PRÆDIKEN TIL SKÆRTORSDAG

 

I sidste uge fik Esthers og mine konfirmander lektier for. Det har de nu fået nogle gange. Og skal vi ikke bare sige, at det går under tavshedspligten med at røbe, hvordan det generelt er gået med at få lavet de lektier?

Med sidste uges opgave forholdt det sig lidt anderledes. Der var der nemlig andre end Esther og jeg, der havde mulighed for at opdage om opgaven blev løst.
Konfirmanderne var hver blevet udstyret med 5 gule sløjfer.
Sammen med dem havde de hørt denne historie, som nogen af Jer sikkert kender, enten i ord eller i toner.

Der var en mand, der havde siddet i fængsel længe. For det, han havde gjort, havde været meget slemt.
Nu nærmede løsladelsen sig og manden skrev et brev til sin kone: ”Hvis du kan tilgive mig, kære, så hænger du et gult bånd i det store egetræ, der står i vores forhave.
Og når jeg så kommer kørende med bussen,
vil jeg lægge mærke til, om det er der.
Er der ikke noget gult bånd,
beder jeg ikke bussen standse,
og jeg vil fortsætte ud i verden, uden at standse op.
Men er der et gult bånd i det store egetræ, kommer jeg hjem”.

Nu sidder manden så i bussen, uden at have fået svar fra sin kone. Han nærmer sig sit hjem. Med ét synes han, han aner noget gult. ”Det kunne være en fejl”. ”Eller ønsketænkning”, tænker han ved sig selv, da det sker igen.

Efterhånden er der ingen fejl og ingen tvivl.
Der hænger ikke bare ét gult bånd. Hele det sidste lange stykke hjem er som én lang gul allé af gule bånd og sløjfer – og allerflest gule bånd hænger der i det store egetræ foran hans hjem.

Han er fri.
Han er tilgivet.
Han er hjemme.

Konfirmanderne fik, som sagt, hver 5 gule sløjfer.
Så blev de sendt fra kirke med en velsignelse. Nemlig den velsignelse, hvor en præst fortaler sig og siger: ”Herren velsigne dig og forbavse dig”.
Opgaven lød, at konfirmanderne skulle gå ud i alverden og hænge de gule bånd som forbavselsesbånd. Så folk ville undre sig og tænke: Hvorfor hænger der nu gule bånd her?
Måske har du også set gule bånd indenfor den sidste uges tid og undret dig?

Vi er vant til at tænke om den gule farve som påskens farve.
Måske fordi vi fra barnsben har malet påskesolen og enhver sol gul.
Måske fordi påskeliljerne nogle år står allermest gule netop til påske.

Men i kunsthistorien er den gule farve ikke Kristus’ farve.
Den gule farve tilhører Judas.
Ham, der denne skærtorsdag svigter Jesus.
Ham finder vi ofte i kunsten klædt i gult.

Hos Paulus læste jeg før: ”Vi deles om ét brød, og derfor bliver vi alle sammen til én krop”. 

Vi er ikke alle ens. Vi har ikke samme skæbne.  Vi er ikke alle Judasser, eller Petere eller Kristus for den sags skyld.
Men når vi deler det ene brød, når vi mødes om Kristus,
så bliver vi ét. Selv om vi i dag holder nadver, hvor vi ikke knæler ved nadverbordet sammen, så er vi stadig en enhed, et fællesskab.

Nadver er, at der bindes én gigantisk gul sløjfe rundt om os alle sammen. Alle de gode, de fromme, de troende, de tvivlende, forbryderne og alle Judasser dengang og i dag. Vi er alle ét.

Og til vores velsignelse og forbavselse giver Jesus os lige meget andel i hans liv, hans død og hans opstandelse.

 

Konfirmanderne skulle ikke bare hænge de gule bånd op på steder, hvor de kunne vække forbavselse. De skulle også tage ét foto fra et af stederne og sende til Esther. Og jeg lovede dem, at jeg ville bruge et eller flere af fotografierne i dag.

På jeres ark, lige her under prædikenen er der indsat det foto, som for mig indrammer skærtorsdags budskab i én sløjfe. Nemlig det, hvor der er bundet en gul sløjfe rundt om en affaldscontainer. Rundt om alt det skrald, vi hver især måtte deponere, forbruge, smide fra os eller alt det … undskyld mig … skidt / lort, vi måtte smide i hoved på hinanden, ja, ethvert svigt eller forræderi mod Jesus eller mod os selv, eller et hvilket som helst andet menneske, det binder Jesus sit forsonende bånd rundt om.

Hvorfor?
Fordi Kristus har bundet sig til os. Uløseligt.
Jesus binder sig aldrig til handlingen, det dårlige, vi gjorde –det, der skiller os fra Gud. Men han binder sig til mennesket. Der er intet, der kan skille os fra Guds kærlighed til os i Jesus Kristus.

 

Manden i den gule bus kunne ikke regne med, at hans kone ville tilgive ham.
Vejen hjem var brolagt med usikkerhed.

Vi andre derimod, vi må gå på den vej, der hedder syndernes forladelse. En, vej, der er brolagt med nåde, med nye begyndelser, med alleer af egetræer, fyldte af gule sløjfer.

En vej, der kun fører en vej: Hjem.

Så vi må have hjemme i os selv.
Fred med os selv. Og hinanden.

Så vi må vide os hjemme hos Gud. Og have fred med det.

Er Jesus da både døv og blind for det onde, der bor i os eller det skrald, vi lukker ud?
Selvfølgelig ikke. Hele symbolikken med Guds øje i det høje er, at Guds øje naturligvis ser alt. Ser alt, hvad der bor i os af skønt og uskønt.

Evangeliet er, at Gud ikke kun ser med øjet. Men også med hjertet. Kristus er Guds hjerte, der blev sat ind i vores verden.

Denne skærtorsdag banker Jesu hjerte for de 13 til bords. Det banker hver eneste gang vi sidder 13 til bords. Eller når vi sidder alene i en bus, i en celle eller i et selvskabt fængsel. Han gør sig til et med os.

Og så velsigner han os – og forbavser os.

I våbenhuset i dag har jeg lagt gule bånd.

Der er ét til hver af Jer.
Tag det med dig hjem og lad det minde dig om, at Kristus har bundet sig også til dig.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Lyt evt til: Tie a yellow ribbon 'round the ole oak tree Lyrics Fixed - YouTube

PRÆDIKEN TIL PALMESØNDAG

Forventningen er næsten til at skære i.
De forsamlede mumler sagte sammen.
Der rodes med kleenex og kameraer.
Så falder klokken i slag.
Dørene går op. Mundene går i.
Alles øjne rettes i samme retning.

Og så: Musik:
Organist Hans Esbjerg spiller 3 takter af Mendelsohns bryllupsmarch

Ind træder hun, bruden.
De første skridt ind i en dag, der har været planlagt og orkestreret længe.
En indgang til brudeparrets fælles forventning om en kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op.

--
De her har også forberedt sig længe.
Trænet i dagevis, ugevis, månedsvis. Nogle i årevis.
Har øvet finesser og detaljer igen og igen.
De er kommet langt.
Længere end de selv havde turdet tro.
Fysisk er de i topform.
Mentalt er de helt sat op til kampen.
Og da de løber ind på banen, er det til tonerne af:
Organist Hans Esbjerg spiller omkvædet fra: ”We are the Champions”

Det er ikke lige meget, hvordan man gør sin entré.
Det er ikke lige meget hvilke forventninger, man træder ind i.

Når vi i dag hører palmesøndags evangelium, så hører vi, at Jesu entré var lige så ventet som at en brud begynder at gå, når de første takter af Mendelsohns bryllupsmarch lyder. Som når et topmotiveret sportshold løber på banen.

Messiasforventningerne var gået i arv fra generation til generation i det jødiske folk.
Og ordene: ”Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”
var på det her tidspunkt en mere end 500 år gammel profeti. De lå formentlig latent som en indre forventning og et håb om bedre tider, i hvert fald i dele af befolkningen.

At evangelisten Matthæus så har misforstået profeten Zacharias’s ord, gør scenen lidt komisk.
Profeten Zacharias skrev oprindeligt om, at den ventede konge skal komme på et hunæsels føl.

Men Matthæus tror, der er tale om to dyr – og sådan fremstiller han det: Som om Jesus kommer ridende på to dyr, både på æslet og føllet. Sikke en entré.
Men skal vi nu ikke gå ud fra, at Jesus har nøjedes med at ride på et af dem ad gangen. Men folkemængden ikke i tvivl. Den folkeskare, der også var i Jerusalem for at fejre jødernes påske, vidste det:
Det her var ikke et almindeligt æsel.
Det her var ikke en almindelig mand.

Og så bryder de ud i jubel:
Organist Hans Esbjerg spiller takter af Halleluja-koret

Ja, havde Händels Messias været skrevet, var det måske Hallelujaer, de havde sunget i stedet for Hosiannaer.

Men jeg må tilstå: Jeg forstår det bare ikke helt.
Hvorfra vidste folket, at denne var dagen, hvor deres messiasforventning skulle opfyldes?
Der må da immervæk igennem år og dag have redet masser af mænd rundt i Jerusalems gader på ét æsel.

Og vi hører jo netop intet om Jesu fremtoning.
Der var ikke noget særligt over den.
Intet særligt tøj.
Ingen særlig attitude.
Ingen kampråb fra vennerne.
Jesus kommer som en mand.
På et æsel.
Sammen med mænd, der formentlig har lignet ham til forveksling.
Modsat Jesu død, der ledsages både solformørkelse, og af forhænget, der flænges i det helligste i templet, og af tvivlere, der bliver troende, så er der intet i Jesu entré, der indikerer, at det er himlens kongesøn, der indtager sin by.

Der er en tankevækkende forskel mellem den ouverture palmesøndag er blevet til i den kristne påske og så hele set-uppet: En mand, der kommer ridende på et æsel.

Det næste er, at hvis Jesus virkelig skulle have været opfyldelsen af deres forventning, så red han en forkert vej ind på tempelpladsen.

For hvis Jesus skulle have opfyldt folkets forventning, hvis Jesus skulle have været den befrier, der skulle komme og tage et opgør med besættelsesmagten, hvis han havde været den fredsfyrste, der skulle sætte folket fri, så skulle han have redet lige ud. For så var Jesus kommet direkte til Antoniaborgen, hvor Pilatus holdt til. Og der kunne Jesus så have talt overmagten imod.

Og det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp ville han have brækket som på Midjans dag.
Og man ville have kaldt ham:
Underfuld rådgiver,
vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds fyrste.

Men Jesus red ikke lige ud.
Han red til venstre ind på tempelpladsen.
Og i stedet for at tale imod romerne, ja, så taler Jesus imod det jødiske folks egne religiøse ledere.  Han laver ballade på tempelpladsen. Vælter bordene. Råber op om at det her sted var blevet til en røverkule. Det var ikke lige det, de havde forventet af en Messias.

Så palmesøndag hylder folket altså den forkerte.
Eller rettere: De hylder den rigtige.
Men det viser sig hurtigt, at ham, de hylder, ikke svarer til deres forventninger.
Måske var det også derfor de højstemte hosiannaråb så hurtigt skiftede karakter og blev til taktfaste ”korsfæst ham”.

 

Det er ikke lige meget, hvordan du gør din entre.
Det er ikke lige meget, hvilke forventninger, du træder ind i.

Jesus trådte ikke ind i folkets forventninger dengang.
Og den dag Jesus træder ind og opfylder alle dine forventninger til punkt og prikke, er det på tide, at du skifter underlægningsmusik.

Den dag, vi holder op med at forvente os noget af hinanden, har vi gjort døren for lav og porten for smal.

Og hvis du virkelig vil åbne hjertets dør for Jesus, så er du nødt til at skrue hængslerne af og sikre dig, at du din bagdør også er åben.

For Jesus kommer ikke på kommando. Og han kommer måske mindst af alt som det, du regner med. Og han kommer måske mindst af alt der, hvor du ventede mest utålmodigt på ham. Eller mest håbefuldt.

Og dér, hvor du står med palmegrene og vifter og råber på ham som din brudgom, eller champion eller frelser, der ser du måske kun bagenden af æslet, fordi han red en anden vej.
Ikke fra dig.
Men til et andet sted.
Og mod en anden forventning.

Jeg siger ikke, at Jesus ikke rider ind i dit hjerte denne palmesøndag.
Jeg siger, at måske er han allerede for længst redet ind.

Du skal altså ikke vente længere.
Han er dér.
Han er her.
Hosianna

For det siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

søndagens bibeltekster kan læses her: 
Palmesøndag fra første række | Bibelselskabet

EPISTEL-PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG I FASTEN

 ”Hold da op. Står det i Bibelen?” Sådan spurgte en af mine venner, lettere vantro – altså ikke på den vantro måde – da jeg i ugens løb nævnte, at jeg skulle skrive prædike om ikke at lade sig føre bag lyset af tomme ord.

Jeg tænker, ordene var nutidige og vedkommende, da Paulus skrev dem til menigheden dengang.
Jeg tænker, at ordene er mindst lige så vedkommende for os i dag. Engang imellem er ordene fra Bibelen tankevækkende nutidige – eller nok snarere eviggyldige.

Jeg tror, min ven tænkte, at ordene kunne have stået så mange andre steder. At ordene kunne have været sagt i så mange andre sammenhænge. Og han har ret.

Det er ord, vi kan sige til vores børn eller unge mennesker, når de i jagten på likes og anerkendelse lægger endnu et billede eller endnu en story op på et af de sociale medier. Og der på få minutter indkasserer masser af kommentarer som: ”Du er den smukkeste i hele verden”. ”Elsker dig for evigt”.  

Men det er jo ikke sandt. Mit barn eller dit barn er ikke det smukkeste i hele verden – jo, for dig forhåbentlig, men ikke for hele internettet. Og vi kan ikke elske hinanden for evigt. Det kan kun Gud.

Jo, ordene lyder godt. Ligger godt på tungen og nemt i tasterne. Et kort sekund tror du måske ordene på dem. Men ordene er tomme.
Måske er det også derfor, de bliver gentaget igen og igen. For hvis ordene var fylde, så var der jo ingen grund til at skrive dem eller sige dem igen og igen.

Der er nogle ord, der ikke bliver mere sande af at blive gentaget. Men det gør vi jo: Gentager dem. Og liker endnu en solopgang eller en solstrålehistorie.

Jeg siger det lige igen: Mine kære … Lad ingen føre Jer bag lyset med tomme ord.

Advarslen er god nok.
Aktuel nok.
For det er jo ikke kun børn eller de unge, der falder for dem.
Det gør vi andre jo også.
Jo, du gør.

Det er da skønt at blive strøget med hårene i ord. Det er da skønt nok at få komplimenter. Det er mindre skønt at få dem, når du i samme sekund, du har hørt eller læst ordene ved, at de er hule. Der er ikke indhold i ordene. Det er bare … ord. Tomme ord uden indhold, uden dybde, uden sandhed.

 

Tomme ord er som tomme kalorier. De kan smage ganske godt. Du får lyst til flere af dem. I bedste fald mætter de, de tomme ord, men bagefter styrtdykker dit mentale blodsukker.

Tomme ord er faktisk værre end ingen ord, for tomme ord er dæmoniske. Tomme ord bringer os i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Tomme ord udhuler vores dømmekraft. Tomme ord gør os i tvivl om relationerne mellem hinanden. Får os til at tvivle på os selv. De tomme ord kaster skygger. Også ind over det, der bare burde stå i forårssolen og lyse.

Det værste ved de tomme ord er, at de virker.
Hvorfor tror I ellers, der postes milliarder i reklamer?
Hvorfor tror I, spin virker?
Der er mange, der lever fedt på, at der måske aldrig har været så mange tomme ord i verden, som der er lige nu.

Og du har jo fortjent det, ikke sandt?
Og du må godt.
Også når du kun er sulten for sjov.

Tomme ord virker.
Fordi ord har magt.
Fordi ord altid har magt.
Det er derfor, det er så vigtigt hvordan vi bruger ord.
Det er vigtigt, hvordan vi hører ord.

Den gode nyhed er, at det ikke kun er tomme ord, der har magt.
Ord med fylde og ægthed og kærlighed har samme magt.
Det er det, der er Paulus’ ærinde.
Der er lagt andre ord ind i denne verden.
Gud har lagt andre ord ind i denne verden.
Gud lod sig føde i ord. Det er derfor, et af Jesu mange navne er: ”Ordet”.

Prøv at lægge mærke til, hvordan Jesus taler til mennesker.
Der er hverken fyldord eller tomme ord.
Der er ikke noget smalltalkende, samtaleindledende: ”sikke et dejligt vejr, det er i dag?” eller ”hvordan går det så?”
Der er hverken noget ”hej smukke” og heller ikke noget ”dit dumme svin”. Heller ikke selvom ordene var sande nok, fordi Jesus givetvis både har mødt smukke mennesker, udenpå og indeni og helt sikkert masser af dumme svin og masser af forskelligt vejr.
Men Jesu måde at tale med og til mennesker på var aldrig forurenet eller fyldt op af tomme ord.

Jesu ord var som han selv var.
Troværdige.
Ærlige.
Forandrende.

Jesu ord fører aldrig mennesker bag lyset.
Jesu ord trækker os altid frem i lyset.
Hans ord lader os stå der gennemlyste, gennemsigtige.
Det er derfor, Paulus kan skrive, at nu er vi lys i Herren.
Det er derfor, han opfordrer os til at leve som lysets børn.

Engang var vi lige som verden, før den blev til: Engang var vi mørke og tomhed og øde.
Nu er vi børn af lyset. Arvinger til Guds lys.
Det forpligter.

For vi kan selv være med til at formørke det lys igen.
Det er den ulydighed, Paulus advarer imod.
For det er ulydighed at lade dig føre – eller forføre et andet sted hen end det, der var meningen.
Det er ulydigt at lade sig forføre til at tro, at det er bedre at gemme sig i mørket end at kunne stå frem i lyset.

Det er tro at turde stå i lyset.
At tro, det er at lade sig bade i Guds lys.
Og at leve i tro: Det er at du lader dig blive fremkaldt, blive kaldt frem som det menneske, du er bestemt til at være.

At tro, det er at tro på Ham, som er Ordet og lade hans ord fylde dig op, bygge dig op.

Hvilke ord er det så, spørger du måske?
Men du kender dem godt.

Det er de ord, der får dig til at vokse og hvile i at du – med alt, hvad der er dig – er et lysets barn, et menneske, der er elsket af Gud.

Det er ord, der ikke kun står som sort på hvidt i Bibelen.
Det er ord, der fylder dig med glæde.
Med undren. Forundring.
Det er ord, fyldt af håb og nyt mod.
Det er ord, der giver kræfter til dagen i dag – og til de dage, hvor du ikke af dig selv magter noget som helst.
Det er ord, der bærer dig, når livet er ubærligt og tungt og sorgfuldt.

Lad de ord fylde dig.
Lad de ord fylde i din tro, i dit liv og i din livsindstilling, i din holdning til medmennesket, til de smukke mennesker, til de dumme svin, så du ser ethvert menneske som dit med-menneske. Og del dem, de ord, så de får dit medmenneske til at lyse.

Guds Ord var aldrig bare ment til at være noget, der står i en bog. Det var derfor Gud Ord blev kød. Så ordene kan leves og leves ud og deles ud. Så det er Guds Ord, Guds liv, der fylder denne verden og os i den.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Interludium

Kirkebøn:

Lad os bede:

Gud, så hjælp os da til at høre dit ord og bevare det. Fej og pryd du selv vort hjerte, så det kan rumme dig i al din fylde og forunderlighed. Og lad din forunderlighed føre foranderligheden med sig.

Vi takker dig for, at vi må komme her og blive styrket ved dit ord og dine sakramenter, dåben og nadveren. Og vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden: at mennesker må samles, ikke om hvad vi kan eller vil eller tror, men samles om dig og om dit ord.

Vi beder for al øvrighed, for Dronning Margrethe og regering, for byråd og enhver, der skal tage beslutninger, der får betydning for andre.

Vi beder for enhver, som har det svært og kæmper i deres liv. Hvad enten de kæmper mod få eller mange dæmoner – eller bare for at få en hverdag til at hænge sammen.

Vi beder for dem, som kæmper mod sygdom og svære tanker. Vi beder for deres pårørende, som må stå ved siden af og som kan have svært ved at blive lukket ind.

Vi beder for dem, der kæmper for kærligheden i deres ægteskab eller i familien eller blandt venner. Vi beder for dem, der mistet den, de elskede. Lad dem finde kræfter til at se hver ny dag i øjnene.

Vi beder for dem, der er blevet deres egen værste fjende. Lad du dem vide, Gud, at der ikke er noget menneske, der er så alene, at du ikke er hos det.

Vi beder for dem, der er glade. For dem, der mærker livets forårspust. For dem, der har overskud til at være noget for andre.

Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Og Gud… en dag når der ikke skal lægges flere ord eller dage til vort liv, lad os da dø i troen på og håbet om, at vi er i dine ord og i din tid. Amen.