Bundet og dog fri

 4. søndag efter påske

Igennem et liv, er der meget, vi gerne ville være fri for. Som børn ville vi måske gerne være fri for at rydde op på værelset på kommando, fri for at passe mindre søskende, fri for at stå tidligt op i weekenden, fri for at spise stegt lever eller fri for at fortælle, hvilken karakter, man havde fået i skriftlig tysk.

Som voksne er det måske de lange arbejdstider, vi gerne ville være fri for. Eller for skvalderkål i baghaven eller hovedrengøring i kælderen. Fri for selleri på menuen eller for at skulle spekulere på hvad der skal købes ind i morgen. Fri for at stå til regnskab. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par ting, jeg gerne ville være fri for.

 

Den ældre på plejehjemmet ville måske gerne være fri for smerterne i bentøjet eller fri for ikke længere selv at kunne bestemme hvornår man går i seng eller hvornår man står op.

Der er altså meget, vi gerne vil være fri for. Og der er i hvert fald ingen, der skal fortælle os, at vi er bundet til mere, end vi vil. At vi ligefrem, som Jesus siger det i dagens evangelium, skulle være ”syndens trælle” – det er ikke et udsagn eller en tilværelsestolkning, vi føler os bundet af. Vi er frie, synes vi. Og vi lever i mange af livets forhold, som om vi er det: Frie. Frie til at leve. Frie til selv at vælge, hvad vi vil være bundet af.

 

Men vi er jo bundet til mange ting. Det er derudaf trangen til friheden vokser. Vi er bundet til skole, til arbejde. Til tidspunkter og forpligtelser, der skal passes. Vi er bundet af løfter, vi aflagde, af moral og uskrevne love.

Mon ikke vi kender til fornemmelsen af, at der ind i mellem er lige rigeligt, vi kan være bundet af?

Hvad har Jesus så at sige til os i vores bundethed? Jo, siger han. ”Sandheden skal gøre Jer frie”, ”Sønnen får gjort jer frie”. Hvad er så det for en form for frihed, Jesus taler om? Er det en frihed fra alle pligterne? En frihed til at kunne gøre, lige hvad vi har lyst til? Hvad er det, Jesus vil gøre os frie til?

I husker selvfølgelig bogen ”Palle alene i verden"? Her drømmer Palle, at han er helt alene. Det nyder han. Så kan han jo gøre lige, hvad han vil. Der er ingen, der bestemmer over ham, ingen fortæller ham, hvad han skal gøre. Der er ingen bånd, der binder ham. Han kan spise is, når han vil, køre i byens sporvogn, træde på græsset, der ikke må betrædes. Palle er fuldstændigt fri for bundetheden, fri for alle love og regler, fri for enhver forpligtende bundethed.

Pludselig opdager Palle, som bekendt, at han ikke bare er fri og ubundet. Han er også alene. Altså virkelig alene. Og det, der før var sjovt, bliver til ensomhed.

 

At være alene kan være rart. Alene hjemme. Kunne spise, hvornår man vil. Rydde i opvaskemaskinen eller lade være. Se film sent eller spise chips i sengen. Gå i pyjamas i haven. Håbe på, at hverken posten ringer på – nå nej, sandsynligheden for at det sker, er ret lille J - eller at en nabo kommer uanmeldt forbi. Gøre, hvad man vil. Hvem kender ikke glæden ved det?

 

Alenetid kan være skønt. Men at være alene, ikke kun på lånt tid, men på ubestemt tid, uden at være bundet til eller forpligtet overfor ét eneste menneske, vide, at der ikke er en eneste, der vil opdage om man er der eller ej, det er ikke frihed. Det kan tværtimod være uendeligt ensomt. Det er det, Palle pludselig oplever, da han erfarer, at han er helt alene i hele verden.

 

Jeg kan huske, hvordan det var, da jeg fik ”Palle alene i verden” læst højt for første gang i mit liv. Da var det ikke følelsen af ”Nøj, hvor må det være fantastisk”, der dominerede. Det var især det, med at han var helt, helt alene. Jeg tror, det var en af de mest uhyggelige børnebøger, jeg har hørt.

Nu, som voksen, kommer bogen så til mig på en anden måde og ”siger”: Jamen, er det ikke sådan, det er: At når alt kommer til alt, så er det et eksistentielt grundvilkår, at mennesket er alene? Når alt kommer til alt, har du kun dig selv? Og hvis det er sådan, du tænker det, så tænk efter: Er det frit? Eller er det ensomt?

Palle vågner. Heldigvis vågner han og råber:  "Mor, jeg drømte at jeg var alene i verden og kunne gøre lige, hvad jeg ville, men jeg blev ked af det."

For der skete jo det for Palle, at da han oplevede den absolutte frihed, så opdagede han, at han savnede bundetheden.

Han savnede alle dem, han ellers var bundet til: vennerne, familien, ja, til alle de mennesker omkring ham, han kendte og havde relation til og alle dem, var ”bare” var der. Alle dem, han vidste, var i livet og dem, han aldrig tidligere havde lagt mærke til og givet betydning: Sporvognsføreren, damen i ismejeriet. Palle opdagede, at det var først ved at være bundet, ved at have et tilhørssted, at han kunne leve frit – og være glad i det.

Vi er frie, når vi er bundet. Når vi ved og mærker, at der er nogen, vi hører sammen med. Nogen, vi kan udfolde vores liv sammen med.

Vi er frie, fordi vi er bundet. Det lyder som en modsætning. Men det er den sandhed, Jesus vil åbne vores øjne og ører og hjerte for i dag.

Lad os lave et lille tankeeksperiment. I Tivoli København er der en rutschebane, der hedder ”Dæmonen”. Den snor sig i alle mulige retninger, vender folk på hovedet tre gange i løbet af banens næsten 600 meter, og det i en fart af 77 km i timen. Der er folk, der ikke kunne drømme om, at sætte sig op i sådan en. Jeg er en af dem. Tænk, at folk ligefrem betaler penge for det! Men så er der også dem, der bare elsker sådan en tur. Dem, der kunne tage 10 ture i træk, hvis det skulle være. Lad os blive lidt ved dem.

For de føler virkelig et sus i maven. De føler måske, at de næsten flyver. Ja, måske er der en særlig form for frihed: Ingen jordforbindelse, kun luftmodstand og den kildrende fornemmelse i hele kroppen. De føler sig frie. De har sluppet alle forbindelser til alt det jordbundne, til fornuften. De overgiver sig til dæmoniske kræfter, for et par minutter.

 

Men lur mig, om der overhovedet var nogen, der ville gå op i den rutschebane, hvis de ikke var bundet fast. Hvis de ikke var spændt fast, og der lige havde været én henne og mærke, om den nu virkelig var låst den her sikkerhedsbøjle.

Dem, der sætter sig i rutsjebanen, er bundet. Der er noget, der holder dem fast. Der er noget, der sikrer dem og sørger for, at de ikke falder ned og slår sig selv ihjel. De er altså frie, ja, men de er også bundet fast. Det er ét – jeg havde nær sagt jordnært - billede på det, Jesus fortæller os i dag: At vi er frie, men også bundet i livet.

Kan vi være bundet og samtidig fri, også i kristen forstand?

Ja, det kan vi naturligvis godt. Vi er bundet til livet. Bundet af alt det, vi skal gøre: smøre madpakker, købe ind, gøre rent, lave lektier, rydde op på værelset, gå med aviser. Vi er bundet til livet. Men vi er også bundet til Gud, og det er den sandhed, der gør os frie. For så ved vi, at uanset hvordan vores liv udarter sig, om livet er som en tur i rutschebanen med dets sving og bakker, og kildren i maven og lytte til at hoppe af, så er der aldrig noget, der kan skille os fra Guds kærlighed. Vi er elsket af Gud, uanset hvordan vi klarer alt det, vi hver især måtte være bundet af.

Eller for at tale med Luther-ord --- selvom jeg havde lovet mig selv, at der næsten skulle gå 500 år, inden jeg tog hans ord i munden igen, så er det vanskeligt at komme udenom. Luther siger, at det er det at vi på én og samme tid er fri og bundet, der karakteriserer et kristent menneske.

Vi er på en gang underlagt Guds lov og på samme tid sat fri ved evangeliet om Guds nåde. Altså: En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen.

Og en kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.

Derfor kan vi aldrig være Palle alene i verden. Som menneske er vi i enhver betydning af ordet et ene-stående menneske. Vi er lykkeligt fri og befriede – og forpligtende bundet og bundne.

 

Det var også, hvad Paulus, som vi hørte om tidligere, oplevede. Han troede, han var en fri fugl, da han hed Saulus. Han kunne – ustraffet - gøre hvad han ville.

Men så ser Saulus Jesus. Og i første omgang bliver han blind. Gjort blind. Og da, i mørket, bliver han klar over, at han aldrig har været så seende. Først da ser Saulus, at han ikke skulle forfølge, men følge efter.

Og den opgave tager han på sig. Ikke som en byrde. Men den sætter ham fri. Blind – og dog seende. Bundet og dog sat fri. Saulus-Paulus er hverken den første eller den sidste kristne, der må kæmpe med de modsætninger.

I dag er det sagt til os. I er frie. I er bundet. I har hørt. I har set. Nu er det Jer, der skal gå herfra. Ud til dit liv. Ud i det, du både er lykkeligt og forpligtende bundet af.
Ud i det liv, der ind i mellem er som en rutsjebanetur med loops og sving og tilbageholdt åndedræt – og til andre tider er fryd og glæde og sus i maven.

Og i det liv, skal du vove at hvile i, at den vigtigste sandhed, der er at sige om dit liv, ikke er en, du selv skal opfinde, men en, du er sat ind i.  Amen

 

Om at komme godt i vej

Men her er dagens prædiken. I al sin stilfærdighed. Skrevet til os, der er blevet lidt gråhårede – eller til dem, der lige har fået et barn konfirmeret. Eller bare til … ja, frilæsning.

3. søndag efter påske.

I dag skal vi på udflugt. Vi skal til Nebobjerget. Jeg har aldrig været der. Men jeg ved, hvordan der ser ud. Og det gør du også. For jeg er sikker på, at også I har været der. I dag er vi kun turister. Vi kommer hjem igen. Men jeg er også sikker på, at det er et sted, vi vender tilbage til igen og igen.

Lad os følge i fodsporene på en af de første, der var her:
”Fra Moabs sletter gik Moses op på Nebobjerget, til Pisgas tinde, over for Jeriko, og Herren lod ham se hele landet: Gilead op til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar. 
Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!« Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse, og han begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er. Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet”.

Nebobjerget. Det er synonym for det sted, hvor vi kan se tilbage på en livsvandring. Nebobjerget er steder, hvor vi kan se livet i widescreen.  Hvor vi kan se 360 grader rundt og hvor al tid er ophævet, så vi ikke kun se lige her og lige nu – men ser fortid og fremtid i den forunderligste blanding.

Nebobjerget – det er stedet, hvor vi kan se ind i det forjættede land. Hele det forjættede land. Nebobjerget, det er stedet, og de steder i livet, hvor vi får vished. Vished for, at det, vi stilede ikke efter, ikke var et fata Morgana, men en realitet.

Moses så sit forjættede land. Så det land, Gud Herren selv havde stillet ham i udsigt. Han så det hele: Landet, der flød med mælk og honning. Guds løfter havde ikke været tomme ord. Det var håndgribeligt. Og lige så håndgribeligt var det, at Moses ikke skulle komme til at træde ind i det forjættede land, men kun se det på afstand.

For her på Nebobjerget dør Moses. Vi hører om Moses, at hans øjne ikke var blevet svage og hans livskraft ikke svundet. Held den, der dør sådan!

Her på bjerget må Moses for sidste gang sige: ”Let my people go”. Ikke til en Farao. Men sige det til sig selv. For her på toppen af Nebobjerget ved Moses, at hans og Guds folk er godt i vej. Og derfor kan han slippe dem.

Og måske har vi stået samme sted. Der på Nebobjerget. Og bare for nogle øjeblikke set klart. Set tilbage. Set frem. Og … givet slip.

Hun sad ikke på Nebobjerget. Hun sad komfortabelt i sin otiumstol på ældrecenteret. Hun var en sådan kvinde, hvor det ikke er nogen fornærmelse, men tværtimod en ærefuld titel, at blive kaldt gammel. Gammel og næsten mæt af dage.

Omkring hende var de obligatoriske billeder af børn og børnebørn, der blev ældre for hvert billede. Der i hjørnet et sort-hvidt bryllupsbillede af ham, hun havde været gift med i mangfoldige år. Sort-hvidt for den medgang og modgang, der blev deres som så mange andres.

Hendes rynkede ansigt og hænder var som et landkort, der vidnede om et langt levet liv, der havde sat sig spor af både glæde og bekymring. Som smilerynker og bekymringsrynker. Hendes øjne var ikke blevet svage og hendes livskraft var ikke forsvundet. Der var en sætning, hun gentog ofte. Ikke fordi hun var dement og at der ikke var så mange andre sætninger tilbage. Men fordi det var det sandeste, der var tilbage at sige. Og derfor blev det gentaget. Og gentaget: ”Jeg har”, sagde hun ”jeg har så meget at være glad for taknemlig for. Og alle mine børn er godt i vej”. Og så smilede hun. Altid.

Hun så mere tilbage end fremad. For hun vidste, at der ikke var meget mere nyt at se frem til. Og det var ikke vemodigt. For hun var sikker på, at det forjættede land lå foran hende. Det var hendes tro. Men det forjættede land var ikke kun et fremtidshåb. For hende var det en velsignelse, at det forjættede land også lå bag hende. For det er forjættende at kunne se tilbage – og gøre det med tak.

”Jeg har så meget at være glad for taknemlig for. Og alle mine børn er godt i vej”. Jeg kan høre hende sige det. Indtil hun ikke sagde det mere, fordi hun en dag lukkede sine øjne og sov stille ind. Så smukt og sandt og rigtigt som det kan være og skal være.

Hendes omkvæd synger i mig. Og selvom jeg ikke helt mener at være gammel nok til at kunne sige det, så ved jeg præcist, hvad hun mener: Det – tilbageskuende - at have meget at være glad og taknemlig for.

Den glæde, der er i, at ens børn er godt i vej. Det er måske en af de dybeste og mest rene og uselviske grundfølelser i os: Ønsket om, at vore nærmeste, dem vi holder af må være godt i vej, som det så smukt hedder. For selvom der ikke er så mange, der bruger udtrykket ved vi godt, hvad det betyder: Det er den største tilfredsstillelse og dybe glæde, at ens børn må have det godt. Ikke bare i glimt. Men netop at de må være godt i vej. Og godt i vej – det er ikke, som det er i nogle kulturer - at ens børn helst skal klatre et par trin højere på karrierestigen end en selv. Godt i vej, det er helt grundlæggende, at børnene må have det godt Uanset om de så er faglærte eller ufaglærte eller slet ikke har noget fag, der er deres.

Inden vi kan sætte os mageligt tilbage i otiumstolen eller strække os på tæer og se hele horisonten rundt på Nebobjerget er der helt sikker gået masser af dage – eller nætter, hvor vores børn – eller andre af dem, der var tætte på vores hjerter, gav os bekymrede rynker i ansigtet eller tankerne, fordi vi vidste, at deres veje ikke kun var jævne. Der var sten og bump. Der var blinde veje og vildveje. Og fordi det at komme godt i vej aldrig er nogen selvfølgelig. Og at det at komme godt i vej aldrig er en vej, vi alene selv kan bane os.

Der er veje, der bliver til, mens vi går dem. Og der er mennesker, hvis veje er så kringlede, at vi ikke kan forstå, hvordan de overhovedet kan sætte den ene fod foran den anden og tage næste skridt.

Først, når vi ved, at vore kære er godt i vej – og det uanset om de er 15 eller 55 eller 75, så kan vi på en måde slippe og sige: ”Let them go”.  

I disse uger springer konfirmanderne ud. Og selvom de i vore dage ikke så definitivt som tidligere tager skridtet ind i de voksnes rækker, så er konfirmationsdagen stadig en pilepæl. Konfirmationen er nok den første store fest, man husker noget af resten af ens liv.

Som forælder – og bedsteforælder tænker jeg – er det samtidig en dag, hvor vi billedligt talt står lidt på Nebobjerget og ser tilbage på 13-14 år sammen med det barn, som nu er blevet ungt. Men vi ville også ønske, at vi kunne se lidt frem, og få bare et forjættende glimt af håb af, at de unge må komme godt i vej.

Konfirmationsdagen er en dag, båret af håb og gode ønsker, og det bærer stemningen i kirken præg af. Særligt på to intense tidspunkter, hvor man fysisk kan mærke, at her er vi fælles om at ønske og håbe og bede om alt det bedste for de unge.

Det ene tidspunkt er lige efter selve konfirmationen, når samtlige konfirmander og præst knæler og når de – og hele menigheden – beder Fadervor højt i kor for konfirmanderne. 5 – 6 – 700, der med én mund ønsker alt godt. ”Giv os i dag”…. ”Fri os fra det onde”.

Det andet tidspunkt er lidt tidligere. Og i år blev det særligt stærkt. Også for præsten.

Jeg konfirmerer altid sådan, at konfirmanden står midt for alteret. De konfirmeres en ad gangen. Så kan alle se. Og det bliver ikke udstillet om man er særligt høj eller særligt lille. Og det bliver understreget at hver eneste konfirmand – bogstaveligt talt - er enestående, også i Guds øjne.

Men I år havde min medunderviser, Esther, og jeg besluttet, at noget skulle være anderledes. I år skulle hver konfirmand have 2, 3 eller op til 4 ledsagere med. Det kunne være forældre. Eller bedsteforældre, ældre søskende eller faddere eller andre, de selv havde valgt. Ledsagerne skulle gå med op – og mens jeg lyste konfirmationsvelsignelsen skulle ledsagerne lægge hånd på konfirmanden. Og nede i kirken rejste resten af konfirmandens gæster sig, om vanligt op.

Hvorfor blev det særligt intenst? Det gjorde det, af samme grund, som at det bliver særligt, når jeg får fadderne til at lægge hånd på det lille nydøbte dåbsbarn. For når man rører ved hinanden, understreger man, at man har en relation. Man er hinanden nær. Og det kan man være på mange måder: I ord, i tanker. Men berøring er noget andet. Vi mennesker husker på mange måder. Men kroppen har sin måde at huske på.

Og her stod de så forrige lørdag: Mine første 18 konfirmander med hver sine ledsagere, nøje udvalgte, der lagde hånd på. Berørte er jeg sikker på ikke bare konfirmandens skulder eller hoved eller hvor de nu lagde hånden, men rørte også konfirmandens hjerte. Kropssproget talte i kor med ordene Guds velsignelse: ”Den almægtige Gud, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne og bevare dig i sin kærlighed”. Vi er nogen, der vi dig. Vi er nogen, som vil gå med dig. Som allerede har ledsaget dig et stykke af dit liv, men som nu giver en slags håndslag på, at vi også vil være der for dig på dine fremtidige veje. Der er nogle der går med, så langt som de kan – eller så langt som de får lov til – men vi begynder konfirmationsfesten i kirken – hos Ham, der siger, at han vil være med os – gå med os – indtil verdens ende.

Vi lukker konfirmanderne ud til en ukendt fremtid. Men vi håber sådan, at de må komme godt i vej. Vi håber, at de må få meget at være glade og taknemlige over. Mest håber vi, at de må finde deres veje i livet.

 

Vi har været på Nebobjerget. Og her efterlader vi Moses. Moses vej sluttede her. I tro kunne han lægge sig til at dø, fordi han havde set, at hans folk var godt i vej. Han havde gjort, hvad han kunne og skulle. Nu skulle de selv gå de sidste skridt.

Moses var en forløber. Han var også en lederskikkelse. Og mangen moderne leder kunne godt finde et par mannakorn at bære med sig fra Moses’ lederstil: Han gik altid foran. Han anerkendte sin egen ufuldkommenhed. Han talte folkets sag åbent og ærligt, også når de havde været nogle dumme svin. Men han faldt dem aldrig i ryggen, men forblev loyal overfor dem og overfor sit kald. Og selvom hans liv mestendels var en ørkenvandring, gik han hverken i strejke eller lockout, fordi arbejdsvilkårene var for ringe og frokosten kun bestod af manna eller vagtler. Og hans øjne blev ikke svage og hans livskraft forsvandt ikke.

Folket kom ind i det forjættede land.  Og det flød ikke altid med mælk og honning. Ind imellem flød og flyder det snarere med blod og ufred. Og ikke så få har i tidernes løb spurgt, om den ørkenvandring da aldrig får ende.

For efterhånden mange år siden talte jeg med en jødisk kvinde i mit daværende sogn. ”Eva”, sagde hun, ”jeg forstår simpelthen ikke helt forskellen på jøderne og de kristne. Vi tror jo begge på Messias, gør vi ikke?” ”Jo”, svarede jeg, og må have haft et øjebliks klarsyn, for jeg fortsatte: ”Men vi kristne tror på, at Messias er kommet”. ”Er han kommet?” sagde hun og lyste op på en måde, jeg aldrig før eller siden har set et menneske lyse op på. Ja, han er kommet. Ham, som i dagens evangelium kalder sig vejen. Og sandheden. Og livet. For ingen af de tre er statiske.

Modsat Moses gik Jesus hele vejen. Alle veje. Se på mosaikkerne her. Læs lignelserne. Og lidelseshistorien. Jesus tog aldrig den slagne vej. Han var altid undervejs, var aldrig bange for at lade sig standse. Han havde et og kun et formål: At få os alle godt i vej. De vildfarne hentede han tilbage. For dem, der havde taget omveje, blev han udvejen. Han var vejen. Er vejen.

Undervejs rørte han mennesker. Nogle lagde han hånd på. Nogle faldt hans blik på. Nogle rørte han med sit ord. Men ingen forblev uberørte af det.

Mange forlod den vej, de ellers ville have fortsat af. Ja, nogle vendte om og blev vendt om. Og nogle vendte ryggen til ham, fordi han var for meget.

For at følge ham, at bekende sig til den kristne tro er ikke at have én bestemt retning. Men det er at have en vej at gå på. Det er også at have et håb. Et håb om at vi ikke skal nøjes med at ane det forjættede land ude i horisonten. Guds rige er ikke et engang og et endemål. Det er også nutid.

Og derfor skal vi ned ad Nebobjerget igen. For bjergtinder kan man ikke blive stående på. De er for spidse. Vi skal have fast grund under fødderne.

Vi skal ud på vejene. Ud hvor livet leves og mennesker mødes og har brug for at blive fulgt og rørt og ledsaget, for at komme godt i vej undervejs. 

Og engang – der, hvor alle veje ender - skal vi modtages af ham, der siger: Let my people come.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Påske er, at Gud slår smut. Prædiken til 2. påskedag

”Har du set”, sagde en af minikonfirmanderne for et par uger siden, da vi talte om mosaikken med Via Dolorosa (se den her: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/115 ) ”Har du set, hvordan det ligner små gravsten, det der er ved siden af den vej, Jesus går på?”

Nej, det havde jeg ikke set og aldrig lagt mærke til. Jeg har altid forestillet mig, at det var små bump, der skulle symbolisere de mennesker, der ville Jesus noget. Dem, der standsede ham. Eller dem, der havde bøjet sig og samlet sten op for at stene en anden, men som måtte lægge dem igen, da Jesus havde sagt: At den der var ren, kunne kaste den første sten. Og derfor er der så mange sten – for hvem af os er ren?

Jeg har også tit tænkt om dem, at det var de små tuer, vi mennesker kan møde på vores livsveje, og som kan få hele læsset til at vælte. Men at det skulle være gravsten ved siden af den snoede vej, - der nærmest ser ud til at ende i himlen - dét havde jeg ikke tænkt på.

Men det er jo sandt. Jo længere, vores livs vej er, des flere gravsten er der ved siden af den. Mennesker, vi måtte tage afsked med. For tidligt, alt for tidligt med nogle af dem. For sent med andre. ”For sent”, siger jeg, fordi der ind i mellem er mere sand i livets timeglas, så livet er ud over det punkt, hvor det er værdigt.

Men de er der, gravstenene. Gravsten over mennesker, der døde fra os – eller blev som døde for os. Gravsten over det, vi måtte lægge bag os i livet, hvad enten det nu var frivilligt eller ej. Relationer, der visnede eller døde helt. Luftkasteller, der punkterede. Drømme, der ikke blev til noget og måtte begraves.

Vi har dem alle, gravstenene. En hel have fuld. Forskellige navne er der på. Og nogle med årstal, der er forvitrede, fordi vi ikke helt præcist kan huske, hvornår dette eller hint rent faktisk døde i vort liv. Andre sten er så nye, at det stadig kalder på tårerne, når vi går forbi dem – i tankerne eller derude på kirkegården. Eller hvor det nu er, vi bliver mindet om det, vi måtte begrave i livet.

Vi har alle vores gravsten langs vores livsvej. Og der kommer kun flere til. Sørgeligt sandt. Og skulle vi bære på dem alle, blev det ubærligt. Påskens evangelium er: at det skal vi ikke.

Engang imellem – når jeg tager en jakke på, jeg ikke har brugt længe - finder jeg en sten i en jakkelomme. Den er helt sikkert fundet og samlet op en dag på en gåtur langs Lillebælt. Holdt i hånden, varmet undervejs. Dejligt håndgribelig sådan en sten. I dag fik I en sten, da I kom. En lille unyttig, men håndgribelig en.

Mærk på den.

Du har helt sikkert båret tungere sten end den i dit liv.
Du har helt sikkert også haft sten i livet, du har samlet op. Måske endnu flere, du har lagt fra dig. Du har sten, der har været brugt til fundament. For dit hus, din livsindstilling, din tro. Der er sten med liv i. Og der er dem, der minder om død.

Nogle af dine sten har du båret med dig i årevis. Andre anede du ikke, du havde i lommen, men pludseligt mærkede du, hvordan de tyngede.

Nogle af dine sten er rundet af årenes gang. Andre er helt nye, og kanterne er stadig skarpe. Nogle er så tunge, at du ikke aner, hvordan du skal kunne løfte dem. Du ved kun, at det er dine og at ingen andre end du kan bære dem.

Det kan være, denne her bliver til en tankesten i din lomme. En eftertankesten. Det kan også være en lille gravsten, der minder dig om noget af det, du har måttet begrave.
”Kom, hjerte med hvad dødt, du har,
hvad du med sorg til graven bar” – skal vi synge om lidt.

Det kan også være et billede på den sten, der blev rullet for Jesu grav i fredags.

Men egentligt havde jeg tænkt at det skulle være en smutsten. For det er der opstandelse i. Det vender jeg tilbage til.

I 1943 tik en 6-årig dreng ved navn Johannes Møllehave sammen med sin far ved Roskilde Fjord. Johannes ved, at det må have været sommerferie. For ellers ville det have været et utænkeligt tidsspilde, at de to gik der. Og tidsspilde, det gik faren ikke ind for. Tid skulle bruges, ikke spildes, ikke smides bort. Nu gik de to der langs vandet, og faren forsøgte at lære den lille Johannes at slå smut. Johannes skriver om, hvor imponeret han var af, at faren kunne slå hele 20 smut.

Det er noget med at finde de helt rigtige sten. Det er noget med kroppens vinkel. Det er noget med hvor hurtigt man kaster. Og så ved enhver, der har gået langs vandet og slået smut, at det er så meget, meget mere.

Johannes var imponeret over sin far. For meget ofte faldt Johannes’ egne smutsten bare til bunden med et ordentligt plump. Selvom både stenen og kroppens vinkel og kastehastigheden var helt rigtig. Men i de sekunder, hvor stenen svæver, danser over vandet, dér står tiden næsten stille. Står stille og bliver til minder, man altid kan være med sig. Og øjeblikkene langs Roskilde Fjord blev dyrebare for Johannes Møllehave. Fordi der havde de to: far og søn, noget så dyrebart som tid til hinanden. Tid til noget så overflødigt om at slå smut. ”Og”, skriver Johannes, ”mens min far legede, blev han yngre, næsten jævnaldrende med mig. Han blev let i sindet”.

Når du slår smut, kan du ikke snyde. Ringene i vandet afslører hvor mange smut, det kunne blive til. Og det lidt for høje plump afslører, når et kast ikke lykkes. I smut kan du ikke snyde. Og livet snyder du heller ikke. For en dag, den dag, hvor alt liv slutter, danser hverken du eller jeg længere på bølgerne, men synker stilfærdigt til bunds. Og over vores nedsunkne krop, lægges en af livets tungeste sten: gravsten.

De havde set det med deres egne øjne: Han var død, Jesus. Stendød. De troede, at da stenen først var rullet for hans gravhule, så var der sat punktum. De troede, at historien var skrevet til ende. Påskemorgen viste dem noget andet. Viser os noget andet. For da kvinderne kom til graven, var stenen rullet fra, smuttet fra. Og den døde Jesus var ikke mere i graven.

Når en af vore kære dør, kan vi tro, at det er som når en smutsten synker til bunds. For vi mærker, hvordan hjertet synker i os. Og modet synker. Og tårerne triller på kinderne. Men det er kun vores dødes gravstene, der ligger fast. For påskemorgen fortæller os, at sten kan rulles fra. Hvordan – det ser vi ikke. Fatter det heller ikke med tanken. For tiden stod stille, mens livets Gud smuttede stenen fra graven.

Påske er, at Gud slår smut. Og han gør det med de allerstørste sten. De sten, vi ville kalde umulige: Den sten, der er tung som et mistet livsmod. Den sten, der er sort som en depression, der aldrig synes at lette. Den sten, der er så lille og let, at der ikke er hold i den. Den sten, der er dig eller mig med alt, hvad vi er. Påske er, at Gud tager dem alle i hånden og slår smut. Lader livet danse på bølgerne. Lad os blive genfødte af påskemorgens håb. Legende, levende, leende.

Påske er, at livet kan ikke fastholdes af døden.
Jesus gik selv som den første tilbage til livet.

Vi andre har oplevet det så mange gange, at vi næsten har glemt, at det burde vække stor opstandelse hver gang: Alle de gange, vi oplevede det, at vore døde kom tilbage til livet. Det gælder både dem, der ligger under mulde, og dem, der stadig lever, men er som en gravsten over noget, der blev forbi på vores livsvej.

Pludselig stod de der: I et minde eller en erindring. Og hver gang de er kommet tilbage til os har det været som om de stod lyslevende iblandt os. Og vi mærkede deres nærvær, så det var næsten til at tage og føle på.

Så nær, at vi syntes, vi kunne ane den duft, der var helt karakteristisk for dem. Så nær, fordi vi gjorde deres ord til vores og pludselig hørte os selv sige noget, vi aldrig ville have sagt af os selv.

Pludselig – som et smut – er de i vores liv med noget af det, de berigede vores liv med – eller med en færdighed, de lærte os. Eller som en smerte, vi ikke helt kan begrave og lægge fra os. De døde opstår, mens vi er i live. Og det er der liv i! Og nogle dage er det nærmest ubærligt, at de er tilbage. Og andre dage føles det som et kærtegn fra det hinsidige.

Det er påske. Og det er det ikke kun i dag. Men det er det hver eneste gang vi – som Maria - opdager, at en af gravstenene i vores liv er blevet væltet fra. Og at der var liv inde bag ved.

I fik en sten, da I kom. Og I må tage den med Jer. Skal tage den med Jer. For i dag må vi slå smut med gravstenene. I dag må vi lade dem danse over det uendelige hav. I dag må vi slå smut med alle de sten, der tynger i vores liv som gravsten kan gøre det.

I dag må vi vove at tro på, at den Gud, der kunne få stenen mellem død og liv til at rulle bort også kan slå smut selv med de tungeste sten i dit liv.

Hvordan det skal gå til? spørger du? Jeg ved det ikke. Men jeg kender en, der siger, at tro kan flytte bjerge. Tro, ikke videnskab. Og hvad er smutsten og gravsten i sammenligning med et helt bjerg? Faktisk siger han i samme sætning, at intet vil være umuligt for os.

Du kommer ikke forbi Lillebælt i dag, siger du? Det gør ikke noget. For der er andre måder at slå smut på. Der er andre måder at glemme tid og sted på. Og hver gang vi gør det, så er det evigheden, der i glimt lister sig ind på os og gør os unge og lette i sindet.

Det er påske. Glædens Gud, Ham, der kan få selv gravsten til at danse – har fra dem første påskedag lovet os del i den glæde og det håb, der aldrig skal dø. Og det er den glæde og det håb, vi i dag holder påske på. Glædelig påske!