SÅDAN SET: MEDMENNESKER ER NOGET BØVL.
PRÆDIKEN TIL DENNE SØNDAG, 13. søndag efter trinitatis. (tekster kan læses i link efter prædikenen)
Lad os gå lige til biddet i dag: Hvorfor er det præsten og levitten går forbi manden, der blevet slået ned? Ja, de var måske på vej et andet sted hen? Havde travlt? De kunne eller ville ikke lade sig standse? De kunne måske ikke førstehjælp og anede ikke, hvad de skulle stille op med den forslåede? De havde måske tunnelsyn og havde kun én blikretning? De prioriterede anderledes? Eller de var måske bange for selv at blive slået ned, hvis de blev stående for længe? Og sådan kunne vi blive ved. Og ved og ved.
Vi kan også prøve at sætte os selv ind i stedet: Hvorfor er det vi går forbi et forslået medmenneske, der tydeligvis har brug for hjælp?
Jamen. Vi er måske på vej et andet sted hen? Har travlt? Har en deadline? Vi hverken kan eller vil lade os standse? Vi kan måske ikke førstehjælp og aner ikke, hvad vi skal stille op med den forslåede? Vi er løbet tør for strøm på mobiltelefonen? Har tunnelsyn og kun én blikretning i livet? Prioriterer anderledes? Eller er måske bange for vores eget skind? Og sådan kunne vi blive ved. Og ved og ved.
Jeg tror, vi kan koge det ned til én eneste grund: Den forslåede mand i vejkanten – det medmenneske – den næste, der uden varsel pludselig ligger for vores fødder – er et benspænd og noget bøvl. Det er ganske enkelt besværligt, at det menneske ligger der. Det er besværligt, hver gang vi konfronteres med et menneske, der har brug for hjælp.
Medmennesker er altid noget bøvl.
Nogle er unægtelig mere bøvlede end andre.
Nogle kan nøjes med en forbinding, et par dage på et herberg på andres regning. Et par håndører i forbifarten. Og bøvlet er ude af både øje og sind.
Andre medmennesker er mere bøvlede. Og nogle holder aldrig op med at være bøvlede. Der er mennesker, der er bøvlede på livstid. Ikke som en livsindstilling, men fordi nogle medmennesker igen og igen bliver slået hjem i Ludo af livet selv. Af sygdom, af skrøbelige sind, af modgang og tilfældigheder, af uduelighed, dårlige gener og ucharmerende personligheder – og af rigtigt meget andet.
Det er ærligt talt noget bøvl.
Det er bøvlet for den, der tror, at livets vej er ensrettet.
Det er bøvlet for den, der alene opererer i optimering og lean og vækst og lykkefilosofi.
Det er bøvlet for den, der ikke har lyst til at få beskidte hænder. Og som har det allerbedst med stilfærdigt at passe sin egen butik.
Hver gang, ja, hver eneste gang du støder på et menneske i nød – og nød er nød, der er ingen grund til at gradbøje - så kan vi bilde os ind, at vi som mennesker har et valg: At vi kan vælge at gå forbi og vi kan vælge at standse og være medmenneske.
Evangeliet siger for så vidt ikke andet. Jesus siger ikke andet. Men han siger, at hvis du er en næste, viser du det andet menneske barmhjertighed. Du viser det menneske dit hjerte – og det vil i videre forstand sige: Du viser det menneske Guds hjerte.
Men, ærligt talt, der er nogle mennesker, det er meget svært at vise barmhjertighed eller næstekærlighed. Det er derfor næstekærlighed er i nær familie med fjendekærlighed.
Hvis vi kun elsker eller er barmhjertige imod dem, vi holder af og dem, der holder af os eller respekterer os eller taler pænt om os eller bare synes er sympatiske,
så flytter det ikke ret meget, målt med barmhjertighedens målestok.
Misforstå mig ikke: Der er ikke noget dårligt at sige om at elske vore kære, vore børn, vores bedste venner og mennesker, vi respekterer. Men der behøver vi ikke rigtigt gøre os umage. Der er det ikke svært. For vi forventer vi det af os selv: at vi kan holde af de mennesker – også selvom vi måske aldrig nogen sinde har brugt ordet ”elske” om det.
Der er mange, der aldrig har sagt til deres mor eller far eller deres børn, ja, måske ikke engang til deres elskede, at de elsker dem. Og der er rigtigt mange nærmeste, der alligevel ikke er et sekund i tvivl om, at de er og har været elskede.
Der er mange måder at vise vores nærmeste vores kærlighed på. Der er mange kærlighedssprog. Og det er også næstekærlighed.
Men det er på en helt anderledes måde bøvlet og barmhjertigt at skulle vise den næste kærlighed, som vi i udgangspunktet hverken elsker eller respekterer, ja måske ikke har den fjerneste relation til.
Vi har måske ikke andet end fordomme eller forventninger, der måske endda er blevet skuffede gang på gang. Så skal vi virkeligt hanke op i os selv for at vise dem barmhjertighed.
Som så mange gange før blev det et tilfældigt møde i denne uge, der var med til at lukke dagens evangelietekst op for mig. Forleden havde jeg en rundvisning her i kirken. Det skulle være sidst på eftermiddagen efter en lang dag. Og ærligt talt – jeg var træt. Og endnu mere ærligt talt: Jeg gad ikke rigtigt.
Det var en af de rundvisninger, jeg i et øjebliks letsindighed var kommet til at love nogle mennesker, jeg nærmest ikke har nogen relation til. Så der ville ikke engang gå et honorar ind på den konto, der tilfalder kirken. Oven i købet regnede det. Og så kom de for sent. Jeg sad og lavede små aftaler med mig selv: Hvis ikke de kommer inden … så kører jeg altså hjem og pakker flyttekasser ud.
Men så kom de. De undskyldte forsinkelsen. Og de var glade og smilende og forventningsfulde. Den slags smitter heldigvis mere end selv corona i deltavarianten.
De var opmærksomme lyttere. Og de så ikke bare godt ud. De så også godt. De så nemlig indtil flere detaljer i Bjørn Nørgaards glasmosaikker, som jeg ikke havde tolket på den måde før. Meget belejligt var det blandt andet netop mosaikken om den barmhjertige samaritaner. Det er den, vi finder tredje række fra højre, den nederste mosaik.
Vi havde talt om de uforholdsmæssigt store hænder, som den barmhjertige samaritaner har. Jeg havde formidlet, at store hænder er en af kunstens måder at udtrykke visdom på. Og at det blandt andet også er derfor Bjørn Nørgaard, også på gobelinerne har fremstillet Dronning Margrethe med store hænder.
Jeg plejer sædvanligvis at sige, at der skal store hænder og megen visdom til, når vi bærer et andet menneskes liv og lykke i vores hænder. Det være sig kortere eller længere.
Her kom så den første kommentar fra mine kvindelige besøgende. Den ene sagde, at hun syntes hænderne ligner en livmoder, og at det måske også kunne være et udtryk for, at det kan være livgivende både at hjælpe et andet menneske, ligesom det også kan være med til at føde et nyt liv eller et nyt livsindhold for den, der kan tage imod hjælp.
Du behøver ikke være enig. Men jeg tror, hun har ret. Og mange af jer ved på egen krop, hvordan det kan give liv at være i andres hænder. Hvordan det kan bære os oppe, opløfte os i alle udlægninger af ordet.
Den barmhjertige samaritaner på Bjørn Nørgaards mosaik har ikke alene store hænder. Han har også en ansigtskulør, der kan give anledning til bemærkninger. Når jeg kommenterer på det, er det i reglen noget med at kunstneren ikke har givet ham en kulør, der kunne forbindes med en etnicitet. Den barmhjertige er hverken lys eller mørk eller gul eller grøn i hovedet. For det at være medmenneske går på tværs af alle hudfarver og nationaliteter.
”Men han er meget rød i hovedet”, kommenterede en af kvinderne fra forleden. ”Det er da fordi han må arbejde for sagen”. Det kan ikke alene være bøvlet at skulle forholde sig til et medmenneske, der pludselig ligger der på ens vej. Det kan også være hårdt arbejde.
Han knokler, gør han samaritaneren. Så meget, at han også må have et æsel til hjælp. Han knokler, så han får sved på panden, røde kinder, ja hele ansigtet er rødt. Han gør sig umage.
Det er jo det, han gør. Han gør sig umage!
Måske er det derfor, at der bag hans røde hoved kan anes antydningen af noget gult, der måske – måske ikke er en glorie?
Det blev dagens prædiken for mig, den eftermiddag: Det er jo også det, det vil sige, at være medmenneske: Vi skal gøre os umage.
Det er for let, når det bare bliver en vane at række hånden ud, række en anden et par denarer eller et par kroner, hjælpe en anden på benene.
For det at være næste, og at være medmenneske er langt fra let. Nogle gange kræver det mere af os. Nogle gange kræver det helt urimeligt meget af os. Både fordi den anden kan være bøvlet – og fordi vi måske har brug for alle vores kræfter, alle vores talenter, af hvad art de så end er. Men vi skal gøre os umage. For medmenneskets skyld. For barmhjertighedens skyld.
”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”, spørger den lovkyndige Jesus. Det spørgsmål får den lovkyndige ikke svar på denne dag. Hvad han får svar på, er at når han elsker Gud, medmennesket og sig selv, så ”skal han leve”. Du lever altså først, når du også lever for andre end dig selv.
Men Jesus siger ikke noget om at det udløser evigt liv at være medmenneske. For kærlighed til Gud og mennesker og egenkærlighed er ikke købmandskab. Der er ikke noget dårligt at sige om gode gerninger og næstekærlighed. Men gode gerninger er ikke i sig selv billetten til evigt liv. Gode gerninger gør ikke en forskel for Gud. Men det gode mennesker gør af sig selv gode gerninger.
Du skal ikke gøre noget for at arve evigt liv, for du kan ikke gøre noget i forhold til det evige liv. Men du kan gøre noget for livet her og nu. Og når du gør det, så lever du. Og det mærker du især, når det du gjorde var bøvlet og besværligt og gav dig sved på panden eller på hjertet. Og du fik røde kinder og blussende hjerte.
Hvad så når du ikke gør noget?
Hvad så med alle de gange, hvor du og jeg gik forbi?
Og kommer til at gå forbi? Hvor vi ikke var nogens næste? Hvad med de gange, hvor vi er den, der ligger eller lever forslået og ser den ene efter den anden gå forbi os?
Ja, da er evangeliet, at vi er Guds næste.
Vi er dem, Gud viser barmhjertighed.
Også selv om vi mennesker er nogle uendeligt bøvlede og besværlige skabninger.
Men der er en, der ikke kan gå forbi.
Jesus kan ikke gå forbi os.
Så lad dig løfte.
Tag imod hans med-lidenhed.
Mærk hans blik, der ser mennesket i dig.
Føl olien og vinen ramme dine sår, så de renses og læger.
Mærk ridedyrets varme under dig – og dens vuggende gang, der fører dig til et sted, hvor du kan finde hvile.
Hvil i, at der bliver sørget for dig.
Og en dag kommer han tilbage – Kristus – og på den dag skal du ikke mangle noget som helst, hverken i denne verden eller den evige.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Tak, Gud, fordi du er vores nærmeste og vores næste.
Tak at ethvert menneske er medmenneske for dig.
Tak for de mennesker, der tager sig af os og på den måde viser os noget om, hvem du er, Gud.
Tak for enhver, der i ord eller handling har rakt troen videre til os.
Jesus Kristus.
Vi beder om at måtte ligne dig.
Så vi tager alt det gode frem af vores forråd,
viser os generøse og gavmilde, også mod de bøvlede og de dumme svin – især mod de bøvlede og de dumme svin.
Lær os at være barmhjertige mod dem, der føler sig svigtede.
Lær os at bryde ondskabens cirkler med godhed.
Lær os at udvise ydmyghed og huske på, at den er stor, som tjener andre.
Lad budskabet om kærlighed til næsten være ledetråd i vores liv som borgere i dette samfund.
Helligånd.
Gør evangeliet levende for os!
Giv os mod og kraft til at være vidner om kærlighedens magt.
Vi takker for vores land og det demokratiske styre.
Vi beder for mennesker, der må spejde langt efter fred og personlig frihed.
Vær med vores regering og folketing.
Med Dronningen og hele hendes hus.
Hjælp os til at vise verdensmagten, at størst af alt er kærligheden.
Vi beder for vore kære.
Dem, vi holder af.
Dem, vi aldrig fik fortalt, at vi elsker dem.
Og hvor det nu er for sent.
Vi beder for den uge, der kommer.
Gå med os ind i hverdagene, Herre.
Lad os alle mærke din nærhed og gå dine veje.
