Julen varer lige til påske - prædiken 2. juledag

Jeg tænker, de fleste af os fik en enkelt eller to af sådanne nogle her i forgårs.
vise gaven.
I morgen er der så kø igen – ikke ved kirkerne denne gang – men i landets indkøbsmekkaer. For så står vi i kø for at bytte gaverne.

Bytte til noget, vi hellere vil have. Bytte til en bedre størrelse, en anden farve. Eller bare til noget, der ikke ramte helt så meget ved siden af.

I morgen ser det anderledes ud. For uanset om vi nu bytter gaverne eller ej, så er de alle sammen pakket op.

Men selvom vi nu altså er nået til anden juledag, så er vi ikke helt færdige med gaverne. For julen varer lige til påske. Det bliver ikke tydeligere end på en anden juledag. Det vender jeg tilbage til.

Vi er ikke færdige med gaverne. For denne indpakkede gave er min prædiken til denne 2. juledag. Nej, prædikenen er ikke inde i gaven.
Men skulle prædikener kommer med billeder på, så ville en gave som denne være illustration til denne dag.

For gaven er godt billede på evangeliet. Ja, gaver er et godt billede på livet.

Jeg har bestilt denne smukt indpakkede gave i en af de butikker i Fredericia, som jeg forventede pakkede smukt ind. Et af de steder, hvor mange mænd har lagt mange hundrede kroner.  

 

Her er bånd i flere farver, det er krøllet og det glimter og indpakningen fanger øjet.

Hvem har ikke været til pakkespil, hvor man er gået efter indpakningen? Og så viste indholdet sig at være – buddingepulver – eller vitaminer til kvinder over 60 – som jeg for år tilbage kom for skade at vinde.

Gaven er – i billedlig form – sådan som de fleste af os vel håber på, drømmer om og ønsker at livet skal være. Både for os selv og dem vi holder af.

 

I juletiden tager vi munden lidt ekstra fuld og ønsker hinanden ikke bare en god dag – eller – Gud bedre det - en fortsat god dag.

 

Nej, vi ønsker for hinanden, at julen må være glædelig. At den må være glæden lig. Det er faktisk ikke så lidt.

De smukt indpakkede gaver skal afspejle det, der er glæden lig. Det, vi tror, ligner glæden. Derfor pakker vi ind i noget, der er skinnende og smukt og som ser godt ud.

 

Vi gør os også umage med det, der er indeni gaverne.

Derfor skriver vi ønskesedler – derfor beder vi hinanden om ønskesedler. For denne ene aften om året ville vi ikke bare synge: ”Hvad du ønsker skal du få” – men vi vil også gerne give den anden det, han eller hun ønsker.

Det er tanken der tæller. Og de smukke tanker går hele vejen fra gavens indhold til gavens indpakning. Sådan er gaven selv et billede på den smukke tanke bag.

 

Hvis det alene stod til mængden af gaven, så betyder julen også for os, at vi ønsker for os selv – og hinanden, at livet er en gave. Livet er en gave, vi får rakt. Livet er en gave, vi rækker hinanden. Og livet er fyldt af gaver. Det har I sikkert alle hørt så tilpas mange prædikener om, at jeg ikke behøver at gentage det.

 

Det er i livet som det er når gaverne omkring juletræet skal fordeles: Det er ikke alle, der får lige mange.

Der er nogen for hvem alt ser ud til at lykkes.
Der er nogle, der er begavede på mange måder. Mens andre er mindre begavede, bogstaveligt og overført talt.

Når jeg kører herfra i dag, skal jeg til slægtsgården i Sønderjylland. For flere af os fætre og kusiner er det den eneste gang om året, vi mødes. Så vi kører langt, for at være sammen.

Som i de fleste familier er der naturligvis nogle traditioner. F.eks. er det blevet indført, at hver søskende og søskendebarn kort fortæller en enkelt ting fra året, der gik.

De første år hev de allerfleste en succeshistorie frem. Fortalte om at nu havde barn det sat ny rekord. Eller man havde fået nye betydningsfuldt job. Eller noget helt tredje.

Men de senere år har det ændret sig. En ærlighed eller frimodighed har sneget sig med. Jeg tror stadig mine nevøer og niecer sætter rekorder i landets svømmehaller og at mine fætre og kusiner får gode job – hvor de vist endda får løn. De kører i hvert fald i væsentligt større biler end min grå Skoda.

Men de senere år har vi vovet at fortælle – bare lidt – om bagsiden af det glittede. For det går ikke altid som vi håber på og drømmer om. Vi lukker livets gave op for hinanden med en anden ærlighed, jo ældre vi bliver.

 

Helt tydeligt bliver det, når vi kommer til ta – da – det store pakkespil. Nu tænker I nok, at Gud og hvermand kender til pakkespil. Så har I ikke set vores. Mængden af pakker er enorm. Men det væsentligste er ikke, at der kommer store, prestigefyldte pakker på bordet. Det væsentligste – og det sjoveste – er gentagelsen. For de bedste af pakkerne er dem, der går igen. År efter år.

 

Vi har en satirisk statue af en tidligere statsminister. Der er jubelscener når en af selskabets alleryngste vinder den. Og det kan også ødelægge selv den mest minutiøse 2. juledags-bilpakning at vinde det enorme gevir.

Jeg har en platte af klokkespillet i Løgumkloster, som jeg skal huske at have med i år.

Og en paperback-version af ”Dianas sande historie” er også et af klenodierne. Og hvert år er pakkerne indpakket til ukendelighed. Med alt, hvad måtte være af overskuds glimmerpapir fra juleaften.

Og … og nu kommer det. Der er ingen nåde. For nok er der masser af latter omkring bordet. Men tag ikke fejl. Det er alvor. For der er fuld overensstemmelse om, at pakkespillet skal ligne livet. Pakkespillet er en opdragelse i livets skole.

 

Her er ikke noget med at man kun må vinde 2 pakker.
Ikke noget med, at alle skal have.
Og i sidste runde, når man må stjæle pakker fra hinanden, må man også stjæle fra de yngste.
Og man må ikke tude.
Det er blodig alvor. Eller næsten.

 

For helt så blodigt som i dagens beretning om Stefanus og om profeterne, der bliver slået ihjel, fordi de fortæller om Jesus er det naturligvis ikke. Hverken omkring langbordet i køkkenet i Sønderjylland eller her ved denne andenjuledags gudstjeneste.

 

For vi ved det jo godt. Vi ved godt, at livet er langt mere og langt alvorligere end det glittede og det smukt indpakkede.

Anden juledag bliver vi mindet om, at julen varer lige til påske. Ja, til langfredag.

Det er ikke alle, der kan pakke gaver lige så flot ind som butikken i gågaden.

Men vender vi pakken her om, så ser vi, at den er pakket ind på den allermest almindelige indpakningsmåde.

Med båndet, der krydser hinanden. Så det ligner … ja, et kors.

Lige på den anden side af alt det smukke, er korset.
Lige efter julenattens fredfyldte idyl med frelserens fødsel hører vi om den første, der må lade livet, fordi han bekender sig til den frelser.
Lige efter hallelujaerne følger skældsord og forhånelse.
Lige efter fødslen kommer døden.

Hver sin side. Og dog to sider af samme sag.
To sider af Jesu sag: I julen er påsken forudgrebet.

Jeg tror ikke, vi tænker over det, når vi pakker gaverne op juleaften: At julen varer lige til påske. At har vi sagt Jesus og jul, har vi også sagt lidelse og langfredag.

Men julen varer lige til påske. Og for den, der har øjne at se med, bliver det tydeligt allerede ved gaverne.

Påsken er julens bagside. Eller forside. For vi kan også sige, at med julen kom glæden ind i verden. Men med påsken bliver håbet genfødt. Født af døde. Født der, hvor ingen havde ventet, at det kunne blive til liv igen.

 

For den, der måske først er nået til at lade julefreden falde over en og komme i kirke anden juledag er det næsten ikke til at bære at komme herhen og høre, at julefreden ikke varer længere end et par dage. Det gælder her i kirken – og det gælder i verden. Det er næsten ikke til at bære.

Men det er samtidig til at bære, fordi det er så troværdigt et billede på vores menneskeliv. Hvor liv og lidelse også for mange er to sider af livets gave.
Jo vist kan der være glæde. Og vist kan de kors, vi hver især måtte bære på ligge skjult på undersiden. Men det betyder ikke at de ikke er der.

Det er troværdigt, at Gud sendte sin søn ind i vores verden som den, der vil dele det hele med os. Både alt det smukkeste og det mest håbefulde. Men også livet, når det er lidelsesfyldt.

Det er troværdigt, at Gud ikke bare er de glades Gud og de lykkelige Gud og dem med et liv med glittet papirs Gud. Han er også ofrenes Gud. De myrdedes Gud.
Gud blev et menneske, som blev udsat for vold og tortur. Han kender smerten og angsten indefra.

Men hvad så med bødlerne, dem, der myrdede Stefanus? Dem, der hamrede Jesu hænder og fødder til korset? Er Gud også Gud for dem?

Det er svært at skulle forholde sig til, at Gud også er Gud for de dumme svin. Dem, der bliver tvunget til at øve ondt. Og dem, der

Men det vil være at gradbøje tilgivelsens absoluthed, hvis Gud ikke rummede dem. For hvor skulle vi så gå hen, når det er os, der har været bødlen i et andet menneskes liv? Når det er os, der har gjort ondt? Kastet med sten eller ord eller på anden vis såret et andet menneske? Grænsen for Guds kærligheds magt er det ikke op til os at sætte – og godt for det!

 

Juleaften sang vi "Et barn er født i Betlehem" Der lyder et af versene, "Forvunden er nu alt for nød, os er i dag en frelser fød". Hvert år er der nogle, som synger: Forsvunden er nu al vor nød. Og hvor ville det være dejligt, hvis det var sandt.

 

Men enhver kan se, at der stadig er masser af nød i verden. Nøden er ikke forsvunden. Men den er overvunden. Det er julens budskab. Ondskab og døden og nøden er ikke længere det stærkeste, der findes. Her i verden råder stenenes lov, og nøden er ikke forsvunden, men stærkest af alt er den glæde, den fred og det håb, Gud har lagt i vores hjerter.

Det er jul. Og julen varer til påske. For midt i julens glæde – som såmænd kan være påståelig nok – står korset som en skytte og en silhuet. Eller som det vartegn, vi alle har fået tegnet for pande og bryst, sådan som det skete for Keenza lige før.

 

I morgen smider vi papir og bånd til storskrald.
I morgen bytter vi gaver.

I dag spørger vi: Ville Stefanus have en bytter?
Ville han have ønsket, at den gave han havde fået: Troen – ikke var så dyr? At den ikke havde kostet ham livet?

Nej. Det var ikke et muligt valg for ham.  Og det er – blandt andet derfor – han er gået over i historien som en af mange martyrer.

 

Vi andre tror, at troen ind i mellem er et valg. Vi tager ikke hele pakken. Nøjes ind i mellem med Gud, når tilværelsen er som glittet julepapir og der er al mulig grund til at sige Gud tak. For så - når livet forekommer os for svært – eller vi synes, Gud er for urimelig eller for uretfærdig eller for uforståelig, så er vi mest tilbøjelig til at bytte Ham ud. Men med hvad? Der er ikke andre ombudsmænd i tilværelsen, vi kan klage til.

 

Vi har alle fået livets gave. Den gave kan ikke byttes. Og ikke sjældent er der de fineste, mest uforudsigelige ting i den. Som vi godt nok ikke havde regnet med, men som vi ikke kunne drømme om at bytte. Ja, engang imellem er livet skinnende og glittet som det fineste julepapir.

Men engang strammer garnet – eller gavebåndet. Og vi føles, at vi er ved at blive kvalt.

Da er det, at undersiden bliver oversiden.
For måske er det der, at vi mærker korset, - ikke som det, der strammer, men som det, der støtter og bærer.

Hvor er det håbefuldt, at det tegn, Gud har givet os, er at julen varer lige til påske. At glæden er der, at håbet er udødeligt, fordi det er fra Ham. Kors og krybbe står side om side. Barnet i krybbe og manden på korset udtrykker den samme: At håbets mulighed er kommet ind i vores verden. Og det håb kan ikke stenes til døde.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

Kirkebøn:,

Himmelske Far.

Vor Herre Jesus Kristus.
Englene sang om fred på jorden den første julenat, men du fik ikke fred.

Hvor du kom, blev menneskene delt, og hvor dit ord bliver forkyndt, vækker det modsigelse og strid. Herre, hold os fast, når modgangen skræmmer os.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange.

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.

Vi beder for dem, der kæmper for at holde fast i troen.  For os, når vi tror, at det er os, der skal holde fast – og glemmer, at det er dig, der holder os fast, Herre.

Vi beder for Keenza, der i dag er blevet døbt. Giv gæsterne en dejlig dåbsdag.

 

Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din.

Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Så beder vi dig, Herre: Både når modgangen synes stor – og når livet gør det, at vi må se og mærke glimt af den glæde og det håb, der blev tændt en mørk nat i en stald lidt udenfor Betlehem. Glædelig jul.

 

Glædelig jul - juleprædiken

Han gik ikke baglæns. For han havde intet behov for at se tilbage på det, der lå bag ham. Der var kun én vej. Og det var fremad. Skridt for skridt for skridt.

Vi skriver året 1918. 1918. Den 11. november kl. 11 var freden en realitet. Men enhver fred har sin pris. Den pris skulle de mange soldater, der havde overlevet krigens gru, først til at betale.
Nu var de på vej hjem. Skridt for skridt for skridt.

Det er 100 år siden min oldefar Christian Eskesen – sammen med mange, mange andre – begyndte en mere end 2000 kilometer lang vandring – til fods. De skulle hjem fra Den store Krig.

Christian Eskesen gik fra Rusland til den del af det nordligste Tyskland, som efter 1920 blev dansk.
Christian skulle til Ballum Vesterende i Sønderjylland.
Han skulle hjem.

Hvad bar han mon på?

Han bar på oplevelser, som han aldrig siden talte om. Oplevelser, som ikke er for børn. Eller for voksne for den sags skyld. Hverken dengang eller i dag.

Hvad bar han?
Han bar på ordene fra alle de breve, der er udvekslet mellem Ballum og Rusland.

Jeg har læst et af brevene. Det, hvor hans kone skriver om sønnen Eske. Eske, som havde fået den spanske syge. ”Skriv hvad du synes, min ven, men lad os fremfor alt bede for lille Eske”.
Jeg ved ikke om Christian var med, da lille Eske blev begravet.

Christian bar på mindet om lille Grethe. Grethe, der 50 år senere blev min mormor. Christian havde ikke set Grethe ret mange gange. Hun havde været så lille, da han første gang drog afsted i krig. Sidst han havde været hjemme på orlov, havde hun ikke kunnet kende ham. Hun græd, da hun så ham i uniform og med skæg. Hun ville slet ikke over i de fremmede arme.
Jeg ved ikke, om Christian græd den dag.

Han bar på så meget. Og på så mange. Mindet om alle dem, der ikke kom hjem. Fordi de havde måttet lade livet i en krig, der ikke var deres.

Han bar på mindet om en særlig soldaterkammerat. De kom ikke samme sted fra. Men de kæmpede i den samme krig. Jeg kender ikke hans navn. Men jeg er sikker på, at oldefar Christian og han har talt om mange ting. Om deres glæder. Deres savn. Om deres familier. Og om deres tro. For mens Christian var protestant, var den anden soldat katolik.

Denne anden soldat kendte ikke kun til krig. Han var også håndværker. Som håndværker havde han været med til at lave badeværelse for selveste kejseren.
Kejser Wilhelm den 1.
Det havde, alt andet lige, været en ærefuld opgave.

Til minde om den opgave havde han taget en marmorflise fra det badeværelse med sig.

Det var da noget tungt noget at bære med sig, tænker du måske? Tja, måske. Men vi bestemmer ikke altid selv, hvor meget det vejer, det vi vælger at bære med os, vejer. Det kan være tungt, det kan være let, men hvis noget har betydning for os, bliver det en del af vores livs bagage.

Soldaten bar en marmorflise fra Kejser Wilhelms slot med sig. Da han så selv dør i krigen, får min oldefar flisen fra Kejser Wilhelms badeværelse.

Historien fortæller, at min oldefar bar den marmorflise ved sit hjerte hele vejen fra Rusland og hjem til Vesterende Ballum.

Lige nu er det den flise, jeg holder i min hånd.

Det, der er båret ved et hjerte, skal du passe særligt godt på.

Flisen har været i mit hjem lige så længe, jeg kan huske. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde rigtigt har lagt mærke til den. Den var der bare.

Den var der bare.
Sådan er det også med gode traditioner. De er der bare. Det er ikke altid, vi giver os tid eller rum til at reflektere over det, der bare er. Men det skal vi gøre. For sådan givet vi det betydning. Vi skal gøre os klart, hvad det er vi hver især bærer med os i slægt efter slægt – og hvorfor vi gør det. Det gælder også det arvegods, som vores tro er.

Sidste år flyttede mine forældre fra barndomshjemmet til deres nye hjem. Jeg tror ikke, jeg ville have opdaget det, hvis marmorflisen ikke var flyttet med. Men det gjorde den. Og det var først der, jeg hørte historien om den.

I aften lægger jeg flisen på julebordet som bordskåner. Og så kan den holde på varmen.

Det, der har været båret ved et hjerte, skal vi passe særligt godt på.
Det du bærer ved dit hjerte, skal du passe særligt godt på.

Vi har alle noget, vi bærer ved vores hjerter.
Det skal vi passe godt på.
Det gælder vores børn. Vores familie. Gode venner.
Det gælder dyrebare minder.
Det gælder traditioner.

Nu er det jul. Det er den dag på året, hvor vi har allerflest traditioner. Traditioner, det er det, vi gentager år efter år. Det er dem, vi giver videre fra slægt til slægt.

Gode traditioner er med til at give livet indhold. Vi skal huske de gode traditioner. Vi skal ikke bare gøre det. Vi skal vide hvorfor vi gør det. For sådan får traditioner også særlig værdi.
Vi skal vide og videregive, hvorfor det er vigtigt for os at være her i dag. Og hvorfor vi engang imellem hvisker et stille Fadervor.

Vi skrev 1918. Jeg fortalte om min oldefar, som jeg mødte. Han gik ikke baglæns hjem fra krigen. For han havde intet behov for at se tilbage på det, der lå bag ham. Der var kun én vej. Og det var fremad. Skridt for skridt for skridt.

Alligevel er jeg ret sikker på, at han er gået baglæns i sit liv. Da han efter orloven skulle tilbage i krigen, eksempelvis. Der gik han baglæns, så han så længe som muligt kunne se sin hustru og de børn, han alle havde haft i sine arme. Og han gik baglæns alle de gange, oplevelser fra krigstid – og fredstid dukkede op i hans hjerte og hans sind.

Nu skriver vi 2018.
Jeg har for ganske nylig læst, hvis man vil huske noget, så skal man gå baglæns. Det gælder både, når man fysisk går baglæns, men også når man gør det mentalt – og går baglæns i tankerne.

Og gå baglæns - det er jo lige præcis, hvad vi gør i juledagene. Vi går baglæns: Vi husker barndommens jul. Vi husker julen sidste år. Vi husker på dem, der ikke er med rundt om julebordet og træet i år og som vi savner. Dem, som kommer bare lidt tættere på vores hjerte, når vi tænker på dem.

Vi husker alle de skøre og sjove historier, som de allerfleste familier har. Om julemad, der gik i fisk. Om forbyttede gaver. Om væltede juletræer. Vi husker, hvordan det var at være os, sidst vi sad lige præcis her. 

I år har jeg et særligt juleønske.
Jeg ønsker det ikke kun for mig selv.
Jeg ønsker det for alle Jer, der er her i dag.

Jeg vil ønske, at I, at vi alle sammen,
på et eller andet tidspunkt i aften går baglæns.
Baglæns til bords.
Eller baglæns rundt om juletræet.
Baglæns i minderne.
Ikke kun for at dvæle. Men for at huske.
For at bringe til live. Og for at holde traditioner i live.

I bestemmer selv hvor længe, I går baglæns.
I bestemmer selv hvor langt tilbage i går.

Vi gik 100 år tilbage.
Vi kunne også have gået 200 år tilbage. Til 1718.
I det år blev julesangen ”Stille nat” skrevet.

Hvordan den julesang blev til for 200 år, siden vil jeg ikke fortælle her. Jeg vil blot minde om den julenat under Den store Krig i 1914, hvor soldaterne lå i hver deres skyttegrave. Der hørte man pludselig soldater synge ”Stille Nacht, heilige Nacht” på tysk. Og pludselig blev det flerstemmigt, for de engelske soldater stemte i med ”Silent Night”

Og måske har der ligget en soldat fra det, der et par år efter blev dansk land, og sunget ”Glade jul, dejlige jul” og ”Fred på jord”.

Og når vores kor lige om lidt synger salmen, så nyn gerne med.
Gør det for at ære alle dem, der mistet livet i krige.
Og for dem, som stadigt kæmper.

Men nyn det også for dig selv.
Nyn om at glæden og den fred, der kom til jorden julenat  også må nå helt ind i dit hjerte.
Og at du må bære den julefred med dig herfra.

Vi er gået 100 og 200 år tilbage.
Vi kunne også gå godt 2000 år baglæns.

Ja, lad os - i tro - gå ind i en vindomsust stald på en mark lidt udenfor Betlehem.
Lad os stille os ved krybben, dér hvor barnet ligger.
Gudsbarnet.
Fredsbarnet.

”Frygt ikke”, sang englene.
De sang det dengang.
De synger det til os i dag: Frygt ikke.

Vist er der stadig masser af frygt i verden
Og der er mennesker, der må flygte fra deres fædrelande.
Mennesker, der helt sikkert vender sig om og ser sig tilbage.

Og vi kender til det, for også vi kan frygte, når vi ser os tilbage. Og engang griber frygten os også, når vi ser frem og tænker: Hvad mon der venter mig?
Og når vi gør det, så lyt til ekkoet fra julenat.

Vi står i stalden.
Vi ser ham.
Jesusbarnet.
Kærlighedsbarnet.
Det er jul!

Gud gjorde det bagvendte af, hvad vi ville forestille os om en Gud. Han steg ned fra sin høje himmel for at komme til os.

Det er jul. Og vi får at vide, at vi er dem, Gud bærer under sit hjerte.
Det er for vores skyld, at Gud gik hele vejen ned på jorden og baglæns igen. For at dele sin kærlighed med os.

Det er jul, uanset om du nu er kommet forlæns eller baglæns ind i den. Det er jul. Lad juleglæden flytte ind i dit hjerte, så du bærer den med herfra.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul

Advent er blevet til en for-fest

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Det er snart jul igen
og jeg glæder mig allerede til
det bliver januar
jeg hader, når
juletræerne tændes på alle byens altaner
og
gågaden er pyntet og Frelsens Hær synger salmer
det bedste ved julen er, når
den er forbi, og juletræerne ligger i regnen og venter på skraldemanden
jeg frygter altid de dage, hvor
vi samles med familie og venner for at fejre højtiden
jeg længes efter, at
vintermørket igen sænker sig over byen
det er det, jeg overlever på, når
det er jul
jeg mener det virkelig
og ja
jeg ønsker dig en glædelig jul
men det kommer ikke fra hjertet
julen er en overfladisk forbrugsfest
ja, jeg siger også, at
julen ikke er andet end sentimental overtro og religiøst kitsch
det er patroniserende at påstå, at
julen er et udtryk for en medfødt længsel,
der ligger dybt i os alle, ligesom
de fyldte kirker er bevis på en oprigtig tro,
hvor ved de det fra?
julen er et disneyficeret levn fra en død religion
det lader mig kold, når de siger, at
julen er hjerternes fest

Glædelig jul! Eller Jeronimus-adventstid – skulle jeg måske snarere sige. Så er stemningen da ligesom lagt. I digtet her er da virkeligt ikke lagt fingre imellem!

I kirkelige kredse plejer vi at betegne og insistere på adventstiden som en forberedelsestid, hvor vi stemmer sindet til jul. Hvor vi ser frem mod den ventede Messias, der skal komme til verden.

Men måske er det bare fordi jeg er ved at blive en gammel sur mand, der ligesom Johannes Døberen siger tingene ligeud, at jeg tænker, at der er gået for-fest i adventstiden. En for-fest - ligesom de unge holder for-fester inden den egentlige fest.

Til for-festen mødes de og klæder sig på, lægger make-up, spiser og drikker. Nogle af dem når aldrig længere end til forfesten, fordi promillerne blev for mange eller krudtet brændte ud inden den egentlige fest.

Det er ærgerligt, synes jeg. Ikke at holde dobbelt op af fester. Men at gå glip af det var det egentlige fest.
Vi har gjort adventstiden til en forfest. For vi er ikke ret gode til at vente. Og derfor tager vi ikke bare forskud på julefesten. Vi forspiser os i æbleskiver i løbet af december, i sådan en grad, at vi ikke har lyst til at klemme så meget som en eneste mere ned, når vi kommer til juledagene.

Allerede fra slutningen af oktober holder ethvert firma og enhver forening med respekt for sig selv julefrokoster. Og der er intet som helst i vejen med at spise sammen med mennesker, man holder af. Men hvorfor ikke vente med julefrokosterne til det er jul? Og er der et overflødighedshorn af mad, så julesulet både er spist og har sat sig på sidebenene inden højtiden.

Heller ikke julegaverne kan vi vente med. Så efter at have fået kalendergaver i 24 dage, så skal der virkelig noget til for at julegaverne kan toppe det.

Allerede fra slutningen af november er der så meget julelys i haver og huse, at selv hvis en stjerne lyste særligt klart julenat, så var det lige før vi ikke ville lægge mærke til den for bare lysforurening.

Så snart vi har passeret midnat den 24. december er det stort set ikke til at høre et stykke julemusik. Julepynten har butikkerne sat på bud allerede midt i december. Og fra den 26. december ligger nytårshattene kække på række.

Så er det klart, at vi kan komme til at spørge som Johannes Døber: Er Jesus allerede kommet? Var han kun på besøg? Og er han gået igen? Eller er han kommet for at blive?

Johannes Døberen var ikke kendt for at pakke noget ind. Og da slet ikke i julepapir. Johannes Døberen sagde tingene som de var. Som han så dem. Det bliver man ikke altid populær på. Nu sidder han fængslet. Fordi han også havde sagt råt for usødet til Herodes, hvad han tænkte om hans livsførelse.

Der var på Jesu tid – såvel som i vore dage - mange måder at være fængslede på. Johannes Døberen sidder dels i et fysisk fængsel, men på en måde er han dobbeltfængslet. For Johannes Døberen og det jødiske folk var også fængslet på en anden måde: Landet var besat af romerne. Det var på mange måder udsigtsløst. Romerne sat tungt på landet.

Jeg tror faktisk ikke, vi helt kan forestille os, hvordan det fængsel var – ligesom det kan være svært at forestille sig hvilken som helst fængsel – hvis man ikke har været der selv. Det gælder de fysiske fængsler. Det gælder også alle de andre måder, vi mennesker kan føle os fængslede på.

Der i mørket og dødens skygge og Johannes er kommet i tvivl. Det er oftest der, tvivlen sniger sig ind på os: Når mørket er tættest og det dødelige og det endelige kaster skygger ind over livet.

Det er såre menneskeligt. Hvem af os har ikke ind i mellem tvivlet på, om det nu også var de rigtige valg, man fik truffet? Hvad kom der egentligt ud af det hele: Alt sliddet, de mange overtimer? På det, man havde bygget liv og tilværelsestolkning på. Stod det fast, når det virkeligt gjaldt? ”Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden?” Det er det bud, han sender til Jesus.

Gad vide om Johannes Døberen har tænkt, om han kun nåede med til forfesten? Om han går glip af selve festen? Om Jesus virkelig var den ventede Messias – eller om andre nu var nødt til at overtage ventetiden og håbet.

For var der noget, Johannes kendte til, så var det at vente og at håbe. Det lå dybt i hans tros DNA: Det håb, Esajas skrev om. Det håb, vi sang om. At Gud selv ville befri sit folk. Når det sker, vil ørkenen stå fuld af blomster, blinde vil være seende, al frygt og sorg vil være forsvundet. Blomstre som en rosengård er kaldt salmen om det urimelige håb. Det er håb altid. Det håber aldrig kun på det, vi kan se. For så var det ikke et håb. Håbets aktionsradius ikke det opnåelige eller det rimelige, men det vi kun kan nærme os med uvishedens ærefrygt.

Håbet lever ikke kun i dagslys. I dag møder vi håbet fra mørkets sted. Fra det sted, hvor tilværelsen er gået i baglås.

Og derfor er Johannes også kun den første i en indtil videre uendelig række af troende tvivlende, der stiller det samme spørgsmål: Er du den, som kommer – eller skal vi vente en anden?

Det bliver ofte udlagt, som om Johannes er kommet i tvivl. Men jeg tror, det er et spørgsmål, både den troede og den tvivlende stiller: Er du den, som kommer, Jesus, eller skal vi vente en anden? Er du den, der kommer på besøg i vores liv, i vores fængsler, i det, mørke, der nu måtte være vores? Eller skal vi vente videre på at der kommer en anden? Til troens væsen hører både vished og uvisheden: For hvis Jesus er frelseren hvorfor føler jeg mig så ikke frelst og fri?  Hvis han er lyset, hvorfor er der så stadig mørkt i min tro? 

Jeg synes ikke, det er svært at forholde sig til, at Johannes kunne blive utålmodig.
Jeg synes, det er helt forståeligt, at han har svært ved at se sprækker af lys ind i det mørke, der har sænket sig over hans skæbne.
For nok ved vi nu – at Johannes kom ud af fængslet. Men det var ikke til frihed. Men til en fest, der ikke var hans. Først tabte kong Herodes hovedet, da Salome dansede. Siden gjorde Johannes.

”Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden?”
Jesus blev ikke Johannes’ befrier.
Alligevel er det svar, Jesus giver Johannes’ disciple med tilbage til fængslet: At han er kommet. At de undere, Esajas kun turde håbe på, sker. Ikke engang, men nu. De blinde bliver seende. De frygtsomme får mod. Og at Johannes var englen, der banede vej for Jesus.

Vi ved ikke, for det står ingen steder, om ordene nåede Johannes. Vi ved ikke, om den fred, Jesus kom med, også blev den fred, Johannes kunne dø på.

Vi ved heller ikke, for tro er aldrig viden, om adventstidens håb og længsel når til opfyldelse i vores liv. Eller om også vi skal vente videre. Videre på at opleve os som seende, der hvor vi har blinde plettere. Vente på at Jesus kommer og rejser det mod, der er faldet sammen hos os. Vente på, at det, der er så tørt som en Jerikorose kan folde sig ud og grønnes. Vi ser ikke altid tegnene. Og uanset om der er tremmer for vores tro eller ej, så kender også vi til tvivlen, til mismodet.

Jeg indledte med et digt. Jeg kender ikke forfatteren. Det stod i Kristeligt Dagblad for endda nogle år siden. Og det digt er næsten mere mistrøstigt end Johannes Døberen selv.

Men i alt liv afhænger det af perspektivet. Og digtet her kan ikke kun læses oppefra. Det kan også læses nedefra. Eller omvendt – om du vil. Og så lyder det pludselig sådan her:

julen er hjerternes fest

det lader mig kold, når de siger, at

julen er et disneyficeret levn fra en død religion

hvor ved de det fra?

hvor ved de det fra?

de fyldte kirker er bevis på en oprigtig tro,

der ligger dybt i os alle, ligesom

julen er et udtryk for en medfødt længsel,

det er patroniserende at påstå, at

julen ikke er andet end sentimental overtro og religiøst kitsch

ja, jeg siger også, at

julen er en overfladisk forbrugsfest

men det kommer ikke fra hjertet

jeg ønsker dig en glædelig jul

og ja

jeg mener det virkelig

det er jul

det er det, jeg overlever på, når

vintermørket igen sænker sig over byen

jeg længes efter, at

vi samles med familie og venner for at fejre højtiden

jeg frygter altid de dage, hvor

den er forbi, og juletræerne ligger i regnen og venter på skraldemanden

det bedste ved julen er, når

gågaden er pyntet og Frelsens Hær synger salmer

og

juletræerne tændes på alle byens altaner

jeg hader, når

det bliver januar

og jeg glæder mig allerede til

Det snart er jul igen

Perspektivet ændrer alt. Derfor er Johannes spørgsmål vigtigt: For det ændrer alt om Jesus er kommet – eller om vi stadig venter på, at han skal komme ind i vores liv.
Men er han kommet, er Gud også kommet ind i vores tilværelse og vender op og ned på det hele. Vender op og ned på alt det, mennesker gik og troede dengang – og vel også op og ned på meget af det, vi stadig går og tror.

Vi har så let ved at tro, at jul er det op til os at skabe. Men hvis vi nu kunne tage den del af julen lidt mere ”oppefra og ned”, så kunne det jo være, at der blev mere plads til det ”oppefra” til os. Til julen fra Gud til os.

Hvor tid ikke er noget, vi tager os, men noget vi får givet. Sammen med freden og glæden.  Og at det ikke kun er på visit, men at det er kommet for at blive.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster kan læses her:

https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-forste-raekke

Prædiken sidste søndag i kirkeåret

I fødselsdagsgave fik jeg – blandt meget meget andet – et nyt ordforråd. Det ligger her i glasset. Og hvis ikke I kan se bagerst, kan jeg tænde lyset. For sådan er det med ord. Der kan pludselig gå et lys op for en. Og man kan se ord i et ny lys og i en større betydning. Sådan – også sådan – kan ord blive et forråd, man kan leve længe af og på.

I sidste uge var jeg på kursus, arrangeret af Bibelselskabet. Bibelselskabet arbejder i disse år på en nyoversættelse af hele Biblen til nudansk. I har allerede hørt ordbidder fra den. Den er den oversættelse, vi ind i mellem bruger her ved gudstjenesterne.

Oversættelsen er videnskabelig. Det vil sige: De går tilbage til grundteksterne, til hebraisk, som det gamle testamente er skrevet på – og til græsk, som det nye testamente er skrevet på. Og nyoversætter. Tager ord for ord, sætning for sætning, skrift for skrift. Og når de er igennem det hele, læser de på tværs af Biblen for at få krydshenvisningerne med.

Arbejdet med at gøre det til en oversættelse til nudansk, betyder også, at oversætterne har fået den udfordring at skulle bruge andre forråd af ord, end de ellers har været vant til. Engle kommer ikke til at møde mennesker med et ”hva’ så der”. Og ofte anvendte ord fra vores ordforråd som ”hygge” eller ”hej” eller ”hyper” eller ”yolo” finder heller ikke vej.

Men som en konsekvens af, at der er mange ord, der er forsvundet fra en nudansk forståelseshorisont, betyder, at oversætterne må grave dybt i forrådet for at finde nye og forståelige ord.

Som I ved, er der mange landbrugsudtryk i Biblen. Men ord som ”avner” og ”aks” er ikke længere umiddelbart forståelige for læsere, der er langt fra en landbrugsmæssig virkelighed. Så der er man kommet på overarbejde.

”Kom til mig, alle I, der slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på Jer, og lær af mig. … For mit åg er godt, og min byrde er let”. I den nye oversættelse er ordet ”åg” røget ud og sætningen er omskrevet. Og selvom jeg ikke gider lyde som en gammel sur mand, der bare vil bevare alt bestående, så er det alligevel lidt ærgerligt. Men nu er bogen ikke gået i trykken endnu, så måske man kan nå at komme med indsigelser. For der er nogle spændende sammenhænge, der klinger med, når man siger ”åg”.

For det første: Det er helt tydeligt, at Jesus bruger ordet ”åg” billedligt talt. Det er ikke sikkert, Jesus har stået der på en af de støvede veje i Israel med et åg i hånden. Hvad der derimod er meget tænkeligt er, at han – netop ved at bruge det ord - talte i opposition til sine modstandere. Til dem, der udlagde Guds ord på en helt anden måde end Jesus mente, vi skal.

De gjorde Guds ord til et åg. Nærmere bestemt den del af Guds ord, der handler om at opfylde loven. Guds ord er altså noget, man skal bære, mener de. Og det er tungt. Det kan være en byrde, man kan være ved at segne under, fordi man ikke kan løfte den. Intet menneske kan overholde alle de mange lovbud og lovkrav, som det, der siden blev til helligskriften indeholdt. Loven er derfor ikke et hjælpemiddel, noget, der kunne bringe mennesker tættere på Gud, men noget byrdefuldt, som kun bidrager til at gøre livet tungere for den enkelte og for folket. 

Jamen, er det ikke bare en oldgammel forståelse, som vi ikke kan bruge til noget som helst i dag? Næ. Der er masser, vi synes, vi skal leve op til i vore dages samfund. Og det kan være enormt byrdefuldt at skulle leve op til samfundets udtalte og uudtalte norm om, at vi skal være i form, både fysisk og mentalt. Vi skal være arbejdsomme. Vi skal være slanke, smarte, likede, populære. Ja, fortsæt selv rækken. Hvem har ikke oplevet det som enormt byrdefuldt?

Her tilbyder Jesus en anden tilværelsesforståelse, en anden lov og en anden byrde. Et andet åg. Han tilbyder en byrde, et åg, der er let. Og hvorfor det så det? Det er den, fordi han forstår ordet ”åg” anderledes. Det fordi Jesus forstår loven anderledes.

På Jesu tid var et åg ikke et enmandsredskab. Så når jeg har sat et billede af et åg øverst på salmesedlen, så er det faktisk falsk vare- eller billedbetegnelse. For i Palæstina på Jesu tid var et åg et redskab, der blev brugt til at lægge over to trækdyr.

Så når Jesus taler om sit åg, der er let at bære, så taler han om, at der er en, der bærer med. Han taler om medleven og solidaritet: At nok har vi mennesker meget at bære på. Det ændrer sig aldrig. Og der vil altid være nogen, der helt objektivt har mere at bære på end andre. Men der er en, der bærer med. Og det er Jesus. Han tager ikke byrderne fra os. Lige som vi om lidt i december i ”Et barn er født i Betlehem” jo heller ikke synger: ”Forsvunden er nu al vor nød” – nej, vi synger: Forvunden. Overvunden. At komme igennem noget.

Når man lægger et åg på, så er det et hjælperedskab. To okser trækker mere end dobbelt så godt som en, hvis de kan finde takten. Og ordene: At trække på samme hammel betyder det samme. Man trækker sammen. Man bærer sammen. Sammen er man stærkere.

Og tager man ordet ”ægteskab”, så er det græske ord for ægteskab faktisk ”at være under samme åg”. Og derfor stod der også længe på min salmevalgsseddel, at vi i dag skulle have sunget:
”Det er så yndigt at følges ad
for to som gerne vil sammen være.
Da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære”.

Eller den nyere: ”I blev skabt som mand og kvinde”
Hvor der står:
Egen byrde skal I bære,
så den anden slipper fri.
Men er byrderne for svære, skal I stå hinanden bi.
Den, som intet bærer på,
visner som det golde strå.

At være to er at være to til at bære sammen. Det gælder i medgang. Det gælder på en anden måde i modgang. Det gælder i ægteskaber. Men det gælder selvfølgelig ikke kun i ægteskaber, men i alle følgeskaber og fællesskaber: Det gælder i venskaber. I familier. I menigheder. Vi skal bære. Vi skal hjælpe med at bære hinandens byrder og glæder.

Delt glæde er dobbelt glæde.
Delt byrde er mindre end halvt så byrdefuldt at bære.

Dagens evangelium er en invitation.
Vi skal – som Jesus gør det i dag – invitere hinanden til at bære med. Vi skal leve sådan, at andre har tillid til at dele åget med os. Så vi sammen bærer det, der kan være svært at bære alene.

Du skal ikke klare det flot, som er sværest i dit liv.
Det er ingen ros at ville bære alene.
Du må godt lade nogen bære med.
Du må godt lade dig bære.

Dagens evangelium er en invitation. Men den invitation skal netop ikke være byrdefuld. Evangeliet er aldrig en byrde, et pålæg. Evangeliet er tilsagn. En gave.

Ordet ”åg” ligger ikke i mit ordforrådsglas.
Men jeg håber, at I hver især har et forråd. Et forråd, der ikke kun består af ord, men som består af noget, du kan tage frem og leve på. Et forråd af erfaringer fra de gange, hvor nogle trak på samme hammel som dig. Hvor nogle bar med. Bar dig igennem. Gjorde det bare lidt lettere at være dig i den situation, du nu stod i. Det forråd kan du tære på, også når du synes, du skal bære lidt for meget alene.

Ved siden af det forråd, er der forhåbentligt et andet. Men modsat det første, så ved du ikke, hvad der er i det andet. Der er nemlig alle de gange, hvor du var der for en anden. Alle de gange, hvor det viste sig, at det var takket være dig, at en anden blev båret igennem.

Måske vidste du ikke engang, at du var med til at bære. Måske var du bare til stede. Spurgte på det rigtige tidspunkt. Sendte en sms, et like, et smil. Vi ved ikke altid, hvornår vi er åg for andre. Det er – i ordets egentligste forstand – opløftende.

I en flygtningelejr mødte en journalist engang en lille dreng, der bar et andet barn på sine skuldre. ”Er det ikke en tung byrde, du bærer på?”, spurgte journalisten. ”Nej”, lød svaret. ”Det er min søster, jeg ærer”. Det, der bæres i kærlighed, er aldrig for tungt.

Derfor kunne Jesus bære de byrder, der blev hans: Fordi de var båret af kærlighed: Guds kærlighed. Derfor må vi overgive enhver af vores byrde til ham: Fordi vi har tillid til at han bærer med – og at han gør det af kærlighed.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

Søndagens evangelium kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkearet-fra-anden-raekke