Julesøndag- om at gribe og slippe og en dag slippe livet selv

”Eva. En dag skal du dø”. Jeg kan huske, hvornår jeg første gang tænkte tanken. Det var ikke bare en tanke. Det var en helt fysisk reaktion i kroppen. Jeg tænkte ikke bare tanken. Jeg mærkede tanken. En for mig ukendt indre smerte, som jeg stadig kan genkalde mig. En aldrig før følt frygt var flyttet ind i mig.

Og den flyttede ind for at blive. Ikke som en daglig påmindelse, for sådan kan ingen af os leve: Som om hver dag var den sidste. Vi kan heller ikke leve, som om hver dag var den første, for den sags skyld. Men døden er et uafrysteligt vilkår ved det at være i live.

Jeg var studerende. Du kan tænke, at det da var i en sen alder at få den erkendelse. Men når man som jeg har haft et privilegeret liv og man ikke har mistet alt for mange nærtstående, så var det ikke en tanke, der havde fyldt meget for mig.

Sidenhen har jeg i mit liv som præst mødt ikke så få, der har givet udtryk for det samme. Fra et af mine allerførste præsteår husker jeg to mænd fra en begravelsessamtale. De var vel i 50’erne, ca. 4 meter brede over skulderene, voksne på enhver måde – og alligevel kom det helt bag på dem, at deres mor, der, som jeg husker det, var i 90’erne kunne finde på at dø fra dem. Det var de faktisk lige dele fornærmede og forundrende over. Hun havde jo ligesom altid være der i deres liv. Eller, for at gå i den modsatte grøft, den pårørende, der sagde: ”Vi skylder Gud en død”. Heller ikke de ord har forladt mig: ”Vi skylder Gud en død”. Sådan tager vi – på forskellig vis – både livet og døden for givet.

Selv om vi på volden og langs vandet er begyndt at ønske hinanden godt nytår, er det stadig jul her i kirken. I hjem og i kirke har vi fejret Jesusbarnets fødsel. Vi har fejret, at det, som intet menneske kunne tage for givet, det gav Gud: Han gav os sig selv i et nyfødt barn. Han gav os ikke alene en søn, en ligesindet. Han gav os med ham muligheden for at vi skulle blive i øjenhøjde med Gud igen, sådan som Paulus skrev om det. I Jesus fik vi ikke en række krav. Vi fik et evangelium.

En ny begyndelse.

Et nyfødt barn. En ny begyndelse. Så meget liv.

Man skulle tro, at livet så bare bobler over af liv. En julesøndag viser os, at det ikke kun er tilfældet. For så snart der er liv, er der også død. Den, der selv har stået med et nyfødt barn i armene, dit eget eller en andens, ved på egen krop, hvad jeg taler om. For der med barnet i armene bliver det helt håndgribeligt: Det mirakuløse, det helt ubegribelige: Et lille velskabt menneske. Hver gang et under. En mangfoldighed af muligheder. Et helt – forhåbentligt langt og godt liv – ligger foran barnet, håber vi.

Og der – selv der – kan vi i samme moment tænke tanken: Årh .. hvad kan der ikke alt sammen ske? Glæden og frygten for alt det, der kan true barnet, tager livtag lige der i armene på dig. Selv et lille nyt liv kan minde os om forgængelighed og død.

Det er ikke anderledes med Jesusbarnet, erfarer vi i dag. Knap er Jesusbarnet blevet født. Knap er han blevet fejret, og de sidste rester blevet spist og de første julegaver byttet, før vi barskt mindes om, at livet ikke er lutter julemad og englesungne hallelujaer på en mark ved Betleham.

Der er nogle, der stræber det nyfødte Jesusbarn efter livet. I første omgang er det Herodes. Men i grunden holder det aldrig op. Det meste af Jesu liv, er der nogen, der vil tage livet fra ham:

De sætter spørgsmålstegn ved om det liv, Jesus prædiker om, nu også er det evige liv. De skyder ham urene motiver i skoene – eller sandalerne. Er det nu også for livets skyld, han eksempelvis helbreder eller bespiser – eller har han andre motiver? Står han virkelig i Guds tjeneste? Eller er han dæmonernes herre?

Til sidst, langfredag, lykkes foretagendet, da de sømmer Jesus fast til korset, og livet forlader ham. I hele Jesu liv var døden med i det.

Og selvom vi godt ved, hvordan beretningen om Jesus ender, selvom vi har teologien på plads og godt forstår, at Jesus dør, for at han igen kan opstå, og den definitive angst for vores egen død er taget fra os, så forklarer det ikke, hvorfor der stadig er så megen død. Det forklarer ikke lidelsens problem.

Julesøndag hedder ”de uskyldige børns dag”. De uskyldige børn er de mange drengebørn under to år, der må lade livet, så Herodes tror, han kan hvile roligt på magtens tinde.

De uskyldige er også Jesusbarnet, hvis liv efterstræbes.

Og de uskyldige børn er nutid. For det er den ubærlige side af efterjuleevangliet, at der i verden den dag i dag er uskyldige børn, der må lade livet.

Og det er lige ubærligt, hver gang vi hører om, at nogen slår livet ihjel hos et barn. Man kan nemlig godt tage livet ud af livet flere gange, uden at barnet fysisk dør af det. Men hvor der alligevel bliver slået lidt barn ihjel hver gang.

Det er nogle af de børn, vil skal synge om efter prædikenen

De glemte børn, de skræmte børn, de sårede, misbrugte og skadede børn. Det er det barn i dig. Men det er også de børn, ud over hele jorden, der den dag i dag, lever deres liv sådan som Jesus begyndte sit: Som flygtning, som krigsbarn, som hjemløs.

Børn er de uskyldigste ofre. At få taget livet fra sig, før livet overhovedet har foldet sig ud. At leve med døden som en mere nærværende realitet end livet.

Det burde give hver og en af os gåsehud i hjertet. Burde få os til at kramme vores børn og børnebørn - og måske også et uskyldigt barn i Brugsen en ekstra gang. For det er ikke kun en fjern virkelighed. Også her hos os er der børn, der lider. Synligt. Usynligt. Børn, som har barske livsvilkår. Som lever med deres Herodes’er.

Og hvor det for barnet – eller den unge - kan synes lettere at lade livet stå til – eller slå til – eller give op end at prøve at leve op til livet.

Er der så nogen som helst trøst for vore dages uskyldige børn i at høre om børnene i Rama og Betlehem og om den lige så uskyldige Jesus, der dog redder livet? Er der nogen som helst trøst for forældre, der på en eller anden – eller flere måder – har mistet et barn i at høre, at de deler skæbne med mange andre forældre? Det har jeg svært ved at se.

Matthæus fortæller det i dag som en profeti, der går i opfyldelse: At alle drengebørn under 2 år bliver slået ihjel af en mand, der var bange for at miste magten. Og siden er det en engel, der giver den unge familie besked om, at nu er der fred og ingen fare og de kan drage hjem, så Jesus fredeligt og som forudsagt kan vokse op i Nazaret. Og sådan går alt så visseligt op, når Matthæus prædiker.

Jeg tror ikke, de forældre, der hos os mister et barn – eller de børn, der forfølges her i vores samfund eller ude i verden, oplever det hverken som forjættelser – endsige at de har englevagt. Evangeliet rejser nogle gange flere spørgsmål end det giver svar.

Forfatteren Villy Sørensen – som ikke var kristen – skrev engang: ”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det”. Livet og døden hører sammen. Ikke som to sider af samme sag. For døden vil altid være bagsiden af livet. Det vil altid være den del af livet, vi har sværest ved at begribe.

Lad os træde et skridt tilbage. Lad os træde tilbage til det nyfødte Jesusbarn i krybben. Eller træd i tankerne tilbage til engang, du rakte en finger ud mod et lille barn. For der er et fællestræk mere mellem verdens børn og Guds barn, ud over det med at døden er med i livet for os alle. Nemlig den, at alle børn fødes med griberefleks.

Måske er det den sidste rest af, at der engang var nødvendighed i, at barnet skulle kunne gribe fat i dets forælder og holde fast – og den forælder var altså en abe med pels. Jeg ved det ikke.

Men det siges, at den griberefleks er så kraft, at man kan hænge et nyfødt barn op en tørresnor med hænderne – og så vil det kunne holde sin egen vægt. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville lægge baby til det forsøg.

Så at gribe og holde fast. Det kan vi. Det er vi født med.

Men at give slip, det skal vi lære hele livet igennem.

Den dag vi bliver forældre, den dag vi første gang mærker griberefleksen, erfarer vi på en ny måde, at griberefleksen ikke kun gælder barnet. Den gælder også for os.

At ligesom det er livslang opgave og gave at have fået et barn og at skulle gribe og bære det i mange situationer, lige så væsentlig en opgave er det at skulle slippe barnet: Klippe navlestreng og siden klippe og slippe gang på gang: Første gang barnet slipper din hånd og tager sine første skridt, første gang, barnet går alene i skole, første gang barnet flytter hjemmefra og der nu for alvor er tid i barnets liv, hvor du ikke aner, hvad det foretager sig. Også der skal du slippe grebet. I tillid. Ikke frygt.

”Jamen, der er så meget, der kan ske. Så meget, der kan gå galt”. Ja, det er der. For der er liv i livet og døden er i livet. Alligevel skal du slippe.

Gud slap Jesus, da han slap ham ind i vores verden. Han slap ham til dødens herredømme i tre dage. Og Gud vristede ham fri af døden, for at slippe Jesus tilbage til livet.

”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det”. Der var unægtelig megen død i Jesu liv. Og måske er det også derfor er der så meget liv i hans liv. For på dødens kontrastfulde baggrund står livet skarpere frem.

Jesus blev født, som vi blev født. Han levede et liv, som vi lever det. Med alskens udfordringer. Men den lille død og de mange små tab og til sidst med tabet af vores eget liv. Han mistede livet på korset og døde som vi en dag skal dø. Og han opstod. Og derved tog han livet af døden. En dag skal vi dø, ja, men alle de andre skal vi ikke. Og efter vores påskemorgen er ikke mere død i livet.

Jesus bliver et billede på ham, hvor både liv og død findes i dets allermest ultimative og koncentrerede form. Men også i den mest ubegribelige form. Og det er det ubegribelige, vi forsøger at gribe i tro. Og troens griberefleks er, at når vi ikke kan gribe det eller holde det fast, så må vi tro, at Gud selv holder os fast i det.

De uskyldige børns dag hedder julesøndag. Vi kunne også kalde dagen for Guds børns dag. For selvom det kan lyde som et postulat, grænsende til en hån, for den, der har mistet et barn – eller barnet i sig selv - så er ethvert barn Guds barn. Guds uskyldige barn. Det vokser vi aldrig fra. Det vokser vi i bedste fald ind i.

For nok blev krybben til korsets træ. Men det blev også til de døbefonte, vi bærer vore nyfødte til, for at lægge dem i Guds arme og i Guds levende håb. Det holder han os fast i.

Det er de uskyldige børns søndag. Vi er Guds uskyldige børn, takker være Jesus, vor frelser. Måtte det give os mod til at gribe og slippe vort liv.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Gud.

Lad os vove ordet tak midt i en verden, hvor mennesker må flygte og uskyldige dræbes;

hvor mange må græde uden at blive hørt, og hvor håb gøres til skamme.

Lad os vove ordet tak.

Tak for det håb, du har givet os med julenat og påskemorgen;

for den kærlighed, du elsker os med

- og den, der er mellem os og andre.

Tak fordi vi må komme til dig med vores glæde og sorg, vores jubel og vrede.

Tak fordi vi må være som vi er hos dig.

Tak at vi må være hjemme hos dig.

Tak, at du griber os.

Du blev født som et lille barn

- værn om verdens børn og dem, der er særligt afhængige af, at andre tager hånd om dem: de fattige og værgeløse, de syge og døende.

Du blev en flygtning og kender forfølgelse og angst

- gå du med dem, der fordrives og flygter,

vær hos den rastløse og modløse.

Du har set og mærket magtmisbrug og tyranni

- vær hos dem, der fængsles, tortureres og dræbes.

Og vær hos alle der har fået en særlig magt og et særligt ansvar betroet,

giv dem et varmt hjerte, god vilje og gode evner, så de tjener dig.

Vi beder for os selv, når vi har svært ved at finde hjemme nogen steder.

Vi beder for alle de steder, hvor vi føler os hjemme – og for dem, der gav os et hjem.

Vi beder for de hjem, vi savner at komme i.

Og for dem mennesker, der var en del af vores liv.

Led os, som du ledte de vise mænd.

Så vi ikke af frygt og fejhed giver ondskaben gode kår,

men så vi hjælper mennesker så langt vi kan hjælpe.

Led os i livet.

Led os gennem døden.

Lad os alle se dit rige, hvor du gør alting nyt. Amen.

Glædelig jul - med kirkebanko og hjerter til alle

Stumme læber sjunge ... prædiken 3. søndag i advent

For efterhånden nogle år siden mistede jeg stemmen selveste juleaften. Det var mens jeg endnu var præst i Sønderjylland. Jeg havde holdt mine tre juleaftensgudstjenester. Jeg havde vinket til julemanden, der kørte ud af den parkeringsplads, jeg kørte ind ad. Og jeg havde stået udenfor kirkedøren og hilst på hele menigheden. Det sidste var nok det dummeste. For det var dengang, der var vintre til.

Og efterhånden som julemiddagen i præstegården skred frem, mistede jeg gradvist mere og mere af stemmen. Da vi kom til ris á la manden kunne jeg stort set ikke sige et ord.

Jeg ved ikke, om min tavshed var en velsignelse for resten af selskabet juleaften. For mens julefreden sænkede sig over de andre, var det en enorm julekugle af egoisme, der sænkede sig over mig. Hvordan i himlens navn skulle jeg kunne holde prædiken juledag, hvis ikke der var nogen stemme?

Gode råd var der mange af rundt om bordet. Og da jeg søgte på internettet, var der endnu flere. Jeg tog dem én af en kant: Jeg drak kogt øl med rå æggeblomme i.

Jeg gurglede i lun honning med hakkede løg.
Jeg gned ganen i kogende vand med ingefær, citron og cayennepeber. Men lige lidt hjalp det.

 

Til sidst ringede jeg så til vagtlægen. Det blev det hele ikke mindre pinligt af. For vagtlægen var, udover at være læge, også kirkeværge ved en af kirkerne i provstiet. Og jeg kendte hende særdeles udemærket.

Kækt spurgte jeg efter mirakler: Hvortil vagtlægen svarede, at det største mirakel ville være, hvis en præst kunne finde ud af holde mund.
”Der er ingen mirakelkur. Du skal bare tie stille”.

Men den smule stemme, der var tilbage, ringede jeg så slukøret og lavmælt til min daværende provst og kvækkede, at jeg havde i sinde at holde mund juledag. Hun lød ikke helt begejstret. For juledags evangelium var netop fra Johannes-evangeliet om Ordet, der kom til verden. I min optik var vi ikke tæt på solopgangen fra det høje, men snarere tæt på verdens undergang.

Nu hænger præster jo ikke på træerne, og slet ikke juletræerne – og min provst spurgte, om ikke vi på en eller anden måde kunne finde ud af at klare det.

Og tænk, det kunne vi godt. For i løbet af selveste juleaften bød gode menighedsrådsmedlemmer sig til: De ville gerne tage læsningerne i kirken juledag. Og således besluttede jeg, at jeg ville holde mund. På det tidspunkt havde jeg heller ikke rigtigt noget valg. Stumheden var en realitet.

 

Næste morgen var der en smule stemme. Gudstjenesten blev gennemført, hvor jeg var stum under salmerne og læsningerne. Og jeg skal hilse og sige, at hvis det i al almindelig ikke er let for en præst at holde mund, så er det nærmest en tortur julemorgen.

Men de søde menighedsrådsmedlemmer læste så fint evangelieteksten om Ordet, som var i begyndelsen, Ordet, som var hos Gud og som var Gud, og som denne nat var blevet sendt på julevandring fra Gud til mennesker.

Jeg holdt selv juledags prædikenen om Ordet, der ikke kun kom til verden, men minsandten også til en lille sognepræst. Lidt mere spag i mælet end vanligt og med forudgående opfordring til menigheden om at flytte væk fra den sædvanlige komfortzone på bagerste bænk og tættere på prædikestolen.

Tænk, det blev juledag. Når jeg i dag tænker tilbage på den jul, så er jeg ikke længere fyldt af den utilstrækkelighedsfølelse, jeg havde dengang.

Jeg tænker faktisk, at stumheden blev til velsignelse.
Guds ord blev forkyndt. Menigheden tog medansvar for gudstjenesten. Pludselig var det almindelige præstedømme virksomt midt iblandt os. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

 

Jeg lærte endnu engang, at jeg meget nemt kunne undværes. For som Paulus skrev til os i dag: ”Vi prædiker ikke os selv, men Kristus som Herren og os selv som tjenere for Jesu skyld”.

Jeg vidste det jo godt. Allerede dengang. Ved det godt.
Det gør vi alle. Men hvor ofte falder vi ikke i og tænker, at noget står og falder med os? Selvfølgelig vil vi til hver en tid hævde, at andre kan tage over. Men mon alligevel ikke, de fleste af os altid tænker, det aldrig bliver helt det samme, hvis det var en anden?

”Altid” og ”aldrig”. Det er denne søndags nøgleord.
”Man skal aldrig sige aldrig”. Det er det, præsten Zakarias lærer på den hårde måde.

For ”aldrig” var, hvad Zakarias både tænkte og sagde, da ærkeenglen Gabriel måneder forinden var kommet til ham og havde bebudet, at Zakarias og hustru Elisabeth skulle blive forældre. ”Det kommer aldrig til at ske”. Både Zakarias og Elisabeth var mere end almindeligt oppe i årene.

Vi andre kan tænke, at Zakarias burde have vist bedre. Det er dog ikke bibelhistoriens første barnløse ægtepar ude over den fødedygtige alder, der alligevel bliver forældre. Abraham og Sara er samme historie. Hvor Abraham er lidt mere bramfri end Zakarias, da han – i originalteksten siger: ”At Sara er gammel som en overmoden blomme”.

Zakarias nøjes med et: ”Jeg er jo en gammel mand og min hustru er højt oppe i årene”.

Man skal aldrig sige aldrig.
Og slet ikke til en engel. Eller Vorherre selv. Og fordi Zakarias ikke troede englens ord. Fordi Zakarias ikke have noget opbyggeligt at svare, at Gud talte til ham, blev Zakarias gjort stum og kom ikke til at tale, før hans søn Johannes blev født.

Man skal aldrig sige aldrig. Ja, måske skal man slet ikke sige noget, hvis man ikke har noget begavet at svare, når en engel kommer på besøg. Så er tavsheden måske det bedste sprog.

I hvert fald... Zakarias får lov at være stum i de 9 måneder graviditeten varer. Det eneste ord, der kommer fra ham, kommer ikke ud af hans mund, men ud af hans hånd, da han skriver, at barnet ikke, som sædvanen var, skulle opkaldes efter faderen. Nej, drengen skulle hedde Johannes.

Straks efter at Zakarias havde skrevet: ”Johannes er hans navn” fik han mund og mæle. Og Zakarias talte og lovpriste Gud i den lovsang, vi hører som dagens evangelium. Stumheden – tavsheden – afløses af lovsang. Et benedictus, hvis lige man skal lede længe efter.

Når én holder mund, bliver der plads til, at andre kan tale. Det var hvad Zakarias også lærte i de 9 stumme måneder.

Ikke kun hans præstetjeneste i templet blev sikkert varetaget af andre – ligesom min blev det. Også da han fik talens brug igen, erfarede Zacharias, hvordan Gud taler igennem ham.

For lovsangen, Benedictus, det er ikke Zakarias’ ord. Det er Guds ord, der taler igennem ham.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

Læg mærke til, hvordan du selv bruger ordene ”altid” og ”aldrig”. De to ord kan faktisk være værre end bandeord. ”Du er også altid så … ”. ”Det er bare aldrig i orden, når … ”.

Der er noget endegyldigt og definitivt over det, når ”altid” og ”aldrig” sniger sig ind i sproget. Ja, ikke bare i sproget, men også i samlivet med hinanden. Hvis vi lever med ”altid” og ”aldrig” som rettesnore, er vi selv med til at lukke døre, både foran os og bag os.

Det største skel mellem ”altid” og ”aldrig” er, når vi mister et menneske. Når ham eller hende, som altid har været der, er gået bort og altid er erstattet af aldrig mere. ”Det bliver aldrig det samme som det var”. ”Han kommer aldrig mere tilbage”.

Men der, når vi sidder i dødsmørkets skygge med vores ”aldrig mere”, der skinner lyset fra solopgangen fra det høje med håbet om et ”engang”. Har vi sagt aldrig mere, lukker vi døren for ”det levende håb”

Også i vores trosliv er ”altid” og ”aldrig” ”farlige”. Ordene ”altid” og ”aldrig” kan blive en sovepude. Både en sproglig – men også for vores Gudsopfattelse.

På den ene side er der naturligvis noget trygt i en gudsopfattelse med en Gud, der altid er der for os. Er det ikke også en del af tanken om Guds evighed, at han altid er?

Men Gud er aldrig kun den, som altid er. For tænker vi sådan – tror vi sådan – så har vi også gjort vores gudsopfattelse til noget statisk. Og det tror jeg ikke, er meningen.

Både ”altid” og ”aldrig” gør Gud for lille. Begge ord indskrænker Guds rådemuligheder. Og begge ord tager førergreb på det levende håb, Gud har kastet ind i vores verden.

Hvis vi tænker i ”altid” og ”aldrig” om Gud og troen og frelsen, så er vi på nogle måder både døve og stumme, billedligt talt. For så mister vi syn for at Gud kan blande sig i vores liv på måder, vi ikke havde forventet det. Og så længe vi taler om Gud på samme måde, er vi ikke åbne for at både bebudelser og benedictus’er kan komme til os også.

Et Benedictus – det er ikke ”altid” og aldrig ”aldrig”.
Et benedictus – det er tak.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

For begge ord holder os fast. I skuffelser, i fordomme, i uopfyldte forventninger. Hver gang, vi er ved at sige altid eller aldrig – bør vi huske på Zakarias og tie stille, selvvalgt.

Måske reagerer vi som Zakarias, når Gud i dag taler til os og siger, at Ordet kan fødes i os. At det at blive med barn, at bære Guds ord og gerning og vilje ind i verden ikke kun er forbeholdt Sarah’er og Elisabeth’er og Jomfru Mariaer.

Nej, også gennem dig og dit liv kan ordet om Guds søn komme til verden.

”Aldrig i livet”. Tænker du måske. ”Jeg er altid så genert. Jeg er altid i tvivl. Det kommer aldrig til at ske”. Men du skal aldrig sige aldrig. Og du skal ikke altid sige altid. For vi er de skrøbelige lerkar, Gud har udvalgt til at bære sit ord ind i verden.

Navnet Zakarias – det betyder: ”Gud husker”.
Gud husker. Gud glemte ikke den stumme Zakarias. For en Guds tjener behøver ikke bruge mund, for at være herrens tjener.

Gud husker. Gud husker også dig, når du løber tør for ord. Eller for mod. Eller for håb. Gud husker også dig. Når ting i dit liv eller forfærdelige begivenheder i verden gør dig stum eller målløs.

 

Gud sendte sit ord ind i verden. For at vi må læne os op ad de ord. For at vi må låne af de ord, der ind i mellem er skrøbelige som et nyfødt barn. Som er så magtfulde, at de gør os stumme. Og som ind i mellem er så store og stærke, at vi knap tør leve på dem, endsige tage ordene i munden.

Og det er netop derfor, at Gud lægger os dem i munden.
Og i hænderne.

For det siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Evige Gud.
Tak for det håb, du har lagt i vore hjerter om fred og glæde, om bebudelser og nye begyndelser fra dig.
Tak for håbet om, at når vi går ud af tiden, er du stadig hos os.

Tak for Ordet, for dåbens vand, for nadverens brød og vin, der lader os få en forsmag på hemmeligheden i dit rige. Tak for det håb, du rækker os, når vi tvivler og sørger, når vi er forvirrede og bange.

Vi beder for Neliya og Elias, som i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familier og for alle familier og for alle enlige.

Kristus.
Tak fordi du er i det daglige brød og i vores hverdage.
Tak fordi vi hver eneste dag mindes om, at du er i verden, og at det er dit ansigt vi ser, i de mennesker, vi møder.

Tak for de mennesker, vi har fået at leve med. Tak for dem, der er en velsignelse for os. Tak for dem, der var til velsignelse for os. Og for dem, der har gjort os til dem, vi er. Tak for dem, der uventet blev en del af vores liv – og som vi nu ikke kan forestille os at skulle leve uden.

Tak for stilheden og stumheden, for tid til at lytte og tid til at holde mund.

Vi beder for alle dem, der bliver stumme, når verden bliver for overvældende. Når der er for mange krav, for mange konflikter. Når terror og vold og rudekuverter og andres forventninger tager mund og mæle og modet fra os.

Lad glimtene fra solopgangen fra det høje nå ind til det sted i os, der er allermørkest – og lys du det op, Herre.

Herre. Send os ud i verden med kraft og styrke. Giv os del i det liv, som kalder på vores engagement. Giv os mod til at byde al ligegyldighed og kynisme trods.

Vi beder for regering og byråd, for menighedsråd, ja for alle mennesker, der har ansvar for andres ve og vel. Vi beder for alle, der har ordet i deres magt og for dem, der får en klump i halsen, så snart de skal sige noget, der er svært eller stort.

Lån os af dine ord, Herre. Og lad os låne hinanden dem.

Så beder vi for vore døde. For dem, der ikke længere er en del af vores liv.

Vi beder for håbet. For det levende håb, der blev lagt i os i vor dåb. For det håb, der blev tændt julenat og påskemorgen, at det må glimte også i vores liv – og en dag – når du vil – ikke længere skal være i glimt. Men helt og fuldt – og paradisk. Amen.