i vores verden, vidste Han, at det ville være at give magt fra sig.
Han vidste, vi mennesker vil tage imod Guds ord på vidt forskellig måde.

Gud vidste, at vi ville kunne misbruge hans Ord, bruge dem mod hinanden, misforstå dem, fordreje dem, ja at mennesker ville bekrige hinanden i Guds ords navn.
Alligevel gjorde Han det: Han gav os sit ord, sin søn. Sin frelse.
Fordi Gud vidste, at intet menneske kan frelse sig selv.

At tro på Jesus som verdens frelser er ikke en garanti for, at dit liv ikke kan bryde sammen.
Tro er aldrig en brudgaranti.
Men med barnet, der blev lagt i krybben julenat har Gud sendt en anden garanti på vandring i verden. En garanti på, at selv når alt andet brister, så kan ingen og intet lukke munden Guds levende Ord.

Og nu har du hørt det igen.

Og for det siger vi i kor med de første budbringere af evangeliet: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.


Kirkebøn:,

Himmelske Far.

Vor Herre Jesus Kristus.
Englene sang om fred på jorden den første julenat, men du fik ikke fred.

Hvor du kom, blev menneskene delt, og hvor dit ord bliver forkyndt, vækker det modsigelse og strid. Herre, hold os fast, når modgangen skræmmer os.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange.

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.

Vi beder for dem, der kæmper for at holde fast i troen.  For os, når vi tror, at det er os, der skal holde fast – og glemmer, at det er dig, der holder os fast, Herre.

Vi takker dig for dåben og nadverbordet – og for prædikestole, hvor dit Ord kan formidles til forskellige sanser.

 

Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din.

Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Så beder vi dig, Herre: Både når modgangen synes stor – og når livet gør det, at vi må se og mærke glimt af den glæde og det håb, der blev tændt en mørk nat i en stald lidt udenfor Betlehem. Glædelig jul. 

Glædelig jul

 

Kære læsere ... 
Hvis I da er nogen tilbage ;) 
Det er længe siden, jeg har lagt ud på siden her, ser jeg nu. 
De fleste prædikener - i hvert fald dem, jeg selv er tilfreds med, lægges i stedet på min Facebookside. 

Men i dag må være en god anledning. 
Her er min juleprædiken, der holdes kl. 16, når mørket er faldet på. 

Må julefreden sænke sig over dig. 
Kærlige julehilsner Eva Jerg

PRÆDIKEN TIL JULEAFTEN 2022

I et sogn i Danmark, som jeg i disse GDPR-tider skal undlade at nævne navnet på, har man en organist, hvis mand fulgte med hende i kirke hver søndag.
Det er der sådan set ikke noget dårligt at sige om.

Manden havde dog den vane, at han tog sig en god lur under prædikenen. Det syntes fruen – altså organisten – var mere end pinligt.

Så hun indgik en aftale med et af deres børnebørn. Barnebarnet skulle gå med i kirke og sidde ved siden af sin bedstefar. Når bedstefar så faldt i søvn under præstens prædiken, skulle barnet givet bedstefar et skub, så han vågnede. Efter gudstjenesten ville bedstemor så betale barnebarnet en femmer.

Det gik godt.
Hele to søndage.
Bedstefar blev holdt vågen. Han kunne endda over søndagsfrokosten fortælle, hvad prædikenen havde handlet om.

Men den tredje søndag kunne organisten registrere, at hendes mand ikke bare havde nikket lidt, men sovet tungt under hele prædikenen.
Bagefter var bedstemor både vred og skuffet, og hun sagde til barnebarnet: ”Hey – du fik en femmer for at holde bedstefar vågen – hvorfor skubbede du så ikke til ham i dag?”
Barnebarnet svarede: ”Fordi bedstefar har tilbudt mig en tier for at lade ham sove i fred”

Kære menighed – dem af jer, der endnu er vågne –
kan I finde en fejl i denne sandfærdige historie?

Jeg ved godt, hvad mine konfirmander ville sige:
De ville sige, at de i hvert fald ikke vil gå i kirke, hvis de kun fik en femmer for det.

Men det er ikke det, der er fejlen.
Fejlen er, at det ikke er barnebarnet, der burde have haft den femmer som belønning. Det er bedstefaren. For det er ham, der har fattet pointen.

Vi kan nemlig komme sovende til noget.
Det er julens evangelium. Det er det, denne juleprædiken handler om: Vi kommer sovende til det allervigtigste, Gud har gjort i denne verden.

Begyndelsen på juleevangeliet – den kan vi alle i søvne, ikke sandt?: ”Og det skete i de dage … ”
Men det er jo kun optakten.
Det væsentligste, det skete jo ikke ”i de dage”.
Det væsentligste, det skete om natten.

Har du nogen sinde tænkt over, hvorfor Jesus skulle fødes om natten?
Det havde jeg ikke.
Ikke før i år, da jeg skulle skrive juleprædiken.
Men jeg tror, der er en afgørende pointe i det.
En pointe, der både er håb og teologi i.

Mens hele verden hviler.
Mens mørke dækker jorden.
Mens vi foretagsomme mennesker sover,
bliver det jul for første gang.
Guds søn – verdens frelser - bliver født.

Så hver gang en eller flere kirkegængere nikker lidt eller sover tungt under en af mine prædikener, så tænker jeg: Man sover kun, hvor man er tryg. Så jo flere, der sover i kirken, des bedre.

Og jeg tænker på den første julenat: At der, hvor det meste af verden sov, der lod Gud det største ske. Præstens prædiken kan hverken gøre fra eller til.
Guds frelse kommer vi sovende til.
Tænk, hvis det samme kunne ske en helt almindelig søndag i Christianskirken. Det er da mere end én femmer værd.

Han kunne have valgt det anderledes, Gud.
Han kunne have valgt den bedste sendetid.
Han kunne have valgt tidspunkter, hvor mange mennesker var samlede.
Hvor Jesu fødsel ville være synlig og hørlig.
Ja, pakket ind i spektakulære rammer.
Jeg tænker hverken syndfloden eller stormen over Geneserat sø gik helt stille af sig.

Han kunne have valgt så meget, ham Gud.
Han valgte natten.

Gud vælger natten, så vi mennesker kan vide, at Gud ikke kun er i lyset.
Gud er i natten.
Hvornår er det, du har mest brug for at vide, at nogen er der for dig? Når du føler dig alene, ikke?
Og der er ikke noget tidspunkt, hvor vi kan føle os mere alene, end når vi ligger søvnløse i mørket.
I mørket er det let at tro, at du er helt alene i verden.
Julenat lærer os noget andet.
Gud er i mørket.
For i mørket har vi brug for kærlighed.

Når verden er af lave, den store verden eller vores egen lille, – som i år, også i år – og mørket i forskellige forklædninger lægger sig over jorden, er det let at tro, at selv Gud må være faldet i søvn dér i mørket.

Julenat lærer os noget andet:
Gud sover ikke.
Gud sover aldrig.
Selv i natten kan noget nyt blive til.
Selvom du ikke kan se det for mørket.

Gud vælger natten.
For der gør flertallet af mennesker ikke andet end at sove.
Og det er den teologiske pointe i: At i forhold til Gud, der kan vi ikke gøre fra – og da slet ikke til.

Vi skal ikke gøre noget for at komme til Gud
– for hvad skulle vi dog kunne gøre?
Dér, hvor vi ikke kan gøre noget, der gør Gud det hele.

Usynligt, ubemærket, skjult af natten lægger Gud verdens frelser i en krybbe og sin frelse i vores hjerter.
Og det er slet ikke sikkert du lægger mærke til, at det er sket.

Når englene bringer budskabet om glæde og om fred til verden, så er den fred ikke noget nyt i verdenshistorien.
Vi kender den godt, den fred.  
Vi kender den især fra natten eller fra søvnen.
I søvnen er vi lykkelige.
Vi er ubundne, frie.
Vi kunne også sige, vi er frelste.
Vi kender freden.

Men de fleste af os genkender måske især freden som fravær eller som noget, vi længes efter: Når der ikke er fred i vores liv. Hverken om natten eller om dagen.

Det er jul.
I denne nats mørke bliver lyset til.
Det samme sker i påsken.
Der, hvor alle sov, gik Jesus ud af gravens og nattens mørke og blev levende.
Vi ved ikke hvordan.
Men vi tror at.

Fordi Gud er gået ind i mørket og har gjort det til sit, er mørket aldrig mere det samme.
Natten er ikke længere Gudsforladt.

Selvom – kan jeg se – de fleste af jer ikke er kommet sovende til det, så tror jeg, I har det som mig: Vi forstår godt det med, at Gud er i mørket såvel som i lyset.

Om lidt skal vi synge så det igen, at ”os er en evig frelser født”. Men hvorfor er det, vi har så svært ved at tro det og leve på det?
Det er fordi vi fra vores liv og verden ved, at både altid og for evigt er kun på lånt tid.

Dem, der siger, ”jeg er der altid for dig” – eller ”jeg elsker dig for evigt”.
Vi ved, at det ”altid” og det ”for evigt” en dag får ende.

Mens jeg skriver disse linjer, opereres en af mine bedste veninder for kræft. Og det skal nok gå godt.
Håber jeg.
Ligesom der sikkert sidder flere af jer her med et håb, der er intakt.

Men der sidder også dem af jer, der skal holde jul for første gang – hvor en, der ”altid” har været der for jer – eller sagt ”for evigt” – ikke er mere.
Hvordan rimer det med frelse og juleglæde?

Det rimer sådan – at ind i vores verden og vores mørke har Gud lagt en anden evighed.
En evighed af lys, hvor der ellers kun var mørke.
En evighed af håb på trods af hvordan verden ser ud.

Det er det håb, vi må læne os ind i, når vi ikke selv kan håbe mere.
Det er den fred, vi må tro på, når verdensfreden synes som en by i … nå ja Rusland.

Det er det lys, vi tillidsfuldt må lægge vore døde ind i, fordi vi nægter at tro, at dette gudgivne liv slutter i mørke.

Det er jul.
Lige om lidt er det selveste juleaften.
Det er den aften af alle, hvor vi forsøger at trække freden ind i dagen.
Vi håber, julefreden må sænke sig over aftenen i aften. Over alle forventningerne, fællesskabet, samværet omkring bordet og træet.

Vi ved af erfaring, at julefred ikke er det samme som fred og ro.
Eller som fred i sindet.

For julens fred er i familie med frelse.
Den er ikke noget vi kan tage eller tage for givet.
Men vi kan få den givet: At Gud vil skænke os sin fred.
Det ønsker vi for hinanden.

Og så til allersidst.
Det var jo ikke alle, der sov den første julenat.
Der står, at hyrderne holdt nattevagt.
Gud er ikke den eneste, der er vågen i natten.
Der er heldigvis altid nogen, der er vågen.
Der er nogen, der våger.
Der er nogen, der sørger for at der er lys og varme og wifi, også om natten.
Der er nogen, der tager imod fødende kvinder på sygehusene, hvis fødsler ikke er lige så ukomplicerede som jomfru Marias.
Der er mødre eller fædre, der ligger vågne og venter på at deres unge mennesker skal komme hjem fra byen.
Der er politi og brandværn og journalister og soldater og mennesker i beskyttelsesrum og mange andre, der er vågne, også denne nat.

Der er altid nogen, der er vågne i natten.
Du er ikke alene i dit mørke.
Og fra og med Jesusbarnets fødsel er Gud også i din nat.

Det er juleevangeliets anden væsentlige pointe:
At Gud lod sig føde som et barn.

Et nyfødt barn har brug for hænder at være i.
Det har juleevangeliet også.
Vi er det hjerte og de hænder, Gud har lagt sit evangelium i.
Vi er dem, der kan sprede det glædelig budskab om fred og frelse for hinanden ved at være der for hinanden. Ikke altid eller for evigt, for det er ikke i vores magt.
For ethvert menneske har brug for nogen, der er der for ham eller hende. Nat som dag. I tanke eller i bønner.

Kære du.
Hvad enten du sover nu – eller er vågen.
Det er jul.
Lad julefreden sænke sig over dig.
Du skal ikke gøre mere.
Du kan ikke gøre mere.

I nat, mens du sover, lægger Gud frelseren i halmen i dit hjertes krybberum.

Det er jul.
På det vil vi ønske hinanden:
Sov godt – og glædelig jul!
Amen

Lad os bede:
Gud. Tak for julenat.
Tak for mørket, du gjorde lyst.
Tak fordi du blev menneske.
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være os.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod
– og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Herre, vi beder for dem, der er vågne om natten.
For dem, der arbejder, så vi kan sove trygt.
For dem, der våger.
For dem, der holder nattevagt.

Vi beder for dem, der skal tage beslutninger, både nat og dag.
Vær med Dronning, Folketing og alle vor tids kejser Augustus’er, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange menneskers liv.

Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Tak, fordi vi nu ved, at vi altid har mere godt i vente.
For Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – da gør vi det med håbet om, at når vi åbner dem igen, efter dødens mørke, så ser vi lyset, dit lys.

Men i dag, Herre, gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter. Amen 

Dette fine Iben Krogsdal-digt indleder julegudstjenesten 

Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
De hvisker om barnet, som netop blev til:
I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi fejle, i nat skal vi få.
I nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn. I skal være hans hjem!

Han spjætter af livskraft i hjertet på os,
som tænder stearinlys i mørket på trods.
Små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem, som er fjerne, og dem, som vi er.

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge, hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud.

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to.
At barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.

I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys.
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket!
                  Iben Krogsdal, 2009