Spejl - skulder - blink, og om at have din næste i den blinde vinkel

1. søndag efter trinitatis

”Spejl. Skulder. Blink”. Det er en af de vigtige treenigheder, man skal lære, når man tager kørekort. ”Spejl” for at orientere sig i bakspejlet. ”Skulder” for at huske at se sig over skulderen. Og ”blink” for at aktivere blinklyset i den retning, du vil dreje i.
”Spejl. Skulder. Blink” kan også være livsindstilling. Kan være måder, vi lever vores liv på. Ved at se i bakspejlet, se os over skulderen – og huske at vise af.
Endelig er ”Spejl, skulder, blink” en roman, skrevet af den danske forfatter Dorthe Nors, der var indstillet til en anerkendt litterær pris, som blev uddelt i denne uge.

I romanen ”Spejl, skulder, blink” hører vi om Sonja. Sonja har passeret de 40 og er ved at tage kørekort. Men der sker ikke rigtigt nogen fremskridt. For Dorte lider af positionssvimmelhed og hun har svært ved at skifte gear.

Det er ikke kun i bilen, Sonja har svært ved at skifte gear. Det samme er tilfældet i hendes eget liv.

Sonja hænger fast i fortiden – hun længes tilbage til sin barndom og ungdom på den jyske hede. Men tiden står ikke stille. Tiden står aldrig stille. Ingen relationer forbliver uændrede.

Hvorfor vil Sonja egentligt gerne have kørekort, når det nu er så besværligt? Ja, hun er overbevist om, at kørekortet vil give hende en større bevægelsesfrihed, en større aktionsradius. Jeg tænker, de fleste af os har stået i situationer, vi ville ønske, vi havde kørekort til.

”Spejl – skulder – blink” handler om at kunne multitaske i livet. Fremtiden er den, vi har blikket rettet imod. Og fremtiden kommer altid forfra. Aldrig bagfra, aldrig indenom.

Men engang imellem er vi nødt til at se os tilbage for at komme frem. Engang imellem kan vi nøjes med at orientere os i nutiden. Og nogle gange skal vi bare blinke af – og handle.

Når er det ind i mellem er svært, er det fordi også vi bliver ramt af positionssvimmelhed. Svimmelheden ved at blive i samme bane – mens de andre biler og livet bare passerer forbi. Svimmelheden ved at skifte bane, accelerere og overhale. Svimmelheden ved at skulle vælge: Skal jeg blive her – eller skal jeg skifte spor?

På vejen kan det endda gå. Men i livet … Hvornår skal vi bare køre videre? Hvornår skal vi vælge at skifte livsbane? Og hvad med de gange, hvor det ikke er os, der har valget?

 

 

Der er mennesker, der aldrig lærer at komme i bakgear. Der er mennesker, der har svært ved at se sig tilbage. Fortid er fortid, mener de. Den kan der ikke ændres på. Og derfor er der ingen grund til at søge tilbage i den.

Og så er der dem, der aldrig kommer ud af bakgear – fordi de hele tiden ser tilbage. ”Evigt ejes kun det tabte”, siger de – og lever i en stadig søgen efter det, der er levet og tabt.

Og så er der dem, der kommer i første eller anden gear – men som aldrig rigtigt kan accelerere – eller komme op i fart. Der er dem, der kører igennem livet med ”sinne gas”. Sådan lidt søndagsbillist-agtigt. De når at se det meste: Hver en rovfugl, der sidder i vejkanten. Hver en stokrose ved bindingsværkshusene. Men de når måske aldrig rigtigt at mærke suset. Livssuset.

Og så er der dem, der kører i femte, sjette (syvende gear) – og lever i overhalingsbanen. Fuld fart, lidt hasarderet til tider.

Og der er dem, der livet igennem, kører på automatgear.

Sonja minder mig om den rige mand, vi hører om i evangeliet i dag. For selvom han selvsagt aldrig har kørt bil, så har den rige mand endnu mindre lært at skifte gear i livet. Han har levet et liv, klædt i purpur og fint linned og hver dag levet et liv i fest og pragt, som der står. Jeg tror, det er nemt at vænne sig til sådan et liv.

Og havde man spurgt den rige mand, så ville han sikkert have sagt, at han havde forventet at det liv ville fortsætte sådan til evig tid – ja, langt ind i evigheden.

Men sådan gik det ikke. Den rige mand dør og begraves. Og mon ikke hans forbløffelse er stor, da han igen slår øjnene op og ser sig selv i dødsriget? Der er ikke megen purpur og fest og ballade der. Der er pine, hører vi.

Udenfor den rige mands hus lå Lazarus, en fattig mand. Ham havde den rige aldrig haft andet end en skuldertrækning og et sideblik til overs for. Jeg tror ikke, den rige mand én eneste gang har vendt sig om eller set sit eget liv i bakspejlet og tænkt, at det kunne have været hans egen skæbne.

Næ, den fattige var der bare. Var et nødvendigt onde i livet. Der vil jo altid være nogen, der har det værre end dig, ikke? Og det nødvendige onde så den rige mand ikke som sit ansvar. Derfor gik han forbi den fattige Lazarus. Dag efter dag. Uden at sætte farten hverken op eller ned. Uden at skifte gear.

Og nu – først da den rige mand så slår øjnene op i dødsriget – så ser han den fattige i sit synsfelt. Han er der altså stadig, ikke til at komme uden om. Jeg tror, den rige for første gang i sit liv bliver positionssvimmel: Tænker: Hvorfor i himlens – eller dødsrigets – navn – skal den fattige Lazarus ligge i Abrahams skød? – det er en bibelske betegnelse for paradiset - mens jeg skal ligge her og pines?

Men end ikke det får ikke den rige mand til at skifte gear mentalt. For inde i den rige mands hoved er han selv stadig den rige. Og den fattige kun et redskab. Derfor beder den rige – tværs over alle grænser, ud over al anstændighed – om, at den fattige vil være hans tjener– og komme med bare en fingerspids vand.

Der er mennesker, der aldrig lærer at skifte gear. Der er mennesker, der aldrig lærer at se, at ethvert menneske på vores vej er et medmenneske. Se, at ethvert menneske har brug for at blive set og favnet og ikke bare passeret.

Evangeliet fortæller i dag, at den indstilling: at der er forskel på mennesker, at nogen ligger som de har redt, ligger så dybt, at ikke engang døden vil få dem til at skifte indstilling. Selv om de er i dødsriget, i det helvede, som i folkemunde forbindes med at være særligt hedt, bliver de ved med at være kolde. Kolde bagi – og kolde i hjertet.

”Du har haft dit gode, mens du levede”, siger Abraham. Abraham siger ikke, at den rige har fået det som han har fortjent eller som forskyldt. Der er ingen karma-lære: ingen tale om straf, at fordi du ikke så den fattige, så er du nu fordømt til straf. Vi får faktisk ingen forklaring på, hvorfor den rige ender i dødsriget og den fattige i paradiset. Og det er vigtigt.

 

Men vi hører, at den rige får kolde fødder. Og nu – først nu – tænker han ikke længere på sig selv. Først nu, da alt for hans eget vedkommende er uhjælpeligt for sent, tænker han, at måske kan hans familie nå at ændre mening.

Måske kan de blive bedre til at leve – så både spejl, skulder og blink bliver en del af deres medmenneskelige multi-tasken. Send den fattige tilbage til mit hus, beder den rige. Send Lazarus og fortæl dem om min skæbne.

Nej, siger Abraham – og det lyder hårdhjertet. De har allerede haft buddet. De har haft Moses og profeterne. Det vil ikke ændre noget, om så nogen står op fra de døde.

Og så slutter evangeliet. Helt abrupt. Og vi kan spørge: Jamen, hvad sker der for en rige mand? Skal han blive ved med at tørste efter mening? Og hvad med hans efterkommere?
Men evangeliet slutter med et spørgsmål, for det er kun os, der kan give svaret. Os, der alle er efterkommere af den rige.  Ser vi de fattige Lazarusser på vores veje? Og ser vi dem forfra eller i bakspejlet, ser vi dem over skulderen – eller har vi blinket af?  

Det vil ikke ændre noget, om så nogen står op fra de døde, sagde Abraham til den rige mand. Er det sandt? Eller har det ændret noget for os, at en Jesus Kristus – stod op fra de døde?

Guds søn. Som kom til verden og altid pegede på medmennesket. Han spurgte aldrig om nogen havde gjort sig fortjent til det. Han skelnede aldrig mellem rige og fattige.

Uanset om Jesus så sig tilbage, så sig over skulderen – eller blinkede af fra den vej, han egentligt havde slået ind på, så var det fordi han i ethvert menneske på sin vej et menneske. Og han rakte nogle en fingerspids vand, andre fik synet igen, atter andre fik ændret livssynet. Du skal elske din næste som dig selv. Siger han.

Du skal elske din næste. Ikke for Guds skyld. Men for næstens. For ethvert menneske – også du - har brug for at ligge i Abrahams skød, ikke kun engang, men også mens vi er i live. Og det kan vi hjælpe hinanden med.

Vi skal synge det i salmen her efter prædikenen.
Du skal elske din næste som dig selv
du skal bære på de andres himmelhvælv.
Du skal dele dine lykker
ud i tusindvis af stykker.

Du skal dele dine lykker. Med ”y”. Og i flertal. Du skal ikke bare dele en lykke – men flere. For lykke er aldrig kun i ental. For der findes ikke én defineret lykke.

For den rige mand i dødsriget ville lykken være at få en fingerspids vand
For Sonja ville det være at lære at køre bil.
Hvad er lykken for dig?
Ja, salmen skriver ikke, at du – som næste – vil få din lykke opfyldt, men at du skal dele dine lykker. Lykke – det er ikke nødvendigvis det, du deler ud af dit overskud. Nej, lykke kan du give af, af din fattigdom.

Du skal elske din næste som dig selv. Du skal elske. Men du skal også elskes. Det vil altså også sige, at du kan være så heldig, at en næste deler sin lykke med dig.

Hvad det er, kan du ikke på forhånd vide. Men måske det også bliver til glæde for dig. Måske du opdager, at lykken kan være noget andet, end du havde forestillet dig – og at lykkebegrebet er langt mere facetteret end du kunne have set.

Den rige er i dødsriget. Dødsriget er ikke ”engang”. Dødsriget er, når vi tror, at vi ikke har noget at dele ud af. Dødsriget er, når vi har nok i os selv, og ikke kan se Lazarus på vores vej, selv ikke, når vi er ved at snuble over ham. Dødsriget er, når vores hjerte ikke kan banke af medlidenhed. I dødsriget er selv den rigeste fattig.

Skulder – spejl – blink. Intet i livet er hurtigere end at ræse igennem uden blik til hverken højre, venstre, forud eller bagud. Og vel er det besværligt med de der fattige Lazarusser. De sidder i vejen. De tigger. De er besværlige.

Og du er selv en af dem! Og har du prøvet at blive overset, hvor du havde brug for at blive set, ved du, hvordan det er at være Lazarus.

Og har du prøvet at blive favnet og omsorget og trøstet og taget i favn – taget ind som det menneske, du er, når du følte dig allermest sølle, så ved du også hvordan det er at være Lazarus. Og så ved du, hvordan det er at have mærket Guds kærlighed.

Guds kærlighed er ikke noget fjernt eller ophøjet. Den er lagt i dine hænder, på dine skuldre, i dine blikke, i dit hjerte som en gave og en opgave. Den er i spejlet, når du ser dig tilbage. Den er der, når du kigger dig over skulderen, den er der, når du viser af – og Guds kærlighed er altid det, der kommer dig i møde forfra.

Det er evangeliet, rakt til dig, som aldrig bliver for rig eller for fattig til at kunne tage imod den

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kristi Himmelfart - med røde gummistøvler

Jeg har lige købt nye gummistøvler.
Jeg tøvede godt nok lidt, inden jeg gik ind i butikken. For lige præcis fra den butik er jeg engang kommet hjem med et par sko, der viste sig at være for små. Noget af det værste jeg ved er mennesker, der går i for små sko. For mennesker, der går i for små sko, er ikke små i slaget. Mennesker, der går i små sko, sætter ofte store aftryk på andre med deres ord og handlinger og deres nøjeregnenhed.

Men de stod der i vinduet og lokkede. Gummistøvlerne. Lige så røde som postkasser. Og dem må vi jo nyde i gadebilledet, postkasserne, så længe det varer. Hvem ved hvor længe vi kan sige, at noget er postkasserødt? Men det er de, gummistøvlerne, postkasserøde.

Så jeg prøvede den ene – den passede. Og jeg betalte. Og prisen passede mig. Her er de – mine postkasserøde gummistøvler.

I mandags skulle de have deres have-debut, de røde gummistøvler, da jeg skulle slå græs. Og støvlerne lyste om kap med solen. Og græsslåningen gik som en leg.
Men da plænen var slået og jeg ville indenfor kunne jeg ikke få støvlerne af igen. Jeg ved godt, det lyder fuldstændigt grinagtigt. Men støvlerne sad som støbt omkring min fod. Jeg asede og masede. Intet hjalp. Jeg svedte og grinte ved udsigten om at skulle gå med postkasserøde støvler til evig tid. Man ser det for sig. Den bestøvlede præst.

Det endte med, at jeg måtte få en til at trække støvlerne af mig. Nu står de der, de postkasserøde gummistøvler, og griner lidt ad mig. Og jeg ved, at træder jeg i dem igen, så hænger jeg på dem.

De postkasserøde gummistøvler minder mig om disciplene, som vi hører om dem i dag. Selvfølgelig er det ikke postkasserøde gummistøvler, Jesus giver dem på. Men han iklæder dem noget, de ikke af sig selv havde kunnet tage på – og han iklæder dem noget, de ikke af sig selv kan tage af igen. Det budskab, han sender dem ud i verden for at give hænder og ord, er ikke et, du kan tage af og på efter forgodtbefindende. Er du først gået ind i det, hænger det på dig – og du på det.

Jesus sender disciplene ud i verden med helt særlige kræfter og med helt særlige opgaver. Ingen af delene kan de smyge af sig, uanset hvor meget de så end aser og maser. De fik en opgave, et kald – og der er ingen tvivl om, at de siden kom til at kæmpe med pasformen, for budskabet strammede, forventningerne strammede, livet som dem, der nu ikke længere kun skulle vandre i Jesu fodspor – men skulle afsætte nye blev ikke nogen dans på røde roser. I hvert fald var det meget ofte tornene, de kom til at vandre på.

Men – hørte vi - ”De drog ud og prædikede alle vegne”

Og de kom aldrig ud af det igen, disciplene. Der var ingen, der trak dem ud af opgaven igen, når den strammede ubehageligt”. ”Men … Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med”. Det er det, der bærer dem oppe. De virker, men Herren virker sammen med dem. Og Herren går aldrig i for små sko.

Kristi Himmelfart bliver Jesus taget til himmels. Og den opgave disciplene fik den dag – og som blev givet videre fra generation til generation er at gøre det fraværende nærværende.

At gøre det fraværende nærværende… Opgaven er slet ikke så let.

I mindre målestok kender vi det fra vores liv med hinanden. Hvor tit er vi ikke fraværende, selvom vi burde være nærværende?

Mobiltelefonerne – skærmene, der er alle steder – drager blikket, uanset om vi vil det eller ej. Vi skal lige tjekke om der er kommet en besked, en chat eller en mail, inden vi sætter os til bords.

Vi er online hele tiden. Aldrig har det været lettere at få fat på os end nu – i hvert fald via elektronikken. Og det har måske aldrig været sværere at komme i kontakt med os som mennesker. Vi er meget fraværende, også hvor vi burde være nærværende.

Gå en tur på gågaden. Ingen mennesker hilser på hinanden. De går med hovedet ned i skærmen.
Ingen hundeejere leger kast en pind til deres hund, for det går  med hovedet nede i deres skærm.
Få mødre eller fædre laver pludrelyde til babyen i barnevognen, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Og det er lettere at få fat i teenageren, der sidder ovenpå, ved at sende en SMS end ved at tro, at du kan råbe dem op.

Aldrig har vi været mere online – og aldrig har vi været mere fraværende.
Og det kan godt ske, at I sidder nogle hellige her – men så er det kun, fordi vores alder er højere end gennemsnittet – og at vi kan finde ud af at være nærværende en times tid. Men vi er en uddøende race.

Det er naturligvis ikke kun mobiltelefoner og tablets, der kan gøre os fraværende, hvor vi burde være nærværende. Vi kan være optaget af så mange ting, at vi i det daglige ikke forekommer vore nærmeste at være nærværende. Vi kan sidde i stue sammen, i sofa sammen og være aldeles fraværende.

Der er mange slags fravær. Og vi kender alle til, hvordan det kan være svært at navigere i, at dem, der burde være nærværende er fraværende.

Men vi kender også til, hvordan nogen, der er fraværende kan blive endog meget nærværende for os.

Tidligere skrev vi breve – og sådan holdt man hinanden opdateret på livet. På tværs af landegrænser har familiemedlemmer igennem årtier holdt forbindelserne ved lige ved at skrive breve. Og pennevenner. Og kærester.

Tænk på, hvordan man i krigstider har prioriteret postforsendelser. Breve fra Vestfronten kunne komme til det nordligste Jylland på bare 3 dage. I dag skulle der måske en 30 års krig til for at få brevet frem … Arj… det var en joke.

Og breve brugte de første kristne til at fremme fællesskabsfølelsen. Og tænk, vi har dem endnu. Sådan bliver vi samtidige på tværs af årtusinder.

Og vi kender til, hvordan det pludselig er at være sammen med mennesker, vi ikke har set i mange år. Skolekammerater, eller venskaber, der næsten var døde ud, eller dem, vi ser så sjældent, at det kunne være løgn, men det er det ikke. Og når vi så ses, ja, så var det som om årene mellem os aldrig havde været der. Pludselig blev den nærhed, der havde været fraværende, igen helt nærværende.

At mindes vore døde kan også være en meget kraftfuld oplevelse. Vore døde kan være næsten lyslevende for os der i mindet. Fraværende, så det gør så ondt, at det næsten ikke er at holde ud… og dog så nærværende, at det netop bliver til at holde ud… bare for en stund.

Fraværende – nærværende – er ikke altid så langt fra hinanden som vi skulle tro. Og det er faktisk lige præcis, hvad Kristi Himmelfart viser os. At tro – det er at komme overens med, hvordan den Kristus, der er fraværende i verden, kan være nærværende i vores liv.

Man skulle synes, at Kristi Himmelfartdag er en dag, der associeres med afstand og distance. Denne af alle dage bliver Kristus fjernere end nogen sinde. Men Kristi Himmelfart er det modsatte. Det er begyndelsen på det ultimative nærvær.

På Kristi himmelfartsdag tager Jesus ikke et skridt længere væk fra os. Tværtimod – han kommer et kæmpeskridt nærmere på os.

Indtil nu har de første disciple måttet gå sammen med Jesus – fysisk – for at være sammen ham. For Jesus kunne kun være et sted ad gangen. Da han stiger til himmels, stiger han op over kroppens og stedets begrænsning. Han bliver allesteds-fraværende for at kunne være allestedsnærværende.

For den himmel, han farer op i, er ikke et konkret sted.
Himlen er ikke et sted
Himlen er helt enkelt det, der rører alt, som er under himlen.

Vi kan stå her på jorden, og uanset hvor vi står, om det er i røde gummistøvler i en have i Fredericia, om det er på stilletter til konfirmation i København eller om det er i sandaler i Saharas ørken eller klatrestøvler på Mount Everest, så kan vi, ja hvert eneste menneske se himmelen, blå, grå eller stjernespækket. Og på samme måde kan Guds søn være nærværende hos hvert eneste menneske på denne jord.

Men hvordan bliver han nærværende for dig?
Kan det at tro være som at gå i postkasserøde gummistøvle, som du ikke kan få af? Kan det blive en uafrystelig del af din identitet, af dine skridt? Terrængående, vejrbestandigt.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at tro aldrig kan presses ned over os. Og at vi aldrig kan presses til at tro. Tro tvinger ingen.

Men jeg hører i dag, at det at tro er at tro sig ledsaget. At tro er altid at være to. Et par. Sådan som sko – selv gummistøvler - altid kommer i par.

At tro, det er at være ledsaget af Kristus. Og han går ikke i små sko.
Så er der tvivl i dine skridt, går Kristus ved siden af dig med sin tro. Og der er plads til både din tvivl om din tro i hans sko.
Er du trist, går Kristus ved siden af med fødderne fulde af livsmod. Og han har nok til Jer begge.
Er dine skridt tunge, går han med lette fjed.
Og er du forladt, går han foran med kærlighed.

At gå med tro, er ikke altid at gå i takt. Men at gå side om side og dog nå frem.

Kristus har lovet at gå med dig på alle dine veje. Og alle veje fører ikke til Rom, men til Guds rige. Og tænk – jeg tror, du bliver lukket ind – selv hvis du skulle komme i grønne gummistøvler.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.