Glædelig påske

 

SÅDAN SAGT .... i dagens påskeprædiken.

Og hermed: Glædelig påske til dig, der læser med

”Du kan, hvad du vil”.

Vi siger det i bedste mening til de unge.

Vi siger det velmenende til hinanden.

Engang imellem siger vi det til os selv og hepper imens: ”Kom så. Du kan, hvad du vil”.

”Du kan, hvad du vil”.

Som om den barre ikke var høj nok, så er det som om det ekkoer med, at hvis du ikke kan, så er det fordi du ikke vil det nok.

Her i dit korte liv skal du helst ville.

”Du skal ikke nøjes”.

”Du skal gå efter dine drømme”.

”Du kan godt spise en elefant, hvis du bare tager små bidder”.

Alt sådan noget siger vi også til hinanden.

Det, vi i virkeligheden prøver at bilde os selv og hinanden ind er:

Du kan, hvad du vil.

Men det er løgn.

Vi kan ikke, hvad vi vil.

Og der er ikke noget her i kirken, der tydeligere minder os om det end påskedagenes drama.

Vi kan ikke, hvad vi vil.

Men meget af det, vi ikke vil, dét mestrer vi til perfektion:

Selv når vi ikke engang sidder 13 til bords, kan vi forråde hinanden.

Også vi slår ihjel. Behøver jeg give eksempler?

Også vi fortvivler og spørger, om Gud mon har forladt os, når livet rammer os for hårdt.

Og når vi står derude på kirkegården, så kan vi ikke altid få matematikken i tallene på stenene til at gå op, hvor meget vi end vil det.

Du kan, hvad du vil?? Arghhh…

”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”.

Sådan bad Jesus natten efter skærtorsdag.

”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”.

Og hvad var det så Gud ville?

Det ved vi nu.

Gud ville, at det skulle blive påske.

Indtil nu havde påske betydet forbigang.

Fordi dødens engel forbigik og sparede Guds folk i Egypten.

Indtil nu havde påske været en overgang.

Men med Jesu opstandelse denne påskemorgen

er forbigangen overstået og overgået.

Og Jesus er selv gået i forvejen.

I første omgang gik han i forvejen til det Galilæa, han og de andre kendte så godt.

Siden er han gået forud for at gøre en plads klar til hver og en af os i det, der endnu er ukendt for os.

Det er påskedag.

Orglet har trukket alle registre ud.

Selv korlederens basun blæser langfredags dommedag et stykke.

Her er smukt pyntet med påskeliljer. Og hver eneste påskelilje er som en megafon, der trompeterer budskabet ud:

Kristus er opstanden! Udråbstegn.

Lad os juble og glæde os! Udråbstegn.

For vi, som stadig bilder os selv ind, at vi kan, hvad vi vil.

Vi kan vel også glæde os på denne højtidsdag?

Jo, for den, hvor det er opstandelsestroen, der banker dit hjerte, slår hjertet dobbeltslag på en påskedag.

Og for den, der med hovedet forstår og anerkender, at påsken fik skelsættende betydning for al efterfølgende måde at tænke på, sniger der sig også et intellektuelt rejehop af glæde med.

Men for den, hvor påske alene bliver et udråbstegn, et: Kristus er opstanden. Så glæd dig dog!

Men hvor glæden ikke heltonende finder genklang,

for den, der billedligt talt ikke synger hallelujaer i samme toneart som orgelet - der kan påsken blive et postulat, som også ubarmhjertigt minder dig om, at det kan du så heller ikke.

Du kan ikke alt, hvad du vil.

For tro er ikke en kundskab, en evne, en viljessag.

Påskens glæde kan aldrig være en påskepligt.

Påske kan aldrig kun være et udråbstegn, et basta, et sådan!

Påske må nødvendigvis også være et kolon, et: hvad så, et hvordan – for at påske kan blive til evangelium for os.

Kristus er opstanden – kolon.

Kristus er opstanden – kolon – og herfra begynder det på ny.

Det gælder også for dig, som ikke kan alt.

Ja, det gælder måske især for dig, der ikke kan alt.

Påske er ikke en præstation.

Påske er den store aflastning.

Påske er evangeliet om, at Gud kan og Gud vil.

Gud kan, og Gud vil, at livet skal vinde.

Derfor rullede Gud stenen fra Jesu grav.

Og fordi Gud stadig kan og stadig vil, kan Han også fjerne de tungeste sten fra dit liv.

Uanset om du kan eller vil tro det.

---

Du kender måske fortællingen. Den er ret udbredt, selvom det kun er godt 30 år gammel. I den version, jeg kender bedst, kommer en lærer end i en klasse med en masse sten i forskellige størrelser, en pose sand og et stort glas.

Læreren giver eleverne opgaven: Kan de få alle stenene og sandet ned i glasset? Uanset hvor meget eleverne prøver, kan de ikke.

Til sidst demonstrerer læreren: Først de store sten, så småstenene, så sandet og til sidst vand.

Historien findes også i en version, hvor læreren eller professoren til sidst ser ud over eleverne, der her er universitetsstuderende, tager en øl frem og forsigtigt hælder den ned i de sidste små mellemrum mellem sand, småsten og de store sten og siger: ”Moralen er, at lige meget, hvad der end sker i dit liv, så er der altid plads til en øl”

Eller en påskesnaps. Eller hvad du nu vil.

Så – altså: Lad de store sten – de vigtigste sten – tage deres plads og tid først, - og så har du masser af plads og tid til de mindre vigtige ting i dit liv.

Der slutter historien. Altså endnu en gang en fortælling med moralen: Du kan, hvad du vil. Det handler bare om planlægning.

Men det er løgn.

Hvorfor?

Fordi læreren har snydt. Hele set-uppet er en løgn.

For læreren kun har taget få store sten med. Så få, at læreren vidste, at de alle ville kunne være i glasset.

Problemet er ikke, at vi er dårlige til at prioritere de store sten. Nej, det kan vi som regel godt finde ud af. Problemet er, at de allerfleste af os har mange flere store sten i form af opgaver, tanker, udfordringer, anfægtelser, drømme, længsler – kald det hvad du vil - end der kan være i et glas, i et liv.

Fordi vi ikke kan alt, hvad vi vil, bliver opgaven ikke at skelne mellem, hvad der betyder noget og hvad der ikke betyder så meget.

Men at finde ud af, hvad vi skal gøre, når alt for meget i livet føles så vigtigt, at de er de største sten i vores liv.

Der er ikke nogen enkelt løsning.

Og hvis jeg sagde andet, så ville også det her være en prædiken om, at vi kan alt, hvad vi vil. Hvis altså bare vi vil det nok.

Men en mulighed er, at vi lader det blive måske for os lidt oftere.

For påske er troen på, at Gud har fjernet den første og den største sten.

Den sten, der fylder hele glasset, hele udsynet.

Den gravsten, der lå foran Jesu grav.

Den, der ligger foran vores kæres grave.

Den sten, der ligger foran din og min grav.

Og fordi Gud stadig kan og stadig vil, så kan Han også fjerne sten for dig. Små, store, og helt urimeligt store sten.

Når du bøvler med at få kabalen med dit livs små og store sten til at gå op.

Når det ikke lykkes at få dem til at være i glasset.

Og der ikke er noget i dit liv, der synes at gå op.

Uanset hvor meget du end vil det, drømmer om det, håber eller tror det,

Og når du igen-igen-igen erfarer, at du hverken kan eller vil,

skal du prøve at overlade lidt mere til den Gud, der både kan og vil.

Så lad det blive påske for dig.

For påske er aflastningen i, at vi ikke kan.

Og at vi heller ikke skal alt.

Men det skal Gud.

Vi andre, vi må – som kvinderne – denne første påskemorgen komme

med alt det, vi bærer med os af dødt,

med alt, det der ikke lykkedes for os,

med alle vores ekstra sten

med de gravsten, vi hver især har

med vores savn,

eller med de drømme eller længsler, vi ikke på nogen måde kan få presset ned i vores glas.

Vi må komme med vores fortvivlelse.

Vi må komme med et spirende håb om forandring.

Vi må komme med den tro, der er på størrelse med et sandkorn eller mindre.

Alt det må vi komme med til Gud:

”Kom, hjerte, med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde”

men levende dig nu vil møde!

Kære menighed.

I virkeligheden kunne jeg have holdt en meget kort påskeprædiken. Jeg kunne have citeret den konfirmand, der sagde:

”Håb er noget, man får, når livet er hårdt mod en”.

”Håb er noget, man får, når livet er hårdt mod en”.

Vi kan ville det nok så meget, håbet – og fortvivle, når vi ikke kan fornemme håbet, uanet hvor viljestærke vi end er.

Så er det håbefuldt at høre, at håb er noget, vi får.

Det er påske.

Påske er, at da Gud fjernede den første og den største sten, erstattede Han den døde sten med håb. Levende håb.

Hvordan ser det ud, det levende håb?

Vi kunne måske sige, at det levende håb er som at få et nyt glas af Gud.

Et glas, der kan rumme os med alt det, der er os og vort.

Et glas, der aldrig kan blive fyldt helt op, uanset, hvor meget vi så end putter i det.

For det nye glas er den evighed, Gud lukkede op for os,

da Han fjernede stenen fra graven.

Så løft dit nye glas. Håbets bæger.

Og lad os ønske hinanden en glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Kommenter

Del

Midfaste - om taknemmelighed

Kære du, som læser lige nu.

Hvornår har du sidst været taknemlig?

Ikke bare sådan lidt glad over at vågne og det ikke regner.

Ikke bare tilpas med, at en eller anden uventet gjorde dig en tjeneste eller fik dig til at smile.

Men fyldt af taknemlighed. Sådan helt ind til benet taknemlig over at være til.

Tag lige i tankerne et stykke papir og notér, hvad du er taknemlig over.

For et par uger siden, talte jeg med mine konfirmander om det samme.

Jeg spurgte: Hvor tit er I taknemmelige?

En svarede: ”Jeg er aldrig taknemlig”.

En anden sagde: ”Det kan jeg ikke huske”.

Nogle sagde … ikke noget.

Men jeg blev oprigtigt overrasket, da en af konfirmanderne svarede: sagde: ”Jeg er taknemmelig hver dag, for det siger min mor, jeg skal være”.

Jeg har al mulig grund til at tro, at konfirmanden mente det.

Jeg har al mulig grund til at tro, at konfirmandens mor ikke har lagt taknemmeligheden ned over konfirmanden som et krav. Som et: Nu har du bare at være taknemmelig. Tænk, hvor mange børn og unge ude i verden, der ikke har det, du har.

Tænk at være taknemmelig og være klar over, at du er det. Det er en god bagage at bære med sig.

Forud for det med taknemmeligheden havde konfirmanderne og jeg talt om, at det i Danmark er gratis at være kristen. Jovist. Det koster noget at være medlem af folkekirken. For alle – også ikke-medlemmer – betaler til folkekirken over skatten.

Men det er gratis i den forstand, at vi ikke risikerer noget ved at sige og stå ved, at vi er kristne. Det kan ikke koste os livet at købe en ny bibel i Billunds boghandel. Vi kan roligt gå med kors om halsen eller sætte en det ældgamle kristne symbol, fisken bagpå bilen. Vi kan holde barnedåb for NN her ved en offentlig gudstjeneste. Vi kan fejre konfirmanderne på jeres konfirmationsdag og sætte billeder af jer på Facebook. Og vi kan være helt sikre på, at den reaktion, I får på det, er lykønskninger. Til lykke med, at I vælger Gud til.

Men ude i verden forfølges kristne. Hver uge mister kristne livet. Nogle vælger at blive, hvor de er. Andre vælger at flygte. Eller rettere: De har ikke andet valg end at flygte.

Den dag i konfirmandstuen talte vi om forfulgte kristne.

Vi talte om, at lige nu må de og andre mennesker flygte fra det, der var deres hjem.

Det gør de på grund af deres tro.

Det gør de på grund af klimaforandringer.

På grund af sult.

Eller på grund af krige.

Selvom vi ser det i alle medier, de sociale og de digitale, og i de trykte medier og på TV-skærme, så virker det stadig fjernt for os. Det gjorde det helt sikkert også for jævnaldrende unge og deres forældre i Ukraine i februar 2022, da krigen brød ud hos dem.

Nu fik konfirmanderne til opgave at skrive ned, hvad de ville pakke ned i én kuffert, som de selv skulle kunne bære, hvis det pludselig var dem, der skulle flygte fra alt det, de kendte: Computeren, den kommende konfirmationsfest eller varm kakao en onsdag til præst.

Pludselig handlede det ikke kun om, hvad der er nice to have. Det, vi måske knap ænser, men som bare er en selvfølge uden taknemlighed.

I stedet skrev konfirmanderne nu:

Varmt tøj.

Fornuftige sko (og ikke de hvide sneakers, I plejer at have på)

Vand.

En sovepose.

En kniv.

Dåsemad.

Det allermest nødvendige. Og så – selvfølgelig venner og familie.

Om vi er taknemmelige, afhænger også af vores livssituation.

Ikke hvor taknemmelige, vi er.

Men hvad, vi er taknemmelige over.

I dagens evangelium handler det også om taknemlighed.

Men det begynder med en omgang voksen-skældud.

Jesus siger til folket: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”.

Det er noget af en påstand. Folket her havde faktisk været på en ca. 30 kilometer tur over både sø og land, for at finde Jesus.

Og mon ikke, der havde været rig mulighed for at gå et andet sted hen, for at finde noget at spise og drikke, hvis det var det, det kom an på?

Men så kommer pointen: I har brugt virkeligt meget energi på at finde mig. Og det er fint, I har energi. Men I kunne bruge den energi klogere. Mad bliver brændt af igen. Om lidt er I sultne igen. Om lidt er I tørstige.

Der er noget, der er vigtigere.

Det er livsvigtigt som brød og som vand er det.

”Men”, siger Jesus, ”det, jeg kan give, det mætter dig stadig, når maven er tom.

Det fylder dig stadig, når du er tømt for kræfter, for håb.

Det bærer dig, uanset, om du bare skal hjem og spise søndagsfrokost – eller om du igen i dag er på flugt i Gaza, i Ukraine, i Malawi”.

”Super”, sagde folk den dag. ”Så gi’ os det”

”Ja, tak”, siger vi i dag. ”Be’ om”

Men … hvad er det?

”Det er mig”, sagde Jesus.

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte.

Jeg er levende vand. Den, der tror på mig, vil aldrig tørste”.

Jeg ved ikke helt, om de forstod det den dag.

Måske forstår vi det heller ikke helt i dag.

Når Jesus siger, han er livets brød og at han er levende vand.

Så er det fordi vi kan komme til ham med den sult, som ikke stilles af almindeligt brød og vandhanevand.

Vi kan komme til ham med vores tro og vores tvivl.

For at tro er at som at have et forrådskammer – et spisekammer – et viktualierum.

At tro er at vide, hvor man kan gå hen og blive mættet på alle de måder et menneske har brug for at blive mættet på.

Derfor har vi lov at komme til Jesus med den sult, der rumler i hovedet, når tankerne kører rundt.

Vi kan komme til ham, når vi synes, det hele er håbløst.

Vi kan komme til ham, når det med at finde mening i tilværelse synes så langt væk som en by i Rus… langt væk bare.

Vi kan komme til ham, når vi er fyldt af glæde.

Eller taknemlighed. Eller håb.

For alle de her ting i tilværelsen har brug for en retning.

Hvis vi ikke retter glæden mod nogen. Eller vores håb, så bliver det uhåndgribeligt og forsvinder, som når et måltid mad er brændt af. Og så er det vi glemmer at være taknemmelige.

Fikser tro så det hele?

Nej da.

Det vil være naivt at tro.

Din tro må gerne være enfoldig. Men aldrig naiv, for så er troen bare tomme kalorier. Og de tomme kalorier er nice to have, men de mætter ikke længe.

Tro fikser ikke.

For vi bliver sultne igen. Og anfægtede. Og bange. Og så leder vi igen efter den mening, der blev væk for os.

Tro fikser ikke. Så var det ikke tro. Så var det hokus-pokus.

”Jeg er livets brød”, siger Jesus.

Jeg minder jer om, at det at overleve og det at leve ikke er det samme.

Vi ved, at vi dør, hvis ikke vi får noget at spise eller drikke.

Det er banalt, men sandt.

Måske er det også derfor, vi er blevet opdraget til at sige ”tak for mad”. For i de ord ligger der ikke kun en tak til Gud, der har givet maden. Eller tak til den, der har lavet maden. For det er noget af det, vi tager for givet.

I ordene ”tak for mad” ligger der mere grundlæggende en tak for at vi – takket være maden – også er i live denne dag. Og det er ikke på samme måde en selvfølge. Jeg vil huske at sige tak for mad i dag.

I Danmark dør mennesker ikke, fordi de ikke får mad nok.

Men hver eneste dag dør mennesker af mangel på liv.

De dør af ensomhed. Kedsomhed.

De dør af mangel på det, der kunne have givet dem næring i livet.

Det mest sørgelige er, at det, der kunne have givet de mennesker – ja, enhver, der savner livsindhold, det er ikke er ret langt væk.

Vi kan alle sammen række hinanden et nybagt brød og et glas vand.

Men vi kan også alle sammen være med til at række hinanden livets brød og det levende vand. Det, der gør, at vi synes, at livet er livet værd at leve.

Det var noget af det, Jesus gjorde, mens han levede.

Jesus viste os, at det at være troede, det at medmenneske ikke behøver at være svært.

Jesus gik sammen med dem, ingen andre fulgtes med.

Du har også to ben.

Jesus lyttede på den, der havde brug for at få lettet sit hjerte.

Du har også to ører.

Derfor var Jesus ikke bare den, der gav brød i menneskers liv.

Han var – han er livets brød.

Han er det levende vand.

At tro på ham er at have det som næring i dit liv.

Fordi mennesker dengang og i dag stadig er i tvivl om, hvad meningen nu var med det, Jesus gjorde, så indstiftede Jesus nadveren, for at vi hver eneste gang, vi knæler her, med egen mund kan smage og tage det ind, at han ER livets brød.

Og dagen efter – langfredag på korset - gav Jesus det sidste, han kunne give: Han gav sit liv for dig og for mig.

Med det gav Jesus os det, ingen anden kunne give.

Han gav os levende håb, når alt vort håb er ude.

Han gav os et evigt liv, når dit liv en dag er nået til vejs ende.

Jeg ved ikke, om noget af det stod på listen, du skrev i tankerne over det, du er taknemlig for.

Men jeg ved, at Jesus ikke har brug for din taknemlighed, for at række livets brød og håbets bæger også til dig.

Og for det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Meddelelser:

I dag samler vi ind til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling. Vi giver ikke, for at andre skal være taknemmelige. Vi giver, fordi vi er det. Og fordi vi har noget at give af.

Og er du nået hertil, kan du stadig nå at give et bidrag via dette link: https://indsamling.noedhjaelp.dk/social/share?object=79728e1b-d4da-4c6a-9f5b-9d0d7c18f3ca&lang=da_DK&redirectUrl=https://indsamling.noedhjaelp.dk/participant/eva-jergs-indsamling-2024

Velsignelse:

Lad os med apostlen ønske for hinanden: At vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.

Kirkebøn:

Gud.

Tak fordi du har rakt os livets brød i din søn, Jesus Kristus.

Tak fordi dit ord mætter os – men også at det får os til at stille nye spørgsmål.

Tak for enhver, der har rakt os brød, vi kunne blive mætte af. Tak for mødre og bedstemødre, der har bagt. Tak for bagere og for opskrifter, så vi selv kan bage.

Vær hos os, Herre, når vi bliver sultne. Sultne efter mere brød, sultne efter at blive mættede med udfordringer, med erfaringer, med mening og med vished om, hvor vi skal gå hen. Stil vores sult og mæt vores længsel.

Vær hos enhver, der savner noget. Arbejde. Et sted at være tryg. Venner eller vished om at der er mere godt i vente. Fred i verden. Fred i hjertet.

Vi beder for regeringer og magthavere – giv dem at arbejde for fred og retfærdighed. Peg på, at magt ikke mætter. Og at rigdom ikke består i at have, men i at give og give videre.

Vær hos Folketing og regering, hos vores Konge og hans familie og hos alle familier og alle enlige.

Vi beder for NN, som i dag blev døbt. Giv gæsterne mad og en dejlig dåbsdag, som mætter længe i minderne.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på, levende som døde.

Lad os mødes omkring dit alterbord – og dér tage imod livets brød og håbets bæger, indtil den dag, hvor vi alle skal sidde til bords med dig og aldrig mere savne noget som helst.

Amen.

lle reak