The Sky is not the Limit. Kristi Himmelfartsprædiken

Jeg flytter på fredag. I mange år har jeg flyttet fra færre til flere m2. Da jeg blev præst, flyttede jeg fra 70 m2 til 400 m2. Da vi flyttede her til Fredericia, var det til ca. 200 m2. Det gik endda.

På fredag flytter jeg til under 100 m2. Det betyder, at jeg lige nu står i den øvelse, mange af jer har været i: At reducere i ens jordiske gods.

Så jeg er igennem det hele: Børnenes gemte legetøj, strikketøj, der aldrig blev strikket færdigt. Og – især har jeg været igennem mere end 30 års breve og fotografier. Dét tog tid! Hvorfor?

Fordi der blev masser af minder pludselig helt helt nærværende. Historier og episoder, jeg havde glemt – var alligevel ikke glemte, da jeg genlæste breve fra bedsteforældre, svigerforældre og venner. Det er stærkt, hvordan det fraværende bliver nærværende. Selv det, der var for mange år siden, kunne pludselig føles som var det i går.
I dag fejrer vi Kristi Himmelfarts dag.
Det er en af de små helligdage.
Vi spiser hverken noget bestemt mad. Vi har også kun fri en enkelt dag.
Alligevel er det her måske en af de vigtigste helligdage.
Eller rettere – det er i hvert fald en dag, der er et vigtigt springbræt til at få os videre i evangeliet om Guds søn.

Vi har fejret påsken. Hørt, hvordan Jesus døde – og opstod og viste sig for sine disciple. Og i de dage, der er gået, har Jesus forberedt dem på, at han skulle forlade dem.
Det må have været ret intense dage.

Jeg tænker på de familier, jeg næsten ugentligt møder, som fortæller om, hvordan deres sidste dage, nætter, timer med den, de skulle miste, foldede sig ud. Jeg er sikker på, at der er ord og særlige oplevelser, der er lagret i de efterlevende for altid. Fordi de alle vidste, at nu gjorde de noget sammen og sagde noget til hinanden, som blev for sidste gang.

Engang imellem spørger jeg de efterlevende: Hvis jeres mor eller far – eller hvem vi nu end mødes om – skulle give jer nogle sidste ord – sådan et slags testamente i ord til jer. Hvad ville de så ønske for jer? Hvad ville de så sige til jer?
Det bliver ofte et stærkt øjeblik i samtalen.

I dag sidder vi med til med til bords på den dag, der bliver den sidste. Og dér ved bordet viser Jesus sig for sine disciple og taler til dem for sidste gang.

Havde det være mig, der var sammen med mine nærmeste og kæreste for sidste gang, så tror jeg, jeg ville bruge tiden på at sige, hvor meget de havde betydet for mig.
Jeg ville sige, at jeg holdt af dem.
Nogle ville endda få at vide, at jeg havde elsket dem.
Og så ville jeg tage afsked med de bedste ønsker for deres fremtid.

Det er ikke lige det, Jesus siger.

Han giver disciplene, eleverne lektier for. ”I skal”, siger Jesus, ”forlade alt det kendte og trygge og gå ud i hele verden. I skal prædike. I skal helbrede”. Og da han har sagt det – så er det farvel og tak. Eller – det er det ikke engang. Jesus forlader dem bare.

Smækker røret på, sådan som min mormor tit sluttede samtaler, når hun syntes, de havde varet længe nok.

Så – samtalen mellem Jesus og disciplene er slut. Der er ikke mere at sige – i hvert fald ikke fra Jesu side. Og han bliver – som der står skrevet – taget til himmels.

Og den opgave disciplene fik den dag, det er den opgave, som siden er blevet givet videre fra generation til generation – det er at gøre det fraværende nærværende.

At gøre det fraværende nærværende… Eller… at gøre evangeliet om den fraværende nærværende.

Opgaven er slet ikke så let.

I første omgang får disciplene at vide, at de ikke skal blive stående på stedet og se op mod himlen, hvor Jesus er forsvundet. Det er måske forskellen på at være efterladt og efterlevende. Den efterlevende flytter sig.
Og at blive stående på præcist det sted, hvor man er blevet forladt, gør os fraværende.

I stedet skal disciplene rette blikket mod verden og menneskene og være nærværende.

Det kunne vi såmænd også godt gøre til vores Kristi Himmelfartsopgave. For hvor tit er vi ikke fraværende, selvom vi burde være nærværende?

Mobiltelefonerne – skærmene, der er alle steder – drager blikket, uanset om vi vil det eller ej. Vi skal lige tjekke om der er kommet en besked, en chat eller en mail, inden vi sætter os til bords.

Vi er på - online hele tiden. Aldrig har det været lettere at få fat på os end nu. Og aldrig har det været sværere at komme i kontakt med os som mennesker.
Vi er meget fraværende, også hvor vi burde være nærværende.

Gå en tur på gågaden. Ingen mennesker hilser på hinanden. De går med hovedet ned i skærmen.
Ingen hundeejere leger kast en pind til deres hund, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Få mødre eller fædre laver pludrelyde til babyen i barnevognen, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Og det er lettere at få fat i teenageren, der sidder ovenpå, ved at sende en SMS end ved at tro, at du kan råbe dem op.

Aldrig har vi været mere online – og aldrig har vi været mere fraværende.
Tænk, der er mennesker, der ikke ved, hvordan de slukker deres telefon – og det er ikke en vits.

Og det kan godt ske, at I sidder nogle hellige her
– ja, det må vi sandelig håbe J -

Det kan godt ske, vi sidder nogen her, der aldrig kunne drømme om at gøre os så afhængige af telefoner og andet nymodens, men så er det kun, fordi vores alder er højere end gennemsnittet – og at vi kan finde ud af at være nærværende en times tid. Men vi er en uddøende race.

 

Det er naturligvis ikke kun mobiltelefoner og tablets, der kan gøre os fraværende, hvor vi burde være nærværende.

Vi kan være optaget af så mange ting, at vores nærmeste ikke synes, at vi er nærværende. Vi kan sidde i stue sammen, i sofa sammen og være aldeles fraværende.

Der er mange slags fravær. Og vi kender alle til, hvordan det kan være svært at navigere i, at dem, der burde være nærværende, er fraværende.

Men vi kender også til, hvordan nogen, der er fraværende, kan blive endog meget nærværende for os.

Tidligere skrev vi – som jeg sagde indledningsvist - breve – og sådan holdt man hinanden opdateret på livet. På tværs af landegrænser har familiemedlemmer igennem årtier holdt forbindelserne ved lige ved at skrive breve. Og pennevenner. Og kærester.

Tænk på, hvordan man i krigstider har prioriteret postforsendelser. Breve fra Vestfronten kunne komme til det nordligste Jylland på bare 3 dage.

Og breve brugte de første kristne til at fremme fællesskabsfølelsen. Og tænk, vi har dem endnu. Sådan bliver vi samtidige og samværende på tværs af årtusinder.

 

Og vi kender til, hvordan det pludselig er at være sammen med mennesker, vi ikke har set i mange år. Skolekammerater, eller venskaber, der næsten var døde ud, eller dem, vi ser så sjældent, at det kunne være løgn, men det er det ikke. Og når vi så ses, ja, så var det som om årene mellem os aldrig havde været der. Pludselig blev den nærhed, der havde været fraværende, igen helt nærværende.

At mindes vore døde kan også være en meget kraftfuld oplevelse. Vore døde kan være næsten lyslevende for os der i mindet. Fraværende, så det gør så ondt, at det næsten ikke er at holde ud… og dog så nærværende, at det netop bliver til at holde ud… bare for en stund.

I dag lyder det til os som det lød til disciplene: Vi skal ikke blive ved med at stirre op mod det, der er forsvundet. Vi skal heller ikke stirre ned – i skærme eller i det, der nu i øvrigt gør os fraværende. Vi skal løfte blikket og se hinanden.
Og være nærværende. I liv – og i tro.

Fraværende – nærværende. De to er ikke altid så langt fra hinanden, som vi skulle tro. Og det er faktisk lige præcis, hvad Kristi Himmelfart viser os.

At tro – det er at komme overens med, hvordan den Kristus, der er fraværende i verden, kan være nærværende i vores liv.

Man skulle synes, at Kristi Himmelfartdag er en dag, der associeres med afstand og distance. Denne af alle dage bliver Kristus fjernere end nogen sinde. Men Kristi Himmelfart er det modsatte. Det er begyndelsen på det ultimative nærvær.

Indtil nu har de første disciple måttet gå sammen med Jesus – fysisk – for at være sammen ham. For Jesus kunne kun være et sted ad gangen. Da han stiger til himmels, stiger han op over kroppens og stedets begrænsning.
Han bliver allesteds-fraværende for at kunne være allestedsnærværende. The Sky is not the limit.

For den himmel, Jesus farer op i, er ikke et konkret sted.
Himlen er ikke et sted
Himlen er helt enkelt det, der rører alt, som er under himlen.

Vi kan stå her på jorden, og uanset hvor end vi verden vi befinder os, så kan vi, ja hvert eneste menneske se himmelen. Og på samme måde kan Guds søn være nærværende hos hvert eneste menneske på denne jord.

Men hvordan bliver Jesus nærværende for dig?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke, hvordan du mærker Guds nærvær.
Eller Guds fravær for den sags skyld.

Men vi ved, at Han har lovet at følge os alle vore dage.
Og vi ved – og bekender – at engang kommer Han igen – og tager os til sig – og så skal vi aldrig nogensinde være fraværende for hinanden.

Og for det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Himmelske Far – himmelske Søn – du Helligånd, der er her og gør det hele levende.

Tak, Gud, når vi oplever dit nærvær i vores liv.
Tak, at vi må mødes her i gudstjenesten og lade ord og vand og brød og vin komme os ganske nær.

Tak, når vi oplever mennesker som nærværende i vores liv.
Vi ved ikke altid, hvad vi har brug for. Men ingen af os kan få for meget nærvær.

Hjælp os med at holde blikket i den rigtige retning. Ikke kun op. Ikke kun ned.

Lad os se den skabte verden.
Lad os se mennesker i den.
De lidende, de sørgende, de triste, dem, der trænger til opmuntring. Lad os gå hoppende skridt med de glade og gå en ekstra kilometer med en ven, der trænger til det.

Lad viljen til nærvær og oprigtighed være hos dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Vær nær hos politikere, både på lands- og lokalplan.

Vær hos Dronningen og hele det Kongelige hus.

Vær hos forældre, der gerne vil kunne være der for deres børn og se dem finde deres veje i livet. Og bedsteforældre, som kan være nærværende for deres børn og børnebørn på en anden måde.

Vi beder for dem, der har været i vores liv, men som nu er fraværende. Enten fordi vi mistede kontakten til dem. Eller fordi de døde fra os.

Lad os se dagen i møde med forventning og med håb. Denne dag – dagen i morgen – og den dag, hvor du, Herre tager imod os i det himmelblå i dit rige.

Det beder vi om. I Jesu navn. Amen

Om at vente. Om ventesorg og om venteglæder.

Hans Esbjerg spiller et par takter vente-muzak Eva: Du er nu i kø som nummer … 8

Hans spiller det samme vente-muzak

Eva: Du er nu i kø som nummer … 7

Hans spiller det samme vente-muzak

Eva: Du er nu i kø som nummer … 9.749

Hva?

Hvad skete der lige for det?

Her stod jeg lige og ventede pænt på tur. Og så røg jeg ud af køen.

Hvor urimeligt er det lige?

Det er lige som når nogen snyder foran i køen i Brugsen.

Det er faktisk ikke retfærdigt.

Når vi nu alle sammen står og venter på det samme: At det bliver ens tur.

Men i dag skal jeg sige dig noget: Det er ikke sådan det fungerer i livet.

I livet er det ikke sådan, at bare man venter pænt og passer sin plads i rækken, så går det efter tur.

Det kan virke uretfærdigt. Men sorger og glæder, livsmod og håb, ja døden selv går ikke efter tur.

At leve er at vente.

Vi ved bare ikke altid, hvor lang tid vi skal vente.

Vi ved heller ikke altid, hvad vi skal vente på.

Det er bøvlet for den, der gerne vil kunne indstille sig på noget.

Man kan ikke sætte tid på, hvor lang tid det tager at vente.

Nogle gange kan det føles uendeligt at vente på at komme fra nr. 8 til nr. 7 i køen.

Når man er rigtig utålmodig, så kan et minut føles som en evighed. Der er faktisk ikke noget, der tager så lang tid, som når man venter på det.

Man venter ca. 9 måneder på et barn.

Det passer ikke. Det ved enhver forælder.

For når først barnet er kommet til verden, så kommer man til at vente på det mange gange.

I løbet af et liv venter vi meget længere end 9 måneder på et barn.

Vi venter på, at barnet skal blive færdig til at komme afsted.

Vi venter på, at barnet kommer hjem fra skole.

Vi venter på at hente og bringe.

Vi venter på, at barnet får ryddet op på værelset.

Tusinde andre gange venter vi på barnet.

Og barnet venter.

Jeg er sikker på, at selv os, der for længe, længe siden var børn, kan huske hvordan det var at vente: ”Hvornår er vi der?”

Hvem af os har ikke siddet på et bagsæde i en bil og utålmodigt spurgt vores forældre om det. Og hvilken forælder har ikke svaret ”snart”? Velvidende, at "snart" er et relativt tidsbegreb.

Og juleaften – det har været årets længste dag.

Da jeg var barn, skrålede vi med på sangen: ”I aften er det juleaften, der er længe, længe til”.

Og det var der: længe til. I hvert fald i min barndom.

Så længe, at mine forældre syntes, at jeg skulle sove middagssøvn, for så gik dagen hurtigere og jeg kunne bedre holde det ud om aftenen. Og så lå man der i sin seng og ventede på at falde i middagssøvn, og der var bare endnu længere til det blev aften.

Vi holder ikke op med at vente.

Nogle gange kan jeg blive træt af den tendens, der er i vores samfund: At det er som om vi hele tiden venter på noget:

Når det er mandag, så bliver der pisket en stemning op om, at der er længe til weekend. Jamen – der bliver da hverken kortere eller længere til fredag af at sige, at der er længe, længe til.

Og lur mig – lige om lidt begynder man i vejrudsigterne at tale om, at vi venter på sommervejr. Og når sommeren er gået – uhh – ja, så skal vi vente mange måneder på, at det bliver sommer igen.

Hvad er der i vejen med tirsdage onsdage og torsdage?

Hvad er der i vejen med efterår, vinter og forår?

Hvorfor ikke bare acceptere, at der er nogle ting, som har sin tid.

Og så må vi øve os i at vente.

Nogle gange på bedre tider.

Nogle ting skal vi ikke vente ret lang tid på.

Nogle ting skal vi vente længere på.

Der er søde ventetider.

Der er ventetider, hvor vi næsten ikke kan vente længere af spænding.

Der er ventetider, som ikke kan måles i tid, men hvor en beslutning venter på at blive modnet og taget.

Der er ventetider, hvor vi står på venteliste eller standby – og hvor vi venter på at få en besked, vi måske både har frygtet og ventet.

Der er ventetider, der er deres helt egen tidsregning.

Vand koger ved 100 grader. Men det kan vi ikke vente på længere. Så nu har vi vandhaner, hvor der med det samme kan komme kogende vand ud af.

Jeg tænker, det er noget af det, der kan være med til at presse os: At vi er blevet dårlige til at vente. Vi er hele tiden er på vej et andet sted hen. Som om vi kan sprænge køen.

I stedet for at kunne vente. Og så bliver vi utålmodige og får stress, når vi opdager, at vi er nr. 9.749 og ikke nr. 7 i køen.

En døgnflue lever et døgn. Den skal nå et helt liv på 24 timer.

Ikke så sjældent lever vi som om vi var døgnfluer.

Det er virkeligt dumt.

Som mennesker kan vi ikke sætte os tilbagelænet tilbage og vente på, at noget vil ske. At andre får noget til at ske i vores liv.

Vi kan glæde os, når det sker. Når familie og naboer og andre gode mennesker af sig selv gør noget godt for os. Gør os tjenester, slår vores græs, gør ting, der gør os glade. Men vi kan strengt taget aldrig forvente det.

At leve er at vente. Men det er også at leve imens vi venter.

Du kan forbinde venten med en ventesal. Så er du hele tiden på vej et andet sted hen. Og så kan din venten være rastløs eller utålmodig.

Du kan også forbinde din venten med væren og væren til. Og så er din venten ro og accept.

Jeg tror, de to måder at vente på ofte kæmper med hinanden.

I det danske sprog er der indenfor de seneste år kommet et nyt ord. Det hedder ventesorg. Ventesorg – det er den sorg, man ved vil indtræffe, før eller senere. Vi kan også sige, at det er en forventet sorg, som før eller senere vil indtræffe for os alle. For døden kommer vi forventeligt alle til at møde. Den venter os alle.

Når der er kommet opmærksomhed på ventesorgen, er det fordi det på sin egen måde kan være en sorg allerede før et menneske er dødt. Ventesorgen slider på sin egen måde.

For det er ikke let at se på, hvordan et menneske, man har kendt og holder af, er i dødens forrum. Og det kan være en udfordring på sin egen måde at gøre det venterum til et leverum.

De ord, vi i dag hørte Jesus sige, at om en kort tid, så ser vi ham og om en kort tid, så ser vi ham ikke mere, - dem siger han skærtorsdag, mens han sidder til bords med sine disciple. Han taler om sin forestående død. Hans taler om ventesorg. Men Jesus taler også om, at ventesorgen aldrig er uden håb. Dét er evangeliet.

Jesus er helt klar over, at hans venner ikke forstår, hvad han taler om. ”Hvad er meningen?”, siger de. ”Vi forstår det ikke. Hvad er det vi skal vente på – og hvor længe skal vi vente?”

Det er derfor, Jesus bruger billedet af en kvinde, der venter sig. Som er gravid. Selvom vi godt ved, at det tager ca. 9 måneder, når man venter et barn, så kan ventetiden være lang. Men – siger Jesus – når først barnet er der, så glemmer man smerterne.

Der kan komme noget godt ud af at vente.

Det gælder både for det, der er godt at vente på – og det, der er svært.

”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”, siger Jesus.

Det lyder som en hån overfor den, der har mistet et menneske, man var tæt på.

Det lyder som om man bare kan sprænge sorgens og savnets ventekø ved at være tålmodig nok.

Jeg tror ikke det er det, Jesus mener.

For Jesus var aldrig ude på at håne os.

Det har lige været påske.

Påskens begivenheder var på ingen måde, som de havde forventet det dengang. Selvom Jesus havde sagt, at han skulle dø. Så havde de ikke troet, at det skulle være på den måde.

Selvom han havde sagt, at han skulle opstå fra de døde på tredjedagen, så havde de da slet ikke forventet, at det ville ske. At de skulle se ham igen. Ventesorgen – og den helt uforventede glæde påskemorgen har lige siden kæmpet sine egne stille troskampe i mennesker lige siden.

”I skal græde og sørge”, sagde Jesus, ”men jeres sorg skal blive til glæde”. "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer"

Hvordan kan vi tro det?

Kan det virkelig tænkes, at lige så sikkert som ventesorgen er en del af vores liv – fordi døden er det – kan det mon tænkes, at Gud også har plantet en venteglæde i vores liv? Så vi kommer til at mærke livet og livsglæden i os igen, selvom vi har mistet? Ja, selv de gange, hvor vi mistede os selv.

Venteglæde er, at vi må håbe og forvente, at også vi kommer til at få dage, hvor vi kan glæde os igen. Hvor vi kan grine og bare være til. Dage, hvor vi ikke skal spørge, hvor håbet findes i verden. Men erfare, at det er her. Håbet. Også i din verden.

Jeg tror det.

Og derfor har jeg købt blomsterfrø.

Et helt kilo solsikkefrø. For solsikker kan – hvis vi venter længe nok – blive meget store og nå næsten op til himlen. Og solsikken er som os, der kan lide at sidde i solen og flytter os, så solen rammer os på den bedste måde. Sådan drejer solsikken sit hoved.

Jeg har sat skåle med solsikkefrø i våbenhuset. Tag endelig rigeligt med jer, når I går herfra.

Plant dem i jeres have. Eller find en stump jord et sted og spred frøene der.

Og så skal I vente.

Og mens vi venter, så må evangeliet gro i os. Evangeliet om ham, der var død og var hos de døde. Og som stod op igen.

Og hvis du ikke gider et solsikkefrø, så lad Guds ord gro i dig.

Lad rødder af håb nå ned til det i dig, hvor der er dybest og mørket.

Der er et kilo solsikkefrø – og vi skal plante solsikker i tusindvis for at sprede budskabet om ham, der sagde, at vi skulle gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple.

Og du behøver – som sagt ikke plante dem som frø. Der er tusinde måder at så ordet – og håbet på.

Du skal så. Og så skal du vente.

For på et tidspunkt vil frøet – eller Ordet slå rod.

Hvor længe vi skal vente – det ved vi ikke.

Men der vil være små grønne spirer.

Der vil være små grønne stænk af venteglæde i verden – og måske i dag.

Det er livet, der gror.

Det er håbet, Gud har plantet her i den verden, der har så svært ved at vente.

Du er nu nummer … ja, jeg ved ikke hvilket nummer i hvilken kø.

Hvad jeg ved er, at også du kommer til at vente.

Der er ventesorg.

Og jeg tror, der er venteglæde.

Jeg tror, Gud har mange flere glæder i vente til enhver, der sørger og savner og venter.

Hvordan de ser ud – Guds venteglæder – ja, det kan vi bare vente på. Men vi har al god grund til at tro, at vi venter på noget godt.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra...