Det mærkelige er heller ikke, at også denne morgen vil mørket blive aflyst og gennemlyst af morgenlyset.
Sådan er det med alle morgner. Selv de mørkeste morgner i dit liv, hvor du vågner og ikke ved, hvordan du skal komme igennem dagen. Lyset finder sin egen vej, uafhængigt af dig. Sådan minder lyset dig om at der er noget, du ikke kan kontrollere. Der er noget, der gives dig, uafhængigt af dig.
Det mærkelige påskemorgen er ikke morgenmørket eller morgenlyset.
Det mærkelige er heller ikke, at graven er der.
Det vidste kvinderne.
Det ved du også.
Du kender dine gravsteder. Ikke kun dem med sten og navne. Men gravstederne over alt det, der engang havde liv og navn, men som nu er fraværende:
Et venskab, der gled ud.
En kærlighed, der hørte op.
Et nærvær, der forsvandt.
Drømme, der ikke gik i opfyldelse.
Helbred eller evner, de ikke er, som det var engang.
Alligevel lever det videre i dig.
I din krop. I din erindring.
Det, der var.
Det mærkelige er ikke graven.
Det mærkelige er heller ikke, at kvinderne går derhen.
Der findes den sorg, som har ben at gå på.
Den går tilbage igen og igen: Til kirkegården, til steder, til minder om det, der var. Fordi det stadig er dér, du føler dig tættest på det, du har mistet.
Du går derhen. Du går derfra.
Nogle gange er det sværeste netop det: At skulle vende ryggen til og gå videre. Alene. Især fordi du ikke ved, hvornår eller om det svære nogen sinde bliver anderledes.
Der findes også en anden sorg.
En sorg, som står stille. Som ikke kan se fremtid. Og som næsten heller ikke kan være i nuet. Den sorg flytter sig ikke. Den går ikke. Den står. Uden at afsætte aftryk.
Påskemorgen er det mærkelige ikke det, der er der.
Det mærkeligste ved påskemorgen er det, der ikke er der.
Det mærkeligste er det, der er fraværende.
Det mærkeligste er, at den døde ikke er der, hvor vi havde forventet det. Jesus er ikke i graven. Ikke længere. Det er mærkeligt.
I sammenligning med det, er det kun lidt mærkeligere, at det er en engel, der fortæller det. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt, at englen er alene om det. For når påskens budskab er endnu forunderligere og endnu glædeligere end julens glæde, som dog skulle være en glæde for hele folket, så er det mærkeligt, at der kun er én engel.
Jeg mener: Hvor er hele den himmelske hærskare, der synger? Hvor er englekoret? Om det kor så bestod af drenge, piger, mænd eller kvinder, det kom sig ikke så nøje. Selv om vi selvfølgelig her i Christians helst havde set, det var drenge og herrestemmer, der udgjorde det første påskekor😉
Hvor er tonerne påskemorgen?
Hvor er koret?
Meget kan vi undvære en påskedag, men musikken?
Påskedag er musikken fraværende.
Men der er en stemme.
”Han er ikke her”, siger englen.
Det mærkelige ved påskedag er fraværet. Fraværet af musik, så kor og menigheder lige siden har synge påskesalmer som var vi engle.
Og især – naturligvis – fraværet af den døde.
Det mærkeligste er, at netop Jesu fravær har vi lige siden holdt påske på.
Den tomme grav er blevet troens centrum.
Den 2000 år gamle tømte grav er kristendommens nutid og fremtid.
”Han er ikke her. Kom og se”.
”Kom og se”.
Jeg tror, de går helt ind i graven, kvinderne. De skal se fraværet med deres egne øjne, selvom de helt sikkert allerede mærker det i kroppen. For der er ikke noget, der husker et fravær så nærværende som dine sanser:
Berøringen:
Hånd mod hånd.
Kind mod kind.
Læber, der møder dine.
Dit indre øre, der stadig hører den stemme, der engang sagde dit navn.
Dit tomrum i hjertet, der giver genlyd.
Enhver, der har mistet nogen, ved det.
Enhver, der savner noget, ved det.
Fravær kan være det mest nærværende, der findes.
”Han er ikke her.
Kom og se”.
I dag går vi med kvinderne ind i graven.
Vi ser det.
Og resten af livet lever vi på det;
At fravær ikke nødvendigvis er en afslutning.
At fravær ikke er lig med væk for altid.
Nu ser vi det: Kristus var ikke i graven, fordi han var fraværende og forsvundet. Han er fraværende, fordi han er gået. Han er gået i forvejen for os.
For Gud lod Kristus opstå fra døden.
Og sådan har Gud ind i alle vores erfaringer af mistet, tabt og dødt har lagt en ny betydning af fravær.
Påske betyder ”forbigang”
Noget går over. Noget bevæger sig.
Fravær bliver ikke ved med at være tomhed.
Det kan blive til noget andet.
Noget der kommer os i møde og bliver nærværende og tilstedeværende.
Det er det, kunstneren Anette Harboe Flensburg har set:
”Fravær vævet ind i nærvær”. Sådan hedder det maleri, jeg med hendes tilladelse har printet i sangarket og sat her på siden.
For mig blev det påskens evangelium i én sætning og i et billede:
"Fravær vævet ind i nærvær".
Kristi fravær er vævet ind i vores nutid og nærvær.
Som et håb. Som en retning. Som en frygtløshed.
"Fravær vævet ind i nærvær".
Det er ikke en forklaring på Jesu opstandelse. Det er en erfaring.
Billedet her er nr. 8 i en serie. Jeg tænker, du har dine serier af, hvordan noget fraværende stadigt kan være nærværende for dig:
Erfaringen af, at det du har mistet, ikke er forsvundet.
Det har ændret sig. Det bliver til noget, der er med dig på en ny måde. Vævet ind i dit nuvær og nærvær.
Når vi ser på maleriet, ser vi et rum.
Umiddelbart ser Anette Harboe Flensburgs rum tomme ud. Men de føles ikke tomme. Rummene er fyldt af lys.
Lys, der er tændt og gjort klar.
Eller lys efterladt af nogen, der har været der og ikke har slukket lyset efter sig. Ligesom dem, vi stadig savner, efterlod os med en snip af deres lys, der ikke lader sig slukke i os. Der er noget, der lyser, uafhængigt af os.
Annette Harboe Flensburgs rum er ikke tomrum.
Det er modtagelsesrum.
Det er rum, der venter. Et åbent rum, hvor noget kan ske.
Det er rum med plads til store armbevægelser. Det er rum til bare at sidde helt stille i og lade lyset komme bag på dig.
Det er måske det påskens budskab åbner os for: At vi tør gå ind i det, der kan se tomt og meningsløst ud: Fordi vi tør tro, at tomheden ikke er for altid.
Jesu grav er tom og forladt.
Det så kvinderne. Det ser vi.
Lige siden den første påskemorgen er der nogen, der er gået ind i graven og er blevet der. Der er dem, der fokuserer på det fraværende. På alt det, de ikke har. Eller det, de havde engang. Eller det, de aldrig har haft.
Det kan de så tage frem og begræde og begrave igen og igen. Gør du det, tænker du: ”Det her bliver aldrig anderledes”, så kommer du aldrig længere end til langfredag. Eller som digteren Henrik Ibsen udtrykte det: ”Evigt ejes kun det tabte”.
Påskedag rækker dig en anden mulighed:
Du kan følges med kvinderne.
De gik fra graven ud til livet. Tilbage til livet.
Da de mødte Kristus igen i Galilæa, erfarede de, hvordan fraværet blev til nærvær.
De levede videre på, at fraværet og døden aldrig rigtigt forsvandt, men det var vævet med ind i alle kommende mellemrum og leverum.
Deres håb var blevet til tro.
Det var blevet påske. Og opstandelse. Og nyt.
Det mærkeligste ved den første påskemorgen var det, der ikke er der. Og dette mærkeligste ændrede karakter og blev til det forunderlige.
Det forunderlige er, at selvom morgen stadig er det samme som dengang, så lagde påskemorgen en ny betydning ind i hver eneste morgen: Nu er morgen ikke bare mørke, der brydes.
Nu er hver morgen og hver solopgang et håbstegn.
Nu betyder hver eneste morgen opstandelse og nye muligheder.
Det forunderlige er, at påsken giver os håb for, at den tomme grav ikke kun er Kristi grav.
Den tømte grav er alle vores dødes grav.
For også de står op fra de døde og går i forvejen for os – for at gøre et rum klar til os.
Så når vi går på kirkegården eller når vi på anden måde gør holdt ved gravstenene over det, der blev fraværende i vores liv – så synger de ikke kun om fravær og tab.
De synger om håb.
De synger om, at at det fraværende kun er en overgang.
De synger om, at noget nyt bliver til.
Guds liv kommer også til dig.
Ikke bagfra. Men forfra.
Det er påske!
Det er Gud, der stadig mærker os med et fravær, der nu er allestedsnærværende.
Og det er Gud, der sender dig og mig ud herfra med et:
”Frygt ikke”
og et ”Skynd jer”
Der er intet liv at spilde!
Og på det vil vi ønske hinanden: Glædelig påske.
