Konfirmation 2017

Prædiken

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Sådan skriver evangelisten Matthæus:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Amen

 

Eva: Esther, Esther… Kom lige.  
Eva: Hov … du glemte noget…
Esther: ”Hvad har jeg glemt?”
Eva: Du har glemt dine fodspor!

 

Esther er sikkert ikke den første, der er hoppet på denne her. Selvom den er ældgammel. Måske endda så gammel, at I, konfirmander ikke har hørt den før.

”Du har glemt dine fodspor”. Men vi kan jo ikke tage fodspor med sig. Eller kan vi?

 

Mor havde gået og gjort rent hele dagen. Som i hele dagen. Vi er nogen, der ved, hvordan det er. Uden at det på nogen måde skal lyde martyragtigt. Så kommer Lille Peter kommer hjem efter sin legeaftale. Eller fra shopping eller noget helt tredje.

Og mor spørger – helt oppe i det røde felt: ”Peter… Hvor kommer alle de beskidte fodspor fra?” Peter kigger på sin mor, ryster på hovedet og siger så: ”Det ved jeg ikke. Men de har forfulgt mig et stykke tid”.

 

Vi afsætter spor. Nogle spor er tydelige som Peters. Men spor behøver ikke være sat af fødder. Det kan også være indkøbsposer, gymnastiktasker, brugte tallerkener, der ikke er sat i opvaskemaskinen … masser af spor. Vi afsætter også masser af digitale spor, som i den grad kan forfølge os. Vi kan trackes. Og via ”find my iphone” kan forældre følge deres børns fodspor.

 

Men vi sætter især spor på hinanden. Vi sætter spor med ord, vi sagde. Med ting, vi gjorde, som godt nok ikke efterlod sig synlige spor, men som satte sit mærke os på.

Der er helt sikkert masser af de spor, du har sat, som du har glemt. Der er helt sikkert masser af spor, du har sat i andre, som du slet ikke vidste, du satte. Sådan er det. Vi ved ikke altid hvilke spor, af dem, vi sætter på andre, som bliver gemt eller glemt.

 

Du har glemt dine fodspor. Men du har helt sikkert spor, du gerne vil huske.

I, konfirmander, har sat spor, mens I var her: Spor i form af jeres spørgsmål, jeres nysgerrighed, ja, det at I var her onsdag efter onsdag. Også konfirmationsdagen er en dag, der sætter spor. Nogle af Jer vil huske ting fra denne dag resten af jeres liv. Dt være sig tøjet, talerne, gaverne, det at være midtpunktMen jeg tror især I vil huske dem, der delte denne dag med Jer. Når jeg på forhånd spørger konfirmanderne, hvad de glæder sig til, så nævner de Jer, før de nævner gaver og mad. Og jeg vil ønske for hver og en af Jer her, at I vil sætte gode spor på dagen.

 

Så lad os da begynde her i kirken med at sætte spor. Fodspor. Ved hver bænk ligger der en tusch – og der er lagt papir ud på gulvet. Tag tussen, gå ud på papiret og tegn en af jeres fødder.

Nogle af Jer, der har tegnet fodspor, har gået mange skridt sammen med konfirmanderne. Og mange af Jer kommer forhåbentligt til at gå endnu flere. Men I har alle sat spor.

Nyligt afdøde Peter Bastian sagde engang: ”Det eneste, der betyder noget i livet, er kvaliteten af det spor, du trækker efter dig. Og i det øjeblik, det går op for dig, tårner ansvarsfølelsen i ordets allermest positive forstand op”. (Interview i Kristeligt Dagblad 2001) 

 

Engang var det moderne at sende barnets første sko til guldsmeden og få dem forsølvet. For det første af noget er altid noget særligt: Første skoledag, første tabte tand, første kæreste. Men det første skridt er særligt særligt. For nu bliver barnet på en ny måde selvstændigt og bevægeligt.

Det er særligt at se ens barn tage det første skridt. Men børn vokser op. Og at være forælder er at være vidne til, hvordan vores unge tager stadig nye skridt. Engang imellem ønsker vi, at I unge ville gå i vores fodspor. Engang imellem ønsker vi, at I går i alt andet end vores fodspor. Men mest ønsker for Jer, at I må gå jeres skridt med glæde og uden at være bange.

 

Vi ved, at vi ikke kan følge eller forsølve alle de skridt, der ligger foran Jer. Vi ved, at vi er nødt til at stole på, at I godt kan gå selv. Ind i mellem selvsikkert. Ind i mellem mere tøvende. Og ind i mellem vaklende på de første stiletter.

 

Når festen begynder her i kirken, er det jo fordi konfirmation ikke kun er et overgangsritual eller en fest for, at nu går I unge ind i de voksnes rækker. Nej, her i kirken hører vi, at vi heldigvis ikke kun er henvist til at gå vores egne veje. Der er fodspor, der er trådt for. Der er spor vi kan træde i.

 

Ser I op på mosaikkerne – Jer, der kan se dem, og tæller i 2 række fra højre, det midterste billede. Så er det et billede af Kristi Himmelfart.

Og der er én detalje på den mosaik, som kunstneren har givet særlig opmærksomhed. Det er fødderne. Jesu fødder.

Glasset der er anderledes. Fødderne er nærmest forgyldt. Ligesom de første sko. Bjørn Nørgaard har udtalt, at det var vigtigt for ham at netop de fodspor skulle være tydelige. For vi skal ikke være i tvivl om, at Jesus har været på jorden.Vi skal ikke være i tvivl om, at han har sat sine spor. Fysiske fodspor rundt i Israel.
Men endnu vigtigere: Han satte spor blandt mennesker. Spor på os. Spor, så vi kan tilgive. Spor, så det ligger dybt i os, at vi skal vise vores medmennesker respekt og kærlighed. Spor, så vi kan tro på, at ethvert menneske har værdi for Gud.

 

Det sidste Jesus sagde til sine venner, inden han steg op til himlen var, at de skulle gå ud og døbe og at lære alle mennesker om det, Jesus havde fortalt dem. De skulle - med andre ord - gå i hans fodspor. Og de gik. Og andre gik efter dem. Og budskabet gik igennem århundreder – og nu har det lydt hos os. Og dermed er opgaven givet videre til os: For også vi skal gå i Jesu fodspor og fylde dem ud, så godt vi nu kan.

 

Ind i mellem går det godt… Så godt, at vi næsten glemmer, at det også er Guds spor, vi sætter i verden. Og ind i mellem går det mindre godt. Når vi går i for små sko. Eller når vi tror, at vores egne veje og de spor, vi sætter, er de vigtigste i verden.

 

”Du har glemt dine fodspor”. Sådan sagde jeg til Esther i begyndelsen. Men der er en, der ikke glemmer vores fodspor. Der er en, der kender os, så godt, at han kender hvert et spor. Ja, han har været der sammen med os. Det er selvfølgelig Jesus.

Og nu – til allersidst - får I denne her historie. Selvom der måske er nogen af Jer, der har hørt den før, - så bliver den ikke forkert af at blive hørt igen.

Der var et menneske, der kom til Gud. Gud spurgte, om mennesket havde lyst til at se tilbage på sit liv. Det havde mennesket. Og mens de så tilbage, lagde mennesket mærke til, at der gennem hele livet var ligesom to sæt fodspor. Menneskets fodspor og Guds fodspor.
Men der var tidspunkter, hvor der kun var et sæt fodspor. Og mennesket undrede sig og blev ked af det. For der, hvor der kun var ét sæt fodspor, ja, det var netop i de perioder, hvor livet havde været rigtigt svært.
Og mennesket sagde til Gud: Hvor var du da, Gud? Hvorfor skulle jeg gå alene, når jeg havde allermest brug for, at du var der og gik sammen med mig?
Og Gud svarede: Kære du. Når det gik dig godt, gik jeg ved siden af dig. Men på de tidspunkter, hvor dit liv var sværest og når du var ked af det, ser du kun ét sæt fodspor. Men et var fordi jeg bar dig.

Vi holder konfirmation, fordi vi ikke har glemt Guds fodspor. Vi holder konfirmation, fordi vi fejrer, at Gud har fulgtes med - og ind i mellem båret - konfirmanderne indtil denne dag. Vi holder konfirmation, hvor I konfirmander selv går op til alteret, og bliver velsignet og får gentaget, at Gud stadig vil følges med Jer. I dag, i morgen, ja, alle jeres dage - indtil verdens ende.

Og derfor siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Tale til konfirmanderne

 

ESTHER:

Kære konfirmander
Der er sikkert flere, der holder tale til Jer i dag.
Men det her er den første.

 

 

EVA:

Og den bedste!
Og her kommer også den første konfirmationsgave.

 

ESTHER:

Og den bedste!

Gaven ligger i døbefonten.
Her – eller ved en anden døbefont - gav Gud Jer sin første gave, dengang I blev døbt.

Nu vil vi bede Jer, konfirmander, om at komme her op til døbefonten og hente jeres gave. Tag den med den til jeres plads. I må gerne pakke den ud.

 

Til Jer, der ikke kan se det, kan jeg fortælle, at hver

konfirmand har fået et stempel og en stempelpude.

Og ja, …. selvfølgelig skal I prøve det, kon4. Sæt et stempel

på papiret her i midtergangen.

 

EVA:

Man kan stemple på mange måder.

Hvis man bliver stemplet i fodbold, gør det ondt.

Det gør det også, når vi stempler hinanden i ord eller med

fordomme.

 

Men jeres stempel kon4 er et hjertestempel – for I skal stemple med kærlighed.

Nu har vi altså på papiret i midtergangen en masse fodspor og en masse små hjerter.

Det er det, vi gerne vil have, I husker: Fødder og hjerter.

Fødder. Fordi vi skal gå ud i verden på vores fødder.
Og hjerter. Fordi vi skal gå med kærlighed.

ESTHER:

Fødder og hjerter skal I huske.

Men ikke kun jeres fødder og jeres hjerter. Men også Guds fødder og Guds hjerte.

 

Fordi Gud har lovet at blive tæt ved vores hjerter så længe, at vi kalder det for evigt.

Og fordi Gud har lovet at uanset, hvor vores fødder end fører os hen, så går han i vores fodspor. Han går sammen med os. Vi går aldrig alene.

 

EVA:

I, kon4, skal nu ikke længere gå til præst.

Nej, nu skal I gå ud og sætte stempler og aftryk af kærlighed i en verden, der har så meget brug for det.

Jeres stempel er så lille, at der kan sættes et hjerte næsten hvor som helst. Og det skal I gøre.

I – og vi skal sætte synlige aftryk af kærlighed, der, hvor det er småt.

Og vi skal blive ved med at stemple i verden, selvom vi kan tænke, at den smule vi kan gøre, ser ud af næsten ingenting.

 

ESTHER:

Hvordan stempler vi med kærlighed?

Ja, det ved vi godt. Det gør I, kon4 f.eks. ved at slutte dagen i dag med at sige tak til din mor og far og måske give dem et kram.

Det gør I, når I går et ekstra skridt for at gøre nogen glad.

Det gør I … I behøver ikke flere eksempler. I ved udmærket godt, hvornår I stempler med kærlighed.

Nogen gange er det meget, meget nemt at sætte aftryk af kærlighed i vores liv med hinanden.

 

EVA:

Og nogen gange er det meget, meget svært. Og det er lige præcis i de situationer det bliver allervigtigst. For det er netop der kærligheden gør en forskel.

Heroppe bag os er en mosaik, I konfirmander har set mange gange. Det er mosaikken med Adam og Eva. Det er den eneste mosaik, hvor der et hjerte på.

 

I kender alle historien. Adam og Eva spiser æblet. Ryger ud af Paradiset. Altså, netop i den situation, hvor menneskene gør det dummeste, de overhovedet kommer til at gøre i deres liv, der har kunstneren Bjørn Nørgaard sat et hjerte.

Og sådan bliver vi mindede om, at selv i vores syndefald, selv når vores liv er allersværest er vi stemplede af Guds kærlighed.

 

ESTHER:

I skal stemple med kærlighed.
Og I skal vide, at I for altid er stemplede med Guds kærlighed.
Og derfor skal I gå  - tillidsfulde – frejdige – modige ud i verden. Hvor end jeres fødder nu må gå.

 

EVA:

Men I går med Gud.
Og Gud går med Jer.
Han har en gang for alle stemplet Jer med sin kærlighed.
Og det stempel er vandfast.

Det er det, I får bekræftet, når vi i dag holder konfirmation.
Og skulle vi ikke se at få Jer konfirmeret?

Herunder er konfirmandernes kirkebønner:
Hvert eneste sætning i det følgende er skrevet af konfirmanderne for nogle uger siden. Jeg har kun sat sætningerne sammen.

 

Lørdag, den 29. april:

 

Gud.
Tak for liv.

Tak for denne særlige dag, som jeg har glædet mig til i lang tid.

 

Tak for min familie, som er kommet. Og for alle, som er kommet for at gøre min dag god.

Tak for mine forældre, som gav mig dette dejlige liv.

Tak for at alle dem, jeg kender, støtter mig i det, jeg gør.
Og når jeg har det hårdt.

Jeg ville ønske

at dødsfald ikke fandtes,
at sygdom ikke fandtes,
at kræft ikke fandtes.
at der ikke fandtes sult og krig, fattigdom eller ISIS i verden.
Jeg ville ønske, at alle var raske og at alle fik mad
ja, jeg ville  ønske, at alle i verden havde et godt liv.

Jeg beder for min mor og far, der vil holde festen.
Jeg beder for alle de mennesker, som ikke kunne være her i kirken i dag.

Jeg beder for min morfar og oldemor, som ikke kunne være her i dag.
For min syge farmor, som ikke kunne komme.
for:

- min mormor, som er død.
- min farfar, der er død.
- min bedstefar, som ikke nåede til denne dato
- min bonusbedste, som desværre ikke længere er her
- min morfar, der er død
og som jeg desværre ikke fik lært at kende.
Jeg beder for at min mormor er et bedre sted nu.

 

Jeg beder for de fattige og for dem, der ikke kan få denne dag, som jeg får.

Jeg beder for, at alle i min familie og alle mine venner aldrig bliver alvorligt syge eller kommer ud for en slem ulykke.

Jeg beder for mine venner: at de får en god dag.

 

Tak Gud, for, at du er med alle dage, selv når det er en rigtig dårlig dag.
OG når det er en god dag.
Tak fordi du hjælper mig igennem hårde tider ved altid at give mig håb og glæde.

 

Jeg ville ønske, at alle dage kunne være lige så gode som i dag.
Jeg vil ønske, at det bliver en god fest, hvor alle er glade og hygger sig.

Jeg beder om, at denne dag aldrig bliver glemt. Amen.

 

Kirkebøn, lørdag kl. 9.30

 

Kære Gud.
Tak for dagen.
Tak for gaverne.
Tak for livet.

Jeg takker for mit liv, indtil nu. For de gode dage, men også de dårlige dage.
Tak for, at jeg hver evig eneste dag smiler.
Tak for alt, hvad jeg har.

Tak for alle gæster, der er kommet på denne dag, som jeg har glædet mig til i lang tid.

Tak til alle, som har arbejdet hårdt for at få denne dag til at fungere.

Tak for alle de fantastiske mennesker, der er mødt op i dag for at gøre os konfirmanders dag til noget specielt.

Tak for alt, som I har gjort for mig.
Tak for de ting, som har gjort mig til et godt menneske.
Tak for at alle har gjort alt, hvad de kunne for at jeg er glad.
Tak for, at I er her for mig.

Jeg beder for min farfar, som bor i et andet land og som er for gammel til at rejse.
Jeg beder for min oldemor og alle de andre, som ikke kunne være her i dag.
Jeg beder for min onkel, som døde af kræft.
Jeg beder for den kærligste papfar, der desværre ikke ku være her i dag.

Jeg beder for dem, som er gået bort pga. cancer i min familie.
Jeg beder for min oldefar, som desværre ikke kunne komme i dag.

Jeg beder for min lillesøster.

Jeg beder for en ven, hvis far er død.

Jeg beder for min oldefar, som desværre er død. Jeg ville ønske, han kunne se mig på denne dag.

Jeg beder for at min mor får det bedre. Jeg ville ønske, min mor selv vidste, hvor god hun er – og hvor perfekt hun er i andres øjne, undtage hendes øjne.

Jeg beder for min far – og at det skal gå godt for ham i fremtiden.

 

Jeg beder for dem, der har gravet sig ned i et sort hul og har svært ved at finde ud af det.

Jeg beder for alle, der har det hårdere end mig.

De mødre, der ikke har råd til at give deres børn dagen.

Jeg bede for alle dem, som ikke har det lige så godt som mig.

Jeg ville ønske: at alle skal kunne enes.
Jeg ville ønske, at folk behandlede hinanden bedre.
Jeg ville ønske, at man ikke kunne lyve.

Jeg ville ønske, at der ikke fandtes cancer – da det tog min lillesøster fra mig. Jeg ville ønske, at man ikke kunne dø af sygdomme, og at alle kan leve et sundt og rask liv.

 

Jeg ville ønske, at ingen på denne jord sultede.

 

Jeg ville ønske, at penge ikke er alt.

Jeg ville ønske, at alle havde det godt – og at alt var godt.
Og at alle har de samme muligheder som os.

 

Jeg ville ønske, at alle dem, som ikke kom, kunne komme i dag.

Jeg beder om, at alle får en god dag i dag.  Og om, at alle vil nyde denne dag lige så meget som jeg vil.

 

Tak for alt: Livet, hjælpen og kærligheden. Amen.

 

Kirkebøn, lørdag kl. 11.30:

 

Kære Gud.
Tak for livets gave. Tak for mit rigtigt gode liv. Tak for alle, der gør mit liv til noget helt særligt.
Tak for denne dag, som jeg har glædet mig til.
Tak for alle de gode onsdage til præst.
Tak, fordi jeg har fået muligheden for denne dag.

Tak, fordi jeg har fået lov til at fejre denne dag
Tak fordi min familie kunne være her for mig. Jeg elsker Jer over alt på jorden.

 

Tak for støtten, jeg har fået af alle mine venner og familie.

 

Jeg beder for:

Jeg beder for, at min farmor kunne se mig nu. Selvom jeg ved, hun kigger ned på mig.
Jeg beder for min bedstemor, som ikke kunne være her i dag.
Jeg beder for, at min døde farfar har det godt i himlen. Jeg havde håbet, at han kunne være her for mig den dag i dag.
Jeg beder for min oldemor og olde, som ikke kunne være her i dag.
Jeg beder for min farfar, som døde for få år siden.
Jeg beder for min oldemor og oldefar kommer tilbage til mig.

Jeg beder for min kusine, som er på jordomsejling
Jeg beder for alle de mennesker, der har været omkring mig hele mit liv.

 

Jeg beder for de fattige, dem, der ikke har penge til mad, og dem på flugt.

Jeg beder for alle dem, der ikke kan bede for sig selv.

Jeg beder for alle dem, som ikke kan få en konfirmation

Jeg beder for, at alle får en god dag.
Jeg beder for alle, som er kede af det.
Jeg beder for alle, som ikke har en fremtid

Jeg ville ønske, alle kunne være lykkelige, bare for et enkelt øjeblik

Jeg beder om, at alle onde ting må have en ende.

Jeg ville ønske, at alt det onde ville blive til det gode.

Jeg ville ønske, at terror og krig ikke fandtes.

 

Jeg ville ønske, at der ikke fandtes kræft og sygdomme og død, så alle i verden kunne være glade og lykkelige og leve godt for evigt.

Jeg vil ønske, at der aldrig sker min familie noget.

 

Jeg ville ønske, at alle er glade.
At alle havde respekt for hinanden.
Jeg ville ønske, at verden var retfærdig.

At alle kan gå i skole. Ja, at alle har de samme muligheder som os.

 

Jeg ville ønske, at alle i verden havde tid og lyst til at fejre så særlig en dag for en.
Jeg ville ønske, at livet varer evigt. Amen.

3 - 2 - 1

3. søndag efter påske, søndag den 7. maj 2017
Christianskirken kl. 10.30

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Du ved aldrig, hvornår du møder Jesus. Han er ikke altid der, hvor du regner med det. Og pludselig kan han være der. Måske bare i et glimt. Jeg så ham i søndags da, jeg var til konfirmation. Der stod han der. Altså ikke Jesus-Jesus. Ikke en, er prædikede som Jesus eller talte om Gud eller det evige liv eller … Jeg talte ikke med ham, vekslede ikke ét ord. Men en, der pludselig – uden at vide han var Jesus –som lukkede evangeliet op for mig på en ny måde.

Han var fotograf. Han skulle forevige den store forsamling af glade gæster, en styk spændt konfirmand, endnu flere børn i fri dressur og en løsgående hund på et stort samlet fotografi. Enhver, der har prøvet det, enten foran eller bag kameraet ved hvor vanskelig en opgave det er. Han tog det roligt, fotografen. Fik stilfærdigt dirigeret børn og gamle tanter, ja, selv hunden på plads. Og han stillede sig bag kameraet – og så kom det …

Der hvor så mange andre fotografer beder os sige appelsin eller cheese tænke på noget morsomt eller slet ikke tænke sagde han blidt: ”Se på mig. Og luk så øjnene. Og når jeg har talt ned fra 3, må I åbne dem igen”.

Det er grænseoverskridende at lukke øjnene… Det er grænseoverskridende, selv i lille målestok, for du ved aldrig, hvad der sker. Men vi gjorde det. Vi så på ham. Lukkede alle øjnene, selv hunden, tror jeg. Vide det kan jeg jo ikke, for også jeg lukkede øjnene. 3 – 2 – 1 – og så åbnede vi øjnene – og vi kunne høre kameraet knipse.

Fotografen stod på samme sted. Han så ud præcist som før vi lukkede øjnene. Alt var vel for så vidt det samme. Og alt var anderledes. For alle havde samme blikretning. For alle havde på samme tid lukket øjnene op og rettet fokus mod ham og ham alene.

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig” … Jeg har faktisk altid tænkt om de Jesusord – som om et kamera, der tager billeder. ”Om et kort tid ser I mig ikke længere” – knips – ”og atter en kort tid, så skal I se mig” – knips. Der er nanosekunder imellem, ja, måske mindre... nanosekunder mellem, at fotografen ser – og ikke ser – og så ser igen.

Sidste søndag fik evangeliet skikkelse i form af en fotograf. Luk øjnene… Åbn øjnene. I mørket – i de tre sekunders mørke blev billedet til på ny.

Man skulle ikke tro, at det kunne betyde noget for motivet. Men jeg tror, at det at vi alle havde været i de lukkede øjnes mørke bare nogle øjeblikke betød noget afgørende for motivet.

En kort tid kan gøre verden til forskel. Ja, en kort tid, og så kan hele den verden og hele den verden, vi kender til, være vendt på hovedet. Det er det, Jesus taler om i dag.

Og lige nu kunne vi så tænke på de øjeblikke, hvor vores billede ændredes: Den mere ufarlige, hvor du bare lige vendte ryggen til et øjeblik, kortere end en kort tid, og så var mælken kogt over eller flæskesværen brændt på. Eller barnet blevet væk i storcenteret.

I Odense er en gigantisk skulptur af den anerkendte kunstner Cronhammer endt som en bunke skrot, fordi nogen en kort tid – eller måske lidt for lang tid - var uopmærksomme – og nu – 3 – 2 – 1 var en 5 meter høj yderst værdifuld jernskulptur forvandlet til noget, der kunne sælges for metalpris. En kort tid, så så vi den – og en kort tid efter så vi den ikke længere.

Der blev ikke sat pris på den, mens tid var. Det kender vi godt: Hvordan vi kan forpasse øjeblikket. Hvordan vi i al den hverdag, der nu er vores, kan forglemme at nyde, at skønne på. Og pludselig kan det, der dog var en lang tid, føles som reduceret til en kort tid, når det uventet blev forbi.

Den mest ultimative form er, når vore kære rives væk på splitsekunder. Det ene øjeblik vinker du farvel og ser barnet cykle med skoletasken på ryggen, det næste øjeblik er det dræbt i en højresvingsulykke. En kort tid så du det…

Eller uskylden… Din opfattelse af, at verden var et godt sted. Der skal ikke mere end en kort tid: En tsunami, en bombe, der detoneres midt i myldretiden, en … eksemplerne står i kø i øjeblikket. En kort tid, så så vi den… og en kort tid efter… så verden helt anderledes ud…

Men Jesus taler selvfølgelig ikke kun om vores verden. Det er jo også hans verden, der er under forandring. Vi befinder os i påsken, i Jesu sidste påske. Han er ved at forsøge at forberede sig disciple på, at han skal forlade dem. Hvordan gør man det? Hvordan kan man egentligt forberede ens nærmeste på, at vi skal skilles fra hinanden. Ikke kun en kort tid, men for altid.

At vi skal dø, ved vi endda. Men selv dette – det eneste sikre, der er at sige om livet og livet med hinanden, den største af alle relationsændringer mellem os – den taler vi meget, meget lidt med hinanden om.

Hvor tit har jeg ikke siddet til begravelsessamtaler med familier, hvor en pårørende efter et længere, ofte årelangt og opslidende sygeleje er død. Talte I nogen sinde med hinanden om, at det en dag vil få ende? Hundredvis af gange har jeg spurgt – måske ikke lige med de ord, men med den mening?

Og næsten lige så mange gange har jeg fået svaret: Nej, det talte vi ikke om. Den slags taler vi ikke om i vores familie. Eller ”nej, vi ville ikke gøre det sværere for ham ved at tale om døden” eller … ja, I kender formentlig selv flere af begrundelserne, vi kan have for ikke at tale om det.

Men hvorfor ikke? Uanset om vi taler om det eller ej, ændrer det jo ikke en tøddel på, at vi skal dø. Og det ville måske ændre på en sidste korte tid, vi havde sammen, hvis vi talte om den. Hvad vil vi så i den korte tid? Hvad vil vi bagefter? Hvad vil afdøde med begravelsen? Hvilke gode ønsker kan man have for hinanden? Både den korte eller længere tid, man nu måtte have tilbage. Og den tid, der følger efter.

Jesus taler ikke kun om, at han vil forlade dem. Så svært og  ubegribeligt det end kan være. Han siger, at de skal ses igen. Om en kort tid, så ser I mig ikke længere … den del kunne de endda forstå. Den del kan vi forstå.

Men så kommer det: ”OG atter en kort tid, så skal I se mig?” Hvad i himlens navn kunne han mene om det?

Ja, nu ved vi det. Vi, som sidder her med åbne øjne, og har talt baglæns ned fra påskedag til skærtorsdag – 3 – 2 – 1 ved godt, hvad Jesus mener. Vi ved, at Jesus skulle slå øjnene op igen. Døden skulle ikke kunne holde ham fast.

Og når disciplene så ham igen – så ville alt se anderledes ud. Deres motiv – deres verdenssyn ville være ændret.

For os i søndags så fotografen ud på samme måde, da vi åbnede øjnene. Men efter påske vil disciplene for altid se anderledes på Jesus. Ja, hele deres syn på livet – døden – håbet – ville være gennemgribende forandret.

”Se mørket bliver din modningstid” – sådan skal vi synge herefter. Mørkets som en modningstid. Aldrig var der så mørkt i verden som fra langfredag til påskemorgen før solen stod op. Men mørket blev en modningstid for verden. For Jesus. For disciplene. For os. Og lige siden – det er påstanden og håbet – lige siden har mørket aldrig været helt så mørkt. For selv det mørkeste mørke er kun en kort tid.

En kort tid kan vi ikke se en hånd for os. En kort tid kan vi ikke se noget som helst. Hverken ud eller ind. Vejen frem eller vejen tilbage… eller nogen som helst anden vej. Men en kort tid, så skal vore øjne åbnes igen – og så vil vi se anderledes. Og … og den helt ubegribelige påstand: Så skal vi glæde os. Og engang vil der ikke være noget, der kan tage vores glæde fra os.

En kort tid. Et himmerrige for ordet ”kort”. Gud være lovet, fordi Jesus ikke bare sagde: ”En tid, så ser I mig ikke længere og atter en tid, så skal I se mig”, men han sagde: ”en kort tid”. For os, som er mere utålmodigt anlagt, kan kort såmænd være langt nok. Og ja, målt med himlens målestod er ”kort” naturligvis relativ. Men det er dog ikke en hel evighed.

Jesus fik ret. Selvfølgelig fik han ret. Da han og disciplene mødtes igen efter påskemorgen, så det hele anderledes ud. De lignede sig selv udenpå. Men hver især havde de været i mørket:  Jesus i dødens mørke. Disciplene i uvishedens mørke. Men de så hinanden igen. Og de var glade. Efter påskemorgen er glæden kommet på en ny, en helt ny måde.

Hvordan skal vi nogen sinde kunne se på hinanden – på verden – ja, selv på livet mening – på samme måde? Vi kan lukke øjnene .. åbne dem igen … og synes, at verden da ligner sig selv. Der er stadig lige megen ufred, lige mange naturkatastrofer, lige mange børn, der dør i trafikken, lige megen meningsløshed – hvordan kan Jesus tale om den glæde, der aldrig skal tages fra os?

Vi kender den jo mest i glimt, ikke? Glæden? Så er den der – knips – så er den væk. Så er den der – knips – og så væk igen. Vi kan fastholde den. Leve på den. Dele ud af den. Men den kan tages fra os glæden. Der skal kun et kort øjeblik, så kan selv den dybeste glæde tages fra os.

Nej, fastholder Jesus. Der er lagt en glæde ind i verden, som aldrig kan tages fra os. Den er i familie med håb. Den er der, også når vi synes, at mørket er mørkest, når veerne gør allermest ondt og vi er i tvivl om, hvor vidt der kommer et levende liv ud af det. Der er glæde. Og den er altid på vej.

For Gud har født sit menneske ind i vores verden. Gud har lagt sin glæde, sin kærlighed, sit liv, sit håb ind i vores verden. Og vi ser det allerede. Når vi glædes, når vi elsker, når vi bider livet i låret og når vi vover at håbe. Vi ser det. Kort. Godt. Og så er det væk. Men det betyder, at hverken glæden, kærlighed, håbet eller livet er fremmed for os.

Vi ser det i kort tid. Som et snap-shot. Et hurtigt billede. Men Gud har lagt sit billede af evighed ind i os. Det tog kun en kort tid: Et kors blev slået for dit ansigt og dit bryst – men det gælder til evig tid.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede: Gud.
Vores tid er i din hånd.
Lær os at tælle vores dage og se betydningen af hver eneste af dem.
Lad os leve her og nu – og ikke flygte ind i hverken fortid eller fremtid.

Kristus. Tak, fordi du er i det daglige brød. Tak for de mennesker, vi har fået at leve med, for alt godt, der rækkes os af din hånd og som du har velsignet.

Kristus. Du har selv vist os, hvem vores næste er.
Du har også sagt, hvad vi skal gøre.
Giv os mod til at gøre som du – ikke alt – men bare lidt:
Besøge den ensomme,
opmuntre den sørgende,
række ud mod den fattige,
opbygge den nedbrudte.

Vi takker dig for, hvad vi hver især har. Lær os at være taknemlige, når vi ikke mangler noget.

Helligånd.
Giv os mod og kraft til at være vidner, også når vi møder modstand.

Vi takker for vort land og vores demokratiske styre.
Lad dem, der har magt og myndighed i vores land forme loven med sans for retfærdighed
Vær med regering og folketing.
Vær med dronningen og hele hendes hus.
Hjælp os til at vise verdensmagten, at størst af alt er kærligheden.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Herre.
Vi beder for den uge, som kommer.
Gå med os ind i dagene, for sådan kan vi gå med glæde og frimodighed – indtil du ved alle dages ende åbner døren til dit rige og siger: ”Velkommen hjem”. Amen