3. søndag efter Hellig tre konger. Om barnløshed og tro - eller mangel på samme

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Hver eneste aften, når mørket faldt på, løftede Abram blikket og kiggede op. ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive”.

Og hver eneste aften kiggede Abram så til højre, hvor Saraj, som han elskede så højt, lå. Hendes mave var stadig lige så flad, som dengang han forelskede sig i hende.
”Der er så mange stjerner – men selv hvis der kun havde været én, ville det have været en stjerne for mange”. For der lå ikke noget barn i vuggen ved siden af dobbeltsengen.

Abram havde for længst lært at parere, når gutterne, især efter andet glas vin, jovialt skubbede ham med albuen. ”Hva’ så, Abram. Skal I aldrig ha no’en børn?” ”Du bliver jo ikke yngre”. Eller: ”I skal bare få en hund. Det fik min lillebror – og nu har de 4 børn”.

Men når de spurgte: ”Du ved måske ikke, hvordan man gør?” – så skænkede Abram mere i deres glas eller talte om får og beder. Eller om aktiekurser. Eller om hjemmeholdets sidste scoring.

 

For der er savn, der ikke kan deles. Og der er sår så åbne, at der ikke kan siges eller gøres noget, uden at det vil føles som at hælde sand i det.

Guds løfte om hvor talrig han skulle blive, blev Abram mindet om hver eneste gang han fik sand imellem tæerne i sandalerne. Og hver eneste gang stjernerne brød igennem det natsorte himmelhvælv og lyste op.

 

Hver måned, når Saraj endnu en gang fik det på kvinderne vis, græd hun stille for sig selv. For hvad skal man med en livmoder, når den ikke skal bære noget liv?

Og Saraj skammede sig:
For det er skamfuldt ikke at kunne opfylde et ønske og et løfte.

Saraj var – som alle kvinder, der har længtes efter at få et barn - holdt op med at følge, hvordan hendes jævnaldrende gav hende elevatorblikket – og stadig kunne konstatere, at Sarajs mave ikke fik fuldmåneform og hofterne forblev smalle.

 

Saraj havde – som alle kvinder, der har længtes efter at få et barn – lært sig at dikke de andres førstefødte og andenfødte babyer og sige ”næh og ih og åh” på passende steder. Hun købte barselsgaver og deltog i babyshowers. Hun sagde til lykke. Og mente det. Og hun fandt en grimasse, der kunne passe de andre, når de underholdt med, at ”ja, vi syntes jo det ville passe så godt, at vores tredje barn kom lige til sommerferien” og ”ja, min mand behøver bare at kigge på mig, så er jeg gravid”.

”Og Saraj, du skal se, der er jo nok en mening med, at der er nogen, der ikke skal have børn”. Og det var sjovt nok altid dem, der havde reden fuld af unger, der syntes, de var berettigede til at sige det.

”Vis mig den mening”, tænkte Saraj for sig selv. ”Og vis mig den mening med, at nogen får børn uden at kunne passe ordentligt på dem”.

 

”Ja, i det mindste har du ikke strækmærker”, sagde en af de kvinder, der var blevet mødre. ”Ja, gid jeg havde din figur”, sagde en anden. Saraj sagde ikke noget. Hun havde med glæde taget alverdens strækmærker og byttede gerne til en kvindekrop, der er mærket, som kun graviditeter og børnefødsler mærker en krop.

 

”Bliv frugtbare og talrige”. Det er den allerførste gave og opgave, Gud giver mennesket på Bibelens allerførste side.
Abram og Saraj er de første, der fortælles om, hvor der ikke er nogen frugter i deres Moseskurv.

De er første, der skrives om, som bar netop dén særlige længsel efter at slægt skal følge slægters gang.

De første, der bar skamfølelsen og spørgsmålet om mening med, hvorfor Gud nævner det så udtrykkeligt i skabelsesberetningen og så ikke havde givet dem den gave at kunne få børn?

Der er graviditeter, der er 9 måneder lange – og det kan være længe nok at vente på et barn. Men der er dem, der venter i årevis. Og der er dem, der venter forgæves.
Også i vore dage står Abram og Saraj’er i kø med mange andre.
De står også i kø med dem, der aktivt fravælger at få et barn, og som på en anden måde skal stå til regnskab for det valg. For det er som om det ikke er en mulighed og et valg, vi har: at få børn, men en rettighed og en gudgivet pligt: At vi skal sætte børn i verden.

Og så står Abram og Saraj i kø med dem – der af alle mulige andre grunde – aldrig fik det barn eller antallet af de børn, de måske godt kunne have tænkt sig, hvis omstændighederne havde været nogle andre.

Talrig som havets sand og himlens stjerner.
Jo tak. Tænkte Abram.
Jo tak. Tænkte Saraj.
Jo tak, har mange tænkt efter dem.

For hvad gør det ved et parforhold og ægteskab, hvis vi ikke får en efterkommer?
Hvad gør det ved selvfølelsen for den, der aldrig fandt partner, men som stadig bar ønsket om et barn? Og som ikke kunne forestille sig at stå som aleneforælder?
Hvad gør det ved vores gudsforhold, hvis vi ikke får de efterkommere, vi synes, Gud selv har lovet os?

Kan en tro blive ved med at være fast tillid til det, der håbes på, når der ikke ses noget som helst, der kan støtte overbevisningen om, at det vil ske?

Jeg ved ikke, hvad du tænker om det.
Men vi ved noget om, hvad Abram tænkte.
Vi ved, at han troede Gud på ordet.

Vi ved også, at både Saraj og Abram var ved at miste tålmodigheden.
Vist er tro godt – det slår denne søndags tekster på igen og igen.
Abram troede og det blev regnet ham til retfærdighed. Alligevel spørger Abram bare et par linjer senere: ”Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?”

Og troen får ind i mellem sære ideer, når den tager utålmodigheden i hånden, som da Abram og Sara troede, de var nødt til at give Gud en håndsrækning, så løfterne kunne gå i opfyldelse. Ideen om at sende Abram til trælkvinden Hagar, for i det mindste at få ét barn var ikke Guds ide.

Abram er ikke den entydige troshelt. For tro udelukker ikke tvivl.

 

Og tiden går. Og der er lige meget sand på havets bånd og i Abrams sandaler. Og lige mange stjerner på himlen.

Er der mon udløbsdato på Guds løfter?
Abram nærmede sig de 100 år og Saraj de 90, står der. Eller rettere: Formuleringen var, som jeg husker det fra min undervisning i hebraisk: Saraj var nu gammel som en overmoden blomme. Jeg elsker dén formulering.

Som vi ved – så gik det, som Gud ville det: Abram bliver til Abraham – for ”ham” betyder folk på hebraisk og Abraham blev stamfaderen til det israelske folk.

Dermed er fortællingen om Abraham ikke en enkeltpersons historie og gudsforhold. For det her handler om andet og langt mere end at få eller ikke få et barn.

Som stamfader bærer Abraham sit folks historie i sig. Det her er også en historie, der er fortalt til håb og til trøst for et folk, Guds folk, som adskillige gange stod i fare for at udslettes.

Mon ikke Gud Herren adskillige gange har overvejet, om ikke det hele ville have været lettere, hvis Gud selv var forblevet barnløs?
De her skabninger, som dog var blevet til i Guds eget billede på den sjette skabelsesdag, Guds eget folk - de – vi! – er ærligt talt noget bøvlede. Vi overtræder de ti bud, hurtigere end de kan skrives på stentavler.

Gud ventede og ventede på, at menneskene skulle blive hans børn. Dem, som Gud havde håbet på og ventet på.
Den guddommelige tålmodighed og langmodighed bliver igen og igen sat på prøve.

Derfor bliver vi mennesker også næsten udslettede et par gange undervejs: Syndfloden, svovl og ild og vand og meget andet, fordi vi ikke kunne - og ikke kan - finde ud af og finde os i, at vi er det ”ham”, det folk, der blev begyndte med Abraham – og at Herren vil være vores Gud.

Da vi man skulle mene, at al tålmodighed og alt håb og al tro var ude, lod Gud et barn komme til verden på en helt ny måde.

Han var født af Guds vilje.
Blevet til ved Helligåndens hjælp.
Båret af en kvinde, som indtil englens besøg var helt og aldeles frivilligt barnløs.

Ved sin søns fødsel tændte Gud endnu en stjerne på himlen. Bare én.

Når vi - som Abraham – står der under stjernerne på himlen og ser op, så er stjernerne, nu som dengang, et løfte om Guds trofasthed.
Gud havde lovede, han ville sende os en frelser.
En frelser, der skulle udgå fra Abrahams slægt.
Og Gud holdt sit løfte.

”Giv os en større tro!” beder disciplene i dag.
”Giv os en større tro” – eller bare: ”Giv mig tro”
Hvem har ikke bedt den bøn?

For vi kan ikke altid finde nåde i eller meningen med, at det går som Gud vil - og når Gud vil.
Utålmodigheden og tvivlens strækmærker kender vi alt for godt på vores egen krop.

Der er ærligt talt ikke megen trøst i at henvise til Abraham og Sarah – for de fik jo, hvad de drømte om. Og alle underne i evangelierne og i Hebræerbrevet i dag, hvor syge helbredes og døde står op og sørgende trøstes og alt, hvad der i øvrigt sker for mennesker, hvis tro blev regnet dem til retfærdighed -
det får blot min tro til at stå endnu mere udstillet tilbage som en mandagsmodel med præstationsangst.

Vi ved godt, at det at troen fødes i os, ikke er en garant for et lykkeligt liv, hvor vores drømme og længsler opfyldes.
Vi ville bare så gerne tro det.

For når vi nu er Guds længe ventede og elskede børn – og når Han virkelig vil os det så godt, hvorfor er det så, at det sand, jeg får i sandalerne ikke er forjættende, men kun giver vabler? Hvorfor er det, at de talrige stjerner på himlen ikke får mig til at føle mig som en af Guds udvalgte?

”Giv mig en større tro”. Beder du så igen.
Glem det. Siger Jesus.
Du har den tro, du har.
Eller: Du har den tro, der har dig.

Tænk ikke i, om din tro kan vokse.
Det er ikke al tro der vokser, ligesom det ikke er enhver livmoder, der kommer til at bære et barn.
Men ingen af delene skyldes Guds vilje – eller uvilje.

Men tænk i. Og hav fast tillid til og overbevisning om, at himlenes Herre dog steg herned på jorden, her, hvor sandet er talrigt som stjernerne, for at sige til dig, at du er hans udvalgte, hellige og elskede menneskebarn.

Du skal ikke martre dig selv med, om du er en troshelt eller en tvivlshelt.
For Gud favner din tro og rummer din tvivl.
Han har jo lovet at være med dig alle dage.

Det er ikke din tro, det handler om.
Det er Guds.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

DRIVING HOME FROM CHRISTMAS - En helligtrekongersprædiken

 

”Og de vendte hjem til deres land ad en anden vej”
Sådan lyder beskrivelsen af de hellige tre kongers hjemrejse.
Det er mere end en rejsebeskrivelse.
Ordene handler næppe kun om, at de hellige tre konger ikke tog turen via kong Herodes’ slot på vejen hjem.

Det her er også en eksistensrejsebeskrivelse: De tre rejste ud som konger, men de rejste hjem som vise mænd. For i rejsebagagen bar de – som mange andre, der siden er rejst ud i verden - en visdom og en vished med sig hjem, som de ikke havde haft med ud.

De vise mænd bar med sig hjem, hvordan Gud definerer fred: Nemlig som et barn, der ligger i en krybbe, helt og fuld udleveret til menneskehænder. Fredens mulighed er altid i menneskehænder. Fredens mulighed ligger stadig i dine hænder.

De vise mænd bar med sig hjem, at de havde set en ny regeringsform. For Gud hersker ikke fra slotte. Gud hersker ikke med magt. Guds slotte er stalde og herberger og hjem og der, hvor der ikke er plads til en Gud.

Og de bar en erfaring med sig af, hvad glæde er: Glæde er at være til. At være sammen, selv i kulden og mørket og skæret fra en stjerne. Men dog sammen om det, Gud har lagt i vores hænder.

Alt det – og meget mere – rejste de hjem med. Nu vidste de, at for dem var der én vej, der havde ledet dem til barnet i krybben. Den vej havde været banet og stjerneoplyst.
Men der er flere veje hjem. For selvom Betlehemsstjernen blev slukket og den allerede banede vej var udelukket, så er der altid en anden vej.
Det er denne søndags evangelium: At selv ad andre veje kan vi komme hjem.

”Og de vendte hjem til deres land ad en anden vej”
Det er ordene om de hellige tre kongers hjemrejse.
Det kunne have været en beskrivelse af vores rejse hjem fra Israel i marts 2020.
Ja, dén marts. Dét 2020.

Vi, det var en lille gruppe danske præster, der tog til Israel på kursus i at skrive prædikener.

Det blev på alle måder en af de mærkeligste rejser i mit liv, forstået som en af de rejser, der har mærket mig mest. Jeg har aldrig troet, at det ville betyde noget, om jeg havde været i Israel eller ej. Nu ved jeg, at jeg tog fejl. Jeg ved, det gælder for flere af de øvrige rejsedeltagere, for vi har netop mindet hinanden om det. Set i bakspejlet var det ikke mindst hjemrejserne, der kom til at markere en forskel. For adskillige gange blev vi nødt til at vende tilbage ad en anden vej end den, der var planlagt.

En dag skulle vi til Betlehem.  Jerusalem og Betlehem ligger ikke helt side om side – og da slet ikke, når der som nu er en mur imellem, så det var en god køretur i bus.

Da vi ankommer til Betlehem, er der en besynderlig stemning i byen. Der blev stirret på os. Du ved, man kan nå at tænke, om man har glemt at knappe en knap eller to, så du eksponerer lige rigeligt af noget, der ikke skal eksponeres. Eller om der er en, der har en lidt for sjov hat på. Men i så fald var det et kollektivt knapbrist af dimensioner og en hatfuld af klaphatte. Men vi var 15 helt almindelige præster i helt almindeligt tøj som turister i Betlehem.

Hvor vi kom frem, gik folk over på den anden side af fortovet. Butiksdøre blev smækket i. Tørklædeklædte trak tørklæderne tættere om hovederne. Det lyder som en dårlig film, når jeg fortæller det, men det var sådan det var.

Så kom det første råb: ”Go home”. Den næste stemte i: ”Go home with your corona”. “Skrid”, ville det vist have heddet på mindre pænt dansk: ”Skrid hjem med jeres corona”. De første af kollegerne googlede nu livligt på nyheder fra Jerusalem og omegn – og det viste sig, at der netop dagen i forvejen havde været de første turister i Israel, der var blevet konstateret coronapositive, netop i Betlehem.

Vi fortsatte mod den kirke, hvor vi skulle møde en præst ved den luthersk kirke i Betlehem. Her blev vi mødt af en lukket dør.

Sammenligningen til den højgravide Maria og Josef, som ikke kunne få plads i noget herberg, var nærliggende. Jeg tror aldrig nogen af os har følt os så uvelkomne og uglesete noget sted.

I Det nye Testamente hedder de spedalske og dæmonbesatte og landsforrædere. Nu var det os, der var der var pariaer og potentielle smittespredere. Mens den voksne Jesus gik omkring på Israels støvede veje, bad han os om at lukke hjem og hjerter op for hinanden, og især for dem, der var ude i kulden. Denne dag var det os, der erfarede, at evangeliet stadig har trange vilkår. Det, der gjorde det særligt stærkt, var netop at opleve det i Jesu egen fødeby.

Kun takket være vores ene guides fantastiske talegaver blev vi lukket ind, ikke i en stald, men i en særdeles kold entré, der lugtede mere desinficeret end noget, jeg på det tidspunkt havde lugtet i mit liv.

Det forlød, at alle checkpoints i Betlehem var ved at blive lukket hermetisk ned indefra. Hvis det skete, ville ingen kunne komme hverken ud eller ind – og ingen vidste hvor længe.

Så kom Munther Isaac, præsten. Midt i al den turbulens, vi havde oplevet på denne dag, stod han der som en klippe af ro og opmærksomhed. ”Men” – indledte han undskyldende – ”jeg er nødt til at holde min telefon åben”. Ikke én trækning afslørede ham undervejs i den tid, vi var sammen. Kun hans hyppige korte blik på telefonen viste os, at det her var en ekstraordinær situation. Men hvad vidste vi?

Vi sad på bænkene i Munthers kirke. Forsøgte at holde koncentrationen.
Én eneste sætning kan jeg huske, uden at skulle slå yderligere op i mine noter fra rejsen. Munther Isaac sagde: ”Søg efter Gud på de uventede steder”.

”Søg efter Gud på de uventede steder”.
Var det ikke netop de hellige tre kongers misforståelse? De søgte efter den himmelske kongesøn på det forventede sted, på kong Herodes’ slot. Men hvis Gud kun var forventelig og forudsigelig, så var han så Gud? Ville Gud så ikke kun svare til vores forestillinger om, hvad Gud er?

 

Og hvad hvis det også er vores fejltagelse, at vi kun søger efter Gud og efter mening og efter Betlehemsstjerner, der kan lede os på vej i livet, på de ventede steder? Kan det tænkes, at det er derfor, vi ikke altid finder, hvad vi søger efter, længes efter?

Gud åbenbarer sig ikke kun og fødes ikke kun, hvor vi leder efter ham. Jesusbarnet blev netop født i mørket, i stalden, hvor ingen ville have set og ingen ville have ledt, hvis ikke de var blevet vist derhen. ”Gå hen i stalden”, siger englene til hyrderne. ”Der skal I finde”. De vise mænd var kloge nok til at vide, at den særlige stjerne havde et særligt budskab. Alligevel søgte de først på det ventede sted. Hos Herodes. På grund af den fejltagelse, var de nødt til at vende hjem ad en anden vej.

Og sådan gik det også os, da vi skulle hjem fra Betlehem.

Efter besøget i den lutherske kirke var det planen, at vi skulle besøge fødselskirken i Betlehem. Der ville være 5 minutters gang, men denne dag var der pludselig ikke længere flertal for at følge dagsplanen. De fleste ville hjem. Hjem til Jerusalem. Sådan blev det. Og derfor er vi formentlig det eneste rejseselskab af præster i Betlehem, der aldrig har set Fødselskirken.

Det blev en hjemtur, der blev endnu en film værdig. For nu havde corona-panikken spredt sig til resten af Betlehem. Busserne lukkede dørene for næserne af os og ræsede i alle retninger. De første præstekolleger sprang i en taxa. Den næste taxachauffør fik dollartegn i øjnene og pludselig var prisen mangedoblet.

Og så var der ikke flere taxaer – og et par kilometer til checkpointet ud gennem muren. En håndfuld af os fortsatte til fods. Rolige? Nej. Svedige? Ja.

En ny taxachauffør kom, tog os med, kørte ad bagveje og omveje og blindveje og ledsaget af buh-råb landede vi ved bagindgangen til checkpointet. Og kom igennem. Dem i selskabet, der brød sig om øl, fik sig vist en kold en af slagsen, da vi igen havde fast fod og rolige hænder i Jerusalem. Og vi andre overvejede, om det skulle være vort livs første øl.

Siden Betlehem var det som om dør efter dør smækkede bag os. I Jeriko – byen med murene – blev vi ledsaget af sværtbevæbnet militærpoliti (sig aldrig det her til min mor 😉 ) til bygrænsen.

Og 15 minutter før vi kunne tjekke ind til flyet hjem til Danmark, tikkede aflysningerne af flyene ind. Alligevel tog vi til lufthavnen, stadigt naive i troen på, at det var flyselskabets ansvar at få os hjem. Men alle chekck-in’s var tomme. Ingen telefoner blev besvarede. Aldrig før havde vi set så tomme afgangshaller.

Vi kom hjem ad en anden vej.
Men vi kom hjem.
Og dagen efter lukkede statsministeren Danmark ned.

Turen hjem kom til at markere et farvel til den verden, vi kendte.
Hvis nogen havde fortalt os det på forhånd, ville vi med garanti ikke have troet dem.

Turen kom til at mærke os alle med den erfaring, at vi altid kan rejse ud med forventninger, om hvad der skal ske, men at vi altid vender hjem med forvisninger, der kan vise sig at være af en helt anden slags.
Hvor tit vender vi ikke hjem ad en anden vej?

I Biblen er der masser af hjemrejser.
Jeg ville gerne have gået ved siden af Abraham og Isak og have hørt, hvordan en samtale mellem en far, der har svigtet sin søn, kommer i gang igen på vejen hjem fra Morijabjerget.
Jeg ville gerne have hørt, hvad profeten Jonas sagde, da han kom hjem fra byen Nineve.
Der er masser, jeg gerne ville have været hjemme hos, når nogen af dem, der har været personer i de bibelske fortæller vendte hjem og skulle fortælle om deres rejse.

Især ville jeg virkeligt gerne have været en flue på væggen eller en lus i kamelpelsen hos de vise mænd.
Hvad talte de om på hjemvejen?
Hvad kom deres rejse til at betyde for deres fortsatte liv?

I dag er det Helligtrekongers søndag. Julen er slut. Vi rejste sammen med Josef og Maria til Betlehem. Vi stod sammen med hyrderne og englene og de hellige tre konger i stalden. Vi så barnet i krybben. Det blev jul for første gang og igen i år. Og nu skal vi hjem igen.

 

Der var ingen af dem, - udover Maria - der på forhånd havde regnet med at finde noget helt særligt der i Betlehem. Men på et uventet sted fandt vi alle Guds søn. Et barn som alle andre børn. Og dog var det Guds barn. Et lys midt i mørket. Et helle af fred i en verden, der også dengang var konfliktfyldt.

Hellig tre kongers søndag minder os om, at der er lagt en anden vej ind i vores tilværelse.
Den vej, hvor der kom et barn i vejen.
Guds vej. Som koster omveje. Og måske en løgn, for livets skyld.
Guds vej, hvor vi snubler over medmennesker, der ikke er til at komme udenom.
Guds vej, som ikke er den slagne vej. Den lige vej.
Guds vej, som leder os til uventede steder.

Guds vej, som altid er den anden vej.

For os 15 præster der i marts 2020 var det som om verden lukkede sig bag os, da vi rejste hjemad.
Verden var anderledes. Blev anderledes.

Vi blev klogere. Men viise er vi stadig ikke.
Selvom vi ikke er ved vejs ende, så har vi troen på, at selv i dette uvejsomme, som vi stadig befinder os i, er der udvej. Også vi skal endnu andre veje end dem, vi havde troet i vores liv. Men vi er alligevel på vejen hjem.

 

De hellige tre konger, der blev vise mænd undervejs, fandt en anden vej hjem. Men de fandt vejen. En anden vej.
Der var ikke længere nogen Betlehemsstjerne til at lede dem på vejen hjem.
For Guds lys findes ikke længere på natsorte himle. Guds lys er kommet ned på jorden. Det lyser fra krybben. Det lyser op på dig. Der er genskin i dit ansigt.

Vil du gå i de vise mænds fodspor, så gå ikke den lige vej.
Søg Gud på de uventede steder.
Vær uforberedt og forundringsparat.
Vær trosparat og håbsåben, for Gud viser dig nye veje og går foran dig, både på vejen ud – og hjem.

For det siger vi: God tur – og god tur hjem

Og: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

KIRKEBØN:
Gud.
Nu, hvor englenes sang er forstummet,
nu, hvor vi ikke mere kan se himlens lysende stjerne,
nu, hvor hyrderne har fundet tilbage til deres får,  
og de hellige tre konger er vendt hjem som vise mænd,

Så lys du stadig for os, Herre
For vi har brug for dit lys.
Ja, måske mere end nogen sinde.

Vær med din kirke her hos os og ud over hele jorden,
så vi må gå de veje, du viser os.
Hjælp os, så vi ikke skygger for hinanden eller kommer til at spænde ben.
Giv os gode ben og udholdenhed, når vi hver især leder efter vores veje i livet.

Herre. Hjælp os med – hver ad vore veje – at bære lyset fra Betlehemsstjernen ud i verden
Lad os finde ud af at bære evangeliet videre, så dit glædelige budskab må lyse menneskehjerter op indefra.

Her hvor vi går fra julens helligdage ud i hverdagene...
Lad os hver især være lys.
Lad os da se den, der har brug for at blive set:
Lad os se de oversete,
den, der gemmer sig i hjørnerne,
den, der ikke tør sig selv i øjnene.
Lad os være lys for flygtende og ensomme.
Og for dem, der kun ser mørke omkring sig

 – men som længes utålmodigt efter lys i tilværelsen.

Herre, lys du for dem, der rundt omkring i verden bærer magtens byrde og fristelse,
Vær med vores Dronning og hendes familie, vores regering og folketing og alle vi har valgt til at lede og styre.

Vær med os alle der, hvor vi har indflydelse og magt. Så vi håbefuldt arbejder for at virkeliggøre freden mellem menneske og lande og verden.

Herre, lys for os og for vore døde, indtil den dag, hvor vi skal se din påskesol gå op og vi kan se vejen hjem til dit rige, hvor vi for altid skal leve i dit lys.

Amen

Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/helligtrekonger-fra-anden-raekke