Halleluja - det er jul!

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Nu er det jul. Vi sidder her i halvmørket, inden en aften med masser af julelys venter. Men først er vi her i kirken. Lader os fylde af ord og toner, stemning.

”Jeg synes ikke rigtigt, jeg er kommet i julestemning i år”. Sådan er der flere, der har sagt til mig denne december. Men hvis jul er en stemning - hvilke toner er så med i akkorden?
Er det, når tonerne fra ”Last Christmas” eller ”Det er risengrød” begynder at lyde i butikkerne? Er det børnenes utålmodige, men også forventningsfulde spørgsmål: ”hvornår er det jul?” Er det tonerne, når en fuld kirke stemmer i med: ”Det kimer nu”? Er det når hænderne mødes rundt om juletræet og I vælger julesange på skift? Er det de toner, der får dig i julestemning? Eller skal der sne og bjældeklang til? For så bliver det vist op ad bakke i år! Eller måske har julestemningen svært ved at indfinde sig, fordi der er andre toner, der klinger i dig?  

I et julebrev, jeg fik i denne uge, var der et citat, som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. Der stod: ”Musikken kan splitte mørket, hive os ud af mismod, ængstelse, pessimisme og svinge os ind i livsglæde, begejstring over at være til, at være her og nu. Uden musikken var menneskets hjerte en livløs planet” (Jon Kalmann Stefansson: Fisk har ingen fødder). Citat slut.

Musik gir hjertet liv. Musikken kan slå hjertets dybeste over- og undertoner an. Musik kan kalde tårer og smil frem – nogen gange på samme tid. Musik er aldrig kun underlægningsmusik eller stemningsmusik. Og for mig er den værste musik pausemusik. For musik er aldrig kun pause. Musik er mere end noget andet bevægelse. For musikken kan noget, som vi ikke altid selv kan. Musik kan bevæge os, flytte os, stemme vore sind.

Og jeg tænker: Mon ikke, det var derfor, Gud lod englene synge julenat? Synge og ikke kun tale til hyrderne dér på marken. For måske var ord simpelthen ikke nok? Ja, måske er ord alene aldrig nok, når vi vil have store ting formidlet til hinanden?

Jul er musik. Englene sang. Midt om natten sang de. De sang – og musikken blev en sprække af lys i mørket. Englene sang i mørket for hyrderne. Og musikkens budskab forandrede hyrdernes tilværelse for altid. Og englene synger for os. Ind i den tilværelse, der er vores. Og måske forandrer det også vores liv, når vi lader tonen fra himlen klinge med i vores liv?

Engle synger ikke altid i hvidklædte gevandter med englesang og trompetklang. Tonen fra himlen kan genlyde igennem megen musik. Og når vi synger med eller når vi lytter til musik, vi holder af, går tonerne os ikke kun til hjertet, men tonerne stiger også til himmels.

Hvad sang englene så? Ja, for de tusindvis af børn, vi har haft i kirken også denne december har jeg frejdigt sagt, at engle siger: ”Frygt ikke”, og at de synger Halleluja”. Men det passer ikke.
Der står ingen steder, at engle synger halleluja. For i juleevangeliet synger engle på græsk, når de synger: ære være Gud i det højeste. Men Halleluja – som er hebraisk – betyder nu næsten det samme, nemlig pris herren.

Halleluja. Pris Herren.  Det betyder så meget som: At sige tak. Tak til Gud. Så jeg vil fastholde, at når vi synger Halleluja, så synger vi i kor med englene.
Halleluja, fordi det er blevet jul igen i år. Halleluja, fordi vi må fejre, at Jesus blev født ind i vores verden med fuld musik for at forandre verden og os i den. For lige siden Guds liv kom til verden, har verden ikke været en livløs planet. Og hver gang Jesus fødes i vores hjerter, mærker vi, at heller ikke vores hjerte er livløst.

Vi kan røres, bevæges. Af et lille barn i en krybbe. Af et medmenneske, der krydser vores vej. Af en elsket. Af den fremmede. Og når vores sange - klagesange eller jubelsangene når Gud, bevæger de Ham. Han lytter. Tager dem til hjerte. Tager os til sit hjerte. Trøster og vugger os – som en mor trøster en nyfødt.

Jer, der kender mig ved, at jeg aldrig bliver dommedagsprædikant. Men jeg bliver heller aldrig halleluja-prædikant. For livet er ikke kun hallelujaer.

For hvordan prise Gud, når den fred, englene sang om julenat synes længere væk end nogen sinde? Hvordan stemme i et halleluja, når bomber regner og uskyldige dør, både ude i verden og her hos os? Hvem kan synge halleluja, når sygdom rammer eller du skal holde den første jul uden den, du holder allermest af? Ikke mig! Men måske er det netop der, vi skal rømme os og lade musikken bevæge os fra mismod til håb. Måske er det netop der vi skal synge halleluja allerhøjst og på trods?

Englene sang for julenat. Og den verden, de sang ind i, var ikke mindre kontrastfyldt end verden er nu. Og kun Gud ved, hvordan det kan bevæge os, hvis vi vover at synge lidt flere hallelujaer i vores liv.

I dag vil vi synge halleluja. Og ikke bare et halleluja, men mange. For 3 år siden, da jeg sidst havde denne sene gudstjeneste juleaften, droppede organisten og jeg at synge ”et barn er født”, for vi havde sunget den så mange gange, at vi var ved at få alle halleluja’erne galt i halsen.

Men i dag er der mere end dobbelt op på hallelujaer. For verden – og vi med – har måske mere end nogen sinde brug for det. Så i dag her er masser af musik med halleluja i. For der skal være plads til alle mulige slags halleluajer. Alle de hallelujaer, I hver især måtte sidde med: De gladeste hallelujaer. De hallelujaer, der næsten ikke kan vente mere. De grådkvalte, ja de brudte hallelujaer. For ethvert halleluja er et halleluja.

I dag skal vi synge ”et barn er født”. Læg mærke til teksten. Den er fyldt af modsætninger. Sådan som vores verden stadig er det. Sådan som os hvor julestemningen har svært ved at indfinde sig, har det. Alligevel ender hvert vers ikke bare med et, men med 2 hallelujaer.
Og lige som lidt skal vi høre og måske nynne med på Leonard Cohens Halleluja. Leonard Cohen var 5 år om at skrive sit Halleluja. Så lang tid kan et halleluja være undervejs. I dag er hans omkvæd ikonisk. Godt, han ikke gav op på halvvejen.
Til sidst i gudstjenesten synger drenge og mandskoret Halleluja-koret fra Händels Messias. Og der stiger tonerne helt til himlen.

Som om det ikke var nok, så får I alle endnu et halleluja i julegave. Det kan tages frem, når alle de andre hallelujaer ikke længere ekkoer i ørerne på Jer. I får et lille kort. På kortet er der både noder og fortegn og akkorder, men det er ikke tænkt, at hallelujaet skal kunne spilles eller synges. Eller – du kan netop selv synge det på din måde.
På nodelinjerne er der engle. Og englene er ikke hænderne-over-hovedet-af-glæde-engle. Men der er netop både hvide engle og sorte engle og plettede engle. Og der er et hul i kortet. På den måde er det også ”a broken Halleluja”.

Du kan hænge dit halleluja på juletræet. Du kan bruge det som et gavekort og give et halleluja videre. Og dermed sprede julens budskab i verden.
Du kan også tænke om det som et tilgodebevis. På at Gud har givet et løfte om at engang skal du synge halleluja i kor med alle engle.

Hallelujaer har vi ikke kun brug for juleaften. Så hæng dit Halleluja et sted, så du ser det – og så du husker at sætte pris på dit liv.
Hallelujakortet her har lige præcis størrelse som et dankort - så du kunne også lægge halleluja-kortet sammen med dine kreditkort. Så hver gang du tager et dankort op for at betale prisen for et eller andet, så kan du blive mindet om, at der er ting her i livet, der kun kan betales med et halleluja.
Med et: pris Gud.
Husk et halleluja i hverdagen. Et: pris Gud. Men husk også et halleluja i hverdagen, så du får takket dem omkring dig. Sagt tak til dem, du sætter pris på i dit liv. Tak, fordi du er der. Tak fordi du holder af mig. Tak fordi du er der, både når livet er godt og når det er tungt og svært. Tak fordi du er tonerne i mit halleluja.

Så halleluja, fordi det blev jul første gang. Og Halleluja – for nu er det jul igen.
Englene sang i mørket: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag. Lyt … Med ét synger de måske også for dig.

Jeg ved ikke, om du er kommet i julestemning.
Men Gud ske lov er jul ikke at komme i stemning. For det bliver jul, uanset om du kommer i julestemning eller ej.
Jul er, at Gud kommer og stemmer dig. Så hans og dit håb falder sammen i et: Håbet om at dit hjerte på denne planet altid må banke af liv.

Det er jul. Halleluja.
Må den glæde, der skulle være for hele folket, også må finde vej til dig.

Det er jul. Halleluja.
Må den fred, som skulle være for hele verden, også må finde dit hjerte.

Det er jul.
Må du blive stemt, så også du kan synge et halleluja.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

---

Ved gudstjenestens indledning læste jeg Ibens Krogsdals:

Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
De hvisker om barnet, som netop blev til:
I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi fejle, i nat skal vi få.
I nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn. I skal være hans hjem!

Han spjætter af livskraft i hjertet på os,
som tænder stearinlys i mørket på trods.
Små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem, som er fjerne, og dem, som vi er.

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge, hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud.

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to.
At barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.

I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys.
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket!
                      Iben Krogsdal, 2009

 

Vi er gæster

2. søndag i advent, søndag den 4. december 2016 -  1 TR
Christianskirken kl. 10.30
74 – 78 – 89 --- 277 – 440 – 77 v. 2 & 3 – 862

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Lad mig bare bryde indrømme det. Det er ikke lykkedes hvert år. Til lige dele fortrydelse og bestyrtelse for husets yngste. Nå ja, og ikke uden dårlig samvittighed fra min side… Men i år gjorde det. Det var købt før første december. Og minsandten om ikke også det blev pakket ud, sat i ler og fik et par dekorative duske stedsegrønt sat omkring. Og hvad mere er: Vi er på omgangshøjde. Jeg taler selvfølgelig om kalenderlyset. I dag brænder vi både firtallet væk – og vi tænder det andet lys i adventskransen. Og så er alt jo såre godt ikke?

Mjaa… Det er hyggeligt med kalenderlys. Og Danmark er, mig bekendt, et af de få lande, kalenderlys fås i.

Jeg ved ikke, om vi danskere bare er lettere at narre? Narre til at tro, at vi kan styre dagene. Så vi lige præcis kun brænder den stump lys af, som passer til dagen. Men hvem af os er ikke kommet til at brænde for langt? Og hvem af os har ikke dage, hvor vi stort set ikke når at få tændt lyset? Og ikke så få har også glemt lyset – og pludselig kommet tilbage og har opdaget, at det er blevet den 20. december før tiden – og man er faretruende tæt på noget særdeles brændbart gran?

I fredags læste jeg om en, der ville ønske, at der ikke var tal på kalenderlyset. ”For når man første december tænder lyset for første gang”, skriver hun, ”så føler man sig ovenpå. Der er masser af tal. Der er masser af lys at brænde af. Der er masser af dage og tid at tage af. Men hen midt i december indser man, at man er ret langt bagud, og det sidste af det, man ville have gjort før jul, når man mellem jul og nytår”.

Og der – mellem jul og nytår - er kalenderlyset for længst brændt ud. Eller smidt ud. For hvem gemmer et par dage af et halvafbrændt kalenderlys til næste år? Ingen mig bekendt.

Du kan ikke gemme en ubrugt dag på et kalenderlys til bedre tider. Ligesom du heller ikke kan tage en misbrugt eller en afbrændt dag tilbage.

Numrene på lyset kan godt narre os til at tro, at vi har tid. Eller omvendt… at tiden er ved at løbe ud. Men måske er begge dele lige forkert. Det er i hvert fald den opfattelse, man kan få, når man hører dagens evangelium. Hvor vi – igen – skal høre om de sidste tider.

Det her handler jo ikke kun om lys. Det handler også om liv. Det handler faktisk mest om liv. Det handler om liv. Det liv, vi aldrig kun kan brænde af i små overskuelige doser. Det liv, der lige som lyset er en stadig nedtælling…. mindre og mindre bliver der tilbage af det. Indtil vi kommer til the final countdown, som vi hverken kender dagen eller timen på.

I det liv siger Jesus i dag til os, at vi skal være årvågne. Enhver ved, at man aldrig skal gå fra et tændt stearinlys. Men vi skal også passe årvågent på vores livslys. Ikke kun fordi du kan brænde ud eller blive brændt af eller forledes til at tro, at du kan få dobbelt så meget liv ved at brænde dit lys i begge ender. Nej, du skal være årvågen. Og have øje for det væsentlige.

Frygten er, at dagene løber os af hænde. Frygten er, at vi bliver sløve. At vi ikke kan mærke. Og at vi til sidst ikke kan mærke os selv. For så er dommedag ikke kun et ”engang” – så er det også lige her og lige nu.

Derfor er det, at du ikke skal sløve dine sanser i druk eller turen rundt eller i alt for mange bekymringer. Ikke at der isoleret set er noget i vejen med at tage et enkelt glas eller to eller måske endda tre. Ikke fordi der er noget i vejen med en enkelt bekymring eller to eller tre.

Jesus er ikke moralist. Eller hyperoptimist på vores vegne. Men Jesus er realist. Vi kan måske godt lade være med at drikke. Eller svirre. Men ingen af os kan undgå bekymringer. Og det er også i orden. Men pointen er, at der ikke er noget, der må tage din beredthed fra dig. Du skal se dagen i dag i øjnene. For selvom hver dag strengt taget er den sidste dag, fordi du aldrig kan vide om der kommer et ”i morgen”, så er vi en dag nået til den sidste dag. Til de sidste tider. Den yderste dag.

Ærindet er ikke det umulige – ærindet er ikke en moralsk løftet pegefinger. Ærindet er, at dommedag ikke skal kunne komme bag på os. Vi skal leve med bevidstheden om, at det er sådan det er. Der kommer en dommens dag.

Det her handler ikke om kalenderlys. Om at have øje for hver dag …. Men det handler om, at hvis ikke vi er årvågne, så opdager vi ikke, at vi er kommet til de sidste tider, før vi er der.

Der er ellers tegn nok. De fleste af dem er ikke med i evangelieteksten. Men står regnet op i versene op til: tegn i sol og måne og stjerner… tegn i form af krige af ufred af … meget, der ikke har forandret sig. Tegnene var der dengang, evangeliet blev overleveret fra mund til mund, da det blev nedskrevet – og de er der såmænd stadig…. Der er masser af luft i dem, dommedagsbasuerne.

For så mange år siden, at vi er tilbage i sagnenes tid, fødtes der en dreng. Hans forældre gav ham navnet ”Gæst”. Gæst betød menneske. For vi mennesker er kun gæster her på jorden. Vi er her kun for en tid. Der kom tre norner, tre ”feer” – og spandt en livstråd for ham. Nornerne gav Gæst et vokslys og sagde, at så længe lyset brændte, så længe ville han leve. Gæsts mor tog lyset og blæste flammen ud og gemte lyset. Sønnens liv skulle ikke brændes for hurtigt af.

Gæst havde et godt liv. En dag sagde han til sine forældre, at han ville rejse ud i verden og synge og fortælle, hvor han kom frem. Han ville være budbringer og sprede lys og glæde. Livslyset fik han med sig og han lagde det i bunden af sin harpe. Hans ord og toner fandt klangbund blandt mennesker. Det var som om man kunne høre, at musikken kom fra livets og dødens vokslys i harpen.

Man begyndte at kalde ham for Nornegæst. Fordi han nu ikke bare var et almindeligt menneske. Henved 300 år havde han levet. OG han var kendt og afholdt. Men bag ved var det som om Nornegæst skrumpede. Han fyldte ikke sin rolle ud, tænke han. Han var bange for at dø. Derfor havde han aldrig haft ild i livslyset. Han begyndte at føle sig som tilskuer. Han ku stadig tryllebinde med sine ord og sin musik. Men han selv blev mere og mere tom og udslukt.

Sådan kom han en dag til en kongsgård i Norge: Med frygt for døden og længsel efter liv og dybde. Han opdagede, at der på gården var et særligt lys, en særlig glæde. De havde skiftet troen på de gamle guder ud med ham, der blev kaldt Hvide Krist. Nornegæst forstod, at Hvide Krist var et menneske, der havde brændt sit livslys på fuldt blus. Et menneske, der havde turdet blusse og kæmpe og lide og dø. Og det allerbedste, tænkte Nornegæst, et menneske, der havde kæmpet og brændt videre helt ind i døden og til livet på den anden side. Det var den fylde, han længtes efter, vidste han nu.

Nornegæst bad om at høre mere om den nye gud. Mon også Kristi efterfølgere ville få lod og del med ham? Ville deres lys også brænde igennem døden? Nornegæst valgte at blive døbt. Og på dåbsdagen fandt han sit livslys frem og tændte det. Nu var det slut med at være tilskuer. Nu ville han sætte sit liv ind. Han ville brænde igennem og brænde ud.

Hans sidste år strålede angiveligt af lys og liv og ægte varme. Hans vokslys brændte med en stærk flamme, inddtil den sidste stump brædte ud. Så døde han. Men fortællingen om Nornegæst døde ikke.

Og nu har I også hørt den. Han hed Gæst. Fordi han var på gæstevisit. Sådan som vi er det. Vi er gæster. Vi er her kun på lånt tid. Og når vi tænker på det, kan vi isne. 

Vi fik ikke, som Nornegæst, noget livslys i vuggegave, at varme os ved. Men i dåben fik vi tændt et håb. Et levende håb. Og mange gange siden har vi sunget, at dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Og det gør det, livet. Slukkes. Engang imellem i mismod, når håbløsheden banker på, når vi synes, det meste kan være lige meget og resten allerede er det. Når vi holder dommedag over os selv – og vi mærker vægtskålen synke under os.

Og når vi hører dagens evangelium om dommedag og de sidste tider, kan det fylde os med frygt. Fordi vi ved, at også vi en dag skal slippe det, vi kender her.

Men undergangen er kun en overgang. Og det, der skal komme, skal ikke fylde os med frygt. Men noget må gå til grunde for at noget nyt kan komme til.

Sådan er det også med et lys. Først når det brænder, bliver det til sin sande bestemmelse. Sådan er det med alle vore lys. Sådan er det med Guds lys, Guds søn, Jesus Kristus. Da han brændte allermest, kostede det ham livet. Men efter det liv, satte Guds liv sig igennem. Og aldrig var han mere levende end påskemorgen.

Det er adventstid. Vi venter. Vi venter på ham, der skal fødes, når alle kalenderlys er brændt ned og når alle 4 adventslys blusser. Og vi venter på, at engang, når han kommer igen, så slukkes ethvert lys, vi kender til, for at et nyt lys skal bryde frem.

Indtil da kan du roligt tænde lys. Du skal håbefyldt tænde dit livslys. Du skal brænde det. Og du skal frygtløst brænde løs af andre lys. Og skulle det betyde, at du blev nødt til at købe et nyt kalenderlys og brænde forfra allerede fra den 4. december – så hav fred med det.

Du skal lyse og brænde. Leve, så glimtene af evighed lyser op, også i dit liv. Du skal gå i mørket med lyset. Og så skal du brænde ud i tillid til, at den dag alle lys slukkes – alle dem med og uden tal og datoer: Solens, månens, stjernernes og alle de lys, vi kender til, - ja, så er det fordi Guds store kærlige lys bliver lys i alle. Mon ikke det er forklarelsens lys?

Jesus var jordens gæst. Men når han kommer igen, er det for at blive. Derfor er det, at vi skal løfte vores hoveder, for han er vores forløsning. Når det sker, så kommer Guds rige. Og det gode budskab er, at så er vi her ikke længere kun som gæst. Så er vi indbyggere – eller vi er hjemme i Guds rige.

Og så vil vi sige: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede: Himmelske Far.
Vi takker dig, fordi du skabte lyset som noget af det første. Med lyset kan vi orientere os i mørket. Vi takker dig for evangeliet om din søn, Jesus Kristus. Og fordi vi med ham har fået det løfte: At vi aldrig skal vandre i noget mørke.

Tak for dit Ord, der kan være som en lygte for os. Men som sandelig også kan være dunkelt og svært at navigere i. Vejled os, så vi ikke farer vild og så vi bruger dit ord til at vildlede hinanden.

Løft du vores hoveder, så vi må se, når forløsningen nærmer sig. Lad os ikke frygte. Men frygtløst håbe.

Vi takker dig for alle de gange, hvor lyset gjorde en forskel i vores liv. For mennesker, der lukkede lys og glæde ind. For dem, der oplyste os og gjorde os klogere. For dem, der trøstede og for dem, der lukkede op for de lyse sale, der lå som mørke i os.

Herre, vi takker dig for, at du – uden krav, uden dom eller fordømmelse, men ren nåde skænker os troen i dåben og syndernes forladelse, når vi mødes om dit bord. Lad begge dele styrke os.

Så beder vi for vort land og alle lande. Vi beder for den seneste nye regering og for alle, som her hos os og ud i verden har magt og indflydelse. Vi ber for byråd og nye menighedsråd og alle som sidder, hvor de har indflydelse, at de må gribe den mulighed og bruge den godt.

Velsign vor Dronning og hele hendes familie. Ja, alle familier og alle enlig. Og vi beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Vi beder for dem, som ingen beder for. For dem, der har mistet en – eller flere, de holdt af. Vi beder for dem, vi savner. For dem, der var en del af vores liv. For dem, der delte gavmildt af deres lys, så også vi fik glæde af det.

Vi beder for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det. Vær du dem nær, Herre.

Giv os livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag, i morgen – og engang del i dit evige liv. Amen

Du skal plante et træ

25. søndag efter Trinitatis
søndag den 13. november 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmesangens søndag
Salmer: 4 – kopi: Jeg kommer i min dybe nød – 298 --- 274 – 440 – 164, v. 7 – 884

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Vi tager den lige én gang til…. Det fortælles om Martin Luther, at han har sagt: ”Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, så ville jeg plante et æbletræ i dag”.

Lad mig bare bekende: Jeg ved ikke, om jeg er fuldblods-lutheraner. Ærligt talt… Hvis jeg var klar over, at dommedag kom i morgen, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville styrte ud og plante et æbletræ - eller noget som helst andet træ i dag.

Ja, hvad ville du egentligt gøre, hvis det var dommedag i morgen? Hvis i dag var din sidste dag? Ville du sætte dig ned og holde dom over dit eget liv? Ville du omfavne dine kære en ekstra gang med ord og arme? Ville du være handlingslammet eller gå i panik? Ville du bede en bøn – eller mange? Ja, hvad ville du egentligt?

Det er klart… der er dommedage og så er der Dommedag. Der er alle de dage – eller nætter, hvor vi gør regnskabet op med os selv. Hvor vi gør status og fælder domme over os selv eller andre.

Og så er der Dommedag med stort D. Dommedagen. Den dag, farisæerne spørger Jesus til i dagens evangelium: Hvornår kommer den? Den største af alle dommedage. Hvor Gud – som vi bekender det hver eneste søndag – skal komme igen – for at dømme levende og døde. Den dag, vi kan frygte – og derfor også ængsteligt kan spejde efter tegn på.

Dommedagen har vi ingen indflydelse på. Men dagen før… Hvad ville du gøre dagen før den?  

Martin Luther sagde, at han ville plante et træ. Det er nok desværre løgn. Det har Luther nok aldrig sagt. Ærgerligt nok. For det er ellers ualmindeligt godt sagt. Men uanset hvem der så end har sagt sætningen, er jeg overbevist om, at det er et troende menneske.

For hvorfor netop plante et træ? Fordi, som vi hørte det i den første læsning fra Jobs bog i dag. ”For et træ er der håb”. Hvorfor er der håb for et træ? Jo, for selv hvis træet fældes, kan det skyde igen. Selvom rødderne er gamle, kan det gro og sætte nye grene, der strækker sig mod himlen selv”.

Når vi planter træer, planter vi håb. At plante et træ, det er ikke en døgnflue. Vi planter ikke et træ, der kun skal stå en dag. Nej, når vi planter træ, så planter vi med fremtiden for øje.

At plante et æbletræ, selv når det er dommedag i morgen, det er er at leve med håbet som horisont. Det er at være fortrøstningsfuld, selv på den næst-yderste dag.

Barack Obama sagde det samme med lidt andre ord i onsdags. Han sagde: ”Uanset hvad, så når jeg står op i morgen, så skinner solen igen”.

For nok holder vi dommedag. Over præsidenter, der kommer og går, over verdens gang. Men ingen af vore dommedage kan få solen til at holde op med at skinne eller få træer til at holde op med at gro. Så megen magt har vi ganske enkelt ikke. Og det kan være ganske befriende at blive mindet om.

For et træ er er håb! For dagen i morgen er der håb! Selv hvis i morgen skulle vise sig at være dommedag. At være troende, at komme her i kirken med din tro, det er at blive håbsjusteret.

Der er masser, vi kan miste håbet over. Men der er også masser at håbe på. Det kan være, vi holder op med at håbe på at skulle leve 80 år mere. Men der er andre håb. For håb er foranderligt. Afhængig af, hvor vi er i livet, afhængig af, hvad der aktuelt fylder for os i tilværelsen, skifter håbet. Håbet har mange grene: drømme og længsel er bare et par stykker af dem.

I nogle perioder af livet har vi brug for at håbet kommer til os udefra, fordi vi ikke kan finde det i os selv. I andre perioder af livet er håbet der, så selvfølgeligt som at solen står op igen i morgen, uanset om det også bliver morgen for mig.

Sangeren Leonard Cohen – der døde i denne uge - skrev tilbage i 1992: ”there is a crack in everything. That’s how the light gets in” – der er en sprække i alt – det er sådan lyset kommer ind.

En tysk filosof Ernst Bloch skriver allerede i 1959 om håbets princip, at håbet er den altid tilstedeværende sprække i virkeligheden. For ligesom sprækken altid lukker lyset ind, er håbet det, der viser en vej udad.

Håbet peger mod noget, som endnu ikke er helt til stede, men som føles som en mangel. Håbet er fundamentalt for den måde, vi betragter vores liv og verden og væren på som noget ufærdigt, noget, der bestandigt er i bevægelse. Sådan betragter bliver håbet nærmest organisk – som træet.

Hvis verden skulle gå under i morgen, hvad ville du så gøre? Jeg ved det ikke. Men i evangeliet om Jesus Kristus hører vi, hvad Gud vil gøre.

For da alt håb syntes ude, fordi vi mennesker igen og igen viser os at være håbløse til at passe på skaberværket, til at passe på hinanden og til at passe på os selv, plantede Gud et træ.

Midt i vores verden står det. Korsets træ. Og det træ knejser ikke til frygt og bæven. Det blev ikke sat som endnu en påmindelse om, at som min søn døde, skal også I dø. Men korset står som et håbstræ. For som Kristus opstod, skal I opstå.

For rødderne på korsets træ nåede helt ned til livets kilde og hentede opstandelsens kraft derfra. Sådan blev korsets træ til livets træ.

”Der skyder en kvist fra Isajs stub”, sådan skriver Esajas. Det nye skud er et billede på Messias. Det træ, som alle troede var dødt, skyder pludselig med nyt liv.

Og hver gang vi mærker håbet leve i os, selv der, hvor vi var som døde, bliver korsets træ til livets træ igen og igen. Det er håbefuldt.

Noget af det sidste, jeg var med til, hvor jeg var præst før, var at plante et træ. Ikke et træ, der skulle sættes i jorden. Men et træ, hugget i sten. Det er det træ, I ser afbilledet på sangarket. Træet – stenen - ligger lige på overgangen mellem kirkegård og kirkedør. For at komme ind i kirken – og for at komme ud ad kirken træder man på træet. ”Livets træ” hedder det.  

Livets træ, det var det træ, Adam og Eva ikke fik lov til at spise af. Men mon ikke det er livets træ, vi flere gange i livet nærmer os. Vi nipper til frugten af livets træ der, hvor livet har evighedskarakter i glimt. Der, hvor alt bare er godt og giver meninger. Der, hvor vi giver os lov til at nyde af livets gode frugter. Velvidende, - meget vel vidende, at vi ikke lever evigt. Det bliver ved bidderne.

Forleden, da jeg for længst havde valgt, at træet skulle være illustration til prædikenen her, opdagede jeg det. At træet ikke står alene. Måske kan I ane det: At rundt om træet er der hugget det græske bogstav Omega. Det er det sidste bogstav i det græske alfabet. Det er enden. Altså …. når alt kommer til alt… ja, selv når vi når til enden, til omega, så står livets træ der fast. Det vælter ikke, livets træ, for det har rødder i himlen.

Efter at jeg var rejst, fik menighedsrådet lov til at sætte endnu et træ. Som erstatning for en mørnet låge ind til kirkegården, fik de og kunstneren lov at lade motivet med ”livets træ” udgøre en ny kirkegårdslåge. I kan se den på billede nr. 2 på sangarket.

Jeg synes, det er meget evangelisk, at når man går til eller fra Ensted kirke, så går man gennem livets træ. Den samme port går man ind ad, når man går til kirke. Og det samme port går vi igennem, når vi går derfra. Vi kommer fra livet – og går ud i livet igen. Og gennem livets træs port – gennem åbningen i livets træ - bærer vi vore døde.

Hvornår kommer Guds rige? Spørger farisæerne i dag.
Og Jesus svarer dem: ”Guds rige er midt iblandt Jer”.

”Midt iblandt Jer”. Dvs. Guds rige er ikke kun noget fremtidigt. Det er også et allerede her og nu. Og når det er midt i blandt os, er det også noget, vi kender godt.

Til i dag kan jeg ikke finde noget bedre billede på Guds rige end træet. For træet har rødder i jorden – sådan som også mennesket er taget af jord. Træet strækker sig mod Guds himmel. Træet vokser. Vokser både nedad og opad og ud til siderne. Guds rige er i vækst. Midt iblandt os. Det er håbefuldt.

Midt iblandt Jer er Guds rige.
Midt i Paradiset plantede Gud to træer. Kundskabens træ og livets træ.

Da menneskene spiste af de første, blev det dommedag for første gang. Men engang … engang tror jeg, vil Gud selv række os frugterne af livets træ, så vi spiser og lever evigt.

Vi tager den lige sidste gang. Luther sagde ikke, at selv hvis han vidste, at dommedag kom i morgen, så ville han plante et træ i dag. Ordene er formentligt ikke sagt i 1517, men af tyske lutheranere i 1944. Og i 1944 var der vist ikke mindre brug for at håbe end der var i 1517 eller i 2016.

Luther sagde det ikke. Og det var ikke en konkret opfordring. Alligevel gjorde vi det her ved Christianskirken i søndags. Vi plantede et æbletræ. Det står ovre ved C café. Vi plantede som mange af Fredericias andre kirker – et reformationstræ. Et såkaldt familietræ, hvor 5 æblesorter er podet på det samme træ. Nye sorter, gamle sorter, som én stor familie på den samme stamme.

Vi plantede et træ. Ikke fordi vi tror, at verden går under i morgen. Vi planter ikke et træ af frygt. Men vi planter det med håb. Et håb om, at vi må sidde i træets skygge og dog set lyset komme igennem selv de tætteste blade. Et håb om, at menneske fra mange familier dog måtte kunne sætte sig under håbets træ og spise sig mætte af håbets frugter. Mætte, så når den dag, verden går under og Guds rige komme, så er vi mættede af håb. Guds håb. For det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed, Amen.

 

Kirkebøn:

Lad os bede: Himmelske Far, vor Herre Jesus Kristus.

Vi planter træer. Vi planter håb.
Da vi blev døbt, blev vi podet på Kristus. Vi fik levende håb i dåbsgave. Og når vi synes alt ser håbløst ud, spejder vi efter håbets aflæggere i vores verden.

Styrk os, så vi står fast i livets storme.
Rusk os, når det er det, vi trænger til.
Giv os ro til at vokse, så vi slår rødder.
Giv os frimodighed, så vi strækker vore grene mod himlen.

Lad os, som menighed og som medmennesker, være som en skov, hvor vi værner om hinanden og giver læ til dem, der har brug for det.

Og når vi bliver bange og grebet af frygt. Når vi tror, at nu er dommedag nær, så også vi skal rykkes op med rode, så lad os stole på, at du, Herre, vil plante os ved siden af livets træ i dit rige.

Velsign og bevar vor Dronning og hele hendes familie. Ja, vær med alle familier og alle enlige. Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.

Spis med os, når vi knæler om dit bord. Ja, vær hos os med din nærhed, Herre, når vi har brug for det.

Herre. Lad dit rige vokse. Lad din vilje ske.
Det beder vi om. Amen.