Om at være hyrdet

Der var et år, hvor det var Misse Møhge eller Fru Varnæs eller Agnes eller Fede, der kom, når Jakob kaldte.
Der var det år, hvor det var popmusikere fra 80’erne.
Der var året, hvor det var landsbyens beboere, der havde lagt navne til.
I år lyder det: ”Kom så Henrik, Henning og Hermann”. Eller: ”Kom så, Tilde og Tove”. For i år har de moderne danske børnenavne.
Så det lyder ikke: ”Kom så, Søren, kom så, Mette”. Men dem, der er vist også så mange andre, der råber på i år.

Hvem er det da, Jakob kalder på?
Det er lammene i hans fåreflok.
I år er der indtil videre 35 nyfødte lam i Jakobs hjord.

Jakob er en god hyrde for sin flok.
Det gælder ikke kun for alle os, der opsøger Jakob qua hans fag og oplever, hvordan han ikke kun er dedikeret og dygtig, men også hvordan han kærer sig om os som mennesker.

Jakob er også en god hyrde for sin fåreflok. For hvert år tager Jakob barselsorlov fra sit job som frisør, for at være med til at tage imod årets nye lam. For lam kender ikke klokken og kommer til verden både nat og dag.

Jakob kender sine, og de kender ham.
For det er Jakob, der kommer i stalden flere gange om dagen.
Det er ham, der muger ud.
Det er også ham, der klør lammene og deres mødre bag øret.
Det er Jakob, der giver dem navne. Det er ham, der kalder på dem.
De kender hans stemme. Og han kender deres.

Men nej – det er ikke Jakob, der klipper sine får.

Men det er Jakob, der tager beslutningen, hvis et lam er for skravlet, eller hvis et lam ser ud til at falde uden for flokken, at det selvfølgelig først får en ekstra chance og en til. Og hvis det så ikke går, er det også ham, der tager den tungeste beslutning. Sådan er det også ansvarligt at have dyr.

Jakob kender sine, og de kender ham.
De kender Jakob på stemmen. Når det er ham, der kommer ind i stalden, falder de til ro. De kender ham på, at han gør dem godt.

For det er også Jakob, der står i stalddøren og kalder på lammene den første gang, de skal ud af stalden. Det er ham, der leder dem til det grønneste græs og viser dem, hvor det stille vand er.

Det er alt sammen lige præcis lige så idyllisk, som det lyder og som det kan være derude på landet, hvor vejen slår en bugt og hvor Ole sad på en knold og sang, mens får og beder omkring ham sprang.  

Dyb vejrtrækning.

Og nu er det så, det ikke er for børn længere. For når så lastbilen kommer, der skal køre de får, der ikke skal opdrættes videre på, til slagteriet, så er det også Jakob, der går forrest ind i lastbilens lad og kalder på flokken.

Flokken kommer, når Jakob kalder. For de kender hans stemme.
Sådan går de trygt deres død i møde.
Slagteren siger, at fårene fra Jakobs hjord er de roligste får, han kender.


Man siger, at hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, inden vi dør.
Man siger – med stor videnskabelig autoritet - at hørelsen dannes på et meget tidligt tidspunkt i fostertilstanden.

Så allerede fra før vi er fødte, er der stemmer, vi kender.
Vi kender dem indefra.
Og når vi er kommet til verden, bliver de til stemmer, vi hører udefra.

Der er en stemme, der har fulgt os hele vores liv.
Moders stemme.
Din mor var din første hyrde.

Når hun spiste, blev det til næring for dig.
Når hun hvilede, var det for at du kunne vokse.
Når hun sang, sang det for dit indre øre.
Når hun passede på sig selv, var det også til gode for dig.
Og hvis hun ikke gjorde det, så blev også det dit vilkår.

Din mor var din første hyrde.
Men Bibelen fortæller os, at vi også har en anden hyrde.
En, der havde dig for øje, fra før du blev født.
En, der flettede dig sammen i din mors liv i det skjulte.

Det er naturligvis Gud selv.
Gud kender dig, for Han er dig nærmere end du er dig selv.
Hans omsorg for dig er lagt i dig på måder, vi ikke har ord for.
Hans stemme er ikke langt fra os.
Han har selv lagt den i os.

Der er så mange stemmer i denne verden.
Så mange hyrder.
Der er så mange, der kalder.
Så mange, der vil dig noget.
Lede dig til det stille vand, siger de.
Eller til velstand.
Eller til stilstand.
Og nogle måske til henstand.

Men Hans stemme er anderledes.
Og når den lyder i os, så tror jeg ikke, vi er i tvivl.
Så kan det kun være Hans.
Det gode Hyrdes.
Den eneste hyrde, som kun er god.
Som kun vil det gode.
Og intet andet.

Ikke, hvad der er godt for dig.
Eller hvad der føles godt.
Eller hvad du eller andre kan bilde dig ind, at du har fortjent.
Men Det gode.

Evangeliet er, at Han har lovet at hyrde dig frem til det.
Ikke fordi du vil det – eller stræber efter det – eller tror det – eller noget som helst andet.
Men fordi Gud vil.
Gud vil sin flok.
Han vil, at der er én hjord, samlet af mange får – også dem, du slet ikke kender navn på.

Herren er din hyrde.
Herren er din hyrde.

Og jo, der er ulve i denne verden.
Og de har mange forskellige navne.
De kommer også, når vi kalder.
De kommer i mange forskellige fåreklæder. Uønskede, uigenkendelige som ulv.
De lader sig ikke bremse af godhed eller fromhed eller hegn, for det onde lader sig ikke begrænse. Og vist er det anfægtende for os i flokken.

Men.
Herren er stadig din hyrde.
Herren er stadig din hyrde.

Nej, jeg kan ikke bevise det.
Men jeg tror det.
Tror det ind i mellem for den, der ikke selv kan tro det.
Vil tro det.
Ind i mellem med det yderste af neglespidserne, når jeg møder mennesker, der har haft alt for få, der hyrdede dem. Og alt for meget, der skræmte dem.

Og nej, jeg kommer heller ikke altid, når Han kalder.
Vi er nogle får, der går vore egne veje.
Men jeg har hørt om en hyrde, der lod de 99 blive i folden, for at gå ud og lede efter den ene får, der var blevet væk.

Herren er min hyrde.
Han kender mig. Jeg kender ham.
Og en påske for 2000 år siden satte Han sit liv til for mig.

En dag kommer den:
Den time, som bliver min sidste.
Når den time kommer, så håber jeg, at jeg kan høre den stemme, jeg kender.
Den kalder på mig fra en himmelsk ladvogn.

For min hyrde er gået i forvejen for mig.
Hans stemme kommer forfra.
Fra det, jeg endnu ikke kender.
Men som jeg nu skal kende fuldt ud.

Den gode hyrdes stemme kalder på mig.
Som den har kaldt på mange af mine kære og dine kære før os -
Den kalder på mig.

Den kalder på dig.
Den kalder dig ved navn.
Den kalder dig hjem.
Og du går trygt den stemme i møde. 

1. søndag efter påske

 

”Et praktisk spørgsmål: Må man sidde i kirken uden måske?”

Sådan et opslag skrev en præst en dag i et lukket forum, kun for præster.

Det er det opslag, jeg har ladet trykke her på jeres sangark.

Jeg svarede med det samme kollegaen: ”Tak for inspiration til prædikenen til første søndag efter påske”

Det viste sig hurtigt, desværre, at spørgsmålet var en trykfejl. Præstens spørgsmål skulle naturligvis have lydt: ”Må man sidde i kirken uden maske?” Og det gik naturligvis på den praktiske håndtering af endnu et corona-forbehold. Skal man have maske på i kirken under gudstjenester eller ej?

Jeg synes, fejlskrivningen var et meget bedre spørgsmål.

For ja, vi må godt sidde i kirken uden mundbind. I hvert fald så længe vi sidder – eller står på vores plads.

Vi må faktisk også godt sidde her både med mundbind og med maske.

Men spørgsmålet var jo langt mere end et praktisk spørgsmål.

Det er jo et meget menneskeligt spørgsmål, der handler om forholdet mellem os og Gud. Og sådan bliver det også et rigtigt godt teologisk spørgsmål.

Vi må godt sidde her uden maske.

Men vi må – og det er det, der er evangelium i, vi må især sidde her både uden maske og uden måske. Uden alt, hvad vi i øvrigt måtte maskere os bag ved af blufærdighed, af spørgsmål vi aldrig stiller, af forbeholdt og meget andet. Og vi må sidde her med alle de måske’er, der måtte være vores hver især.

Må man sidde i kirken uden måske?

Ja, måske er det faktisk sådan, at vi i virkeligheden sidder her allerbedst, når vi sidder her med måske.

Når vi gør det, når vi har vores måske’er med i kirke, så er det vi ligner disciplen Thomas allermest. Tvivleren Thomas. Måske-Thomas, som evangelisten Johannes er den eneste, der skriver om.

Tænk, hvis vi ikke måtte sidde i kirken med vores måske’er

Tænk, hvis vi ikke måtte komme til vores Gud med vores måske’er.

Tænk, hvis det ikke var legitimt at tvivle.

Hvad var tro så?

Tænk, hvis vi ikke troede, at Gud kunne gætte hvem vi er bag vores masker eller vores måske’er. Hvem var Gud så?

Vores måske’er er sjældent et stillen spørgsmålstegn til selve Guds eksistens. Vores måske er næsten altid et spørgsmål eller overvejelse om, om Gud kunne være mere eller anderledes, end vi ville kunne tænke os til eller tro os til.

Vores måske’er, det er som stenen til graven, der ikke er rullet helt for og ikke ruller helt tæt til. Så der alligevel både kan komme lys fra verden ind i det gravmørke eller livsmørke, der måtte være vores. Vores måske, det er at vi vover at lukke vores mørke ud i Guds lys.

Hvis vi ikke måtte sidde i kirken – eller hvor end vi nu placerer os for at møde vores Gud – med vores måske’er – så ville der også være flere af fortællingerne i Det Nye Testamente, vi var nødt til at læse meget hurtigt forbi. For vi er ikke de første i verden, der stiller spørgsmål.

Kvinden ved brønden – hun stillede måske’er – og hun fik rokket ved Jesus.

Og en anden kvinde. Hende, der blev ved med at banke på hos dommeren, indtil han gav efter. Fordi hun – måske – havde ret.

Og hvad med Jesus på korset?

Der, hvor Jesus selv nåede at blive i tvivl.

Tydeligst hos både Matthæus og Markus, når de citerer ham for afmægtigt at råbe:

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Der var ikke noget: Mon du har forladt mig? Jesus følte sig virkeligt Gudsforladt.

Jesus hang ikke på korset i stor guddommelig afklarethed med strålekrans om tinde.

Tvivlen er menneskelig. Viser Jesu sande menneskelige side.

Tvivl gør noget ved os.

Måske gør vores tvivl også noget ved Gud?

Og så har vi så Thomas i dag.

Thomas som kommer fuldstændigt tilmasket med måske’er.

Vi er efter påske.

Thomas har misset det første gensyn med Jesus. Han har svært ved at tro de øvrige disciplene alene på ordet om, at Jesus har været der.

Thomas’ tvivl – hans tro – har brug for synlige beviser.

Og hvordan tager Jesus så imod ham?

Møder han Thomas’s måske med mistro eller mistænkeliggørelse?

Nej, Jesus imødekommer den.

Du vil se tegn. Her er de, siger Jesus. Han rækker de naglemærkede hænder frem. Løfter op i kjortlen.

Måske rækker Thomas forsigtigt en finger frem? Måske rører han?

Vi ved det ikke. Masser af billedlige fremstillinger påstår det.

Jeg holder egentlig mere af at tro, at det for Thomas var nok, at hans måske blev imødekommet. At han blev set, ikke som tvivler, men som tvivlende troende.

Og at der kan komme noget godt ud af at være en tvivlende troende, det har vi rigeligt bevis for her i Christianskirken.

Måske kom Thomas aldrig nærmere på sin Gud, end denne dag, hvor hans tvivl blev mødt af den opstandne?

Må man godt sidde i kirken med måske?

Ja, du må.

Måske må du helst ikke lade være.

For det er måske’er, der flytter os.

Sagde disciplen Thomas aldrig et måske efter denne dag?

Blev han aldrig nogen sinde i tvivl om noget sidenhen?

Selvfølgelig blev han det.

Men Thomas erfarede, at selv i tvivlen er der liv.

Og at et liv med Kristus er et liv, hvor du kan rummes med din tvivl og alle dine måske’er.

I en luthersk sammenhæng ynder vi at sige, at troen er en gave. Den rækkes os ufortjent. Men er troen en gave, er tvivlen et vilkår.

Tvivlen er som gavebåndet rundt om gaven.

Tvivlen kan stramme, gøre det tvært at åbne for gaven. Måske klipper du båndet over. Ruller det sammen. Tager det frem igen og binder tvivlen om noget nyt.

Troen er gaven, tvivlen er vilkåret. Det er bare væsentligt at holde sig for øje, at tvivlen intet ændrer på gavens indhold.

Så ja: Du må sidde i kirken uden dine måske’er. Og ja, du må sidde i kirken med dine måske’er. Og du skal vide, at du ikke sidder alene med dem. Der er formentlig ikke en eneste i kirken, der både havde måskeer med hen og hjem.

Evangeliet er, at når dine måskeer måtte tynge dig mest, så kommer Kristus til dig. Måske ikke første gang eller på 8. dagen eller på kommando. Forklarelsens øjeblikke kommer ikke på kommando. Men han kommer. Han rækker dig sine hænder. Viser dig dem. Lægger dem velsignende på dig og lyser dig sin fred, så også du må have liv i hans navn. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.