Fødder kan tale!

Prædiken til skærtorsdag

16 år siden er det ret præcist. Alligevel husker jeg det, som var det i går. ”Hvad er det hun gør? tænkte jeg. ”Hun” var – er - en af mine gode venner fra studieårene i Århus. Et venskab, der holdt ved, selvom vi var flyttet i præstegård i Sønderjylland. Nu var hun og manden kommet på  barselsbesøg for at se vores nyfødte tvillingepiger for første gang. Hun havde kun lige fået den første tvilling i armene, før hun gjorde dét: Hun hev strømperne af babyen. Begge to. Ikke noget med at tage barnets hånd, tælle fingrene, undre sig over hvor små og alligevel fuldendte nyfødtes negle er. Ikke noget med studere øjenfarven eller notere sig hvor umanerligt lange øjenvipperne var. Nej, hun gik direkte til fødderne. Tog den lille babyfod i hånden. Kærtegnede den. Nærmest ærbødigt.

Jeg kan se hende for mit indre blik. Veninde, kvinden. Hun, der selv var mor. En kvinde med et barn. Et ikonisk billede. Nærmest en pietà. Men med alt sit fokus på de små fine fødder. Fuldendte. Fine. Bløde. Blød hud. Bløde negle. Dén dag forstod jeg hende: Der er noget helt særligt over nyfødtes fødder. Ikke ét eneste skridt har de endnu gået, fødderne. Alle veje ligger åbne.

Når jeg kører hjem efter at have holdt juleaftensgudstjeneste her i en fuld kirke her med hallelujaer og spændte børn, mange kendte ansigter og endnu flere håndtryk, tænker jeg naturligvis først og fremmest på barselsbesøget i stalden i Betlehem.

Arj… der går måske også en enkelt tanke på andestegen og aftenens forestående program i øvrigt. Og der går helt sikkert også en tanke til nogle af dem, jeg så i kirken, dem der måske for første gang skal holde jul uden en eller flere af dem, der holder af. Men SÅ tænker jeg også på Betlehem. På stalden eller hulen, eller hvor Jesus nu blev født.

For gad egentligt vide, hvad de talte om: Maria og Josef, hyrderne og de vise mænd. Var der mon en af dem, der tog den lille guddommelige menneskefod i hånden og sagde: Hvilke skridt og veje venter mon disse fødder?

Hvis vægge kunne tale, siger vi. På en skærtorsdag kunne vi med fordel sige: Hvis fødder kunne tale. Hvis fødder skulle så tale? For der er så mange slags fødder. Der er forskel på en balletdansers fødder og en fodboldspillers og en fodterapeuts. Der er forskel på klumpfødder og snørede fødder, fra dengang man gjorde det i Kina. Der var det fornemt at gå i små sko. Så små som umenneskeligt muligt. I dag regner vi det ikke for en menneskelig kvalitet at gå i for små sko. Så er det meget bedre at gå i andre med træsko på.

Der er så mange slags fødder. Små og store fødder. De fleste af dem mærkede af det liv, de har båret. Der er fødder med nedgroede negle og fødder med hård hud. Der er fødder med deforme tæer og fødder vorter. Der er fødder er lugter. Der er blufærdigt mange grunde til ikke at tale om fødder.

Og fødderne selv. Fødder taler ikke. Fødder tier.
Fødder gemmer sig i fodformede og sneakers.
Fødder gemmer sig i hvide tennissokker i sandaler
Eller i hysterisk høje stiletter.
Gemmer sig i gips eller bag neglelak.
Eller iklædes nylonstrømper eller netstrømper eller uldsokker.
Fødder gemmes for det meste. Og et hul i en sok er et uvelkomment fod-ups. Kun brudgommens nyklippede strømper er ikke pinlige.

Fødder gemmer sig under sofaborde og slumretæpper og skriveborde. Du smider kun fødderne op, hvor du virkeligt føler dig hjemme.

Fødder taler sædvanligvis ikke. De tier.
Og vi tier.
Det er ikke ret tit, vi taler med hinanden om fødderne. De fleste af os har et blufærdigt forhold til vores fødder. Dem skal andre ikke for tæt på. Kommer de det, kan vi føle os trådt over tæerne, længe inden de er indenfor vores urørlighedszone.

Hvis fødder kunne tale.
Hvis fødder kunne tale, ville de sige mere end mange ord.
Vores fodspor efterlader ingen synlige spor. Men hvis fødder kunne tale, ville de afsløre os. Vores fødder ville i så fald være den GPS, der kunne røbe, hvilke veje, vores fødder havde bevæget sig ad. Både de slagne veje, vildvejene, og korsvejene, hvor vi trippede og tøvede, inden vi valgte side. Hvis fødder kunne tale.

Fødder kan tale. Fodspor er kun et af føddernes sprog.
Men fødderne taler også i billedsprog.

Se på mosaikkerne her bag mig. Mosaikkerne er ikke kun illustrationer af bibelske fortællinger. Mosaikkernes udformning illustrerer ikke kun, men tolker også livet.

To steder er der eksempelvis svømmefødder: Jonas her har selvfølgelig svømmefødder – (klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/122 )  det er en del af at have tilpasset sig livet i en hval. Og sådan er det for den, hvis leverum er begrænset. Han eller hun må afpasse trinene efter det mulige. Er du ved at drukne, må du udvikle svømmefødder.

Den anden med svømmefødder er naturligvis Jesus her i stormen på søen. ( kan ses her: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/128 ) For svømmefødder skal man have, hvis man skal gå på vandet eller hvis man skal stille et stormfuldt hav. Og svømmefødder må vi udvikle os, hvis vi igen og igen kommer ud på dybt vand i tilværelsen.

Fødder taler. Se Adam og Eva-mosaikken. ( klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/106  ) At Eva træder Adam over tæerne er ikke et tegn på, at han er under tøflen. Det er, siger Bjørn Nørgaard, et kærtegn. De to har noget for med hinanden. Det kan godt ske, det begynder i hjertet – men det breder sig ud i kroppen. Fra top og til tå. Det er ikke anderledes for nutidens Adam’er og Eva’er.

Der er masser af fødder, der taler i Bjørn Nørgaards mosaik. Gå på opdagelse en dag, hvor prædikenen bliver for lang.
Og vælg en anden dag til at se på fødderne her på det gyldne alter. (http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/104 )

Endelig er der lysestagen her til venstre. Her ser vi fodvaskningen, illustration til dagens evangelielæsning. ( klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/107)

Vi ser, har jeg altid tænkt, disciplen Peter. Han ser forlegen ud, som om han ikke helt vil være ved det. ”Jamen så ikke kun fødderne”, siger han, ”men også hænderne og hovedet”. Men lysestagen er ikke kun Peter. For han burde ikke være forlegen over at stå med blottede fødder. For fodvaskning var jo helt traditionelt i den kultur. Lige så selvfølgeligt som det i vores kultur er naturligt at vaske hænder inden vi spiser. Peter burde højst være forlegen over, at det var Jesus, der knælede ned og ville vaske fødderne. Det var jo sædvanligvis slavearbejde.

Men jeg tror, vi har lov til at spejle os i Peter. De allerfleste af os ville være særledes forlegne, hvis nogen tog vores fødder i deres hænder, tog sko og strømper af – og vaskede dem. Varsomt. Kærligt.

Men det er det, der sker i dag.
I dag tager Jesus vores fødder i sin hånd.
Han tager strømperne af. Dem begge to.
Han ser ikke på ligtorne eller hård hud, på nedgroede negle.
Han ser heller ikke på hvilke veje, vi gik af.
Og dem, vi forvildede os ned på.

Jesus knæler ned. Tager vores fødder i sine hænder. Ligesom han tager resten af vores liv i sine hænder. Han vasker fødderne. Vasker skidtet af. Alt skidtet. Og tørrer os så varsomt. Som endnu et kærtegn.

Når vi knæler her ved alterbordet. Når vi får rakt det jomfrueligt hvide nadverbrød, der er minder om det lydefri lam, jøderne skulle slagte lige siden udfrielsen fra Egypten. Når druesaften skænkes i de lueforgyldte håndsmedede sølvalterbægre. Og alt omkring os i nogle minutter er som det skal være: Vi er stille, nærmest andægtigt. Koret synger det indstuderede. Vi rækker en hånd til den, der er ved at snuble. Træder til side for hinanden, mens vi venter på at knæle. Vi sørger omhyggeligt for at skjule en hosten, hvis vi er ved at få saften i den gale hals.

I al denne æstetik kan vi godt glemme, hvad nadver handler om. Nemlig: At Jesus ikke kun bar alle de synder, vi intellektuelt kan forholde os til – eller måske ikke længere kan holde ud. Men at Jesus også tog alt det beskidte. Alt det, der – billedligt talt - er lige så beskidt som et par fødder kan være. Selv i vores del af verden.  Det er det, vi i særlig grad mindes om hvert andet år, når fodvaskningen er prædiketeksten.

Og nej, det er ikke noget særligt kønt syn. Det er heller ikke kønt, hvad der sker i morgen. Hvor Jesus på sine rene fødder går resten af vejen til Golgata for vores synderes skyld.

Jesus vasker vores fødder. Vi er rene. Er som børn på ny. For en tid. Men kun for en tid. For fødderne går ikke altid hans veje. Og så må vi herhen igen. Ikke for hans skyld. Men for vores egen.

Jeg skrev til min veninde, at hun havde sneget sig ind i min prædiken til i dag. Og hun svarede: ”Det er helt rigtigt. De nuttede små bløde runde fødder. Der er jeg fortabt”. Og sådan prædikede hun igen. For det er jo netop skærtorsdags budskab: At hvis ikke Jesus havde taget os i sine hænder, så var vi fortabte. Det er skærtorsdags evangelium og håb, at vi uanset fodstørrelse eller fodalder må gå herfra på bløde babyfødder. Gå ud i det liv og de veje, der er vores – og at vi engang slå følge med Vor Herre selv på vejen til Guds rige. Amen

”S, P eller K” eller ”Ser jeg tyk ud i denne her?” - en prædiken om sandhed til 3. søndag i fasten

Hvad er sandhed?
Det er – i sandhed – ikke noget nyt spørgsmål. Allerede da Jesus bliver forhørt, inden han bliver korsfæstet, spørger Pontius Pilatus: ”Hvad er sandhed?” Her 2000 år senere er der vist stadig ikke nogen, der kan give et enkelt svar på det. Og så alligevel: Vi skal ikke give op på forhånd, bare fordi noget er svært. Vi skal tage livtag med det. Fordi der er, som ordet siger, er liv i det, vi tager livtag med. Så lad os begynde et andet sted – i den lidt lettere genre - og måske ad den vej nærme os – nogle forsøg på hvad sandhed er.

En dreng – af den type, der er lidt rigeligt fremme i skoene, møder julemanden i Kolding Storcenter. ”Nå min dreng – hvad ønsker du dig så til jul?” spørger julemanden. Og drengen svarer: ”Jeg ønsker mig LEGO, en ny mobil, en cykel, en playstation, en hundehvalp, et par Lewis og …” ”Hov, hov, stop nu lidt”, afbryder julemanden. Jeg bliver jo nødt til at se efter i min bog, om du nu også har fortjent alt det”. ”Æh, julemand … ”, svarer drengen, ”hvis du nu lader være med at kigge i din bog, så vil jeg godt nøjes med en æske LEGO”.

Sandheden er ilde hørt, siger vi, med en talemåde.
Dét må siges at være sandt.

Lad os forestille os, at der skulle skrives en bog om os hver især, der kun var sand?  The true Story … hvem skulle så skrive den for at garantere sandhedskravet? Og hvis der virkelig blev udgivet den sande historie om os hver især, så tror jeg måske nok, at nogle af os ville betakke sig for, at andre læste det hele. Så hellere stikke dem et par kasser LEGO – eller en kasse god Amarone. Sandheden kan være ilde læst. For sandhed er ikke kun flatterende.

Et andet eksempel:

Vi befinder os i en bil. Han sidder bag rettet. Hun sidder ved siden af. De skal i byen. Og de er for sent på den. Igen. Fordi fruen - naturligvis - havde ikke bare en, men adskillige tøjkriser. De er ikke mere end lige bakket ud af indkørslen, før hun udbryder: ”Stop!!” Veldresseret, som han er, hakker han bremserne i. ”Skat”, spørger hun, ”synes du, jeg ser tyk i den her?”

Den, der får det spørgsmål stukket ud, må træffe en hurtig beslutning. På den ene side er det forkert at lyve. Måske ser hun virkelig tyk i den kjole? På den anden side gør vi igen og igen den erfaring, at sandheden kan være noget så ualmindelig ilde hørt.

Sandhed kan være mange ting. Sandhed og løgn er ikke absolutter. Der er små løgne, hvide løgne, barmhjertighedsløgne, nødløgne, alt sammen løgne der skal sikre husfreden og bilfreden. Er det så stadig en løgn? ”Ser jeg tyk i den her?” Skal man svare sandt eller lyve eller skal man svare kærligt?

 ”Ser jeg tyk ud i den her?” Er vi altid parate til at høre sandheden om os selv?
Eller er det ikke også sådan, at sandhed for os er det, vi vil høre? Og derfor, hvis vi har sat os selv i hovedet, at vi ser tykke ud, så kan andre sige, hvad de vil. Vi hører det, vi vil høre. Eller vi hører slet ikke. Hvis vi selv synes, vi ser tykke ud, så taler andre for ganske døve ører, hvis de hævder, at du da overhovedet ikke ser tyk ud. Ikke engang lidt småbuttet. Hvad er sandhed? Det, du hører? Eller det, du gerne vil høre? Og hvem siger sandheden? Den, der taler sandt – eller den, der siger noget, der kildrer dit øre?

Hvad er sandhed?
3. eksempel: Der er en leg, der hedder: ”S, p eller k”. Uden at ville fornærme nogen, så tror jeg, det er en leg, de fleste under 50 kender. Og hvis ikke – så fortvivl ikke. Man kan – tror jeg – godt have haft et relativt lykkeligt liv uden at have leget den.

”S, p eller k” er en spørgeleg.
S står for sandhed. P står for procent. K står for konsekvens.
”S, p eller k?” bliver du spurgt.
Vælger du S for sandhed, skal du svare sandt på et spørgsmål, du får stillet.
Vælger du P, skal du svare i procent. Det handler typisk om at kunne lide noget. Hvor mange procent, f.eks. kan du lide broccoli. Eller: hvor mange procent kan du lide ham den mørkhårede med krøller fra parallelklassen?

Vælger du K får du stillet nogle udfordringer, du skal tage konsekvensen af. Det kan være: Alt, hvad du siger resten af dagen, skal du synge. Eller: Du skal gå på en mærkelig måde.

I legen S, P eller K, vælger man én af kategorierne.
Men selvom vi som  unge tog legen meget alvorligt, så kunne vi jo aldrig være helt sikre på, om der nu også blev svaret sandt. Man kunne jo altid fingere en sandhed. Om ikke andet, så under dække af, at det jo kun var en leg.

I dagens evangelium er det ingen leg. Det er liv og død. Det er ramme alvor. Og alligevel handler det om både sandhed, procenter og konsekvenserne.

Jesus valgte ikke enten S, P eller K. Jesus valgte i sit liv alle tre kategorier.
Jesus valgte S for sandheden. For han var sandheden.
Jesus valgte P for procent. Jesus gav sig ikke bare en lille procentsats – men alt hvad han gjorde, gjorde han 100 %. Og Jesus valgte K for konsekvens. Han tog konsekvensen af at han i sandhed var både Gud og menneske. Og det kostede ham livet.

Dét er en sandhed. Og den sandhed bekender vi os til hver søndag. Og den sandhed har I i dag ladet Phillip, Ellen og Mathilde døbe på.

Der er en sandhed, som er absolut. Hvad den sandhed så betyder for vores tro og for hvordan vi lever vores liv, det er så noget andet. Det er så der, det viser sig, at sandhed ikke kun er noget statisk, men også noget levende.

Hvad er sandhed? Hvad er løgn? I dagens evangelium dumper vi lige ned midt i en samtale om disse spørgsmål. Og bølgerne går højt.

På den ene side står Jesus. Han siger om sig selv, at han ikke bare taler sandt. Han er sandheden. For han er kommet fra Gud. Og når alt kommer til alt, så er der vel ikke nogen anden sandhed end den, der er af Gud. Jesus er sandheden. Han kommer ikke bare fra det eneste sande og absolutte. Han lever også den sandhed.

På den anden side står modstanderne. De mener, Jesus er besat af mørkets magter. For sandheden kan virke dæmonisk. Jesus svarer igen. Siger til modstanderne, at de har Djævlen til Far. Og at de derfor har sortsyn. De kan ikke se lyset. De kan ikke se sandheden, selvom den står lyslevende for øjnene af dem.

Hvad er sandhed?

Preben Kok, der tidligere har været sygehuspræst, og som for et par år siden udgav det, der blev en kirkelig bestseller – og dem er der immervæk ikke så mange af – ”Skæld ud på Gud” – er kommet med en ny bog. ”Slip livet løs”, hedder den. I den beskæftiger han sig også med ganske kort med, hvad sandhed er. Og jeg vil, efter bedste evne, forsøge at videreformidle det.

”Sandhed”, skriver Preben Kok, ”er så stor, at kun Gud kender den. Kun Gud kender den hele og fulde sandhed.

Og” – fortsætter han – ”Hvis vi nu forestiller os det som et billede, så er denne her A4-side hele sandheden. Hele sandheden, som kun Gud kender den. Men …at være menneske er, at vi ikke kender hele sandheden. Kun Gud kender hele sandheden. Og vi er ikke Gud.

Vi er” – siger Preben Kok – ”enfoldige. Og det er vi helt bogstavligt talt. Enfoldig kommer af ordet ”en-foldig” – og det betyder: Det, der er foldet én gang.

Vi er enfoldige. Det betyder oprindeligt enkle, usammensatte. Enfoldige. Det er altså vores vilkår. Vi mennesker ved, at der er noget, der er sandt. Og det meste af sandheden, vi kan se, er dette: Altså halvdelen. Vi ved ikke, at det kun er det halve af sandheden. Fordi vi ikke altid vil erkende, at vi er en-foldige: At sandheden er foldet.

Men fordi vi mennesker ikke er mere enfoldige, end at det ligger til os at udforske og udfordre det, vi kan forhold os til, så spørger vi også til det, vi ikke kan se.

Hvis det  her (hold ½ A4-side op) er sandheden – er det så al den sandhed, der findes? spørger vi? Er der mere sandhed? Har sandheden også en bagside? Og hvis der er … er den så også hvid? Eller er den … hold et sort ark op … sort?

Det er sådan, jeg tænker om dagens stridssamtale. Jesu modstandere har selvfølgelig både hørt Jesus tale. De har også set ham handle. De har set ham uddrive onde ånder. De har set ham helbrede. De har set ham tale statsmagten imod. Og – spørger de så – hvor kommer det fra? Hvordan kan Jesus det? Henter han kraft fra en sandhed, de kender til – det lyse – Eller henter han kraft fra en sandhed, de ikke kender til? Er det mørke, det dæmoniske, det diabolske en del af sandheden?

At være enfoldig, det er ikke at være naiv. At være enfoldig, det er at have tillid til, at den del af sandheden, vi ser, den del, vi ser åbenbaret i Jesus, det er en del af den store sandhed, af Guds sandhed.

Fordi, nemlig, Gud ikke ville holde sandheden for sig selv, ja, fordi Gud ikke havde nogen interesse i at sidde med hele sandheden selv, så sendte han sandheden til os. Gud sendte sandheden i kød og blod, i sin søn, Jesus Kristus. Så vi kan erfare, at sandheden ikke kun er noget intellektuelt, men at sandheden er foldet ind i vores verden. Som et menneske, som et liv og en lære, vi kan folde ind i vores tilværelse.

Og derfor kan vi stole på Jesus, når han med sit liv, sin død og opstandelse, har svaret på tilværelsens ”S, p eller K”: Ja, der er en sandhed. Og den er også sandheden om jeres liv.

Det er ikke altid en sandhed, vi har lyst til at høre 100%. For sandheden afslører os også. Afslører os, når vi ind i mellem danser om vores guldkalve, hvordan de så end ser ud i 2018.

Og den sandhed, Jesus viser os, har konsekvenser. Den sandhed afslører os. Fordi et liv i sandhed fordrer mere af os end vi kan være i.

Vi kender historien om den rige unge mand, der kommer til Jesus og spørger hvad han skal gøre: Du skal give din rigdom væk – og kom så og tjen mig, siger Jesus. Og den rige går bedrøvet bort, for han havde megen rigdom, står der.

Vi er ikke altid parate til at tage konsekvensen af vores tro. Vi er sådan lidt hyggekristne – eller medvindskristne. Du skal elske din næste som dig selv hører vi – og vi nikker: Ja, det vil vi gerne. Men når næsten så viser sig også at omfatte din fjende, omfatte dem, der taler dårligt om dig, så bakker vi.

Hvad er sandhed?
Sandhed er, at vi ikke selv skal opfinde sandheden. Det kan jeg godt leve med.

Det betyder, at når du og jeg kommer i stridssamtale med os selv og vores intellekt om, hvad der er sandt og falskt – hvad så? Ja, så kan vi prøve at lytte til ham, der siger, at han her vejen og sandheden og livet.

Og vi kan prøve at slå ind på den vej, følges med ham, og se om ikke også det fortæller et par sandheder om mit liv. Også selvom det så betyder, at jeg må leve med, at jeg ser tyk ud – også i denne kjole – og at jeg må nøjes med en enkelt kasse LEGO til jul.

Hvad er sandhed?

Sandheden er, at den sande historie om vores og Guds liv er skrevet. Den hedder ”livets bog”. I den bog er sandhed er ikke ilde hørt, men kærligt ment. Den er den sandhed, Gud rækker dig af i sin kærlighed: ikke kun halvdelen, men det hele. Du er elsket. Du er lysets barn. Du er min, siger Gud. Og du hverken kan eller skal gøre dig fortjent til det.

Sandhed er at hvile i, at der er mere at sige om os, end det, vi kan sige os selv. Heldigvis. Sandheden er, at mit liv er meget større og meget mere nuanceret end den smule, jeg kan se og forstå. Fordi mit liv også er Guds liv.

Sandhed er, at Gud har foldet sin sandhed ind i vores verden. Vi er foldet ind i hans sandhed – og derfor er vi saligt enfoldige.  Det kan jeg godt leve på. Sandhed er, at engang i tidens fylde vil Gud folde hele sandheden folde sig ud for os. Det kan jeg godt dø på.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede:
Tak Gud, fordi du har sendt din sandhed ind i vores verden.

Tak fordi du har skabt os med evnen til at tænke og tvivle og stille spørgsmål. Tak for hvilen, der kan falde på os, når vi finder svar, der er sande.

Tak for din kirke. Her kommer vi med vores spørgsmålstegn, med vores tro og vores tvivl. Engang imellem går vi mættede herfra med stof til eftertanke, med bønner og salmer, der satte sande ord på, hvor vi var i vores liv. Engang imellem må vi nøjes med smulerne. Lidt vand, lidt brød, lidt vin.

Vi beder for Phillip og Ellen og Mathilde, som i dag er blevet døbt. Læg din sandhed i deres hjerter. Og læg din glæde i dagen, så familierne får en dejlig dåbsfest.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på

Vi beder for dem, der var i vores liv som sandhedsvidner. For dem, der lærte os noget om hvad der er sandt. For dem, der elskede os, så vi mærkede kærlighedens kræfter og den hvile, det giver at vide sig elsket.

Vi beder for dem, der er i tvivl om, hvad der er sandt og falskt i deres liv. Dem, der er i tvivl om, hvad de kan stole på. Hjælp os til i vores hverdage at forsage det, der er djævelsk. Hjælp os til at tro det sande. Og leve det med hinanden. Lad os være sandhedsvidner og sandhedstjenere.

Giv os mod og tro.
I dag. I morgen. Og når vi en dag skal dø.
Det beder vi om.
I Jesu sande navn.
Amen.