1. søndag efter påske

 

”Et praktisk spørgsmål: Må man sidde i kirken uden måske?”

Sådan et opslag skrev en præst en dag i et lukket forum, kun for præster.

Det er det opslag, jeg har ladet trykke her på jeres sangark.

Jeg svarede med det samme kollegaen: ”Tak for inspiration til prædikenen til første søndag efter påske”

Det viste sig hurtigt, desværre, at spørgsmålet var en trykfejl. Præstens spørgsmål skulle naturligvis have lydt: ”Må man sidde i kirken uden maske?” Og det gik naturligvis på den praktiske håndtering af endnu et corona-forbehold. Skal man have maske på i kirken under gudstjenester eller ej?

Jeg synes, fejlskrivningen var et meget bedre spørgsmål.

For ja, vi må godt sidde i kirken uden mundbind. I hvert fald så længe vi sidder – eller står på vores plads.

Vi må faktisk også godt sidde her både med mundbind og med maske.

Men spørgsmålet var jo langt mere end et praktisk spørgsmål.

Det er jo et meget menneskeligt spørgsmål, der handler om forholdet mellem os og Gud. Og sådan bliver det også et rigtigt godt teologisk spørgsmål.

Vi må godt sidde her uden maske.

Men vi må – og det er det, der er evangelium i, vi må især sidde her både uden maske og uden måske. Uden alt, hvad vi i øvrigt måtte maskere os bag ved af blufærdighed, af spørgsmål vi aldrig stiller, af forbeholdt og meget andet. Og vi må sidde her med alle de måske’er, der måtte være vores hver især.

Må man sidde i kirken uden måske?

Ja, måske er det faktisk sådan, at vi i virkeligheden sidder her allerbedst, når vi sidder her med måske.

Når vi gør det, når vi har vores måske’er med i kirke, så er det vi ligner disciplen Thomas allermest. Tvivleren Thomas. Måske-Thomas, som evangelisten Johannes er den eneste, der skriver om.

Tænk, hvis vi ikke måtte sidde i kirken med vores måske’er

Tænk, hvis vi ikke måtte komme til vores Gud med vores måske’er.

Tænk, hvis det ikke var legitimt at tvivle.

Hvad var tro så?

Tænk, hvis vi ikke troede, at Gud kunne gætte hvem vi er bag vores masker eller vores måske’er. Hvem var Gud så?

Vores måske’er er sjældent et stillen spørgsmålstegn til selve Guds eksistens. Vores måske er næsten altid et spørgsmål eller overvejelse om, om Gud kunne være mere eller anderledes, end vi ville kunne tænke os til eller tro os til.

Vores måske’er, det er som stenen til graven, der ikke er rullet helt for og ikke ruller helt tæt til. Så der alligevel både kan komme lys fra verden ind i det gravmørke eller livsmørke, der måtte være vores. Vores måske, det er at vi vover at lukke vores mørke ud i Guds lys.

Hvis vi ikke måtte sidde i kirken – eller hvor end vi nu placerer os for at møde vores Gud – med vores måske’er – så ville der også være flere af fortællingerne i Det Nye Testamente, vi var nødt til at læse meget hurtigt forbi. For vi er ikke de første i verden, der stiller spørgsmål.

Kvinden ved brønden – hun stillede måske’er – og hun fik rokket ved Jesus.

Og en anden kvinde. Hende, der blev ved med at banke på hos dommeren, indtil han gav efter. Fordi hun – måske – havde ret.

Og hvad med Jesus på korset?

Der, hvor Jesus selv nåede at blive i tvivl.

Tydeligst hos både Matthæus og Markus, når de citerer ham for afmægtigt at råbe:

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Der var ikke noget: Mon du har forladt mig? Jesus følte sig virkeligt Gudsforladt.

Jesus hang ikke på korset i stor guddommelig afklarethed med strålekrans om tinde.

Tvivlen er menneskelig. Viser Jesu sande menneskelige side.

Tvivl gør noget ved os.

Måske gør vores tvivl også noget ved Gud?

Og så har vi så Thomas i dag.

Thomas som kommer fuldstændigt tilmasket med måske’er.

Vi er efter påske.

Thomas har misset det første gensyn med Jesus. Han har svært ved at tro de øvrige disciplene alene på ordet om, at Jesus har været der.

Thomas’ tvivl – hans tro – har brug for synlige beviser.

Og hvordan tager Jesus så imod ham?

Møder han Thomas’s måske med mistro eller mistænkeliggørelse?

Nej, Jesus imødekommer den.

Du vil se tegn. Her er de, siger Jesus. Han rækker de naglemærkede hænder frem. Løfter op i kjortlen.

Måske rækker Thomas forsigtigt en finger frem? Måske rører han?

Vi ved det ikke. Masser af billedlige fremstillinger påstår det.

Jeg holder egentlig mere af at tro, at det for Thomas var nok, at hans måske blev imødekommet. At han blev set, ikke som tvivler, men som tvivlende troende.

Og at der kan komme noget godt ud af at være en tvivlende troende, det har vi rigeligt bevis for her i Christianskirken.

Måske kom Thomas aldrig nærmere på sin Gud, end denne dag, hvor hans tvivl blev mødt af den opstandne?

Må man godt sidde i kirken med måske?

Ja, du må.

Måske må du helst ikke lade være.

For det er måske’er, der flytter os.

Sagde disciplen Thomas aldrig et måske efter denne dag?

Blev han aldrig nogen sinde i tvivl om noget sidenhen?

Selvfølgelig blev han det.

Men Thomas erfarede, at selv i tvivlen er der liv.

Og at et liv med Kristus er et liv, hvor du kan rummes med din tvivl og alle dine måske’er.

I en luthersk sammenhæng ynder vi at sige, at troen er en gave. Den rækkes os ufortjent. Men er troen en gave, er tvivlen et vilkår.

Tvivlen er som gavebåndet rundt om gaven.

Tvivlen kan stramme, gøre det tvært at åbne for gaven. Måske klipper du båndet over. Ruller det sammen. Tager det frem igen og binder tvivlen om noget nyt.

Troen er gaven, tvivlen er vilkåret. Det er bare væsentligt at holde sig for øje, at tvivlen intet ændrer på gavens indhold.

Så ja: Du må sidde i kirken uden dine måske’er. Og ja, du må sidde i kirken med dine måske’er. Og du skal vide, at du ikke sidder alene med dem. Der er formentlig ikke en eneste i kirken, der både havde måskeer med hen og hjem.

Evangeliet er, at når dine måskeer måtte tynge dig mest, så kommer Kristus til dig. Måske ikke første gang eller på 8. dagen eller på kommando. Forklarelsens øjeblikke kommer ikke på kommando. Men han kommer. Han rækker dig sine hænder. Viser dig dem. Lægger dem velsignende på dig og lyser dig sin fred, så også du må have liv i hans navn. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.