Kram dine kære - 21. søndag efter trinitatis

På forsiden af vores sangark er der et billede af en dreng.

Det er malet af drengens far, som er kunstner.
Jeg kender hverken faren eller drengen.
Men jeg ved, drengen hedder Tobias.
Tobias har blå vanter på.
Han leger med sne.
Tobias elsker at lege med sne.

Eller …
Tobias elskede at lege med sne.
For Tobias lever ikke mere. Han døde, da han var 17 år gammel i en af den slags ulykker, som ikke burde ske.
Men som alligevel sker.
Selv når vi passer godt på.

Tobias er død.
Tobias blev ikke rask igen ligesom vi hørte, Na’aman blev helbredt fra en sygdom, som man dengang ellers ikke kunne kurere folk for.
Der skete ikke noget mirakel den dag Tobias døde.
Der var ikke nogen gudsmand Elias.
Eller en Guds søn, Jesus.

Tobias, som elskede sne, og som sikkert ville være kommet til at elske meget andet, er død.

Hvad nu hvis Tobias’ far var kommet i kirke i dag?
Gad vide, hvad han så havde tænkt ved at høre de tekster fra Bibelen, der skulle læses i dag?
Ville Tobias’ far føle sig snydt over, at det ikke var hans barn, der var blevet reddet?
Ville Tobias’ far tænke, at det med Jesus jo bare er nogle gode historier – men de har ligesom ikke noget med vores liv at gøre? For i vores verden bliver døde jo ikke levende igen, så vidt vi ved?
Ville Tobias’ far tænke, om hans tro ikke var stor nok eller god nok, siden hans søn ikke blev levende igen?

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville tænke.
Men jeg ved, at Tobias’ far ikke ville være alene med sine tanker.
På stolene her i Christianskirken sidder der tit voksne, der har mistet deres børn.

En 7-årig dreng i Norge mistede livet i sidste uge.
Og hvem tør tænke på, hvor mange børn, der er døde i Israel, i Gazastriben, i Ukraine, i Somalia bare i denne uge.
Hvad tænker deres forældre i disse dage?

Man kan ikke gradbøje sorg.
Det kan være tungt at miste en mor eller far, der blev 97 år gammel. Eller en ægtefælle efter et kortere eller længere sygdomsforløb.

Jeg ved ikke, hvordan det er at miste et barn.
Jeg har kun siddet overfor forældre, der har prøvet det.
De siger, det er det værste, der er sket for dem.
De siger, at på nogle måder kommer de aldrig over det.
De siger, at de jo aldrig glemmer deres barn.

Når du mister et barn, mister du jo ikke bare barnet.
Du mister også en fremtid.
Alt det, du drømte om og håbede på, du skulle lave sammen med barnet:
Følge det til spejder.
Købe barnets første sko.
Tørre mund, når barnet havde fået sin første softice eller candyfloss.
Stå på sidelinjen på fodboldbanen – eller generelt glæde sig over, når det gik barnet godt.
Være ked, når dit barn havde det svært.

For som forælder er du aldrig lykkeligere end dit mindst lykkelige barn.

”Hvor mange børn har du?”
Sådan spurgte jeg en gang en ældre kvinde.
”Jeg har fire børn, men det ene barn lever ikke mere”, svarede hun. ”Hvor længe siden er det, at dit barn døde?”
”Det er 55 år siden. Men det er stadig mit barn”.

Der på væggen foran os hang der fotografier af hendes fire børn.
Der var fotografier fra dåbsdage.
4 forskellige billeder. Fire børn i dåbskjole.

Der var fotografier fra første skoledag.
4 forskellige billeder. Fire børn med fire forskellige skoletasker.

Der var fotografier fra konfirmationerne.
Men nu var der kun 3 forskellige billeder. For der var kun 3 børn tilbage.

Sådan fortsatte det med bryllupsbilleder.
Der var også masser af billeder af børnebørn.
Men der var ingen børnebørn, der lignede det fjerde barn.
For det fjerde barn var dødt. Men barnet levede stadig i den
gamle mors tanker.
Hun var stadig mor til 4.

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville sige, hvis han var i kirke her i dag. Måske ville han tænke – og smile ved tanken om, at i dag blev Tobias levende igen, mens jeg taler om ham.
I dag fik Tobias – og det barn, du måtte savne - lov til at være i centrum for jeres tanker.

Hvis du vil møde Tobias og flere af hans andre familiemedlemmer, skal du tage på søndagsudflugt til Esbjerg kunstmuseum. Der er de udstillede.

For Tobias’ far er maler. Derfor var det også det, vennerne foreslog Tobias far, Bjarke Regn Svensen, da han mistede sit barn: ”Du må male dig ud af det”, sagde de til ham.
Som om man kan gøre det, man plejer.
Men når du mister nogen eller noget, mister du også tit plejer.

Tobias’ far kunne ikke gøre det, han plejede.
Og Tobias’ far ville ikke, at maleri skulle være terapi.

Billedet af Tobias her er det første billede, der er malet af Tobias efter hans død.
Og sneen skulle med på billedet.
Ikke kun fordi Tobias elskede sne.
Men fordi også sne er flygtigt og dermed vemodigt.
Sne kommer og går, forsvinder mellem fingrene på os, selv med vanter på.

Engang imellem kan vi fastholde sneen. Rulle den til snebolde, til kugler, der stables til snemænd – og som har deres tid. Ligesom minder har det. Og hvis du nogen sinde har prøvet at lægge en snebold i fryseren og tage den op midt om sommeren, så er det både den samme snebold og den føles overhovedet ikke på den samme måde som den snebold, du bøjer skraber sammen af årets første sne.

Tobias er død. Men han blev på en ny måde levede for faren, da han malede ham mange år efter hans død.
Og måske standser besøgende op på Esbjerg kunstmuseum – og Tobias får lov at leve, så længe de står der.
”Af jorden skal du igen opstå”.

Navnet ”Tobias” betyder: Gud er god.
Det er jeg ret sikker på, at Naaman og den kongelige embedsmand også synes: Gud er god.
Jeg er også ret sikker på, at vi ikke altid er enige med dem i.
Er Gud god?
Hele tiden? Altid?

Eller ser vi det kun Guds godhed i glimt?
I blå vanter, der former en snebold.
I blå øjne, der ser kærligt på dig.
I udstrakte hænder på tværs af grænser.

I dag er det ikke for børn. Det er næsten heller ikke for voksne.

Så kære menighed.
Hvis du har et barn, så kram det en ekstra gang i dag.
Hvis du er nogens barn, så kram dem, du holder af, en ekstra gang i dag. Og hvis de ikke er i nærheden, så kram dem i ord i telefonen eller på en besked.
For livet er flygtigt som sne.

Hvorfor fortæller Bibelen om Naaman, der blev renset for sin spedalskhed? Hvorfor indeholder det nye Testamente en fortælling om søn, der var døden nær, men som blev levende igen? Er de beretninger snublesten for vores tro?
Eller kunne det være fordi Bibelen ikke kun er en illustration af eller en brugsanvisning til det liv, vi kender.
Det er det også.
Men Bibelen lægger derudover ord til Guds liv og Guds virkelighed og Guds ønsker for os.

Bibelen er ikke en manual. Den giver os ikke altid de svar, vi søger efter. Eller drømmer om.
Bibelen – og evangeliet – giver os også ord for den fortælling vi ikke kender – og for de erfaringer, der ikke er vores. For at vise os, at Gud også er på de uerkendte steder.

Og for at forkynde, at Jesus stiller sig på de steder i tilværelsen, hvor ingen af os nogen sinde frivilligt ønsker at stå:
Jesus lytter på den forælder, der har mistet sit barn.
Den mest ubærlige sorg får stemme og ord.

For Gud selv ved, hvordan det er at miste sit barn.
Og da Jesus på korset råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – da ekkoede det fra himlen: ”Mit barn, mit barn, hvorfor skal du lade livet?” Da Jesus havde råbt – og Guds svar måske blæste i vinden – blev der stille. Dødstille.

Så blev det påske.
Og lige så uforståeligt som at uhelbredeligt syge bliver helbredt – og lige så utroligt som at embedsmandens dødssyge dreng kom tilbage til livet igen – så blev der lagt en fortælling og et håb ind i vores liv: At når Gud fortæller med på vores og vore kæres dødes liv, så er døden ikke det sidste.

Før den første påske kendte vi ikke den fortælling.
Nu genkender vi den i vores liv: Fortællingen om at miste alt og få alt tilbage.
For er det ikke det, der sker, når vi – mod alle odds alligevel begynder at håbe i livet igen?
Er det ikke det, der sker, når de uhelbredeligt syge, vi kender, alligevel fik 3 år mere – eller 20. Og er det ikke først og sidst det Jesu død på korset handler om: At der, hvor alt er tabt, der fik vi alt tilbage? Vores synders forladelse og håbet om et evigt liv.

De tre tekster, vi skulle høre i dag, handler alle om tro.
At tro er aldrig en garanti for et godt og problemfrit liv.
At tro, det er at have tillid til, at Gud er, at der er mulighed.
Og at Gud altid har flere muligheder end os.
Og der, hvor vi løber tør for muligheder, har Gud måske stadig de bedste tilbage.

Havde det nu været mig, der havde mistet et barn.
Havde jeg nu stået der, hvor embedsmanden stod og fået at vide: Gå hjem. Din søn lever. Havde jeg så troet Jesus på ordet?
Var jeg gået, fuld af tillid til at det var sandt?
Helt ærligt?  
Jeg ved det ikke.
Men jeg håber, at alle de gange i livet, hvor min manglende tro får mig til at tøve med at tage det første skridt, ja, der skubber Jesu tro mig blidt i ryggen, så jeg alligevel går. Skridt for skridt for skridt for ...

På det håb siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Maleri af Bjarke Regn Svendsen. Udstiller lige nu på Esbjerg Kunstmuseum 

Aktiv livshjæp - 19. søndag efter trinitatis

Velkommen til byen Kapernaum i Israel.
Kapernaum ligger cirka 50 kilometer fra Nazaret, byen, hvor Jesus voksede op.
Vi er i det nordlige Israel, på det nordligste af Genesaret sø.
Og selvom vi nok dårligt helt kan forestille os, hvordan der så ud i år ca. 30 efter Kristi fødsel.
Og selvom vi måske endnu dårligere kan forestille os, hvordan der ser ud på det sted i Israel lige nu og her. Fordi også det kan være forandret bare siden denne prædiken blev skrevet.
Så er det øvelsen i dag:
Vi vil prøve at forestille os, at vi på en og samme tid er i skoene – eller sandalerne – på nogle af dem, der kunne have været med dengang – og hvordan vi kunne have tænkt, hvis vi var nogle af dem, der overværede det, der skete den dag, ske i dag.

Og i dag kan I – kære menighed – være med til at bestemme rækkefølgen i prædikenen.
Jeg har her et antal kuverter.
Hver kuvert indeholder synsvinklen fra en, jeg har valgt, skal komme til orde i dag.

Nu kommer de i samme rækkefølge, som de optrådte i gudstjenesten:

En af dem, der bar: 
Jeg har stadig vabler på hænderne.
Måske har I prøvet det? Det med at stå med et reb i hænderne og skulle fire en død ned i graven.
Jeg må ærligt indrømme, at det var det, jeg tænkte på, da vi stod der på toppen af taget. Mig og de tre andre.
Nå ja – og så vores lamme ven på båren.
Der var nok cirka 90 kg lam dødvægt.
Han var ikke blevet lettere, de år, han havde været syg.
Der er jo ikke så meget andet, man kan lave som lam, end at små-snacke dagen igennem.

Alligevel var han jo helt sig selv.
Sygdommen havde forandret ham udenpå.

Men indeni var han den samme.
Han sagde de samme lamme jokes, som han altid havde fyret af.
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi havde hørt denne her: ”Hvorfor var fåret dårligt til at spille fodbold”?
”Fordi det var lam som barn”
Eller: ”Hvad tager lam altid med på camping?”
– Et får-telt.

Vi grinede hver gang. Overbærende.
Hvor skulle han også få nye vittigheder fra?

Vi – firkløveret af venner – vi havde i snart flere år rendt fra Herodes til Pilatus og jeg ved snart ikke hvor, for at se, om der dog ikke var et eller andet vi kunne gøre. Eller en eller anden læge. Eller terapeut.
For vi var ved at være desperate.

Det er svært at blive ved med at være en god ven. Når man synes, man er en magtesløs en af slagsen.

For det blev sværere og sværere at komme på besøg hos ham og finde på noget meningsfyldt at sige:
”Det er godt at se dig?”
Det var jo løgn. Det var overhovedet ikke godt at se ham. Hver gang jeg så ham, tænkte jeg på med lige dele frygt og lettelse, at godt det ikke var mig, der var så syg.

”Det er godt nok blevet efterår, hva? Men i det mindste regner det ikke”.
Det kunne jo være fuldstændigt ligegyldigt – vores ven kunne jo ikke bevæge sig ud i vejret.

Og så blev besøgene færre og færre. Og nogen gange blev det bare nemmere at holde sig væk. Så fik man i det mindste ikke sagt noget forkert.

Så var det Natanael var kommet og spurgt, om jeg ville give en hånd med.

I synes måske, det var underligt det med at vi gik op på taget.
Men i vores tid var det ikke mærkeligt at være på taget. Vores tage var jo flade – og det var her, vi levede vores daglige liv. Det var faktisk kun, hvis det var dårligt vejr, at vi opholdt os indenfor.

Jeg ved ikke, hvem der fik ideen om, at vi skulle bryde igennem taget. Desperation kan få folk til hvad som helst.
Men jeg kan endnu mærke, hvordan det var at fjernet tegltaget, sten for sten.
Forsigtigt.
Nedefra huset kunne vi høre en stemme. Kun en.

Da hullet blev stort nok tog vi fat – en i hvert hjørne af båren.
Så begyndte vi at sænke ham ned.
Jeg ved ikke, hvad vi havde tænkt på.
Vi kunne jo ikke nå.
Men da vi ikke kunne nå længere, var der andre hænder, der tog imod båren med vores ven.
Og vi kunne slippe.

Jeg har stadig vabler på hænderne.
Men min ven – som nu ikke længere er lam – er lige smuttet ud for at hente noget kølende vand, jeg kan dyppe hænderne i.

”Ingeniøren”: 
Ok ok. Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men jeg ved, hvad jeg tænker.
Det der med det tag dér – det kan ikke lade sig gøre.
Det ved enhver ingeniør med speciale i byggeri.
Hvis du fjerner 2 m2 tag på et fladtaget hus, så bryder konstruktionen sammen.
Sådan er det.

Og endelig … dem, der stod dernede under taget… de må altså have fået store stykker tegl eller ler i hovedet. Hvorfor hører vi ikke, at de gik ud af huset for at passe på sig selv?
Altså helt ærligt.

Og en lam, der selv går derfra.
Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg ved, hvad jeg tænker.

Det må jo være fake, snyd, ik?
Den lamme var ikke sådan helt rigtigt lam.
Hans ben sov måske bare lidt. Nok til at han ikke kunne støtte på dem.
Og da han havde fået hvilet sig lidt, og benene var vågnede, så var det jo klart, at han kunne gå igen.

Endelig – hvis han nu virkelig havde været lam i virkeligt mange år.
Så er der jo, set ud fra et lægevidenskabeligt synspunkt, ingen muskler tilbage. Og så kan man rent faktisk ikke gå.
Jeg siger det bare. Som det er.
Så kan du tænke om det, hvad du vil.

Men verden vil bedrages.
Og der er masser derude, der vil have jer til at tro på mirakler.
Og hvis I er desperate nok, så slæber I sikkert jer selv eller jeres kære til helbredelsesseancer.
Eller til mirakelmænd, der siger, at de med mælkebøttesaft eller rigelige mængder af ingefær eller afholdenhed fra alkohol, kortspil og netflix kan kurere jer for hvad som helst.
Bare man tror på det.

Og synder. Helt ærligt.
Synder er det ikke bare et begreb, kirken har fundet på, for at få folk til at være i et afhængighedsforhold?

Tænk nu lige efter: Er det vigtigste ikke at være selvstændig og stærk?
Frittænkende. Kritisk tænkende.
Begge ben på jorden. Holde hovedet koldt.

Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men sådan nogle som mig, vi tror ikke på det, der skete den dag i Kapernaum.
Vi tror på videnskaben. Og på os selv.
Kom ikke og sige, at der er nogen bånd, der binder mig til noget som helst.

”En i mængden”: 

Altså – det er jo ikke fordi der sker vildt meget i vores by.
Og når man så er en af dem, der står på torvet det meste af dagen og venter på at få et job, måske bare et par timer, og man har røget de cigaretter, man havde. Og der så pludselig er en, der kommer forbi og siger: ”Har du hørt det?” – og det har du ikke, for det har du ikke fået nogen notifikationer om. Jamen, så følger du da med.
Det er lidt lige som en kiggekø. Man ved ikke rigtigt, hvad man skal kigge efter. Man følger bare med strømmen. Sænker farten, når man nærmer sig. Prøver at komme så tæt på som muligt.
Hvis jeg selv havde kunnet bestemme, var det ikke sikkert, jeg var gået med ind i huset.

Altså – jeg havde hørt om Jesus. Men der var så mange af den slags. Det er ikke længe siden, vi hørte om Johannes. ”Døberen”, var der også nogle, der kaldte ham. Han var noget af en personlighed. Gik rundt i ørkenen og råbte op: ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne”. Og så lugtede han efter sigende afsindigt af kamel, hvis I altså ved, hvordan sådan en lugter.

Der var mennesker på alle sider om mig. Inde i huset. Nu jeg tænker efter ved jeg faktisk ikke, hvorfor vi var indenfor. Jeg kunne lugte deres sved. Både fra armhuler og fra mange varme fødder. Nu har jeg altid været lidt lille af vækst. Så det var svært at se noget som helst. Selv når jeg stod på tæer.

Jeg fik lyst til at blive løftet op – og sådan crowdsurfe – blive båret af andres hænder og atter andres hænder – og bare komme helt tæt på. Men det skulle først blive moderne om et par tusinde år.

Så sådan lidt på afstand, så lignede ham der Jesus alle os andre.
Samme tøjstil.
Samme frisure.
Men. Det han sagde.
Det rørte mig på en helt særlig måde.
Det var som om han talte kun til mig. Selvom han talte til os alle sammen på en gang.

Og pludselig var det som om huset blev helligt, nærmest en katedral.
Pludselig var det som om at vi var ét, os, der var der, selv om Gud skulle vide, at vi er piv-forskellige.
Vi så det med vores egne øjne.
Vi hørte det vores egne ører.
Og ja, tro mig, jeg kneb mig i armen for at mærke, at jeg ikke drømte.

Men jeg sværger – jeg drømte ikke.
Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.
Og måske kommer jeg heller aldrig til det. Det er ikke vigtigt.
Det vigtige var såmænd heller ikke det mirakel, vi så: At den lamme selv gik derfra med båren under armen.
Det vigtige var, at vi alle sammen gik derfra med en klippefast tro på, at det vi havde set ske for den  lamme i Kapernaum – ham, vi havde set ligge lam i årevis – ja, det kunne ske for os også:

At vi kunne blive befriet for det, der lammer os. Ikke bare vores krop. Men lammer vores tanker om os selv: Tanker om selvværd. Angst, der fylder dagene og værre – om nætterne. Alt det, der hindrer mig i at gøre det, jeg kunne have lyst til, men som jeg holder mig tilbage fra. Søge nyt job. Hoppe i faldskærm. Tale til den lille rødhårede pige. Alt muligt.

Den lamme er ikke længere lam.
Jeg er ikke lam. Og du er ikke lam.
Ingen af os er i al evighed bundet til det, der måtte være vores båre.
Vi er fri.
Frie til at være menneske.
”Dine synder tilgives dig”.
Mine synder.
Der er en, der tager også dem fra mig. Og bærer dem i stedet for mig.
Jeg skal ikke bære mig selv.

”Den lamme”: 

Jeg er lam.
Fuldstændigt lammet fra top til hals.
Når de taler om aktiv dødshjælp, så føler jeg mig truffet.
Det er jo sådan nogle som mig, der ikke burde have lov til at leve.
Jeg er jo ikke til nogen gavn.
Jeg er en byrde for samfundet.
Det er jo dig, - jer skatteydere, der betaler for min hospitalsseng her.
Alle de undersøgelser, jeg går til: Hjemmeplejen, der kommer flere gange om dagen, og vender mig, smører mine sår, så jeg ikke får liggesår og det, der er værre.

Men jeg føler mig ikke som en byrde.
Jeg føler mig fuld af liv.
Selvom jeg næsten ikke kan noget som helst, når andre skal sige det.

Jeg synes stadig, jeg kan en masse.
Jeg kan tænke på dem, jeg holder af.
Bede for dem.
Det er der så mange andre, der har alt for travlt til at gøre.
Mine minder er så levende. Kun en tanke væk.
Der er mennesker, der holder af mig. Venner. Familie.
Jeg føler mig elsket og båret i tilværelsen.
Er det ikke noget værd?
Er det ikke et liv?

Jeg kan ikke bære mig selv.
Men båren kan bære mig rundt.
Sådan som dine ben kan bære dig.
Sådan som du – lige nu – er båret af den stol, du sidder på.
Eller båret af ønsket om at være til gudstjenesten.
Hvis da ikke dine tanker har båret dig andre steder hen.

Kunne jeg tænke mig at være rask?
Vis mig den uhelbredeligt syge, der ikke gerne vil være rask.
Har jeg lært noget af at være syg?
Har det betydet noget for min personlige udvikling?
Ja, det har lært mig noget om, hvad det også er at være menneske.
Og at menneskeværd ikke sidder i benene. Eller armene. Eller noget andet sted i kroppen.
Ville jeg have været sygdommen foruden?
Selvfølgelig ville jeg helst det.

Når du bliver båret, kan du ikke altid selv bestemme, hvor du kommer hen.
Var det med min gode vilje, at mine venner bar mig op på taget?
Jeg kunne jo ligesom ikke stritte imod.
Hvem siger nej, når sundhedssystemet tilbyder dig endnu et behandlingstilbud?
Hvem siger nej, når selv et spinkelt håb dog er et håb.

Og nu hænger jeg så her… Midt imellem himmel og jord.
Hejst gennem taget.
Kommet fra lyset og ned i mørket.
Øjne, der kigger oppefra på mig – og øjne, der ser på mig nedefra.
Der blevet helt stille.
Helt, helt stille.

Det er som om jeg er blevet gennemskuet.
Men på en god måde.

Og nu … nu kan jeg mærke, at det på en måde klør i mine ben, i mine arme ….

---

Nu er der ikke flere kuverter.
Der kunne have været mange flere, hvis stemmer, vi gerne ville have hørt. Men måske var der også en af dem, du hørte her, der lagde stemme til din måde at tænke om begivenhederne i Kapernaum på? 

Men vi kan ikke sige Amen her.
Vi ville synes, der manglede en, hvis ikke Jesus selv – hvis ikke evangeliet - fik ordet.

Evangeliet om den lamme i Kapernaum handler om aktiv livshjælp. Men ikke kun for den lamme.
For faktisk bærer tre af de fire synsvinkler eller personer selv med på det synspunkt, at det at være menneske er at være båret.
Vi er altid i andres hænder.

Vi kan på helt utroligt mange måder bære med på hinandens liv.
Og vi kan, at bedst som vi tror, vi bærer med på en andens liv, erfare, at det her også handler om os selv.
Spørg de frivillige, der lægger mange timer i en organisation, en forening eller i et kirkeligt engagement, om de gør det for deres egen skyld? Mange af dem vil sige, det gør det, fordi sagen er god og at de støtter den. At glæden er at kunne gøre noget for andre. Og at det er den glæde, der bærer med, alle de gange man stiller op, hvor man egentligt ikke orkede.
Dét er også aktiv livshjælp.

Jeg har sat en – stort set – sort-hvid mosaik på forsiden af sangarket til i dag.
Den farvede version hænger allerøverst oppe.
Det er mosaikken med Gud, der skaber.
Eller – som en konfirmand kaldte den for et par uger siden – ”nye begyndelser”.

I har fået mosaikken i sort-hvid. Og så har jeg tilladt mig at fremhæve de to små menneskeskikkelser i Guds hånd med farver, de ikke har på mosaikken. Der gik år, inden jeg opdagede, at Gud ikke kun har den hele vide verden i sin hånd, men at Han på mosaikken her også holder hånden under mennesket. Og at menneskene hænger sammen – lige der i ribbenene.

Vi skal læne hovedet godt tilbage, hvis vi skal se det.
Vi skal læne os godt tilbage i troen, når vi vil hvile i, at vi er båret af Guds hænder.
Og vi skal læne os endnu bedre tilbage, når vi gerne ville være båret – men hverken kan se eller erfare – endsige tro det.

”Vi er i Guds hænder”. Ingeniøren vil måske sige, det er et postulat. Kan vi måske se det? Kan vi altid mærke det, måske?

Jeg tror, de fleste af os har oplevet at føle os båret oppe af noget, der helt sikkert ikke kom fra os selv. Det kunne være i situationer af livet, hvor det var særligt svært – eller måske særligt glædeligt. Eller måske mere rigtigt: I situationer, hvor vi ikke kunne bære det, livet. Og så der alligevel føle os båret igennem det. Så vi mærkede, at livet er livet værd.
Det er aktiv livshjælp.

Når Jesus i dag møder den lamme, så helbreder han ham både på krop og sjæl.
Jesus gir ham kraft på ny.
Han giver ham kraft i benene. Og kraft til sjælen.
Han giver ham livet igen.
Det er aktiv livshjælp.
Og så er evangeliet det gode budskab, der gjaldt lige godt den dag i Kapernaum, som dagen i dag: At det ikke er op til os at tage livet ud af livet.
Vi kan tage os af dage. Vi kan tage vores eget liv.
Vi kan også tage livet af andre – uden at slå dem ihjel.
Men der er altid mere liv i livet.
For der er en del af vores liv, der altid er båret af Gud.

Manden hejses ned. Fra lyset til mørket.
Og der, hvor vi hejser vore døde ned i graven, hører vi det forjættende: Af jorden skal du igen opstå.
Der er mere liv, der hvor Gud er.
For Gud brød igennem meget mere end et tegltag påskemorgen.
Gud lukkede lyset ind i mørket.

På det levende håb kan vi efterlade vores døde.
På det håb kan vi gå livet i møde – om vi nu har gode eller dårlige ben.

Kære du. Tag din båre og gå med dine synders nådige forladelse.

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.