Du er talentløs! - Prædiken til septuagesima

Jeg ved godt, at det jeg nu vil sige er helt og aldeles umoderne. Det er ikke sådan man taler til hinanden, med mindre man f.eks. er en Blachmann fra X-faktor. Jeg ved godt, at det er meget mere moderne med den her anerkendende tilgang til andre. I skoleverdenen taler man om inklusion og om at skabe rum og rammer for alle.

Naturligvis er det fint at blive anerkendt. Det er da dejligt og på alle måder opbyggeligt at få at vide, hvis man har gjort noget godt. Og det er godt at sige det til andre. Men nu siger jeg altså det her politisk ukorrekte alligevel. Fordi det er sandt! Og så må vi have gang i hjertestarteren, hvis det er for hård kost. Altså:

Du er talentløs. What? Jamen er alle ikke gode til noget? Er det ikke det vi ser i TV og i bladene hele tiden? Er det ikke, hvad vi tuder vores børn ører fulde af?: At vi alle er gode til noget. Også dem, der måske ikke lige er gode nok til at blive vist i den bedste sendetid. Alle har talenter. Nogle har mange. Nogle færre. Men alle er gode til noget. Og det, det handler om her i livet er, at vi hver især finder ind til hvad det er vi lige præcis er gode til og har talent for, og at vi udvikler vores talent og bliver helt og aldeles fantastiske.Jo, det er det, vi hører det hele tiden. Men det bliver det ikke mere sandt af.

Du er talentløs. Jamen Eva, det kan da godt ske, at du synes, at du ikke har talenter, eller at du ikke kan se dine. Og lad os tage den fromme vej rundt: Har Gud da ikke givet alle mennesker nogle talenter? Nej. Og jo. Men det er ikke talenterne, der er det afgørende. Det vender jeg tilbage til.

Vi tror, det væsentligste handler om talent. Vi er rigtig gode til at bilde hinanden ind, at det er det, der er det vigtigste her i livet. Det handler om at være god til noget. Og det handler især om at finde ud af hvad lige præcis du er god til og så gøre det. Men så enkelt er det jo ikke. Og det er jo også derfor vi bliver så fortvivlede, når livet ikke lykkes.

Når vi står der og har sunget falsk, selvom vi troede, vi havde talent for at synge, eller når souffleen faldt sammen, selvom vi havde fulgt kogebogens opskrift, eller børnene mod forventning blev rødhårede og fik midterskilning, når man nu havde giftet sig med en mørkhåret med hentehår. Når alt det vi troede, vi kunne – eller når det lidt, vi troede vi i det mindste kunne magte – ikke lykkes – så ramler eksistensen. For hvad er vi uden vore talenter, de få eller de mange?

Jeg kan godt se, at I stadig er skeptiske. Måske er der også en enkelt eller tre af Jer, der har mest lyst til at gå. I tror stadig ikke, det er rigtigt, det jeg siger. Og jeg kan godt følge Jer. For vi er så sikre på, at det vil være en straf, hvis det vi tror, vi kan, er betydningsløst. Men jeg tror, og dagens evangelium bestyrker mig i, at det forholder sig lige omvendt.

Det er ikke antallet af talenter, det kommer an på. Der er faktisk en kæmpe befrielse i at det ikke er talenterne det kommer an på. Det er en lettelse at være talentløs. Sig lige det til alle dem, der prøver at komme på forsider og få 15 minutters berømmelse i tv. Det er en lettelse at være talentløs.

Men tag ikke fejl. For at være talentløs er ikke ensbetydende med at du bliver fritaget for at være menneske. Der er ikke nogen gyldig undskyldning, der lyder: ”Undskyld. Jeg duer ikke - eller jeg har ikke talent for - at være menneske”. Tværtimod er det at være menneske det eneste, du har tilbage. Du er menneske - og det er du fuldt og helt. Du er en Guds skabning. Og med det følger der også et ansvar.

Men det ansvar er helt og aldeles uafhængigt af talent. Man kan ikke være bedre eller dårligere til at være menneske. Man kan være et godt menneske eller et dårligt menneske, men du kan ikke være god eller dårlig til at være menneske. For menneske, det er du. Bare. Og så meget som.

Du er talentløs. Du er ikke noget i dig selv. Ikke noget særligt talentfuldt i hvert fald. Men du har et helt særligt ansvar og en helt særlig opgave: og det er at være tjener. Du skal tjene din Herre. Og du skal tjene dit medmenneske. Og det betyder, og det er det, der er det befriende, at der er noget andet end dig selv, dit talent, finde dine evner eller mangel på samme, der kommer i første række.

Du er talentløs. Du har ingen talenter. Sådan er det også for tjenerne i dagens evangelium. I begyndelsen, før deres herre rejser udenlands, har ingen af dem nogen talenter. Talenterne, i dette tilfælde en sum penge, er noget, de får overdraget. De har det til låns. Talenterne er ikke deres egne. Og talenterne bliver heller ikke tjenernes. Det er noget, de har til låns. De skal aflevere dem igen. Der står ikke engang noget om at de får renterne eller overskuddet af dem. Så da Herren har fået sit igen, så er tjenerne igen talentløse.

Ja, men Herren behandler da tjenerne forskelligt! De to får ros – og den tredje bliver sendt ud i mørket og kulden for at skære tænder. Ja, men læg mærke til, at de kommentarer tjeners herre har til dem, intet har med talenterne at gøre. Det har derimod med tjenernes livsindstilling at gøre.  

De to af tjenerne vil gerne være tjenere. De vil gerne være tro mod det, de er. De vedkender sig, at de er tjenere eller forvaltere. Men den sidste tør ikke. Han vil ikke forpligte sig. Vil ikke overgive sig. Han ikke være tjener. Men han vil vogte over det, han fik til låns, som om det var hans eget. Og den tredje tjener får ikke skældud, fordi han ikke har brugt eller investeret sit talent. Han bliver sat i rette, fordi hans livsindstilling er spild af liv. For intet menneske skal leve med frygt. Det får du ikke noget ud af. Du skal leve med tillid. Og med tjenersind. Det er det, det vil sige at være tro.

 

Hvornår er det vi senest bliver klar over, at det ikke er vore talenter eller mangel på samme, det hele afhænger af? Ja, det er når dit liv forandrer sig epokegørende. Det er, når du bliver syg eller på anden måde mister dig selv. Og det er på den mest ultimative måde, når dit liv rinder ud. I alle de situationer hvor det vigtigste er at være menneske, der erfarer du at talenterne er uden den altafgørende betydning, du ellers ofte tillægger dem.

En 85-årig kvinde skrev engang noget af det mest desillusionerende, jeg har læst. Måske kender I det – og derfor vil jeg kun lige videregive en smule af det:

Hvis jeg skulle leve mit liv om...  hedder digtet. Alene titlen: hvis jeg skulle leve mit liv om er jo selvmodsigende. Nå – men Nadine skriver: Hvis jeg skulle leve mit liv om.
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser.
Jeg ville tage færre ting alvorligt.
Jeg ville tage flere chancer.
Jeg ville have flere oplevelser.
Jeg ville bestige flere bjerge og svømme over flere floder.
Jeg ville spise flere is og færre bønner.
Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte.
Ser du, jeg er en af dem, som lever følsomt og sundt.
Time efter time, dag efter dag.
Jeg er en af dem, der aldrig tager nogen steder hen
uden termometer, varmedunk, regnfrakke og faldskærm.
Hvis jeg skulle leve mit liv om,
ville jeg rejse med mindre bagage.
Hvis jeg skulle leve mit liv om,
ville jeg begynde at gå barfodet om foråret
og blive ved længere hen på efteråret.
Jeg ville danse mere.
Jeg ville unde mig selv flere karruselture.
Jeg ville plukke flere tusindfryd.

Tænk at sidde som 85-årig og ikke have undt sig selv at være menneske. Tænk at sidde der og se tilbage og så bare ønske at ville have været noget andet end det, man var. Mon ikke hun ville have haft et lykkeligere liv, hvis hun nu bare havde vedkendt sig, at hun ikke var specielt modig og at bjerge også kan være smukke på afstand uden at man behøver at bestige dem? For man behøver ikke et særligt klatretalent for at klatre om bord i livet. Nadine her behøver ikke nogen til at sende hende ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren, for hun sidder der for så vidt allerede i al sin fortrydelse.

Nadine er det omvendt af Job, som vi hørte om til indledning. Job får taget alt fra sig. Koner, kameler, de kønne børn. Alt det vennerne mener, er med til at høre ham til den, han er. Men Job klager ikke over at få talenterne taget fra sig. Hele Jobs bog igennem forbliver han tro mod det at være menneske. Mod at være en tjener. Mod, at overfor Gud har intet menneske noget at komme med. Job er og forbliver menneske. Og Job lader Gud forblive Gud.

Den stadige higen efter at gøre sig selv eller andre til noget andet end de er, er opslidende og livsødelæggende. Det fik vi endnu et eksempel på, da en australsk undersøgelse blev offentliggjort. En sygeplejerske har samlet på sine døende patienters fortrydelser. Altså det, de aldrig fik gjort.

På en top 5 lyder de:
Den største fortrydelse: "Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig."
Mange, især mandlige patienter, fortrød også at de har arbejdet for meget. Jeg siger nogen gange, at der ikke er nogen, der takker os for at falde om af stress og udbrændthed i 40-50 års alderen. Vi får måske – eller forhåbentligt en pæn begravelsestale – men derudover er der ikke meget vundet ved det.

Den tredje mest udbredte fortrydelse er: "Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser." Den lader vi bare stå.
Den fjerde og femte fortrydelse lyder henholdsvis: "Jeg ville ønske, jeg havde bevaret kontakten med mine venner." Og: "Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig."

En dansk sygeplejerske skal have kommenteret, at danske patienter især kommenterer på relationerne. At de mest fortryder de relationer, der ikke blev plejet. Eller forhold, der gik i stykker. Eller de tråde, der aldrig blev reddet ud. Og hvis det er sandt – og det tror jeg på – så bliver det kun endnu tydeligere at i alt væsentligt er det ikke talenterne, der er afgørende.

Du behøver ikke være en talentfuld blokfløjtespiller for at være en god ven. Du behøver ikke være masterchef på ti trin ned for at lave en god kop kaffe og dele det med en bekendt, der har brug for en snak. Du behøver ikke noget særligt talent for at være menneske. Men du skal tage på dig, at det er det, du er. Derfor sendte Gud sin søn Jesus til os.

Jesus havde ikke et særligt talent for at være menneske. Han var ikke specielt god til det. Jesus var ind i mellem lige så bange og frygtsom som du og jeg kan være det. Han kom i tvivl. Både på sine venner og på sin Gud. Men Jesus kom aldrig i tvivl om det væsentligste: Han havde Guds skikkelse. Han var lige med Gud, men han gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han blev og forblev lydig. Sådan står der i brevet til Filipperne. Og som indledning hertil står de kendte ord: I skal have det sind overfor hinanden som var i Kristus Jesus. Dét sind. Tjenersindet!

I den sammenhæng er der ingen, der spørger om du har talent til at være tro over meget eller lidt. Vor Herre har udvalgt os til at være tjenere for sig. Og vi skal ikke spekulere os gråhårede over om vi nu har talent for det eller ej. For det har vi ikke. Vi er talentløse. Sikke et held. Sikke en befrielse.

Vi er Guds. Derfor er det alene Guds fortjeneste, hvis der en dag bliver sagt til dig og til mig: ”Du gode og tro tjener. Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herrens glæde”. Amen

 

 

Vi ses. Prædiken til DR Fastelavnssøndag

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”Vi ses”. Med de ord skiltes vi altid. I begyndelsen skulle jeg vænne mig til at svare: ”Ja, vi ses”. Jeg var bange for, at ordene lød som en hån. For selvom vi igennem nogle år arbejdede sammen hver uge, så vi aldrig hinanden, han og jeg. For han var blind.

I de år fik jeg på en helt ny måde øje for, at det at se og det at ses handler om meget mere end syn eller ikkesyn. Når vi siger ”vi ses” til hinanden bekræfter vi hinanden i en relation.

Jeg bruger sjældent ordet ”farvel”. Jeg siger næsten altid ”vi ses”. ”Vi ses”, siger jeg til mine børn, til konfirmanderne. ”Vi ses” siger jeg til min blomsterhandler og håber på et snarligt gensyn.
Jeg siger også ”vi ses”, når jeg går fra et menneske, jeg ved, jeg ikke kommer til at se igen. Vi ses måske ikke mere ansigt til ansigt. Men det, der var imellem os, kan vi se i minderne. I den betydning vil vi for altid se dem, vi så.

”Vi ses”. I ordene ligger også, at vi har set hinanden. Vi har forhåbentligt alle relationer eller øjeblikke, der er særligt dyrebare for os. Fordi der var mennesker, der så os. Fordi de så stort - ikke på os – men så stort i os, lukkede de vores øjne op, så vi lige siden måtte se på os selv med et andet blik.

Særligst af alt er det at være set med kærlighed. For det er at være set med meget mere end øjnene. For kærlighed ser det frem, elsker det frem, som ingen anden ser på samme måde. Kærlighed gør os seende.

I dagens evangelium hører vi, hvordan Guds kærlighed giver et nyt syn.

”Vi ses snart ikke mere”. Det er essensen af, hvad Jesus siger til disciplene. ”Se”, siger han, ”vi går op til Jerusalem, og der skal jeg piskes, slås ihjel og opstå på den tredje dag”. Men disciplene kan hverken se eller indse det.

Nogen gange er det sværest at se det, der er tættest på. Måske er relationen mellem disciplene og Jesus så tæt, at det simpelthen gør for ondt at forholde sig til? Og så er det lettere at lukke øjnene for det.

En af mine gode veninder og jeg siger engang imellem til hinanden, at når vi bliver gamle, vil vi have værelse ved siden af hinanden på plejehjemmet. Vi vil mødes hver eftermiddag og drikke god portvin. Vi vil tale om gamle minder, og det gør ikke noget, at vi ikke husker så godt, for så kan vi fortælle de samme historier igen og igen og de vi være lige gode hver gang. Det er ligesom evangeliet. Vi ser på hinanden og smiler med glimt i øjnene. Vi ser det for os. Men når vi så kommer til at tale om, at vi en dag skal vi ikke længere ses, fordi vi skal dø fra hinanden, så forsvinder glimtet, og vi får tårer i øjnene, selvom vi begge arbejder i fag, hvor liv og død er hverdagskost. Sådan en dag krammer vi hinanden en ekstra gang. Vi ser hinanden særligt intenst i øjnene, når vi skilles med et: ”Vi ses”. Vi ved det jo alt for godt: At en dag får dette liv ende. Men vi gør os blinde for det, for at kunne leve med det.

Er det sådan, disciplene får mod til at gå med hele vejen? At de vender det blinde øje til?

Hvor mange blinde er der egentlig i dagens evangelium? Der er flere end ved første blik. Der er for det første disciplene som kan, men måske ikke vil se. Så er der den blinde i vejkanten. Ham, som ikke kunne se, men som reelt så langt mere end disciplene.

Den blinde kalder Jesus for Davids søn. Med de ord siger han, at her er mere at se end Jesus fra Nazaret. Den blinde så en profeti, der var ved at gå i opfyldelse: at Jesus var den søn af Davids slægt, der skulle genrejse og frelse Guds folk.

Den blinde tigger har allerede set det væsentligste, kan vi mene. Men da Jesus spørger ham: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”, beder han alligevel om at kunne se.

Jesus giver den blinde synet igen. Man skulle synes, at det er et overflødigt under. Men underet er ikke kun for den blindes skyld, men også for disciplene og vores. For dermed giver Jesus også os et nyt syn. Jesus kunne have sagt til disciplene: ”Nu har jeg prøvet at gøre det tydeligt for Jer med ord. Det kunne I åbenbart ikke se. Nu gør jeg det samme, bare i handling: Som det gik den blinde her, skal det gå Jer. Engang skal det dunkle blive klart, også for Jer”.

For at ligesom at sætte dobbeltstreg under dén profeti, skriver Lukas: ”Og hele folket så det og lovpriste Gud”.

Hvor mange blinde er der i dag? Mange. De mest blinde er måske os. Os, der blev folket. ”Det første, man bliver blind på er øjnene”, siges der. Men det er ikke det eneste. Det er vi et godt – eller måske snarere et dårligt - eksempel på.

For vi er ikke kun blinde på øjnene, når vi ikke vil se Jesu aftryk i vores nutid. Vi lader os forblinde af forstanden, når vi lader videnskab eller bedrevidenhed spænde ben for troen. Vi er også blinde i hjerterne, når vi lukker hjertet til, fordi vi ikke vil lade os mærke med, at det her også kommer os ved. Og vi er blinde, fordi vi ikke kan se Guds kærlighed i det, at Jesus skal lide og dø og opstå.

Nogen gange er det sværest at se det, der er tættest på. Og vi har ind i mellem mere end svært ved at se og tro Ham, der er os tættest af alt. Ham, der i dåben sagde til Ole og os alle: ”Se, jeg vil være med dig alle dage, indtil verdens ende”.

Det er fastelavnssøndag. Endnu er Jesus kun på vej til påske i Jerusalem. Vi vil lade ham og disciplene og den blinde, der blev seende, drage videre.

Og vi bliver stående, der hvor den blinde blev gjort seende. For vi har stadig brug for undere. Brug for at blive gjort seende på alle de måder, vi er blinde. Nogle af os har brug for at få helbredt armene, så vi igen strækker dem ud mod andre. Nogle af os har brug for at få åbnet ørerne, så vi bliver bedre til at lytte og være stille længe nok til at lade den anden tale ud. Nogle af os har brug for at få helbredt benene, så vi kan gå længere med nogen, end vi havde forestillet os. Nogle har brug for at få åbnet et sind, der havde lukket sig til. Og de fleste af os kan trænge til at komme til at se bedre, så vi ser vores medmennesker.

For der er hele tiden nogen i vejkanten, der råber på os, uden at vi hører dem. Der er hele tiden et medmenneske, der har brug for at blive set. Og det er alt for let at gå forbi.

”Vi ses”, siger vi til hinanden. Men gør vi nu også det? Ser vi hinanden? Og hvad er det vi ser, når vi ser hinanden i forbifarten i Brugsen eller ser i det hurtige opslag på Facebook?

Hvad er det vi ser, når vi får øjenkontakt over morgenkaffen? Ser vi hinanden med åbne øjne – eller vender vi det blinde øje til? Det er skidt, når vi ikke længere ser hinanden. For er vi først blevet blinde på øjnene, så følger hjertet hurtigt efter.

Ser vi hinanden?
Jeg kunne også spørge: Lader du dig se? Eller slår du blikket ned?  Gemmer du dig i din komfortabelt blinde vinkel? Lader du være med at råbe op om hjælp - med det resultat, at andre går hurtigt forbi. Så ingen ser dig og ingen får lov til at spørge: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

Du kan godt gå blind i kirke. Du kan være her og være blind for dig selv og for andre. Og du kan være både blind og døv for Guds evangelium. Men du kan aldrig gå herfra uden at være set.

I enhver gudstjeneste lyder velsignelsen. Velsignelsen er på en og samme tid Guds ”vi ses” og Guds ”du er set”. Gud ser os, der er blinde for så meget. Gud ser og ser igennem fingre med. Det er det, der så smukt hedder miskundhed. Gud ser den, der tænker tunge tanker eller bare alt for mange tanker. Gud blik falder på den, hvis ansigt er furet af bekymringer og den, hvor smilerynkerne er dybe. Guds blik falder på os, der knap tør se os selv i øjnene og endnu mindre se dagen i morgen.

Jeg kan være nok så blind for Guds ansigt i verden. Alligevel viser Gud mig sit ansigt helt tæt på. Han løfter mit og lyser mig sin fred.

Og jeg vover at tro, at jeg i Guds velsignelse får en forsmag – eller et for-syn på det, du og jeg – og alle vore kære døde engang skal se: At engang skal vi ikke være blinde for noget som helst. Engang skal vi ikke kun se det stykkevise. Engang skal jeg se, sådan som jeg selv hele tiden har været set: Med Guds kærlighed. Den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som aldrig hører op.

Gud siger: ”Vi ses”. Og i tro svarer jeg: ”Ja, vi ses”

Amen.

 

Om at køre besseræs og leve livet uden sikkerhedssele - og om at tage imod ligesom et lille barn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark 10,13-16

Jeg vidste det, allerede da jeg var ved at køre hende ned: At hun ville ende i en prædiken. Nej, nej, ikke en begravelsesprædiken, for hun overlevede fint. Men i min prædiken til i dag.

Lad mig forklare … I tirsdags kørte jeg på Nymarksvej og var på vej til Cafe Christians. Jeg var på cykel og havde god fart på. For selvom julen måske nok er gået sporløs hen over taljemålet, så er det aldrig nogen skade til at få pulsen op.

Ud fra blokkene på kommer en ældre kvinde med rollator. Jeg siger det bare: Tag aldrig fejl af kvinder med rollatorer. De fås i flere gear. Og her var der god fart på. Ualmindelig god fart på både rollatorhjul og ben.

Uden at se til hverken højre eller venstre stilede kvinden målbevidst mod Netto eller måske Brugsen. I hvert fald - hun kørte hun tværs over fortovet – fortsatte målbevidst ud over cykelstien – og lige så målbevidst henover Nymarksvej. Det var ren kamikaze. Det må have været en engel, der holdt en hånd under hende. For havde der ikke været det, ville jeg have kørt direkte ind i hende. Kun ved at foretage et hasarderet sving ind over fortovet, lykkedes det mig at undvige hende.

Med pulsen på max og hjertet i halsen ser jeg tilbage på hende. Og ser, at hun har spottet mig. Først da. Midt ude fra Nymarksvej. Så udover at være rask til bens, må hun også have et ualmindeligt godt syn. Hun ser mig. Og kigger hvast på mig. I hendes optik var der kun en trafiksynder. Mig. Naturligvis. Og hun hvæser: ”Så brug dog klokken”

Lad mig sige det som det er: Jeg havde ikke en kinamands chance for at have nået at bruge ringeklokken.
Men det er såmænd ikke så meget det, der er ærindet: At vaske mine hænder. Når jeg vidste, kvinden her ville stryge direkte ind i prædikenen, så var det på grund af hendes fuldstændigt skråsikre indstilling til livet: at det var hende, der havde forkørselsret. At fortovet og cykelstien og Nymarksvej og muligvis også både Brugsen og Netto var hendes. Var til for hende. Og at alt andet naturligvis ville holde tilbage for hende. Naturligvis var hun beskyttet på hendes veje. Intet ondt ville kunne skade hende på vejen. Hun var som et barn!

Hun var som et barn. Et barn, der lever og agerer i tryg forvisning. Denne grænseløse tillid til, at livet er godt ment. At det naturligvis går godt. At verden ikke er et farligt sted først og fremmest. At man nok skal nå frelst frem. Hvad ellers?

Hun var som et barn. Og det mener jeg i den allerbedste mening. Og hvis jeg nogen sinde er ved at køre hende ned igen – eller bare ser hende – bør jeg ringe med klokken, stoppe op og takke hende. Takke hende, fordi hun den tirsdag morgen mindede mig om, at den tillid vi burde være bedre til at leve med. Den tillid, Jesus i dag peger på.

For nylig begravede jeg en elsket morfar og farfar. Det ene af hans børnebørn fortalte ved begravelsessamtalen med det største glimt i øjet og med smil på læben, at de altid havde kunnet lokke deres morfar til at køre ”besseræs” og at morfar altid ”glemte” selen. Og ja, jeg har fået lov til at citere det her i dag.

Tænk, hvor er det livsbekræftende! Og nej, naturligvis skal jeg ikke stå her og opfordre til trafikmæssige ulovligheder. Men for os, som lever livet med både livrem og seler og sikkerhedsseler og airbags og Gud ved snart hvad i en tro på, at så kan det nok ikke gå helt galt, selv når det går galt. Så er det befriende at høre om besseræs og at have oplevet rollatorrace lige ude på Nymarksvej.

For hvem har forkørselsret i livet?

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, siger Jesus i dag.

Dem af os, der har børn, husker sikkert med gru, hvordan barnet tidligt, meget før end forældrene har nerver til det, tør en masse. Og gør det! Barnet ved heldigvis ikke alt det, der kunne gå galt. Og derfor klatrer det op eller ned eller balancerer eller alt det andet, der får os til at sidde med hjertet i halsen. Sidder med hjertet i halsen og tilbageholdt åndedræt og siger ikke noget. Fordi vi også ved, at barnet er nødt til at gøre noget af det. Selvom vi ikke tør. Men for at lære at være til.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, siger Jesus i dag. ”Et lille barn” – det har faktisk intet med alder at gøre. Det har med livsholdning at gøre.

Men barnet er født med den livsindstilling, at det at leve er at tage imod. Tage imod mad, omsorg, kærlighed. Tage imod smil, selv klokken meget sent om natten. Vi andre, der ikke længere er som børn, vi er meget ofte dårlige til bare at tage imod. Uden betingelser. Vi tror, vi skal yde noget. Præstere noget. Være dygtige. Eller gøre gengæld.

Hånden på hjertet…. I hvilke situationer vover eller under du bare dig selv at tage imod? Uden at tænke bare en lillebitte tanke om, at du på en eller anden måde skal gengælde? Ikke nødvendigvis noget for noget. Men så noget for noget andet.

”Nej, nu er det da vist vores tur”, siger vi, når vi for 3. gang modtager en invitation til at spise med hos gode venner. Vi skylder. Og det er ikke rart at skylde. Skynde mad eller tjenester eller noget af alt det andet, vi synes, vi skal stå andre i gæld med. Eller hende den overskudsagtige på jobbet, møder igen ind med hjemmebagt brød og du tænker, at nu er det da vist længe siden, at du har bidraget med noget. Eller når du for 4. gang i en uge kommer træt hjem og din ægtefælle igen siger: ”Sæt dig bare og nyd det, så rydder jeg væk” – så er det svært at nyde, for strengt taget var det din tur.

Det er svært at nyde noget, man ikke synes, man har gjort sig fortjent til. Hvordan er den indstilling dog blevet plantet så eftertrykkeligt i os?

At tage imod som et barn, det er at tage imod uden at tænke i gengæld.
At tage imod som et barn, det er at tage imod livet i store hapser. Uden at vide, hvad der i øvrigt venter.
At tage imod, det er at tage den udstrakte hånd og vove at gå. Og snubler du, så har du barnets tillid til, at der er en, der tager begge dine hænder og rejser dig op igen.
At tage imod som et barn, det er ikke at spekulere i om noget nu også er nyttigt eller unyttigt, fornuftigt eller ufornuftigt, om der er bagtanker eller ingen tanker med at nogen rækker dig det. Det er – kort og godt – at tage imod. Og tage ind. Det er godt ment.

Sådan er det med livet.
Sådan er det med Guds rige.
Det er godt ment.

Så snart vi begynder at tænke, så snart vi begynder at blive rationelle, så snart vi tror, vi kan tænke eller tro os ind i Guds rige, så er vi allerede langt ude over det sted, hvor vi bare tager imod.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Det lyder sørme ikke så godt. Så er der da ikke meget håb for os, som er vokset fra barnet – også barnet i os selv. Har vi så selv smækket døren i til Guds rige ved al vores aflagte barnlighed – altså ved at vi har aflagt det i os, der lignede et barn?

Jeg tror ikke, jeg kommer til at køre hasarderet på Nymarksvej. Jeg er også sikker på, at jeg fortsat vil spænde sikkerhedsselen, når jeg kører bil. Men jeg håber, at jeg vil vove at leve på, at i forhold til Guds rige, der er du og jeg blevet lovet forkørselsret. Fordi … Fordi Jesus gav os børnekår.

Han gav dig barnekår i din dåb. Hvor du – og de fleste andre – var alt for små til overhovedet at tænke på, om du kunne tage imod hele pakken: Troen, det levende håb, Guds velsignelse. Men hvor du fik det smidt lige i hovedet. Bogstaveligt talt.

Jesus gav dig barnekår i sine ord. I evangeliet. Som du bare må tage imod. Uden at stille spørgsmål til om du nu er værdig nok eller troende nok eller klog nok eller noget som helst andet nok. Du må bare tage imod. At du er god nok. At du er særlig. At du er udvalgt.

Selv på en dårlig dag. På de dage, hvor du ikke kan holde dig selv ud og slet ikke kan forstå, at andre kan. Der skal du høre evangeliets tilsagn mere end en gang – lige som barnet engang imellem skal have en besked mere end en gang for at kunne tage imod den. For det er på de dage, du har allermest brug for det.

Stiller evangeliet da ingen andre krav end at du skal tage imod det? Jo da. Men jeg tror, det sværeste er begyndelsen. Det sværeste er at kunne tage imod: At det er ment som et godt budskab. At det er godt ment. At det ikke kun gælder de særligt udvalgte. Men at det også gælder dig. Og ham, du ikke bryder dig om. Og ham, du syntes kørte råddent på motorvejen og var lige ved at bande ad … nå, ja eller i hvert fald tale med store bogstaver til - og alle de andre idioter ligesom dig selv.

Til dem og os alle siger Jesus: Kom her. Kom i min favn og lad dig velsigne.

Velsignelsen. Det er Guds gode tegn. Det er Guds kærtegn.
Velsignelsen er det, der vugger det urolige og det skræmte i dig til ro. Og du – uden at vide, hvor det kom fra – mærker roen falde over dig.
Velsignelsen er det, der giver os tillid til, at livet er godt ment – og mod til at gå ud i det.
Velsignelsen kalder på barnet i os. For du har intet valg. Du må gerne tage imod. Du. Må. Gerne. Bare. Tage. Imod.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.  Det er ikke mange dage siden, vi stod ved krybben i Betlehem og fejrede jul. Vi så det lille Jesusbarn, som Gud tillidsfuldt havde lagt ind vores verden. Og han tog imod, Jesus, som et lille barn. Tog imod sin mors kærtegn, sin fars beundring, tog imod gaver.

Men måtte også tage imod den skæbne at skulle flygte, at finde sin plads i livet. Han måtte tage imod hån og spot og vantro og mistro. Han tog imod hende, der salvede hans fødder og dem, der ikke så anden udvej at gå til ham. Og siden tog han imod, da de forhørte ham, piskede ham og hang ham på et kors. Vi ved det hele.

Jesus var den første til at tage imod som et lille barn. Og han holdt ikke op, da han voksede op. Og for ham åbnede Guds rige sig som den første. Og jeg tænker, at han står der ved Himlens port og holder den åben for os. Og det er ikke ham, der siger: ”Så brug dog klokken”.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

 

Kirkebøn

Gud.
Fortæl mig, at jeg er god nok:
Lige så god som alle de andre.
Ikke bedre og ikke værre, men lige så god.
Måske så god, at jeg kan give ud af din godhed.
Bare engang imellem.

Tak, Gud, når vi møder din godhed. Bare i glimt.
I lidt brød og vin ved nadverbordet.
I tre små håndfulde vand ved døbefonten.
Der mindes vi om, at selv det, der ser ud af lidt, er tegn på det allerstørste.

Vi beder for Walthemar, som i dag er blevet døbt. Giv familie og venner en dejlig dåbsdag.

Gud. Vær med os i vore dage. De svære, de glædelige. De arbejdsomme og dem, hvor vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal med os selv og vores liv.

Vi ber for dem, der er en del af vores liv. For dem, vi holder af. Og for dem vi savner.
Vi beder for mennesker, der krydser vores veje og dem, hvis liv vi bare er tilskuer til. Lær os at leve sådan, at vi ser, at ethvert menneske er skabt i dit billede, Gud, og at ethvert menneske er noget særligt.

Vær med os når vi går herfra.
Giv os tillid i livet. Lad os køre besseræs  i livet - bare engang imellem.

Lad os hvile som barnet i, at du, Herre, vil os det godt.

Tag selv vores hænder og ræk dem frem, når vi selv har svært ved det.

Og Herre, den dag, vi skal dø, så tag du os i hånden, så vi heller ikke der føler, at vi skal gå alene.

Det beder vi om. Alt sammen. I Jesu navn. Amen.