Juleaften

 

Fik Jesus egentlig julegave?
Ja, der var jo godt nok de tre vise mænd med guld og røgelse og myrra. Men de kom jo ikke frem, før flere dage efter Jesu fødselsdag.
Hvad fik Jesus så i jule- eller fødselsdagsgave?
Ja, det ligger jo i ordet fødsels dag: Jesus fik, som ethvert andet menneske, livet. Og livet er en fest værd på hver eneste fødselsdag. Derfor fejrer vi i dag Jesus på hans fødselsdag: Fordi han fik livet. Og fordi han, den lille Messias, blev født som vores frelser og gav os del i Guds liv.

Jesus fik livet i fødselsdagsgave.
Og så fik Jesus én ting til: Han fik fødselsdagssang. Englene sang for ham. En hel himmelsk hærskare – og det er virkeligt mange - sang englesang for ham.

Når vi synger sammen, trækker vi vejret i takt.
Vi får fælles puls.
Vi bliver ét på tværs af alt det, der i øvrigt kan skille os ad.

Når vi synger, synger vi som havde vi én mund.
Også selvom vi synger med mundbind på.
Eller slet ikke synger med – men bare lader sangene synge i os.

Hver gang vi synger, ophæves tid og rum. Så er der hverken himmelrum eller jordrum. Der er bare ét rum og én tid.
Så når du i dag synger med, synger du i kor med englene i Betlehem.
Du synger i kor med mennesker, der ud over hele jorden - lige nu - synger og håber på fred. Fred mellem mennesker, fred på jord – eller fred i dem selv.

Du synger også i kor med dem, der lærte dig julens sange og salmer.
Du synger i kor med alle dem, du og jeg hver især må savne, særligt på en juleaften: 
Dem, hvis hånd vi endnu kan mærke i vores.
Dem, hvis stemme endnu genlyder i vores ører.

Når vi synger julesange, så sender vi julegaven fra den første jul videre.
Det er hvad ordet ”tradition” betyder: At sende noget videre.

Derfor er jul ikke kun et engang: Vi fejrer ikke alene, at Jesus blev født dengang.
Vi fejrer, at Jesus bliver født igen i dag.
Vi fejrer, at den store glæde, som skulle være for hele folket, er et stadigvæk.
Nu ER det jul igen.

Når en tradition gentages, er der liv.
I gentagelsen er der håb.
Sådan peger traditioner både tilbage og fremad.

Noget af det, der gør ondt igen i år er, at vi pga. corona ikke kan få lov at genopleve og videregive de traditioner, vi hver især synes, hører julen til.

Igen i år må mange nødtvunget justere på juletraditionerne. Og måske – bare måske – får vi derigennem skærpet opmærksomheden på, at det ikke er måden, men indholdet af traditionen, der er vigtigt.
--

Gad vide, om Jesusbarnet egentlig selv hørte englene synge dér julenat? Måske sov han sig fra englenes sang. Måske skreg han så højt, at det overdøvede selv den smukkeste englerøst. Måske vidste Jesus slet ikke, at han havde fået en gave?

Det er ikke altid vi ved, når vi har fået en gave. Måske opdager vi først langt senere, hvilke gaver i livet, der fik betydning for os.  Opdagede, hvilke traditioner der blev så uopgivelige, at vi vil give dem videre.
--
Det er min tur. Det er mig, der skal sende stafetten videre.
Sidst fandt jeg dem i fryseren. Der har jeg alligevel ikke fundet dem før. Nu ligger de hos mig. Det er det min tur.  

Dem – hvad er det, jeg taler om?
Jeg taler om 10 eksemplarer af sangbogen her: Humøribussen. Det er sådan en sangbog, der ved festlige lejligheder kom frem i mit barndomshjem. Når sangbogen kom frem, forsvandt mine brødre og jeg hurtigere end du kan sige … glædelig jul.
Indholdet af sange i Humøribussen er en særdeles skønsom blanding. F.eks. finder du ”What shall we do with the drunken sailer?” side om side med “Morgenstund har guld i mund”. Det er i sandhed en sangbog med inklusion.

Humøribussen er arvegods. For da mine forældre skulle fraflytte mit barndomshjem, for at flytte til noget mindre, var humøribussen en del af godset.

Alle I, der har prøvet at skulle rydde op og ud ved, hvordan det er. I begyndelsen er det nemt: De vigtige ting, dem, der har betydning, de kommer med. Arvestykkerne. Fotografierne. Så kommer der det nødvendige, men kedelige: Margretheskålene i alle størrelser, bestik, måske ikke længere til 48, men så bare til 12.

Min ene bror, ham, der ikke fik de 10 tommelfingre, men fik al håndværker-DNA’et og som kender navnene på alt fra fars værksted, fik, med vi andres velsignelse, alt overskydende godt med sig fra værkstedet. Mens jeg holdt mig til, da der skulle halveres i beholdningen af blomstervaser.

På et tidspunkt står man der med de sidste bunker. I en af de sidste bunker lå også stakken af Humøribussen. ”Smid dem ud”, sagde min ene bror. ”Send det til genbrug”, sagde min mor, som selv har gjort mange gode genbrugsfund. Min anden bror og jeg trådte vande imellem de to synspunkter.

Jeg husker ikke længere, hvem af os, der tog dem. Jeg husker heller ikke længere, hvem af os, der begyndte med, at man i smug skulle gemme de 10 eksemplarer af humøribussen hos den anden. Men nu er det en tradition.

Vi sender sangbøgerne på vandring mellem hinanden. De har efterhånden opholdt sig utallige muntre steder. Nogen gange kan der gå meget længe, inden de bliver fundet. Det er naturligvis pinligt, hvis de nu var blevet gemt sammen med støvsugerposerne. Hvor jeg har gemt Humøribussen denne gang? Det siger jeg ikke. Men jeg vil anbefale min yngste bror at kigge godt i anden i aften?
Sidst troede jeg, jeg havde taget rugbrød op af fryseren … men så var det i stedet 10 humøribusser i fryseposer. Og tænk – jeg vidste slet ikke, jeg havde dem.

Jeg tror ikke, jeg har sunget i humøribussen, siden jeg engang blev taget som gidsel i en sammenkomst med forældrene. Og stor var min overraskelse, da jeg først for nylig vender Humøribussen om og ser, hvad der står på bagsiden. Der står, at Humøribussen er glædens gesandt.

Glædens gesandt.
En gesandt – det er en, der er sendt fra en stat til en anden med et væsentligt budskab.
Det er det, vi fejrer igen denne jul:
Gud har sendt os en gesandt.
Men ikke hvilken som helst.
Gud har sendt os sin søn som glædens gesandt.

Julesange er glædens gesandt.
Når vi synger, så videregiver vi det væsentlige budskab.
Når vi synger, så giver vi glæden stemme.
Når vi synger, giver vi Guds håb stemme.
Når vi synger, giver vi Guds kærlighed stemme.
For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.
Når du synger, låner Gud din stemme for at få evangeliet – og den glæde, der skulle være for hele folket - bragt ud i verden.

Derfor er ikke bare en god tradition at synge.
Det er en nødvendighed.
Jeg siger ikke, vi alle sammen skal til at give hinanden Humøribusser. Jeg er måske lige ved at tro, at de 10 eksemplarer, der cirkulerer mellem min bror og jeg er rigeligt. Men vi skal give sange videre.

Engang var nogle udsendte danske soldater under beskydning.
De sad tæt sammen. Ventede kun på at fjenden genoptage skydningen.
Soldaterne var bange. Så siger en af dem: ”Skal vi ikke synge noget?”
Men de kunne kun finde en sang, de alle sammen kendte: Og så sang de: ”Vi sejler op ad åen”.
Jeg ved ikke, hvor megen trøst der er i at synge ”vi sejler op ad åen”.

Vi skal have sange at synge.
Sange, når vi er bange og modløse.
Sange, når livet er svært.
Sange, når glæden er stor.
Sange, når vi mangler egne ord.
Måske er vi ikke altid en himmelsk hærskare til at synge dem. Men mindre kan gøre det.

Om lidt skal vi synge, at glæden er jordens gæst i dag. Men det er en underdrivelse af rang. For med Jesu fødsel er glæden ikke en gæst. Glæden er kommet for at blive.

Jul er, at Gud lagde sin glæde ind i verden.
Englene sagde, det var en stor glæde. Men den begyndte i det små. I det, der var så lille som et nyfødt barn.
Men selv glæder kan vokse sig større. Det ved især den, hvor glæden er på vågeblus.

Glædens epicenter blev en stald på en mark
lidt uden for Betlehem.
Dem, der var der, tog hver på sin måde glæden til sig.
Hver på sin måde tog de glæden med sig derfra.
Tilbage til det de kom fra, som var det samme.
Men de var ikke længere selv de samme.

Sådan blev det jul for første gang.
Sådan bliver det jul i dag.
Nu står vi ved krybben sammen med dem: Barnet, Maria, Josef og alle de andre – og med alle dem, ud over hele jorden, som har fået at vide, at glæden er stor nok til os også.

Vi ser det nyfødte Jesusbarn.
Vi ser, at glæde ikke er en præstation.
Glæde er noget, vi får givet.
Glæde er altid en gave.

Det er med glæden som det er med humøribussen. Det er ikke altid sikkert, vi ved, vi har den. Sådan er det også med troen på ham, der i dag bliver født som verdens frelser, den lille Messias.

Også han kan være godt gemt. Måske anede du slet ikke, at du havde ham. Måske opdager du ham lige pludselig, hvor du slet ikke havde regnet med, at han kunne være. Der på bunden af dit livs fryser. Der hvor livet var koldest og mørkest. Eller den dag, hvor glæden var størst. Fordi du mødte uventet godhed, her, hvor du aldrig ville have troet det muligt – eller overhovedet havde regnet med at tro var en mulighed, der fandt du den. Glædens gesandt. På bagsiden eller forsiden af dit liv.

Det er jul. Det er traditionernes tid.
Det er tid til at give og til at give videre.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så skal du ikke holde det for dig selv, så skal du give det videre.

Det var det, Gud gjorde.
Han gav det allervigtigste videre til os: Sin søn. Sin frelse. Sin kærlighed.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis kærlighed er vigtig for dig, så giv den videre.
Hvis håb er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis tro er vigtigt for dig, så giv det videre.
Og tænk – måske opdager du en dag, at det, du havde givet, har du fået tilbage.

Det er Jesus’ fødselsdag. Det er jul.
Hvad jeg ønsker mig i julegave i år?
Jeg ønsker mig julesange. Og jeg ønsker mig dem ikke kun for mig selv.
Jeg ønsker mig, at vi må række julens sange over grænser og generationer.
Og at vi må række julens evangelium med.

Jeg ønsker, at vi som store, små mennesker må finde glædens gesandt i frysere og frosne hjerter.
At mennesker må finde glædens gesandt der, hvor livet er gået i sort.
Dér, hvor folk går i små sko. Dér, hvor der hverken er plads i herberger eller hjerter til andre.
Jeg ønsker for Jer og for mig, at hele den himmelske hærskare af engle må synge ”frygt ikke” ind i det sted i dit hjerte, der trænger til at høre det.

Jeg ønsker, at du må erfare, den Gud, der har sendt kærlighedens og glædens gesandt også har sendt Ham til dig.

På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
Amen.

Meddelelser.

3. SALME: JULEN HAR BRAGT

KIRKEBØN

Lad os bede:
Gud. Tak for julen, hvor du gik ind i menneskelivet
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være menneske.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod – og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Og vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Vi beder for folket. Her og ude i verden.
Vi beder for dem, der skal tage beslutninger i verden og her hos os.
Vær med Dronning, Folketing og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for andres liv.

Tak, fordi vi med julenat, med påskemorgen og med pinsedag in mente ved, at vi altid har mere godt i vente.
Og Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – lad os da gøre det med håbet om, at når vi åbner dem igen, så ser vi din glæde.

Men i dag, Herre gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter. 

den ikke holdte prædiken 3. søndag i advent

 

SÅDAN SET ….  er det måske skæbnens ironi, at på denne 3. søndag i advent, hvor jeg skulle have jubilæumsprædiket om den stumme Zakarias, ja, der var det mig, der var stum.
Ikke fordi jeg har mistet stemmen. Jeg har heller ikke corona (første kviktest var negativ og om lidt nupper jeg en pcr) – men som jeg havde det i går, var det mest forsvarligt, at der skulle hidkaldes en standin til gudstjenesten i dag.
SÅDAN SET er det irriterende så at vågne i dag og være næsten frisk – så frisk at jeg før corona havde nuppet to panodil og holdt gudstjeneste. I stedet stod jeg så i testkø i kirketiden. Det ER godt nok en kedelig måde at fejre jubilæum på.
SÅDAN SET har min søde hjemmeboende twin havde nu hængt flagranke op – og min søde menighedsrådsformand kom forbi med alle de blomster og gaver og søde hilsner, som menigheden alligevel havde medbragt.
OG SÅDAN SET synes jeg det er held i uheld, at al fejringen er udsat. Og sådan set er det meget heldigt, at jeg ikke skulle vies til biskop i dag (det var der nu heller ingen fare for) eller at jeg skulle have holdt afsked fra et job, for den slags kommer jo ikke i en genudsendelse.
SÅ … her er min prædiken. Nu var den jo alligevel næsten skrevet færdig. Og mangler der noget – så føj selv til.

PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG I ADVENT

Mit livs første LP købte jeg i 1989. Coveret var dybgult med et stort fotografi af Anne Linnet. ”Min sang” hedder albummet. Den gang anede jeg ikke, at den LP skulle blive soundtracket til mit liv og til min tro.

”Min sang” blev jo ikke kun min sang. For hvem har ikke nynnet med på ”Lille Messias”? Hvor mange præster har ikke i begravelsestaler citeret ”men vi tror du falder i levende hænder” fra nummeret af samme navn? Og hvem ville ikke ønske, at ordene ”mild, lattermild og gavmild”, var en sang skrevet om dig?

Cirka et år før jeg købte LP’en, befandt jeg mig på en restaurant i Bruxelles. Overfor sad Johannes Møllehave, der havde inviteret mig ud at spise. Det var en uges tid før jeg skulle forlade Belgien og vende hjem til Danmark, for at begynde at læse. Efter maden fortæller Johannes, at han netop havde gang i et spændende projekt sammen med sangeren Anne Linnet. Så trækker han papirer op af sin taske. A4-ark med tekster med tilføjelser og overstregninger. Johannes viser mig teksterne og spørger interesseret, hvad jeg mener om dem. Jeg kan heldigvis ikke huske, hvad jeg svarede. Det kan kun have været ubegavet og meget meget starstrucked.

Starstrucked havde jeg helt sikkert ikke behøvet at være. For Johannes Møllehave var som menneske ligetil og ukompliceret, men med dybde. Ligesom teksterne på bordet i restauranten, der siden blev til sangene på albummet ”Min sang”.

”Min tro er ikke en svada,
indviklet, knudret og lang.
Og slet ikke nu i dag da
min tro er min sang”.

”Min tro er min sang”.
Hvor er det både enkelt og sandt: ”Min tro er min sang”.

Du har din sang.
Jeg tænker ikke på de sange, du har på din playliste, og som du sætter på, når du skal træne eller gøre rent eller som skal understøtte en bestemt stemning. Jeg tænker ikke på de sange, der gør noget særligt ved dig: Dine yndlingssange eller sange fra særlige mærkedage i dit liv.

Jeg tænker på din sang.
Sangen om dig.
Sangen om dit dig.
Måske din sang endnu bor i dig, stumt og usunget. Men før eller siden finder de fleste sange deres sprog, deres rytme og toner.

Meget kan du holde inde. Og meget af det, der er dig, har måske endnu ikke fundet sprog og toner til at blive din sang.

Men den er som en kladde. Den er på vej. Din sang.
Som en rytmisk banken på bordet. En umærkelig fløjten. Et par taknemlige toner under bruseren eller ved middagsbordet. Som løsrevne bogstaver, der lidt efter lidt finder sammen til ord og sætninger og bekendelser.

Sange kan i længden ikke holdes inde.
For sang er som et ustoppeligt lys, der baner sig vej gennem den mindste sprække.
Også din sang skal synges.

Jeg tror, Johannes Møllehaves enkle ord: ”Min tro er min sang” samtidig er en dyb - og evangelisk - sandhed: At tro er som sang. At tro, det er heller ikke noget, du kan holde for dig selv som din sang alene. Tro er måske nok en privatsag, men tror du, så er det ikke noget, der kun får betydning for dit private liv.

Det er tro, der synger i dig, når du får mod på livet. Det er din tro, der synger, når du håber det bedste – eller bare det næstbedste, selv om du har meget at kæmpe med. Din tro, det er den sang, der håber på det gode i medmennesker, og selv om du er blevet skuffet gang på gang.

Det kunne jeg alt sammen holde en lang svada af en prædiken om. Jeg kunne også bare sige: Også din tro har sin sang. Måske du bare skal finde den – eller den skal finde dig. Din tro, din sang finder sin vej. Når den er klar. Når du er klar.

I dag er evangeliet en sang: Zakarias lovsang. Det er en af flere sange, vi møder i Lukasevangeliet. De to af sangene opstår spontant: Jomfru Maria bryder ud i sin sang, da hun har haft besøg af englen, der forkynder hende, at hun skal føde Guds søn. Englene synger lovsang på marken julenat. For ”med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til mennesker med Guds velbehag”.

Men Zakarias’ lovsang, den har været længe på vej. Hele 9 måneder faktisk. Lige så lang tid som hans kone ventede deres søn, Johannes. Ham, der siden blev til Johannes Døberen. Men Zakarias kunne ikke synge sin sang før nu, for Gud havde gjort ham stum. Hvorfor? Og hvorfor lige en Zakarias, der jo var præst og havde det som sin fineste opgave at tale til folk om Gud? Umiddelbart er der ikke megen forkyndelse at hente hos en stum præst.

Forhistorien er, at Zakarias ligesom jomfru Maria havde haft besøg af en engel. Men Zakarias troede ikke på budbringerens budskab. Han kunne ikke tro på, at det virkeligt skulle lykkes, at han skulle få en søn i sin høje alderdom. Han kunne simpelthen ikke tro på, at det var Gud, der stod bag. Så Zakarias gik i rette med ærkeengelen Gabriel selv: ”Hvordan kan jeg vide det er sandt?”, spørger Zakarias. Og sådan sætter Zakarias overstregninger og tilføjelser til Guds sang. Men sådan spiller klaveret ikke. Eller de himmelske harper. Derfor lukker Gud munden på Zakarias. Zakarias’ stumhed er et raffineret billede og et humoristisk eksempel på, at Gud nok skal få sit budskab frem. Så når en præst ikke vil forkynde det glade budskab gennem ord, så må han gøre det gennem stumhed.

I 9 måneder var Zakarias svanger med sin viden om, hvordan Gud vil gribe ind og sende velsignelse. I de 9 måneder voksede sønnen Johannes sig levedygtig i hustruen Elisabeths moderliv. Og i de 9 måneder sang lovsangen i Zakarias. Efter 9 måneder fik Zakarias lov til at lukke munden op, og da havde han noget opbyggeligt at sige.

Mens Zakarias var stum, havde Gud skaffet sig ro til at give sit under tid til at virke. Tid til at virke og vokse i Zakarias. Guds tid virkede i Zakarias. Det er også hvad advent betyder: At der er lagt en anden tid ind i vores verden, som vi ikke har nogen magt over. Gud har lagt sin tid, sin ventetid ind i vores tid.

Når Guds sang skal synges kan den ikke synges med små bogstaver.
For Guds sang synges er det ikke længere kun Guds sang. Så er det også din sang. Og min sang.

I dag hører vi Zakarias’ sang. Vi hører den færdige sang. En sang uden overstregninger eller tilføjelser i teksten.

Nu synger Zakarias sin sang. Nu synger han Gud tak, ikke for ét barn, men for to børn, for Jesus og Johannes – og Zakarias takker i den rækkefølge. Zakarias synger sin sang. Og han lægger stemme til Guds kærlighedssang. For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.

Den dag lånte Gud Zakarias’ stemme til at synge Guds sang til os med. Men rigtigt mange andre dage låner Gud din stemme til at synge kærlighedens og næstekærlighedens sang ud i verden. Og jo flere vi er til at synge den, des mere flerstemmigt er den.

Vi har brug for at Guds sang bliver vores sange.
Vi har brug for Guds morgensang om solopgange og nye begyndelsers mulighed.
Vi har brug for Guds håbssang, for der er nok, der kan tage håbet fra os.
Vi har brug for Guds sang om at vente, når vi tror, der ikke er mere at hente.
Vi har brug for Guds trossang, når tvivlen nager i os.
Vi har brug for Guds sang om evighed og det, der aldrig hører op, når vi savner vore kære, så det svider og når noget bliver uigenkaldeligt forbi.

Guds sang var aldrig Guds alene.
Julenat sendte Han Jesus til vores verden for at lære os sine sange. Og for at synge dem sammen med os. For det gør noget ved os at synge sange som fællessang.

 

Johannes Møllehave talte hurtigt, tænkte hurtigt, skrev hurtigt. Men selv hans sange var kladder først. Måske du er mere utålmodig. Tænker: Jeg har godt nok skrevet mange kladder. Hvornår er min sang klar til at blive sunget? Hvornår kan jeg bryde ud i sang? Bryde ud i liv? Zakarias lærer os om at vente. Ingen ved, hvad Zakarias tænkte på at sige alle de mange stumme måneder.

I dag sang Zakarias sin sang.
Vi må synge med på den.
Det er ikke sikkert, din sang er klar til at blive sunget endnu.
Men indtil da må du synge med på andres sange, låne andres ord, lige som Gud låner os sine.
Og lige som Gud har lagt sin sang i dig.

Jeg mistede min første LP, dengang vi gav grammofoner og LP’er væk, fordi vi troede, at CD’ere var vejen frem. Men jeg mistede ikke min sang. For det er min tro: At Gud har lagt sin sang i mig som i dig. Den sang er ikke en svada, indviklet, knudret og lang. Den lyder kort og kort: ”Du er min. Jeg slipper dig aldrig”.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Søndages tekst kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke

Anne Linnet og Johannes Møllehaves ”Time og dag og uge” kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=0ar8pnW0pmo