Hvis længsel er en farve - hvilken farve er din så?

Prædiken til Midfaste søndag.

Find de omtalte mosaikker på nedenstående links:
Bespisningen (2 fisk og 5 brød: ) http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/127
Manna fra himlen ses her: http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/126
Det gyldne alter (desværre uden brød) http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/104

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jeg er på mange måder ret vild med dagens evangelium. Underet i, at 2 fisk og 5 brød kan blive til mad til en stor folkeskare taler både til min mave, min tro og til min humor. For det er da både opbyggeligt, underfuldt og humoristisk, at lidt kan blive til meget.

Som en sagde til mig forleden: ”Der står jo ikke noget om hvor store fiskene var – eller brødene for den sags skyld”. Og mit indre blik ser den lille dreng komme slæbende med to fuldstændigt gigantiske fisk og ditto brød som en absurd stor madpakke. Nok til 5000 eller mere.

Og når jeg har smilet af – så kommer alvoren – sådan er det jo med humor, der er altid alvor bag. For i vores del af verden har vi jo masser af mad. Så meget, at vi ikke bare slæber det hjem. Vi slæber det også i skraldespanden, fordi vi ikke får spist det alt sammen. Det eneste sted, vi ikke slæber det hen, det er derhen, hvor det kunne blive til glæde og velsignelse for andre. Vi er ikke ret gode til at dele. Selv ikke af det, vi har nok af.

Jeg er også ret vild med mosaikken, der passer til evangeliet. I finder den i yderste højre spalte, det midterste billede. Vi ser Jesus i midten.

Vi ser det underfulde i, at når noget går igennem Jesu hænder og bliver velsignet, ja, så kan det blive til en hel masse. Det kan jeg godt bruge til noget. Det betyder for mig at se, at du og jeg må have lov til at lægge noget i Jesu hænder - lægge noget over til ham – det kan synes stort eller ubetydeligt småt – men i hans hænder - eller i andres hænder såmænd - kan det blive til velsignelse.

Så det, der ikke ser ud af ret meget, kan blive til en masse. Det er faktisk godt at blive mindet om, både når man synes, man har for lidt eller for meget at bære på.

Bjørn Nørgaard, kunstneren, har udtænkt en lille detalje i mosaikken, som jeg opfatter som et udtryk humor. Se på brødene, der kommer ud af Jesu hænder. De fleste af dem er lyse. Men der er også et brød, der skiller sig ud og er mørkt. Hvorfor mon det?

Fordi, tror jeg, at kunstneren har indbygget en henvisning til fortællingen om israelitterne i ørkenen, vi hørte før. Det har vi i øvrigt også en mosaik af. I finder det i yderste venstre side i midten.

Da israelitterne havde vandret i ørkenen meget længere end folkeskaren i dagens evangelium, var de forståeligt nok blevet sulte. Og Gud besluttede sig for at mætte dem. Det blev til manna. Manna, der faldt ned fra himlen. Der var Gud virkelig en curlingfar. Ikke noget med at israelitterne skulle gøre et eller andet besværligt for at få mad – næ, de skulle såmænd bare bøje sig ned og samle mannaen op og forarbejde den.

Det gik også meget godt de første par dage… sådan er det med curlingbørn… Men så begyndte de at brokke sig: ”Vi er træt af manna. Der skal ske noget andet. Vi vil have afveksling”. Og Gud viser sig stadig som en curlingfar – han sendte et fugletræk forbi af vagtler, og så kom der også kød på bordet.

Her på mosaikken til højre med bespisningen er det ene brød brunt, fordi Jesus ikke gider høre noget brok. Derfor kommer han det simpelthen i forkøbet ved mirakuløst at have flere forskellige slags brød. Jesus ved godt, at nogen er til lyst brød, men der er også altid nogen, der er gået med på speltbølgen, eller kun er til mørkt brød eller rugbrød eller palæobrød eller hvem ved – måske brunsviger, så i underet er der simpelthen gjort plads til, at der er noget for enhver smag. Og samtidig viser detaljen os, at der er plads til os med al vores sære kostønsker – ja og ønsker til livet i øvrigt.

Alle skal kunne blive mætte. Det er vel i korte træk essensen af evangeliet. De blev mætte dengang. Og derfor er deres reaktion også meget forståelig. De vil gøre Jesus til konge. Til brødkonge. Han kan mætte dem. Han kan gøre sådan, at de ikke sulter. What’s not to like – som man siger i øjeblikket? Hvad er der at være utilfreds med? Tja… måske, at så enkelt er det ikke. For så enkelt er livet ikke. Det handler måske ikke bare om, at når vi er mætte, så er alt godt.

Vi kender til at være mætte. Ja, faktisk kender de færreste af os vel til at være sultne for alvor. I så fald er det højst en selvpålagt faste, der får maven til at rumle. Nej, nok er vi mætte. Men der er en anden sult, som jeg tror de fleste af os kender. Evangeliet handler også om den sult, vi bedre kender som ”længsel”.

Længsel er ikke en ny opfindelse. Hvad længtes de mon efter den dag i ørkenen på Jesu tid? Tja… de længtes vel efter det, der kunne give retning i deres liv De længtes efter et fyrtårn, noget at rette deres tro og tvivl og retningsløshed mod. Og her er det moderne menneskes længes måske ikke så meget anderledes. Længsel, det er det tomrum i maven eller i hjertet eller i hjernen, som ikke kan mættes – ikke engang af alverdens madpakker. Længsel er en anden sult.

Længsel er undervurderet. Der er stærke kræfter i at længes. Men det er ikke helt accepteret at længes. Længes efter andet og mere. Det er forkælet og kan føles som brok at føle længsel. At give udtryk for den. For, lyder indvendingerne: Har du ikke mad i maven? Tøj på kroppen? Tag over hovedet? Har du ikke mennesker, der holder af dig? Job måske? Anerkendelse? Min sjæl, hvad vil du mere?

Men selv ikke disse rationelle spørgsmål mætter længslen. Jo vist, er der mad i maven – og BMI’et måske endda også lidt højere end det anbefalede, og vist er der tøj på kroppen – og mere end rigeligt i skabet – og der er tag over hovedet – og minsandten nu er det forår igen. Og alligevel rumler det stadig i maven, i hovedet, i hjertet: Sulten, længslen efter …

Ja, efter hvad? …Når alle de andre behov er stillede og mættede, så kan det hænde, at vi mærker en utilfredsstillet og udefineret længsel rumle i os. Og nogen gange rumler det dobbelt – dels fordi vi ikke altid ved, hvad vi længes efter og dels fordi vi ikke ved, hvad der kan stille længslen.

Hvis længsel har en farve, så er min længsel gul.
Gul som de strømpebukser, jeg havde på, da jeg var barn og på besøg hos mine bedsteforældre. Og fik hjemve, som jeg aldrig havde haft det før. Der var sug i maven. Og jeg var ikke sulten, for hos mine bedsteforældre var der vel 6 måltider om dagen. Men længslen efter det velkendte hev i mig.

Og jeg græd mig i søvn og vågnede næste morgen til høj blå himmel, 30 graders varme – og med tilstoppet næse. Min mormor troede, jeg var blevet forkølet og tvang mig i de gule strømpebukser. Og jeg kampsvedte hele dagen. Men jeg var ikke forkølet … Jeg havde bare grædt mig til en stoppet næse. Mine bedsteforældre opdagede aldrig min længsel, for jeg talte ikke om den. Og lige siden har gule strømpebukser mindet mig om den længsel, der egl ikke måtte være.

Min længsel er gul. Gul som det gyldne franskbrød, min mormor bagte og som smagte himmelsk. Og som i tankerne smager endnu bedre, fordi det er mere end 30 år siden, jeg sidst smagte det.

Min længsel er gul som røræg, der ligger rodet sammen på panden, fordi længsel kan være noget rod. Min længsel ved nemlig ikke altid, hvad den længes efter. For længslen har ikke altid et objekt, længsel kan også være en tilstand. Længsel efter afklaring. Længsel efter mening. Længsel efter at vide, hvad der er det rigtige. Længsel efter vished. Længsel efter erkendelser.

Og min længsel er gul som opstandelsens morgen. For den morgen – den morgen må da stille alle længsler, siger troen.

Indtil da føles min længsel som sult. Som hul i maven. Som uro. Men længsel er også et drive. Et drive, der holder i gang. Tankemæssigt, mentalt, følelsesmæssigt.

Og selvom det kan være besværligt med længsel, så er længslen måske den sult, vi ikke håber på nogen sinde skal blive stillet. For så bliver vi satte på en måde, man ikke skal ønske sig det. ---

”Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund”. Sådan lød det til israelitterne i ørkenen. Det er sjovt. For da Jesus og disciplene har delt ud af fisk og brød, er det netop brødet, der bliver tilbage. 12 kurve fulde af brød står der.

--

Det er snart konfirmationstid. Og i denne uge samlede konfirmanderne og jeg på forskellig måde op på noget af det, vi har arbejdet med i årets løb. Jeg sagde, at de kendte flere symboler på kristendommen. En nævnte fisken – og kunne huske, at det græske ord for fisk IKTYS var en rebus for Jesus Kristus, Guds søn. En nævnte hjertet, og at kærlighed i kristendom ikke kun er kærlighed til os selv og til Gud og til vennerne, men til ethvert medmenneske, også fjenderne. En tredje nævnte korset. Og så sagde en 4. at han også syntes, at brød var et symbol på kristendom.

Brød? – tænkte jeg. Og huskede, at konfirmanderne uge efter uge har fået masser af brød og kage, når de er kommet sultne til præst efter skoletid. Og husker, at de uge efter uge har siddet herinde og har set det friske brød ligge der i Jesu hånd.

Friskt brød. Der er ikke noget, der sælger huse, som duften af nybagt brød. Der er ikke noget, der kan få os til at føle os velkomne et sted, som når der dufter af brød. Der er ikke noget som at komme hjem efter en lang dag og så finde en pose nybagte boller på trappestenen. Og nogle steder giver man hinanden brød i indflyttergave. Selvfølgelig er brødet et af kristendommens symboler. Der er både diakoni og evangelium i brød.

Engang imellem er smuler af brød mere end nok. Det hørte vi for nogle uger siden. Smuler af brød kan måske ikke stille den store sult, men selv smuler af mening kan stille din længsel.

I mere end 2000 år har vi mennesker rakt kristendommens brød videre. Fra slægt til slægt. Så godt som vi nu forstod det. Engang imellem blev det ved smulerne. Og engang imellem blev det, vi rakte, til noget, der mættede 5 – 500 – ja, 5000.

Og den dag ved søen var der mere end én madpakke. Der var ikke kun drengen, der havde brød og fisk med i sin. Nej, Gud selv serverede sin egen madpakke, sin søn. Vi er på vej mod påske. Mod at Guds egen søn bryder brødet og deler det ud skærtorsdag. Dagen efter, langfredag, er det hans krop, der brydes i stumper og stykker. Og i påskemorgens gule lys træder hans krop hel ud af graven på forunderlig vis.

Ser I op på det gyldne alter her, holder Jesus vin i den ene hånd og brød i den anden. Og det er et scoop, at Bjørn Nørgaard valgte, at brødet i Jesu hånd på det gyldne alter skal være et friskt brød. For det er udfordringen for alle os, der har smagt det brød, og for alle os, der længes efter at smage det igen, at vi altid må smage det som friskt.

Og det er opfordringen til os som prædikanter og som menighed, at række det videre, men også at tage imod det som var det nyt. Ikke daggammelt, ikke oldgammelt. Men at Guds levende brød, Guds levende ord, rakt til os, må være friskt. Altid friskt. Det stiller ikke al længsel. Eller mætter os for altid. Men måske ved vi så, hvor vi kan gå hen og få mere.

Du må gerne være sulten efter mere. Du må gerne længes.

Min længsel er gul. Og engang imellem er den forgyldt. Og når jeg - og du - knæler her – og rækkes en stump af det brød, der blev til overs den dag ved Tiberias søen, ja, så er det os, der får at vise, at heller ikke vi skal sulte.

For i troen på Guds søn – det levende brød - har vi fået et sted at rette al sult – og al den længsel, der nu måtte være vores hver især. Og han har vist, at har vi tillid til ham, så både vil og kan han stille al sult og al længsel.

Og engang .. engang er vi blevet lovet, er det os, der skal sidde ved det bord, hvor brødet aldrig bliver tørt og hvor al længsel er stillet. Og Vor Herre vil selv rækkes os begge dele og sige: Velbekomme!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Tak fordi du har rakt os livets brød i din søn, Jesus Kristus.
Tak fordi dit ord mætter os – men også at det får os til at stille nye spørgsmål.

Tak for enhver, der har rakt os brød, vi kunne blive mætte af. Mødre og bedstemødre, der har bagt og bagere. Tak for opskrifter, så vi selv kan bage.

Vær hos os, Herre, når vi bliver sultne. Sultne efter mere brød, sultne efter at blive mættede med udfordringer, med erfaringer, med mening og med vished om, hvor vi skal gå hen. Stil vores sult og mæt vores længsel.

Vær hos enhver, der savner noget. Arbejde. Et sted at være tryg. Venner eller vished om at der er mere godt i vente.

Vi bede for Thea Dania, Birk og Silje, som i dag er blevet døbt. Giv dem et liv, hvor de folder sig ud. Og lad dem vide, at du er livets kilde, som de altid kan vende tilbage til.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på, levende som døde.

Lad os mødes omkring dit alterbord – og der tage imod livets brød og håbets bæger, indtil den dag, hvor vi alle skal sidde til bords med dig og aldrig mere savne noget som helst.

Amen.

 

Synd tappert! - Prædiken til 1. søndag i fasten

”Synd tappert”.
Sådan skrev reformatoren Martin Luther i 1521 til en god ven. ”Synd tappert”. Det vil sige så meget som: Synd frejdigt. Synd frimodigt. Umiddelbart lyder det jo fuldstændigt omvendt. Det er jo ikke den slags omvendelser, vi forventer at komme i kirke og høre.

Er Luthers ord om synde tappert en opfordring til at kaste os hæmningsløst over verdens fristelser - uden skyggen af dårlig samvittighed?

”Doktor”, sagde en mand, der kom til lægen. Han var kommet i den alder, hvor man begynder at tænke over, konsekvenserne af ens livsstil – og de tanker kender såmænd ingen alder: ”Doktor, kan De garantere, at jeg vil leve længere, hvis jeg dropper cigaretter, spiritus og kvinder?” ”Nej”, svarede lægen, ”det kan jeg ikke garantere. Men jeg kan garantere, at det vil føles meget længere”.

Giver både Luther og lægen en recept på at synde igennem? Til at ryge og drikke og gå med damer? Eller det, der er værre? Er det opskriften på det gode liv?   Og så på en søndag, hvor vi jo netop har hørt om konsekvenserne af, at der for første gang i verdenshistorien blev syndet.

For slangen betød syndefaldet, at slangen mistede de ben, den oprindeligt var skabt med og skulle nu krybe i støvet.

For alle kvinder lige siden, kom det til at gøre ondt at føde børn. I hvert fald indtil lattergas og epiduralblokader blev opfundet. Og det er der vel ingen, der vil kalde djævlens værk?

Og manden skulle arbejde hårdt for føden. Det var fra den tid, hvor hårdt arbejde alene blev defineret som det, der gav sved på panden.

Hvis vi ikke på det tidspunkt har fattet pointen, at de paradisiske tilstande var forbi, ja, så smækkede Gud oven i købet Paradisets port i bag dem med et ordentligt brag.

Vi har netop hørt evangeliet. Hørt om, hvordan Djævelen forsøgte at friste Jesus. Enten til at gøre mirakler ved at gøre sten til brød eller til at udfordre Gud ved at kaste sig ud fra klippen. Eller til at give afkald på sin sande identitet ved at give Djævelen al magt.

På denne søndag – hvor det vel om noget burde handle om det kristelige i ikke at falde for fristelser – af hvad art det så end måtte være – der indleder jeg med at gentage Luthers ”synd tappert”.

Er jeg ikke bange for, at det går mig som præsten i den roman, jeg netop læser, hvor menighedsrådsformanden afbryder præsten midt i prædikenen, beder hende stige ned fra prædikestolen, pakke sine ting og forføje sig bort - og hvor mindst to af sognebørnene havde kastet salmebøger efter hende, da hun gik? Nej! Siger jeg…og holder nu alligevel lidt øje med, hvad I gør med jeres salmebøger. For der er faktisk en ganske god sammenhæng.

Ordet synd – det er i familie med det danske ord ”sund”. Et sund er et farvand, der skiller to stykker land fra hinanden. En synd, det er det, der skaber afstand. En synd er som et sund uden bro. Men --- men selv ikke den største synd – og selv ikke det bredeste sund – kan skille os fra Gud. Det er Luthers pointe.

”Synd tappert”… Det kan lyde som om du er sat fri til at gøre hvad som helst. Til at du kan vælge dig selv. Vælge dine egne veje. Gøre, hvad du har lyst til – fordi du har fortjent det – eller fordi … fordi så meget
Men i virkeligheden er sætningen ”synd tappert” med til at fastholde dig på det, der er dit vilkår ved at være menneske:  At til det at være menneske hører det, at vi gør dumme ting. Vi kan ikke lade være. Ikke engang, når vi er i Paradiset. Og det er dumt. Og det ER synd. Mest for os. Og for vore medmennesker. Men det er ikke en synd – et sund, der på nogen måde kan adskille os fra Gud.

Man kan godt tro, at Martin Luther har levet forgæves. For hold nu op, hvor har mennesker igennem århundreder været syndsforskrækkede. Ja, mange er det såmænd endnu. Fordommene om, hvordan vi skal leve for at være en ordentlig kristen lever i bedste velgående.

Er du kristen? Jamen, må du så drikke? Eller spille kort? Eller danse? Tænk, hvor mange generationer, der har afholdt sig fra at tage en svingom – eller spille kort – eller drikke et enkelt glas vin eller to eller tre, fordi de troede det gjorde Gud vred.

Jeg havde en kvindelig kollega, der netop var kommet til et lille syndsforskrækket landsogn … Hun havde altid gået til gymnastik … men da hun havde vist sig et par gange i den lokale gymnastikforening, var der en venlig – venlig? – sjæl, der hviskede hende i øret, at det vist ikke var så godt, at selveste præsten viste ben i gymnastikhallen. Er det en synd? Og hvem er det mest synd for? Gud? Mennesker? Eller præsten, der ikke får lov at dyrke gymnastik?

Og folk lader være med at bande – eller undskylder, at de kommer til at bande, når de er i nærheden af en præst - og det er der selvfølgelig ikke isoleret set noget i vejen med.

Jeg tror, jeg har det med bandeord, som jeg har det med sammenplantninger, at de er unødvendige og at man kan leve lykkeligt uden. Men en synd er noget, der skiller os fra Gud. Det tror jeg ikke bandeord er. Det er strengt taget værre, at vi prøver at lave om på os selv, fordi vi tror, vi kan gøre os godt nok til Gud.

For 500 år siden. 500!! sagde Martin Luther, at du skal synde – og at du skal gøre det tappert.

Synd tappert betyder ikke, at vi ikke skal være ordentlige mennesker. Synd tappert betyder ikke, at vi skal forsøge at bryde så mange af de ti bud, som vi nu kan nå en søndag eftermiddag. Synd tappert er ikke en opfordring til at synde igennem. At gøre ting, der kan skabe endnu større afstand mellem dig og andre mennesker.

Men ordene er en opfordring til at leve livet – med al den synd og med alle de syndefald, der nu hører med til at være menneske – men at gøre det med frimodighed.

Vi skal synde tappert. Vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Fordi intet af det vi gør eller intet af det, vi undlader at gøre, kan skille os fra Gud.

Det betyder – og jeg indrømmer, at jeg sætter det på spidsen: Vi kan ikke gøre noget, der fører til fortabelse. For så megen magt har vi ikke. Men vi kan heller ikke – af os selv – gøre nogen gode gerninger, der kan gøre os til frelse. Det kan kun Gud.

Tja… så kunne man jo læne sig tilbage. Kaste det religiøse håndklæde i ringen og tænke: At så kan det hele vel også være lige meget. Men nej! Det kan det ikke.

For vi skal på ingen måde forfalde til passivitet. Det er ikke lige meget, hvad vi gør. Vi skal gøre godt. Vi skal leve vores liv aktivt og i fuld vigør.

Og så skal vi gøre gode gerninger for vores medmenneskes skyld. For Guds skyld ikke for Guds skyld! Og ikke for vores egen skyld. Men vi skal gøre det gode gerninger overfor vores medmennesker for deres skyld. Fordi vi ikke kan lade være.

”Synd tappert”, sagde Luther. Men sætningen sluttede ikke der. ”Synd frejdigt eller tappert, men glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde. Bed frejdigt, for også du er en stor synder”

En stor synder – det er, hvad du er. Det er, hvad jeg er. Der er ingen forskel. Og derfor giver det ingen mening at gradbøje i små eller store synder.

Og tænk. Det kan lade sig gøre at være en synder og skyldig – og alligevel være til. Det er det, der hedder at ”leve af tro”.

Vi skal synde tappert – for vi kan ikke andet uanset hvor meget vi så end tager os sammen – så vi kan lige så godt gøre det tappert - og det kan vi kun gøre, fordi vi har fået skænket broen over sundet, over synden. Og den bro er Guds søn. Den bro er nåden. Den bro er, at forholdet mellem Gud og os ikke beror på os, men på Gud.

Vi er syndere. Deri ligner vi hinanden. Alle sammen. Men vi har også alle sammen fundet nåde for Gud. Alle sammen. Det er den besværlige del. Især hvis man synes, man selv er bare en lille smule bedre end andre. Og man tror, at Gud da bestemt må kunne lide mig bare en smule mere end dem, der opfører sig som gennemført dumme svin.

Men for Luther er det vigtigt at få sagt, at Guds nåde og Guds kærlighed altid er større – og vigtigere – end os. For Luther er det vigtigt. Fordi det er det, han hører Jesus sige til os.

Når vi altså ikke kan frelse os selv – hverken i forhold til andre mennesker eller Gud – er det ikke fordi vi er onde. Men det er fordi ingen kan tage kærlighed selv, men fordi vi altid må få den foræret. Ellers er det ikke kærlighed.

Guds kærlighed gør ikke forskel på onde eller gode. Guds kærlighed er ikke afhængig af, hvad vi gør eller ikke gør. Guds kærlighed er bare. Den er ubegrundet. Gud elsker os ikke fordi vi gør eller undlader at gøre noget. Men alene fordi vi er til.

Vi hørte fortællingen om syndefaldet. En fortælling om hvordan mennesker falder for fristelsen, så der kommer en afstand, et sund mellem dem og mennesker. Tankevækkende nok kommer der ikke afstand mellem Adam og Eva. De er tværtimod på en ny måde henvist til hinanden.

Og vi hørte om, hvordan Djævlen forsøgt at splitte Jesus og Gud fra hinanden. Alle fristelserne er et forsøg på at få der til at komme afstand i mellem dem – men under dække af noget andet. Og jo mere Jesus afviser Djævlen, des mere viser han, at han hører sammen med Gud.

Det er fristelsernes væsen. De kan skille os fra Gud. Og jo … fristelser findes stadig i rigt mål. Der er slanger og djævle i masser af forklædninger – og vi gennemskuer dem ikke altid. Vi gennemskuer såmænd heller ikke altid os selv, når det os, der falder for fristelser.
Men den største af alle fristelser er, at vi bliver forledt til at tro, at vi kan falde ud af Guds hånd. Falde udenfor Guds rækkevidde.

Synd tappert. Jeg har sat Luther-ordene op her på prædikestolen. Tag ordene til dig. Fotografer dem – skriv dem af – sæt dem et sted, hvor du ikke kan undgå at se dem.
For du skal huske at synde med tapperhed, ja med frimodighed. Og selv når du rammes af den allerdårligste samvittighed, selv når du måtte have det allerværst med dig selv … eller når du selvfed … så skal du tænke på eftersætningen … at større end alverdens synd … selv de småsynder du og jeg måtte kunne diske op med, så er hver og en af os omfattet af noget, der er større: Guds rummelighed, Guds nåde.

Ikke Guds: Du er god nok, men Guds: Du kan ikke falde ud af min tilgivelse. Du kan falde ved siden af andres billeder af, hvordan du skal være, men du er altid indenfor min ramme.

Det handler om fristelser i dag.
Men den værste fristelse, vi kan falde for, det er at tro, at vi er ligegyldige for Gud.
Det er at tro, at vi aldrig kan blive gode nok eller troende nok eller noget som helst andet nok for Gud.
Dét er den største fristelse.
Fald ikke for den!
Ret ryggen. Hvil i troen på din Gud, som har begyndt sin gode gerning i dig. Som har tilsagt dig alle dine synders nådige forladelse en gang for alle – og som gerne gør det igen.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:
Gud.
Tak for uventede  øjeblikke, der ændrer dagen og kuldkaster alle planer. Lær mig at se livet komme i stedet for bare at se dagene gå.

Jesus.
Fortæl mig, at jeg er god nok:
Lige så god som alle de andre.
Ikke bedre og ikke værre, men lige så god.
Måske så god, at jeg kan give ud af din godhed.
Bare engang imellem.

Tak for tilgivelsens mulighed, som du lagde ind i verden. Ikke fra verdens begyndelse, men samtidig med at du lukkede Paradisets port bag Adam og Eva. Tak fordi porte kan lukkes op – og fordi du gjorde det påskemorgen. Og tak fordi du, Herre, aldrig går i baglås.

Tak, Gud, når vi møder din godhed. Bare i glimt.
I lidt brød og vin ved nadverbordet.
I tre små håndfulde vand ved døbefonten.
Der mindes vi om, at selv det, der ser ud af lidt, er tegn på det allerstørste.

Vi beder for Conrad, som i dag er blevet døbt. Giv familie og venner en dejlig dåbsdag.

Gud. Vær med os i vore dage. De svære, de glædelige. De arbejdsomme og dem, hvor vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal med os selv og vores liv.

Vi ber for dem, der er en del af vores liv. For dem, vi holder af. Og for dem vi savner.
Vi beder for mennesker på vores veje og dem, hvis liv vi bare er tilskuer til. Lær os at leve sådan, at vi ser, at ethvert menneske er skabt i dit billede, Gud, og at ethvert menneske er noget særligt.

Vær med os når vi går herfra.
Giv os frimodighed til at leve tappert.
Og den dag, vi skal dø, så tag du os i hånden, så vi heller ikke der føler, at vi skal gå alene.

Det beder vi om. Alt sammen. I Jesu navn. Amen.

 

Er det fair - prædiken til Septuagesima søndag

Prædiken til septuagesima søndag
Christianskirken, den 12. februar 2017

Nogle af Jer kan huske dengang, man kun kunne få sodavand i glasflasker.
Nogle af Jer kan huske, at der kun var én størrelse sodavand. Ikke noget med literflasker eller halvliterflasker – nej, i en flaske sodavand var der 25 cl. - 2 ½ dl. Det vil nogen af Jer kunne huske.
Og nogle af Jer har sikkert været med til at dele en sodavand. Ja, konfirmander, I hørte rigtigt:  Man delte en sodavand! Var man 2 søskende, blev de 2 ½ dl delt i 2 glas. Var man tre søskende, blev de 2 ½ dl delt i tre. Sådan var det.

”Orv… så fik man godt nok ikke ret meget!” Det er sandt. Til gengæld sørgede vi for, at der blev delt meget, meget nøjagtigt. Glassene blev sat ved siden af hinanden. Og så lød det – i hvert fald i min familie: ”Du deler! Jeg vælger først”. Den regel sikrede, at var der ikke delt, så der var fuldstændigt lige meget i glassene, så kunne førstevælgeren sikre sig det glas med mest indhold i. ”Du deler, jeg vælger først”. Utroligt, så skarpe øjne, man kan have, når det gælder om at se, om der skulle være en millimeter sodavand mere i det ene glas end i det andet.

Nogle voksede fra at drikke sodavand, men blev ved med at have det samme syn på retfærdighed. Retfærdigt er det, når alle får lige meget. Og hvis man ikke gør det, skal det reguleres på en måde.

Derfor opfandt de retfærdighedssøgende ”træk nummer-automater” til bagere og banker og andre, for er der noget den retfærdighedssøgende ikke bryder sig om, så er det, når nogen kommer foran i køen. Helst skulle alle betjenes på samme tid.

Og der blev opfundet pausemuzak og ”telefon-nummer-automater” og ”Du er nu nummer 14 i køen, vil du vente?” … Ja, vel vil man vente. Og der er ikke noget værre end hvis man bliver smidt ud af en telefonomstilling, efter at have ventet – næsten - tålmodigt.

Og den retfærdighedssøgende vokser op og benytter sig gerne af sætninger som: ”det er snyd”, ”det er unfair”, ”det er ikke rimeligt”. Og den retfærdighedssøgende er rigtig god til at betjene sig af målebånd og millimeterdemokrati.

Men den retfærdighedshungrende har det svært. For verden er ikke retfærdig. Der er altid nogen, der snyder foran i udsalgskøen. Der er nogen, der nupper det sidste speltstykke for øjnene af dig i Lagkagehuset. Der er hvis nogen, hvis løn er højere, hvis bil er større, hvis kæreste er kønnere og hvis græs er grønnere. Og det er ikke retfærdigt.

Det er ikke retfærdigt! For livet er ikke retfærdigt. Du har sikkert allerede opdaget det. Der er noget, der kan deles lige så retfærdigt som 25 cl. sodavand kan deles i 2 glas. Men det meste kan ikke.

Det eneste, der er retfærdigt i livet, er livet selv. Det fik vi i udgangspunkt lige meget af. Hver især fik vi nemlig lige præcist tildelt ét liv. Ét liv. Hverken mere eller mindre.

”Jamen”, kan du hævde. ”Det er da ikke alle, der har fået lige vilkår. Og der er da verden til forskel på, om man er født på Frederiksberg på København eller i en slumby i Capetown”. Ja, vel er der. 

Men hvert menneske får i udgangspunktet lige præcis ét liv tildelt. Jeg kender ikke nogen, der siger: ”Jeg fik kun et halvt liv”.  Men jeg har mødt ikke så få, der har sagt, at de kun har levet deres liv halvt. Eller at de ikke fik det ud af deres liv, de kunne have fået. Og jeg har mødt ikke så få, hvis livsbetingelser var alt andet end optimale og at der var masser af udfordringer i forhold til at kunne leve et helt liv. Men livet selv – det var ikke halvt.  

--

Men der er ét sted, hvor al uretfærdighed hører op: i Guds rige. Dér er dage uden ende. Der er alt det gode, vi kan forestille os. For mon ikke Guds rige er, at Gud retfærdigvis har gemt de bedste muligheder til sidst?  

Men hov… Hvad er nu det, vi hører i dag? At Guds rige – at Paradiset er som en vingård. En vingård… enhver, der har besøgt en vingård ved, at det om noget er et sted, hvor der skal arbejdes igennem. Og her gik man og troede, at Guds rige var lig med ”den evige hvile”.

Guds rige ligner en vingård. Gud er som en vingårdsejer, der dagen igennem går til torvet, for at leje nye daglejere til sin vingård.

Er det ikke tankevækkende, hvilket syn på arbejde, der kommer til udtryk i lignelsen her? At arbejdet er hårdt, præcist så hårdt, som Gud forudsagde, det skulle blive, da han lukkede Paradisets port i bag Adam og Eva: ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage”.

Man kunne også have forestillet sig, at arbejdet var en glæde, at det var det sted, hvor man ”bruger det pund, man fik givet”. Men nej, ikke her. Ikke engang her i lignelsen om arbejderne i vingården. Også her ses arbejdet er en pligt. Arbejdet er hårdt, byrdefuldt og varmt.

 

Arbejdet bærer ikke lønnen i sig selv. Det bliver især tydeligt, da de sidste – som jo egentligt var de første – får deres løn. De gav ondt af sig. De brokkede sig, fordi de er blevet stillet lige med dem, der kun havde arbejdet en time.

De fik samme løn – den løn, de var blevet enige om. Den løn, der var bred konsensus om. Og selvom det var vilkåret, så var de ikke tilfredse. Det var ikke retfærdigt!

Men de var strengt taget heller ikke blevet lovet, at det var retfærdigt. De var blevet lovet en løn og den fik de. Og ingen af os er heller blevet lovet, at livet er retfærdigt.

I dagens lignelse bliver arbejderne og vi konfronteret med et andet retfærdighedsbegreb end vores millimeterdemokratiske. Guds retfærdighedsbegreb, som godt kan lyde alfaderligt på den patriarkalske måde: ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?”

Det er et syn på retfærdighed, som ikke gør forskel på folk. Alle får det samme. Alle får med denaren, hvad de har brug for til livets opretholdelse. Hverken mere eller mindre. Dermed er Guds retfærdighed også et udtryk for Guds omsorg. Mennesket får, hvad det har brug for.

Og Guds retfærdighed et udtryk for hans syn på mennesket: At de alle har lige værdi. De kan alle bruges.

Tænk efter engang…. Hvem af daglejerne kan du se dig selv som?

Ham eller hende, der blev taget som en af de første om morgenen? Fordi du har energi og kræfter og udstråler det og derfor bliver taget først. Eller er du en af dem, der ikke er kommet i arbejde i løbet af dagen, ja ikke engang, når dagen går på hæld?

Tænk, at være den, der bliver taget som den allersidste – og alligevel får at vide: At du er lige så meget værd som alle de andre. Jeg ved godt, hvad det kan betyde for, hvad jeg tænker om mig selv.

Tænk, at have en Gud, der tænker anderledes om os. Tænk at være den, som ingen andre kan bruge – og så være mere end værdifuld nok for Gud. Tænk, at Gud er den, der vælger først. Og han vælger både de første og de sidste – og deler lønnen mellem dem fuldstændigt millimeter-lige.

Hvem har ikke prøvet at stå tilbage som en af de sidste, når der skulle vælges hold i sport? Det har jeg – og med rette. Jeg var ikke ret god til hverken at kaste, skyde eller ramme. Men jeg var en god medspiller på det hold, jeg blev valgt. Men oplevelsen af at stå sidst tilbage, sidder i kroppen.

Sådan skal det ikke være i Guds rige. Der er det som at have trukket det sidste nummer i en automat. Og nok venter du og venter på tur … men du bliver valgt – og i Guds optik er det ikke vigtigt om du er valgt først eller sidst, for den sidste er som den første.

Du får løn. Ikke løn som forskyldt eller løn som fortjent. Men de sidste får en løn, der ligger langt ud over, hvad de havde forventet.

Vi får vores løn. Og på en måde er vi både forudbetalt og bagudbetalt. Vores løn er, at vi fik et liv hver. Og samtidig med det ene liv, vi har fået, har Gud givet os andel i eller forskud på et andet: Det evige liv. Livet i Guds rige.

Lønnen – Guds aflønning - afhænger ikke af vores indsats. Det er også, hvad der står klart, når lignelsen kommer til sidste punktum. Det gælder i lignelser som i livet: Guds aflønning er ude af vores hænder. Han har altid ret til at gøre med det, der er hans, hvad han vil.

Er det fair? Ikke hvis vi vurderer Guds retfærdighed ud fra retfærdighed målt med vores millimetermålestok. Men det er godt. Det er godt, det er en nåde, at vores syn på retfærdighed mødes af Guds måde at dele på.

--

Hele dagen stod der daglejere på torvet og ventede på at blive lejet. Man kan spørge, om lignelsen siger til os: Slap af, læn dig tilbage. Stol du bare på, at der nok skal blive kaldt på dig også. For Gud er arbejdsgiver – og han skal nok få brug for os.

For – som vi hører det i dag - der er også langtidsledige i Guds rige. Og vi ved aldrig, hvornår der for alvor bliver kaldt.

Vi ved ikke om vi bliver kaldt til fuldtidsjob eller flexjob i livet. Og det kan være frustrerende for os, der ikke altid har tålmodighed til en hel evighed.

Men jeg tror, lignelsen – udover alt det andet – også giver os et fingerpeg om livsindstilling. At nok er vi alle daglejere – det er vores identitet – og der skal nok blive kaldt på os. Vi ved bare ikke altid hvornår. Men vi skal være klar. Vi skal være klar til at blive kaldet til tjeneste. Tjeneste for Gud og for medmennesket i de vingårde, der nu må være på vore kanter.

De fik hver én denar. Vi får hver en denar. Og der er stadig masser af steder, hvor vi brokker os over lønnen. Masser af situationer, hvor vi ikke synes, at livet er retfærdigt, fordi sodavand og livsvilkår ikke altid bliver ligeligt fordelt og fordi vi ikke altid selv kan få lov at vælge først.

Måske er det også derfor, vi kommer i kirke. For her – af alle steder – bliver vores fælles vilkår tydelige. Her er vi alle lige meget mennesker. Måske ikke i hinandens øjne, men i Guds. Her får vi samme løn: I evangeliet, der lyder til os alle. I dåbens tre håndfulde vand – i velsignelsen.

Om lidt er det os, der stiller os i kø, når der bydes til bords her foran det gyldne alter. Her er der ingen brok. Vi ved, vi får samme løn: ”Guds retfærdighed af nåde”.

Og ingen har fortjent den løn mere end andre. Og ingen har fortjent den løn mindre end andre. Vi er de første og de sidste, fordi vi er de eneste: Guds udvalgte, hellige og elskede.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Tak for det liv, du har givet os.
Tak for denne morgens mulighed.
Og fordi du er vores mulighed, også når vi ser alt andet end muligheder.

Tak for vingårde og bondegårde, hvor livet gror. Tak for skolegårde og atriumgårde, hvor leg og viden og fællesskaber gror. Tak for kirkegårde, hvor vi bliver mindet om, at der også er kærlighed i være tilbage og være den, der mindes vores kære.

Gud. Få os på bedre tanker, når vi går i for små sko og når vores målebånd måler i millimeter. Lær os at gå i større sko og måle med større målestokke.

Få os på bedre tanker, når vi dømmer og fordømmer hinanden. Forbarm dig over os, når vi dømmer os selv.

Jesus.
Du har vist os, hvem vores næste er.
Du og har også sagt, hvad vi skal gøre. Giv os mod til at gøre som du: Se de Zakæus’er, der sidder i træerne, se dem, der gemmer sig i mængden, se den, der siger, at han ikke har en eneste, der kan hjælp. Og lad os være hænder og daglejere for hinanden – og dermed for dig.

Lad os alle skønne på de denarer, vi fik. Lad os glæde os over livet. Græde over det, når det er tid til det. Lad os bruge vores denarer og talenter, så godt vi forstår det – og har vi rigeligt, så lad os dele.

Vi beder for Liam og Nova og Pelle, som i dag fik dåbens gave. Giv dem og gæsterne en dag, de kan huske tilbage på med glæde.

Giv os alle gode dage. Både at se tilbage på – og frem til. Og lad os hvile i, at vi må se frem til den dag, hvor alle dage mødes i din evighed. Det beder vi om, i Jesu navn. Amen.