FASTELAVNSPRÆDIKEN

 

Hvor mange af Jer har været i DSB’s mindelund her i byen? Mange af Jer? Det tænkte jeg nok.
For nylig viste jeg en god udenbys veninde rundt ved vandet, på volden og vi var i den forbindelse også et smut omkring mindelunden. Vi havde røde kinder og mere end almindeligt røde næser, for vintervinden var isnende. Men der på mindelunden fik vi også røde ører, og denne gang var det ikke kun af kulde.

Vi havde dvælet foran den del af mindelunden med de 23 DSB ansatte, der har mistet livet i 2. Verdenskrig. Og i særlig grad ved dem, der 18. april, så få dage før befrielsen, blev henrettede. Men lige til venstre for dem var den mindesten, som jeg har ladet aftrykke på jeres sangblad. Også denne P. B. A. Madsen blev henrettet af tyskerne – men allerede i februar 1945.

Men det var ikke kun datoen, der fangede vores øje. Det var, at der på hans mindesten – lige som på alle de andre mindesten - også stod hans titel, hans beskæftigelse. ”Portør”, stod der. ”Portør uden for nummer”.
Uden for nummer!!Tænk at have givet sit liv. Ikke alene for sin egen sag, men for Danmarks. Og så blive mindet som den, der er ”uden for nummer”.

”Tænk, at de ikke bare havde skrevet ”portør” og droppet det der ”uden for nummer”. Så småligt”, tænkte vi. Og det var så der, vi også fik skamfulde røde ører. Tænk at have taget beslutningen om, at der skulle være en, der ikke skulle tælles med. Jo, ”Vi trækker streger og sætter skel”.

Måske er du sådan en, der altid bliver talt med. En af dem, der bliver – eller blev – valgt først, når der skulle stilles hold. En af dem, der som en selvfølgelighed bliver talt med i andres bobler, både dengang de var på 50, 10 og nu 5. Det kan godt ske, at du aldrig nogen sinde har været i tvivl om dit eget værd, og om hvor meget du tæller i andres øjne. Så vær du glad for det.

Det kan også godt være, du alt for godt ved, hvordan det er at være uden for nummer. Hvordan det er at stå tilbage som den sidste. ”Ok, så tager vi da ham / hende”. Eller være den, der erfarer, hvordan alle andre er delt op i grupper, som umuligt kan være større end 5. Der står du tilbage. Uden for nummer.
Og når man er uden for alle andres numre, så er det ikke svært at blive i tvivl om, om man nu også er nummerværdig, når man tæller sig selv efter.

Vi har mange numre: telefonnumre og husnumre og cpr-numre. I koncentrationslejrene blev et menneske reduceret til at være et nummer på en arm. Men at være helt uden for nummer, så bliver det vel ikke mindre?

Men hør så bare her …
Da jeg sidste lørdag kom hjem, og var tøet nok op til at jeg kunne ramme tasterne på et tastatur, tænkte jeg forsonende: ”Det kan være, at ”Portør uden for nummer” var en særlig stillingsbetegnelse hos DSB? Jeg slog jeg op i Ordbog over Det danske Sprog. Og her fremgår det rent faktisk, at ”uden for nummer” kan betyde: ”på særlige betingelser”.
Så P. B. A. Madsen var ikke uden for nummer – tvært i mod. Han var Portør på helt særlige betingelser. Han var ikke bare almindelig portør, en af dem, der går 12 af på dusinet. Han var noget særligt.

Og så blev der pludselig evangelium i en sten på Mindelunden en meget kold og blæsende februardag. For der – og på denne søndag – bliver vi igen mindet om den Gud, der trækker streger og sætter skel på en ganske anden måde end vi gør.

Den Gud, der netop tæller alle dem, vi tit nok regner til at være uden for nummer, med. Og ikke bare med, som dem, der sniger sig med ind over målstregen på målfoto, men med på særlige betingelser. Og de særlige betingelser, det er Guds betingelser.

Det er betingelser, der lyder: At barnet er med på særlige betingelser, ikke fordi det er barn, men fordi barnet endnu ikke har lært andet end at tage imod uden betingelser.

Derfor er toldere og syndere og dumme svin med, fordi de er uden for nummer i så mange andre sammenhænge, at de om nogen har brug for at blive regnet for mennesker og blive talt med.

At tro,
- det er at have fået disse helt særlige betingelser givet i dåbsgave.
At tro,
- det er at Gud også har fundet velbehag i dig.

Hvorfor har han dog det? Spørger du. Men det er et dumt spørgsmål, for det spørgsmål leder efter begrundelser eller betingelser, der kan listes op i excel-ark.
Guds kærlighed, Guds tilgivelse, Guds øjne ser ikke efter det, der kan tælles. Det er netop derfor, det er særlige betingelser.

Det kan godt ske, du ikke regner dig selv for noget.
Det kan godt ske, du er hurtig til at dømme andre ude.
Men der er lagt en anden mulighed ind i vores verden:

Da Jesus gik i blandt os, tog han alle dem, der stod lige udenfor, med indenfor i hans cirkler. Ja, mere end det. Han gik indenfor hos dem.
Zakæus kom ned fra træet. Jesus gik ind til ham.
Et barn med en madpakke, stod pludselig i centrum.

Utallige syge blev helbredte.
Jesus talte aldrig.
Men han talte ethvert menneske med i Guds regnskab.
Han talte os med. Han gav os menneskeværd.

Hver gang vi ser for lidt i andre og tænker: Ham eller hende regner jeg ikke for noget.
Hver gang du tænker for småt om dig selv, og tænker, at her har jeg ikke noget at byde ind med.
Hver gang du tænker i hvis tur det er til at gøre noget: Tømme skraldespand eller række hånden frem til forsoning eller om det virkelig kan passe, at du igen skal tage initiativet til at ringe til ham eller hende, der ikke har ringet tilbage til dig i umindelige tider eller alle de gange, hvor du lægger tal hen over det, der aldrig burde kunne tælles,
- så er det, du trænger til at blive dyppet og nulstillet og mindet om, hvordan det er Gud tæller.

Det er evangeliet: Vi er uden for nummer.
For vi er talt med på særlige betingelser.
Det er din titel.
Du er menneske uden for nummer og på særlige betingelser.
Du er særlig.
Du er den, Gud har fundet velbehag i.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Hellig-ånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Gud, vor Far.
Tak, at du lader himlen stå åben over os.
For sådan mindes vi om, at du er uendelig.
Uendelig i din kærlighed.
Uforståelig og ubegribelig som himlen selv.

Lån os himmelsindet.
Så vi bliver storsindede og glemmer at tælle.
Så vi øver os i at finde velbehag i andre.
Selv dem vi ikke regner for noget.
Så vi åbner sindet og troen for, at du har fundet velbehag i os.

Herre.
Tak for de mennesker, som vi regnede for for lidt, men som lærte os noget afgørende om livet.
Tak for dem, der holdt af os, når vi mindst havde fortjent det.
Tak for dem, der holder os ud, også når vi er besværlige og viser vores dårligste sider.
For de viste os alle noget om din kærlighed, Gud.

Tak for dem, der bar os til dåben og valgte at vi skulle høre til hos dig, Gud.

Tak for dem, der ikke længere er i vores liv, men som vi bærer med os, så det både gør godt og ondt.
Gør os åbne for at møde nye mennesker.

Tak for alle dem, der er på overarbejde i disse tider.
Giv dem overskud, når de endnu engang tager på arbejde for at lindre eller for at overbringe nye tal, vi næsten ikke orker at høre.
Vær nær hos dem, der bekymrer sig.
Enten for deres forretning, deres arbejdsliv, deres økonomi eller for deres helbred.
Vær nær hos dem, der tænker så meget, at de overtænker.
Herre – bær du med på deres tanker – og nup et par af dem, der giver overlæs.

Vær nær hos dem, der selv i denne tid får eller finder noget at glæde sig over:
En trodsig erantis, der kigger frem.
Et nyt liv, der er kommet til verden
En lille hverdagsglæde, der bare blev stor, fordi der sker så lidt.

Vær hos os, når vi trænger til dig, Herre. Og lad os så opdage, at det er der, du bruger os, som du brugte Johannes Døberen i dagens evangelium.

Og lad os – når vi engang skal dø – dø på, at du samler os i din mindelund, der hvor vi alle er dine uden for nummer – på evighedens betingelser. Amen

KYNDELMISSE

 

Mørke.
Der kan være så meget af mørket, at man kan blive mørkeræd.

Men når bare der er en lille smule lys,
hvis bare der er lyspunkter i tilværelsen
bliver det til at holde ud.

Vi har brug for det, der holder os fast på lyset.
Jesus siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket”. Derfor holder vi gudstjeneste, også i dag. For at Han må holde os fast. 

Udenfor er der kommet mere lys. Dagene er blevet lysere og længere. I år længes vi måske mere end nogen sinde efter, at solen skal få magt og at dagene skal få varme. For lys er i familie med håb.

Vi kan godt overleve uden at kunne håbe.
Vi kan godt overleve i korte dage.
Men vi lever på en anden måde, når håbet lever i os.
Og dagene, der nu bliver længere, minder os om, at Gud har givet os andel i de dage, der er uden ende og uden mørke: Evighedens.

Mørke er ikke bare mørke. Og lys er ikke bare lys. Jeg tror, at lys og mørke er noget af det, der er skrevet allermest om i verden. I en gendigtning af den gammeltestamentlige salme 139 står der:

Herre, du ser ind i mig, ser alt af mig.
Du ved, hvornår jeg sætter mig og rejser mig,
på lang afstand kan du se, hvad jeg tænker.
Du ved, hvor jeg går,
og hvor jeg hviler mig,
du ved, hvor jeg går hen.
Der er ikke et ord på min tunge,
som du ikke kender til.
Forfra og bagfra omslutter du mig,
du holder din hånd over mig.
Det er for vidunderligt for mig at forstå,
det er alt for stort at forstå.

Hvor kan jeg gemme mig for dig,
hvor kan jeg flygte hen, så du ikke ser mig?
Hvis jeg rejser op i himlen, så er du dér,
hvis jeg går ned i dødsriget, er du også dér. 

Hvis jeg låner morgenrødens vinger
for at slå mig ned ved det yderste hav,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd griber fat i mig.

Hvis jeg siger:
»Jeg vil gemme mig i mørket,
gøre lyset til nat,«
så ser du gennem mørket,
natten er som den lyse dag for dig,
nat og dag det samme.

Udforsk mig, Gud, lær mit hjerte at kende
Prøv mig af, og kend mine urolige tanker.
Led mig på vejen til evigheden”. 

Når Gud griber os, kan vi aldrig synke helt til bunds i mørket.

Benny Andersen har skrevet mørkets sang. 

Den handler om at finde sin vej igennem mørket, men også om, at selv i det mørkeste mørke er der lys.
”Affind dig ikke med mørkets magi”, siger Benny Andersen og føjer til, at selv den mindste smule lys, den mindste smule glæde, den mindste smule kærlighed gør en forskel.

Mørket vil binde, men lyset gør fri,
bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt for forbi.
så er vi begge til stede.

Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.

Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.

Mørke er ikke bare mørke.

For mørke er ikke kun nattens mørke – eller mørket i et sort rum. Mørke er ikke kun noget, der kan være uden om os, men også noget, der er indeni os. Vi kan være så kede af det, så triste eller deprimerede, så corona-trætte, at det er som om vi er fyldt af mørke.

 

Lys er heller ikke bare lys. Selv om der er masser af slags lys, sollys og stearinlys, kunstigt lys og levende lys, så er noget af det rareste, når der er lyst i sindet, når man kan se lyst på tilværelsen.

 

Men vi bestemmer ikke over mørket eller lyset indeni os. Man kan ikke sige til sig selv: At nu vil jeg altså til at se lysere eller mørkere på livet. Nu vil jeg altså være glad.

Man kan ikke kommandere glæden frem, hvis ikke man er glad.

Som mennesker kan vi tænde lys i hinandens liv.
Vi kan være lys for hinanden. Være dem, der spreder glæde og mod, når livet ind i mellem synes for sort og uigennemskueligt.

Der er utallige måder at være lysspreder på. Du ved bedst selv, hvad der kan få mørket og angst til at forsvinde i dit liv. Og dermed har du også allerede gode ideer til, hvordan du kan være lysspreder for andre.

I fik knæklys, da I kom.
For lys kommer i mange farver. Blå for den lysende blå himmel. Gul for gyldne kornmarker, der lyser. Pink for en lille pige, der stråler i sin første strutkjole. Lys kommer i mange farver.

 

Vi kan dele ud af lyset. Vi kan tænde lys for hinanden. Og hver gang vi er lysestager eller lysbringere i hinandens liv, så bliver det kyndelmisse – og ikke kun en enkelt dag om året.

Gud har sat sit lys ind i verden. 
En lille flamme blev tændt i den mørkeste nat i Betlehem. 
Og intet har kunnet slukke det lys. 

For det siger vi:

Kristus.
Du er himlens glød i vinterens kuldegys
Du er februarsolen i frostklare nætter.

Tø os langsomt op.

Kom ikke som en pludselig brand,
men lad varmen vende gradvist tilbage.
Kom ikke som et lyn,
men lad vores øjne vænne sig til lyset.

Tø os langsomt op.
Lidt efter lidt.
Så vi mærker varmen komme snigende,
og listende sig ind på vores sind og i vores krop.

Tø os langsomt op,
så vi bliver bøjelige.

Tø os langsomt op.
Lad varmen slå ind,
som frost, der løsnes, som is, der smelter.

Og lad Kristus lyse for os.
Igennem alle sprækkerne.
Amen.

SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIG TRE KONGER

 Prædiken: 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Spørgsmålet er ikke, om der har været højdepunkter i dit liv.
For selvfølgelig har der det.
Det ved du godt, hvis du tænker efter.
Måske behøver du ikke tænke ret længe.
Måske skal du lede lidt, men de er der.

Høje bjerge, du besteg, billedligt eller bogstavligt.
Højdepunkter, personlige eller karrieremæssige.
Højdepunkter, hvor glæden nåede til himlen – eller lige til kanten af en lavthængende comulus-sky.

Måske allerflest højdepunkter sammen med andre,
hvor du mærkede, at du er holdt af som lige præcis den,
du er.
Du blev set.
Du blev hørt.
Du blev rørt ved.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været højdepunkter i dit liv. Spørgsmålet er, hvad højdepunkterne gør ved dit liv – og ved din livsindstilling.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været - lavpunkter i dit liv.
For selvfølgelig har der det.
Det ved du godt, hvis du tænker efter.
Måske behøver du ikke tænke ret længe.
Måske skal du lede lidt, men de er der.

Lavpunkter, personlige eller karrieremæssige.
Lavpunkter, hvor sorgen eller smerten eller vemodet eller opgivenhedsfølelsen er som en januardag, hvor himmel og hav går i ét i 50 shades of grey, og hvor det aldrig rigtigt klarede op og blev dag.
Måske allerflest lavpunkter, hvor du ikke oplevede, at du blev anerkendt som lige præcis det menneske, du er.
Hvor du ikke blev set.
Eller hørt.
Og da slet ikke rørt ved.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været lavpunkter i dit liv. Spørgsmålet er, hvad lavpunkterne gør ved dit liv – og ved din livsindstilling.

Og når du erfarer det, så falder forklarelsens lys over dit liv.
Forklarelse – det er noget ganske andet end forklaring.
Forklaring er afklaring.
Forklaring er svar.

Forklarelse, det er at se glimt af det største.
En forklarelse gør os ikke klogere på livet, men rigere på livet.

I dagens evangelium – som traditionelt kaldes ”forklarelsen på bjerget” – er der topmøde. Og hvilket et!
Deltagerne er de jordiske disciple: Peter, Johannes og Jakob, så er det Moses og Elias fra himlen og endelig Jesus, ham, som er både af himmel og af jord.

Hvad der bliver talt om, der på topmødet, ja, det melder evangeliet ikke noget om.

Det er åbenbart vigtigere at få formidlet, at Peter, som altid er hurtig på gøre-knappen, gesjæftigt foreslår, at han da lige kan tømre nogle hytter sammen. En til Jesus, en til Moses, en til Elias, så de kan slå sig ned der på toppen af det hele. Så højdepunktet fastholdes på det højeste punkt.

Men det er faktisk ikke meningen.
For så ville forklarelse blive til eller reduceres til forklaring.

Vi kan ikke fastholde højdepunkterne eller forklarelserne.
Vi tager fejl, når vi prøver.
Det er også derfor Peter knap får lov at udfolde sin storstilede byggevision.

Eller sagt på en måde: Vi kan ikke bestemme eller bygge os frem til steder, hvor Gud vil slå sig ned og med garanti vil møde os og efterlade forklarelsens øjeblikke. Peter får ikke engang lov til at tale ud, før stemmen fra himlen afbryder ham. Det er da en irettesættelse, der skulle være til at forstå.

”Det her”, siger Gud, ”er min elskede søn. Ham, jeg har fundet velbehag i”. Præcist de samme ord, som lød ved dåben. Som jo ikke fandt sted på toppen af et bjerg, men i lavlandet – der ved Jordanfloden.
Og så med tilføjelsen: ”Hør ham”.

Hvad siger han så, Jesus?
Han siger: ”Rejs Jer. Frygt ikke”.
Da Jesus har sagt det, rører han ved disciplene,
så de rejser sig op igen.
Ord. Berøring. Og så en ny retning at gå.
Det er det, vi kan stille op med højdepunkterne og lavpunkterne i vores liv.
Det er det forklarelsens lys, vi har lov at lade falde på os, både når livet er svært og for godt: At evangeliet er som de gode ord, der giver retning og rører os, når vi mærker det.
Og med dem i ryggen kan vi gå ned ad bjerget.
Eller op ad bjerget.
Gå ned fra et højdepunkt eller op fra et lavpunkt.

Der er intet højdepunkt, der varer ved.
Du kan ikke fastholde det. Bygge dit liv på dem alene.
Og der er ingen lavpunkter, der varer uforandret ved.
Det er det eneste forsonende, der er at sige om dem.

Det her var ikke en eksklusivoplevelse for Peter alene. Jesus havde inviteret to andre med.
Det er som bekendt også Jesu løfte til os, at der hvor to eller tre er forsamlet – ja, men også der, hvor du sidder alene – der vil han være hos os. Det kræver ikke en hytte på toppen. Det kræver heller ikke et kirkerum, som jo er de hytter, vi har bygget på høje i landskabet eller i det lave. For Gud hører eller rører os ikke kun her.

Vi ved godt, at der ikke er garanti for gudsmøder i kirkerum.
Vi ved alt for godt, at der ikke er garanti for at forklarelsens lys strømmer fra prædikestolen.
Men vi lever med det.
Og vi søger til kirkerummet ved livets højdepunkter og lavpunkter.
”Jamen, hvad får du ud af det?” spørger den, der gerne vil have forklaringer. Men i forhold til Gud, handler det ikke om at få forklaringer – men i bedste fald forklarelser.

Evangeliet er ind i mellem befriende nøgternt.
Vi hører ikke ét ord om, hvad Jesus, Moses og Elias måtte have talt om. Man skulle ellers tro, at dette himmelske topmøde ville være et højdepunkt i evangeliet. Men nej.

Vi hører heller ikke ét eneste ord om, hvad forklarelsen på bjerget betød for Peter, for Jakob og Johannes.
Blev det et højdepunkt for deres tro? Eller blev det omvendt et lavpunkt, fordi begivenheden jo også endnu engang understregede, at i hvert fald Peter ikke havde forstået noget som helst af hvad det handlede om?

Forklarelsens øjeblikke er ikke altid lykkelige.
Og forklarelsens lys kan stille livet i både medlys og modlys.

Vi ved ikke, hvad forklarelsen på bjerget forklarede de medvirkende.
Dermed er der heller ikke lagt en eller anden matrice ned over vores tro eller livsindstilling: At det skal være på en eller anden bestemt måde for at være godt nok til Gud.
At vi skal være på en eller anden bestemt måde for at være gode nok til Gud.
Hvad vi ved er, at de den dag tog Jesus på ordet.
De gik ned fra det høje og fortsatte med, hvad de hver især skulle.
Og Jesus gik med hele vejen, for at bygge og bo her i deres og vores lavland.

Mon ikke det er samme opfordring, der lyder til dig i dag: Tag Jesus på ordet.
Gå herfra.
Fortsæt dit liv.
Uden frygt.
Men berørt i ord. 

Her i det lave kommer Jesus dig kærligt i møde.
Han rækker hånden ud.
Rejser dig op.
Lader sit ansigt lyse over dig og giver dig sin fred.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Lad os bede: Herre Jesus Kristus !

Vi takker dig for, at du ikke forblev i din himmelske urørlighed, men gik ind i vor sårbarhed for at være hos os.  Du gav dit liv, for at vi skal leve. Giv os mod til give slip på vort eget, hvor det hindrer os i at følge dig.

Himmelske Fader, vi beder dig: Hør os, når vi er bange og usikre og mangler tro. Giv os din tro at leve på, når vor egen tro truer med at gå under. Giv os kræfter, når vi er magtesløse. Giv os håb, når vi er håbløse. Giv os mod, når vi er modløse. Giv os et skub i ryggen, når vi går i stå. Tal til os, når vi føler os alene og hjælpeløse. Giv os bjerge at bestige, når vi mangler udsyn – og led os selv tilbage til lavlandet og hverdagen.

Vi beder for din kirke og for den menighed, som samles på dette sted. Velsign og bevar dine hellige sakramenter: dåben og nadveren.

Vi beder dig for vort land og alle lande. Vi beder dig for vor regering og Dronning, for alle, der har magt og indflydelse i verden. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed.

Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på. Vi beder for dem, som ingen beder for. Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære, for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det. Giv os livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen.