søndag den 26. marts 2023

Maria Bebudelsesdag og Pretty Women

 


Søndagens dåbstale og prædiken med bebudelser og Pretty Woman.
Via linket sidst i opslaget burde du kunne høre Hans Esbjergs fine version af Roy Orbisons Pretty Woman, der ender i "Maria gennem torne gik". Tak for den!
Dåbstale
Vi sang netop ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”. Jeg ved ikke, hvilke blomster I tænkte på imens. Jeg tænker altid på vintergækker, når jeg synger den salme. Måske fordi det er de første blomster, der titter frem efter vinteren.
Vintergækker. Vi kalder dem forårsbebudere. For når de titter frem, så bebuder de – de giver os et håb om, at det bliver forår også i år. De første forårsblomster er ikke sarte. De skal kunne holde til lidt af hvert. Derfor har de faktisk også en slags frostvæske indbygget i sig, som gør, at de kan klare kulden.
Jeg har gravet 3 små bundter vintergækker op fra min have og taget med til jer som ekstra dåbsgave i dag. Jeg håber, I vil plante jeres vintergækker, for som døbte og som kristne skal vi sætte stiklinger af håb i en verden, der har så meget brug for det.
Og lad så vintergækkerne minde jer om, at det at blive døbt er at få Guds frostvæske i dåbsgave. Er det dåbsvandet, der er frostvæsken? Nej – for vandet tørrer vi af igen. Og vandet kan jo fryse og isne. Nej, frostvæsken er ”det levende håb”. Levende håb er usynligt for øjet. Men håb er den kraft, der gør os modstandsdygtige. Håb er det, der gør, at vi kan gro og tro. Amen.
Faddertiltale:
Kære forældre og faddere.
I får forårsbebudere i dåbsgave. For i dag er det ikke bare forårsbebudelsernes dag. Det er også den søndag, der hedder Maria bebudelsesdag. Den dag, hvor Maria fik besøg af en af Guds engle, der fortalte hende, at hun skulle blive med barn og at hun skulle føde Guds søn. Så i dag er der ca. 9 måneder til jul.
Jeg er sikker på, at I i dåbsfamilierne vil kunne huske jeres bebudelsesdag. Den dag, hvor I fandt ud af, at I ventede et barn.
Men hos jer har der været mere end én bebudelsesdag. Der er også de dage, hvor I kunne dele jeres glæde med andre – fortælle bedsteforældre, at om føje tid kommer et lille nyt medlem af familien. Og de dage, hvor I har spurgt dem, der i dag står fadder, om de vil have en helt særlig opgave i forhold til jeres barn.
Jomfru Maria blev glad, hun blev også forskrækket og forvirret, da der pludselig gik en engel igennem stuen. Men hun tog opgaven på sig. I, der nu står her som forældre og faddere, har lov til at spejle jer i Maria, når I skal opdrage jeres barn og fadderbarn i den kristne tro.
Må Gud lægge jer gode ord i munden, når I beder for jeres barn og fadderbarn og ønsker dem alt det bedste. Må Gud nære jeres fantasi, så I altid må vokse i kærlige måder at rumme jeres barn og fadderbarn. Ja, må Gud velsigne jer, så I må være gode forældre, faddere og næstekærlige rollemodeller for jeres barn og fadderbarn. Amen
Prædiken:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas
”Pretty Woman”. Organist Hans Esbjerg spillede sin version af Roy Orbisons nummer som indledning til gudstjenesten.
Mens musikken lød, tonede der sikkert hos nogle af jer en kvindeskikkelse frem på en indre film: Den smukke Julia Roberts, som netop fik sit gennembrud i 1990 i filmen af samme navn. Mens andre af os måske genkaldte os den dengang endnu ikke gråhårede – men velskårede - Richard Gere.
Nej. Filmen ville ikke kunne laves sådan i dag.
I dag ville vi synes, det var en alt for stereotyp fremstilling af kvinde- såvel som manderoller.
Filmen ”Pretty Woman” var en Askepot-analogi. Derfor lå det også i kortene, at den prostituerede Vivian og rigmanden ville ende med at få hinanden. Og var du i tvivl, så var The happy Ending, foreningen, allerede forudgrebet i hovedpersonernes navne. Den prostituerede hed Vivian. Vivian Ward. Den mandlige hovedperson hed Ed-Ward.
Selvfølgelig skulle Vivian utroligt meget igennem – og mange af de scener står ikoniske i filmhistorien: som den snobbede behandling, en ekspedient i en high end dametøjsforretning udsætter Vivian for den ene dag – og dagen efter, da Edward og platinkortet er med – hvor rollerne er byttet om. Og nej, selvfølgelig blev Vivian ikke grimmere af at blive klædt smukt på.
Og selv om det er stereotypt, så tror jeg nemt, vi stadig kunne finde en enkelt kvinde eller to, der kunne tænke sig at være i selskab med en med et gavmildt platinkort, bare for en dag.
”Tænk, hvis du vandt” – har sloganet for Lotto lydt i årevis. Jeg har endnu til gode at se, hvordan Lotto iscenesætter, at en vinder går ud og giver alle pengene til velgørenhed. Nej, drømmen om at være Pretty eller rig og kunne gøre, lige hvad du ville med alle millionerne – den lever vist i bedste velgående. Stereotyp eller ej.
Undervejs i filmen gennemgik Vivian Ward – som en Eliza i My Fair Lady – og mange andre - en dannelsesrejse, hvor hun lærte at begå sig i det bedre borgerskab og spise snegle og ikke huje ukvindeligt højt på galopbanen. Var det så alt det, der gjorde Vivian Ward alias Julia Roberts til a ”Pretty Woman”? En smuk kvinde?
Nej. Det smukke går ikke på hendes ydre. Det smukke går på, at det her også er en skabelseshistorie – eller en fødselsberetning. Navnet Vivian kommer af ordet ”alive” – at komme til live.
Vivian indgik frivilligt aftalen om i seks dage – altså lige så mange dage, som det ifølge Bibelens første sider tog at skabe jorden – at hun på de seks dage skulle stå til tjeneste for Edward. Mod løn.
Og selvom Edward på de seks dage forsøger at omskabe hende efter sine normer, og selv om hun dag for dag får slebet kanter af den ene dag og lagt kostbare diamanter om halsen den næste dag – og man skulle tro, at det var i det, hun kom til live som kvinde og som menneske, ja, så forblev Vivian tro mod den, hun var: En kvinde, der har sine meninger, sit mod, sin selvstændighed, sin høje latter. Samt en selvrespekt for at hendes krop er hendes egen.
Derfor forlader hun også Edward, da de seks dage er gået.
Og det er Edward, der opdager, at det ikke var Vivians ydre, der var det smukkeste, men hendes indre. Først da bliver hun født som a Pretty Woman, den smukke kvinde, som han henter i den – bevares usmageligt store - hvide limousine.
Hvorfor sneg Vivan Ward alias Julia Roberts sig med til gudstjenesten i dag? Det gjorde hun for at være billeder på, at det smukke kan fødes i mange skikkelser.
I evangeliet om jomfru Maria hører om en anden Pretty Woman, en anden smuk kvinde. Ikke ét eneste sted i Det nye Testamente kan vi læse noget om, hvordan Maria har set ud. Vi ved bare, at hun var en ung pige. Men ikke yngre end at hun var forlovet.
Vi ved ikke, hvorfor Gud vælger netop Maria til bære Jesus under sit hjerte. Vi ved kun at Maria blev udvalgt.
I dagens evangelium fremstår Maria særdeles autentisk. Hvem ville ikke være blevet forskrækket? Hvem ville ikke have spurgt: Hvordan kan det gå til? Maria er ikke naiv. I hende ser vi såre menneskelige og forståelige reaktioner. Men vi ser også det smukke, at hun stiller sig til rådighed. ”Jeg er Herrens tjenerinde”.
I Marias livmoder gror Guds liv. Hun bliver verdens første GudModer.
I filmen Pretty Woman havde Julia Roberts en dublet til at spille nogle af de mere afklædte scener. En såkaldt ”body-doubble”, kropsfordobler. Maria Bebudelsesdag vælger Gud sig en Body-doubble på jorden. Og hver gang vi lægger krop til, at Guds budskab får ben eller hjerte at gå på, er det os, der bliver Guds body-doubble i verden.
Maria får ikke noget som helst for sin indsats. Hun får præcist det samme som en hver mor – og far- lige siden har fået det: Glæderne, forventningerne, drømmene til barnet – og alle de bekymringer, som ingen af os slipper for. For det er alt sammen kærlighedens pris.
Er Maria a Pretty Woman?
Ja, hun bliver i hvert fald et eksempel på, at der er mange måder at blive smuk på. Og de fleste af dem måder har intet med hverken køn eller udseende at gøre.
For der er en særlig skønhed i uegennyttigt at stille sig til rådighed for andre, uden at skele til løn eller fortjeneste.
Du ved det, når du har oplevet det smukke i at nogen gav noget af sig selv til dig. Gav af deres tid, selvom de egl. havde andet for. Stillede sig til rådighed med det, de nu kunne eller var gode til og som du havde brug for. Og når du så står tilbage med følelsen af at skylde noget, men ved, at den, der gjorde noget for dig, ikke vil tage imod noget til gengæld. Men du ved, at det gjorde en kæmpe forskel for dig. Fordi det gjorde et eller andet muligt, der ellers havde været umuligt.
Maria er a pretty Woman, for takket være hende, kunne Jesus få en jordisk mor. Gud havde sikkert fundet på noget andet, hvis Maria havde sagt ”nej, tak, Gud fri mig vel”.
For definitionen på Gud er, at der er mulighed.
Ikke dine muligheder.
Men Guds.
Derfor er dagen i dag ikke kun Marias bebudelsesdag.
Det er også din og min.
En dag, der minder os om, at Gud har muligheder og veje, vi slet ikke har fantasi – og nogle gange ikke engang tro til at kunne forestille os. Og det er smukt og godt – for tænk, hvis livet aldrig hævede sig over, hvad vi havde forestillet os.
Maria bebudelsesdag minder os om, at der er masser af smukt, der skal ses frem. Masser, vi kan glæde os over, fryde os over – og masser, der kan forskrække os og gøre os bange.
”Frygt ikke”, siger englen til Maria og til os.
Og med god grund.
For vi er ikke altid gode til bebudelser.
Også vi kan have brug for at være gravide, for ventetid, indtil nye muligheder bliver til virkeligheder for os.
Der gik 9 måneder.
Så fødte Maria Guds barn, det lille Jesusbarn.
Og der gik yderligere nogle år, før Jesus tog navnet på sig og begyndte den vandring, der skulle frelse mennesker.
På sin vej fik Jesus så Jesus det smukke frem i mennesker.
For bag de prostituerede han mødte, de blinde, og dem, der halter sig igennem tilværelsen, bag alt det, du synes er uskønt i dit liv, ser Jesus altid mennesket, det barn, der engang var blevet båret under en mors hjerte.
Jesus så det smukke frem.
Og han vil, at vi skal se det smukke.
I Guds skaberværk.
I vores medmennesker.
Og i os selv.
Sådan som han ser på os.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Gud. Du har skabt os alle forskelligt.
Vi kan noget forskelligt. Men vi er skabt til det samme. Vi er alle skabt til liv.
Lær os at bruge de talenter vi har – og er der ikke nogen, der kan bruge vores talenter, så lad os hvile i, at livet ikke afhænger af hvad vi udretter. Men hvad du ser i os.
Vi beder for alle verdens børn.
Vi beder for dem, der lige er kommet til verden.
For de tre, der i dag er blevet døbt.
Vi beder for de børn, der er med som dåbsgæster.
Vi beder for dem, der går til præst og for dem, der snart skal til at begynde.
Vi beder for barnet i os selv.
Vi beder for de børn, der ikke er så heldige at vokse op med forældre og fast ejendom, men som ser dagens lys i flygtningelejre eller beskyttelsesrum eller vokser op på børnehjem.
Vi ber de børn, der har mistet en eller begge forældre.
Og vi bliver aldrig for gamle til at blive forældreløse.
Vi beder for de forældre, der ligesom jomfru Maria, må se til, mens deres børn har det svært, lider, ja måske endda dør.
Herre. Vær med verdens forældre.
Giv os visdom, når vi skal opdrage.
Giv os tålmodighed, når vi skal holde ud.
Giv os af din kærlighed, så vi kan give den videre.
Giv os frimodighed, så vi kan klippe navlestrengen til vores børn igen og igen, så vi vover at slippe dem i verden i den tro, at du har lovet at være med dem alle deres dage.
Vær med mennesker, overalt hvor de har fået magt og ansvar betroet. Vær med Kongehus og Folketing, med menighedsråd og byråd, med religiøse og verdslige ledere – at også de må se at de, først og sidst, står i livets tjeneste.
Gud. Du sendte din søn, Jesus til verden, for at han skulle vise os dine veje. Men selvom han har været her – så farer vi stadig vild ind i mellem. Tag os i hånden, som et barn. Led os på dine veje.
Ja, i tillid til at du går med os hele vejen gennem livet og døden og indtil dit evige rige siger vi: Amen!
Kan være et billede af 1 person og indendørs
Synes godt om
Kommenter
Del

søndag den 5. marts 2023

2. søndag i fasten - om blå anemoner og om Jesus

 















Jesus var fundamentalist.
Jesus var helt overbevist om, hvad der var hans fundamentale opgave i livet. Som vi netop hørte det: ”Jeg er”, sagde Jesus”, ”ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”.
Tekstet for os, der ikke er vant til at tænke os selv hverken som fortabte eller som får: Jesus mente kun, at han var sendt i verden for at frelse jøderne, Guds udvalgte folk.
Det er altid rart med en overskuelig opgave.
Men spørg så lige dig selv: Hvornår har du lært mest i dit liv?
Var det, når du følte dig hjemme i et stof, og en underviser eller en eller anden situation i dit arbejdsliv eller privatliv bekræftede dig i det, du allerede vidste? Så du kunne sidde tilbagelænet og nikke, at ja, det vidste jeg jo godt. Lærte du af det? Udviklede det dig som menneske?
Eller lærte du af de situationer, hvor der blev skubbet til din faglighed – eller til dine værdier – eller din menneskelighed, så du kom ud til kanten - måske ud over kanten?
Så du så - på den måde, hvor du indser - at noget med al god grund kunne opfattes helt anderledes? Lærte du af det?
Og i hvilken af situationerne fik dit medmenneske mest glæde af det?
Jesus var fundamentalist.
Han var sendt til jøderne. Når han prædikede: ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær”. Så var det jøderne, døren skulle åbnes for. Alle andre måtte pænt blive ude, hvor der var gråd og tænders gnidsel, og hvor den end ikke er en bronzebuzzer, der kan lukke op.
Så da kvinden taler til Jesus i dag, svarer han ikke engang.
Dels var hun kvinde – og det var, hvad det nu var på Jesu tid: ikke værd at tale om eller med. Dels var hun kanaanæer.
Lad os lige minde hinanden om, hvem kanaanæerne var. Kanaanæerne var Israels oprindelige folk. Man sagde om dem, at de kendte hver en syndighed i verden og at de udøvede den.
I Det gamle Testamente er der utallige beskrivelser af, hvordan Guds udvalgte folk, jøderne, kæmper mod kanaanæerne og alle deres vederstyggeligheder.
Nu står der så en kanaanæisk kvinde foran Jesus. Ikke nok med at hun taler til ham. Og at hun råber. Hun begynder også at argumentere for sin sag og at tale Jesus imod. Det var på daværende tidspunkt at gå langt over grænsen.
Men nu var der jo lige det, at de befandt sig i et grænseland. Bogstaveligt talt og overført talt. Og vi kan se samtalen for os som en tovtrækning. Hvor hver part står lige stejlt på sin ret på hver sin side af grænsen. Og hver især forsøger de at hive den anden over på deres side af grænsen med deres argumenter.
Hvis man er på det hold, kan man lægge meget i, at det er en kvinde, der flytter Jesus. Personligt synes jeg ikke, det er så epokegørende: Jesus er næppe den første mand i verdenshistorien, hvis liv fundamentalt forandrer sig af at møde en kvinde med argumenterne i orden. Ligesom det modsatte selvfølgelig også er tilfældet.
Jeg synes, det er langt mere interessant, at Jesus ændrer synspunkt: At Jesus denne dag ender med at gå over grænsen for, hvad han troede, der var hans bestemmelse i livet.
I første omgang bliver resultatet, at kvindens datter helbredes og står op. Men i videre forstand bliver denne datter en foregribelse af Jesu egen opstandelse i påsken, som skulle få grænse-sprængende betydning for menneskers tro og håb lige siden.
For i tro ser vi, at han også er sendt til os. Og at Jesus vil gå langt ind over vores grænser, for at trække os med over på hans side. Barmhjertighedens, kærlighedens – forunderlighedens – Guds – side af livet.
Vi sang om den til indledning: Den blå anemone.
Første vers handler om det, der hvert eneste år opleves som et under: At livet igen bliver til. Der bliver mindre af mørket og mere af lyset. I haven gennembryder vintergækkernes grønne spydspidser jorden, mens frosten stadig er der.
Mens vintergækkerne stadig kan kamuflere sig i den grønne eller hvide vinter, så er de gule erantis, og siden krokusserne ikke til at overse. Og når først anemonerne er der – de hvide og de blå – så har vinteren ikke længere magt og selv et frossent hjerte må tø op.
Kaj Munk skriver om, hvordan han havde taget blå anemoner med sig fra skoven ved Christianssæde på Lolland og plantede dem ved præstegården i Vedersø i Vestjylland. I dag i Vedersø præstegård er der faktisk så få blå anemoner tilbage i Kaj Munks præstegård, fordi besøgende har hugget af dem, at Ringkøbing-Skjern Museum for et par år siden udråbte et ”Frit blomsterlejde”. Så alle, der havde lyst, var velkomne til at sende lidt knolde eller stiklinger fra blå anemoner retur til præstegården.
I 3. og 4. vers synger vi om, hvordan den blå anemone er et billede på, at uanset hvor lille og undseelig, man kan se ud, så kan man nægte at lade sig kue af omgivelsernes modstand. Versene er – selvsagt – blevet opfattet som et billede på Kaj Munk selv, og på modstandsbevægelsens rolle under Danmarks besættelse.
Og endelig ved sangens ende ser vi digteren – og måske os selv – knæle ydmygt ned og kærtegne den blå anemone med hånd eller med et blik, efterfulgt af en tak til altings skaber.
Det er naturligvis ingen tilfældighed, at den blå anemone sneg sig ind i gudstjenesten på denne første søndag i marts. For Jesus selv er som den blå anemone, Kaj Munk digtede om. Hans fødsel var underfuld, som hvert et forår, hvert et nybrud i livet virke som.
Også Jesus var – som den blå anemone – oprindeligt plantet ét sted. Han var - som den - undseelig at se på. Men også Jesus nægtede at lade sig gå på af omgivelsernes modstand.
Det er evangeliets vilkår, også i vore dage, at det ikke kun møder medvind, men også vestjysk blæst, der kalder på de stærkeste rødder. Også Jesus blev – som Kaj Munks blå anemone – flyttet. Det er det, vi hører i dag. Han blev plantet i en ny sammenhæng. Fra fed jord og forudsigelig forkyndelsesopgave, blev han revet op med rode.
Takket være den kanaanæiske kvinde blev der sået stiklinger af Guds ord, ikke kun på det sted, hvor det oprindeligt skulle have groet, men Guds Ord – evangeliet - har bredt sig fra Israel og helt til verdens ende.
Og vi kan roligt plukke løs: Tage evangeliet om ham med ind i vores stuer som en synlig håbsgiver – i en verden, der ind i mellem kan synes håbløs.
Og vi kan roligt forære væk af evangeliets blå anemoner til mennesker på vores vej, når vi møder dem med respekt og medmenneskelighed.
Og når vi kan møde mennesker, der går over vores personlige grænser, så lad os ikke møde dem med tavshed eller konfrontative argumenter. Lad os se om vi kan mødes på grænsen. Og se, om vi kan flytte hinanden i livets retning.
Jesus var fundamentalist, sagde jeg provokerende og med glimt i øjet til indledning.
Blå anemoner og levende håb er ikke fundamentalister, men anarkister. De skyder, hver på sin måde, op i vores liv, også hvor vi ikke havde forventet til.
Jesus var fundamentalist. Men da Jesus går videre fra egnen omkring Tyrus og Sidon og fra den kanaanæiske kvinde er han det ikke længere. Jesu fundament er nu et andet. Og hans ord og evangeliet om ham, der også blev omplantet til vores jord og til vores sammenhæng i dag, er alt andet end fundamentalistiske.
Sådan skærper dagens evangelium vores blik for, at troen – naturligvis – godt må være et fundament for vores liv. Men i det øjeblik troen bliver ubøjelig, rethaverisk og sig selv nok, bliver det til fundamentalisme.
Jamen, kan du spørge: Var den kanaanæiske kvinde så ikke bare fundamentalist på en anden måde? Nej, det var hun ikke.
Kvindens insisteren og argumenteren var ikke ud fra et ønske om at få retten over på sin side, men om at få livet over på sin side.
Kvinden kæmpede ikke for at få ret. Kvinden kæmpede ikke for sig selv. Hun kæmpede og satte alt ind: Sin egen tro, sin værdighed, ja alt, for sin datters skyld. Derfor er hendes tro stor. Derfor bliver datteren helbredt.
Hvis kvindens datter bliver et forud-billede for Jesu opstandelse, så bliver hendes mor, den kanaanæiske kvinde en model – en rolle-model for det i det evangeliet at give sig hen, helt og fuldt tilsidesætte sig selv, for at andre må redde livet.
Hun bliver et billede på næste-kærlighed. På den, der gør alt hvad der er menneskeligt muligt for næstens skyld.
”Din tro er stor”, siger Jesus til kvinden, inden de skilles.
Jeg tror faktisk ikke det var så vigtigt for kvinden, om hendes stor var stor eller lille.
Jeg tror heller ikke det var vigtigt for hende at få ret.
Men hun troede større om Jesus end han havde troet om sig selv.
Det gjorde en forskel. For hende. For ham. Og for os. Og for altid.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kan være et nærbillede af blomst og natur
Synes godt om
Kommenter
Del