Palmesøndag - om at ødsle med kærlighed

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus (14,3-9):

Engang imellem kan man høre sætningen: ”Han eller hun kunne give det hele væk”. Men jeg ved ikke om I også har registreret det? - Det er som om der er blevet længere og længere imellem dem, man kan sige det om.

I dag er vi ikke længere så ødsle. Vi blevet mere mådeholdende. På mange områder. Der er ikke længere mange, der kunne give det hele væk. Nogle vil overveje det halve. Måske. Andre kan knap give en håndsrækning.

Jeg har været så heldig at høre sætningen mange gange. Det er blevet sagt ved ikke så få begravelsessamtaler. ”Han – eller hun – kunne give det hele væk”. Undertiden også i vendingen: ”Hun gav mere, end hun krævede”.

Jeg har også mødt nogen af dem, der gjorde det. Jeg tror, min mormor var sådan en, der kunne give det hele væk. Var er den dame nede i byen, der manglede noget, min mormor havde, så fik hun det. Min mormor gav til Sudanmissionen og Soldatermissionen og Indre Mission – ja, og kom der brev fra et andet missionsselskab – så gav hun også til dem. Hun gav til de sultne børn i Afrika – og hun gav kassevis af småkager og hæklede slumretæpper og strikkede strømper til sine børnebørn. Hun gav af sin tid. Og hun gav af foldede hænder. Hun gav, ikke fordi hun havde meget at give af. Men fordi hun kunne. Måske også fordi hun ikke kunne lade være.

Jeg husker, at vi stort set aldrig kom hjem efter et besøg hos mine bedsteforældre, uden at vi havde fået et eller andet med i hænderne. Meget ofte noget, hun sikkert selv havde fået forærende engang. Og derfor kunne det også være nogle højst ukurante ting.

I mange år flyttede jeg f.eks. rundt på en lille porcelænsfigur, der forestillede en pige. Den har ikke nogen kunstnerisk værdi. Og for nylig – her mange, mange år og endnu flere flytninger senere, er jeg på et husbesøg blevet klar over, at den lille siddende porcelænspige ikke sad alene. Der var i virkeligheden en hel serie af små siddende figurer. Men hele serien af siddende porcelænsfigurer har jeg aldrig set hos min mormor. Formentlig har hun aldrig haft dem alle – eller – og det tror jeg er mere sandsynligt – så har hun givet dem væk. En for en. For at så mange som muligt kunne gå glæde af dem.

Hvorfor flyttede jeg troligt porcelænspigen med, hver gang jeg flyttede? Hvorfor har jeg den stadig? Jeg tror, det er fordi den var givet af kærlighed. Og det, vi har fået, givet af et godt hjerte, det skal vi skatte og passe godt på.

Hun kunne gi alt væk. Og hun gjorde det. Er det egentligt ikke for dumt? Burde man ikke beholde lidt, så der var noget tilbage? Der er nogen, der siger, at der ikke er lommer i det tøj, vi skal have på herfra.
Og for nu at blive ved mine bedsteforældre, så kan jeg kun sige, at der, mig bekendt, ikke var noget særligt at arve efter min mormor. Til gengæld er jeg lige så sikker på at hun og min morfar aldrig har manglet noget i deres pensionistliv.
Hun kunne give alt væk. Men hun fik også igen. Ikke som udslag af nogen lov. Og hun har helt sikkert ikke delt ud - ud fra nogen bagtanke om, at hvis jeg giver den, der har brug for noget, så får jeg det selv igen, når det er mig, der i situationen.
Nej. Hun gav, fordi hun ikke kunne lade være. Og fordi min mormor i sit liv oplevede sig som et menneske, der havde fået meget givet. Først og fremmest – og først og sidst – troen på Jesus Kristus som hendes frelser. Ham, er gav sit liv. Også for hende.

I dagens evangelium hører vi om den kvinde, der kommer med en stor krukke med en helt særlig eksklusiv salve for at salve Jesus. Det var ellers kun noget, man gjorde ved konger. Den del kunne endda gå – i den forsamling, der er omkring bordet i dag, håbede de fleste jo stadig på at Jesus i en eller anden forstand ville blive en konge, en Messiasskikkelse for dem.

Alligevel bliver de forargede. Forargede, fordi salven repræsenterede en helt urimelig høj værdi. Næsten et års løn. Det kunne have været brugt bedre, indvender de omkring bordet.
En anden ville måske spørge: Hvor havde kvinden overhovedet penge til olien fra? Var hun helt usandsynlig rig, siden hun brugte penge på at købe netop den olie? Det tror jeg ikke. Jeg tror, det det er et af den slags underfulde handlinger, evangeliet er så rigt på.

Jeg tror, det er et af den slags mysterier, livet er så rigt på. At der er nogen mennesker, der har mere at give ud af end andre. Mere overskud, mere nærvær, mere kærlighed. Og det allermest underfulde er, når de gør det: Deler generøst og ødselt ud. Uden at skele til udgifterne. Hælder, øser uden nogen anden bagtanke end at ville give det bedste. Fordi mindre ikke kan gøre det.

Det – eller et af de - spørgsmål, dagens evangelium stiller til os er: Skal vi være ødsle? Og kan vi være for ødsle? Har de i virkeligheden ret omkring bordet: Skulle kvinden hellere have brugt værdien fra nardussalven til at gøre gavn et andet sted?

Men kærlighedsgerninger spørger ikke efter gavn. Kærlighed spørger aldrig om det er nogen nytte til. Kærlighed er i sit væsen ødsel. Og uegennyttig. Den søger ikke sit eget. Søger ikke begæret, bekræftelsen eller noget som helst andet. Kærlighed er som en livskilde. Kærlighed er livskraft. Den genererer livsglæde. Og mod. Og håb. Og rigtigt meget andet.

Indtil vi bliver som dem ved bordet! Indtil vi bliver begrænsende og begynder at stille spørgsmål ved motiverne. Hvad er det f.eks. ikke siden blevet sagt om kvinden fra evangeliet. Ville hun ikke bare i lag med Jesus? Opnå noget i forhold til ham? Men tænk – det tror jeg ikke, hun ville.

Vi behøver ikke engang lægge hånden på vores hjerte. Vi ved det godt. At sådan er vores kærlighed ikke kun. Mærk efter. Eller tænk efter – hvis det med at mærke lyder for følsomt: Hvor er det vi finder den uegennyttige kærlighed? Den kærlighed, der ikke søger sit eget. Eller vil sit eget. Men som vil den anden. Hinanden.

Ja, det gør vi for eksempel, som jeg indledte det med, i forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn. Det gør vi i særlig grad, når kærligheden flyder fra et nybagt forælderpar til deres barn eller børn. Der oplever vi, at vi bare må give og øse og hælde af alle de kilder, vi nu hver især må have at øse af. Forældres kærlighed er og forbliver livet igennem af en særlig art.

Og så møder vi ikke sjældent den kærlighed, når pårørende sidder samlet om en, der snart skal dø. Sådan som Jesus og de andre gør det i dag i Simon den Spedalskes hus i Betania. Jesus ved, hans sidste time nærmer sig. Og han tager imod de kærlighedserklæringer og hengivenhedserklæringer, han kan få. Ikke fordi han har brug for dem –– men fordi Jesus gør sig åben for det, andre vil give til ham. Eller har brug for at give til ham. For sådan er den uegennyttige kærlighed også: Modtagende.

Der omkring et dødsleje kan det blive påtrængende og helt nødvendigt at få gjort kærlighedens gerninger. Fordi det der bliver så tydeligt at vi lever på lånt tid. Så der – om ikke før – bliver der holdt hånd, selvom om man måske aldrig i livet havde holdt hinanden ret meget i hænderne.
Der taler kærligheden stemme og siger: ”Du må gerne give slip” – selvom man allermest havde lyst til at råbe: ”Du må ikke forlade mig”. Fordi der også er kærlighed i at kunne give slip.

Der – ikke mindst ved livets begyndelse – og når livet nærmer sig sin afslutning. Der mærker vi kærlighedens ødselhed. Og hvis – når vi giver os lov til at mærke efter, så er det lægende, velgørende, velsignende. Det lille barn lever af forældrenes kærlighed. Og den døende får lov at dø med fred – og de pårørende med bevidstheden om, at de gjorde alt det bedste, de kunne.

Men vi skal vel ikke kun være ødsle med kærligheden ved begyndelser og slutninger? Nej. Vi lever så kort. Vi lever på lånt tid. Og der er alt for mange hverdage, der alt for let bliver grå, hvis ikke vi ser eller øser bare glimt af ødsel kærlighed.
Vi skal turde være ødsle overfor hinanden. Vi skal være ødsle. Overfor vores nærmeste. Barnet – ægtefællen. Dem, vi kender og holder af – og uden hvis kærlighed og trofasthed vores liv ikke ville være, hvad det var. Vi skal være ødsle. For i ødselheden ligger også bevidstheden om og taknemligheden over, at vi selv er dem, der har fået meget. Og i den forstand kan vi aldrig være for ødsle.

Men vi skal ikke kun være ødsle der. Jesus viser os også et andet sted hen. Han siger: ”De fattige har I jo altid hos Jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid”.

De fattige. Ja, det er naturligvis dem, der ikke har til dagen og vejen. Eller tag over hovedet eller den hjemløse i Brugsen. Men det er for indskrænket at tro, at det kun er dem, Jesus tænker på. Den fattige – det er også det menneske, der trænger til din ødsle kærlighed – uden på nogen som helst måde at have gjort sig fortjent til det. Den fattige – det er det menneske på din vej, i din klasse, på din arbejdsplads, i din menighed – eller mere perifert den ven på Facebook, som har brug for dig. Det er den fremmede, du støder ind i.

For ingen af os er så rige, at vi ikke kan bruge, at nogen er ødsle imod os.

Vi skal være ødsle med kærlighed – vi skal ikke være naive – men vi skal vove at række kærligheden ud helt til fjenden – ud til dem, som vi ikke engang er sikre på, der tager imod. For det er kærlighedens væsen at være ubegrænset. Vi skal ikke tøjle den. Putte den i krukker. Vi skal være ødsle. Hvad har vi at miste?

Men hov - med denne opsang eller tilgang– gør jeg så ikke kærligheden til et krav? Og var det mon det, Jesus mente?  Tja… I hvert fald blev Jesus selv sendt ind i vor verden for at give kærligheden krop og arme og ben. For sådan ville Gud at kærligheden også skulle være. Ikke noget abstrakt. Ikke noget fjernt og utilnærmeligt. Ikke noget, der blev i krukkerne. Men fysisk. Flydende, generøs. Grænseløs.

Og derfor går Guds ødsle kærlighed hele vejen. Helt ind i døden i skikkelse af Guds egen, elskede søn. Så ødsel er Gud med sin kærlighed: At ingen pris er for høj.
Når vi regner efter, så kan vi godt synes, at Gud er for ødsel med sin kærlighed. Skal den virkelig gælde alle mennesker? Hvad med de dumme svin? Hvordan kan Gud udøse sin kærlighed over dem? Hvad med dem, der ikke tager imod den? Hvad med dem, der ikke tror på Gud?
Hver gang vi siger – eller bare tænker sådan – så er det os, der bliver nærrige på Guds kærlighedens vegne. Kunne den ikke have været brugt bedre?

For nylig – til et foredrag om opstandelse og håb og evigt liv – hørte jeg en af mine kolleger citere en for længst (netop 100 år siden) afdød præst, Otto Møller, tidl. Gylling, for at have sagt: ”Hvis Gud nu har bestemt, at alle skal frelses, så er det da ikke noget at blive gnaven over”.

Jeg tror, det samme vil kunne siges om Guds kærlighed: ”Hvis Gud nu har bestemt at ødsle sin kærlighed over alle os – ja, så er det da ikke noget at blive gnaven over”.

Det er palmesøndag i dag. Det er indgangssøndagen til påsken. Det dufter af nardussalve. Påskemorgen, da Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor og Salome ville ud til graven, gik de først omkring markedet for at købe vellugtende salver. De ville salve Jesu krop. Men de fik aldrig brugt salven. For Jesus var jo opstået.

Derfor står krukken her billedligt talt endnu. Halv tom eller halv fuld. Og vi må gerne gå ud og ødsle gavmildt med indholdet af den. Ja, vi må faktisk helst ikke lade være.
For vi er dem, Gud har ødslet sin kærlighed på. Han kunne ikke gå forbi. Han kunne ikke lade være. Han kunne give det hele væk. Og Han gjorde det!
For Gud har endnu ikke mødt det menneske, der havde så meget kærlighed, at det ikke også kunne bruge hans. Og derfor har Gud også hældt sin kærlighed ud over dig.

I vandet fra døbefonten, i brødet og vinen her ved bordet, i gode mennesker, du mødte på din vej, i nye dage og nye muligheder. Ja, selv i det, du kunne opleve som så ubetydeligt som en lille porcelænsfigur, kan Gud have lagt glimt af sin kærlighed. Så meget er du værd i Guds øjne, at han vil ødsle på dig. Prøv at give dig selv lov til at tage imod – uden indvendinger. Bare … ta imod.

Og sig så: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede: Himmelske Far.

Tak fordi skabte kærligheden.
Og tak fordi du ikke holdt den for sig selv, men gav den til os, for at vi må dele den med hinanden.
Tak, når vi mærker kærlighedens facetter i vores liv.

Tak, Herre, når vi mærker din kærlighed som en kraft, der bærer med og bærer over med os. Tak fordi vi må læne os op ad din kærlighed, når vores ikke slår til.

Tak for hver glæde, der måtte fylde for hver og en af os.
Konfirmanderne, der glæder sig til deres konfirmation. Alle os, der glæder os over foråret.

Tør vore øjne, når livet flyder over for os.
Luk lys ind, hvor sorgen er sortest og savnet tungest.

Vi beder for alle Jer, der har mistet en eller flere, I holdt af. Vi beder for Jer, der kæmper for at få kærligheden til at fungere. Og for alle Jer, der kan sætte en forsølvet eller forgyldt ramme omkring jeres brudebillede, fordi jeres kærlighed har varet i mange velsignede år.

Vi beder for Jer, der savner kærligheden i jeres liv og som søger efter den. Og vi beder for Jer, der er holdt op med at håbe.

Tak for palmesøndag. For håbet om nye muligheder og nye døre, der skal lukkes op.

Gå med os ind i denne uge – med påskens drama – Og gå med os ud i dagene. Ud hvor vi hver især er sat for at leve og virke.

Vær med vore døde, og de andre, som vores kærlighed ikke længere kan nå.

Og lad os leve og dø på håbet om, at når vore dage her på jorden rinder ud, så venter din kærlighed, Herre, på ny på den anden side af påskemorgen. Amen.

Prædiken til Påskedag, 2016

Tidligt om morgenen. Ikke bare den første dag i ugen. Men hver dag. Så tidligt, at du stadig kan komme i tvivl om, hvor vidt det er morgen eller nat. Mens du ligger eller står dér på tærsklen, omfavnet af nattemørket og stilheden og tager tilløb, sker det. Stilheden brydes.

Med et mod, der byder mørket trods, slår den første fugl sine triller. Altid en, der er modigere end de andre. Altid en, der fører an i det kor, der her efter vinteren får flere og flere stemmer. Først prøvende, siden mere og mere vedholdende. Andre følger efter. En efter en. Fra øst, vest, fra syd og nord, fra oven og neden - til sidst et kor af fuglestemmer.

Måske falder du ind i koret. Synger et enkelt lille halleluja eller to. Smiler stille. Overgiver dig – mere eller mindre - til endnu en gudsskabt dag. Dér i mørket finder en sprække af lys dig

– måske bliver det for dig aldrig mere end en sprække. Men selv en sprække af lys er dog lys. Og selv et ”broken halleluja”, et ”bristet halleluja” er dog et halleluja. Og alt imens synger fuglene uanfægtede videre på deres halleluja’er.

Troen er en sådan fugl. Troen er den fugl, der synger før daggry, mens det stadig er mørkt. Ja, troen er den fugl, der véd om daggryet, at det er på vej – og derfor synger, mens det endnu er mørkt.

Det er for mig, hvad opstandelsestro er: At vide, at en ny dag gryer. At hvile i, at Gud lader det blive opstandelse også for mig. At stole på, at selv i det i mit liv, der spærrer og er stort og uflytteligt som gravsten og anstødssten - dér finder Gud en sprække og lader lyset fra påskemorgen falde igennem.

På den tro tør jeg synge, mens det endnu er mørkt. Først prøvende. Og måske bliver det aldrig rigtigt fuldtonende.

På den opstandelsestro tør også jeg tage tøvende skridt ud i endnu en dag. Selv de dage, hvor verden vågner op til endnu en terrortrussel, der er ført ud i livet.

Selv de dage, hvor disen skygger for Lillebælt, og jeg og du kan være i tvivl om, retningen for vores liv, fordi livsretningen og valgene i vores ikke altid står badet i klart morgenlys eller opstandelsens klare lys.  
Og på det levende håb giver jeg tøvende – men dog slip - på mine døde. Jeg rømmer mig, klarer stemmen og overlader mine kære til Guds fremtid på håbet om, at af jorden skal også de opstå.

Hvorfor? Fordi påskemorgen modsiger alt mørke. Fordi påskemorgen er en sprække af lys for mit liv og min tro.

Ind i mellem har jeg ikke andet end den sprække at holde mig til, klamre mig til. Og påskemorgen lader mig hvile i, at selv en sprække af lys kan være mere end nok.

Det giver glæden sit helt eget rum. Den glæde, der aldrig kan presses igennem. Tvinges frem. Deri ligner glæden kærligheden. Den tvinger ingen.

Påskens glæde er ikke kun for den, der kan sige, at nu er alting nyt. Nu ser jeg mit liv i forklarelsens lys. Påskens glæde er også for dig med det liv, der er dit, med skavanker, med smerter og svigt og sår. Og opstandelsens lys skinner også på det liv, som har skyggerne og mørket.

For opstandelsens glæde er en både-og glæde. Påskens grundsten er gravstenen. Den gravsten, som både symboliserer død og liv. Den var der, stenen foran Jesu grav, den var der lige så håndgribelig og virkelig og uflyttelig som dine kæres gravstenen – og den var rullet fra – lige så uhåndgribeligt og uvirkeligt og begribeligt - som at glæden skulle kunne finde vej ind igennem dine sprækker.

En glæde, der kan rumme mig i det både-og liv, der er mit. En glæde, der kan rumme mig, når jeg står der på tærsklen mellem mørket og lyset og ved, at jeg skal gå ud i det. Men mørket har stadig tag i mig, holder mig fast og tilbage.

Opstandelsens glæde, det er den, der rummer mig, både når jeg tøvende stiller spørgsmålet ”Påskeblomst, men er det sandt – har jeg noget at betyde?” og når jeg vover at tage Guds ja til mig, at ”ja, også du har noget at betyde. Mere end du aner”.

Den glæde kan jeg rumme. Men jeg kan ikke rumme den ”nu skal alle være glade, for nu er det påske og Herren er opstanden-glæde”.

For den sande glæde kan aldrig være noget, vi pålægger os selv eller tage på os. Men glæden lyser i sprækkerne. I smilehullerne. I hullerne i alterbilledet her. Sprækker af lys. Fra evigheden selv. Den glæde kaster lys, opstandelseslys ind, også i mit liv. Så også jeg rejser mig og går en ny dag i møde.

Tidligt om morgenen, den første dag i ugen kom de ud til graven, kvinderne. De forventede, at de skulle se Jesu grav. Røre ved den tunge sten, der var rullet for. Stenen, som med al sin vælde mindede – og minder – om at der er sten i vores liv, vi ikke kan rokke ved eller ændre på. Tunge var deres skridt – og deres tanker. De går til dødens have.

Men de løb derfra. Med frygt. Og stor glæde. Det var ikke mørket eller døden, der skræmte kvinderne. Det var jo kun, hvad de forventede. Den døde Jesus i graven. Sådan som døden er en forventelig del af vores liv.

Den kan overmande os, vælte os, når den bryder ind i vores liv. Slå os jordiske mennesker til jorden, så vi aldrig nogen sinde tror, at vi skal kunne rejse os igen. Men at den venter, på dem, vi holder af og næsten ikke kan holde ud at tænke på at vi engang skal skilles fra – og at den en dag venter os, ja, dét kan ikke komme bag på os.

Men det er ikke det ventede, det er ikke døden, - det er livet, der skræmmer kvinderne. Det er den tomme grav. Det er opstandelsens lys. Det at blive kaldt tilbage til livet, hvor de mindst af alt havde regnet med det.

Med frygt og stor glæde løber de tilbage til Galilæa. Allerede for disse første vidner er påskens budskab dobbeltrettet. En både-og glæde.

Det er rent faktisk aflastende for os andre her 2000 år senere. Det er aflastende for den, der stadig hænger i langfredags gru, også i ens eget liv, at påskemorgen ikke kræver af dig, at du skal være glad på kommando.

Og påskens forunderlige og glædelige budskab er en befrielse for den, der tør tro det, at glæden godt må være der. Og være stor. Så du får lyst til at løbe. Væk fra død og store sten. Lade ting bag dig. Lade nyt begynde.

Der er et ordsprog, I måske kender, der hedder: ”Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”.

Langfredag flyver sorgens fugle så lavt, at de sætter sig på vores hoveder – og jeg ved ikke, hvor mange langfredage du har haft i det forgangne år – eller hvor mange, der venter? – men jeg vover at tro, at hver gang vi løfter hovedet, ryster på det, så sorgens fugle ikke kan komme til at bygge rede hos os, ja, så bliver det påske. Måske kun sprækkevist. Men så også vi må rejse os, og prøvende, tøvende stemme i koret af troens fugle.

Hver gang du oplever, at du kan leve, ånde friere, se en ny dag frygtløst i øjnene, på trods af, hvad der nu måtte tynge i dit liv, ja, så er det påskemorgens både-og-glæde, der lever i dig.

Både-og-glæden tvinger dig ikke noget andet sted hen, end hvor du er. Men den insisterer stædigt på, at Guds søn var i begge dele. Både hele langfredags gru og påskemorgens glæde. Og at han derfor også kan – og vil – være nær hos dig, både, når du er hverken-eller og når du er både-og. For det er just, hvad der ligger i ordet: At når du er både-og, så er du aldrig alene. Der er både dig og din Gud, som rummer dig, med alt, hvad du er.

Det er påskemorgen. I Jerusalem for 2000 år siden - og her hos os i dag. Det, som intet øje så, det som ingen hørte.

Det forunderlige, som skete i timen, hvor mørket var mørkest og inden sprækkerne af lys kaster nyt lys over hele verden, fejrer hele den kristne kirke i dag.

Vi går i kvindernes fodspor. Ikke kun i dag. Men mange dage. Går afsted i mørket – har retningen. Måske også tvivlen eller fortvivlelsen som kvinderne kendte den. Og vi må også gå i deres fodspor, når vi går herfra. Når vi går tilbage til vores Galilæa’er, der hvor vi hver især kommer fra.

Påskemorgen viser os, at troen aldrig ved, hvor den bliver ført hen. Men troen kender ham, der fører, og stoler på ham.   

---

En af mine gode venner er ud af en familie, der gerne holder fest. Der bliver fejret helrunde og halvrunde fødselsdage. Der bliver markeret bryllupsdage og højtidsdage.

Og da en bedsteforælder dør få dage før sin, jeg mener, det var 90 års fødselsdag, blev begravelsen og mindesamværet holdt på den dato og på det sted, som ellers var bestilt til at fejre fødselsdagen. Mindesamværet blev angiveligt en mægtig fest.

Familien fejrede selvsagt ikke, at bedstemoren var død. De fejrede, at hun havde haft et ualmindeligt godt liv. Derfor var der meget at feste for og glæde sig over. Både på afdødes og egne vegne.

På et tidspunkt under festen møder min ven ude foran en tilfældig fremmed, der får sagt: ”At det da godt nok er noget af en fest, I holder inde hos Jer”. ”Ja”, svarer min ven. ”Vi fejrer min bedstemor”. ”Nå, da”, svarer den fremmede. ”Til lykke med hende, hvor gammel bliver hun?” ”Ja, hun er død”, lød svaret.

Nogle år senere bliver min gode ven gift. Som det er, når to finder sammen, så er det også forskellige familiers traditioner, der skal mødes. Ægtefællen bliver ret hurtigt klar over, at han er kommet ind i en familie, hvor der gerne festes.

Og det er på ind til endnu en familiefest, at han med hånden på dørhåndtaget ind til festlokalet får spurgt: ”Jeg skal bare lige være helt sikker: Er det en af de levende eller en af de døde, vi skal fejre i dag?”

Det er påske. Det er glædens dag. Både-og-glædens. Vi fejrer både, at Guds søn døde for os – og at han denne morgen stod lyslevende ud af graven. Vi fejrer, at Gud siden tog Jesus til himmels og sendte Helligånden som talsmand, så budskabet til stadighed må blive levende for os. Komme os nær, ja, berøre os. Tale til os. Forandre os.  Så vi, som kvinderne den første påskemorgen, må kunne gå tilbage til vore Galilæaer, ledsaget af troens fugle.

Ind i vores verden, som stadig er spændt ud mellem frygt og glæde, mellem fortvivlelse og håb, mellem --- ja, der synger troens fuglen fra påskemorgen. Triumferende. Postluderende. Imodsagt af det meste. Men stadigt syngende.

Det er påske. Det er ikke længere tidligt, den første dag i ugen. Det er blevet formiddag. Fuglene har sunget morgensange længe.

Men det er stadig den første dag i ugen. Lad det blive det. Lad os stemme med i koret – hver med vores næb – og – med frygt OG stor glæde synge:
”Stat op, min sjæl i morgengry,
lad søvn og sorg og frygt nu fly.
Lad al din klage blive borte,
for her er nyt fra himlens porte:
O salig påskemorgenstund – med guld i mund!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede: Herre, vor Gud!

Vi takker dig for denne morgens nye håb,
der rækker ned i grave og ind i mørke sind.

Vi beder dig: Læg påskens liv og glade dage ind i alle vore dage.

Lad os på vor krop mærke din opstandelseskraft, så vi får lyst til at rejse os fra vore grave og det, der holder os fast og gå videre.

Giv os håb om nye dage, hvor vi troede, det var slut. Og giv os tro på venskab, kærlighed og fællesskab, der hvor tilliden var brudt.

 

Vær med din kirke her i Christians sogn – og ud over hele jorden, hvor kristne fejrer påske. Lad os fejre din påske - ikke bare for os selv, men for alle der sørger og savner, for dem, der endnu ikke har hørt evangeliet eller endnu ikke tør tro det.

Vi takker for Josh, Catrine og Sophia, som i dag blev døbt. Vi beder for deres forældre og for alle forældre. At vi må kunne finde ud af at være der for vores børn og børnebørn på alle deres både-og-dage.

 

Vær hos alle, der har fået magt og ansvar betroet: Vær med Dronningen og hendes familie – og alle, der fik et særligt ansvar betroet, det være sig i regering, byråd, menighedsråd eller forvaltninger.

Vær hos hver og en her, i hvis liv, der er tunge sten, de ikke selv kan flytte eller bære. Kom du, selv herre, og skub stenene fra. Skub glæden ind. Stykkevist – sprækkevist.

Og lad os hoppe fra sprække til sprække i dag – og i dagene der kommer.
Lad os leve og le, lad os græde og håbe på sprækkerne. Lad os tage afsked med vore kære døde og dem, vi savner – og lad os selv en dag kunne dø i håbet om, at når lyset slukkes for os her, så åbner du, Herre, for mere end en sprække – ja, for hele din himmelske herlighed, hvor alt er lys. Amen.