Juleaften. Der går en engel gennem stuen

Det er jul.

Det er højsæson for engle.

Nogle af dem daler ned i skjul.

Nogle af dem viser sig for os.

Du kender måske udtrykket, der lyder sådan her:

”Der går en engel igennem stuen”?

Hvis ikke, så gør du, når du går herfra kirken i dag.

Når der går en engel igennem stuen, bliver alle i stuen stille på samme tid,

uanset, om I er mange eller få samlede.

Ingen siger noget.

Vi er hver især fyldt af vores eget.

Eller vi er simultant bevægede.

Men altså helt stille.

”Der gik vist en engel igennem stuen”, siger en så.

Så taler vi igen.
Eller tuder lidt mere.
Eller noget tredje.

Englen, den er gået videre.
Til en anden stue.
Til andre, der skulle standses mellem to sætninger
Til andre, der skulle opleve at være stille.
Eller bare være sammen og få øje på hinanden i det.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Ligesom vi har udvidet sæsonen for så meget andet, tror jeg, der er brug for at udvide engle-sæsonen.

Der er brug for det, der kommer ind i vores stuer
– eller ind i vores opmærksomhed -
og får os, allestedsfraværende,
til at lytte og være opmærksomme.

Der er brug for det, der kan kalde nærværet mellem os frem. Vi og verden har brug for dem, der taler engles sprog og siger ”frygt ikke”.
--
Jeg er ikke et specielt frygtsomt menneske. Jeg har et lyst og optimistisk sind. Det er jeg taknemmelig for. Det er ingen selvfølge.
Men i dette år – 2025 - har jeg for første gang i mange år prøvet at være rigtig bange. Jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Ikke bange, som da du var barn og kunne være bange for mørket eller for store edderkopper. Eller sådan som du kan være bange for, om du kan sige noget vedkommende i store forsamlinger som denne.
Ikke afmægtig eller bange, som du kan være det, for at der sker dine nære eller kære noget. Det er ikke det, jeg tænker på. Selvom det kan være svært nok at være i.

Den bangehed, jeg mødte første gang i år, er anderledes.
Det er som om den er der hele tiden, som en urolig sitren. 
Jeg har ikke prøvet at være bange på den måde før.
Det gør mig dobbelt bange, for jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af den, bangeheden. 

Når jeg hører tale om beredskab, om prepping og oprustning og droneangreb mærker jeg den, bangeheden. Når timelange strømafbrydelser eller nedbrud i it-systemer ikke længere trækker gule breaking news skilte på onlineavisernes hjemmesider, gør det mig bange, fordi det så er blevet hverdagsforeteelser.
Det hjælper ikke, at der nu også i mit depot står 9 liter vand, et lager af batterier og en lommelygte, som måske virker. Der er faktisk ikke rigtigt noget, der virker.

”Gud må faktisk godt spare lidt på prøvelserne nu – kan du hilse og sige i din juleprædiken”, skrev en veninde til mig for nylig. Og hun tilføjede med vanligt glimt i øjet: ”Og hvis Gud kender lottotallene, så må han også gerne hviske dem, bare til dig og mig”
Siger det bare: jeg ikke er sikker på, at det er Gud, der sender prøvelser. Og bare for at undgå tumultagtige scener ved udgangen: at hvis Gud har hvisket lottotallene, så hørte jeg dem ikke.Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at selv mange millioner ville gøre noget ved min bangehed.Det er som om der ikke rigtigt er andet at gøre end at  … håbe.

At håbe – ikke som én mulighed blandt mange andre muligheder. Nogle gange er håbet den eneste mulighed. Hvis ikke du har håb eller tro på, at der er en fremtid på vej, er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad du i øvrigt har preppet,

I år ville jeg gerne kunne give dig, som lytter nu, en julegave, der ikke kan byttes.
Men jeg kan ikke give dig håb. Det er sådan noget, Gud gør.

 Julenat lægger Gud sit håb ind i vores verden.
Et håb, der er lige så lille og lige så udleveret og hjælpeløst som et nyfødt barn er det.  
Og hvad gør du med et lille barn, der græder?
Det tager du op og holder tæt ind til dig.
Måske falder I begge til ro ved det.
Sådan et håb har Gud givet os med barnet i krybben.
Et håb, vi må tage op og tage til os.
Et håb, der kan få os til at falde til ro.
Håb, ikke som en mulighed, men som et løfte.

Håb kan ikke nudges frem.
Håb kan ikke AI-genereres.
Du kan ikke spørge på sociale medier, hvor du kan finde mere håb, hvis du har mistet alt det håb, du havde.

Du kan ikke tage håb.
Og du kan aldrig tage håbet for givet.
Men du kan få det.
Det er Guds julegave til dig.
Igen i år.

Håb er ikke en konstant.
At håbe er ikke at være home safe.
Når du håber, gør du dig sårbar.
Når du håber stiller du dig i den udsathed, det er at være menneske.
En position, hvor du også mærker, hvor afmægtig du kan være.

Der er meget i dette liv, du ikke har kontrol over.
Ja, er det ikke sådan, at det allervæsentligste i livet, det kan du ikke kontrollere?

Du kan ikke tvingen nogen til at elske dig.
Men du kan håbe på, at nogen vover at gøre det.
Du kan ikke få sygdom til at forsvinde
– og nogle gange kan ikke engang de dygtigste læger – men du kan håbe på det.
Du kan håbe på at finde din vej i livet. Især når du står ved korsveje.
Du kan håbe på fred i sindet, fred mellem mennesker, hvor der er ufred.
Du kan håbe fred i verden, men du kan ikke kontrollere det.

Håb er i kategorien over det, vi ikke kan kontrollere.
Håb er også i den kategori, der vokser ved at blive delt.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Det går igennem dine stuer.
De daler ned i skjul. Dit skjul.

De slår vingerne ind og lander i det, der er din juleglæde, englene.
De lader dig genmærke det barn, der stadig bor inde i dig. Barnet i dig, som du også gerne må se i øjnene i dag. Det i dig, der gerne vil tages op og omfavnes, indtil du falder til ro og er tryg.

De lander i dit mørke og slår sig ned der, hvor du er bange, englene.

De lander i det, der er godt skjult i dig: Den sorg, du måske ikke rigtigt synes må fylde i dag, for nu er det jul, og så skal du være glad, synes du. Alligevel er det ikke sikkert, du helt kan skjule den, det helt særlige vemod, den sorg, der har sit eget navn: julesorg. Julesorgen sniger sig ned ad kinden, enten som en tåre på ydersiden, hvor alle kan se den – eller på indersiden, hvor ingen kan. Alligevel tager du instinktivt en hånd op og tørrer.

De lander i den stue, der er dit hjerte, englene.
De siger: Kærligheden er størst af alt.
Men håbet var først i alt.

Med håb skabte Gud verden.
Og da det håb var brugt op, fordi vi mennesker meget tit ikke kan finde ud af at håndtere det gode, der er lagt i vores hænder, så holdt Gud håbet op igen - og han holder det udstrakt foran os.
Nu ligger det håb igen i vores verden.
Nyfødt – nyt – og alligevel evigt.

Denne nat går englene igennem stuerne.
De siger: Du skal ikke være bange mere.
De siger: Frygt ikke.
De siger: Håb kun.
For nu er det jul.

Indermezzo:
Hans Esberg begynder at spille Dy Plambecks
”Hold håbet op”
Koret stemmer i.
En 3 ½ meter høj engel går helt stilfærdigt gennem kirken 

Prædiken II:
Det er jul.
Han er ikke længere på vej.
Han er kommet.
Den lille Messias.

Han ligger dér i krybben i Betlehem.
Han ligger her i dit krybberum, i dit hjerte.
Hans hjerte banker. Helt tæt på dit.
Du er aldrig alene mere.

Det er jul.
Der er stille.
Der er stille. For lige nu går alle himlens engle igennem alverdens stuer.
Kæmpe store og bitte, bitte små,
så du nemt kan overse dem, hvis ikke du gør dig stille og mærker godt efter.

De går gennem stuer på plejehjem og hospitalsstuer. De går igennem varmestuer og hos den, hvis hjerte er kuldskært. De går gennem beskyttelsesrum og de tryggeste hjem.

De går igennem stuer hos jer, der i aften vil savne en eller flere omkring julebordet.De går igennem stuen hos jer, der planlægger på en fest i 2026 – måske en konfirmation - og som glæder jer.
De går ind i stuen – og står et øjeblik stille hos dig, der sidder med et nyfødt barn i armene og som vugger det med håb og alle gode ønsker.
Og hvis du er stille længe nok, daler de også ned i din stue.

De gør os stille, englene.
For dette er den stille nat.
Og i det stille vokser livet.

Englene gør os stille – men stærke.
Og når de går, tager de frygten fra os og tager den med sig.
Ikke for altid.
Men for en stund.

Englene siger det samme til os, som de sagde i den første stille nat.
De siger: ”Frygt ikke.
Se, vi forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket”. 

Det er jul.
Nu går Guds håb igen gennem verden.
Men Guds håb er ikke kommet for at gå igennem
din stue.
For så var alt håb ude.
Gud håb er kommet for blive.

Lad os taget imod det, håbet.
Hold det tæt, både ved dine tanker og dit hjerte.
Kun sådan kan vi holde håbet op – og holde det oppe - for dig, for mig, for vore nære og kære - og for den verden, som også denne jul har så meget brug for håbet.

Og kære du - når du holder håbet op og holder det udstrakt for andre, bliver også du en engel, der går stuegang.

Glædelig jul. Amen

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var,
er og bliver,
én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede:

Gud.
Tak for julenat.
Tak, fordi vi kan høre dit ”frygt ikke”,
også her hos os
som en trøst for alle, der er bange.
Og som et løfte om et liv med dig i tid og evighed.

Tak for juleaften, for juletræet, der er grønt som håbet.

Vi beder for alle, der har opgivet at håbe
For den, der kender til mørke tanker,
ja, for alle, der har det svært,
børn – unge – unge voksne – og ældre.

Gud. Send dit håb ind i det,
der er mørkest og sværest for os hver især

Gud. Vi beder dig om fred alle steder,
både hvor der er krig og konflikter i verden –
men også alle de steder, hvor der er i øvrigt er ufred:
i hjemmene og mellem mennesker, der holdt op med at holde af.
Vi beder for alle der lever på flugt.
Også dem, der flygter fra sig selv.

Vi beder om fred for alle dem med urolige hjerter.
For dem med mental overload og tankemylder. 

Herre. Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Vi beder om visdom til alle, der har magt.
Hvor end i verden, de befinder sig.
Vi beder for Kongehus og for regeringer.
Må de træffe beslutninger,
der er ansvarsfulde for hele skaberværket.

Gud.
På denne juleaften siger vi tak for din kærlighed.
Vi beder for dem, der er på arbejde i julen.
Dem, som professionelt er kærlighedens forlængede arme.
Dem, som arbejder
blandt børn og gamle,
blandt syge og handikappede,
blandt fanger og flygtninge.
Vi beder for dem, vi hver især har i vores hjerte.
Vi beder for dem, der holder af os og dem, der holder os ud.

Vi beder for de børn, der i år oplever deres første jul,
for alle de børn, der næsten ikke kan vente til i aften

Vi ønsker, at julen bliver glædelig, også for de familier, som ikke skal fejre julen sammen, fordi kærlighed ikke længere er, hvad den har været.

Vi beder for dem, hvis kærlighed vi savner,
særligt en dag som i dag.
Vi beder for dem, vi ikke længere kan tælle blandt de levende – men som er her – helt levende og nær-værende i vores hjerter.

Vær hos os alle denne juleaften.
Gud, giv os kærlighed, din fred, dit håb.
Lad det blive jul. Amen.