KONFIRMATION 2025 - PRÆDIKEN OG TALE

 

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Sådan var der engang en, der skrev til mig i min poesibog.

Jeg har prøvet – men jeg har givet op på at forklare, hvad en poesibog var dengang i oldtiden, da jeg var barn. Selvom poesibøger ikke bruges mere, så er gode ønsker ikke gået af mode.

I dag vil der blive sagt: ”Gid, at det må gå dig godt”

på mange forskellige måder i løbet af dagen.

Hver gang, vi siger ”gid”, så taler vi faktisk om Gud.

For ordet ”gid” er en sammensmeltning af to ord:

Ordene ”Gud” og ”give”. ”Gid” betyder altså: Må Gud give eller gøre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

De sidste mange uger har jeg set svanen. Det var som om den ville med til konfirmationen i dag. Til sidst fotograferede jeg ham og satte ham i sangarket. Svanen glider hen ad Lillebælt og rundt i kanalerne i Kanalbyen. Han gnasker franskbrød i sig, lige så hurtigt, som I har spist kage om onsdagen. Han spejler sig i ethvert vindue – og i enhver nyvasket bil, han kan komme i nærheden af. Han gør sig lækker, når han bliver fotograferet. Svanen her har helt sikkert ikke hørt om mental load.

For imens ligger svanemor på æg. Det er hende på det lille foto.

Hun går – eller glider – ingen steder. Hun ruger. I reden er der 7 æg. Når jeg har konfirmeret den sidste konfirmand i år, er der helt sikkert ællinger i havnebassinet.

For 12-14 år siden var det jer mødre – og fædre, der rugede og ventede på, at et barn skulle komme til verden. Dengang vidste I ikke, hvad I ventede. Det ved I meget mere om nu. Nu kender I jeres ælling. Indefra og udefra. I dag sidder jeres ælling der – i de fineste svanehvide kjoler – og i det tøj, I har valgt at ville konfirmeres i. Og I forældre har måske allerede mere end én gang i dag tænkt: Hvor er tiden gledet hurtigt forbi.

I dag er en festdag. Selvom konfirmation ikke længere betyder, at I konfirmander bliver smidt ud af reden, så bliver I i dag lidt mere voksne end I var i går.

For at vælge at blive konfirmeret er at træffe et voksent,

et modent valg.

I konfirmander bekræfter, I siger ja til, at I i jeres liv vil tro på noget.

I siger ja til, at håb er vigtigt. Og jeg tror, at jeres generation får brug for alt det håb, I kan komme i nærheden af.

Og Gud bekræfter jer i – Gud siger igen ja til, at I er elskede af Ham.

Det er en vigtig treenighed at bygge liv på: Tro, håb og kærlighed.

At vælge at blive konfirmeret er et valg, I kan vokse i.

Gid I må gøre det.

Kære smukke konfirmand-ællinger – og alle I andre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Det lyder så smukt, verset fra poesibogen: Ingen bølger. Ingen uro. Ingen krig, der rumler. Ingen klimaforandringer, der laver røre i andedammen. Bare livet som én lang glidende bevægelse hen over et spejlblankt vand.

Men vi ved jo godt, - og nogle af jer ved det allerede alt for godt, at sådan er livet ikke alle dage. Hverken for voksne – eller for unge.

Det minder H.C. Andersen os om i eventyret "Den grimme ælling".

Den grimme ælling, som blev hånet og afvist og misforstået, fordi den ikke lignede alle de andre, den voksede op iblandt.

Den ville ellers virkeligt gerne, ællingen. Den prøvede på alle måder. Men den blev ikke accepteret i fællesskabet.

Fordi den var grim. Sagde de.

Men vi skal ikke høre efter dem, der råber højest i verden.

Ællingen var jo ikke grim. Og når der om lidt svømmer ællinger rundt i Fredericia havn, så er de heller ikke grimme.

At være ung er som at være den ælling, H. C. Andersen skrev om.

I vokser. Forandres. Leder efter jer selv – og jeres plads i verden. Søger efter fællesskaber, I kan passe ind i. Eller spejle jer i.

Det kan føles forvirrende. Uroligt. Og nogle gange med mange afvisninger.

Også vi voksne, som for længst har fået svanens hvide vinger, kan spejle os i den grimme ælling. Vi møder afvisninger og får stækkede vores vinger. Også vi kan føle os forkerte, forvirrende, for lidt og nogle gange alt for meget.

Så kan vi tænke, at H. C. Andersen har snydt os. At han med sit eventyr har plantet den forventning i os, at vi alle bliver smukke. At vi alle går fra at være en grim ælling til at blive en smuk hvid svane, der med største selvfølgelighed finder sin plads i tilværelsen. Det kommer helt af sig selv, hvis vi bare kan vente.

Jeg ville gerne kunne love jer, kon4, at I alle sammen smukke hvide svaner.

At vil blive fotograferet og fetereret og fodrede.

At alle kan lide jer.

At jeres liv vil være som en lang rolig svømmetur.

Men det vil være løgn.

Der er ingen, der kan love jer det.

Ikke engang Gud lover os det. Gud lover os ikke et lykkeligt liv. Men Gud lover at svømme – og være ved vores side – uanset hvordan vores liv end bliver.

"Han var grim. Vi så på ham, men vi kunne ikke lide, hvad vi så.

Vi hadede ham – og vi opgav ham.

… Vi kiggede væk. Vi syntes ikke, han var noget værd".

(Esajas 53,2 ff)

Det her er ikke et citat fra H. C. Andersens eventyr om ”den grimme ælling”. Det her var fra Bibelen.

Jesus blev foragtet og overset, da han levede, præcist som ællingen. Jesus var ikke smuk. Jesus blev heller ikke smuk

Jesus stræbte ikke efter at blive noget andet end det, han var.

Han stræbte ikke engang efter, at folk skulle kunne lide ham eller tro på ham.

Jesus ser aldrig på, hvordan du ser ud udenpå.

Ord som ”grim” eller ”smuk” findes ikke i hans ordbog.

Jesus ser, at du er et menneske, og det er mere end nok.

Jesus ser aldrig på, hvad du er dårlig til eller klapper, når du virkeligt præsterer.

Han tæller hverken dine fejl eller dine succeser.

Og når du snubler i livet, rækker han hånden ud for at hjælpe dig på benene.

Det er en vild tanke i vores verden, hvor vi tror, vi skal være smukkest, bedst, hurtigt, særligst, unik og perfekt.

Hvis vi hører efter, hvad Guds grimme ælling, Jesus, siger,

så hører vi: Du skal ikke spejle dig i andre. For det er ikke deres billede, du er skabt i. Du er skabt i Guds billede. Du er skabt til at ligne ham. Du er skabt, ikke til at være eller blive smuk, men til at gøre noget smukt.

Du skal ikke være noget særligt for at være elsket.

Du er elsket – og derfor er du noget særligt.

Guds kærlighed skal du aldrig gøre dig fortjent til.

For tro er aldrig en præstation. Du er altid og allerede, elsket.

Det er du på de dage, hvor du føler dig som den smukkeste svane.

Som i dag måske? De dage, hvor du breder dine vinger ud.

Hvor du flyver højt og drømmer vildt.

Der bærer Guds kærlighed dig. Der er Guds kærlighed, som vinger.

Og de dage, som er helt anderledes - hvor du allermest identificerer dig som en grim ælling - ikke fordi du er grim, men fordi ting omkring er dig grimme eller svære, så lad Guds kærlighed bære dig. For det er der, du har mest brug for det.

Kære konfirmander – og I andre -

”Flyv lille fugl ud i verden” -

Held og lykke

Må I huske, at det er Gud, I kommer fra.

Og at Gud følges og flyver med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.

Jeg vil nu bede kirkebønnen.

Den er skrevet sammen af alle de bønner, I konfirmander og jeres forældre har skrevet.

I skulle sige tak for noget

og I skulle skrive en bøn for noget eller nogen.

Jeg har skrevet alle jeres bønner sammen til en. Den kommer her.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Tak for mit liv.

Tak for dem, der har gjort mig til den, jeg er.

Tak til min familie for at støtte mig og for at være der for mig.

Tak for min forlængende familie.

Tak for at jeg har et hjem.

Tak for mine venner og veninder, der betyder meget for mig.

Tak for den tid, du bruger på mig.

Tak for støtte og for den kærlighed, jeg får.

Tak, fordi jeg kan leve i tryghed.

Tak til dem, der gør os glade.

Tak for gratis læge i Danmark.

Tak for sport.

Tak for fællesskaber.

Tak for vores konfirmation.

Tak for jer, der er her sammen med os i dag.

Tak for at give mig muligheden for at fejre konfirmation.

Jeg beder til Gud.

Jeg beder for klimaet og for havet.

Vi beder for godt vejr.

Jeg beder for at alle har det godt.

For et godt og sundt liv.

Jeg beder for, at min familie og jeg får et godt liv, og at vi forbliver raske.

Jeg beder for dem, der passer på os.

For dem, der elsker livet.

Jeg beder for min far i himlen.

Jeg beder for min farfar.

For min morfar, som jeg savner.

For min mormor, der er død.

Jeg beder for dem, der ikke kan have en god dag.

Jeg beder for alle de børn, der ikke har et trygt hjem.

For de sultne og for dem, der ikke har det godt.

Ja, for alle i nød.

For alle, der er syge og ikke kan blive raske.

Jeg beder for, at kræft får en kur.

Jeg beder for alle i krig. For dem, der lider under krige.

Jeg beder for fred i verden.

Jeg beder for håbet.

Jeg beder for alle dem, der ikke klarede den. Og som ikke er her mere.

Vi beder for at de ældre får en god afslutning på livet.

Jeg beder for alle, der ikke kan bede og for alle, der trænger til en bøn. Amen.

KONFIRMATIONSTALE

I jeres sangblad ser I svanemor, der ligger på reden. Reden er lavet af græs, den er foret med hvide fjer. Reden ligger udsat. Tæt på vandkanten og tæt på biler. Sådan er de 7 ællingers første hjem.

Jeg ønsker det anderledes for jer i jeres liv. Derfor får I denne konfirmationsgave fra mig. I gaven er der tre huse.

For der er 3 huse, jeg ønsker, I må have hjemme i:

Det første hus skal symbolisere dig selv.

Jeg håber for dig, at du må finde dit selv. Og finde hjemme i dig.

Det andet hus skal symbolisere, at du ikke kun lever for dig selv.

Men at du også lever i relationer med andre. Det kan være din familie, dine venner eller andre fællesskaber. Der skal du også føle dig hjemme.

Og det sidste hus skal symbolisere Guds hus – eller i bredere forstand: Troen.

Hvad bygger man sådanne leve-huse af? Og her tænker jeg ikke på mursten eller beton.

Jeg har hængt balloner op i kirken. På dem er der skrevet ord. Ord eller begreber, som mange mener er ensbetydende med et godt liv.

Nu vil jeg bede jer – konfirmander - om at komme herop. Og hver stille jer ved en ballon. Hvad står der på jeres ballon?

Der står:

”Rig”

”likes”

”Udseende”

Berømt.

”Selvtillid”

”Perfekthed”

Unik.

”Frygt”

”Fortjent”

Det er svært at leve et liv uden penge, helt uden selvtillid.

Men du kan ikke bygge dit hus, dit liv på dit udseende, på at være berømt eller på at have magt alene.

Der er godt nok mange, der prøver. Og der er endnu flere, der vil prøve at bilde jer det ind. Ikke mindst på de sociale medier.

Men I skal ikke lytte til dem, der råber højest i andegården.

For det er som ballonerne her. Det er varm luft.

Jeg ønsker for jer, konfirmander, at I bliver så meget hjemme i jer selv og jeres eget hus, at I tør klippe snoren til det, der kun er varm luft. ”Let it go”.

At I hviler så meget i, at I selv er dem, der bygger, at I ikke bygger på varm luft. Og at I aldrig bliver for stolte til at spørge andre om hjælp.

Så nu vil jeg bede jer om at løsne snoren rundt om ballonen -og ”let it go”. Giv slip på det.

Hvad skal I så bygge jeres hus af?

Heroppe står der nogle flyttekasser. Flyttekasser, fordi det, der står på flyttekasserne, er værdier og begreber, du kan flytte med dig et helt liv. Fra hus til hus. Fra livsafsnit til livsafsnit.

Der er helt sikkert nogle af de ord og værdier, du har hørt dine forældre sige, mens du er vokset op. Eller de er sagt eller levet nogle af de andre, der vil feste for dig i dag. Og nogle af dem, har jeg prøvet at fortælle jer om, mens I har gået til præst.

Nu vil jeg bede jer konfirmander om at bygge et hus af flyttekasserne. I skal bygge det rundt om og ovenpå døbefonten.

For det er det, vi gør i dag: Vi bygger videre på alt det, Gud gav dig i din dåb.

Kære konfirmander

Tak for hjælpen.

Nu har I bygget med:

Næstekærlighed – Nysgerrighed – Venlighed - Nærvær

Ordentlighed – Kærlighed – Tilgivelse – Håb – Tro - Erfaringer

Glæde – Mod – Taknemmelighed – med at kunne tage imod - Give af dig selv – Respekt - Give plads til andre

Gid alt det – og meget mere – må blive gode byggesten i jeres liv.

I må tage jeres tre huse med jer. Gid I må blive ved med at bygge på dem, når det er jer, der flyver ud i verden.

Gid I må huske, at Gud også bygger på jer.

Fordi I er vigtige mursten, når Gud skal bygge videre på denne verden.

 reaktioner:

4,

"Men det kan I ikke bære nu" - 4. søndag efter påske

"Men det kan I ikke bære nu"

Sandhed, håb og trøst kan vi kun tåle i små bidder.
Derfor er der en stor ømhed og omsorg i især én sætning i dagens evangelium. Nemlig, når Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. Får I ikke andet med herfra i dag, så tag denne sætning med jer.

Dér sidder et forældrepar med deres nyfødte menneskebarn i armene for første gang. Der var meget, vi kunne sige dem.
Os, som husker, hvordan det var.
Hvordan det blev.
Der var meget, vi kunne sige dem.
Men det ville de ikke kunne bære lige der i situationen.

De kan ikke på én gang bære hele sandheden om, hvordan det bliver at være forældre. De kan ikke bære at få at vide, hvad søvnløse nætter kan gøre ved dem. De kan ikke bære sandheden om, at der med det at være blevet forælder er flyttet en frygt ind i deres liv på livstid. Nemlig frygten for, at der kan ske barnet noget:

Frygten for vuggedød, for små gulerods- eller brødstykker barnet kan blive kvalt i.
Den frygt er i lyden af en ambulance, der hyler, fem minutter efter, at du har sendt barnet i skole på cykel.
Frygten er i vinket og de tapre tårer, når du sender barnet afsted på sin første ferie. Eller den længe opsparede interrailtur ud i verden.
Frygten for dårligt selskab, for spritbilisten, for den taxachauffør, der ikke kører barnet hjem, for at fejlbedømme. Frygten for at dit barn bliver doped, drugged, dumpet.
Frygten for at, deres barn ikke bliver et lykkeligt barn.

De kan ikke bære at få sandheden at vide, at også de vil fejle som forældre. De vil komme til at sige eller gøre ting, som ikke var sagt eller gjort af ond vilje, men som vil komme til at præge deres barn.
De vil komme til at spørge sig selv: Legede jeg nok med mit barn, fik jeg tit nok sagt eller vist, at jeg elsker mit barn. Fik jeg gjort det bedste, jeg kunne?

Sandheden er, at enhver, der bliver mor eller far, kommer til at fejle og svigte – men den sandhed kan de ikke bære der, hvor de sidder med det nyfødte barn, der dufter som kun en nyfødt gør det.

Der er meget, vi kunne sige dem, de nybagte forældre.
Men det kan de ikke bære nu.
For sandhed, håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.

Så lad os lade dem sidde der i deres lykkelige babyboble.
Lad dem beholde glæden.
Lad dem sidde – på alle de mærkedage i barnets liv, hvor vi fejrer.
Fortæl dem ikke, hvor træt man bliver efter endnu en børnefødselsdag.
Fortæl dem ikke, at der selv på de største dage – som konfirmationsdagene i øjeblikket – også kan være mere end ét stænk af vemod.

Fortæl det ikke.
For det kan de ikke bære nu. Og så er det kærligt at lade være.

”Jeg har endnu meget at sige dig”.
Dig, som skal finde dine ben i tilværelsen.
Dig, der skal finde dit selv.
Igen måske.
Dig, der skal finde ud af, hvad du brænder for, og hvad der ikke brænder dig ud.

Der er meget, der kunne siges.
Der er måske også meget, der skal siges.
Men det hele kan ikke bæres – rummes på én gang.
Og så er det kærligt at lade være.
”Jeg har endnu meget at sige dig, men det kan du ikke bære nu”

Der står de, brudeparret. Skjorten er strøget – kjolen har været omgærdet med al den mystik og glæde og hemmelighedskræmmeri, som den slags kan være.
Og jo, parret har kendt hinanden. Har prøvet at få havregryn til aftensmad. Har prøvet helt almindelige leverpostejsfarvede hverdage.
Vi kunne sige meget til dem. Vi kunne fortælle om, at ja, der er nogle, der aldrig nogen sinde kommer til at skændes i et ægteskab, men derfor er det ikke sikkert, at de har været specielt enige.
Vi kunne fortælle dem, at der vil komme ting, der vil presse dem, mere end de nogen sinde har kunnet forestille sig: Lange arbejdsdage – eller ingen arbejde. Kabalen med villa, vovhund, måske en vaks fritidsinteresse og et par nuttede børn – den kabale hvor man tit nok kan mangle jokere. Vi kunne fortælle om mental load – og om at balancere mellem ligeværdighed i et parforhold og om at hver af parterne også skal være tro mod sig selv.

Vi kunne fortælle så meget – men det ville ikke være kærligt.
For de kan ikke bære det.

Der er også mange situationer i livet, hvor vi ikke vil kunne bære at høre, at noget bliver forbi.
Eller at noget er blevet forbi.
Det kan ikke fikses. Det bliver ikke bedre.
Det bliver måske kun værre.
De allerfleste af os kommer til at opleve ting i livet, der er ubærligt.
Men hvor vi ikke slipper for at skulle bære byrden med os.

Det her gælder også for den, hvor livet vitterligt er svært.
Fordi dit barn eller et barn, du kender, ikke har det godt.
Eller hvor du står i svære, svære overvejelse i dit liv.
Eller hvor du har mistet den, du troede, du skulle blive gammel med.
Eller hvor du har mistet den, du blev gammel med.

Også i alle de situationer er der endnu meget håbefuldt at sige – men det kan vi ikke bære.
Ikke endnu.
Vi kan ikke bære at høre at sorgen en dag letter og ikke tynger på helt samme måde. For så ville vi måske synes vi svigtede den døde.
Vi kan ikke bære – eller vi kan måske ikke være i tanken om, at det svære nogen sinde skal kunne blive anderledes.
Det handler ikke om, at vi har mistet håbet.
Men det vil føles som en hån mod det, vi står i, hvis vi vitterligt tror, det kan blive anderledes.

”Men det kan I ikke bære nu”

”Du bliver glad igen.
Du bliver elsket igen.
Du bliver lykkelig igen.
Du finder en vej i det, der er din livssituation”.
Vi kan sige så meget til hinanden. Som familie. Som venner. Som netværk. Som menighed. Og det skal vi. For det er der kærlighed i. Men jeg tænker, vi altid skal være virkeligt virkeligt nænsomme.
Hvad ved vi, om den anden bliver glad igen, elsket igen, lykkelig igen. Hvad om de aldrig finder deres vej?
Hvem er vi så, der oven i det ubærlige også lægger en byrde af en sandhed, vi intet belæg har for.

For mig er det en af evangeliets allermest sjælesørgeriske og nænsomme sætninger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. For sandhed og håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.

Jesus siger ordene i en overgangssituation. Evangeliet er hentet fra Jesu afskedstale. I Johannesevangeliet er det en tale, Jesus holder, mens Jesus og disciplene sidder ved bordet skærtorsdag.
Jesus forbereder disciplene på hans overgang fra livet til døden: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig”.

I vores gudstjenesteordning hører vi ordene i overgangstiden mellem påske og Kristi Himmelfart. Altså i tiden efter at Jesus er gået fra døden til livet – og inden han tager endelig afsked med os for at tage tilbage til sin far.

”Jeg har endnu meget at sige jer”
Ja, for netop i overgangssituationer og i undergangssituationer, der er meget på færde. Det ved enhver, der har stået i dem.

Jesus har endnu meget at sige til os.
Til vores tro. Til vores tvivl. Til vores fortvivlelse. Til opbyggelse af vores håb. Men vi kan ikke bære det nu.
For sandhed og håb og trøst og tro kan vi kun bære i små bidder.

Evangeliet er, at det skal vi så heller ikke.
Vi skal ikke bære det hele.
Vi skal ikke bære det selv.
Jesus sender os en, der skal hjælpe os med at bære, der hvor vi hverken kan eller skal bære det hele selv. Han kalder ham talsmanden. Han kalder ham sandhedens ånd. Han kalder ham vejlederen. Vi kalder ham Helligånden.

Helligånden skal minde os om, at tro ikke er at skulle bære.
Tro er ikke at skulle mestre. Eller præstere.
At tro er ikke engang at skulle være et godt menneske.
At tro er at lade sig bære.
At overgive sig.
Fordi du ikke kan andet.
Eller vil andet.

Som det nyfødte barn i armene på de nybagte forældre, der ikke kan andet end at lade sig bære.
Som de to elskende overgiver sig til hinanden på bryllupsdagen, fordi de ikke vil lade være. De kender udmærket alle statistikker. De er måske selv en del af dem.
Men netop i kærligheden til den anden lader de sig bære oppe.

At tro er at lade dig bære i al det, der måtte være din afmagt.
Men også at lade dig bære i din glæde, dit håb, det, der er sandheden.

At tro, det er også at overgive dig.
At tro på, at andre vil bære med på dit liv, når de siger det.
At tro er at slippe lidt af din kontrol og hvile i at blive båret af dem, der vil dig det godt.
At tro er at stole på, at ja, der er er endnu meget at sige til os.
Og du og jeg har meget at lade os sige.

At tro er at få kraft på ny.
Måske ikke til at flytte bjerge.
Men måske bare til at åbne øjnene og se endnu en dag i møde.

At tro er at lade sig bære af, at Jesus endnu har meget at sige til dig. Og noget af det har du hørt her i dag.
Må du bære det med dig herfra, som kan bære dig på din vej.
I dag, i morgen, ja, på vejen frem. Amen