Trinitatis søndag - om manipulation og sandhed

 

Hvad er sandheden?
Hvad - eller hvem - kan du tro på?
Og hvad - eller hvem - er usandt, fake eller falskt?

Det var ikke kun spørgsmål, der brændte på for Nikodemus denne nat. De spørgsmål er stadig brændende aktuelle.
Kan vi skelne?

Lad mig – kort - tage jer med tilbage til dengang jeg gik i 8. klasse.
Vi skal altså tilbage til 80’erne. 1980’erne, ikke 1880’erne dog.

Det var dengang billeder, taget med kamera, skulle fremkaldes hos en fotohandler, før du kunne se motivet. EDB skulle jeg først komme til at prøve nogle første gang år senere. Og så sad vi fire om et databehandlingsanlæg og turde knap trykke på en tast.

Jeg skulle i en uges erhvervspraktik. Glad var jeg, for jeg havde fået lov at komme hos et reklamebureau. Min dansklærer var skeptisk. Hun troede ikke, jeg ville få lov at lave ret meget.
Jeg havde kun været i praktik én dag, da jeg mistede den uskyld, jeg skulle komme til at miste så mange gange siden – og som jeg vel nu mister flere gange om dagen, hvis ikke jeg passer virkeligt godt på.
En af de ansatte var ved at lave en reklame. Det var en reklame for sommerferie ved Vesterhavet – og det er der jo ikke noget dårligt at sige om.
Men mens vi sidder der sammen, siger han til mig, idet han peger på billedet foran sig: ”Vi skal have gjort himlen mere blå”
Det sagde han! Som om himlens farve var noget, man bare sådan kunne ændre på?

”Men det er jo snyd!”
Jeg tror ikke, jeg sagde det højt. Jeg sagde ikke så meget i den alder.

Så klikkede reklamemanden nogle gange på det apparat, som siden skulle blive allemandseje. Og himlen blev vitterligt mere blå.
”Jamen”, tænkte jeg, ”hvis du kan ændre på himlens blå farve, så kan du jo også ændre på farven på Vesterhavet. På bølgernes højde. Og på om der er skum på. Og hvor ender det så?”
Det ved vi nu. Vi ved, at der kan manipuleres med alle billeder.

Nu kan der ikke bare ændres på billederne. Vor tids it-teknologi kan også meget nemt ændre på stemmer. Så også du kan blive citeret for noget, du ikke har sagt. I hvert fald ikke at du ved af.

Min dansklærer fik i øvrigt ret. Jeg fik vitterligt ikke lov at lave ret meget. Eller dvs. jeg fik lov at købe ind til frokoster og rydde i opvaskemaskinen og få tidligt fri. Men da jeg skulle skrive ugens rapport om min erhvervspraktik, fór der en djævel i mig: Hun skulle ikke have lov at få ret, dansklæreren. Så jeg skrev en meget troværdig rapport om en helt fantastisk lærerig uge. Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Jeg har ikke før haft King Kong med en søndag formiddag. Men når billedet kom på sangarket i dag, er det fordi det var den første film, jeg kan huske, jeg har set, hvor jeg ikke var i tvivl: Der klatrede ikke en abe i kæmpestørrelse rundt på Empire State Building.

Nu er tvivlen en konstant. Er billedet på avisens forside sand?
Er historien, du læser på de sociale medier?
Er det sandt, at det er sundt at spise grøntsager?
Eller at du helst skal undgå at drikke mælk?
Er motion virkelig sundt – eller er det et bare noget, fitnesscentre har fundet på?
Skal du gå 10.000 skridt om dagen – eller er det nok at gå til kommoden og tilbaws igen?
Er Kristus en lærer, en Messias, vores frelser?
– eller skal vi vente en anden?
Og hvad skal vi egentlig tro om det jordiske
– for slet ikke at tale om det himmelske?

Vi kunne blive ved.
Og du kan ikke gå nogen steder, uden at du hele tiden tvinges til at overveje om det, du får kastet i hovedet, er sandt eller manipuleret eller ligefrem fake news og ikke bare breaking news.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” spørger Jesus Nikodemus.
Vi andre, vi kan - som Nikodemus - få lov at føle os dumme, ikke bare en enkelt nat, men hele tiden. Fordi vi ikke længere kan forstå eller gennemskue noget så enkelt som om himlen nu virkelig er så blå på et billede – og alt, hvad der er så meget mere komplekst end det.

Og du som tror, du er klog – og ved ikke det?
I vore dage er viden ikke i høj kurs. I vore dage er det blevet gratis at mene noget uden at vide noget. Og det er blevet meget, meget nemt at bilde andre løgne ind på endog særdeles overbevisende måder.
Hvad er egentlig sandt – og hvad er egentlig falsk?

Mange spørger, hvorfor så mange børn og unge har det dårligt i disse år?
Ja, hvorfor så mange andre i vores samfund er pressede i en grad, at de hele tiden føler, at de er på mentalt eller konkret overarbejde.

Jeg tror, at en – af mange - grunde hertil er, at vi hele tiden tvinges til at skulle tage stilling og forholde os. Det er ikke længere nok at registrere eller at tage noget ind. Vi kan ikke bare tage verden for pålydende.
Hvad er sandt? Hvem taler sandt?
Og hvad er falskt?
Det er ikke så underligt, hvis vi ikke kan gå i takt i vores eget liv.
Derfor er det også herligt, at vi har jazzgudstjeneste i dag.
For musik lyver ikke. Det, salmer og andre sange, det, som musik generelt kan gøre ved os; det, musik vækker i os, det er sandt.

Når musik bringer tårer frem i øjnene på os, er det ikke krokodilletårer. Men ægte tårer.
Når noget musik går lige i hjertet eller i savnet eller rammer smerten eller glæden rent, så musikken får fødderne eller resten af kroppen til at slå takten – så er det sandt.

Jeg er med på, at Hans Esbjerg – og Michael og Carl Emil her  – selvfølgelig har nogle kneb. De ved godt, at nogle akkorder og nogle toner sat sammen i særlige kombinationer objektivt hørt kan røre en stor procentdel af mennesker mere end andre musikalske vendinger.
Der er givet en grund til, at popmusik og ballader og f.eks. jazzmusik umiddelbart taler til flere hjerter end nyligt afdøde danske komponist Per Nørgaards berømte melodiske uendelighedsrækker.

Musik taler til de dybeste lag i vores hjerter – og i vores erindring.
Musikken vækker det glemte eller godt gemte hos den demente, og kan bringe lyset tilbage i øjnene og i kroppen.
Og musikken giver sprog til det lille barn, som endnu ikke har andet end gråden som modersmål.

Allerede teologen Augustin – som levede og tænkte på samme tid som Nicænum blev skrevet ned - gjorde sig overvejelser over, hvad der sker i os, når vi synger eller hører musik:
Nemlig, at vi lytter med sjælen.

For Augustin bliver musikken på intet tidspunkt sit eget formål.
Augustin opfatter musikken som det, der konstituerer et kristent fællesskab, og musik er dermed dybt forbundet med kristendommens forkyndelse.

Vores kirkes reformator, Martin Luther sagde: At i musikken mødes himmel og jord.
Han sagde, at næstefter teologien er der ingen kunst, der som musikken formår at opmuntre sjælen. Musik forkynder Guds sandhed i ord og toner. Den sandhed bliver vi en del af, når vi synger og når vi lytter til musik.

Musik er sjælesorg. Luther mente, at musikken kunne fordrive mørket og ophæve negative mentale tilstande og i stedet skabe glæde og håbefuldhed. Og Djævelen selv var umusikalsk, derfor kan musik også være med til at fordrive det dæmoniske og det onde selv.

Det synspunkt – at musik og forkyndelse altid er to sider af samme sag – bliver naturligvis modsagt op igennem historien. For selvfølgelig er der også en musik, der ikke står i evangeliets tjeneste.

Både før og efter Augustin og Luther er der andre tænkere, der er blevet anfægtede over, hvordan musikken netop kan manipulere med os og få os til at føle, snarere end at tænke fromme tanker.

Diskussionen om, hvad der kan spilles og synges i en kirke, er lige aktuel. Hvad er kvalitet – eller måske bedre spurgt: Hvad er sandt nok? Hvad peger på evangeliet, så det er det, der forkyndes?

I dagens evangelium møder vi Nikodemus.
Nikodemus kommer om natten.
Fordi den detalje med mørket er med, kommer Nikodemus også til at fremstå som et moderne menneske.
Som et menneske, der spørger og søger og længes efter oplysning, efter sande svar.
Som et menneske, der gerne vil kunne skelne lyst fra mørkt, sandt fra falsk.
Derfor taler Nikodemus også til det i dig og mig, der gerne vil have livet og troen og intellektet til at gå op i en højere enhed.

Som farisæer var Nikodemus noget ved musikken. Men det er som om hans intellekt og hans sjæl ikke slår i samme takt som hans hjerte. Eller: Nikodemus kunne ikke selv få dem til at slå i takt.

Derfor tager Nikodemus kontakt til Jesus. Ordet ”kon-takt” kan tolkes som at være i takt med noget fælles. Nikodemus har en fornemmelse af, at Jesus og han kan finde fælles fodslag og fælles taktslag.

De to mødes – og gid de da bare havde kunnet mødes i sang eller musik. Så tror jeg, udfaldet havde været et andet. For musik binder os jo netop sammen på tværs af trosbekendelser og forskellige trostilgange.
Havde Jesus citeret en af de Davidssalmer, han og Nikodemus begge kendte både udefra og inde, så havde der været en fælles kontakt til noget fælles.

Nu kommer samtalen til at virke som to intellektuelle, der hver taler fra deres sted.
Det er, som om de aldrig rigtigt mødes og finder hinanden.
Som var de to musikere, der begge spiller efter hver sine noder til hver sit nummer – uden at nogen af dem opdager det.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det her?, spørger Jesus.
Nej, det gør Nikodemus ikke. Og du, som lever på denne 15. juni og er kommet i kirke i Christianskirken – eller som læser med her - du forstår heller ikke det her?

Så lad os tage hinanden - og Nikodemus - i hænderne – og stille os foran Kristus. Den Kristus, der er lyset. Lad hans lys skinne på os.
Den Kristus, der er sandhed. Ikke bare en, blandt mange andre sandheder, men sandhedEN.

I ham ser vi Guds sande ansigt.
Ser, hvad Guds oprigtige og umanipulerede mening med os er:
At vi er født af kød, som Kristus selv var det.
Og at vi er født af Ånd, fordi vi ikke kun er skabt i Gudsbillede, men også med Guds ånde åndet ind i os.

Guds sandhed er, at vi har lod og del, både i det jordiske og det himmelske.
Vi har jordforbindelse og himmelforbindelse. Og de to er ikke adskilt fra hinanden.
Derfor skal vi ikke kæmpe for at få de to til at hænge sammen.
For det gør de allerede.

At komme til tro er ikke at skulle genfødes. Vi fødes kun en gang.
At komme til tro, er hver gang det hele i enkelte salige, åndelige øjeblikke går op i en højere enhed af sandhed for os.

Helt utvungent, helt uproblematisk, helt uden at vi skal lægge andre farver på os selv, end dem, der allerede var. Som når musik går ind ad det ene øre – og lægger sig tæt ved vores hjerte.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Nogle gange går vi – som han - med uforrettet sag. Det gør vi alle de gange, hvor der ikke blev kontakt til Gud eller mennesker, uanset hvor meget vi håbede på det.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Lad os gå med den tillid, med det mod og med den frimodighed, der var Nikodemus’. Han gik i mørket. Han gik i sikker forvisning om, at selv der – midt om natten – hvor alle mennesker burde sove, selv mesteren selv, der ville han blive taget imod. Der ville han være i gode hænder.
Nikodemus fik ret.
Det er sandt: Jesus er som øjet i det øje, der ikke hviler.
Jesus tog imod Nikodemus.
Og da Nikodemus gik med uforrettet sag, låste Jesus ikke døren bag ham. Den står åben, så han kan komme igen en anden dag.

Det må du også gøre, du der søger efter vejen og sandheden og livet i dit liv. Du, som - måske bare engang imellem - drømmer om, at din himmel er lidt mere blå end virkelighedens. 

Man sir, at over skyerne er himlen altid blå - Kristi Himmelfart prædiken

 

”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Hvem ”man” – sir’, at over skyerne er himlen altid blå?

Lad os spørge ”man” fra meteorologisk institut:
På meteorologisk institut siger ”man”, at himlen ikke sin egen farve. Himlen kan være næsten alle farver.
Men når vi mest ser himlen om blå, så er det et samspil mellem solens lys, atmosfæren og bølgelængder.
”Sollys er hvidt, fordi det er en blanding af alle farver.
Når sollyset rammer atmosfæren, bliver lyset spredt i alle retninger af luftens molekyler,
af skyernes mikroskopiske dråber eller af partikler.
Spredning virker mest effektivt på lys med kort bølgelængde, og det er det blå lys. Det er derfor, vi ser himlen som blå.
Det gule og det røde lys, som har de længste bølgelængder, spredes derimod mindst. Derfor ser vi Solen som gullig,”  
(Niels Hansen, meteorologisk institut).

Lov mig, at I ikke spørger mere ind til det. For jeg ved personligt lige så lidt om det her, som om meget andet.

Nogle gange, når jeg skriver prædiken, kommer jeg til at tænke på, at præsten for århundreder sider gik for at være lærd, sådan en datidens google søgemaskine – eller et leksikon, der vidste meget om meget.
Dengang var det ikke uhørt, hvis det var i præstens prædiken bonden hørte om nye kornsorter – eller at datidens hr. og fru Jensen hørte om nytten af hygiejne og håndvask.
Så lærd forventer man, ”man” forstået som menigheden, heldigvis ikke længere, at præsten er.

Men altså, når ”man sir at over skyerne er himlen altid blå” – så er det delvist rigtigt.

Men hvis ”man” er dig og mig, og vi siger til hinanden, at over skyerne er himlen altid blå - så siger vi det ofte i situationer,
hvor vi ikke kan se det:
Vi siger ”Men ovenover skyerne er himlen altid blå”,
når himlen er grå, fordi livet af forskellige grunde er gråt.
Gråt, tungt, sorgtungt eller af forskellige andre grunde uigennemskueligt.

Vi mener det godt: Lige nu er himlen grå.
Men ovenover er der blåt. Det bliver godt igen.
Der er noget i livet, vi ikke kan se bag. Vi kan ikke altid se meningen.
Men vi tror, at det bliver blåt – eller godt.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Når ”man” er sangerinden Anne Linnet, så fortsætter teksten:
”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man sir' at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde

For når vennerne forsvinder og når livet er blevet træt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne

For alting kan gå itu.
Et hjerte kan gå i tusind stykker.
Kaldte du mig for ven endnu, så er jeg her nok endnu”

Hvis melodien og teksten allerede nu synger i dig – eller hvis ikke den gør, så kommer den til det, når Hans Esbjerg spiller den til postludium.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det er Kristi Himmelfart i dag.
Det er en dag, der er svær andet end at tage bogstavelig.
To af dagens bibelske tekster beretter om, hvordan Jesus stiger til himmels. Eller bliver taget eller løftet til himmels.
Der står intet om, at over skyerne er himlen altid blå.

Men nu ved vi, - fordi man fra meteorologisk institut har sagt os det, at over skyerne er himlen måske ikke altid blå.
Eller rød eller gul eller hvid.

Og vi ved, med troens vished, at over skyerne, der er Kristus.

Han, som var disciplenes ven, er forsvundet.
Deres liv var blevet træt.
Nu så de alt med ganske andre øjne.
Sådan som vi gør, når noget væsentligt er forsvundet fra vores synsfelt.

Og hvor skal vi så rette blikket hen?
Det giver Kristi Himmelfart sit helt eget svar på.

For – som vi har hørt det her de sidste små 50 dage i kirken siden påske – har Jesus i sit liv – i sin død – og nu med sin himmelfart udfordret alle de grænser, mennesket ellers kendte til.

Jesus døde. Men han kom tilbage.
Døden blev ikke den sidste grænse.

Men selv i døden brød Jesus grænser.
Jesus var hos de døde.
Ligesom han havde været en del af levendes fællesskab, var døden heller ikke et individuelt sted for ham.
Jesus var sammen med de døde – med vores døde – for at også de skulle høre påskens budskab om, at opstandelse også skulle gælde for dem.

Efter sin opstandelse bryder Jesus så nye grænser.
Han går fra at have været ukendt og usynlig til at blive genkendt og følelig.

I dag giver Jesus disciplene mandat til at gå ud i verden på hans ord.
Og lad mig bare sige, at når Jesus siger: ”Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” -
så bliver det en grænse for min forstand og for min tro.

Jeg synes her, Jesus lover de troende en hel masse af de tegn, han ellers selv har brugt en god del af sit virke ved at afslå.

Derudover – og det vælger jeg at hæfte mig ved – derudover giver Jesus os her på grænsen til sin anden opstandelse – en retning at orientere os efter.

Vi skal ikke stå og se op efter ham.
For Guds budskab er ikke varm luft, der stiger til vejrs med ham.
Guds budskab har fået andre ben at gå på og andre hænder, der skal række det frem. Dine ben, dine hænder, dit hjerte, dit blik.

Vi skal ikke se ét sted hen. Men i alle retninger.
Prøv at lægge mærke til, hvor mange præpositioner eller forholdsord der er i Kristi Himmelfartsteksterne, både de evangeliske og dem i salmerne.
Der står ”op”, ja, men der står også ”ud”, ”ned”, ”i”.
Der står at med Kristi Himmelfart er ”jorden er løftet mod himlen” – og ”himlen sænket mod jord”.

Kristi Himmelfart ophæver alle de grænser, vi kender til.
Et guddommeligt paradoks er det, at ved at Jesus nu er allestedsfraværende er han for altid allestedsnærværende.

Når vi siger: ”Vor Far, du som er i himlen” – eller ”Fader vor, du som er i himlen”, så er himlen ikke et blåt sted i det fjerne.
Himlen er troens sted i os.
Og gæt hvilken farve troen traditionelt har i kirkekunsten?
Ja – rigtigt – blå!

Med Kristi Himmelfart er himlen kommet os nærmere end nogen sinde.
Indtil i dag kunne vi stemme i med et: ”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Fra og med i dag må vi bekende,
at ”Troens blå farve ikke kun er over skyerne”.
Det blå er os ganske nær.
Troen kan vi række til hinanden.
Dele med hinanden – når livet har alle regnbuens farver.

Guds søn er ikke forsvundet fra os. Han er ikke længere end et par foldede hænder væk, når vi beder: ”Fader vor, du som er i himlen”.
For når vi beder den bøn, beder vi også: ”Komme dit rige”
Og vi må tro, at han, som steg op Kristi Himmelfart, lige så let kan stige ned igen og igen – og vær dig og mig nær, når vi har allermest brug for hans nærhed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.