Juledag - på museum

Det er juledag. Mens nogle læser brugsanvisninger og andre har travlt med nyt legetøj derhjemme, så lad os, der mødes her følges på kunstmuseum. Vi skal på Statens Museum for kunst i København.

Årh nej, tænker barnet i dig måske. Det er godt nok et stort museum. Så lad os på forhånd lave den aftale, at vi ikke skal igennem alle salene. Det er godt at forventningsafstemme.
Man kan få meget trætte ben – og endnu mere trætte øjne af at gå på museum.

Lad mig lokke med, at vi slutter besøget af med at gå på café – der er nemlig også kirkekaffe efter denne gudstjeneste.
Og hvis kaffen ikke kan friste – så har jeg en julegave til jer alle efter gudstjenesten.

Jeg vil gerne have lov til at bestemme, hvor vi begynder.
Vi skal til afdelingen for ældre kunst, fra perioden mellem 1300-1800-tallet. For jeg har været her før og der er et billede, jeg gerne vil dele med jer.

Er I klar? – så lad os gå indenfor.
Vi skubber de tunge døre op ind til denne afdeling.
Hold for hinanden, så vi alle kommer ind.
”Kom”, siger jeg med lille stemme, man taler altid stille på museer – som om kunst var noget, der kunne forstyrres,
når det i virkeligheden er omvendt: At kunst forhåbentlig forstyrrer os og får os til at sanse eller reflektere en ekstra gang,
”vi skal standse her. Stå lidt tættere sammen, så alle kan se”.

Her står vi så foran et ikke særligt stort oliemaleri.
Det er nok 30 x 30 cm. Højst 40 x 40.
Jeg ville ønske, jeg kunne vise det for jer.
Men jeg tog ikke et billede af billedet, da jeg sidst så det.  
Så nu maler jeg det for jer i ord:

Baggrunden er mørk, ikke kulsort, men mørk.
I mørket er der ikke nogen yderligere motiver.
I forgrunden står et lys. Et hvidt stearinlys.
Måske står det i en lysestage.
Lyset er tændt.
Det har brændt et stykke tid.
Det brænder helt stille.
Der er intet, der forstyrrer lyset.
Ikke så meget som en trækvind fra den dør, vi netop åbnede.
Det er det eneste, der er på maleriet:
Et tændt lys på en mørk baggrund.

Jeg håber, du kan se sådan et maleri for dit indre blik nu?
Lad os kigge på skiltet til venstre for billedet.
Der, hvor der står navnet på maleren og titlen på maleriet.
Nej, vent lidt…. Hvis jeg skulle give maleriet en titel, ville jeg kalde det ”julenat”. For jeg er ikke i tvivl. Maleriet, vi lige sammen har stået foran, er et julemotiv.

Det er ikke malet til juleevangeliet, som vi kender det fra Lukasevangeliet. For her er juleevangeliet alt andet end sort og hvidt. Nok hører vi hos Lukas om mørket.
Vi hører om englene, der synger i natten.
Vi hører, hvordan englene lyser. Hvordan deres ord bliver en oplysning og en forkyndelse af, at Guds barn er blevet født. En frelser, en forsoner. Et glædeligt nyt budskab, et evangelium, som altid burde lyse for os.

Billederne, som Lukas’ juleevangelium genererer, behøver vi ikke gå på museum for at se. Dem har vi hver især også på vores indre nethinde med en detaljegrad, som kun fantasien sætter grænser for: Her er en stald, en krybbe. Her er engle, hyrder, får, vise mænd, kameler.

Det maleri af stearinlyset, vi stod foran på Statens Museum for kunst og som jeg forsøgte at male i ord, er ikke malet til Lukas.
Det er en illustration til det juleevangelium, vi har hørt i dag fra Johannesevangeliet.
Jul er, at lyset skinner.
Og lyset skinner på en mørk baggrund.

Johannes har en helt anderledes udetaljeret måde at formidle evangeliet om håb og om frelse på, nemlig at evangeliet altid skinner på en mørk baggrund. Det skinner på syndens og al uforsonligheds og på dødens baggrund.

Johannes mørke er ikke som det mørke, der helt givet har været om natten for godt 2000 år på en mark lidt udenfor Betlehem.
Johannes’ mørke er et andet. Et mere universelt eller eksistentielt mørke. Et mørke, der ikke kun går på det ydre mørke omkring os, men også på mørket i os.

Der er et mørke, som var, da det blev jul for første gang.
Der er – siger Johannes – et mørke, som stadig er i verden.
I den store verden – og ind i det mørke, som kun du kender.
Ind i det mørke lyder julens evangelium, at lyset er kommet til verden, og mørket greb det ikke.
”Og mørket greb det ikke”.
Det kan også oversættes sådan, at mørket lige siden ikke har kunnet overvinde lyset. Eller at mørket ikke har forstået lyset.

Hos evangelisten Johannes er juleevangeliet ikke idyl eller krybbespil i pastelfarver. Hos Johannes er julen en tvekamp mellem tilværelsens kræfter. Men med den helt afgørende magtforskydning, at mørket, det dæmoniske og døden aldrig mere vil få den magt, det havde engang.

Hos Lukas kommer Gud til verden som et nyfødt barn. Et barn, der er helt afhængig af, hvilke hænder, det falder i.
Det, der gælder for alle børn i verden, gælder også for Guds barn. Vi kunne også sige, at Lukasevangeliet er hænders juleevangelium. Her er Jesus fra begyndelse til slut i menneskehænder: Marias, hyrdernes, kongernes – og menneskehedens hænder. Jesus bliver også siden underlagt magtgriske og klamme hænder – og siden de hænder, der målrettet hamrede hans på korset.
Og nu er han lagt i vores hænder.

Johannes’ accent er en anden: Guds komme til verden er som et lys, der ikke længere kan slukkes. Det, der er kommet noget ind i verden, gør en forskel. Det giver mørket kontrast og modspil.
I Johannes’ juleevangeliet kommer lyset først, så ordene, og så bliver ordet kød og bliver til mennesket Jesus.
Lag for lag klædes vi på.
Sådan fortæller Johannes i tegn, vi skal tolke.

Lag for lag må vi ind bag tegnene igen, indtil vi kan se hvad de peger på. Sådan er hele Johannes-evangeliet. Der er altid mere end det, vi ser ved første gennemsyn eller første gennemlysning.

Ligesom stearinlyset på oliemaleriet er så mere end et lys på en mørk baggrund: Det er et evangelium om, at Gud har tændt sit lys for dig og mig. Og det lys brænder ikke ud.

Det her er alt sammen meget godt. Det er godt, at vi har forskellige evangelier, der taler til forskellige intellekter og til forskellige sider af vores tro.
Nogle af os har brug for billederne.
Nogle af os er til det fortællende.
Nogle af os har brug for, at noget er lidt svært, at det skal pakkes ud, for at det skal give mening for os. Og nogle af os er til, at det uhåndgribelige godt må blive håndgribeligt.

Lyset er kommet til verden, Guds lys. Evangeliet om glæde, om fred, om håb, om at vi er de varme kærlige hænder, der skal række det videre til vores næste og næste igen. Det er sat i vores hænder, lyset.
Men hvis vi tænker alt for bogstaveligt om det, så brænder vi os på lyset. Så drypper stearinen ned på vores hænder.
Så brænder lyset ud. Og det brænder os af.
Det tror jeg aldrig var meningen med evangeliet. Og der er mennesker nok, der har brændt sig på Guds lys – og på forkyndelsen af det igennem årene.

Derfor er det blevet tid til at vi går i museumsshoppen. Vi skal finde den gave, I må med herfra i dag. For hvis jeg bare forkynder lys, uden at I har noget at have lyset i, så det et postulat.
Lyset er kommet til verden –flot.
Lyset skinner i mørket. Flot.
Men hvordan fastholder vi lyset – uden at stearinen løber ned ad fingrene på os?
Hvordan deler vi lyset?
Hvordan bærer vi det herfra?

Hos Johannes bliver lyset kød og blod i mennesket Jesus.
Lyset bliver holdt fast, inkarneret. I mennesket Jesus ser vi, hvordan Guds mening med lyset og livet kan leves ud.

Også vi har brug for, at lyset bliver håndterbart og håndgribeligt.
Ligesom evangeliet om Jesus som vores frelser og forsoner bliver håndgribeligt og sanseligt for os, når vi knæler ved alterbordet og spiser brødet med korset og drikker vinen.
Vi skal kunne tage lyset med os. Det skal kunne brænde og skinne, når vi går herfra.  Og vi skal kunne dele lyset med andre, som ikke er en del af denne menighed i dag.

Så jeg har købt lysestager til jer alle.
De står i våbenhuset i flere livsbekræftende farver.
Når vi skilles og går hver til sit, må du meget gerne tage en lysestage med herfra. Ja, mere end en. For sådan kan du givet lyset – og julens glæde videre til en anden.

Det kan være tilen, der har brændt sig på livet – eller på troen.
Eller en, der har været i mørket for længe og som kunne bruge et lys, der ikke løber nogen steder.
Eller en, der har mistet sit livs lys.
Eller en, der godt kunne bruge, at der gik et andet lys op for vedkommende end dem, der allerede er.
Eller … du ved måske lige nu, hvem der godt kunne bruge en stage at sætte sit lys i.

Det er jul. Guds lys er kommet til verden. Det skal vi ikke putte med. Man tænder ikke et lys og sætter det under en spand, men i en stage, så det lyser for alle i huset, står der et andet sted i evangeliet. Så det vil vi gøre.
Vi vil sætte Guds lys i en stage og lade det skinne for alverden.
Det gør vi, når vi ønsker hinanden en glædelig jul.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi lader glæden finde vej til os, selvom det kun er den lille flakkende flamme. Det lys kalder vi håb.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi er ved at fortvivle over verdens gang – og vi alligevel husker på, at selv en lille flamme kan oplyse i mørket, så det ikke længere er helt så mørkt. Det lys kalder vi også håb.

Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi stoler på, at Guds lys tog bolig i barnet Jesus. Ham, der voksede op og som lige siden har sagt til mennesker: ”Jeg er verdens lys, den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. Det kalder vi tro.

Det er jul.
Guds lys er kommet til verden.
Til din verden og min verden – til hele den lidende verden – og til hele den verden, der i dag glæder sig over det.

På det vil vi ønske hinanden glædelig jul.