PRÆDIKEN TIL PALMESØNDAG

Forventningen er næsten til at skære i.
De forsamlede mumler sagte sammen.
Der rodes med kleenex og kameraer.
Så falder klokken i slag.
Dørene går op. Mundene går i.
Alles øjne rettes i samme retning.

Og så: Musik:
Organist Hans Esbjerg spiller 3 takter af Mendelsohns bryllupsmarch

Ind træder hun, bruden.
De første skridt ind i en dag, der har været planlagt og orkestreret længe.
En indgang til brudeparrets fælles forventning om en kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op.

--
De her har også forberedt sig længe.
Trænet i dagevis, ugevis, månedsvis. Nogle i årevis.
Har øvet finesser og detaljer igen og igen.
De er kommet langt.
Længere end de selv havde turdet tro.
Fysisk er de i topform.
Mentalt er de helt sat op til kampen.
Og da de løber ind på banen, er det til tonerne af:
Organist Hans Esbjerg spiller omkvædet fra: ”We are the Champions”

Det er ikke lige meget, hvordan man gør sin entré.
Det er ikke lige meget hvilke forventninger, man træder ind i.

Når vi i dag hører palmesøndags evangelium, så hører vi, at Jesu entré var lige så ventet som at en brud begynder at gå, når de første takter af Mendelsohns bryllupsmarch lyder. Som når et topmotiveret sportshold løber på banen.

Messiasforventningerne var gået i arv fra generation til generation i det jødiske folk.
Og ordene: ”Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”
var på det her tidspunkt en mere end 500 år gammel profeti. De lå formentlig latent som en indre forventning og et håb om bedre tider, i hvert fald i dele af befolkningen.

At evangelisten Matthæus så har misforstået profeten Zacharias’s ord, gør scenen lidt komisk.
Profeten Zacharias skrev oprindeligt om, at den ventede konge skal komme på et hunæsels føl.

Men Matthæus tror, der er tale om to dyr – og sådan fremstiller han det: Som om Jesus kommer ridende på to dyr, både på æslet og føllet. Sikke en entré.
Men skal vi nu ikke gå ud fra, at Jesus har nøjedes med at ride på et af dem ad gangen. Men folkemængden ikke i tvivl. Den folkeskare, der også var i Jerusalem for at fejre jødernes påske, vidste det:
Det her var ikke et almindeligt æsel.
Det her var ikke en almindelig mand.

Og så bryder de ud i jubel:
Organist Hans Esbjerg spiller takter af Halleluja-koret

Ja, havde Händels Messias været skrevet, var det måske Hallelujaer, de havde sunget i stedet for Hosiannaer.

Men jeg må tilstå: Jeg forstår det bare ikke helt.
Hvorfra vidste folket, at denne var dagen, hvor deres messiasforventning skulle opfyldes?
Der må da immervæk igennem år og dag have redet masser af mænd rundt i Jerusalems gader på ét æsel.

Og vi hører jo netop intet om Jesu fremtoning.
Der var ikke noget særligt over den.
Intet særligt tøj.
Ingen særlig attitude.
Ingen kampråb fra vennerne.
Jesus kommer som en mand.
På et æsel.
Sammen med mænd, der formentlig har lignet ham til forveksling.
Modsat Jesu død, der ledsages både solformørkelse, og af forhænget, der flænges i det helligste i templet, og af tvivlere, der bliver troende, så er der intet i Jesu entré, der indikerer, at det er himlens kongesøn, der indtager sin by.

Der er en tankevækkende forskel mellem den ouverture palmesøndag er blevet til i den kristne påske og så hele set-uppet: En mand, der kommer ridende på et æsel.

Det næste er, at hvis Jesus virkelig skulle have været opfyldelsen af deres forventning, så red han en forkert vej ind på tempelpladsen.

For hvis Jesus skulle have opfyldt folkets forventning, hvis Jesus skulle have været den befrier, der skulle komme og tage et opgør med besættelsesmagten, hvis han havde været den fredsfyrste, der skulle sætte folket fri, så skulle han have redet lige ud. For så var Jesus kommet direkte til Antoniaborgen, hvor Pilatus holdt til. Og der kunne Jesus så have talt overmagten imod.

Og det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp ville han have brækket som på Midjans dag.
Og man ville have kaldt ham:
Underfuld rådgiver,
vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds fyrste.

Men Jesus red ikke lige ud.
Han red til venstre ind på tempelpladsen.
Og i stedet for at tale imod romerne, ja, så taler Jesus imod det jødiske folks egne religiøse ledere.  Han laver ballade på tempelpladsen. Vælter bordene. Råber op om at det her sted var blevet til en røverkule. Det var ikke lige det, de havde forventet af en Messias.

Så palmesøndag hylder folket altså den forkerte.
Eller rettere: De hylder den rigtige.
Men det viser sig hurtigt, at ham, de hylder, ikke svarer til deres forventninger.
Måske var det også derfor de højstemte hosiannaråb så hurtigt skiftede karakter og blev til taktfaste ”korsfæst ham”.

 

Det er ikke lige meget, hvordan du gør din entre.
Det er ikke lige meget, hvilke forventninger, du træder ind i.

Jesus trådte ikke ind i folkets forventninger dengang.
Og den dag Jesus træder ind og opfylder alle dine forventninger til punkt og prikke, er det på tide, at du skifter underlægningsmusik.

Den dag, vi holder op med at forvente os noget af hinanden, har vi gjort døren for lav og porten for smal.

Og hvis du virkelig vil åbne hjertets dør for Jesus, så er du nødt til at skrue hængslerne af og sikre dig, at du din bagdør også er åben.

For Jesus kommer ikke på kommando. Og han kommer måske mindst af alt som det, du regner med. Og han kommer måske mindst af alt der, hvor du ventede mest utålmodigt på ham. Eller mest håbefuldt.

Og dér, hvor du står med palmegrene og vifter og råber på ham som din brudgom, eller champion eller frelser, der ser du måske kun bagenden af æslet, fordi han red en anden vej.
Ikke fra dig.
Men til et andet sted.
Og mod en anden forventning.

Jeg siger ikke, at Jesus ikke rider ind i dit hjerte denne palmesøndag.
Jeg siger, at måske er han allerede for længst redet ind.

Du skal altså ikke vente længere.
Han er dér.
Han er her.
Hosianna

For det siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

søndagens bibeltekster kan læses her: 
Palmesøndag fra første række | Bibelselskabet