Helligtrekonger - narrativ prædiken

SÅDAN SAGT - EN MODERNE HELLIG TRE KONGERS FORTÆLLING

Bilen bagved dyttede. Han var faldet i staver.
Det var blevet grønt, uden at han havde set, han havde set det.
Det er sket hyppigere og hyppigere på det seneste. Han er ikke bekymret. Kender efterhånden fornemmelsen. Fornemmelsen, en urolig sitren i underbevidstheden. Den minder om følelsen, når du har glemt noget, og du kan bare ikke komme i tanke om hvad det er.

Han ved, at det forholder sig omvendt. Det handler ikke om at have glemt: Det handler om at noget er på vej. En erkendelse, en vished, der endnu ikke helt har fundet sin form. Når han for sig selv prøver at formulere, hvad der er på færde, tænker han om det som noget ufødt, noget, der endnu ikke er kommet til verden, som en graviditet.
Selv havde han ikke været gravid. Naturligvis ikke. Det havde hans kone heller ikke. Børn var det ikke blevet til. De havde ventet længe. Indimellem havde det følt som tusindvis af år.
”Der er jo ingen, der er blevet lovet børn”, sagde de til hinanden.

Han havde aldrig sagt det til nogen, men han havde altid drømt om at få en søn. På en eller anden måde, som selvfølgelig var irrationel, havde drømmen aldrig forladt ham. Men nu var han uhjælpeligt for gammel. Udadtil havde de fyldt deres fælles liv – og hver deres liv – med andet end den søn, der aldrig var kommet til verden, og det gav på sin egen måde gav livet mening og fylde.

Nej, børn var det ikke blevet til. Men erkendelser – indsigter – forskningsresultater, dem havde der været mange af. Hans navn stod øverst på litteraturlisten over det, de nye studerende havde som pligtlæsning. Det var altid ham eller kollegaen, medierne kontaktede, hvis …

Årh ja, den telefonsvarerbesked fra i går, den skulle han huske at vende tilbage til. De ville have hans kommentar til den stjerne, nogen havde set gå op. Den skulle efter sigende have et helt særligt lys. Mon ikke bare, det var endnu en drone på afveje?
Hvordan affærdiger man på en pæn måde folk, så de ikke føler, de taber ansigt? Det var altid en balancekunst, selv når det ikke er personligt, men alene et fagligt anliggende.

Bilen bagfra dyttede igen. To gange denne gang. Han kunne mærke utålmodigheden i i mellemrummet mellem første og andet dyt. Hvad er det egentlig, vi har så travlt med?
Hvad er det, vi skal nå?
Han måtte være faldet i staver.
Igen.

”Er du nu er faldet i staver igen?”
Hvor mange gange havde hans mor ikke sagt det? Så mange gange, at han på et tidspunkt som ung havde slået vendingen op i en ordbog: ”Udtrykket ”falde i staver” kommer oprindeligt fra 1700-tallet og beskriver en tønde, der tørrer ind og falder fra hinanden. I staver. I mindre brugt betydning kan det også referere til at stave lette ord forkert. Den gængse betydning er at fortabe sig i tanker”.
”Falde i staver”. Selv efter alle de her år i den akademiske verden kunne han ikke overfor andre forklare, hvor en ny vished kommer fra. Hvordan den enkelte tanke tager form, samler sig og får substans.

Bilen bagfra overhalede utålmodigt. Han løftede venstrehånden som til en undskyldende hilsen. På lyden, da den ræsede forbi, registrerede han, at det var en benzinbil.

Selv kørte han BMW, ix2’eren. Han prøvede at bilde sig selv ind, at det ikke handlede om status at have en dyr bil, men om bæredygtighed og trafiksikkerhed. ”Den bil er så klog, at du næsten kan undvære hovedet”, havde hans gamle far sagt med et grin, da de sammen havde kørt prøvetur i den. Så byttede de plads og de prøvede på skift at undvære hovedet.

Han kører ned i p-kælderen under universitet og finder en parkeringsplads uden besvær. Hvor heldig kan man være. Eller … det handler jo ikke om held. Det handler om at køre lige de 12 minutter tidligere end alle de andre, der også vil have en plads i p-herberget. Han tager mappen med den bærbare. Biplyden indikerer, at BMWen havde slået vingerne og sidespejlene ind.

Han går mod elevatoren. Ved godt, at han burde tage trappen til kontoret på 4. sal. Det havde jo været jul. Men selvom julesul ikke rigtigt bed på ham, så var der jo røget en enkelt øl og en snaps ned til julefrokosterne og et par glas ekstra vin under julemiddagene – og en enkelt cognac bagefter.
For slet ikke at tale om nytårsaften. Så den taler vi ikke om.

Den der indre sitren rører utålmodigt på sig. Som om bare det at tage trapperne og det at han lige skulle få pusten igen, inden han lukkede sig ind på kontoret og fik starten computeren, ville få det, der føltes så vigtigt, til at forsvinde mellem hænderne på ham.

Han var den første, der var mødt ind, også i dag. Mens han får vejret og computeren får forbindelse, ser han udover byens tage og længere, indtil blikket møder horisonten. Han tænker igen over det pudsige i, at dem med længst anciennitet og flest bogstaver i titlerne har deres kontorer øverst i bygningen. Som om udsigter og indsigter havde mere end bogstaver til fælles.

”Er du en af de der tre vise mænd?”
havde en niece spurgt ham en jul, da hun var væsentligt yngre, end hun er nu. Han havde rystet på hovedet. Tænkte aldrig om sig selv som klog, og da slet ikke viis. Viis var ligesom en anden liga.

”Jamen, du arbejder da ikke med stjerner, gør du ikke?”
Og med al den ivrighed, som en 10-årig kan besidde og som nogen aldrig vokser fra: de må bare ud med, hvad der ligger dem på sinde, fortsatte hun: ”Ovre til minikonfirmand, dér har jeg lige lært en ny sang. Den hedder ”du, som har tændt millioner af stjerner”. Præsten sagde, at sangen handler om Gud. Men så sagde jeg, at så handler den også om min onkel. For min onkel, han ved nemlig, hvordan stjerner bliver tændt, er det ik’ rigtigt?”

Det var måske ikke helt rigtigt. Det var heller måske ikke helt forkert. Som astrofysiker beskæftigede han sig med de fysiske processer, der styrer stjernerne, hvordan de dannes, lever og dør, og hvordan de udsender energi.

Han havde prøvet at forklare hende om det, niecen, på hendes niveau. Hun havde været nysgerrigt lyttende. Men hvordan svarer du videnskabeligt, når en 10-årig siger: ”Sofie i min klasses mormor er død. Sofie siger, at hendes mormor er blevet til en stjerne. Onkel, hvilken stjerne er Sofies mormor? Og når man har været en særligt sød mormor, der altid har mælkesnitter i køleskabet og du bare må tage lige så mange mælkesnitter, som du vil, har man så en særlig plads på Mælkevejen?”

Det var også niecen, der insisterende på, at de skulle synge ”Dejlig er den himmel blå” rundt om juletræet som den første. Alle versene.
Hun havde været lige så insisterende på at ville holde ham i hånden. Og selvom hun ikke var den søn, han aldrig havde fået, så var der noget uimodståeligt i kombinationen af hendes lille hånd, der næsten forsvandt i hans – og hendes trin, der hoppede for at holde trit med de voksnes.

”Er det ik også bare din yndlingssang, hva’?
Og hvordan kunne de der vise mænd vide, at det ikke var en ond stjerne?”
”Hvad mener du?”, havde han spurgt.
”Jamen, der står jo, at det var den lede stjerne”.
Det havde fået dem alle til at le.

Nogen havde sagt til hende, at det ”at lede” også kan betyde at vise vej.
”Ligesom en GPS?” – havde hun spurgt
Eller som en bil, der er så klog, at du næsten kan undvære hovedet.

”Hvordan kan man så vide, om en stjerne leder på den rigtige vej? Kan en stjerne også være en aflede-stjerne?” blev hun ved. ”Jeg tror altså ikke, at de der vise mænd var rigtigt kloge. De endte jo hos ham der Herodes. Og han var altså led på den lede måde”.

”Det gjorde de jo faktisk ikke”, havde nogen forklaret niecen. ”Det var bare en … omvej. Alle mennesker – eller de fleste mennesker – kommer til at gå vild engang imellem. Selv de viseste.
Vi kan tro, vi er på den rigtige vej.
Vi kan tro, vi ved, hvor vi skal hen.
Men når vi så er der, så opdager vi, at det ikke var rigtigt nok.
At der er en anden vej. En vej, der er rigtigere.
Og så må vi afsted igen.
Indtil vi finder den.
Indtil vi kommer frem”.

”Følte de sig ikke ret dumme, de der vise mænd, da de stod foran kong Herodes?”
”Måske. Nogle gange føler vi os dumme, når vi opdager, at vi har taget en forkert vej i vores liv. Nogle gange får vi også dårlig samvittighed overfor os selv. Vi burde jo vide bedre. Men det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når burde gik en anden vej.
Men de vise mænd fik jo rettet op på det. Det var klogt.
De snød jo Herodes. De gik hjem ad en anden vej.
Så det ukloge eller det onde fik ikke lov til at blive ved med at have magt over dem”.

Selvom det var mange år siden, de havde haft den ordveksling, klingede niecens ord stadig i ham, når han sang ”vi har og en ledestjerne og når vi den følger gerne, kommer vi til … ”

Nu er den der igen, den der sitren i sindet. Som om der var noget, han havde set, men alligevel ikke set. Noget anderledes. Han tænker tilbage. Selvom han var så meget hovedmenneske, var det ikke usædvanligt for ham at tænke, at kroppen nogle gange registrerer noget, før hovedet gør det.

Så vidste han det!!
Det var, da han havde trukket gardinerne for i går aftes. Der, da han stod med et gardin i hver hånd - og mens han, som hver eneste aften, havde kiggede op på nattehimlen. Dér havde han set den, uden at se.

Nu føles det dumt. Han føler sig dum. Hvorfor havde han ikke set den, stjernen. Den var jo der, lige for øjnene af ham?
Rationelt gav det ingen mening. Han havde ikke set den komme. Det stred imod alle astrofysikkens love, som han havde papir på at kende bedre end nogen. Den burde ikke have været der.

Nu kigger han ud ad vinduet igen. Henover tagene, udover horisonten. Som tusinde gange før. Det føles også dumt. Hvilken stjerne skinner om dagen? Men inden spørgsmålet har taget form i hans kloge hoved, og inden hans blik har fundet den, ved han, at den er der: Den nye stjerne.
Som ikke er en ny stjerne.
Men som er ny for ham.

I det samme var det som om alle de stave, der var faldet
i årenes løb, samlede sig igen.
Som om både alt og intet opgav at være kategorier
og endelig gav mening.
En mening, han aldrig havde søgt, men som nu havde fundet ham.
Som om han ikke længere var på vej – men som om vejen kom til ham

Det var som om også han havde fået et barn.
Et nyfødt barn blev lagt i hans arme.
Det er en dreng.

Han står stille og ser på barnet.
Det kan også være, det var barnet, der ser ham så meget i øjnene, at det ser ham helt ind i hjertet.

Han ser ned. Hen ser indad. Han ser ud. Han ser op.
Blinker han til stjernen – eller stjernen blinker til ham?
Nogle gange kan det være svært at se forskel.
En glæde så stor og egen, en glæde, som han aldrig før har oplevet, fylder ham.

Så fjerner han et stykke halm fra habitjakkens ærme, griber telefonen og ringer til nummeret fra telefonsvarerbeskeden
og siger: ”Den der stjerne, I ringede om, den vil jeg meget gerne komme og tale om”

Amen