Rækkeviddeangst - prædiken til fastelavnssøndag

SÅDAN SAGT... Prædiken om rækkeviddeangst

”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Ret skal være ret: Måske var det ikke stormfuldt. Det er var nok heller ikke helt nat. Men det var mørkt, og det var sent.

Jeg var barn, og vi var på vej hjem i bil. Måske var det den gule Simca med os børn raslende rundt på bagsædet uden sikkerhedsseler. Som det nu var dengang.

Så skete det, som ellers aldrig skete i min familie: Bilen var ved at køre tør for benzin. Lad mig forklare konsekvenserne for jer, der er for unge til at have oplevet det: Dengang havde benzinstationer ikke døgnåbent. De lukkede faktisk på et tidspunkt. Vi var langt fra at dankortet var en ting og endnu længere fra MobilePay. Og hvis dine halvtredsere eller din 100-kroneseddel var for krøllet, så var det ikke sikkert, seddelautomaten på benzinstationen ville tage imod dem. Og så var du på den, hvis du ikke havde en reservedunk.

Vi var på den, den aften. Kørende rundt der et sted i Danmark, længere ude end Lars Tyndskids mark, og med en benzinmarkør stadigt længere nede i det røde felt. For første gang i mit liv blev jeg ramt af det, som vi først indenfor de senere år har fået ord for: Jeg blev ramt af rækkeviddeangst! Hvad skulle der blive af os?

”Rækkeviddeangst”. Ordet kom først for alvor ind i vores sprog sammen med elbilerne. Rækkeviddeangst er angsten for, at du har for langt hjem eller for langt hen til den nærmeste lader. Rækkeviddeangsten er angsten for at ikke at kunne nå.
Eller angsten for at gå i stå.

Det kan godt ske, at begrebet ”rækkeviddeangst” er nyt, men indholdet kender du nok allerede til.

Lad mig først række dig nogle eksempler på rækkeviddeangst – med større eller længere udstrækningspotentiale. Måske er der nogle af dem, der rammer dig? Og lad mig derefter udlægge det eksempel, evangeliet selv giver os i dag: Disciplenes rækkeviddeangst.

Der kan være rækkeviddeangst ved at række ud mod nye mennesker: Spørge den nye pige i klassen, dem, du tilfældigt sad ved siden af til et arrangement, hende, du mødte på en ferie, ham, der åbenbart altid træner på samme hold i Ficness som dig, eller bare række ud mod et andet menneske, fordi du instinktivt fornemmer, at I vil have mere at sige hinanden: Spørge: ”Har du lyst til at vi skal ses, følges, drikke en kop kaffe en dag?

Alt det er også at række ud. Selv det enkle spørgsmål kan være forbundet med rækkeviddeangst. Fordi selv det høfligste ”nej tak” er en afvisning, der måske ikke ligefrem kalder på at du spørger igen en anden gang.

Rækkeviddeangst kan være, når dine børn flytter hjemmefra eller andre, der står dig nær, flytter længere væk – og du bliver i tvivl om, om du kan holde forbindelsen med dem. Ikke om I kommer til at ses. Det skal I nok komme til. Men snarere, om I kan blive ved med at være på bølgelængde. Om I kan blive ved med at være tætte, når der nu kommer afstand imellem jer.

Fysisk afstand er én ting. Men mennesker kan også flytte sig mentalt eller intellektuelt, så det kan blive vanskeligere at nå hinanden. Der kan også opstå rækkeviddeangst i relationer.
Måske er du ikke længere så tæt med din tætteste kollega, din ven, dit barn, din partner, din ægtefælle?
Det er som om I er forskellige steder, som om der længere imellem jer. Det kan gøre dig urolig. Hvad sker der? Bliver rækkevidden større? Kan I stadig nå hinanden? Måske kan I, hvis ikke angsten for alternativet spænder ben for jer.

Eller en helt anden form for rækkeviddeangst:
Angsten for at række ud. Angsten for at bede andre om hjælp eller nærvær. For det at række og bede andre om hjælp – det er - også - altid er et mikrotab af den kontrol, du helst ville præstere. Nu har du den så ikke. Måske er du blevet syg. Måske er du blevet ældre. Måske er du blevet afhængig af andres hænder eller andres overskud. Med tilbageholdt åndedræt rækker du ud.

Eller angsten for at række ud til den, der har gjort dig ondt eller den, du gjorde ondt. Måske er det mange år og meget levet liv mellem jer og det, der skete. Men nu … nu står du der, rækker hånden ud, rækker tilgivelsen frem med angsten siddende i fingerspidserne: Tager den anden imod?

Eller rækkeviddeangsten kan opstå, hvis et menneske får en hjerneskade eller bliver mentalt svækket, begyndende dement eller får en anden af de sygdomme, som kan fjerne mennesker fra sig selv og hinanden. Så er rækkeviddeangsten ikke kun en angst, men en realitet, både for den syge selv og dem, der er omkring.

Måske er det din fysik, der begynder at begrænse din rækkevidde. Du kan ikke længere så meget, som du kunne engang. Eller det begynder et andet sted. Først opdager du det bare som et ord, der bliver væk for dig. Så er det flere og flere ord, der ikke vil, som du vil. Så kniber det med sammenhænge eller med ansigter. Eller med lysten til det, der engang var selvfølgeligt og naturligt for dig, men som nu har ændret sig. Hvad stiller du op med angsten for en dag ikke længere at kunne nå eller forstå dig selv – eller det menneske, du har delt måske det meste af dit liv med?

Og så til den mest ultimative rækkeviddeangst, der kan gribe os. Med den er vi landet lige mit i dagens evangelium.
Her er vi sammen med disciplene på vej til Jerusalem. Jerusalem, det indebærer, at vi nærmer os afslutningen. Ikke bare muligheden for, at disciplene og de andre troende, ville kunne køre tør, men at det vil ske. Og snart.

Menneskesønnen, Guds egen søn, skal mishandles på så brutal vis, at han bliver slået ihjel af det. Det er så rædselsfuldt, som det kan være. Men rækkevidden af det kan disciplene slet ikke forholde sig til: Hvad betyder det for dem? Hvad betyder det for alt det, de har sat deres lid til, alt det, de hver især har ofret af levebrød og relationer for, at det skal slutte på den måde. Hvilke konsekvenser får det for deres tro? Kan du leve videre på noget, der er dødt?

Den rækkeviddeangst når vi alle til før eller senere: Når vi er på vej til vores livs Jerusalem. Og om ikke før, så den dag, vi sidder med en kiste foran os med et elsket menneske, som vi nu ikke længere kan nå. Angsten for ikke bare at skulle miste eller over at have mistet, som om den angst ikke var nok i sig selv. Men så følger rækkeviddeangsten i anden potens: angsten for at glemme, angsten for ikke længere at kunne huske den dødes stemme, den måde, han eller hun rørte dig på, sagde dit navn – var i dit liv på.

Rækkeviddeangst. For hvordan rækker du ud mod det menneske, som nu er dødt. Den, som du nu kun kan nå i minderne? Hvad sker der for den kærlighed, han eller hun var for dig?
Senest siddende der med kisten for an dig - men som regel før det - erfarer vi i livet, at der er en kærlighed, der ikke tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, fordi der er en kærlighed, der holder op. Og så sidder vi her – med fremrakte hænder og et hjerte, der har gennemtræk.

Disciplene var grebet af angst. Den Jesus, der havde rakt ud til dem, den Jesus, der havde grebet dem om hjertet og taget dem med sig, fordi han havde et kærlighedens og næstekærlighedens og tilgivelsens budskab, der gav mening og som resonerede i deres tilværelse, han skulle nu tages fra dem igen. Hverken deres forstand eller deres tro rakte til at begribe det. De er ikke det første, der er kommet til kort på den konto.

Skridt for skridt nærmer disciplene og vi os Jerusalem. Tættere på det, der skal skille dem og os fra Jesus gang her på jorden. Tættere og tættere på den påske, der kan tømme vores livs tank og tanker for tro og for mening. Fordi vi ikke helt kan forstå rækkevidden af den: Hvad er meningen med, at Jesus skulle til jorden som verdens frelser – hvis han alligevel skulle dø? Hvad er det for en Gud, der først sætter kærligheden ind i livet – og så tager livet ud af den?

Mennesker har i 2000 år rakt ud efter svarene.
Mennesker har i 2000 år været som blinde, uden helt at fatte det. Fordi der er noget skjult i ordene.
Og jo mere vi rækker ud, des længere væk synes svarene.
Hvornår kommer den frelsende engel ud af en mørklagt tro og fylder nyt brændstof på vores tank?

For du tænker måske også stadig på den lille Eva med rækkeviddeangst, som vi efterlod på bagsædet af den gule Simca? Hvordan endte den historie?

Den endte sådan her: Ud af mørket, på de absolut sidste dampe af benzin, kørte vi ind i en lille landsby. Byen var alt, alt for lille til at der burde have været en benzinstander. Men den var der. Og – halleluja – den tog sedler. Men den tog åbenbart ikke vores sedler.
Det var stadig ikke stormfuldt, men mørket var blevet endnu mørkere, og hvert et hus i den by, der strengt taget var for lille til at være en by, var helt og aldeles mørklagt.
Der holdt vi ved siden af den benzinstander, som kunne have bragt os videre. Der kan være meget stille i en gul Simca.

Så kom den frelsende engel. Det er derfor, de hedder sådan. Ud fra det mørklagte hus ved siden af benzinstanderen trådte en mand. Om han byttede fars sedler ud med sine egne sedler, det husker jeg ikke. Jeg var kun et barn. Men få minutter senere lød den forjættende lyd af et benzindæksel, der blev skruet af.
Lige der, der forsvandt min rækkeviddeangst og blev til rækkeviddehåb. Vi skulle nok komme hjem.

Angsten og håb kan gå på samme vej.
Det er derfor vi i dag ikke kun skal høre om disciplene med deres rækkeviddeangst. For der er også en anden vej til evangeliet end den at komme til kort. Der er tiggerens vej. Den blinde vej.

For da de den dag nærmer sig Jeriko. Læg mærke til det. Vi er endnu ikke i nærheden af Jerusalem. Vi er et stykke fra hovedpointen, fra det største af alle mysterier – og der – dér møder vi en anden. Sådan kan erkendelser også dukke op for os. Ikke først, når vi er ved vejs ende, men undervejs. Og måske er det nogle af de erkendelser, vi skal have med hele vejen. Jeg tror, du kender til, at nogle af de mennesker, der lukkede dine øjne op for noget væsentligt eller kærligt i dit liv, dem bærer du med dig videre.

Der ved Jeriko, hvor der historisk set før var sket store ting, bliver disciplene og vi standset i vores fremdrift af en tigger, som oven i købet er blind. Til gengæld er den blinde tigger mere seende end disciplene. Adspurgt får han at vide, at det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi. Dengang var der mange Jesus’er og Nazaret vidste alle, hvad var. Men den blinde ved mere end det – og den viden putter han ikke med. Han råber: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«

Med de ord afslører tiggeren, at han er så langt fra at have rækkeviddeangst, som man kan have. Han rækker ud, fordi han vidste, at netop denne Davids søn var den længe ventede. Han var den frelsende engel, som Gud selv havde sendt til verden.
Den blinde havde set det. Ikke med sine øjne, men med troens.
Så helbreder Jesus ham. I virkeligheden er det et fuldstændigt overflødigt under. Jeg mener: Hvad skal man med øjne i hovedet, når man allerede kan se det væsentligste her i livet?

Men sådan viser Jesus ham og os, at Guds kærlighed ikke er blind for menneskers behov.
Han viser os, at kærlighed er mere end fine ord, der ser flotte ud på skrift på Valentinskort og som lyder godt i munden, når du erklærer dig for en anden.
Rigtig smuk er kærlighed først i handling.
Som når du lader dig standse.
Som når du giver dit liv hen for andre.
Som når du må dø, for at andre får livet.

”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Det var natten efter, at Guds søn var død på korset, og det himmelstormende i det faktum havde flænset forhænget i templet – og havde flænset så meget andet med.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Og en til.

Og så blev det morgen. Og Gud selv kom som en frelsende engel til verden. Han skubbede stenen fra graven – og alt det, der før havde været mørklagt, blev lyst.
Verden havde igen fået øjne i hovedet og kunne igen se, at størst af alt er kærligheden.

Måske har du endnu ikke set det. Eller indset set.
Heller ikke selvom du har øjne i hovedet – og hjertet på rette sted.
Måske er din tro som de 50 eller 100 kr. sedler, du ikke helt kan få til at passe ind i automaten. De er ikke helt kompatible. Men du prøver alligevel.

Måske er evangeliet til dig og til mig, at ud af det blå – eller det mørke – eller der, hvor din tank er enten helt fuld eller halvt tømt – eller der hvor al angst har taget kvælertag på dig - der sendte Gud sin frelsende engel.
Og Han vil gøre det igen.
Han vil fylde din tro med sin tillid.
Han vil lægge sin kærlighed ind i dit liv, lukke dine øjne op og erstatte din tilværelses rækkeviddeangst med rækkeviddehåb
Amen

 

"Kunsten er at vide, hvornår du skal ruge og hvornår du skal klække" - Sidste søndag efter hellligtrekonger

 

”Tillykke”. 
Hun rakte gaven ud mod mig. Jeg blev lige dele glad og overrumplet. Jeg havde ikke forventet, vi var på gave med hinanden.
Gaven var pakket ind i hvidt silkepapir. Mon ikke det var derfor, jeg tog imod den med varsomme hænder? Derfor, at jeg med forsigtige fingre fjernede først silkepapiret og efterfølgende det brune bølgepap?

Allerede mens jeg pakkede op, havde jeg det sådan, at den gave havde jeg ikke fortjent. Og skal jeg være endnu ærligere, har jeg det stadig sådan hver eneste dag, når jeg ser på den:
At jeg er glad for gaven – og at den er ufortjent.

Måske skal jeg retænke – og måske er vi flere, der skal øve os i at tage det til os, hvad en gave egentlig er? En gave er – netop - en gave. En foræring. Eller som man sagde tidligere: En præsent.
En gave kan du aldrig gøre dig fortjent til. Du kan aldrig tage den. Eller tage en gave for givet. En gave får du givet.

Det ligger i mig, og jeg er sikker på, at jeg ikke har det fra fremmede, at når jeg har noget godt, så deler jeg. Måske gælder det også for dig: Har du meget kage, deler du med andre. Du spiser ikke en hel kage selv.
Har du 100 kroner ekstra, giver du lettere til en, der beder om den. Har du overskud, deler du, om det kun er i form af øjenkontakt og et smil til en fremmed.

I dag deler jeg min fødselsdagsgave med jer.
På forsiden af vores sangark er der et fotografi af den.
For da jeg forsigtigt havde fjernet først det hvide silkepapir, så bølgepappet, åbenbarede der sig denne figur af glaseret og uglaseret ler. I forhold til størrelse skal I forestille jer, at gaven kan ligge i en hånd: Det er en skal. I skallen ligger der hvide fjer.
I skallen ligger der et ansigt. For mig er det ansigt tydeligt et menneskes ansigt. Ansigtet kigger opad. Det kan ikke andet.

Sammen med lerskallen lå der et lille, næsten undseeligt, stykke hvidt papir. På papiret står der: ”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

Eller sagt med evangeliets ord: Kunsten er at vide, hvornår timen er kommet. Timen, hvor du ikke længere ruger, men hvor du klækker.
For det vil du gøre: Klække. Det er en uundgåelig del af det at være menneske: Du går i stykker. Ind imellem vil det kun være små hak i tuden, ridser i livets lak. Til andre tider krakelerer du mere gennemgribende. Det kan være noget indefrakommende, der har ruget i dig i kortere eller længere tid. Eller det kan være noget uventet udefrakommende, der får din skal til at flække og dig til at klækkes.

Kunsten er at vide, hvordan du skal ruge og hvornår du skal klække. Hvornår du ikke længere skal ruge, men hvornår du skal lade dig klække.

Kunsten er også at vide, hvad du ruger på: Hvad der vokser usynligt og umærkeligt. Indtil timen kommer, hvor det sprænger sin egen vej og din skal knækker. Irreversibelt. Uopretteligt.
Den kan ikke samles igen. Og der er du – udklækket – og misser lidt himmelvendt mod lyset. Mod det nye liv – eller det nye i dit liv, som du er nødt til at forholde dig til.

Jeg tror, vi har fået bildt os selv og hinanden ind, at et godt liv er et problemfrit liv. At et godt liv er et lykkeligt liv. Et liv, hvor du er glad, helst hele tiden. Et godt liv er et liv uden alt for store bump på den vej, der kommer os i møde. Vi har også bildt og selv og hinanden ind, at sådan et liv har vi ret til. Og hvis ikke det er sådan, så må det være en fejl.

Men så vil vi uvægerligt blive skuffede. For din skal kommer til at slå revner. Du kommer til at klække. Det, evangeliet til i dag fortæller os er, at når timen kommer, er det ikke er nogen katastrofe at klække. Tværtimod.

Min fødselsdagsgave – den knækkede skal - minder mig dagligt barskt om, hvad det vil sige at være menneske: At vi kan både klække og knækkes. Og at det vil ske.
Og min fødselsdagsgave – den knækkede skal- minder mig dagligt håbefuldt om, hvad det vil sige at være et menneske i Guds omsorg: Det vil sige, at også din skal ligger i Guds hånd.
Og i dén hånd ligger du trygt. For Gud holder dig dér, hvor du ruger. Dér, hvor timen endnu ikke er kommet. Dér i det usynlige og måske ensomme.
Ligesom Gud også var der i dén grav lidt væk fra Golgata, der først kunne klækkes indefra påskemorgen. Da den nye time kom.

Kunsten er at vide, hvornår der ruges og hvornår der klækkes.
Den kunst kender Gud. Og nogle gange klækker Han os for øjnene af os selv.

”Jeg ville faktisk gerne kunne tro”, sagde et menneske til mig for nylig i en samtale, der egentlig handlede om noget helt andet. Jeg ved ikke, om det var noget, han havde ruget på længe. Jeg ved ikke, om det kom bag på ham selv, at lige der, der var timen kommet, hvor hans skal knækkedes, og han sagde det, der lå inde i ham højt, både for sig selv og for andre. Jeg ved heller ikke, hvad han stiller op med sit nyklækkede jeg.

”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

For en månedstid siden fejrede vi jul. Vi hørte, hvordan Guds barn blev født til verden som ethvert andet menneskebarn.
I dag forudser Jesus sin død.
Evangeliet taler meget lidt om tiden mellem Jesu fødsel og indtil han træder offentligt frem. Hvad er der sket derimellem?

Måske har Jesus ruget? Ruget på at blive klar til at skulle klækkes. Ikke som menneske. Men klækkes som verdens frelser.
Jesus vidste godt, hvad der ventede. Han vidste, at også han var en skal, et hvedekorn. Hvis ikke han lod sig knække, hvis ikke han faldt til jorden og døde, ville han bare være et menneske i rækken af mennesker. Så ville hverken hans liv eller hans død gøre en forskel. Og det var netop en forskel, Gud havde ruget på.

Det var den forskel, som skulle være en forskel for hele verden.
For ethvert menneske. Der skulle klækkes en ny verdensorden.
Hvor nåden går forud for retten. Hvor håb er levende og virksomt og ikke kun tre bogstaver, der ikke engang står i alfabetisk rækkefølge. En verdensorden, hvor du ikke kun lever for dig selv. Men hvor du altid er i relationer. Hvor du deler af et godt hjerte, så godt kan blive til flere gode gaver.

”Tillykke”, siger Gud. ”Til lykke på fødselsdagen”.
Og så rækker Gud os sin gave. Barnet, der skulle være verdens frelser og forsoner. Barnet, svøbt i halm og himmelsk herlighed.

Du troede måske heller ikke, at du var på gave med Gud?
Men det er du. Og det går kun den ene vej. Det er kun Gud, der giver. Det er vores største fejltagelse om liv og tro og relation til Gud, hvis vi forventer, at vi kan give noget til gengæld.
”Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd”.

Guds gave er helt og aldeles gave. Ufortjent. En foræring. En præsent. Og den gave er ikke kun et engang fra for 2000 år siden. Den er præsentisk og nutidigt og den rækkes dig igen i dag. Værsgo!

Når du har noget godt, så deler du det. Når den holdning ligger i dig og mig, så har vi det ikke fra fremmede. Så er det selve kernen i kristendommens DNA: Fra begyndelsen af holdt Gud ikke det gode for sig selv. Det kunne Han lige så godt have gjort.
Intet menneske har på forhånd – eller på efterhånd – fortjent Guds gaver.

Alligevel giver Gud os dem: Gaverne. Livets gave som den første.
Og med livet: Tiden. Ingen af de to kan returneres eller byttes til noget andet. Siden fik vi Guds levende håb i dåbsgave. Også det kan vi slide på – men vi kan aldrig slide det håb op.

Guds gode gaver skal vi ikke holde for os selv.
Vi skal dele dem gavmildt. Sprede dem som korn på en mark skal spredes for at give afkast.
Hvis ikke evangeliet om Kristus var blevet delt, så var det blevet ved det ene korn, og så havde vi ikke siddet her – og det var aldrig meningen. Evangeliet var aldrig ment til at være eksklusivt.

Hvis ikke Jesus var død og opstået igen fra de døde, havde hans liv blot været et liv blandt mange. Bevares – et særligt liv – et gudvillet liv. Men kun ét liv. Men fordi han døde – og opstod – blev hans liv til håb og opstandelsestro for mennesker siden.

For der, hvor vi knækker for sidste gang lyder det: ”Af jorden skal du igen opstå”. Og så åbner Gud også vores gravmørkes skal  indefra – og tager dig til sig.

Men indtil den time kommer, må du låne af kraften og modet fra Kristi hvedekorn, både når du ruger og når du klækkes.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Lad os bede:
Himmelske Far -
Jesus, Guds søn
Du gode Helligånd, som gør evangeliet levende og nuværende for os.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når alt er godt og trygt omkring os i vores skal -
og vi alligevel er bange for at det skal krakelere omkring os.
Når uroen i verden smitter og gør os urolige.

Giv hvedekornets kraft og mod
til verdens magthavere.
Vær hos regeringer og regenter, hos præsidenter og præsidier,
hos byråd og hos enhver, der skal træffe valg, der ikke kun handler om vedkommende selv.
Giv dem kraft og mod til at tage beslutninger, der er gode.
Ikke bare subjektivt, men objektivt. Beslutninger, der fremmer freden og gode vilkår for alle mennesker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi må slippe alt vores eget, slippe kontrol – og slippe os selv.
Giv os da troen på, at der også er vækst i at gå i stykker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
giv os grokraft og lyst til at vokse, ikke kun til egen glæde, men også til glæde og opbyggelse for dem, du er vokset sammen med.
Din nære og kære.
Dem, du er forpligtet på.
Det, du er forpligtet på i dit faglige og private virke.
Giv os både kraft og mod til at opretholde, men også til at gå nye veje, når det er nødvendigt.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi mister.
Især når vi mister mennesker, vi holder af.
Det gælder i vores omgangskreds,
men læg også hvedekornets opstandelseskraft forplante sig til os, når der bliver tomme stole her hos os –når vi her i menigheden tager afsked med mennesker, der har haft deres faste plads i fællesskabet i årevis og som her har spredt deres korn.

Giv os kraft og mod til at se enhver dag i øjnene.
Lad os dele, også det udelelige.
Lad os bære det svære, men aldrig alene.

Giv os kraft og kræfter, når hverdagen kræver mere af os end vi synes vi magter.
Hjælp os med at glæde os og stå ved vores stolthed, når der er grund til det.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi frimodigt elsker
vores børn, vores familiemedlemmer, vores nære, dem, vi kender og holder af. Og dem, der har mere brug for os end vi vidste af.
Giv os frimodighed til at være i relationer.
Og til at blive i dem, når det bliver kompliceret.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi holder af os selv. Både når livet lykkes – men især når det ikke gør.

Vær hos os, Herre, når alt ramler omkring os.
Og alle skaller os vi selv knækker i usamlelige stykker.
Hvisk til os, at når din time kommer, så samler du alle stumper og stykker og skaller og fejltagelser i dit rige.

Det beder vi om.
For dagen i dag. For i morgen. Og for alle dage.
Amen.

Helligtrekonger - narrativ prædiken

SÅDAN SAGT - EN MODERNE HELLIG TRE KONGERS FORTÆLLING

Bilen bagved dyttede. Han var faldet i staver.
Det var blevet grønt, uden at han havde set, han havde set det.
Det er sket hyppigere og hyppigere på det seneste. Han er ikke bekymret. Kender efterhånden fornemmelsen. Fornemmelsen, en urolig sitren i underbevidstheden. Den minder om følelsen, når du har glemt noget, og du kan bare ikke komme i tanke om hvad det er.

Han ved, at det forholder sig omvendt. Det handler ikke om at have glemt: Det handler om at noget er på vej. En erkendelse, en vished, der endnu ikke helt har fundet sin form. Når han for sig selv prøver at formulere, hvad der er på færde, tænker han om det som noget ufødt, noget, der endnu ikke er kommet til verden, som en graviditet.
Selv havde han ikke været gravid. Naturligvis ikke. Det havde hans kone heller ikke. Børn var det ikke blevet til. De havde ventet længe. Indimellem havde det følt som tusindvis af år.
”Der er jo ingen, der er blevet lovet børn”, sagde de til hinanden.

Han havde aldrig sagt det til nogen, men han havde altid drømt om at få en søn. På en eller anden måde, som selvfølgelig var irrationel, havde drømmen aldrig forladt ham. Men nu var han uhjælpeligt for gammel. Udadtil havde de fyldt deres fælles liv – og hver deres liv – med andet end den søn, der aldrig var kommet til verden, og det gav på sin egen måde gav livet mening og fylde.

Nej, børn var det ikke blevet til. Men erkendelser – indsigter – forskningsresultater, dem havde der været mange af. Hans navn stod øverst på litteraturlisten over det, de nye studerende havde som pligtlæsning. Det var altid ham eller kollegaen, medierne kontaktede, hvis …

Årh ja, den telefonsvarerbesked fra i går, den skulle han huske at vende tilbage til. De ville have hans kommentar til den stjerne, nogen havde set gå op. Den skulle efter sigende have et helt særligt lys. Mon ikke bare, det var endnu en drone på afveje?
Hvordan affærdiger man på en pæn måde folk, så de ikke føler, de taber ansigt? Det var altid en balancekunst, selv når det ikke er personligt, men alene et fagligt anliggende.

Bilen bagfra dyttede igen. To gange denne gang. Han kunne mærke utålmodigheden i i mellemrummet mellem første og andet dyt. Hvad er det egentlig, vi har så travlt med?
Hvad er det, vi skal nå?
Han måtte være faldet i staver.
Igen.

”Er du nu er faldet i staver igen?”
Hvor mange gange havde hans mor ikke sagt det? Så mange gange, at han på et tidspunkt som ung havde slået vendingen op i en ordbog: ”Udtrykket ”falde i staver” kommer oprindeligt fra 1700-tallet og beskriver en tønde, der tørrer ind og falder fra hinanden. I staver. I mindre brugt betydning kan det også referere til at stave lette ord forkert. Den gængse betydning er at fortabe sig i tanker”.
”Falde i staver”. Selv efter alle de her år i den akademiske verden kunne han ikke overfor andre forklare, hvor en ny vished kommer fra. Hvordan den enkelte tanke tager form, samler sig og får substans.

Bilen bagfra overhalede utålmodigt. Han løftede venstrehånden som til en undskyldende hilsen. På lyden, da den ræsede forbi, registrerede han, at det var en benzinbil.

Selv kørte han BMW, ix2’eren. Han prøvede at bilde sig selv ind, at det ikke handlede om status at have en dyr bil, men om bæredygtighed og trafiksikkerhed. ”Den bil er så klog, at du næsten kan undvære hovedet”, havde hans gamle far sagt med et grin, da de sammen havde kørt prøvetur i den. Så byttede de plads og de prøvede på skift at undvære hovedet.

Han kører ned i p-kælderen under universitet og finder en parkeringsplads uden besvær. Hvor heldig kan man være. Eller … det handler jo ikke om held. Det handler om at køre lige de 12 minutter tidligere end alle de andre, der også vil have en plads i p-herberget. Han tager mappen med den bærbare. Biplyden indikerer, at BMWen havde slået vingerne og sidespejlene ind.

Han går mod elevatoren. Ved godt, at han burde tage trappen til kontoret på 4. sal. Det havde jo været jul. Men selvom julesul ikke rigtigt bed på ham, så var der jo røget en enkelt øl og en snaps ned til julefrokosterne og et par glas ekstra vin under julemiddagene – og en enkelt cognac bagefter.
For slet ikke at tale om nytårsaften. Så den taler vi ikke om.

Den der indre sitren rører utålmodigt på sig. Som om bare det at tage trapperne og det at han lige skulle få pusten igen, inden han lukkede sig ind på kontoret og fik starten computeren, ville få det, der føltes så vigtigt, til at forsvinde mellem hænderne på ham.

Han var den første, der var mødt ind, også i dag. Mens han får vejret og computeren får forbindelse, ser han udover byens tage og længere, indtil blikket møder horisonten. Han tænker igen over det pudsige i, at dem med længst anciennitet og flest bogstaver i titlerne har deres kontorer øverst i bygningen. Som om udsigter og indsigter havde mere end bogstaver til fælles.

”Er du en af de der tre vise mænd?”
havde en niece spurgt ham en jul, da hun var væsentligt yngre, end hun er nu. Han havde rystet på hovedet. Tænkte aldrig om sig selv som klog, og da slet ikke viis. Viis var ligesom en anden liga.

”Jamen, du arbejder da ikke med stjerner, gør du ikke?”
Og med al den ivrighed, som en 10-årig kan besidde og som nogen aldrig vokser fra: de må bare ud med, hvad der ligger dem på sinde, fortsatte hun: ”Ovre til minikonfirmand, dér har jeg lige lært en ny sang. Den hedder ”du, som har tændt millioner af stjerner”. Præsten sagde, at sangen handler om Gud. Men så sagde jeg, at så handler den også om min onkel. For min onkel, han ved nemlig, hvordan stjerner bliver tændt, er det ik’ rigtigt?”

Det var måske ikke helt rigtigt. Det var heller måske ikke helt forkert. Som astrofysiker beskæftigede han sig med de fysiske processer, der styrer stjernerne, hvordan de dannes, lever og dør, og hvordan de udsender energi.

Han havde prøvet at forklare hende om det, niecen, på hendes niveau. Hun havde været nysgerrigt lyttende. Men hvordan svarer du videnskabeligt, når en 10-årig siger: ”Sofie i min klasses mormor er død. Sofie siger, at hendes mormor er blevet til en stjerne. Onkel, hvilken stjerne er Sofies mormor? Og når man har været en særligt sød mormor, der altid har mælkesnitter i køleskabet og du bare må tage lige så mange mælkesnitter, som du vil, har man så en særlig plads på Mælkevejen?”

Det var også niecen, der insisterende på, at de skulle synge ”Dejlig er den himmel blå” rundt om juletræet som den første. Alle versene.
Hun havde været lige så insisterende på at ville holde ham i hånden. Og selvom hun ikke var den søn, han aldrig havde fået, så var der noget uimodståeligt i kombinationen af hendes lille hånd, der næsten forsvandt i hans – og hendes trin, der hoppede for at holde trit med de voksnes.

”Er det ik også bare din yndlingssang, hva’?
Og hvordan kunne de der vise mænd vide, at det ikke var en ond stjerne?”
”Hvad mener du?”, havde han spurgt.
”Jamen, der står jo, at det var den lede stjerne”.
Det havde fået dem alle til at le.

Nogen havde sagt til hende, at det ”at lede” også kan betyde at vise vej.
”Ligesom en GPS?” – havde hun spurgt
Eller som en bil, der er så klog, at du næsten kan undvære hovedet.

”Hvordan kan man så vide, om en stjerne leder på den rigtige vej? Kan en stjerne også være en aflede-stjerne?” blev hun ved. ”Jeg tror altså ikke, at de der vise mænd var rigtigt kloge. De endte jo hos ham der Herodes. Og han var altså led på den lede måde”.

”Det gjorde de jo faktisk ikke”, havde nogen forklaret niecen. ”Det var bare en … omvej. Alle mennesker – eller de fleste mennesker – kommer til at gå vild engang imellem. Selv de viseste.
Vi kan tro, vi er på den rigtige vej.
Vi kan tro, vi ved, hvor vi skal hen.
Men når vi så er der, så opdager vi, at det ikke var rigtigt nok.
At der er en anden vej. En vej, der er rigtigere.
Og så må vi afsted igen.
Indtil vi finder den.
Indtil vi kommer frem”.

”Følte de sig ikke ret dumme, de der vise mænd, da de stod foran kong Herodes?”
”Måske. Nogle gange føler vi os dumme, når vi opdager, at vi har taget en forkert vej i vores liv. Nogle gange får vi også dårlig samvittighed overfor os selv. Vi burde jo vide bedre. Men det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når burde gik en anden vej.
Men de vise mænd fik jo rettet op på det. Det var klogt.
De snød jo Herodes. De gik hjem ad en anden vej.
Så det ukloge eller det onde fik ikke lov til at blive ved med at have magt over dem”.

Selvom det var mange år siden, de havde haft den ordveksling, klingede niecens ord stadig i ham, når han sang ”vi har og en ledestjerne og når vi den følger gerne, kommer vi til … ”

Nu er den der igen, den der sitren i sindet. Som om der var noget, han havde set, men alligevel ikke set. Noget anderledes. Han tænker tilbage. Selvom han var så meget hovedmenneske, var det ikke usædvanligt for ham at tænke, at kroppen nogle gange registrerer noget, før hovedet gør det.

Så vidste han det!!
Det var, da han havde trukket gardinerne for i går aftes. Der, da han stod med et gardin i hver hånd - og mens han, som hver eneste aften, havde kiggede op på nattehimlen. Dér havde han set den, uden at se.

Nu føles det dumt. Han føler sig dum. Hvorfor havde han ikke set den, stjernen. Den var jo der, lige for øjnene af ham?
Rationelt gav det ingen mening. Han havde ikke set den komme. Det stred imod alle astrofysikkens love, som han havde papir på at kende bedre end nogen. Den burde ikke have været der.

Nu kigger han ud ad vinduet igen. Henover tagene, udover horisonten. Som tusinde gange før. Det føles også dumt. Hvilken stjerne skinner om dagen? Men inden spørgsmålet har taget form i hans kloge hoved, og inden hans blik har fundet den, ved han, at den er der: Den nye stjerne.
Som ikke er en ny stjerne.
Men som er ny for ham.

I det samme var det som om alle de stave, der var faldet
i årenes løb, samlede sig igen.
Som om både alt og intet opgav at være kategorier
og endelig gav mening.
En mening, han aldrig havde søgt, men som nu havde fundet ham.
Som om han ikke længere var på vej – men som om vejen kom til ham

Det var som om også han havde fået et barn.
Et nyfødt barn blev lagt i hans arme.
Det er en dreng.

Han står stille og ser på barnet.
Det kan også være, det var barnet, der ser ham så meget i øjnene, at det ser ham helt ind i hjertet.

Han ser ned. Hen ser indad. Han ser ud. Han ser op.
Blinker han til stjernen – eller stjernen blinker til ham?
Nogle gange kan det være svært at se forskel.
En glæde så stor og egen, en glæde, som han aldrig før har oplevet, fylder ham.

Så fjerner han et stykke halm fra habitjakkens ærme, griber telefonen og ringer til nummeret fra telefonsvarerbeskeden
og siger: ”Den der stjerne, I ringede om, den vil jeg meget gerne komme og tale om”

Amen

Juledag - på museum

Det er juledag. Mens nogle læser brugsanvisninger og andre har travlt med nyt legetøj derhjemme, så lad os, der mødes her følges på kunstmuseum. Vi skal på Statens Museum for kunst i København.

Årh nej, tænker barnet i dig måske. Det er godt nok et stort museum. Så lad os på forhånd lave den aftale, at vi ikke skal igennem alle salene. Det er godt at forventningsafstemme.
Man kan få meget trætte ben – og endnu mere trætte øjne af at gå på museum.

Lad mig lokke med, at vi slutter besøget af med at gå på café – der er nemlig også kirkekaffe efter denne gudstjeneste.
Og hvis kaffen ikke kan friste – så har jeg en julegave til jer alle efter gudstjenesten.

Jeg vil gerne have lov til at bestemme, hvor vi begynder.
Vi skal til afdelingen for ældre kunst, fra perioden mellem 1300-1800-tallet. For jeg har været her før og der er et billede, jeg gerne vil dele med jer.

Er I klar? – så lad os gå indenfor.
Vi skubber de tunge døre op ind til denne afdeling.
Hold for hinanden, så vi alle kommer ind.
”Kom”, siger jeg med lille stemme, man taler altid stille på museer – som om kunst var noget, der kunne forstyrres,
når det i virkeligheden er omvendt: At kunst forhåbentlig forstyrrer os og får os til at sanse eller reflektere en ekstra gang,
”vi skal standse her. Stå lidt tættere sammen, så alle kan se”.

Her står vi så foran et ikke særligt stort oliemaleri.
Det er nok 30 x 30 cm. Højst 40 x 40.
Jeg ville ønske, jeg kunne vise det for jer.
Men jeg tog ikke et billede af billedet, da jeg sidst så det.  
Så nu maler jeg det for jer i ord:

Baggrunden er mørk, ikke kulsort, men mørk.
I mørket er der ikke nogen yderligere motiver.
I forgrunden står et lys. Et hvidt stearinlys.
Måske står det i en lysestage.
Lyset er tændt.
Det har brændt et stykke tid.
Det brænder helt stille.
Der er intet, der forstyrrer lyset.
Ikke så meget som en trækvind fra den dør, vi netop åbnede.
Det er det eneste, der er på maleriet:
Et tændt lys på en mørk baggrund.

Jeg håber, du kan se sådan et maleri for dit indre blik nu?
Lad os kigge på skiltet til venstre for billedet.
Der, hvor der står navnet på maleren og titlen på maleriet.
Nej, vent lidt…. Hvis jeg skulle give maleriet en titel, ville jeg kalde det ”julenat”. For jeg er ikke i tvivl. Maleriet, vi lige sammen har stået foran, er et julemotiv.

Det er ikke malet til juleevangeliet, som vi kender det fra Lukasevangeliet. For her er juleevangeliet alt andet end sort og hvidt. Nok hører vi hos Lukas om mørket.
Vi hører om englene, der synger i natten.
Vi hører, hvordan englene lyser. Hvordan deres ord bliver en oplysning og en forkyndelse af, at Guds barn er blevet født. En frelser, en forsoner. Et glædeligt nyt budskab, et evangelium, som altid burde lyse for os.

Billederne, som Lukas’ juleevangelium genererer, behøver vi ikke gå på museum for at se. Dem har vi hver især også på vores indre nethinde med en detaljegrad, som kun fantasien sætter grænser for: Her er en stald, en krybbe. Her er engle, hyrder, får, vise mænd, kameler.

Det maleri af stearinlyset, vi stod foran på Statens Museum for kunst og som jeg forsøgte at male i ord, er ikke malet til Lukas.
Det er en illustration til det juleevangelium, vi har hørt i dag fra Johannesevangeliet.
Jul er, at lyset skinner.
Og lyset skinner på en mørk baggrund.

Johannes har en helt anderledes udetaljeret måde at formidle evangeliet om håb og om frelse på, nemlig at evangeliet altid skinner på en mørk baggrund. Det skinner på syndens og al uforsonligheds og på dødens baggrund.

Johannes mørke er ikke som det mørke, der helt givet har været om natten for godt 2000 år på en mark lidt udenfor Betlehem.
Johannes’ mørke er et andet. Et mere universelt eller eksistentielt mørke. Et mørke, der ikke kun går på det ydre mørke omkring os, men også på mørket i os.

Der er et mørke, som var, da det blev jul for første gang.
Der er – siger Johannes – et mørke, som stadig er i verden.
I den store verden – og ind i det mørke, som kun du kender.
Ind i det mørke lyder julens evangelium, at lyset er kommet til verden, og mørket greb det ikke.
”Og mørket greb det ikke”.
Det kan også oversættes sådan, at mørket lige siden ikke har kunnet overvinde lyset. Eller at mørket ikke har forstået lyset.

Hos evangelisten Johannes er juleevangeliet ikke idyl eller krybbespil i pastelfarver. Hos Johannes er julen en tvekamp mellem tilværelsens kræfter. Men med den helt afgørende magtforskydning, at mørket, det dæmoniske og døden aldrig mere vil få den magt, det havde engang.

Hos Lukas kommer Gud til verden som et nyfødt barn. Et barn, der er helt afhængig af, hvilke hænder, det falder i.
Det, der gælder for alle børn i verden, gælder også for Guds barn. Vi kunne også sige, at Lukasevangeliet er hænders juleevangelium. Her er Jesus fra begyndelse til slut i menneskehænder: Marias, hyrdernes, kongernes – og menneskehedens hænder. Jesus bliver også siden underlagt magtgriske og klamme hænder – og siden de hænder, der målrettet hamrede hans på korset.
Og nu er han lagt i vores hænder.

Johannes’ accent er en anden: Guds komme til verden er som et lys, der ikke længere kan slukkes. Det, der er kommet noget ind i verden, gør en forskel. Det giver mørket kontrast og modspil.
I Johannes’ juleevangeliet kommer lyset først, så ordene, og så bliver ordet kød og bliver til mennesket Jesus.
Lag for lag klædes vi på.
Sådan fortæller Johannes i tegn, vi skal tolke.

Lag for lag må vi ind bag tegnene igen, indtil vi kan se hvad de peger på. Sådan er hele Johannes-evangeliet. Der er altid mere end det, vi ser ved første gennemsyn eller første gennemlysning.

Ligesom stearinlyset på oliemaleriet er så mere end et lys på en mørk baggrund: Det er et evangelium om, at Gud har tændt sit lys for dig og mig. Og det lys brænder ikke ud.

Det her er alt sammen meget godt. Det er godt, at vi har forskellige evangelier, der taler til forskellige intellekter og til forskellige sider af vores tro.
Nogle af os har brug for billederne.
Nogle af os er til det fortællende.
Nogle af os har brug for, at noget er lidt svært, at det skal pakkes ud, for at det skal give mening for os. Og nogle af os er til, at det uhåndgribelige godt må blive håndgribeligt.

Lyset er kommet til verden, Guds lys. Evangeliet om glæde, om fred, om håb, om at vi er de varme kærlige hænder, der skal række det videre til vores næste og næste igen. Det er sat i vores hænder, lyset.
Men hvis vi tænker alt for bogstaveligt om det, så brænder vi os på lyset. Så drypper stearinen ned på vores hænder.
Så brænder lyset ud. Og det brænder os af.
Det tror jeg aldrig var meningen med evangeliet. Og der er mennesker nok, der har brændt sig på Guds lys – og på forkyndelsen af det igennem årene.

Derfor er det blevet tid til at vi går i museumsshoppen. Vi skal finde den gave, I må med herfra i dag. For hvis jeg bare forkynder lys, uden at I har noget at have lyset i, så det et postulat.
Lyset er kommet til verden –flot.
Lyset skinner i mørket. Flot.
Men hvordan fastholder vi lyset – uden at stearinen løber ned ad fingrene på os?
Hvordan deler vi lyset?
Hvordan bærer vi det herfra?

Hos Johannes bliver lyset kød og blod i mennesket Jesus.
Lyset bliver holdt fast, inkarneret. I mennesket Jesus ser vi, hvordan Guds mening med lyset og livet kan leves ud.

Også vi har brug for, at lyset bliver håndterbart og håndgribeligt.
Ligesom evangeliet om Jesus som vores frelser og forsoner bliver håndgribeligt og sanseligt for os, når vi knæler ved alterbordet og spiser brødet med korset og drikker vinen.
Vi skal kunne tage lyset med os. Det skal kunne brænde og skinne, når vi går herfra.  Og vi skal kunne dele lyset med andre, som ikke er en del af denne menighed i dag.

Så jeg har købt lysestager til jer alle.
De står i våbenhuset i flere livsbekræftende farver.
Når vi skilles og går hver til sit, må du meget gerne tage en lysestage med herfra. Ja, mere end en. For sådan kan du givet lyset – og julens glæde videre til en anden.

Det kan være tilen, der har brændt sig på livet – eller på troen.
Eller en, der har været i mørket for længe og som kunne bruge et lys, der ikke løber nogen steder.
Eller en, der har mistet sit livs lys.
Eller en, der godt kunne bruge, at der gik et andet lys op for vedkommende end dem, der allerede er.
Eller … du ved måske lige nu, hvem der godt kunne bruge en stage at sætte sit lys i.

Det er jul. Guds lys er kommet til verden. Det skal vi ikke putte med. Man tænder ikke et lys og sætter det under en spand, men i en stage, så det lyser for alle i huset, står der et andet sted i evangeliet. Så det vil vi gøre.
Vi vil sætte Guds lys i en stage og lade det skinne for alverden.
Det gør vi, når vi ønsker hinanden en glædelig jul.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi lader glæden finde vej til os, selvom det kun er den lille flakkende flamme. Det lys kalder vi håb.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi er ved at fortvivle over verdens gang – og vi alligevel husker på, at selv en lille flamme kan oplyse i mørket, så det ikke længere er helt så mørkt. Det lys kalder vi også håb.

Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi stoler på, at Guds lys tog bolig i barnet Jesus. Ham, der voksede op og som lige siden har sagt til mennesker: ”Jeg er verdens lys, den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. Det kalder vi tro.

Det er jul.
Guds lys er kommet til verden.
Til din verden og min verden – til hele den lidende verden – og til hele den verden, der i dag glæder sig over det.

På det vil vi ønske hinanden glædelig jul. 

Juleaften. Der går en engel gennem stuen

Det er jul.

Det er højsæson for engle.
Nogle af dem daler ned i skjul. Nogle af dem viser sig for os.

Du kender måske udtrykket, der lyder sådan her: ”Der går en engel igennem stuen”?

Hvis ikke, så gør du, når du går herfra kirken i dag. Når der går en engel igennem stuen, bliver alle i stuen stille på samme tid, uanset, om I er mange eller få samlede.

Ingen siger noget.

Vi er hver især fyldt af vores eget.

Eller vi er simultant bevægede.

Men altså helt stille.

”Der gik vist en engel igennem stuen”, siger en så.

Så taler vi igen.
Eller tuder lidt mere.
Eller noget tredje.

Englen, den er gået videre.
Til en anden stue.
Til andre, der skulle standses mellem to sætninger
Til andre, der skulle opleve at være stille.
Eller bare være sammen og få øje på hinanden i det.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Ligesom vi har udvidet sæsonen for så meget andet, tror jeg, der er brug for at udvide engle-sæsonen.

Der er brug for det, der kommer ind i vores stuer
– eller ind i vores opmærksomhed -
og får os, allestedsfraværende,
til at lytte og være opmærksomme.

Der er brug for det, der kan kalde nærværet mellem os frem. Vi og verden har brug for dem, der taler engles sprog og siger ”frygt ikke”.
--
Jeg er ikke et specielt frygtsomt menneske. Jeg har et lyst og optimistisk sind. Det er jeg taknemmelig for. Det er ingen selvfølge. Men i dette år – 2025 - har jeg for første gang i mange år prøvet at være rigtig bange. Jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Ikke bange, som da du var barn og kunne være bange for mørket eller for store edderkopper. Eller sådan som du kan være bange for, om du kan sige noget vedkommende i store forsamlinger som denne. Ikke afmægtig eller bange, som du kan være det, for at der sker dine nære eller kære noget. Det er ikke det, jeg tænker på. Selvom det kan være svært nok at være i.

Den bangehed, jeg mødte første gang i år, er anderledes.
Det er som om den er der hele tiden, som en urolig sitren. 
Jeg har ikke prøvet at være bange på den måde før.
Det gør mig dobbelt bange, for jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af den, bangeheden. 

Når jeg hører tale om beredskab, om prepping og oprustning og droneangreb mærker jeg den, bangeheden. Når timelange strømafbrydelser eller nedbrud i it-systemer ikke længere trækker gule breaking news skilte på onlineavisernes hjemmesider, gør det mig bange, fordi det så er blevet hverdagsforeteelser. Det hjælper ikke, at der nu også i mit depot står 9 liter vand, et lager af batterier og en lommelygte, som måske virker. Der er faktisk ikke rigtigt noget, der virker.

”Gud må faktisk godt spare lidt på prøvelserne nu – kan du hilse og sige i din juleprædiken”, skrev en veninde til mig for nylig. Og hun tilføjede med vanligt glimt i øjet: ”Og hvis Gud kender lottotallene, så må han også gerne hviske dem, bare til dig og mig”
Siger det bare: jeg ikke er sikker på, at det er Gud, der sender prøvelser. Og bare for at undgå tumultagtige scener ved udgangen: at hvis Gud har hvisket lottotallene, så hørte jeg dem ikke.Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at selv mange millioner ville gøre noget ved min bangehed.
Det er som om der ikke rigtigt er andet at gøre end at  … håbe.

At håbe – ikke som én mulighed blandt mange andre muligheder.
Nogle gange er håbet den eneste mulighed. Hvis ikke du har håb eller tro på, at der er en fremtid på vej, er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad du i øvrigt har preppet,

I år ville jeg gerne kunne give dig, som lytter nu, en julegave, der ikke kan byttes.
Men jeg kan ikke give dig håb. Det er sådan noget, Gud gør.

 Julenat lægger Gud sit håb ind i vores verden.
Et håb, der er lige så lille og lige så udleveret og hjælpeløst som et nyfødt barn er det.  
Og hvad gør du med et lille barn, der græder?
Det tager du op og holder tæt ind til dig.
Måske falder I begge til ro ved det.
Sådan et håb har Gud givet os med barnet i krybben.
Et håb, vi må tage op og tage til os.
Et håb, der kan få os til at falde til ro.
Håb, ikke som en mulighed, men som et løfte.

Håb kan ikke nudges frem.
Håb kan ikke AI-genereres.
Du kan ikke spørge på sociale medier, hvor du kan finde mere håb, hvis du har mistet alt det håb, du havde.

Du kan ikke tage håb.
Og du kan aldrig tage håbet for givet.
Men du kan få det.
Det er Guds julegave til dig.
Igen i år.

Håb er ikke en konstant.
At håbe er ikke at være home safe.
Når du håber, gør du dig sårbar.
Når du håber stiller du dig i den udsathed, det er at være menneske.
En position, hvor du også mærker, hvor afmægtig du kan være.

Der er meget i dette liv, du ikke har kontrol over.
Ja, er det ikke sådan, at det allervæsentligste i livet, det kan du ikke kontrollere?

Du kan ikke tvingen nogen til at elske dig.
Men du kan håbe på, at nogen vover at gøre det.
Du kan ikke få sygdom til at forsvinde
– og nogle gange kan ikke engang de dygtigste læger – men du kan håbe på det.
Du kan håbe på at finde din vej i livet. Især når du står ved korsveje.
Du kan håbe på fred i sindet, fred mellem mennesker, hvor der er ufred.
Du kan håbe fred i verden, men du kan ikke kontrollere det.

Håb er i kategorien over det, vi ikke kan kontrollere.
Håb er også i den kategori, der vokser ved at blive delt.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Det går igennem dine stuer.
De daler ned i skjul. Dit skjul.

De slår vingerne ind og lander i det, der er din juleglæde, englene.
De lader dig genmærke det barn, der stadig bor inde i dig. Barnet i dig, som du også gerne må se i øjnene i dag. Det i dig, der gerne vil tages op og omfavnes, indtil du falder til ro og er tryg.

De lander i dit mørke og slår sig ned der, hvor du er bange, englene.

De lander i det, der er godt skjult i dig: Den sorg, du måske ikke rigtigt synes må fylde i dag, for nu er det jul, og så skal du være glad, synes du. Alligevel er det ikke sikkert, du helt kan skjule den, det helt særlige vemod, den sorg, der har sit eget navn: julesorg. Julesorgen sniger sig ned ad kinden, enten som en tåre på ydersiden, hvor alle kan se den – eller på indersiden, hvor ingen kan. Alligevel tager du instinktivt en hånd op og tørrer.

De lander i den stue, der er dit hjerte, englene.
De siger: Kærligheden er størst af alt.
Men håbet var først i alt.

Med håb skabte Gud verden.
Og da det håb var brugt op, fordi vi mennesker meget tit ikke kan finde ud af at håndtere det gode, der er lagt i vores hænder, så holdt Gud håbet op igen - og han holder det udstrakt foran os.
Nu ligger det håb igen i vores verden.
Nyfødt – nyt – og alligevel evigt.

Denne nat går englene igennem stuerne.
De siger: Du skal ikke være bange mere.
De siger: Frygt ikke.
De siger: Håb kun.
For nu er det jul.

Indermezzo:
Hans Esberg begynder at spille Dy Plambecks
”Hold håbet op”
Koret stemmer i.
En 3 ½ meter høj engel går helt stilfærdigt gennem kirken 

Prædiken II:
Det er jul.
Han er ikke længere på vej.
Han er kommet.
Den lille Messias.

Han ligger dér i krybben i Betlehem.
Han ligger her i dit krybberum, i dit hjerte.
Hans hjerte banker. Helt tæt på dit.
Du er aldrig alene mere.

Det er jul.
Der er stille.
Der er stille. For lige nu går alle himlens engle igennem alverdens stuer.
Kæmpe store og bitte, bitte små,
så du nemt kan overse dem, hvis ikke du gør dig stille og mærker godt efter.

De går gennem stuer på plejehjem og hospitalsstuer. De går igennem varmestuer og hos den, hvis hjerte er kuldskært. De går gennem beskyttelsesrum og de tryggeste hjem.

De går igennem stuer hos jer, der i aften vil savne en eller flere omkring julebordet.De går igennem stuen hos jer, der planlægger på en fest i 2026 – måske en konfirmation - og som glæder jer.
De går ind i stuen – og står et øjeblik stille hos dig, der sidder med et nyfødt barn i armene og som vugger det med håb og alle gode ønsker.
Og hvis du er stille længe nok, daler de også ned i din stue.

De gør os stille, englene.
For dette er den stille nat.
Og i det stille vokser livet.

Englene gør os stille – men stærke.
Og når de går, tager de frygten fra os og tager den med sig.
Ikke for altid.
Men for en stund.

Englene siger det samme til os, som de sagde i den første stille nat.
De siger: ”Frygt ikke.
Se, vi forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket”. 

Det er jul.
Nu går Guds håb igen gennem verden.
Men Guds håb er ikke kommet for at gå igennem
din stue.
For så var alt håb ude.
Gud håb er kommet for blive.

Lad os taget imod det, håbet.
Hold det tæt, både ved dine tanker og dit hjerte.
Kun sådan kan vi holde håbet op – og holde det oppe - for dig, for mig, for vore nære og kære - og for den verden, som også denne jul har så meget brug for håbet.

Og kære du - når du holder håbet op og holder det udstrakt for andre, bliver også du en engel, der går stuegang.

Glædelig jul. Amen

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var,
er og bliver,
én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede:

Gud.
Tak for julenat.
Tak, fordi vi kan høre dit ”frygt ikke”,
også her hos os
som en trøst for alle, der er bange.
Og som et løfte om et liv med dig i tid og evighed.

Tak for juleaften, for juletræet, der er grønt som håbet.

Vi beder for alle, der har opgivet at håbe
For den, der kender til mørke tanker,
ja, for alle, der har det svært,
børn – unge – unge voksne – og ældre.

Gud. Send dit håb ind i det,
der er mørkest og sværest for os hver især

Gud. Vi beder dig om fred alle steder,
både hvor der er krig og konflikter i verden –
men også alle de steder, hvor der er i øvrigt er ufred:
i hjemmene og mellem mennesker, der holdt op med at holde af.
Vi beder for alle der lever på flugt.
Også dem, der flygter fra sig selv.

Vi beder om fred for alle dem med urolige hjerter.
For dem med mental overload og tankemylder. 

Herre. Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Vi beder om visdom til alle, der har magt.
Hvor end i verden, de befinder sig.
Vi beder for Kongehus og for regeringer.
Må de træffe beslutninger,
der er ansvarsfulde for hele skaberværket.

Gud.
På denne juleaften siger vi tak for din kærlighed.
Vi beder for dem, der er på arbejde i julen.
Dem, som professionelt er kærlighedens forlængede arme.
Dem, som arbejder
blandt børn og gamle,
blandt syge og handikappede,
blandt fanger og flygtninge.
Vi beder for dem, vi hver især har i vores hjerte.
Vi beder for dem, der holder af os og dem, der holder os ud.

Vi beder for de børn, der i år oplever deres første jul,
for alle de børn, der næsten ikke kan vente til i aften

Vi ønsker, at julen bliver glædelig, også for de familier, som ikke skal fejre julen sammen, fordi kærlighed ikke længere er, hvad den har været.

Vi beder for dem, hvis kærlighed vi savner,
særligt en dag som i dag.
Vi beder for dem, vi ikke længere kan tælle blandt de levende – men som er her – helt levende og nær-værende i vores hjerter.

Vær hos os alle denne juleaften.
Gud, giv os kærlighed, din fred, dit håb.
Lad det blive jul. Amen. 

 

Hold håbet op - 2. søndag i advent

 

SÅDAN SAGT denne søndag. Om timing.

”Timing er alting”

Du ved det fra dit hverdagsliv, hvor vigtig timing er. Fra det mindste – som i situationen kan virke ubetydeligt - til det største, hvor timingen blev altafgørende.

Timingen, når det lykkes at ramme, så sprødheden på flæskestegens svær aldrig var mere knasende end i det sekund, du sætter kniven i.

Timingen, så du netop kom godt under tag, inden styrtregnen eller isslaget satte ind.

Timingen, så du fik vasket, hvor strømmen var billigst, eller du fik købt eller solgt, når det var mest gunstigt.

Eller når du lige netop ramte en god dag eller en dårlig dag at komme på uanmeldt besøg på - og det viste sig at være helt rigtigt, selvom alt andet er helt forkert og svært.

Timingen i at du mødte lige præcis det menneske på lige præcis det tidspunkt i dit liv, hvor det kom til at betyde alverden. For det blev manden eller kvinden i dit liv. Eller i hvert fald et menneske, du nødigt havde undværet i dit liv.

Timingen i, at du søgte og fik det job, den lejlighed, den information.

Havde du timet noget anderledes, var det måske ikke sket, og så ville dit liv have set helt anderledes ud.

Ja, tænk, at du selv er et produkt af timing: At små, små celler mødte andre små, små celler på lige præcis det tidspunkt, og den timing blev til lige præcis dig.

Der er noget helt utroligt tilfredsstillende ved at ramme den rigtige timing.

Der er noget helt utroligt ved at være ramt af den helt rigtige timing.

Timing er alting.

Sådan siger vi. Især, når vi bilder os ind, at vi har kontrol over timing.

”Timing er alting”

Du kender det også fra en anden stemme i dig: Drømmenes stemme, håbets stemme, stemmen fra den længsel, der måske aldrig blev opfyldt, men som stadig ulmer.

”Timing er alting”.

Men du greb den ikke, timingen.

Du greb ikke øjeblikket.

Du skiftede ikke spor.

Du så ikke det menneske i øjnene, som kunne have set andre muligheder frem i dig, for du slog blikket ned.

Du havde lygten med og kanden til ekstra olie. Og den var fyldt helt til randen.

Men du ramte ikke timingen – eller timingen ramte ikke dig.

Eller måske ramte den – men du så det ikke, for der er mørkt omkring dig eller i dig.

Og du trykkede ikke på lyskontakten, selvom du vidste, hvor den var.

Fordi en stemme i dig sagde – og måske siger den stadig - at det da ikke kan passe, at det er dig, det handler om.

Eller fordi du tænker: At du hverken er god nok eller at du ikke tør nok eller tusinde andre gode eller dårlige eller ingen undskyldninger eller forklaringer på, at timing er alting – eller ingenting, når du ikke lader timing være alting.

Hvis bare … siger den, der har erfaret, at timing ikke er alting.

Hvis bare vi havde mødt hinanden for 20 år siden.

Eller først om 2 år.

Hvis bare jeg var født et andet sted.

Hvis bare jeg ikke var blevet syg.

Hvis bare jeg ikke havde været bundet af dit eller dat.

Hvis bare – så …

Ja, så havde meget - måske - været anderledes.

Vide det kan du ikke.

Men dét handler ikke så meget om timing, som det handler om vilkår.

Der er noget helt anderledes sorgfuldt i at skulle leve med, at du har misset en timing helt bevidst.

”Timing er alting”.

Det lyder som en moderne sætning. Men rent faktisk tilskrives den digteren William Shakespeare i skuespillet Julius Cæsar fra 1599.

Mon ikke William Shakespeare har kendt mere end sit Fadervor? Måske har han endda kendt lignelsen om de ti brudepiger. For kunne sætningen ”timing er alting” ikke godt stå som en passende overskrift over dagens evangelium?

”Timing er alting”

Vi kender udfaldet af timingen allerede fra sætning to:

”Fem af brudepigerne var tåbelige, og fem var kloge”. Det vilkår ændrer sig ikke.

De kloge bliver ved med at være kloge:

De falder godt nok i søvn, men de vågner på det helt rigtige tidspunkt. Timing.

Så hælder de kloge den medbragte olie på olielampen. Timing.

Og så går de kloge der i mørket med lyset. Timing.

Brudepigerne følges med brudgommen – og SÅ bliver der bryllup!

Hans Esbjerg spiller takter af bryllupsmarch fra orgelet

”Og døren blev lukket”. SLAM!!

”Fem af brudepigerne var tåbelige”.

Tåbelige, fordi de i udgangspunktet ikke selv havde tænkt på at tage rigelig olie med. Og dobbelt-tåbelige, fordi de lyttede til de såkaldt kloge brudepiger og gik på olie-shopping og dermed missede timingen og brudgommen.

Men det er så også her, at sætningen: ”Timing er alting” bliver uevangelisk.

Jeg mener: Ja, ja, de tåbelige brudepiger var gået, da brudgommen kom. Men de fandt ham jo alligevel.

De er ikke så tåbelige, at de giver op og tænker, at det var lige meget.

De ved godt, at de kommer for sent.

De ved godt, at bryllupsmarchen har lydt. At brudgommen har givet sit ja. Men det er jo ikke brudepigerne, brudgommen skal giftes med. Det er jo trods alt bruden.

Men brudepigerne går til festen på trods af timingen.

De gør dog noget, handler, på trods af vilkårene.

Ligesom den utro godsforvalter, vi hører om i en anden af gudsrige-lignelserne. Burde det ikke udløse klapsalver eller en eller anden form for kredit?

Men nej, nej.

Til de tåbelige lyder det: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.

Det er da en underlig brudgom, der ikke genkender de brudepiger, han selv har udvalgt.

Jeg synes, evangeliet ellers tit nok forkynder håb for os, der kommer for sent, men som alligevel kommer frem:

At brudgommen - Kristus - ikke er sendt til de frelste - men til de fortabte. Til alle os, der står udenfor i mørket og håber på, at netop han er det håb, der er holdt op for os.

Advent er at vente på, at han kommer. At brudgommen kommer. Det er ham, der er ”tilstedekomsten”, som vi skal synge om det om lidt. ”Tilstedekomst” – det betyder indtog eller ankomst eller entré. Det er en underlig omvendt håbsforkyndelse, at så kommer han – og det kun for at smække med døren.

Jeg er helt med på, at evangeliet også kan udlægges sådan, at vi som mennesker – og som troende - skal være opmærksomme på ikke at sove i timen. At vi ligner de tåbelige brudepiger, når vi tror, vi har al tid i hele verden, at vi ikke bare kan lukrere på andres lys. Og så videre og så videre.

Det kan blive for sent.

Det behøver vi bare ikke et evangelium til at fortælle os.

Det ved vi alt for godt.

Men nu sidder de så der foran porten ind til bryllupsfesten: de 5 tåbelige brudepiger.

Jeg tænker ikke, de sidder alene. For de er ikke de eneste i verdenshistorien og i verdenslitteraturen og i menneskeheden, der har prøvet at komme så meget for sent, at det ikke kan indhentes.

De sidder ikke alene. Kig dig omkring. Vi – ja os her – vi sidder der sammen med de fem tåbelige brudepiger.

Og der er noget uendeligt sorgfuldt og håbsforladt i at skulle leve med at have misset en timing helt bevidst.

”Timing er alting”

Der findes en timing, vi aldrig kommer overens med, fordi den ikke er i vores hænder, men i Guds.

Der er en timing, der er ude af vores kontrol.

Der er et håb, som vi bekender hver eneste gang, vi siger trosbekendelsen:

at vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre,

ham, som blev født, levede, blev pint og døde,

som opstod på tredjedagen, og steg til himmels,

hvorfra han skal komme.

Han kommer.

Han kommer igen.

Brudgommen – Guds søn.

Han kommer. Igen.

Det er kristenhedens langstrakte håb i tid og rum.

Han kommer igen på Guds timing.

Og måske Gud så vil time det sådan, at vi ikke også misser ham anden gang.

Men det er unægtelig et fjernt håb.

Jeg har et andet håb.

Et håb om en Gud, der ikke kender klokken, men timen.

Et håb om en Gud, der ved, at der er flere indgange, selv til en festsal.

Jeg har et håb om en Gud, der gerne vil have sin festsal fuld.

En Gud, som hellere vil feste end fordømme.

En Gud, som derfor sender os, sine tjenere, om til bagdøren for at sige til alle, der forpassede tiden eller timingen eller ikke synes, de var værdige til at tage den pæne indgang, at den dør, bagdøren, er åben. Og at også du er velkommen indenfor.

Se, der er plads ved bordet. Der er dækket op, også til dig.

Det er ikke det, der står, det ved jeg godt.

Men det er det håb, jeg får hver eneste gang, jeg går ind i Christianskirken og ser det gyldne alter her.

Der er dækket op, også til mig i Guds festsal.

Det er det håb, jeg tror Gud holder op for os, også i dag

Det er det håb, Han langfredag holder udstrakt for os på korset for alle os tåbelige til alle tider.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke