Y for ydmyghed

11. søndag efter trinitatis, søndag, den 27. august 2017
Christianskirken kl. 10.30

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Jeg har en bog inden i mig. Den har boet der længe. Den er unik. Jeg har i hvert fald ikke set ideen andre steder. Måske kunne det blive en god bog.

For efterhånden et par år siden, kom jeg i en sammenhæng med mennesker, jeg kender godt, uforvarende til at sige det: At jeg havde lyst til at skrive en bog. At jeg havde ideen. Jeg har også kontakt til en anerkendt fotograf, der vil være med på billedsiden. Ja, jeg har endda et forlag, der kunne være interesseret i at se et oplæg. Det blev fint modtaget. Ikke med stående klapsalver, - den slags bruger vi ikke i de kredse - men dog med åbenhed.

Indtil da havde bogen kun boet inde i mig. Men der skete noget, da jeg først havde nævnt den højt. Jeg blev ramt af en lige højre af den indre jantelov. Janteloven, som jo også er en bog, jeg har indeni mig. Og den er ikke skrevet med de mindste typer. Hvem troede jeg lige, at jeg var? lød den indre Jantelov. Det er jo alt andet end ydmygt at postulere, at man vil skrive en bog. Hvad i alverden bildte jeg mig ind? Er det ikke vanvittigt hovmodigt at tro, at nogen overhovedet ville læse det? Hvad kan du have på hjertet, som skal udgives? Og … man skal aldrig spilde andre menneskers tid. Sådan kørte den indre Jantelov som lydbog i mit indre på repeat.

Det vestjyske, altid parat til selvudslettende sind, satte enhver tanke om bog på hold. Siden… når en enkelt eller to efterfølgende formastede sig til at spørge: Hvad sker der egentligt med den bog, du talte om? Ja, så var det bekvemt at trække autosvaret med et: Jeg har for travlt. Den undskyldning er vidunderligt bekvem og den lukker som regel munden for videre spørgsmål. Lige siden har jeg aldrig nævnt min bogide offentligt, før nu.

For en lille månedstid siden, var der så igen en, der spurgte til min bog. Eller rettere: Han sagde: ”Eva, jeg ved, hvilken bog, jeg synes, du skal skrive. Du skal skrive en bog om, hvordan man kan leve som kristen i vores tid. For den har jeg ikke set nogen steder”, fortsatte han.

Behøver jeg at sige, at alle forsvarsværkerne prompte kom op igen? Helt af sig selv begyndte lydbogen: ”Aksel Sandemose. En flygtning krydser sit spor. Side 1: Janteloven: Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke … Men ikke kun Janteloven, men også anderledes anfægtende tanker: Hvordan overhovedet skrive om at leve som kristen, uden at risikere at det bliver pegefingerløftende moraliserende?

What would Jesus do? Hvad ville Jesus gøre? – For år tilbage kunne man høre det slogan. Ja, du kunne endda købe det som armbånd, så kunne du altid have spørgsmålet ved hånden: What would Jesus do? Hvad ved vi i grunden om det: Hvad Jesus ville gøre? Og fordi Jesus ville – eller kunne gøre det – betyder det også, at vi ville kunne eller skulle gøre det samme?

Der er nok mere end én grund til, at den bog om at leve som kristen i dag ikke er skrevet. Så måske min bekendt har en pointe i at den burde skrives? Et kristenmenneskes A – B – C.

Måske skulle første afsnit – eller forordet - hedde: ”Y for ydmyghed”. Det ville være klædeligt, ikke sandt?

Y for ydmyghed. Ydmyghed, som den fremhæves i dagens evangelium som modsætning til selvpromoveringen, selvhævdelsen, hovmodet.

Det er bare ikke så let med den ydmyghed. Den smutter mellem fingrene og i selvforståelsen. I samme øjeblik vi måtte tænke, at nu, nu er vi da ydmyge, ja, så er vi hovmodige. Hovmodige, fordi vi så kan forfalde til at tro, at det er os, Gud bønhører. Hvem er vi, at vi kan påstå at være ydmyge?

Både farisæeren og tolderen står for sig selv. Beder hver deres bønner. Men det er tolderen, hører vi, der bliver bønhørt. Hvorfor? Hvad er det i hans attitude, der gør ham mere ydmyg?

Måske er det noget så enkelt som at tolderen sætter sig selv til side? Det er ikke bare det, at han ikke sætter sig selv i centrum. Eller at han er på grænsen til at være selvudslettende. Nej, han gør plads. Gør plads ved sin side. Plads til at Gud også kan være der. Gør plads til at Gud kan komme til og gøre sin gerning i ham. Og dermed også gennem ham.

Og når så prologen om ydmyghed er læst og forstået – og måske læst igen. Så kunne man springe til A:

A for ansvar. At være kristen, at leve som kristen i dag er at leve med ansvar. Ansvaret for den gudsskabte jord, vi har fået betroet. Og det ansvar er i grunden ikke så forskelligt fra det, Adam og Eva i sin tid fik betroet. Vilkårene er anderledes, javist, men opgaven den samme.

Men også ansvar for at forvalte vores liv som skabte. Ikke som dem, der har skabt os selv eller selv skaber vores tilværelse. Men ansvaret for at leve med, at noget er givet os hver især: Talenter, evner, vores personlighed … det, at vi – som der står i Davidssalme 8 – er skabt kun lidt ringere end Gud. Dét kræver da om noget både ansvarlighed og ydmyghed.

Som kristenmenneske skal vi leve med Y for ydmyghed og A for ansvarlighed.

Næste side i ”et kristenmenneskes A B C”: B for barmhjertighed.
Vi skal leve barmhjertigt. Vi skal forbarme os, når vi møder såvel farisæeren som tolderen ude i verden. Den første støder vi tiere på end den anden. Og ikke sjældent har de to byttet tøj, så man kan være i tvivl om, hvem der er hvem. Men du skal være barmhjertig. Du skal åbne dit hjerte for dem begge. Barmhjertighed kræver overbærenhed. Og igen – det fordrer, at du kan sætte dig selv til side.

Du skal være barmhjertig. Også når du møder de to: tolderen og farisæeren i dig selv. Som to sider af dig. Forbarm dig over dem, når ordene løber af med dem gennem din mund.

Som kristenmenneske skal du leve med Y for ydmyghed, med A for ansvarlighed og B for barmhjertighed.

Det ville være let at finde andre ord med B, som du som kristenmenneske skulle leve med. B som beskyttende eller bedende.

Det er straks vanskeligere med C. Og der er sider i livet, - også kristenlivet, som nok er centrale, men ikke desto mindre komplicerede.

Cølibatet er heldigvis afskaffet. Gud ske tak og lov for Luther, som blandt meget meget andet var med til at accentuere, at et kristenmenneske godt kunne være gift, både med en mand eller en kvinde – og med Jesus. For kærligheden er sat ind i verden som en dimension, der er alt andet end enstrenget.

Som kristenmenneske skal du leve med ydmyghed, med ansvarlighed med barmhjertighed, med Kristus i centrum og du skal udfolde og udfordre din evne til at elske og til at elskes. Igen og igen. Og igen.

Men nu er hverken Et kristenmenneskes A B C jo skrevet - Og den bliver det heller ikke i denne uge. For jeg har travlt. :D

Så vi kan ikke vide, hvad der ville stå under F – eller G eller Z, for den sags skyld.

Et kristenmenneskes A – B – C.
Jeg ved ikke, hvor langt, jeg som læser ville komme i bogen, hvis den nogen sinde blev skrevet. For hånden på hjertet: Hvem af os kan leve op til de tillægsord? Ydmyg, ansvarlig, barmhjertig, kærlig …

Jeg tror, jeg ville gå i stå allerede ved forordet … på en god dag lidt inde i kapitlet om ansvarlighed.

For vi ved jo godt, at den eneste, der kunne det, var Guds egen søn. Kun han kunne helt uselvisk være både ansvarlig og anerkendende, bedende og barmhjertig, elskende og elsket, frelst og fri … Han behøvede aldrig at ydmyge sig, for ydmygheden var aldrig noget, han behøvede at tage på sig. Det var hans livsindstilling.

Han kom ind i vores verden, ikke for at tage en plads op. Men for at give plads. Plads til os. Med alle vores bogstavkombinationer. Med al vores utilstrækkelighed og selvtilstrækkelighed. Med vores behov for at vide, hvornår vi er gode nok – og lyst til at være bare lidt bedre. For Guds skyld. Selvom vi godt ved, at det ikke hænger sådan sammen. Men så for medmenneskets skyld da. Tja… og engang imellem bare for vores egen skyld.

Jesus kom ikke med en A – B – C. Eller med en manual. Han kom med sit eget liv. Han sagde aldrig: ”Se mig”. Han sagde: ”Lær af mig”.

Jesus sagde aldrig, at det ville blive let. Tværtimod. At være kristen – at høre ham til – det er ofte både byrdefuldt og besværligt og svært at komme overens med. Både for tanken og for hænderne.

Næ … jeg ville nok ikke nå langt hverken ind i kapitlet om ansvarlighed eller barmhjertighed, hvis jeg hele tiden skulle betænke, hvordan det var Jesus levede.

Og når jeg så afmægtigt har lagt bogen fra mig, så kunne jeg håbe på, at bogen af sig selv slog op på N. N for nåde. N for at Guds nåde måtte være mig nok.

For når alt kommer til alt – og det kan det såmænd gøre både i dag, i morgen, ja, og til sin tid på den yderste dag. Så er der kun Guds nåde at falde tilbage på – eller at håbe på.

Jeg har et budskab indeni mig.
Du har et budskab indeni dig.
Det har ligget der længe.
Det er ikke en bog. Det er Guds eget ord, lagt i dig ved din dåb. Gentaget utallige gange siden.

Du skal ikke være speciel ydmyg for at kunne tage imod det 
Du skal faktisk ikke andet end netop tage imod. Og lade det være nok.

For vi har en tro på, at det Ord og det budskab er levende. Guds Ord skaber, hvad det nævner. Ikke kun dengang, da alt blev skabt. Men stadigvæk. Så vi må tro, at Guds ord gør os ansvarsfulde, barmhjertige, ydmyge, elskværdige … ikke kun i forhold til andre mennesker. Men netop som et tilsagn til os hver især, toldere, syndere – og hvad vi nu hver især måtte være.

Så vi som tolderen må gå retfærdige hjem. Ikke selvretfærdige, men gå med Guds retfærdighed. Af nåde. Må Gud lægge det sind i os, at hans nåde er os nok. Ja, mere end nok

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen