I'm sailing. Stormen på søen - og storme i livet

Prædiken til 4. søndag efter Hellig tre Konger

Jeg var 7, den sommer, da jeg lærte at ro. Det var mellem to badebroer på Flensborg Fjord. Langt var der ikke. Dybt var der næppe. I barneøjne var det som at skulle krydse et ocean.  Og robåden, den var rød – dét ved jeg. Rød som sommerens rigelige mængder af jordbær. Rød som de røde træsko, jeg en anden dag tabte fra en af de samme badebroer – men det er en anden historie.

”Jeg sejler… jeg sejler”. Jublen var næppe højlydt. Man er vel vestjyde, selv når noget lykkes. Men glæden var stor. For når en motorisk analfabet lærer at koordinere to årer, så er det, alt andet lige, en bedrift.

I begyndelsen havde der været andre i den røde robåd sammen med mig. Så fik jeg lov at prøve selv, hvor de andre kunne tage over, hvis ikke det gik. Siden stod de på badebroen og så på.
Endelig kom den dag, hvor jeg helt selv slap fortøjningerne og roede fra den ene bådebro til den anden. I’m sailing. Jeg sejler! En ny følelse af frihed indfandt sig for den lille pige fra fiskerbyen. Verden lå åben på en anden måde – også selvom verden kun var en snip af Flensborg Fjord. Solen skinnede og glimtede i vandet. Den liflige lyd af årerne, der gled igennem vandet. At sejle er at leve!
Men så indtraf katastrofen. Var det fordi jeg blev overmodig? Var det et uheld? Var jeg uforsigtig? Eller skyldtes det min uerfarenhed?
Jeg ved det ikke. Men jeg husker, da den ene åregaffel pludselig ryger ud af sit hul. Et lille hult plask. Og der sad jeg – med én åre i åregaffel – til at styre – og én åregaffel, der sank til bunds. Alt for hurtigt.

100 millioner tanker sejlede igennem mit lille hoved…. Rædslen: Hvad ville der ske? Ville jeg drive til havs? Faren var strengt taget ikke overhængende, men hvad ved en 7-årig med begrænset kendskab til geografi om det?
Ville båden gå under? Ville jeg gå under? Og hvad ville der ske med mig, hvis jeg da nogen sinde nåede i land – og måtte bekende, at jeg havde forlist en åregaffel? Ville jeg mon nogen sinde få lov at ro en lille rød robåd igen?
Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde. Men jeg skal være ærlig og bekende, at jeg ikke tror, jeg bad et Fadervor. Eller råbte: ”Herre, frels mig”.
Det stod lysende klart. Vist havde jeg lært at ro. Men kun med to årer i åregafler og uden åregafler var det som om den ene åre levede sit eget liv. Så min sparsomme sejlererfaring blev udfordret – og jeg måtte lære mig at ro på en anden måde for at kunne sejle i land.
Jeg kom i land. Jeg kan ikke huske, om jeg fik skældud.
Men mon ikke bare, bådens ejer vadede de  2 – 3 meter ud i det lidt mere end knæhøje dybe vand, fandt åregaflen og fiskede den op igen? Det vil jeg næsten tro.

Der var ikke storm på Flensborg Fjord. Men der var storm i et lille barnesind. For søgang og det at tro, at livet går under, det har ikke nødvendigvis med vanddybder eller bølgernes størrelse at gøre.  I en lille båd, der gynger, kan selv en lille brise føles som en storm.

Du kan ikke gradbøje undergang.
Den dag på Flensborg fjord var det verdens undergang for mig.
Eller …. Det var det så ikke,. Men i situationen var det.
Og lige siden har verden måske gået under endda et par gange … med og uden åregafler…

I’m sailing… I’m sailing – sådan lyder et nummer med sangeren Rod Stewart, som jeg vel ikke har hørt siden min ungdom. I dag – til allersidst i gudstjenesten - skal vi høre det igen – dog uden Rod Stewart, men for flygel og organist.
Jeg sejler. … vi sejler. For livet er som en sejlads. Engang imellem er det blikstille. Klart. Du kan se langt. Fremtiden er lige til at række ud efter. Du kender retningen for dit liv. Har planer. Der er smult vande. ”Alt er godt”, - et udtryk, du kan høre mange mennesker bruge i øjeblikket.
Livet er som en sejlads. Og mens du sejler, giver du dig forhåbentligt ind i mellem lov til at nyde sejladsen. Se vandets farver. Måske ankre op, springe i vandet. Bade. Nyde et måltid mad på båden sammen med de andre rejsende. Lade dig varme igennem af solens stråler. Trygt godt. Vuggende – som da du vuggede i din mors mave ventede på at komme til verden.

Og livet er som en sejlads med skumtoppede bølger. Bølger, som kaster dig hid og did. Du bliver søsyg. Du mister lysten til mad. Ja, du mister lysten til det meste. Du kan ikke stå fast. Du mister jordforbindelsen. Mærker jorden gynge under dig, selv dage efter at du er gået i land.
Og livet er ind i mellem som en sejlads, hvor du dulmer ubehaget med et par søsygetabletter. Du kan stadig mærke bølgerne. Men det går over. Det bliver godt igen.

Livet er som en sejlads. Ind i mellem er kursen sat og farten stabil. Taktfaste åretag eller motorens samme dunkende rytme. Du følger kursen, retningen for dit liv. Føler dig heldig, ja, i øjeblikke måske nærmest lykkelig. Glad for dit liv.
Engang imellem er livet som at sejle i sin egen sø. For der er kun dig til at tage beslutningerne. Og måske sætter du dig engang imellem i båden med beslutningen om, at nu må du se, hvor vinden eller årerne fører dig hen. Men du er åben, nysgerrig, for nye vidder, nye havne, nye, ukendte steder at ankre op. Og der bliver sejladsen livet.

Livet er en sejlads for den enkelte. Men vi sejler – lever - også i flok. Og engang imellem er vi flere i båden, der samarbejder. Vi øser vand ud. Vi ror i takt. Vi ler, når det alligevel sprøjter eller vi kommer i utakt. Men vi er trygge, for vi ved hvad der skal til. Selv når bølger bliver større og vinden tager i båden, så den krænger, ruller, duver bliver vi ikke bange for at båden skal gå under. For den – og vi – har været ude i stormvejr, der var værre.

At sejle er at leve. Og stormen på søen er også evangeliet om, hvordan der bliver storme i ethvert menneskes liv. Storme – høj sø.
Har du prøvet at være søsyg, er jeg sikker på, at du sagtens kan genkalde dig fornemmelsen af det. Ubehaget. Oplevelsen af at det ikke er dig, der har kontrol, men større kræfter. Naturens kræfter – livets kræfter. Du kan stritte imod, men det bliver det ikke bedre af. Oplevelsen af at være kastet hid og did. Viljesløst.

Eller oplevelser af et være i stormvejr, som river og rusker i dig. Så du i øjeblikke kan frygte for om alt nu går under – og du med. Er man rigtig søsyg, er det bedste at lægge sig ned og vente til det går over. Men den strategi hjælper ikke rigtigt i livet.

Stormen på søen. Det er en individuel oplevelse, når livet viser skumfrådende tænder. Du ved bedst selv, hvilke bølger, der er skyllet ind over dig. Om det er bølger af meningsløshed. Planløshed. Uretfærdighed. Modløshed. Vægelsind. Sygdom eller død.
Bølger, der skyller ind over dig. Trækker dig med i en tilsyneladende uendelig bølgende bevægelse – frem og tilbage. Bølger, der skyller ind over dig, så du får saltvand i munden, øjnene, næsen. Gisper efter vejret. Og tror, at nu … nu går det under. Nu går du under.
Storme kan være varslede, og så er du ikke helt uforberedt, når stormen Allan, Bodil eller Urd rammer. Og storme kan opstå pludseligt og ramme dig – dit liv – din tro.
Og stormene kan være kollektive og ramme mange. Folk, nationer. Engang imellem går der storme over verden, den vestlige verden, den østlige verden… sammenligneligt med at befinde sig på et skib, fyldt med mennesker, der er søsyge i forskellige stadier. Hvor alle – på en eller anden måde frygter for, at det de kendte så godt, er ved at gå under. Fordi der tilsyneladende er stærke kræfter i spil.

Og nogle af dem er selvskabte, men ikke dem alle. CO-udslip – faren for atomkrig – epidemier – klimaforandringer - jordens undergang – terror – og ikke bare tomme trusler.

Bølgerne skyller ind over os. Så snart vi lukker op for TV’et. Og hver gang breaking news som bølgebryder tikker ind på telefonen. Hver gang vi oplever, at nu … nu har vi ikke længere fast grund under fødderne.
Lægger sådanne bølger sig igen? Lægger bølgerne sig igen efter det seneste præsidentvalg i USA? Og hvordan er udsigten så? Lægger bølgerne sig efter Englands udtræden af EU? Og hvad betyder det for den fælles sejlads?
Lægger bølgerne sig efter nationale overvejelser om prioriteringer af ældrepleje og ungdomsuddannelser, om politikerpensioner – og … meget andet. Ja, lægger bølgerne sig efter politiske diskussioner, etiske og mellemmenneskelige spørgsmål, hvor det ikke kun er et enkelt individ, der kan se sig selv siddende i en lille rød jolle på et oprørt hav. Men hvor der er mange, der er prisgivet den kurs, andre udstikker. Sejler vi? Eller sejler det hele bare?

Det er faktisk ikke så underligt at dommedagsscenarier får vind i sejlene. Det er ikke underligt, at der kan pustes til frygten for undergang. Medierne kan piske storme op. Vi kan piske undergangsstemning op. Og frygten for undergang kan forplante sig. For enhver, der er ude på dybt vand må også frygte for havets kræfter.

”Herre, frels os! Vi går under” Sådan råbte disciplene dengang. Og det er råbt mange gange siden.

”Kan du høre mig?” – sådan lyder råbet også i teksten i Rod Stewarts sang. Hvilke bange mennesker har ikke stillet sig det spørgsmål? Hvem hører mig? Gør Gud? Hører Jesus det bange råb? Hvordan kan han høre det, når stormene suser? Ja, hvordan kan han sove?
Jesus hører ikke stormen. Dér, midt i stormen, sover han. Men han hører dem, da de kalder på ham, da de vækker ham. ”Herre, frels os! Vi går under”.
Jesus rejste sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Jesus fjerner ikke stormen, men han tager det farlige ud af den.

Jeg tror, vi kan genkende oplevelsen. Selv der – midt i livets storme – kan vi finde os selv midt i orkanens øje. Om os raser stormen. Livets storme. Men lige her … bare lidt … er der forunderligt roligt. Og der må du stå lidt og samle kræfter, inden du hvirvles ind i stormen på ny.

Hvem er han? Ja, han er den, der er midt i stormen… sammen med dig. Han har magten til at stille stormene. Også selvom han ikke altid gør det. For hvad ved vi om de storme, han har stillet, så de ikke ramte os?
Og så er han den, der er hos dig – der i dit livs røde robåd. Sovende. Men i live. Og måske er det lidt af hans ro, der forplanter sig til dig der midt i stormen? Forplanter sig, så du får tillid til, at du nok skal lande på benene igen. At du nok skal komme frelst i land.
Hvem er han? Ja, Jesus er den, der fra begyndelsen af var med i båden. Jesus dukkede ikke først op som en frelsende engel, da bølgerne gik højst. Han er der hele tiden. Mens vandet var roligt og der var fred og ingen fare. Og han var der, da bølgerne slår ind over rælingen.
Når vi kigger på vores mosaik, nederst til højre, så har Bjørn Nørgaard lavet sin egen fortolkning af det. Jesus er ikke bare om bord i båden sammen med de 12 disciple og os. Nej, han er båden. Han er den, de er ombord i. Han er i deres liv – og de er i hans. Vi har skæbnefællesskab med ham.

Vores frygt er Jesu frygt. Vores bange råb kender han fra sig selv. Han døde som vi skal dø. Og med hans opstandelse har vi fået håb om, at også vi skal stå op af gravens mørke.

Betyder det noget for min sejlads, for mit liv? At jeg har Jesus med ombord?
Ja, det betyder i hvert fald, at også vi, som disciplene igen og igen må stille os spørgsmålet: Hvem er dog han?
Hvem er han? Hvem er Jesus?
Er han ankeret? Er han troen, der gør, at jeg ikke bare driver for lud og koldt vand?
Er han roret? Med til at sikre retningen?
Er han båden? Og hvis … hvem er jeg så?
Er han åregaflen, der hjælper mig til at holde kursen?
Eller er han den der sover? Som en tro, jeg ikke synes, jeg kan vække i mit liv?
Eller er han stormen? Den, der rusker mig og mit fundament?
Er han den, der skaber uro i mit liv?
Eller er han den, jeg hviler trygt i – så jeg, selv i mit livs storme, kan lægge mig i stævnen og falde i søvn? 
Hvem er han?

Hvem er han? Ja, vi har lige hørt det igen ved døbefonten. Jesus lovede Alma og Simon, at han ville være med dem alle dage. Alle dage. Dagene med høj sol og smil. Dage med fuglefløjt og forårsblomster, der titter frem. Men også dage med storm og søgang, død og undergang. Alle dage. Ikke en eneste dag er uden ham.

3 håndfulde vand blev øst over vores hoveder. 3 små håndfulde. Ikke nær nok til at vi kan gå under af dem. Men mere end rigeligt til at underbygge løftet.

I’m sailing. Jeg sejler. Og du skal sejle. Og selvfølgelig kommer der flere storme i dit liv. Måske står du midt i en. Og måske er du kun lige kommet ud af en – og ønsker ikke for din værste fjende, at den storm måtte ramme ham. Men skulle du undgå storme, skal du undgå livet. Og så er du allerede gået under.

Vi sejler. Men vi sejler ikke bare ud i det blå. Vi sejler på verdens have og til verdens kyster. Og en dag – det er håbet - stævner vi ind på selve livets kyst.

Og det gør vi, uanset hvor mange gange vi har været lidettroende undervejs... Uanset hvor mange gange vi har råbt: ”Herre, frels os”… Uanset hvor mange gange vi har foldet hænderne og bedt: ”Fri os fra det onde” … uanset hvor mange storme vi har redet af.

Og himlens og havets Herre – ham, som er mægtigere end det hele står der på bådebroen, og rækker hånden frem mod dig og siger: Kom!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Herre, frels os.
Ja, frels os fra det onde.
Frels os, når vi tror, vi går under. Og frels når, når vi gør det.
Frels os ikke mindst fra den vildfarelse, at vi kan frelse os selv.

Frels os fra alt det, der får os til at overse, at du er med i båden hos os. At du sejler med os og at dit kompas altid peger mod levende håb og glæde.

Vær hos os, når vi er glade. Vær med dem, der i dag skal til dåb. Giv dem en dejlig dag. Lad os andre glæde os over det, vi hver især har at være glade over.

Vi beder for dem, hvis liv er gået under. Fordi bølger af sorg eller fortvivlelse eller sygdom eller ensomhed er skyllet ind over dem. Fortæl dem, at al undergang er en overgang, og at du er med i begge dele. Du forlader aldrig en synkende skude.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

I dag beder vi særligt for dem, der er på havet. For dem, der har deres arbejde der: Fiskere, redningshelikoptere, folk på boreplatforme. For dem, der er på ferie på havet på krydstogt eller som flyver over havet på vej mod nye destinationer. Vi beder for dem, der går bader i eller går ture langs havet – og glæder sig over det.  

Men vi beder også for dem, der i desperation bruger havet som en flugtvej. Vi beder for dem, der drukner, fordi deres både var for små og de var for mange i dem.

Og når storme rammer os – for det gør de –

Så vær du vores anker, der holder os fast, Herre.
Vær du, vores sejl, som vi kan få vind i.
Og vær du den ballast, der aldrig skylles over bord.

Himmelske herre… Havets Herre.
Du, som har magt over begge dele, ja, er mægtigere end begge dele. Tak, fordi du viste os dig i din søn, Jesus Kristus. Vi ved, hvem han er. Amen.

Som postludium i gudstjenesten spilles for flygel:
https://www.youtube.com/watch?v=u1v60FITAfY

"Nå, dér er du!!" - Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

”Nå! Der var du, Jesus!” Sådan udbrød jeg spontant i mandags, da jeg ikke bare pakkede julepynten sammen, men også – efter års tilløb – fik sorteret og smidt ud i kasserne med julepynt. For der – på bunden af en kasse kom et ensomt Jesusbarn i krybbe til syne. Jeg havde forgæves ledt efter ham i begyndelsen af december, da alle julekrybberne skulle stilles frem.

Og nu, hvor Jesus pludselig var fundet, kunne jeg godt huske det. Han havde jo været lånt ud til en kollega sidste jul, der ikke selv kunne finde Jesus. Og den lille Jesus-figur havde været med til adskillige krybbespil, inden kollegaen et halvt års tid efter kom og afleverede ham en sommersøndag.

Så lå Jesus længe i min præstekjolelomme. For – som jeg tænkte det – det er bedre at have Jesus i lommen end slet ikke at vide, hvor man har ham. Og en dag må jeg bare have dumpet ham ned i julekassen, i den tanke, at så dukkede han nok op til jul, sådan som Jesus har for vane. Det gjorde han så bare ikke.

Og sådan blev Jesus-figuren i al sin lidenhed et symbol på det, jeg tror, vi alle har oplevet – og som føles alt andet end småt: At Jesus ikke altid er der, hvor vi regner med, at han er. At Jesus kan blive væk. Og det er ikke altid, han bliver fundet.

Jesus var blevet væk. Det var sådan det var for Josef og Maria i dagens evangelium. De troede, de vidste, hvor de havde ham. De var sikre på, at han var med i rejsefølget. Og det er jo ikke den dårligste forudsætning at rejse med: At Jesus rejser med en. At vi i livet tror, vi ved, hvor vi har ham. Og så forbløffelsen – og forskrækkelsen, da Jesus ikke viser sig at være, hvor vi tror det.

For Josef og Maria var det selvfølgelig enhver forælders skræk, der kom til udtryk. Og oplevelsen af at lede og længe lede forgæves kan nok få det til at gibbe i enhver forælder, der har prøvet at lede efter et bortkommet barn.

At Josef og Maria så leder efter Jesus netop i påskedagene i Jerusalem og at det præcis er tre dage, de leder i, er naturligvis ingen tilfældighed.

For på denne måde bliver denne første påske, vi hører om i Jesu liv, også en indirekte foregribelse af den påske, der skal blive hans sidste. Den påske, hvor Jesus også bliver væk. Bliver væk i døden i tre ubegribelige dage – indtil hans lige så ubegribelige kommen tilbage påskemorgen.

Men den sidste påske forudsiger han. Han bliver ikke baer væk. Adskillige gange siger han til disciplene i det, vi kender som lidelsesforudsigelserne, at han skal lide og dø – men at han skal komme til syne igen. Men de tror ham ikke.

Jesus blev væk fra Josef og Maria. Men han blev aldrig væk fra det, der var hans bestemmelse. Det, der var retningen for hans liv. Han blev i tvivl. Men det er noget andet. Og det var i fortvivlelse, han spurgte sin far: ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?” Er du blevet væk fra mig i alt det her? Og hvad var svaret: Svaret var … nej, jeg er her. Jeg er her. Jeg er dig nær. Også der, hvor du ikke kan finde dig selv. Der, hvor du ikke kan mærke dig selv.

Det er første søndag efter Helligtrekonger. Vi er i det, der hedder epifanitiden – åbenbaringstiden – eller den tid, hvor noget skal komme til syne og blive tydeligt. Og derfor er der en særlig humor i, at vi netop denne søndag skal høre om Jesus, der er blevet væk.

Jesus var blevet væk. Men hvor langt væk var hen egentligt blevet? Jeg mener… det var jo ikke noget helt uoplagt sted, Josef og Maria fandt ham. Den 12-årige Jesus var ikke gået på burgerbar eller i legeland. Han var jo netop gået derhen, hvor han skulle være iflg. sin mission. Jesus var selvfølgelig gået i templet.

Gået hen for at gå i dialog med datidens præster og andre akademikere. Gået hen for at finde dem – og måske også hale dem ud af deres forstokkethed. Han kom for at opsøge det fortabte – eller det hengemte – og trække det ud i lyset.

Sådan blev han allerede som barn en ledestjerne. Et lys. En ny oplysningstid var begyndt. Selvfølgelig var han i templet. Det mest oplagte sted at lede efter ham. Men det var ikke der, de ledte.

Sådan er det måske også for os, når vi leder efter Jesus – eller Gud  - eller troen i vores liv. Leder vi de oplagte steder? Eller leder vi alle mulige andre steder?

Jeg siger ikke, at bare man går i kirke, så finder man Jesus. Det ville være alt for letkøbt. Jeg tror faktisk heller ikke, det er sandt. Men jeg tror, at vi nogen gange kan lede ikke bare 3 dage eller 30 – men det meste af et liv forgæves. Hvis ikke vi søger de rigtige steder.

”Nå, der var du, Jesus!” Sådan sagde jeg, da jeg fandt Jesus på bunden af en julekasse. Men sandheden var jo, at jeg var holdt op med at lede efter ham. Sandheden var jo, at da jeg troede, at Jesus var blevet væk, var gået tabt, så var han der pludselig. Det var ikke mig, der havde ledt.

Og det er håbet, at der, hvor vi er holdt op med at lede efter Gud. Der hvor vi ikke længere leder efter at Gud skal give mening i vores liv, ja, der har Gud fundet os. Han har ikke været væk! Han har været der hele tiden. Men det var bare dig og mig, der var andre steder og ledte efter os selv og var så optagede af det, at vi ikke opdagede, at vi blev fundet!

Som nævnt har jeg en del julekrybber. Den mindste er på størrelse med en valnød – men i den er både Jesus i krybben, Josef og Maria, engle, hyrder og vise mænd.

Da jeg i år i begyndelsen af december arrangerede julekrybberne slog en ny tanke mig. Som en lille juleåbenbaring. Er jeg kun tilskuer til julekrybberne? Er julekrybberne og det evangelium, julekrybberne peger hen på, alene noget, jeg betragter – eller er jeg selv en del af tableauet? Kan jeg finde mig selv i det? Kan I?

Lad os se efter:

Her er Josef. Kan vi finde os selv i Josef? Jo, jeg tror, at de fleste af os i perioder kan genfinde os selv i en Josef. I ham, som vel i store træk lader sig føre med. Ganske vist er det et overraskende budskab, at hans kæreste skal føde verdens frelser. Men selv en Maria har vel brug for en trofast støtte?

Så Josef er vi, når vi trofast eller loyale støtter op. Ikke kun om vores nærmeste. Men er loyale overfor planer, andre har lagt – og som indirekte får indflydelse på vores liv.

Det kan være ret bekvemt at være en Josef, for man skal ikke nødvendigvis tage stilling til så meget. Man skal være løsningsorienteret og omstillingsparat – men i tillid til at andre har udstukket retningen.

Til andre tider tror jeg, vi kan finde os selv i en Maria. I at være den, der skal bære noget frem. Måske ville det være dejligt, hvis vi så også kunne hvile i, at der lå en guddommelig plan bag. Men Vorherre åbenbarer ikke altid sine planer ved uanmeldte englebesøg.

Maria er ikke en brokker. Hun tager opgaven på sig – også selvom den er byrdefuld – tung – ja, til tider ubærlig. Hun er åben for underets mulighed. Den side af Maria gad jeg godt have: Ikke altid være så rationel, men at leve med, at livet kan komme bag på os på forunderligste vis, og at der kan komme nyt liv ud af det.

Og hvad så med dyrene i julekrybben? Som bare ligger… Tja… dem genkender jeg også mig selv i. De dage, hvor man bare holder fri. Flader ud. Ikke stiller nogen krav. Og alligevel får mad. Indrømmet – jeg gad godt være et får eller en ko eller et æsel, bare engang imellem.

Så er der hyrderne. Er der hyrde i dig? Ja, måske? Når du passer på det, der er betroet dig. Gør dit bedste. Undgå at ulven kommer, kan du ikke. Men du gør, hvad der står i din magt for at holde samling på flokken.

I datidens øjne var det ikke noget særligt at være hyrde. Men uden hyrder i et samfund går det ikke. Og hyrderne i julekrybben, de får ny retning på deres liv. De får underet at se, det lille Jesusbarn. Og underet tager de med tilbage til deres hverdagsliv.

I krybbespillet er der også en engel – eller flere. Jeg håber, du har mødt engle på din vej, ikke nødvendigvis hvidklædte eller syngende. Men nogle, som bragte dig godt budskab.

Ja, engang imellem er du det selv: Den, der kan gå englebud for dit medmenneske.

Og så er der de vise mænd. Ja, hvem af os har ikke ønsket at være viis? Er det måske også. Måske er du viis på et specialområde – måske er du livsklog?

De vise mænd optræder altid i flok. Engang så jeg i en forretning nogle fine vise mænd figurer. Men de var dyre. Ret dyre. ”Jamen”, sagde ekspedienten… ”du kan da bare købe én”. Nej. Det kan man ikke. Vise mænd kommer i flok.

Jeg tror faktisk, man er klogere i flok. For visdom – uanset hvilken art det er af – er en gave, og den skal deles i fællesskaber, ikke kun med andre viise, men også med …

Ja, med barnet.
Der er han så, barnet i krybben. Og det er klart - verdens frelser er ingen af os. Men børn har vi alle været. Og i perioder af livet er vi som børn. Er udleverede til andre. Har brug for andres omsorg, nærhed, hænder. Har brug for at blive svøbt og vugget til ro i troen på, at det nok skal gå.

Og vi er som barnet, der hele tiden har nye muligheder, ja ikke andet end muligheder. Fordi intet har været prøvet før. Vi skal være som børn. Børn uden plejer eller paratviden.  Men som børn, der tager imod. Tager imod livet, glæden, kærligheden, tager imod Guds rige sådan som det lille barn altid tager imod det, der bliver rakt det.

 

Julen er forbi for i år. Julekrybberne er pakket væk.
Men Jesus – Guds ord - er kommet til verden. Kommet for at blive.

Alligevel bliver han væk for os engang imellem. Væk for os. Og væk for verden.
Ja, troen på ham kan blive væk. Fordi tro kan se ud af så lidt i verdens magtfulde og skræmmende krybbespil.

Engang imellem bliver Jesus væk. Og vi kan blive væk for os selv.

Men uanset, hvem vi er. Om vi er vise – hyrder – engle lig – om vi er som en Josef eller en Maria – om vi ikke overhovedet ved, hvad vi er, eller hvad vi længes efter, eller hvor vi er på vej hen, så kan vi ikke blive væk for Gud.

Uanset, hvor du er. Uanset hvilke grunde du måtte have til at gemme dig. Eller til ikke at åbenbare dit sande jeg. Uanset …
Du kan ikke blive væk for Gud.

Tænk – dette enfoldige budskab er der faktisk evangelium i:
Du kan ikke blive væk for Gud!

Til alt hvad der er dig - alt det, du glad og gerne lader komme frem i lyset og alt, hvad du måtte have allermest lyst til at gemme væk af fortid eller nutid – eller frygt for fremtiden. Til alt det siger Gud: Til dig var det, jeg sendte min søn. For at opsøge og frelse det hengemte og det fortabte. Og han vil gik til verdens ende – ja længere – og han vil gøre det igen, også for at finde dig.

Og for det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som et var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Gud, vor Far og finder.
Tak fordi du tager imod os med åbne arme
Tak for de mennesker, der venter på os og tager imod os.
Tak for dem, der har hjulpet os til at finde dig,
for dem, der har rakt troen videre til os .

Tak, når troen bliver styrket. Når vi ser børn modtage dåbens gave og tage imod som netop kun børn kan: Uden forbehold. Vi beder for Lærke og Rosa og deres gæster: Giv dem en dejlig dåbsdag.

Vi takker dig for nadverbordet. For at der altid er plads til os med alt, hvad vi måtte kommen bærende med af godt eller svært.

Jesus Kristus. Tak fordi du aldrig gemte dig for noget menneske. Tak fordi du gik ind i krogene og hev mennesker frem i lyset. Lad os være med i den – ikke gemmeleg – men findeleg, så vi altid finder det gode frem i hinanden. Og så vi lover at se på os selv, som du ser på os

Vi beder for din kirke, her og ud over hele verden.
Gør den en port til dit evige rige.

Vi beder for Dronning, Folketing, regering og byråd. For alle, der har ansvar for andre end sig selv. Giv dem – ja os – at have hjertet med, når vi tager beslutninger på deres vegne.

Vi beder for børn og for unge. Giv dem at leve i tillid – og selvtillid.

Vi beder for dem, vi hver især tænker på lige nu. På dem, der fylder vore hjerter. På dem, vi savner, så det gør ondt.

Vi beder for dem, der ligger gemt i erindringen som gode gaver – og for vore døde, som vi tror hviler i din evighed.

Lad os gå herfra i troen på, at du Herre, er og bliver vores Gud – vores frelser og dommer. Og lad det være vores glæde i dag og i morgen – og den dag, vi slår øjnene op i dit rige. Amen.

Én Jesus i krybben er bedre end … - Klumme i Elbobladet

Mens disse linjer er skrevet, har jeg multitasket og pakket julepynt væk. Det er for tidligt, jeg ved det. Selvom julepynten ikke varer lige til påske, så plejer den her i huset at vare til Helligtrekonger. Men i år havde vi besluttet at sortere i beholdningen inden skolestart. Ud røg kræmmerhuse med hanke, så krøllede, at der ikke var noget at gøre. Ud røg hjemmestrikkede nisser, som allerede havde mere end 20 år for meget på bagen. Og på bunden af en julekasse fandt vi en ensom Jesus-figur fra en af mine mange julekrybber. Han havde været lånt ud til en kollega, der ikke selv kunne finde Jesus. Og selvfølgelig skal der et Jesusbarn i krybben? Hvad ellers?



Juleaften havde jeg mine to niecer til bords. Til venstre 5-årige Astrid. For at forhindre at hun guffede alle de lune franske kartofler i sig, inden anden nåede på bordet, spurgte jeg, om de havde sunget julesalmer i børnehaven.
”Nej”, lød det afmålte svar.
”Har I været med børnehaven i kirken?”.
”Nej!”
”Men så har I måske spillet krybbespil?” Og ja! sandelig. Det havde de.
”Og jeg var Josef. Men han skulle ikke sige så meget”, fortsatte hun, tydeligt skuffet. ”Han skulle bare spørge, om der var plads”. ”Var der så det?” ”Nej!”.
Faster tænkte, med et hurtigt sideblik til chipsskålen, at vi hellere måtte holde snakken i gang. ”Havde I så et æsel?” ”Nej!”
”Var der vise mænd?” ”Nej!”
”Var der en engel?” ”Ja, faster Eva – og hun skulle altså sige smaddermeget”.
Nu var der hul igennem, tænkte faster.
”Hvad så … var der så et Jesusbarn?” ”Nej!! det var bare en nisse!”

Nu var det min tur til at gribe til chipseskålen for at camouflere latteren. Og jeg har leet ad Astrids fortælling mange gange siden.


Jeg ved ikke, hvorfor det bare var en nisse, der lå i krybben i den børnehave. Jeg er åben for alle forklaringer – også de humoristiske. Og jeg er ikke snerpet.


Men det er ikke lige meget, hvad vi lægger i krybben. Det er ikke lige meget, hvad grundlaget for vores jul – og for vores tro er. Jeg tror, oprigtigt talt, det ville have gjort noget ved min barnetro, hvis Jesus kun var en nisse. Og jeg ved, at det vil gøre noget ved min voksentro, hvis vi i julen alene skulle samles om det fis og ballade, drillenisser kan lave. Eller hvis julens vigtigste ord var ”ho ho ho”, og det eneste indhold, der betød noget, var indholdet af julegaverne.


Det blev jul første gang, da Gud lagde sin egen søn i krybben og sådan meddelte os, at han vil dele vilkår med os. Et nyfødt barn, udleveret i menneskehænder, sådan som enhver af os har været nyfødt - og som enhver af os til stadighed er udleveret i hinandens hænder. Jesus hed han. Det betyder ”Gud frelser”. At det er Jesus, der ligger i krybben, betyder, at vi er befriet fra at skulle forsøge frelse os selv. Det er faktisk et ret godt og befriende budskab, som varer meget længere end til påske. Og mon ikke også det var derfor, at englene, - som i øvrigt ikke altid siger så smaddermeget – som de første sang ho-sianna og ”ære være Gud”.


Jeg håber, jeg skal sidde ved siden af niece Astrid til jul igen i år. Og hvis I lover ikke at sladre, så tror jeg også jeg ved, hvad hun skal have i julegave…. Shh…. ja, en julekrybbe. Måske køber jeg en med dobbelt op af Jesus – så er der en at dele ud af til dem, der ikke lige kan finde ham.


PS: Hoppede I også på den? Så er det også lykkedes Astrid at bilde Jer en julehistorie på ærmet!! For selvfølgelig havde hun været med børnehave i kirke inden jul. Og selvfølgelig sang Astrid højest af os alle, da vi om træet nåede til ”han lagdes i et krybberum” … og jeg gad vide, om det nu også var en nisse, der lå dér i krybben i børnehaven?