JUBILÆUMSPRÆDIKEN. 4. søndag efter påske

 

I 1945, da meget af Europa lå i ruiner, blev der skrevet en sang. Ja, der blev skrevet mange, for menneskets fælles håb om fred og fremtid har altid banet sig vej på mange forskellige måder - og af dem hører sang og musik til nogle af de stærkeste.  
Hans Esbjerg spiller You’ll never walk alone, mens jeg taler

“You’ll never walk alone” hedder sangen, som Hans Esbjerg spiller i baggrunden. Du går aldrig alene.

For sammenhængen her er det ikke vigtigt, at sangen oprindeligt var en del af en musical. For mig er det ikke vigtigt, hvilke fodboldfans, der synger sangen den dag i dag. Og som – blev jeg klar over – vist sang sangen lidt ekstra højt i går aftes. For mig blev sangens tekst vigtig. Derfor fik teksten lov at komme med på salmearket. Og så lagde det kun til i betydning, at i musicalen bliver sangen sunget på et tidspunkt, hvor en af hovedpersonerne står ved en korsvej i sit liv.

”You’ll never walk alone”. Du går aldrig alene. Det er ikke bare sangens påståelige budskab. Det er også evangeliets. For der hører vi om Ham, der ikke bare sagde, at han vil gå med os på vejen. Nej, han sagde også, at Han er Vejen. Kan vi se det. Og kan vi se det på den måde, at vi indser det og tror det, så er det en sandhed, der gør os frie.

Hans slutter med at spille

Det begynder ved en korsvej. Det begynder altid på ny ved korsvejene.

Hvor den første korsvej i dit liv var – og hvornår det var - er ligegyldigt.
Men hvad der skete, er evigtgyldigt.
Ved den korsvej slog en præst korsets tegn for din pande og dit bryst.
Hvem den præst var, er ikke vigtigt.

For præsten var bare vikar, ”vicar”, for Gud selv. Sådan er det at være præst. Han ville gerne have været der selv, Vorherre, men I må nøjes med vikaren.

Sådan er det også i dag 😉

Det var præstens hånd, Gud lånte den dag ved din dåb. Men det var Guds løfte, du fik, den dag fik du håbet i hjertet. Du blev døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre. Fra og med den dag fik du givet en vej og en retning for dit liv.

At være menneske er at være undervejs.

Vi har to veje i livet. Der er den horisontale vej. Alle de veje, der leder dig fra menneske til menneske. Alle de livssituationer, der spænder dig ud mellem menneske og medmenneske. Alt det, der minder dig om, at det at være menneske er relationelt. At du lever aldrig kun for dig selv. Du går aldrig alene.

Og så er der den vertikale vej. Vejen fra himmel til jord. Det er den vej, evangelisten Johannes i dag omtaler som sandhed. Den vertikale vej minder dig om, at du har en anden betydning end den, du har for andre. En anden betydning og en anden værdi, end den, du tror, du kan skabe med dit liv, dine indsatser, dine fortjenester. Den vertikale vej minder dig om, at du aldrig kun har en her og nu betydning. Du har evig betydning. Fordi den væsentligste relation, du indgår i, er håbsrelationen med din Gud.

Den sandhed er den væsentligste sandhed, der er at sige om dit og mit liv. Det er den sandhed, vi aldrig kan sige os selv – eller andre kan sige os. Det er den sandhed, kun Gud kan sige til os.

Det meste af vores liv går vi ad de horisontale veje. Det gør vi på så mange måder. Vi kan gå frejdigt. Vi kan – som Saulus - stirre os blinde på det det, vi troede var vores livsvej. Vi kan - som ham - jage noget så indædt ihærdigt, indtil vi opdager, at det, vi jagtede, ikke var det, der var vores livs mål. Vi kan tage omveje og smutveje og søge alverdens udveje.

For livet er aldrig bare lige ud ad landevejen. Før eller senere kommer vi til kryds. Til korsveje. Nogle af dem valgte vi selv. Andre var vi ikke herrer over. Spørg bare Saulus.

Du mødte et menneske. Eller et menneske mødte dig. Du fik en mulighed. En uventet chance. Blev ramt af sygdom eller vilkår – eller et forklarelsens lys eller noget andet, du ikke selv er herre over.

Noget, der krydsede din vej og derfra forvandlede din horisontale vej sig - bogstaveligt og billedligt talt – til en korsvej. Og hvad end der skete, så bliver dit liv aldrig det, det var før korsvejen.

At komme til en korsvej. Og at gå den.
Måske blev det til livsomvæltende glæde.
Måske blev det, det sværeste du nogen sinde kom ud for.
Måske blev det allersværeste, at der, hvor der virkeligt var noget på spil, der oplevede du at gå vejen alene.

Fra Vor Herre selv ved vi, at korsveje kan være nok så lidelsesfulde at gå på. Fra Vor Herre selv ved vi, at der er veje, hvor vi i den grad synes, vi går alene.
Det var ham, der råbte det først: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
You’ll never walk alone? Årh jo.

Når du har gået et stykke ad din livsvej ved du, at det er sandt. Der er tidspunkter, hvor du går alene. For når alt kommer til alt, må ethvert menneske gå sin egen livsvej. Du kan følges med andre, javist. Men du kan ikke gå deres skridt. Og de kan ikke gå dine. Vi må alle gå vores egen livsvej.

You’ll never walk alone? Årh jo.
Masser af gange kommer du til at gå alene.

”Hvordan går det?” ”Det går”, lyder svaret ofte fra den, der har det svært-  og tilføjer et: ”Det skal jo gå”. Og det er jo sandt. Det skal gå. Men vejen frem kan være fyldt med tilbageskridt.
Spørg den, der har mistet.
Spørg den, der har været ved at miste sig selv.
Spørg den, der har fået en alvorlig diagnose.
Spørg den, der er holdt op med at tælle alenetimerne.
Spørg enhver, der har stået ved korsveje i livet – og tøvet.

”You’ll never walk alone”? - Jo, du kommer til at gå alene masser af gange i dit liv.

Jeg minder om, at sangen blev skrevet i 1945. Dengang var det ikke bare individer, men hele nationer, der forsøgte at komme på benene og gå videre.
Jeg minder om, at fodboldfans også synger sangen, når deres hold er bagud og når de taber. Jeg minder om, at i vores magtesløshed har Gud lovet, at hans kraft skal udfolde sig helt i os.

Det begynder ved en korsvej. Og for enden ad korsvejen begynder det hele på ny. Det er det, vi fejrer hver eneste påske – og hver eneste gang budskabet om opstandelse lyder. Det er nemlig ikke kun Jesus og Saulus’er, der rejser sig op og får nye liv.

Påske er, at der er lagt nye korsveje veje ind i vores liv.
Påske er, at der er lagt et nyt aldrig før kendt håb ind i vores liv. Påske er, at vi på ny kan istemme: You’ll never walk alone.
For Jesus gik i forvejen. Han gik korsets vej til ende.
Og der, hvor det endte, begynder det hele på ny.

Det var ikke en korsvej. Det var midt på den lige gade Avenue de Delleur, lige foran den danske præstebolig i Bruxelles i 1988. ”Hvad skal du så hjem til Danmark og læse?” spurgte Johannes Møllehave mig. ”Jeg skal læse litteraturhistorie”, svarede jeg. Og jeg forsatte med den sætning, som jeg den dag i dag stadig ikke ved kom fra. For jeg havde aldrig tænkt den før. Jeg fortsatte: ”Men hvis jeg havde turdet, ville jeg læse teologi”

Det var ikke en korsvej, men det blev det.
For et halvt år senere turde jeg.
Nu står jeg så her. Med 25 års præsteerfaring. Stadig på vej. Stadig på Vejen.
Men jeg havde aldrig turdet, hvis jeg havde skullet gå vejen alene.

Når jeg i dag ser tilbage, ser jeg på alle dem, der har været med hele vejen.

På de forældre og bedsteforældre, der bad for mig.
På den gudmor, der holdt mig over dåben.
På de lærere, der dannede mig.
På de medstuderende, der blev til gode kolleger, jeg stadig følges med.

I vejkanten står de menigheder, der har gjort mig til den præst, jeg er blevet. De står sammen med mine børn og min familie, som levede med det, at jeg blev præst.

Jeg ser de pårørende, der gav mig tillid. De unge, jeg konfirmerede. De mange timer i tjeneste med andre dygtige vejarbejdere. De endnu flere timer alene i studerekammeret.

Jeg ser de gange, jeg gjorde mit bedste, og der, hvor jeg svigtede. Og jeg tænker igen: Hvor må han være en dygtig håndværker, ham Gud, siden han har brug for så mange sære værktøjer i sin værktøjskasse.

Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der en gang imellem er standset op og har set tilbage på det, der blev korsvejene i ens liv. Jeg tænker, du sikkert har tænkt om nogle af dine: Hvad nu hvis jeg havde taget en anden vej?

Jeg ved, der er flere af jer, der på hver jeres måde, står midt på korsvejen lige nu og skal finde retning på ny. Måtte du, der har det sådan, blive styrket i, at der er nogen, der har din ryg.
Må du opleve dig ledsaget af Ham, der har din pande, dit bryst.
Så dine skridt bliver fastere, og du bliver ved med at gå med håbet i hjertet.
For så går du aldrig alene.

Og må vi som kirke aldrig være bange for at stille os på korsvejens sted. Må vi fortsat træde de skridt, Kristus trådte som den første. Heller ikke der går vi alene.

Så:
Gud være lovet for korsvejene.
For de veje, vi aldrig havde turdet vælge af os selv.
For de veje med fantastiske horisonter, vi ikke anede fandtes.
For de krogede veje, der blev til vore lige gader.
For de gange, hvor der faldt skæl fra vore øjne og vi så de sandheder, der gjorde os frie.

Må livets Gud vandre sammen med os
Må den opstandne Kristus være ved vores side
Og må Guds håb gøre vores hjerter rolige på alle vore veje.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Hans spiller lidt mere af You’ll never walk alone

Hyrdesøndagen

 

Som et lam fulgte hun i hælene på sin mor og far igennem en af Fredericias discountbutikker.

Hun var en pige på en vel små 10 år.

Det var påskedag i år. Jeg var i samme butik og fulgte samme vej igennem butikken som trekløveret.

Forbi køleafdelingen med kolde drikke.

Forbi afdelingen med isvafler.

Forbi afdelingen med chips.

Og til sidst lige før kassen forbi hylderne med slik.

”Nej”, sagde mor eller far. ”Du skal ikke have en kold cola”. Der var ingen tvivl om, at det lille lam hørte forældrenes stemme. Så hun satte colaen tilbage på køl.

”Nej, du skal ikke have is”. Pigen lagde vaffelisen tilbage i fryseren.

”Nej. Du skal heller ikke have chips”.

Pigen hørte stemmen og lagde chipsene tilbage på hylden.

Nu stod vi så der i køen til kassen. Og pigen havde allerede forsøgt med de første ting fra slikafdelingen. ”Du har fået påskeæg”, sagde far eller mor. Det lille lam listede en pakke lakrids op på kassebåndet. ”Læg det tilbage. Du skal ikke have lakrids”.

Pigen greb en slikkepind og ville liste den på båndet. Og mens slikkepinden svævede mellem barnehånden og kassebåndet lød det:

”Du ved godt, vi ikke har råd til det”.

”Du ved jo også godt, at du snart har fødselsdag”, sagde far eller mor.

”Men mor”, lød det så, ”vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?”

Hvorfor er det, at det gør ondt at høre mig fortælle denne beretning gør ondt at høre? Ja, det gør såmænd også ondt at genfortælle den her i dag.

Det er fordi det her er en hverdagsfortælling om en hyrde og hans flok, hvor rollerne byttes om.

At være forælder er at være hyrde. Vi skal som forældre hyrde vores flok, om den så består af en, to, fire, 99 eller en hel himmelsk hærskare af børn. Vi skal sørge for, at flokken ikke lider nød. At vi leder vores børn ad de rette stier. At de ikke frygter noget ondt. De skal kende vores stemme. De skal kunne have tillid til os. Under alle forhold.

Jeg er helt sikker på, at forældreparret her hyrdede deres datter. Sådan som alle – eller i hvert fald de aller-allerfleste – forældre hyrder deres børn, gør deres bedste – eller så godt, som de nu formår det.

Barnet her fulgte forældrene i hælene. Hun løb ikke væk. Gik ikke sine egne veje. Hun kendte deres stemme. Jeg er også ret sikker på at dette barn – som de aller-allerfleste andre – børn godt ved, hvornår kvoten af cola, isvafler og slik er nået, allerede inden de går igennem dørene til et supermarked.

Vi kunne alle have været de forældre eller det barn.

Og os, der er forældre, har garanteret også forsøgt at drible eller hyrde os igennem et supermarked eller en legetøjsbutik som forældreparret her.

Det hjerteskærende er naturligvis den sidste sætning. ”Mor, vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?” For det er her, byttes rollerne om. Her bliver fåret hyrde. Her bliver barnet den voksne. Og sådan skal det ikke være.

Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til de sidste dage i måneden. Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til en fødselsdagsgave.

Misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at forældre ikke kan involvere deres børn i økonomi. Heller ikke, når der ikke er så meget at gøre med.

Jeg siger heller ikke, at man ikke godt kan have en fødselsdag, der ikke har kostet alverden. Og at vi kan få masser af uforglemmelige gaver, som vi ikke huskede for, hvad de havde kostet eller ikke kostet.

Jeg siger, at får ikke skal være hyrder.

Jeg siger, at fåret skal kende hyrdens røst. Og at fåret – eller lammet – skal kunne være helt trygt og forvisset om, at hyrden nok skal sørge for det.

Og lad os så vende os mod evangeliet.

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Det gør han, fordi fåret er hjælpeløst. Et får går vild, hvis ikke hyrden passer på det. For et får har ingen retningssans. Et får kan ikke klare sig på egen hånd.

Den største fare for os får, der kun har to ben, at vi meget tit tror, at vi kender retningen. Vi tror, vi ved, hvad der er bedst for os, og vi bilder os ind, vi kender retningen til det.

Måske ligner vi den 10-årige fra før mere end vi bryder os om at tænke på. At vi bare har lyst til – og synes vi har ret til at få fra alle livets hylder.

Men du kan jo spørge dig selv på vejen hjem, hvordan du så selv synes det går? Og hvor tit du blev væk? Væk fra meningen? Væk fra det, der egentlig betød noget? Væk for dig selv?

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Fordi et får, modsat mange andre dyr, ikke kan forsvare sig selv.

Et får – og endnu mere et lam – er udsatte.

Man skulle mene, at det forholder sig modsat med os mennesker. Vi er i uhyggelig grad i stand til at forsvare os selv. Med ord, med hænder, med våben.

Men der er andre farer.

Og det er nogle af de farer, Jesus taler om i dag. Faren for at vi lægger ører til de forkerte stemmer. At vi følger det, vi tror, der er godt for os.

Det kunne være det med tomme kalorier: Vaffelis, cola og lakrids, for nu at gå tilbage i discountbutikken.

Men der findes tomme kalorier i livet, der er værre end dem. De nemme løsningers tomme kalorier, der mætter vores liv med mening, så vi lægger paraderne og tror, at vi er på sikker grund.

Og en anden fare er, at vi tror, vi ved, hvad Jesus siger. Når vi bliver vane-troende. Og så hører vi kun det, vi tror Jesus siger. Men i virkeligheden hører vi ikke efter.

Får kan ikke være deres egen hyrde.

Det er noget af det, Jesus siger til os i dag.

Og det på en måde, så det næsten lyder som voksenskældud.

Hvorfor er det, vi har så svært ved at forlige os med at være får? Hvorfor er det, vi kan have det så svært ved at have Jesus om hyrde?

Måske fordi vi har bildt os selv ind, at det er meget bedre at være uafhængig og autonom og at have vore egne meningers mod – end at være en del af en flok.

Måske fordi nogen kan bilde os ind, at det at være troende bare handler om at følge i hælene på, at adlyde og ikke skulle tænke selv. Og at tro derfor er et overgreb og en uselvstændigggørelse. Og hvem gider være dum som et får, ja, et nokkefår?

I så fald bliver det et nej tak til at være får herfra. Og lad mig så bare nøjes med at tælle får, når jeg har brug for det.

--

Hvis jeg havde spurgt nogle af hans venner, om de tænkte på ham som troende, ville de formentlig have sagt ”næ” – og så ville de måske med glimt i øjet have tilføjet: ”At i så fald ville det nok have været et af de sorte får. For han er sådan en, der er mest til at have styr på livet. Og det han, ikke har styr på, det får han styr på. Han ved, hvad han vil med sit liv. Og det meste af det, opnår han”. Hvad skulle han dog med en hyrde?

Nu stod jeg så der og talte med ham.

Det kunne lige så godt have været dig.

For du kender helt sikkert typen. Ja måske kender du det i dig selv.

Og nu sagde han: ”Eva, det er ikke, når jeg synes, jeg har mest styr på mit liv, at jeg har brug for Gud. Det er, når jeg synes det alligevel vakler – eller jeg er ude på dybt vand, at jeg sender en bøn til – du ved.. ”.

Ja, vi ved. For vi kender godt de situationer, hvor vi gerne vil hyrdes.

Hvor det ville være fantastisk, hvis der så kom en i hyrdeskikkelse, og tog vores hånden eller vores ånd – og sagde: ”Jeg ved, hvor der er godt at være. Jeg ved, hvor græsset aldrig bliver grønnere og vandet aldrig køligere. Et sted, hvor du ikke skal præstere. Et sted, hvor du bare må være og være til. Et sted, hvor du ikke skal bekymre dig om noget som helst. Følg med. Følg mig”.

Det gode ved den gode hyrde er, at han ikke sætter spørgsmålstegn ved os. Hyrden tjekker os ikke ud, om vi er præmiefår eller sorte får, om vi gør noget helt nyt i vores liv, for at udvikle os til at blive bedre versioner af os selv. Den gode hyrde forsøger ikke at rive os ud af det, der gør os trygge. Den gode hyrde flytter på os for at give os det bedst mulige muligheder.

Det bedste er, at den gode hyrde kalder og kalder igen, for at vi – hvis vi ikke i udgangspunktet kendte hans stemme – må lære den at kende og blive trygge ved den.

--

Kan I heller ikke ryste den lille familie af jer?

Heller ikke jeg.

Så mens glasdørene går i efter dem, så lad os håbe, at mor selvfølgelig ikke bruger alle pengene denne måned.

Og at det heller ikke er noget, barnet har oplevet før. Og lad os håbe, at barnet i mellemtiden har haft den dejligste fødselsdag med masser af latter og mennesker omkring hende, der omfavner hende med kærlighed og måske en enkelt fødselsdagsgave eller to.

At hun er blevet puttet i seng på sin fødselsdag, lidt for træt og lidt for glad. Og frem for alt ikke i tvivl om at hun er holdt af.

Påsken er forbi. Der er ikke flere påskeæg tilbage i discountbutikkerne at plage om.

Tilbage står evangeliet om den hyrde, der satte sit liv til for fårene.

Han brugte det hele – hvor en krone, alt hvad han havde at give af. Selv tornekronen.

Til sidst gav han sig selv. Hele sit liv. Indtil der ikke var mere at give af. For Guds kærlighed har ikke råd til andet – end at give det hele væk.

Med sin død har Jesus lagt ud for os. Han har betalt alle de gange, hvor vi har brugt den sidste krone. Og alle de gange, hvor vi gik i overtræk, fordi vi misbrugte os selv. Han har betalt for de gange, hvor vi godtroende troede, vi kunne hyrde os selv - og alle de gange, hvor vi tog andre med i faldet.

Han gik i forvejen for os. Gennem alle glasdøre, ja, dødens egen dør.

Og nu kommer han os i møde fra den anden side – der hvor græsset ikke kan blive grønnere.

Han kalder igen.

Han taler til alt det i os, livet kan give os ondt i maven over. Han taler til vores svigt, alle de vildveje, vi forvildede os ind på – og især taler Jesus til den frygt, der kan gribe os, når det er os, der for sidste gang går gennem livets glasdør – og vi for altid skal skilles fra alt det, vi holder af.

Hyrden kalder – og nu genkender vi stemmen – når han siger: ”Jeg gir jer evigt liv. I skal aldrig i evighed gå fortabt. Og ingen skal rive jer ud af min hånd”

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke