Når det går i fisk - om at være omvendt provisionslønnet. 5. søndag efter trinitatis

 

 Detalje fra indersiden af Alfa og Omega-portalen ved Christianskirken. Her ses - blandt andet - Peter, korsfæstet på hovedet. Mere herom i prædikenen. 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvad jeg tjener?? Måske sidder du allerede nu lidt uroligt på stolen, for hvis jeg begynder at tale om løn, hvilke andre forbudte emner tager jeg mon så op? Gæld? Vægt? Drømme?
I må gerne få at vide, hvad jeg tjener som præst. Jeg har snart virket i 29 år. Jeg får ca. 5000 kr. mindre end en gymnasielærer med samme anciennitet. Vil du vide mere, så spørg under kirkekaffen.

En præst er ikke provisionslønnet. 
Jeg får ikke ekstra, hvis de brudepar, jeg vier i år, også holder sammen om 50 år.
Jeg får heller ingen bonus, hvis jeg får flere sognebåndsløsere eller hvis min konfirmationsundervisning er medvirkende til, at en konfirmand siger ja til at blive konfirmeret, og det ikke kun for gavernes skyld.

Omvendt bliver jeg heller ikke trukket i løn, hvis jeg utilsigtet tager troen fra nogen, eller sender dig skuffet fra kirke en søndag, fordi der var for mange eller for få nye salmer,
eller hvis du på anden vis ikke synes, du fik noget med dig hjem.

Flere af mine gode venner får bonusser i flere 100.000 kroners klassen. De kører i større biler end jeg, og skifter dem tiere end jeg køber ny vinterfrakke. De har sommerhus med havudsigt, og kan invitere hele familien på 10 Trin Ned, og de kan drikke årgangsvin en helt almindelig torsdag aften.

Jeg er ikke misundelig. Ok. Ikke ret tit. 😉

For når vi deler et godt glas vin med hinanden, eller når vi deler hinandens glæder eller sorger, så ved vi godt, at der er ét sted, hvor vi får udbetalt det samme:
Vi får alle kun ét liv. Hverken mere eller mindre. Og i dette liv er det vigtigste aldrig, hvad vi tjener, men hvem vi tjener. Og det er der en helt anden løn forbundet med.

Dagens tre bibelske læsninger handler på hver sin måde om at være sat i tjeneste. Og den tjeneste kan vi ikke engang Arne-pensioneres fra.

Først hørte vi ordene fra Esajas med den meget sanselige kaldelse til profet. Har man først fået gloende kulstykker på tungen, så må Ordet bogstaveligt talt brænde i en. De må også brænde i en for at komme ud.

Derefter læste jeg ordene fra 1. Petersbrev –
( i parentes bemærket netop de ord, der fik mig og adskillige andre på teologistudiets anden del til at dumpe med et brag, fordi 1. Petersbrev er så umanerligt svært at oversætte fra græsk til dansk )
1. Petersbrev, der med sin kærlige, men velmente og stadigt aktuelle opfordring til os i menighederne, der er kaldede, om fortsat at leve i ”enighed. Om at vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.
Om at huske på, ikke at gengæld ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse,
for vi er kaldet til at arve velsignelse”.

Kaldet til at tjene er aldrig statisk.
Kaldet er et stadigt kald og krav. OG en velsignelse på samme tid.

Med dagens evangelium om Peters fisketur og kaldet til at blive menneskefisker, er vi tilbage ved det med provisionsløn.
Det begynder med nul fisk. Absolut nul.
Peter har ellers gjort, hvad han burde være bedst til: At fiske.
Men denne dag altså uden udbytte.
Så går der en sailor i land. Peter møder landkrabben Jesus,
som inviterer sig selv med om bord, hvorefter Jesus opfordrer Peter til at kaste garnene ud på ny.
Det gør Peter, forståeligt modvilligt, for hvem gider knokle, når der ikke er udsigt til resultatløn?
I trods – og på trods – kaster Peter og vennerne nettene ud igen – og denne gang bliver garnene så fulde af fisk, at de er ved at sprænges og bådene ved at synke. Var det sket, var Guds gavmildhed ville være gået tabt.  De klarede det ikke selv, men kaldte og ved fælles hjælp fik de fangsten indenbords.

Hvad ser vi her?
Vi ser en udbetaling af omvendt provisionsløn.
Det, fiskeren Peter skulle mestre, sit fag: Det at fiske – det kunne han tilsyneladende ikke.
Nu kaldes han til at skulle fiske mennesker.
Og før Peter overhovedet er indsat i sit nye erhverv som menneskefisker, får han hænderne og båden mere end fuld.
Peter får, hvad han på ingen måde har gjort sig fortjent til. Det er omvendt provisionsløn.

Det er i virkeligheden den samme løn, du og jeg har fået.
Vi har intet gjort, for at gøre os fortjent til det. Alligevel fik vi hele lønnen udbetalt på forskud: Et styk liv.
”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For Peter og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået. Men Jesus sagde: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.«
Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Fisk er ikke bare fisk. Dagens store fangst bliver et billede – et for-ud-billede på, at det her ikke er sidste gang, det vil gå i fisk for Peter. Og dét både på den trælse og på den gode måde.

For nok lægger Peter fiskenettene fra sig og træder i tjeneste hos Mesteren selv som menneskefisker. Men selv der – eller rettere: især der - kommer til at gå i fisk for Peter gang på gang.
Flere gange end der var fisk i nettet denne dag, demonstrerer Peter igennem evangelierne, at det ikke var så nemt at være menneskefisker endda.

Det her bliver ikke eneste gang, Peter ser sin egen ufuldkommenhed i øjnene. Det er virkelig godt, at Peter har været forudlønnet, og at han ikke bliver lønnet som forskyldt, for så ville han alvorligt kandidere til Luksusfælden.

For i de år, Peter er menneskefisker sammen med Jesus, tærer han igen og igen godt og grundigt på hovedstolen.
Peter stiller alle de dummeste spørgsmål til Jesu virksomhed – og sin egen. Igen og igen kommer han på så dybt vand, at han ikke kan bunde. Og Peters sidste troskabsløfte og trosbekendelse til Jesus som hans Herre og Mester, varer som bekendt kun et par dage.
Efter Jesu død og opstandelse går det i fisk igen. Men nu på den gode måde.
For Peter og kompagni rejste rundt i Romerriget. De byggede menigheder op fra bunden. Havde de ikke fulgt kaldet de dag ved Geneserat sø, havde vi ikke siddet her i dag som menighed.

Da Peter ca 30 år efter Jesu død lider martyrdøden, insisterer Peter på at ville korsfæstes med hovedet nedad. For selv da synes han ikke, han havde fortjent at dø på samme måde som Mesteren selv.
Sådan bliver Peter en illustration af, at ingen af os får løn får med os herfra. Hverken provisionsløn eller nogen som helst anden løn. For havde Peter haft noget i lommerne, ville det være røget ud.

Det gik i fisk. Det blev ved med at gå i fisk.
Fisken var de første kristnes hemmelige kendetegn. De satte den på deres mødesteder – og de græsktalende vidste, at Ixtus var en rebus for Jesus Kristus, Guds søn Frelseren. Og fisken mindede dem om, at der er mange måder at få fangst – og være en del af Guds netværk på.

Det går stadig i fisk. Ikke kun som et klistermærke bag på biler.
For det er meget muligt, at det teologisk talt er sandt:
at Gud har provisionslønnet dig,
at dit liv er en uforskyldt gave,
at du med dåben har syndernes forladelse på det tørre,
og at du kan få det bekræftet igen lige om lidt, når nadverens brød og vin rækkes til dig,
og at du, for Guds skyld, i dit kald og i din stand ikke behøver at ligge søvnløs og tænke på fangst eller fortjeneste. Alt det ved du.

Alligevel smutter det mellem fingrene på dig – som en nyfanget alt for glat fisk.
Det preller af som dogmatik og læresætninger uden næringsstoffer.
For måske har du det alligevel sådan, at du ind i mellem – eller lidt for tit - synes, dit liv går i fisk, på den ufede måde.
At din tro er hullet som et fiskenet, hvor enhver Kristus-fisk svømmer lige igennem, før du når at fange den.
At du ikke kan forstå, hvorfor lige du skal prøves og så prøves igen.
Og uanset – så står der bare et rungende 0 eller et minus, hvor du kigger hen.

”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, sagde Peter. Måske siger du det i kor med ham?

Eller du tænker det modsatte: Her sidder jeg og har garnene fulde: Et lykkeligt liv, meget at være glad og taknemmelig for, men det har jeg også arbejdet for. Hvad skal Gud blandes ind i det for?
Og efter lidt tid og lidt ydmyghed, ender du måske alligevel med samme sætning: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er et syndigt menneske". 

Men kære menneske, du som måtte have det sådan her. Uanset om din båd er ved at synke eller dine garn er ved at sprænges af overflod, så er også du en fisk i Guds fangst.

Også du kan nære nogen.
Også du kan med dit liv, i afmagt, i håbløshed, med din glæde eller din lykke eller med den tro, der måtte være din, være Guds menneskefisker.

For Jesus gik ikke efter de faglærte menneskefiskere.
Jesus gik efter de ufaglærte menneskefiskere.
Dem, der intet kunne – og som derfor havde alt at lære.
Og tænk, han begyndte med at lønne dem langt over den evne, de ikke havde.

Med den ydmyge tilgang og med en løn, langt ud over fortjeneste fulgte Peter i Jesu fodspor.
Frygtsomt og fejlende, javist.
Men det var netop det, Jesus havde set i ham.
For Guds rige bygges ikke på succeser i superligaklassen.

Måske har Jesus kaldt på dig også?
For når både storke og fisk er blevet sjældnere
og når engle er i restordre, må han kalde på anden vis.

Måske venter du forgæves, hvis du tror, du ved, hvad du skal kaldes til.
Måske er der faktisk kald i at være lige der, hvor du er.
Ikke et kald til at række ud eller gøre eller til at gå noget andet sted hen.
Men et kald til at være.
Et kald til at tage imod.
Lige her. Lige nu.

Og din løn? Det behøver du vist ikke en præst til at fortælle dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn: Lad os bede:
Jesus. Når du kalder os til at lægge ud på dybet og forkynde dit Ord blandt mennesker, vil noget i os gerne følge dig
og noget helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart, så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed og ikke spilder tiden med at tælle fisk eller kroner og ører, men at vi taler og handler på dit ord.

Vi hedder ikke Peter – i hvert fald ikke os alle.
Og vores tro er ikke en klippe.
Vi vakler i troen.
Vi snubler over den.
Anstødes af den.

Men vi tror, at din tro på os er en klippe.
Når vi svigter hinanden,
Når vi bagtaler hinanden,
Når vi misrøgter det kald, du har givet os til at være medmennesker – og forvalter din kærlighed,
Når vi handler med bagtanker -
så står din tro på os fast.

Forstå det kan vi ikke.
Men vi klamrer os til det.
Derfor kommer vi til dit nadverbord, hvor smulerne af brød og dråberne af vin minder os om din storhed.
Derfor lader vi vores børn døbe til dit levnede håb, fordi vores eget håb kan være så svært at holde fast ved.

Herre.
Vi takker dig for dem, der var klipper i vores liv.
Dem, vi lærte noget af.
Dem, vi skylder noget.
Dem, der blev som en Peter eller en Kristus for os, selvom de bare lignede alle os andre.

 

Tak for de gange, hvor vi fik lov at være klipper for andre. En, de kunne læne sig op ad, en, de kunne stole på, ikke rokkede sig.

Herre. Lad dem, der har magt og ansvar for verdensfred
og for bæredygtighed og væredygtighed imellem mennesker regere bære det kald med ydmyghed.
Vær med dem. Giv dem gode råd.

Vær hos dem, der her hos os har samme ansvar: Konge, Regering og Folketing, byråd og andre råd.
Vær også hos alle de foreninger og frivillige, der arbejder ulønnede for at bygge på det, der opbygger mennesker og fællesskaber.

Vi takker dig for dem, vi holder af.
For dem vi savner.
For dem, der døde fra os.
Tak for troen på, at de – og vi alle – er i din varetægt.
I dag,
i morgen – og til evig tid. Amen.

Søndagens tekster: 
5. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet