Prædiken til Påskedag, 2016

Tidligt om morgenen. Ikke bare den første dag i ugen. Men hver dag. Så tidligt, at du stadig kan komme i tvivl om, hvor vidt det er morgen eller nat. Mens du ligger eller står dér på tærsklen, omfavnet af nattemørket og stilheden og tager tilløb, sker det. Stilheden brydes.

Med et mod, der byder mørket trods, slår den første fugl sine triller. Altid en, der er modigere end de andre. Altid en, der fører an i det kor, der her efter vinteren får flere og flere stemmer. Først prøvende, siden mere og mere vedholdende. Andre følger efter. En efter en. Fra øst, vest, fra syd og nord, fra oven og neden - til sidst et kor af fuglestemmer.

Måske falder du ind i koret. Synger et enkelt lille halleluja eller to. Smiler stille. Overgiver dig – mere eller mindre - til endnu en gudsskabt dag. Dér i mørket finder en sprække af lys dig

– måske bliver det for dig aldrig mere end en sprække. Men selv en sprække af lys er dog lys. Og selv et ”broken halleluja”, et ”bristet halleluja” er dog et halleluja. Og alt imens synger fuglene uanfægtede videre på deres halleluja’er.

Troen er en sådan fugl. Troen er den fugl, der synger før daggry, mens det stadig er mørkt. Ja, troen er den fugl, der véd om daggryet, at det er på vej – og derfor synger, mens det endnu er mørkt.

Det er for mig, hvad opstandelsestro er: At vide, at en ny dag gryer. At hvile i, at Gud lader det blive opstandelse også for mig. At stole på, at selv i det i mit liv, der spærrer og er stort og uflytteligt som gravsten og anstødssten - dér finder Gud en sprække og lader lyset fra påskemorgen falde igennem.

På den tro tør jeg synge, mens det endnu er mørkt. Først prøvende. Og måske bliver det aldrig rigtigt fuldtonende.

På den opstandelsestro tør også jeg tage tøvende skridt ud i endnu en dag. Selv de dage, hvor verden vågner op til endnu en terrortrussel, der er ført ud i livet.

Selv de dage, hvor disen skygger for Lillebælt, og jeg og du kan være i tvivl om, retningen for vores liv, fordi livsretningen og valgene i vores ikke altid står badet i klart morgenlys eller opstandelsens klare lys.  
Og på det levende håb giver jeg tøvende – men dog slip - på mine døde. Jeg rømmer mig, klarer stemmen og overlader mine kære til Guds fremtid på håbet om, at af jorden skal også de opstå.

Hvorfor? Fordi påskemorgen modsiger alt mørke. Fordi påskemorgen er en sprække af lys for mit liv og min tro.

Ind i mellem har jeg ikke andet end den sprække at holde mig til, klamre mig til. Og påskemorgen lader mig hvile i, at selv en sprække af lys kan være mere end nok.

Det giver glæden sit helt eget rum. Den glæde, der aldrig kan presses igennem. Tvinges frem. Deri ligner glæden kærligheden. Den tvinger ingen.

Påskens glæde er ikke kun for den, der kan sige, at nu er alting nyt. Nu ser jeg mit liv i forklarelsens lys. Påskens glæde er også for dig med det liv, der er dit, med skavanker, med smerter og svigt og sår. Og opstandelsens lys skinner også på det liv, som har skyggerne og mørket.

For opstandelsens glæde er en både-og glæde. Påskens grundsten er gravstenen. Den gravsten, som både symboliserer død og liv. Den var der, stenen foran Jesu grav, den var der lige så håndgribelig og virkelig og uflyttelig som dine kæres gravstenen – og den var rullet fra – lige så uhåndgribeligt og uvirkeligt og begribeligt - som at glæden skulle kunne finde vej ind igennem dine sprækker.

En glæde, der kan rumme mig i det både-og liv, der er mit. En glæde, der kan rumme mig, når jeg står der på tærsklen mellem mørket og lyset og ved, at jeg skal gå ud i det. Men mørket har stadig tag i mig, holder mig fast og tilbage.

Opstandelsens glæde, det er den, der rummer mig, både når jeg tøvende stiller spørgsmålet ”Påskeblomst, men er det sandt – har jeg noget at betyde?” og når jeg vover at tage Guds ja til mig, at ”ja, også du har noget at betyde. Mere end du aner”.

Den glæde kan jeg rumme. Men jeg kan ikke rumme den ”nu skal alle være glade, for nu er det påske og Herren er opstanden-glæde”.

For den sande glæde kan aldrig være noget, vi pålægger os selv eller tage på os. Men glæden lyser i sprækkerne. I smilehullerne. I hullerne i alterbilledet her. Sprækker af lys. Fra evigheden selv. Den glæde kaster lys, opstandelseslys ind, også i mit liv. Så også jeg rejser mig og går en ny dag i møde.

Tidligt om morgenen, den første dag i ugen kom de ud til graven, kvinderne. De forventede, at de skulle se Jesu grav. Røre ved den tunge sten, der var rullet for. Stenen, som med al sin vælde mindede – og minder – om at der er sten i vores liv, vi ikke kan rokke ved eller ændre på. Tunge var deres skridt – og deres tanker. De går til dødens have.

Men de løb derfra. Med frygt. Og stor glæde. Det var ikke mørket eller døden, der skræmte kvinderne. Det var jo kun, hvad de forventede. Den døde Jesus i graven. Sådan som døden er en forventelig del af vores liv.

Den kan overmande os, vælte os, når den bryder ind i vores liv. Slå os jordiske mennesker til jorden, så vi aldrig nogen sinde tror, at vi skal kunne rejse os igen. Men at den venter, på dem, vi holder af og næsten ikke kan holde ud at tænke på at vi engang skal skilles fra – og at den en dag venter os, ja, dét kan ikke komme bag på os.

Men det er ikke det ventede, det er ikke døden, - det er livet, der skræmmer kvinderne. Det er den tomme grav. Det er opstandelsens lys. Det at blive kaldt tilbage til livet, hvor de mindst af alt havde regnet med det.

Med frygt og stor glæde løber de tilbage til Galilæa. Allerede for disse første vidner er påskens budskab dobbeltrettet. En både-og glæde.

Det er rent faktisk aflastende for os andre her 2000 år senere. Det er aflastende for den, der stadig hænger i langfredags gru, også i ens eget liv, at påskemorgen ikke kræver af dig, at du skal være glad på kommando.

Og påskens forunderlige og glædelige budskab er en befrielse for den, der tør tro det, at glæden godt må være der. Og være stor. Så du får lyst til at løbe. Væk fra død og store sten. Lade ting bag dig. Lade nyt begynde.

Der er et ordsprog, I måske kender, der hedder: ”Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”.

Langfredag flyver sorgens fugle så lavt, at de sætter sig på vores hoveder – og jeg ved ikke, hvor mange langfredage du har haft i det forgangne år – eller hvor mange, der venter? – men jeg vover at tro, at hver gang vi løfter hovedet, ryster på det, så sorgens fugle ikke kan komme til at bygge rede hos os, ja, så bliver det påske. Måske kun sprækkevist. Men så også vi må rejse os, og prøvende, tøvende stemme i koret af troens fugle.

Hver gang du oplever, at du kan leve, ånde friere, se en ny dag frygtløst i øjnene, på trods af, hvad der nu måtte tynge i dit liv, ja, så er det påskemorgens både-og-glæde, der lever i dig.

Både-og-glæden tvinger dig ikke noget andet sted hen, end hvor du er. Men den insisterer stædigt på, at Guds søn var i begge dele. Både hele langfredags gru og påskemorgens glæde. Og at han derfor også kan – og vil – være nær hos dig, både, når du er hverken-eller og når du er både-og. For det er just, hvad der ligger i ordet: At når du er både-og, så er du aldrig alene. Der er både dig og din Gud, som rummer dig, med alt, hvad du er.

Det er påskemorgen. I Jerusalem for 2000 år siden - og her hos os i dag. Det, som intet øje så, det som ingen hørte.

Det forunderlige, som skete i timen, hvor mørket var mørkest og inden sprækkerne af lys kaster nyt lys over hele verden, fejrer hele den kristne kirke i dag.

Vi går i kvindernes fodspor. Ikke kun i dag. Men mange dage. Går afsted i mørket – har retningen. Måske også tvivlen eller fortvivlelsen som kvinderne kendte den. Og vi må også gå i deres fodspor, når vi går herfra. Når vi går tilbage til vores Galilæa’er, der hvor vi hver især kommer fra.

Påskemorgen viser os, at troen aldrig ved, hvor den bliver ført hen. Men troen kender ham, der fører, og stoler på ham.   

---

En af mine gode venner er ud af en familie, der gerne holder fest. Der bliver fejret helrunde og halvrunde fødselsdage. Der bliver markeret bryllupsdage og højtidsdage.

Og da en bedsteforælder dør få dage før sin, jeg mener, det var 90 års fødselsdag, blev begravelsen og mindesamværet holdt på den dato og på det sted, som ellers var bestilt til at fejre fødselsdagen. Mindesamværet blev angiveligt en mægtig fest.

Familien fejrede selvsagt ikke, at bedstemoren var død. De fejrede, at hun havde haft et ualmindeligt godt liv. Derfor var der meget at feste for og glæde sig over. Både på afdødes og egne vegne.

På et tidspunkt under festen møder min ven ude foran en tilfældig fremmed, der får sagt: ”At det da godt nok er noget af en fest, I holder inde hos Jer”. ”Ja”, svarer min ven. ”Vi fejrer min bedstemor”. ”Nå, da”, svarer den fremmede. ”Til lykke med hende, hvor gammel bliver hun?” ”Ja, hun er død”, lød svaret.

Nogle år senere bliver min gode ven gift. Som det er, når to finder sammen, så er det også forskellige familiers traditioner, der skal mødes. Ægtefællen bliver ret hurtigt klar over, at han er kommet ind i en familie, hvor der gerne festes.

Og det er på ind til endnu en familiefest, at han med hånden på dørhåndtaget ind til festlokalet får spurgt: ”Jeg skal bare lige være helt sikker: Er det en af de levende eller en af de døde, vi skal fejre i dag?”

Det er påske. Det er glædens dag. Både-og-glædens. Vi fejrer både, at Guds søn døde for os – og at han denne morgen stod lyslevende ud af graven. Vi fejrer, at Gud siden tog Jesus til himmels og sendte Helligånden som talsmand, så budskabet til stadighed må blive levende for os. Komme os nær, ja, berøre os. Tale til os. Forandre os.  Så vi, som kvinderne den første påskemorgen, må kunne gå tilbage til vore Galilæaer, ledsaget af troens fugle.

Ind i vores verden, som stadig er spændt ud mellem frygt og glæde, mellem fortvivlelse og håb, mellem --- ja, der synger troens fuglen fra påskemorgen. Triumferende. Postluderende. Imodsagt af det meste. Men stadigt syngende.

Det er påske. Det er ikke længere tidligt, den første dag i ugen. Det er blevet formiddag. Fuglene har sunget morgensange længe.

Men det er stadig den første dag i ugen. Lad det blive det. Lad os stemme med i koret – hver med vores næb – og – med frygt OG stor glæde synge:
”Stat op, min sjæl i morgengry,
lad søvn og sorg og frygt nu fly.
Lad al din klage blive borte,
for her er nyt fra himlens porte:
O salig påskemorgenstund – med guld i mund!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede: Herre, vor Gud!

Vi takker dig for denne morgens nye håb,
der rækker ned i grave og ind i mørke sind.

Vi beder dig: Læg påskens liv og glade dage ind i alle vore dage.

Lad os på vor krop mærke din opstandelseskraft, så vi får lyst til at rejse os fra vore grave og det, der holder os fast og gå videre.

Giv os håb om nye dage, hvor vi troede, det var slut. Og giv os tro på venskab, kærlighed og fællesskab, der hvor tilliden var brudt.

 

Vær med din kirke her i Christians sogn – og ud over hele jorden, hvor kristne fejrer påske. Lad os fejre din påske - ikke bare for os selv, men for alle der sørger og savner, for dem, der endnu ikke har hørt evangeliet eller endnu ikke tør tro det.

Vi takker for Josh, Catrine og Sophia, som i dag blev døbt. Vi beder for deres forældre og for alle forældre. At vi må kunne finde ud af at være der for vores børn og børnebørn på alle deres både-og-dage.

 

Vær hos alle, der har fået magt og ansvar betroet: Vær med Dronningen og hendes familie – og alle, der fik et særligt ansvar betroet, det være sig i regering, byråd, menighedsråd eller forvaltninger.

Vær hos hver og en her, i hvis liv, der er tunge sten, de ikke selv kan flytte eller bære. Kom du, selv herre, og skub stenene fra. Skub glæden ind. Stykkevist – sprækkevist.

Og lad os hoppe fra sprække til sprække i dag – og i dagene der kommer.
Lad os leve og le, lad os græde og håbe på sprækkerne. Lad os tage afsked med vore kære døde og dem, vi savner – og lad os selv en dag kunne dø i håbet om, at når lyset slukkes for os her, så åbner du, Herre, for mere end en sprække – ja, for hele din himmelske herlighed, hvor alt er lys. Amen.