TILGIVELSE

Hvem her har ikke ind i mellem ønsket, at døgnet havde flere timer?

For der ville jo ikke være nogen ende på, hvad vi ville have gjort med de ekstra timer, vel?
Så lad mig da spørge dig: Hvad lavede du i nat kl. 3? Og hvad lavede du i nat, da klokken blev 3 for anden gang i nat?  
I nat skulle vi stille urene tilbage. Så i nat fik vi jo rent faktisk foræret en ekstra time. Og hvad lavede du så? Lad mig gætte: De allerfleste af os sov i timen. Dermed fik vi aldrig udnyttet den ekstra time, den ekstra chance, den ekstra times liv. Det her, det skete jo ikke kun i nat. Det sker også ved højlys dag: At vi sover i timen. At vi forpasser vores muligheder.

I dagens evangelium handler det om mulighed. Vi må sige, at her er der en, der big time forpasser sin mulighed. Han får i første omgang eftergivet en gæld på 10.000 talenter i datidens møntfod. Det vil i nutidskroner svare til, hvad det kostede at bygge Storebæltsbroen. Efterfølgende vil han ikke eftergive en af sine venner en gæld, svarende til ca. 3 månedslønninger. Til sidst mister han så det hele, da hans herre overlader ham til bødlerne, indtil han får betalt det alt sammen. Det vil sige: Aldrig.

Han sov i timen. Han fik en chance, en fuldstændig urimelige chance, for hvilken konge er det, der eftergiver en gæld i den størrelsesorden? Og han smed sin chance på gulvet.

Hvor mange gange skal jeg tilgive? Bliver Jesus spurgt. Er 7 gange nok? Er 77 gange nok? Er 10.000 ganges tilgivelse nok? Svaret på spørgsmålet ligger i fortællingen: Vi skal aldrig tælle tilgivelser. Vi skal aldrig regne på størrelse, om antal, på omfanget, på nødvendigheden eller muligheden for tilgivelse.
Vi er dem, der har fået tilgivet meget af den konge, den Gud, der igen og igen slår streger over, hvad vi skylder hinanden. Så meget, at vi roligt kan række videre af den tilgivelse, uden at skulle tælle på fingre.
Men hvad gør vi? Vi sover i timen.

Det er ikke fordi vi er dumme. Vi ved jo godt, hvad det gør ved os, når vi møder tilgivelse, der hvor vi mindst havde ventet den. Vi ved godt, hvad det kan gøre ved andre, når vi er hårdhjertede og ikke vil række hverken hånden eller hjertet frem til forsoning. Så langt, så skidt.

”Det kan godt ske, at I tæller”, siger Jesus. ”For I mennesker er afsindigt dygtige til at huske på, hvor meget andre skylder Jer. I er gode til at huske på fortrædelser. På, hvornår andre gjorde Jer ondt. Og hvis I ikke husker med hovedet, så husker kroppen for Jer. Kroppen husker det uforsonlige blik, lyden af døren, der smækkede, lyden af en ringetone, der klinger ud, fordi den anden ikke tager telefonen, blikket, der blev slået ned? Spørgsmålet, der ikke blev besvaret. Den udstrakte hånd, der ikke blev taget”.

Men Gud kan ikke tælle. Hverken til 7, 77 eller 10.000. Eller – det er måske mere præcist at sige: Gud gør det ikke, tæller. Det er vores held. Eller velsignelse. Eller evangelium. Så langt, så godt.

Manden i lignelsen skyldte 10.000 talenter. Billedet af, at det svarer til en Storebæltsbro, er ikke dumt. Så uanset, hvad han måtte have gjort, så må det have været ualmindeligt dyrt eller stort, grænsende til det ubetalelige eller utilgivelige. Nu spørger jeg så dig, ja dig: Hvad er det mest utilgivelige, du har gjort? Og det vil jeg nu bede dig om at skrive på det lille stykke papir, du fik, da du kom til kirke.
Nu rykker du dig måske lidt forlegent på stolen. Jamen – det kan da ikke være der, svarer du måske? Eller: Papiret er alt for lille. Eller du tænkte: Pyh ha – jeg har heldigvis ikke noget at skrive med? Eller du tænker: Hvad sker der så med det? Eller: Du tænker: Jeg har da ikke gjort noget, der krævede, at en anden tilgav mig? Det sidste er så løgn!

Det her er naturligvis ikke en offentlig gabestok. Alligevel vil jeg invitere Jer alle til at være med.
For som nogle konfirmander sagde til mig forleden: ”Det er ikke altid, vi forstår ordene i kirken, og”, forsatte konfirmanderne, ”det er faktisk ikke så vigtigt. Men vi vil gerne forstå, hvad det handler om”.

Det er faktisk ok, hvis du ikke skriver noget som helst på din seddel. For du ved, hvad der kunne have stået på sedlen. Og Gud ved, hvad der står. Uanset om det står med bogstaver eller ej. Om lidt spiller organist Hans Esbjerg et stykke musik her fra flygelet. Uanset om du nu skriver noget på din seddel eller ej, så kom imens hans spiller op og læg dit lille stykke papir, enten i døbefonten eller i glasvasen her. Og sæt dig så igen.

Hans Esbjerg spillede Amazing Grace.

Tak til Jer, der lagde jeres papir her i vasen eller i døbefonten. I andre, der stadig sidder og holder på jeres stykke papir, kan gøre det, når I kommer hjem. Lad mig fortælle Jer, hvad der sker med papirerne, for mange af Jer sidder for langt væk til at kunne se det. Papiret går simpelthen i oplæsning. Det forsvinder. Og med papiret det, der står på det.

Alt, hvad I hver især skrev, eller tænkte I ville have skrevet, det er nu ikke længere kun jeres eget.
Det er alt sammen opløst sammen med de andres. Det er blevet til ét. Uanset om det, du skrev svarede til Storebæltsbroen eller blot var en lille hverdagsfortrydelse. Gud tæller ikke. Det er alt sammen ét. ”Hvad??” tænker du måske. ”Er jeg i samme båd eller i samme vand som de allerværste overtrædelser?” Og er de allerværste i båd med mig?” Ja. Sådan er det.

Gud tæller ikke. Gud tæller heller ikke i hvor stort eller tung eller svært eller tilgiveligt eller utilgiveligt det måtte være, hvad der står på sedlerne og hvad vi bærer på samvittigheden. Det er derfor, Han er Gud. Det er derfor, vi er mennesker. For vi tæller. Vi spreder, hvor Gud samler, som vi skal synge det om lidt. Vi tæller andres fejl, der hvor Gud tilgiver vores synder. Gud gradbøjer ikke. Gud gradbøjer heller ikke sin tilgivelse.

Hvad er tilgivelse da?
Tilgivelse er ikke, at ting er glemte.
Tilgivelse er ikke, at synd går i opløsning for vores øjne.
Tilgivelse betyder ny mulighed.
Tilgivelse betyder at kunne begynde igen.
Tilgivelse betyder at få en time til. Den time, du allerede en gang har brug eller misbrugt eller sovet i. Den får du igen.

Tilgivelse er at skulle leve med de sår vi forvoldte andre, og de ar, vi selv bærer på os.
Men Guds tilgivelse er, at vi ikke skal bære byrden af det onde, vi gjorde.
Vi må lægge det fra os, sådan som mange af Jer lagde jeres lille stykke papir i vandet.

Tilgivelse er subjektiv. For du er den, der skal tilgive. Tilgivelse er – når vi læser dagens evangelium ikke et valg, ikke en mulighed blandt andre. Tilgivelse er en nødvendighed for livet mellem mennesker. Du skal tilgive. Tilgivelse er subjektiv.

Og tilgivelse er objektiv. For tilgivelse er en gave, som dåben er det. Tilgivelsen er en gave, du kan række et andet menneske. Og det er en gave, du selv skal tage imod. Du skal tage imod den, når et andet menneske rækker dig sin tilgivelse. Du skal tage imod Guds tilgivelse. Og du skal kunne tilgive dig selv. For intet menneske kommer nogen sinde til at kunne betale sin gæld til andre.

Men spørger du måske: Hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv? Der er ikke vandopløseligt papir nok i hele verden? Nej, det er sandt. Da du blev døbt, blev du lagt i blød i Guds tilgivelse i døbefonten. Vi kan også sige, at du fik en blankocheck - selvom ingen konfirmand vil vide, hvad en ordet blankocheck betyder -
Men det betyder, at uanset hvor mange timer du end sover i
– uanset hvor mange mennesker, du end kommer til at skylde din tilgivelse,
- uanset hvor meget du en forbrød dig
- og spildte de muligheder for liv, Gud igen og igen lagde i din turban, så er du stadig Guds.

Er det bare det? Ja, ja, så pirrer det vores retfærdighedssans, for det lyder for let. Kan vi så bare gøre hvad som helst – og så tilgiver Gud os?
Men tænk så omvendt: Hvad ville det være for et Gudsbillede, hvis ikke netop Gud kunne tilgive?
For Guds forudsætning for tilgivelsens mulighed er, at der er noget, der er dyrebart.
Det væsentligste er ikke det, der skiller os ad.
Det væsentligste er det, der forener os.

Derfor kan Gud tilgive. For uanset alle de grunde, vi syntes Gud kunne have til at være vred eller uforsonlig, så er Guds kærlighed til os altid større.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: 22. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

BÆREDYGTIGHED

”Eva. Kan man ikke læse dine prædiken et sted?” spurgte en kirkegænger en dag. ”Jo”, svarede jeg. ”De prædikener, jeg selv er tilfreds med, lægger jeg på Facebook og på min prædikenblogsiden”. ”Hvorfor er det dig, der skal bestemme, om de er gode nok?”, spurgte kirkegængeren så.
Det havde jeg ikke et godt svar på. Derfor ryger søndagens prædiken alligevel på her:

19. søndag efter trinitatis. 

Illustrationen: Peter Callesen: "Holding on to Myself", 2006

Søndagens tekster kan læses her: 19. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

Da jeg for en menneskealder siden gik i søndagsskole, skrålede vi glad og gerne med på denne her:

”Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Ja, han har verden i sin hånd”

Organisten akkompagnerede videre, mens jeg sagde:
Så var der nogle vers, vi sikkert ikke ville synge i dag: Vers om brødre og søstre i forskellige farver. Det taler vi ikke mere om her. Eller synger.

I sidste vers stemte vi i med:
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
Ja, han har verden i sin hånd”.

Det var ikke bare fromt og godt og trygt.
Det var sådan det var.
Det var det verdensbillede, vi havde.
Det var det Gudsbillede, vi havde: At alt i den hele vide verden var i Guds hænder.

Som børn spekulerede vi ikke meget på, hvordan vi var kommet i Guds hænder. Vi spekulerede heller ikke på, hvor meget plads der var der i Guds hånd. Vi havde jo lige sunget, at Gud har både dig og mig og alle i sin hånd. Og alle er vel alle? Uden undtagelse.
Vi spekulerede heller ikke på, om vi nu også rent faktisk kunne mærke, at der var en hånd under os, der bar os. Vi spekulerede heller ikke på, om man nu også kunne falde ud af den hånd, vi én gang var i.

Engang.
Engang var der bare Guds hænder.
De hænder bar.
De bar dig og mig og alle.
Det er da et bæredygtighedsbegreb, der er til at forstå!

Tænk at leve i en bæredygtig verden.
En verden – og et verdensbillede, der ikke fordrer andet af dig end at du lader dig bære. Det turde vel ikke være så svært. Det var jo sådan, det begyndte:

De første mange måneder af dit liv blev du båret. Først under din mors hjerte.
Og da du så kom til verden, blev du båret videre. Båret af kærlige hænder. Forældrehænder, bedsteforældres hænder. Mange har taget din lille fine hånd i deres. Talt dine fingre, beundret dine negle. Mærket din griberefleks. Nogle af dem lærte du siden at sno om din lillefinger.
Nogle er blevet båret meget. Ja, nogle er sågar blevet båret på hænder og fødder.

En dag blev du båret til dåben.
Din familie hørte – som familierne ved døbefonten i dag - at Gud lovede at være med og bære med alle dine dage.
Du voksede. En dag slap du den hånd, der holdt din. Du mærkede, at benene bar, og du gik dine egne første skridt. Og selvom du en gang imellem siden råbte: ”Jeg vil bæres”, så blev det mindre og mindre med det bæreri.

Og selvom det er livets gang.
Og selvom det er, hvad vi er opdraget til.
Og selvom det er hvad vi ønsker for vores børn:
At jo ældre de bliver, des mere skal de bære selv: Ansvar, pligter, forpligtelser.
Så er det også samtidigt vores første syndefald:
At vi ikke længere vil lade os bære.
Vi vil selv.
Vi vil bære selv.
Vi vil bære os selv.
Vi vil selv bære ansvaret for vores valg og fravalg. For vores nederlag og vores sejre. De var alle vores investering. Derfor er fortjenesten og stoltheden også vores, tænker vi.

 

Så længe det bærer: Indholdet i livet, meningen, valgene, vennerne, kærligheden og alt, hvad der nu ellers måtte være vigtigt for os – så er tilværelsen bæredygtig for os.
Når det alligevel kniber, så øver vi os. For vi vil så gerne være dygtige til at bære. Jeg ved ikke hvorfor vi har let ved at lade andre bære med på vores glæder? Hvorfor vi glad og gerne deler succeser og smil= Men byrderne, besværet, skuffelserne og tårerne, dem vil vi – koste hvad det vil – bære selv.

Du, der har prøvet det selv, ved, at det er der, bæredygtighed bliver en byrde.
Du kan ikke bære dig selv.
Og når du prøver, bliver du en byrde for dig selv.

 

Der ligger han så, den lamme.
Se på ham. Hvad ser du?

Ja, dengang på Jesu tid så de et menneske, hvor det var den lammes egen skyld. Han lå, som han havde redt. Sygdom var ikke en tilfældighed. Sygdom var som regel din egen skyld. Udløst af noget, du eller dine forfædre havde gjort eller undladt at gøre. Det er derfor, det i dagens evangelium omtales som en synd.

Hvad ser du?
Du ser måske et medmenneske.
Eller en anden du kender.
Et medmenneske.
Du ser måske dig selv.

Lammet.
Lammet af sorg eller savn.
Lammet af alle de krav, du menneske stillede til dig selv. Eller andre gjorde.
Lammet, fordi selve tilværelsen er blevet ubærlig.
Handlingslammet.
Af en eller anden grund.
Du kender selv dine grunde.

Se på den lamme.
Hvordan kan vi bære med på hans liv?
Hvordan kan vi være der for hinanden, så livet igen bliver til at bære?

Hvis det bare handlede om at bære bårer, så var det jo let nok. Det kræver bare muskelstyrke.
Men hvordan kan vi blive mere bæredygtige? Hvordan kan vi blive dygtigere til at bære hinanden, når livet lammer og bliver ubærligt?

Jeg oplever, at mange af os trækker ”Du-skal-bare-sige -til-kortet”. Det kort er en joker. For den anden skal jo bare sig til, så vil vi gøre snart sagt hvad som helst for at bære med. ”Du-skal-bare-sige-til-kortet” er godt ment.

Problemet er bare, at det gør vi ikke. Vi siger ikke til.
For når vi er lammede, er du ikke kun handlingslammede.
For lammet, det er ikke kun på kroppen.
Og bare findes ikke mere.
Og ”bare sige til” kræver initiativ, og du var jo netop lammet.

Andre trækker ord-kortet. Ord kan bære meget.
Det kan bære igennem, hvis der er nogen, der sender os gode ord. Søde beskeder. Ringer os op. Eller bare lytter, når vi prøver at finde ud, der hvor alt andet er faldet ud af vores hænder.

Og nogle søger Gud ord og prøver, om de kan bære med?

Der er mange, der gerne vil gøre noget.
For det er også ubærligt at se dem vi holder af være lammede.

Og selv om de ikke bare har sagt til. Så kan du jo gøre det alligevel: Møde op, bærende på støvsuger, stillads, skruemaskine, strygejern, bøf stroganoff eller gøre, hvad du nu kan byde ind med.
Det er bare nemmere at bære med, hvis du er bedt om det først.

Og så er der de situationer, hvor der ikke er noget at gøre. Så er der kærlighed i ikke at ville gøre noget som helst.
At bære med er også at have modet til bare at være.

I evangeliet er manden lam.
Han kan vitterligt ingenting.
Han kan ikke bære noget som helst.
Han har ikke noget valg.
Men det var der andre, der havde.

Der var 4, der valgte at bære med på hans tilværelse.
De var bæredygtige.
Der var så bæredygtige, at de ikke kun bar sig selv.
De var også dygtige til at bære ham.

Og den lamme var bæredygtig.
Han var dygtig til at lade sig bære.

Og da de ikke kunne bære ham den lige vej ind til Jesus, fordi vejen var spærret af alle de andre, der kom bærende med deres udfordringer, tænkte de kreativt. De fire tog en omvej og fandt en udvej. De gik op på terrassen på husets flade tag, fjernede noget af det og firede den lamme lige ned foran Jesus. Det er det, der kan ske, når vi lader andre bære med på vores liv: De kan finde vej, hvor vi kun så blind vej eller indkørsel forbudt.

Jesus ser dem.
Jesus ser både ham, der bliver båret og dem, der bærer.
Han ser deres tro, står der.
Og så helbreder han den lamme.

Så troen fra dem, der bærer, betyder noget.
Det må vi godt tage med herfra i dag.
Jer, der bar børn til døbefonten.
Jer, der en dag bar jeres kære dødes kiste ud i håbet om, at det ikke slutter her.
Jer, der bærer med på andres håb om at noget lammende kan lindres.
Jeres tro betyder noget.

Den lamme bliver helbredt.
Nu kræver livet en ny bæredygtighed af ham.

Det er en del af det at være helbredt eller at komme sig over det, der lammede dig, at du skal tage dit liv på sig på en ny måde.

For mig er den bedste detalje i evangeliet, at Jesus på en meget konkret måde viser os, at et helbredt liv, en tilværelse, hvor du ikke længere er lammet, ikke derfor er byrdefri.
Manden skulle ikke længere bære sine synder – hvad art de så end var. Men han skal tage sin båre og gå. Han skal bære sin båre med sig.

Skal han bære sin byrde med sig? Skal han bære angsten for at blive syg igen med sig? Den angst de fleste kræftramte kender både udefra og indefra? Nej, pointen er, at nu har han redskaberne. Nu ved han, hvad der skal til for at bære andre. Og det skal han gøre. Ikke som et ”hvis du har lyst”, ikke som et ”hvis nogen bare siger til”. Nej, bæredygtigheden er ikke et tilbud. Den er et krav. Ikke for Guds skyld. Men for medmenneskets.

Du, der lod dig bære,
fordi der ikke var noget andet valg.
Du, der har mærket, hvordan andre tog over,
og bar med i dit liv.
Du, der har givet dig lov til at være i andres hænder,
- uden at stille spørgsmål til om de nu også mente det.
- uden at tænke på, om du igen kunne falde ud af deres hænder, fordi du syntes, de havde båret nok med på dit liv.
- uden at tænke på at gøre gengæld.
Du er efterfølgende blevet bæredygtig på en ny måde.

Din tro har frelst dig.

 

Hvad er der så i det her evangelium til dig, der har det bedst med at være stærk, uafhængig og med at bære det hele selv? Til dig er evangeliet en sprække i et tag. En mulighed, der i udgangspunktet er utænkelig.
Måske også du skal have eller lave en åbning i dit liv, hvor Guds søn kan komme til dig. Hvor Han kan få lov at tale til dig. Tale til din tro. Og sende dig ud for at se, at verden ikke kun er byrdefuld, men også Wonderful.

For det er hvad bæredygtighed handler om på den helt store klinge:  
At vi skal løfte næsetippen ud over vores egne bårer.
Løfte den til et globalt perspektiv.
Hvor vi ikke bare skal bære os selv og hinanden.
Vi skal også bære med på den verden, Gud har lagt i vores hænder.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Interludium

 

Kirkebøn:
Gud.
Vi takker dig fordi du har båret os.
Alle vore dage.
Før vi ved af.
Og du holder ikke op.
Du bærer os, også når vi ikke ved det.
Og den dag alle vore dage slutter, er vi stadig i dine hænder.

Vi takker for alle dem, der bærer med på vores liv.
Tak for gode venner, som vi hver især tænker på lige nu.
Tak for dem, der var der, da nøden var størst.
Tak for dem, der blev ved med at bære med.
Bær over med os, når vi selv svigtede og ikke kunne være vore venners ven.

Tak for dem, der har båret os i vores liv:
Forældre og bedsteforældre.
Lærere og ledere.
Dem, vi selv valgte til og dem, der valgte os til.

Tak for alt, hvad der bærer med til vores livsglæde.
Gode dage, fis og ballade, musik og munterhed.

Herre, hjælp os med at bære det ubærlige:
Svær sygdom, svære spørgsmål, og når vi skal miste dem, vi holder allermest af.

Vær med den i vores samfund, der skal have modet til at træffe svære beslutninger.
Vær med regering og folketing og Dronning Margrethe og hele hendes familie. Vær med alle familier og alle enlige.
Vær hver og en af os nær.
Bær os.
Og lad os hvile i, at vi først og sidst og i al evighed er båret af dig, Gud.
Det takker vi for. Amen.